Del tre ud af syv i serien ‘Besættelse og klassekamp’. Her om perioden 22. juni 1941 til 23. marts 1943.
Gå til: del 1 | del 2 | del 4 | del 5 | del 6 | del 7
”(…) på trods af den degenererede og korrupte herskende klikes forræderiske rolle, har Sovjetunionen enorme udviklingsmuligheder. Arbejderne og bønderne i Rusland vil kæmpe med en iver og entusiasme uden sidestykke til nogen andre hære, der er kastet mod Hitler. På trods af Stalins politik er det sandsynligt at Blitzkriegen denne gang vil slå fejl. Hvis den nazistiske krigsmaskine, der består af soldater, der ikke har hjertet med, knuses mod de sovjetiske massers modstand og derfor ikke formår at vinde frem mod dem, der forsvarer det sidste, der er tilbage af Lenins arv, må revolution uundgåeligt følge den demoralisering, som nederlaget vil afføde [hos de tyske soldater].”
Ted Grant, Britisk revolutionær, 9. juli 1941
Sd.Kfz-250 halv-bæltekøretøj foran tyske panserenheder under forberedelser til et angreb, den 21. juli 1941, et sted på østfronten.Det er sommer. Det er nat. Det er d. 22. juni 1941, årets korteste dag. Klokken 3 om morgenen lyder signalet. De enorme tyske hærstyrker, der er samlet ved grænsen til Sovjetunionen, sætter sig i bevægelse. Artilleriet brager, kampvogne og fly brøler og millioner af tyske soldater sætter det ene ben foran det andet og betræder sovjetisk jord. Dermed betræder Nazityskland stien til sin egen undergang. Hitlers invasion af Sovjetunionen og efterfølgende 46 måneders krig antager enorme proportioner, fuldstændigt uset tidligere i verdenshistorien. 410 divisioner mødes på østfronten i et uhyggeligt blodbad. Et blodbad der ender med at koste Sovjetunionen og dens folkeslag omkring 27 millioner dræbte, mens tyskerne endte med omkring 4 millioner døde.
Tilbage i sommeren 1940, kort efter Danmarks besættelse (se del 1.), og mens kampene stadig raser i Nordnorge, vender Hitler sig mod vest. På blot 6 uger bliver Luxembourg, Holland, Belgien og ikke mindst Frankrig besejret og besat. Den franske hær var langt større end den tyske, men afspejlede fransk kapitalisme: Inkompetent og mere bange for sin egen arbejderklasse end for tyskerne. Da den franske hær mødte modgang på slagmarken, blev det tydeligt, at den herskende klasse i Frankrig stod overfor et valg; enten at bevæbne arbejderklassen eller at vælge tyske besættelse og fascisme. Det blev det sidste.
Den franske kapitalistklasse fremstod på trods af sit koloniimperium, på trods sin position på verdensmarkedet, på trods af sin enorme hær, som en dårlig joke. I deres frygt for den franske arbejderklasse underlagde de sig fuldstændigt tyskerne. At bevæbne den franske arbejderklasse var den eneste måde, som Frankrig kunne være sikker på at stoppe Hitler, der ikke ville kunne besejre et helt bevæbnet folk. Men at bevæbne arbejderklassen ville være en trussel mod det franske borgerskab. De viste i praksis, at deres eneste interesse er at sikre deres magt og privilegier, og at de langt hellere vil acceptere en nazistisk besættelse end at bevæbne arbejderklassen, hvilket unægtelig ville true deres ejendomsret til produktionsmidlerne.
Efter Frankrigs fald stod England alene overfor Nazityskland. Tyskerne påbegyndte luftbombardementer, intensiverede ubådskrigen og udkæmpede en kolonikrig mod englænderne i Nordafrika på lavt blus sammen med deres italienske allierede. Hitler var ikke særligt interesseret i at invadere eller undertvinge den britiske kapitalistklasse. Han mente, at det var muligt at indgå en aftale, der var fordelagtigt for begge parter. Tysklands overklasse ville dominere det europæiske kontinent, mens England styrede verdenshavene igennem sit koloniimperium. En opdeling af verden der fandt genklang blandt en del af overklassen i England. Men andre dele af den herskende klasse i England og ikke mindst i USA (der indtrådte i krigen 7. dec. 1941) ønskede ikke, at tysk kapitalisme uhindret kunne dominere det europæiske fastland. Derudover frygtede den britiske overklasse under Winston Churchills ledelse deres egen arbejderklasses modstand, hvis de indgik en aftale med Hitler.
