Del fem ud af syv i serien ”Besættelse og klassekamp”.
Gå til: del 1 | del 2 | del 3 | del 4 | del 6 | del 7
”Vi gik alle ud af bilen, og for at gøre hele historien så dramatisk som muligt, tog vi vore pistoler frem, som vi altid havde på os, selv når vi gik i civil. Han rystede som et espeløv af rædsel og begyndte igen at bede for sig, og der var ikke den ting, han ikke ville gøre for os. Han tilbød endog at ‘gå i vor tjeneste’ og skaffe os alle de oplysninger, som han mente kunne interessere os. Vi brølede alle i munden på hinanden over denne beskidte optræden. Et eller andet ord, han er kommet med, må have gjort udslaget. Pludselig knaldede en pistol – det er muligt, det har været min, men bagefter er det vanskeligt at sige med bestemthed, for omtrent samtidig tømte de to andre deres magasiner i ham.”
Flemming Helweg-Larsen, dansk SS soldat, 30. august 1943
Redaktør Carl Clemmesen blev likvideret på Lundtoftevej den 30. august 1943 af tre SchalburgfolkOverstående citat skildrer mordet på redaktør Carl Clemmensen. Clemmensen var på mange måder en typisk dansk journalist. Han havde rost nazismen, da det var opportunt og han var begyndt at kritisere den, da det blev opportunt. Han var blevet udvalgt nærmest tilfældigt af Helweg-Larsen og en lille gruppe andre danske SS-soldater, men drabet blev begået, fordi besættelsesmagten var under pres. Augustoprøret (se del 4) havde stillet spørgsmål ved den tyske hærs evne til at holde Danmark under kontrol. Ydermere havde samarbejdsregeringens fald fjernet den stødpude, der havde været mellem besættelsesmagten og befolkningen. Politiet og embedsværket var der stadig til at hjælpe dem, men at de danske politikere ikke længere åbenlyst kunne undertrykke befolkningen på deres vegne var et stort tilbageslag.
De tyske nazister greb til deres mest yndede redskab, når det gjaldt at bekæmpe modstandsbevægelsen og undertrykke befolkningen: Terror. Drab på folk som Clemmensen og aktive modstandsfolk skulle snart blive dagligdag. Som svar på modstandsbevægelsens stigende sabotageaktioner begyndte tyske og danske nazister at bombe civile mål, såsom Forum og Tivoli. Ideen med bombningerne var, at hver gang modstandsbevægelsen foretog en bombning, så skulle den svares med en bombning af et populært sted for civilbefolkningen. Dette skulle få befolkningen til at vende sig mod modstandsbevægelsen. Det fik den modsatte effekt: modstandsbevægelsen fik i stedet sit folkelige gennembrud.
Den tyske modterror var dog ikke særligt tysk, da dem, der udførte den, i overvejende grad var danskere. Danske nazister, der havde deltaget i kampene på østfronten, blev sendt hjem og organiseret af tyskerne i Schalburgkorpset og Sommerkorpset. Danskerne i de to korps havde nok en idé om, hvad der ville ske med dem, hvis eller når tyskerne tabte krigen. De blev yderst villige redskaber for tyskerne og de udførte det meste af det beskidte arbejde, når gjaldt at holde befolkningen nede.
Schalburg og Sommerkorpset havde deres hovedkvarter i København, og når de ikke skød folk ned på gaden eller bombede kendte bygninger, opførte de sig som en mafia, der ejede hele byen. Men de havde gjorde regning uden vært. København havde ikke deltaget i Augustoprøret, men det betød ikke, at der ikke havde fundet en radikalisering sted i den københavnske arbejderklasse. Oprøret havde opnået, hvad alle sabotageaktioner ikke kunne levere: Resultater. Generalstrejkerne i provinsbyerne i 1943 havde tvunget samarbejdsregeringen til at gå af og tvunget tyskerne til forhandlingsbordet. Denne lektie havde lagret sig i den danske arbejderklasses bevidsthed.
De danske nazisters terrorregime på gaderne i sommeren 1944 skulle fremprovokere endnu en massebevægelse. En bevægelse der førte til åben opstand i København.
Frihedsrådet
”For at undgå blodige revolter og opgør inden for landets grænser, men også for for at sikre gennemførelsen af de to andre hovedopgaver, vil det være nødvendigt, at der straks efter krigsafslutningen på forfatningsmæssigt grundlag skabes et regeringsorgan, der, i overensstemmelse med folkets ønsker, handlekraftigt kan og vil gennemføre de forholdsregler, der er nødvendige for hurtigt at føre landet frem til en normal tilværelse.”
Frihedsrådet, fra programmet Når Danmark atter er frit, 1943
Med samarbejdspolitikkens kollaps opstod der et magttomrum i Danmark. Alle folketingspartierne var miskrediterede i befolknings øjne. Danmark var politisk set lederløst, selvom departementscheferne kørte butikken videre i kulissen. Ind i dette tomrum trådte modstandsbevægelsen. De borgerlige modstandsgrupper dannede sammen med den kommunistisk kontrollerede modstandsgruppe BOPA (se del 4) et overordnet organ, der blev kendt som Frihedsrådet. Udover at lede og koordinere den væbnede modstandskamp med støtte fra London, så hævdede de, at de repræsenterede den danske befolkning og varetog deres interessere som en slags hemmelig, underjordisk krigsregering.
