Udefra set kan det virke som om, at der er stilstand og udbredt tilfredshed på de offentlige arbejdspladser. Men under overfladen ser man adskillige faggrupper kæmpe hårde kampe. Regeringen har maskeret sine angreb mod den fælles velfærd og de offentlige arbejdspladser ved at lægge de konkrete nedskæringer ud til kommunerne. Men for de enkelte faggrupper er sandheden soleklar; en øget brutalisering af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø er desværre et faktum.

Pædagogerne
I forhold til 1990 mangler der 9000 pædagoger hvis der skulle være samme antal pædagoger pr. barn. Presset stiger – 34 procent af pædagogerne er plaget af stress og 1/3 af sygefraværet skyldes arbejdsmiljøet. Under overskriften ”Nu er det nok” havde BUPL indkaldt alle sine tillidsmænd til stormøde den 1. marts. 1700 tillidsmænd dukkede op. Der blev rejst stor kritik af regeringen, som har pålagt landets kommuner at finde yderligere besparelser på flere hundrede millioner indenfor institutionsområdet.

Ledelsen af BUPL var dog ikke interesseret i at sætte handling bag ordene om, at ”Nu er det nok”. Ledelsens linie var at tillidsmændene skulle ”gå hjem og synliggøre problemerne”. Det frustrerede rigtig mange af deltagerne, der anklagede ledelsen for ikke at udføre det arbejde de bliver betalt for – nemlig at kæmpe for pædagogernes forhold og banke noget igennem fra centralt hold. Problemerne har været synlige de sidste mange år for enhver, der gider se – nu handler det ikke om at vise problemerne, men vise viljen til at kæmpe!

I København blev der i starten af april i al hast indkaldt til ekstraordinært protestmøde af de to pædagogiske organisationer i København, LFS og BUPL. 600 tillidsfolk mødte op i Nørrebrohallen.

Årsagen til indkaldelsen var, at Københavns kommune havde fremlagt næste års spareforslag og planer for børne- og unge området. Budgetforslaget er stadig uklart, noget er meldt ud, andet ikke. Hovedpointen er at med alt det, der står om skolerne, og hvad de skal yde og foretage sig, så er det ikke så forfærdelig svært at lægge til og trække fra. Pengene skal jo tages andre steder fra.

Debatten viste, at det pædagogiske personale er rigtig trætte af de konstante forringelser. Flere talte om den årelange rutsjetur, der har været på daginstitutionsområdet. En rutsjetur i institutionernes standard og økonomi, med andre ord større og større børnegrupper til samme antal ansatte og samme antal kvadratmeter. Derudover har der også været rutsjetur i personalepolitikken, med mindre og mindre reel dialog. Det blev aftalt at holde flere møder. Og først og fremmest blev det aftalt, at dette skal der handles på. Dette er dråben!

Børn bliver til elever
Det andet emne på mødet var kommunens plan for skoleområdet, ”Faglighed for alle”, der klart og tydeligt kommer til at smadre hele det pædagogiske område. En deltager sammenlignede rapporten og dens mulige konsekvenser med fritidshjemsstrejken for nogle år siden, blot er dette endnu værre, som han sagde.

Et af punkterne i rapporten er at indføre heldagsskole i København. Hvorfor er heldagsskolen sat på dagsordenen? Argumentet er, at kun 50 pct. af de tosprogede børn bruger fritidsordningen, og de vil gerne have flere ind. Men virkningerne af deres forslag bliver meget vidtrækkende. ”Vi frygter, at fritidsbegrebet fjernes. Det er iøjnefaldende, at vi ikke har børn mere, vi har elever”, sagde en deltager på protestmødet. Det foreslås nemlig at indføre obligatorisk skoledag fra 8-16, og i den tid foregår al aktivitet under læreransvar og defineres ud fra skolens læringsbegreb. Dette er et forsøg på at rationalisere barndommen. I stedet for livslæring handler det om nytteværdi. Borgerrepræsentationen fjerner trin for trin daginstitutionernes og skolernes eget ansvar og erstatter det med en central og detaljeret styring af hverdagen og indholdet i dagtilbud og skole. Men Børn skal udvikles – ikke opdrages. Derfor vil pædagogerne have styrket legens placering i dagtilbudet såvel som i skolen.

Disse planer omfatter kun København, men ligger godt i tråd med regeringens politik på børneområdet.

Folkeskolelærerne
Den 22. marts gik 16.000 folkeskolelærere på gaden over hele landet. Årsagen var det nye folkeskoleforlig, der peger tilbage mod den “sorte skole” med test, kontroltænkning og et konservativt læringssyn.

Samtidig oplever man på skolerne forhøjede klassekvotienter, manglende ressourcer til nye undervisningsmidler, besparelser på efter- og videreuddannelse af lærerne og en stor nedprioritering af skolernes sociale aktiviteter. Men lærernes protester er blevet fuldstændigt ignoreret af regeringen. Det samme er landets folkeskoleelever blevet i lang tid, mens de har protesteret over afskaffelsen af gruppeeksamen. Det vil eleverne ikke finde sig i, derfor bliver de ved med at gå på gaden.

Næste gang bliver den 2. maj, hvor 600.000 skoleelever vil nedlægge undervisningen og demonstrere i 6 byer landet over. Lærerne har bakket fuldt op om elevernes aktion. Og eleverne støtter lærerne i at sige fra over for det nye folkeskoleforlig.

Hele den offentlige sektor rammes
Men forholdene forringes ikke kun for pædagoger og lærere – også alle andre ansatte i den offentlige sektor har mærket sparekniven og det øgede arbejdspres.

Sygehuse, hjemmehjælpen, gymnasierne osv. skæres også ned. Regeringen har gennem sine stramme økonomiske rammer pålagt både kommuner og amter besparelser, ligesom de selv årligt skærer ned på den statslige sektor.

Samtidig privatiseres offentlige områder i stigende grad – senest har vi set det i Århus, hvor buschaufførerne i skrivende stund er ude i konflikt, mod privatiseringer og for ordentlige arbejdsforhold.

Enhed mellem faggrupperne
Under overfladen ser man, at myten om at offentlige ansatte er privilegerede langt fra er sand. Det må vi ændre på gennem kamp. Mange forskellige faggrupper, forskellige steder i landet har de sidste år været ude i spredte kampe. Desværre står de enkelte faggrupper svagt, hvis de ikke formår at samarbejde og kæmpe sammen – enhed er vores styrke. Vi har nationale fagforbund for at kunne samle kampene, den opgave må de nu tage på sig.

I England har vi set den offentlige sektor gå ud i fælles kamp. Denne enhed må opbygges gennem fælles aktioner og strejker. Men også arbejderne i den private sektor rammes af nedskæringer i det offentlige – når deres børn skal passes, de skal på sygehuset osv. Samtidig står de privatansatte overfor det samme øgede arbejdspres. Derfor må vores krav til vores faglige organisationer være indkaldelsen af en 24-timers generalstrejke for alle offentligt og privatansatte.