Den britiske overklasse under Winston Churchills ledelse kunne af frygt for deres egen arbejderklasse ikke lave en aftale med Hitler, på den anden side kunne de heller ikke besejre Nazityskland militært på den afgørende slagmark nemlig det europæiske fastland. Krigen blev udkæmpet i periferien såsom Balkan, Grækenland, Mellemøsten og Nord- og Østafrika. Hitler brugte dog meget begrænsede ressourcer på dette ”sideshow”. Lige akkurat nok til at holde krigen gående. Hans blik var rettet mod øst.
Hitler og hans med-fascister i Spanien og Italien var sat i verden for at smadre arbejderklassen og dens organisationer og forhindre en socialistisk revolution engang for alle. Dette ville unægtelig føre til et opgør med Sovjetunionen. Før eller siden. Selvom at stalinisme og nazisterne var retoriske dødsfjender, havde Hitler og Stalin for en tid fundet et fælles ståsted. I august 1939 havde Stalin og Hitler indgået en ikkeangrebspagt.
Da Stalin kom til magten i Sovjetunionen i 1924, lancerede han den reaktionære ide om ”socialisme i et land”. Det førte til en nationalistisk degenerering af alle sektioner i den kommunistiske internationale, der blev redskaber for Sovjetunionens udenrigspolitik. Det stalinistiske bureaukrati spillede i stigende grad en direkte kontrarevolutionær rolle, bl.a. i den franske folkefrontsregering og under den spanske revolution, fordi en ny revolutionær bølge i Europa var en trussel mod deres egen magtposition og privilegier.
Denne nationale degenerering bragte Stalin i armene på Hitler. Da de tyske nazister myrdede løs i det vestlige Polen, blev landet også invaderet fra øst af Sovjetunionen som et led i ikke-angrebspagten indgået mellem de to diktatorer. Pagten førte til at Østeuropa blev inddelt i interessesfærer. De baltiske lande og det østlige Polen tilfaldt Sovjetunionen, som herefter invaderede disse områder. Alt vest herfor tilfaldt Tyskland. Hitlers interesse i ikke-angrebspagten var frie hænder mens han overmandede sine rivaler i vest. Stalin troede derimod, at det var muligt at dele verden op i interessesfærer, hvor Sovjetunionen kunne eksistere i fredelig sameksistens med den globale kapitalisme. Med ikke-angrebspagten troede Stalin oprigtigt, at Nazityskland og Sovjetunionen kunne eksistere fredeligt side om side. Han tog fejl.
På trods af det stalinistiske diktatur i Sovjetunionen, som i høj grad tåler sammenligning med nazisterne i deres forbryderiske gerninger, så var de to systemer fundamentalt forskellige. Nazismen var kapitalismens sidste desperate træk for at holde sig ved magten (se del 1.), mens Sovjetunionen blev skabt på baggrund af verdens første socialistiske revolution. Selvom revolutionen degenererede, og Josef Stalin og bureaukratiet greb magten relativt hurtigt, og forvandlede Sovjetunionen til et brutalt diktatur, var der sket enorme fremskridt. Revolutionen havde frembragt planøkonomien; som på 24 år drastisk havde forhøjet levestandarden, udryddet analfabetismen, opløst godsejer- og kapitalistklasserne og forvandlet Rusland fra et tilbagestående landbrugsland til at en industrination, som skulle komme til udkonkurrere alle andre nationer i verden med undtagelse af USA. På trods af revolutionens degenerering, og at en lille bureaukratisk klike under Stalins ledelse tog magten i et brutalt diktatur, udgjorde opgøret med den private ejendomsret og planøkonomien stadig et fundamentalt fremskridt fra kapitalismen.
De blodige udrensninger i Moskva-processerne i 1938 havde kappet hovedet af den røde hær. Hvad værre var, så troede Stalin oprigtigt på ikke-angrebspagten med Hitler, hvilket betød, at han fik de forberedte forsvarsstillinger langs grænsen fjernet. Den røde hær blev taget på sengen, da Tyskland invaderede i juni 1941, og millioner af russiske soldater blev dræbt på den mest meningsløse vis.
Med Nazitysklands invasion af Sovjetunionen ændrede Anden Verdenskrig fundamentalt karakter. Fra at havde været en forsættelse af det imperialistiske opgør fra Første Verdenskrig udkæmpet med konventionelt militær, blev det nu en kamp mellem to socioøkonomiske systemer. De russiske og en stor del af den europæiske arbejderklasse kastede sig ind i kampen mod nazisterne og forsvaret af verdens første arbejderstat, Sovjetunionen.
Tysklands invasion af Sovjet frigjorde kommunistpartierne over hele Europa fra ikke-angrebspagten, som havde gjorde dem dybt forhadte blandt arbejderne, fordi pagten havde allieret kommunisterne med nazisterne og stoppet al antifascistisk undergrundsarbejde i de nazistisk kontrollerede lande. På trods af at de fra da af blev udsat for massiv forfølgelse fra nazisternes side, begyndte kommunisterne at opbygge en væbnet modstandsbevægelse over hele kontinentet.
Det russiske folks kamp mod nazismen blev begyndelsen til et nyt stadie i krigen, hvor revolutionære kræfter samlede sig omkring kommunistpartierne i de besatte lande, da disse stod som symbolet for Sovjetunionens kamp mod Nazityskland. Kommunistpartierne blev nu ledende i modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Dette blev også tilfældet i Danmark, hvor Danmarks Kommunistisk Parti (DKP) vandt større og større opbakning i den danske arbejderklasse i opposition til socialdemokratiet, som krigen skred frem.
DKP blev bannerførere for modstanden i Danmark og et samlingspunkt for en revolutionær bevægelse i opposition til socialdemokratiets klasseforræderi (se del 2). Men DKP spillede kort efter krigens afslutning en kontrarevolutionær rolle, da de når at kom til alt var formet af det stalinistiske bureaukrati.
I Stalins skygge
”For mig var imidlertid det alt overskyggende problem på dette tidspunkt det enkle: Hvordan medvirker danske socialister til at gøre en ende på nazistisk besættelse og på tysk imperialismes udsugning af folket? Og her gav hverken Molotov (russisk udenrigsminister) eller DKP’s ledere noget klart svar på dette primære spørgsmål.”
Kai Moltke, medlem af DKP, om situationen før den 22. juni 1941
DKP var før den 22. juni 1941 et lille politisk parti på den danske venstrefløj. De havde dog tre pladser i folketinget og stod som oppositionspartiet til Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik. De havde med held organiseret de arbejdsløse i byerne og på den baggrund opnået en række positioner indenfor fagbevægelsen. Partiet led dog under det voldsomme handikap, at dets ledelse var en af de mest Moskvatro i hele Europa, og dermed kastebold for Stalins udenrigspolitik. DKP var ved besættelsens begyndelse blevet utroligt upopulære i den danske befolkning på grund af Ikke-angrebspagten.
DKP på var medlem af Komintern (Tredje Internationale). Denne organisation var oprindeligt blevet dannet som et demokratisk organ bestående af verdens kommunistpartier, med det formål at kæmpe for en socialistisk verdensrevolution. I stalinismens hænder var det blevet et forkrøblet redskab for Moskvas udenrigspolitik. Det betød, at DKP måtte følge stalinismens ene mere absurde politiske linje efter den anden.
Tredje Internationale førte en zigzag politik. Mellem 1928 og 1935 anså kommunisterne socialdemokraterne som hovedfjenden, og de bekæmpede dem som ”socialfascister”. Denne politik førte til, at Hitler kom til magten i Tyskland i 1933, da kommunistpartiet havde mere travlt med at bekæmpe socialdemokratiet og så passivt til, mens nazismen undertrykte deres organisationer. Fra 1935 til 1939 skiftede kommunisterne 180 grader under folkefrontsstrategien. Nu skulle Kommunistpartierne gå i koalition med alle progressive kræfter endda det ”progressive borgerskab” i kampen mod fascismen.
Igen i 1939 skiftede den kommunistiske politik til sin modsætning. Nu var engelsk og fransk imperialisme hovedfjenden, mens Nazityskland var den store allierede. Den politik kulminerede med ikke-angrebspagten med Nazityskland. Ikke-angrebspagten var et kæmpe forræderi imod den europæiske arbejderklasse og miskrediterede kommunistpartierne i arbejdernes øjne. Dette gjaldt også DKP i Danmark, der ved besættelsen 9. april officielt var allierede med den nazistiske besættelsesmagt, og de støttede også op om samarbejdsregeringen, dog uden at indtræde i den. Dog blev DKP’s politiske eksistens på mange måder reddet af Nazitysklands angreb på sovjetunionen og den efterfølgende socialdemokratiske forfølgelse af partiet.
Grundet ikke-angrebspagten var DKP bundet på hænder og fødder, når det gjaldt den nationale politik, derfor vendte de sig mod det faglige. Her var der dog nok at tage fat på, da den socialdemokratiske fagbevægelse agerede villigt redskab for de danske kapitalister, der ønskede at smadre arbejderklassen ved besættelsens start.
Socialdemokratiets fjende nummer ét
”Der har aldrig været et slægtskab mellem 2. og 3. internationale. Det har aldrig været og vil aldrig blive tale om et samarbejde mellem disse to. Kommunisterne er Socialdemokratiets fjende nr. 1.”
Alsing Andersen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, 20. august 1941
Om morgen den 22. juni 1941 summede Københavns politigård med aktivitet. Politibetjente kom og gik. Alt var klart og planlagt ned til mindste detalje. De danske betjente farede ud over det ganske land og anholdt organiserede kommunister og folk, der havde deltaget i den spanske borgerkrig (1936-1939) på Republikken side.
I et hjørne af politigården stod en lille gruppe tyske Gestapo agenter. De kom fra Tysklands hemmelige politi og var kendt som en organisation af sadister og terrorister, der forfulgte civile tyskere og folk i de besatte lande, men d. 22. juni 1941 var de lettere overflødige. De var ankommet til politigården for at opdage, at de danske betjente allerede havde gjort deres arbejde. Tyskerne havde om morgenen afleveret en liste på omkring 20 personer til justitsministeren og politidirektøren med navne på en række prominente kommunister, de ønskede anholdt grundet invasionen af Sovjetunionen. Politidirektøren havde nærmest smilet lettere overbærende af dem og havde fundet en betydelige længere liste med navne på over 300 danske kommunister frem fra skuffen. Dansk politi havde bare ventet på dette øjeblik.
Det danske politi havde i mange år hemmeligt overvåget de danske kommunister i samarbejde med Gestapo og det danske Socialdemokrati. Politiet og staten er et redskab for overklassen i samfundet, og de anså kommunisterne for at være en trussel, der helst skulle elimineres. Dansk politi havde sammen med Socialdemokratiet i mange år forberedt en aktion, for at fjerne den kommunistiske trussel fra det danske samfund en gang for alle, og med tyskernes antikommunistiske korstog mod Sovjet fik de omsider lejligheden. At arrestrationen af de danske kommunister, inklusiv folketingsmedlemmer, var grundlovsstridigt tog politi og politikere ikke så nøje. Love tilsidesættes, når de strider mod magthavernes interesser.
Den 22. juni 1941 kulminerede flere års systematisk politiarbejde, men der var ingen tvivl, at det ikke kunne være gået så glat, som det gjorde, uden Socialdemokratiets hjælp. Toppen af Socialdemokratiet omkring Thorvald Stauning og hans inderkreds hadede kommunister af et godt hjerte. Kommunisterne var fjenden fra venstre, som stjal deres medlemmer og forstyrrede deres gode samarbejde med den danske overklasse. Derfor deltog den socialdemokratiske bevægelse aktivt i at overvåge de danske kommunister, især igennem fagbevægelsen. Da arrestationsbølgen endelig kom, blev den modtoget af den socialdemokratiske presse med stående klapsalver. Kommunisterne blev underkastet en klassisk hadekampagne i medierne. De blev stemplet som terrorister og en trussel mod demokratiet.
Dette klingede dog noget hult i den danske arbejderklasses ører, da man så de kommunistiske tillidsmænd blive slæbt ud af arbejdspladserne af danske betjente, mens den socialdemokratiske fagforeningsboss stod og klappede i hænderne lige ved siden af. Det blev sværere og sværere at se Socialdemokratiet som demokratiets forsvarere, når politiske modstandere først blev indsat i Vestre fængsel og siden i fangelejre i Horserød i Nordsjælland.
DKP’s kamp for det borgerlige demokrati
”(…) de har vendt deres ryg til den internationalistiske jord, hvorfra Sovjetunionen kom og har erstattet den med falleret nationalisme. Stalin gør det for at sikre sin selvopretholdelse. En revolution i Europa ville hurtigt føre til at det russiske proletariat gjorde regnskabet op med bureaukratiet.”
Ted Grant, Britisk revolutionær, 9. juli 1941
DKP var gjort ulovligt og de dele af organisationen, der ikke sad i fangelejren i Nordsjælland, måtte gå under jorden. Dog kan man sige, at den tyske invasion af Sovjetunionen og det efterfølgende forbud mod kommunistiske organisationer, blev en befrielse for partiet. De behøvede ikke længere lade som om, at de var bedste venner med nazisterne og de kunne nu kritisere samarbejdsregeringen åbent.
DKP havde en stærk intern disciplin og fik hurtigt organiseret en stor og udbredt undergrundsorganisation over hele landet, dog med vægt i byerne omkring de store industriarbejdspladser. DKP’s første handling som undergrunds organisation var ikke væbnet modstand, men opbyggelse af en illegal presse med avisen Land og Folk som den mest udbredte.
På trods af at tyskerne, socialdemokraterne og de danske kapitalister stemplede DKP som ”farlige revolutionære terrorister”, så var der intet revolutionært i deres politiske linje. I god tråd med hvad man ønskede i Moskva, vendte DKP tilbage til folkefrontsstrategien fra 1935. De kæmpede ikke for en revolutionær omvæltning af samfundet, nej man ville sikre sig det borgerlige demokratis tilbagevenden til magten.
På trods af at russerne led det ene kæmpe nederlag efter det andet på østfronten i samme periode, så ønskede det stalinistiske bureaukrati i Moskva på ingen måde en revolutionær bevægelse. Ikke engang i den tyske fjendes bagland. De ønskede at holde sig gode venner med deres nye allierede; britisk imperialisme, og ingen af de to magter ønskede revolution. Moskva befalede at kommunistpartierne skulle afholdt sig fra revolution og kamp for sociale forbedringer. Kampen mod nazismen skulle kun handle om at gendanne de borgerlige demokratier i Vesteuropa, og her kunne man gå sammen med ”progressive” borgerlige, der ønskede, at gendanne deres egen magt i samfundet, som nazismen nu havde sat under pres.
DKP var loyale stalinister, der uden kritik gjorde, hvad der blev sagt. Det betød, at partiet kom til at føre en tvetydig, forvirret og decideret klasseforræderisk politik. På den en side kritiserede de Socialdemokratiet og de danske kapitalister hårdt i deres egen presse. På den anden side prøvede de konstant at indgå alliancer med de samme organisationer og personer, som de officielt tog afstand fra. DKP, styret fra Moskva, førte om man så må sige sin egen klassesamarbejdspolitik, men vendt mod nazismen. Denne folkefrontspolitik førte til, at DKP forrådte den radikaliserede danske arbejderklasse efter krigens slutning.
DKP stod i efteråret 1941 alene, men de fik meget snart chancen for at blande sig med det finere selskab.
Marchen til Amalienborg
”Fredag må alle danske studenter holde sig borte fra forelæsninger og øvelser, gå i studenterstrejke, som protest mod vanærelsen af vort land og arrestrationerne af vore kammerater.”
Studenterorganisationen Danske Studenter, 27. november 1941
Studenterne strømmede ud af Københavns Universitet d. 25. november 1941. De gik taktfast sammen mod Amalienborg, mens studenterne afsang: ”Kong Christian stod ved høje mast i røg og damp.” Demonstrationen ville op og hilse på kongen, som studenterne sagde. De mange studenter mente, at samarbejdsregeringen var gået for langt i sine indrømmelser overfor den tyske besættelsesmagt. Især udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) var forhadt.
Erik Scavenius befandt sig i Berlin på daværende tidspunkt, hvor han underskrev antikominternpagten på Danmark vegne. Pagten samlede de nationer, der var i krig med Sovjetunionen. Danmark var nu ikke kun bare besat, men havde officielt sluttet sig til Tyskland, Italien og Japan, kendt som aksemagterne. Danmark var altså nu i krig med Sovjetunionen og igennem denne pagt også med England, som jo var Sovjetunionens allierede.
Danmark havde tilsluttet sig nazismens antikommunistiske korstog, hvilket også betød, at samarbejdsregeringen gav grønt lys til, at danskere kunne melde sig frivilligt til det tyske korps af massemordere; Waffen SS. De danske nazister havde efter deres nederlag til den københavnske befolkning i november 1940 (se del 2.) fuldstændigt koncentreret sig om at hverve folk til SS, deres primære beskæftigelse resten af krigen.
De frivillige danskere i SS blev sat sammen i det, der kom til at hedde Frikorps Danmark. Udover at deltage i kamphandlinger på østfronten krigen igennem, hvor de blandt meget andet deltog i drab på krigsfanger og jøder, blev de også et ”festligt” indslag i de danske byer, når de kom hjem på orlov. Det blev fast praksis, at danskere i SS bankede og dræbte folk på gaden når de var hjemme på orlov, mens det danske politi så passivt til.
Politiet var dog ikke passive d. 25. november 1941. Da studenterdemonstrationen nåede Amalienborg slotsplads blev de angrebet af politiet. Politiet lagde dog en del fingre i mellem, da de angreb demonstrationen. De havde fået at vide inden, at de ikke måtte slå for hårdt med kniplerne, da det jo ikke var kommunistiske arbejdere, men pæne borgerlige studerende, det drejede sig om.
En plads på universitetet kostede en formue, og derfor kom de fleste studerende fra velstillede borgerlige hjem. Demonstrationen havde heller ikke skyggen af kommunistiske sympatier. De studerende afskyede kommunisterne og arbejderklassen generelt. Det var en national borgerlig demonstration, der appellerede til Kongen om at påvirke samarbejdsregeringen. De studerende mente, at det var landsforræderi at tilslutte sig antikominternpagten, ikke i solidaritet med Sovjetunionen, men fordi de vestlige magter på den baggrund anså Danmark for at være en del af aksemagterne.
De studerende kunne være nok så borgerlige og patriotiske, men samarbejdspolitikken tålte ikke modstand og derfor angreb politiet. Angrebet chokerede og provokerede de studerende. De var jo vant til, at politiet stod på deres side. Det udviklede sig til et masseslagsmål over hele København det meste af dagen. Om natten udøvede studerende hærværk mod nazistiske boglader og partikontorer.
Dagen efter blev studenterne opfodret til at gå i strejke af organisationen Danske Studenter. Samarbejdsregeringen lagde pres på universitet, hvor universitetsledelsen og studenterrådet, den traditionelle organisation for de studerende, ikke støttede parolen om strejke. Det var op til oppositionsorganisationen Danske Studenter at gennemføre den. Rektor på Københavns universitet truede alle studerende med, at de ville blive straffet og bortvist, hvis de strejkede.
D. 28. november fandt strejken alligevel sted. Københavns universitet vrimlede med betjente i uniform og civil, der skulle knuse alle opfordring til at strejke, alligevel bedømtes strejken til at lykkes med 60 procents deltagelse.
DKP’s ledelse så muligheder i denne studenterbevægelse. Her var der omsider nogle borgerlige, man kunne gå i koalition med. DKP prøvede at hægte sig selv på bevægelsen og udsendte løbesedler til arbejdspladser i København, hvor opfordrede arbejderne til at strejke i solidaritet med de studerende. Det faldt dog til jorden. Arbejderne havde ringe forståelse med borgerlige studerende, der mente, at Kongehusets indgriben i politik var vejen frem. Bevægelsen døde ud.
Dog kom organisationen Danske Studenter og de folk, der deltog i denne bevægelse, til at udgøre den første kerne i den borgerlige modstandsbevægelse, der på dette tidspunkt så småt var begyndt at vokse frem. DKP forsøgte med det første at starte et samarbejde op og det lykkes. De borgerlige studerende og DKP fandt sammen og fra april 1942 udgav de det illegale blad Frit Danmark, som blev det vigtigste og største organ for modstandsbevægelsen. DKP havde omsider sin folkefront.
Det ulmende oprør
”Havnearbejderne har med store personlige ofre vist deres vilje til at kæmpe for arbejderklassens interesser. Arbejderne har aldrig nået noget uden kamp. Den konflikt vi har ført, har, selv ved forræderi fra vores egen, og manglende forståelse og sympati fra vore øverste ledere, alligevel bragt det resultat, at hovedorganisationerne ikke i fremtiden fornyer vore overenskomster, uden først at tale med os om det.”
Skibsværftsarbejderen, kommunistisk faglig avis, 1943
Det socialdemokratiske parti og fagbevægelse havde ageret rambuk for de danske kapitalister og den tyske besættelsesmagt, og smadret arbejdernes rettigheder og vilkår (se del 2.). Vreden spredte sig i den danske arbejderklasse og dette fik en stor effekt inde i fagbevægelsen. DKP var under jorden, men havde en stærk basis af faglige aktivister, som arbejdede hemmeligt i fagbevægelsen. De samlede arbejdernes vrede op og udtrykte den politisk, hvilket førte til, at de fik en større og mere omfangsrig opbakning i arbejderklassen.
De hemmelige DKP’ere satte sig snart på en række fagforeninger, hvor de tidligere socialdemokratiske ledere måtte opgive posterne grundet pres fra arbejderne. DKP stod stærkt især blandt havnearbejderne, trælosserne og skibsværftsarbejderne. Herfra udgav de faglige aviser, der nåede bredere ud i arbejderklassen, og hvor de kritiserede Socialdemokratiet for dets totale politiske og faglige fallit.
DKP’s faglige aktivister kunne virkelig forbinde sig med arbejderne, der havde fået nok at blive undertrykt af deres egne traditionelle organisationer. Fra efteråret 1942 steg antallet af strejker markant på trods af det strejkeforbud, som den Socialdemokratiske bevægelse havde implementeret i 1940.
I efteråret 1942 indkaldte de DKP-kontrollerede fagforeninger til en alternativ fagforeningskonference, som vendte sig frontalt mod de officielle fagforeningslederes forræderi mod deres egne. Det vakte stor genklang blandt de radikaliserede lag i arbejderklassen. For eksempel støttede 107 ud af 410 lokalafdelinger af Arbejdsmandsforbundet (DAF) den alternative fagforeningskonference i Aalborg, som blev afholdt den 8. november 1942.
DKP bankede alternative fagforeningskonferencer op over hele landet hvilket må have rystet de socialdemokratiske ledere af den traditionelle fagbevægelse. I hvert fald gik de direkte til Gestapo med nye lister af kommunistiske aktivister, som de ønskede anholdt. Gestapo iværksatte en ny arrestrationsbølge i starten af november 1942, godt hjulpet af socialdemokratiske medlemmer på de enkelte arbejdspladser. Arrestationerne ramte især faglige aktivister i Københavnsområdet og fyldte Horserødslejren yderlige op.
Men dette hjalp intet. Arbejderklassen havde sat sig i bevægelse og strejkerne mod elendige arbejds- og levevilkår, besættelsesmagten og samarbejdsregeringen blev ved med at vokse frem. I foråret 1943 nåede strejkebevægelsen nye højder.
Der var folketings- og kommunalvalg i marts og maj 1943. Regeringsperioden udløb og den tyske besættelsesmagt insisterede på, at der skulle afholdes valg. Det ville være en enorm propagandagave for den nazistiske besættelsesmagt, der kunne fremstille Danmark som tysk mønsterprotektorat med civiliserede tilstande under tysk overherredømme. Samarbejdsregeringen gik selvfølgelig med til at afholde valg.
Den borgerlige modstandsbevægelse, inklusiv DKP opfordrede til at boykotte valget, men det vandt ikke stor genklang i befolkningen. Valget blev fremstillet som et valg mellem det danske demokrati eller den tyske besættelsesmagt. Denne kobling lykkedes. Valget blev en national demonstration fra befolknings side med en massiv stemmedeltagelse, der gik til de traditionelle partier. DKP kunne naturligvis heller ikke stille op som illegalt parti. Det blev kraftigt ignoreret, at Nazityskland fik en kæmpe international propagandasejr ud af valget.
Det var dog interessant, at Socialdemokratiet tabte en del stemmer, især i provinsbyerne. Mere interessant var udviklingen ved det samtidige kommunalvalg. DKP stillede op til valget under dække af Arbejderlisten. Arbejderlisten kritiserede det socialdemokratiske parti og fagbevægelse og fik en eksplosiv fremgang. I mange kommuner overtog Arbejderlisten alle de tidligere socialdemokratiske pladser i kommunalbestyrelserne.
En betydelige radikalisering af den danske arbejderklasse fandt sted under overfladen. Tre års undertrykkelse fra samarbejdsregeringen og den tyske besættelsesmagt hobede sig op. Stemningen var ved at nå bristepunktet. På trods af folketingsvalget blev antallet af strejker ved med at stige i løbet af foråret 1943. Det hele eksploderede i august. Den danske arbejderklasses oprør var begyndt.