Der var ingen, der havde spurgt den danske befolkning, om de ville have Frihedsrådet, men det forhindrede ikke rådet i at erklære, at det nu ledede det danske folk i modstandskampen. Ved rådets oprettelse var dets eneste støtter de få hundrede, der deltog i den væbnede kamp i modstandsbevægelsen.
Rådets medlemmer var af sikkerhedshensyn hemmelige, men reelt havde DKP en stærk position i rådet, fordi BOPA var den væbnede fløj af DKP, som igen nød en stigende støtte i den danske arbejderklasse og fagbevægelse. De præsenterede faktisk et voksende lag af arbejderklassen, modsat de borgerlige medlemmer, som primært fik støtte fra en lille gruppe fra Konservativ Ungdom, som ofte af personlige årsager og overbevisning ikke var gået med nazisterne, og som nu havde slået sig på modstandskampen.
Frihedsrådets politiske program var dog yderst moderat. Man ville blot genetablere det borgerlige demokrati ved krigens afslutning i god tråd med DKP’s Moskva-kontrollerede politik (se del 3). DKP havde i begyndelsen og igen i foråret 1945 fremsat meget harmløse forslag om, at Frihedsrådets program skulle inkludere et krav om sociale reformer for arbejderklassen (bemærk i 1940erne betød reformer faktisk forbedringer). Men samtidig brugte DKP denne folkefront med de borgerlige modstandsgrupper som en konstant undskyldning for ikke at tale om kampen for socialisme. Man måtte jo ikke provokere sine borgerlige samarbejdspartnere. Ledelsen i DKP ønskede bestemt at benytte Frihedsrådet til at fremme deres egen indflydelse, men ikke forstået som socialistisk politik. I stedet stod de bl.a. stejlt på, at modstandsbevægelsen (læs: DKP) skulle have ministerposter i en kommende befrielsesregering, altså et ensidigt fokus fra DKP’s ledelse på at modstandsarbejdet skulle resultere i øget parlamentarisk indflydelse.
Det var selvfølgelig i god tråd med den politik Moskva ønskede, hvor de kommunistisk kontrollerede modstandsgrupper i Vesteuropa blot skulle være med til at genetablere de borgerlige demokratier, som nazismen havde undertrykt. Dog skulle det vise sig, at DKP’s intentioner og planer konstant blev mistolket og fordrejet af de borgerlige samarbejdspartnere i Frihedsrådet og af politikkerne på Christiansborg. Blandt politikerne, fra socialdemokrater til konservative, herskede der en næsten hysterisk stemning, når det kom til de danske kommunister. De frygtede – især i krigens sidste år – en kommunistisk revolution eller kupforsøg. Det var dog langt fra tankerne hos DKP’s ledelse. De borgerlige kunne ikke forstå, at selvom der i DKP’s principprogram stod ord som ”revolution” var det meget langt fra den politik, som DKP fulgte. Politikernes frygt var dog ikke ubegrundet i den forstand, at hvis masserne gik i bevægelse, stillede sig bag DKP og pressede dem, var det ikke til at forudsige udviklingen.
Frihedsrådet ville gerne fremstå som en udenomsparlamentarisk opposition til de korrupte samarbejdspolitikere, men lige efter rådets oprettelse i oktober 1943 søgte de øjeblikkeligt kontakt til de selv samme politikere. Det handlede for medlemmerne af rådet, samt deres sponsorer i London om at undgå en revolutionær situation i Danmark (se del 3). Politik skulle ikke bestemmes af normale mennesker. Det skulle håndteres i parlamentet af politikere, der holdt sig indenfor rammerne af det borgerlige parlamentariske system , så situationen kunne stabiliseres og alt blive, som det havde været før. Her spillede folketingspartierne en vigtig rolle, så det var vigtigt, at de fuldstændigt brød med deres tidligere nazistiske samarbejdspartnere og sadlede om og hoppede med på vindervognen. Politikkerne ignorerede dog Frihedsrådet. Faktisk ignorerede de fleste i Danmark Frihedsrådet det meste af det første år af dets levetid. Det var først, da Frihedsrådet kunne sætte sig selv i spidsen for en massebevægelse i juni 1944, at folk begyndte at tage dem alvorligt.
Radikalisering i fagbevægelsen
”De lokale ledere som manede arbejderne til underkastelse er tro disciple af det flertal i fagbevægelsens og Socialdemokratiets øverste top, som under krigen og besættelsen stedse har givet indrømmelser til alle de kræfter, der har beriget sig gennem udplyndring af arbejderklassen.”
Kommunistisk løbeseddel, oktober 1943
August-oprøret kom yderligere til at virke som et rygstød til venstredrejningen i fagbevægelsen. DKP’erne, som arbejdede hemmeligt i fagbevægelsen, havde kronede dage. I januar 1944 udgav DKP hemmeligt en pjece med en række krav, som skulle fremføres på fagbevægelsens sommerkongres. Kravene omhandlede blandt andet fri strejkeret, demokratisering af fagbevægelsen samt afskaffelse af arbejdsløsheden.
Frem mod sommerkongressen i 1944 strømmede det ind med resolutioner fra de mange forbund om støtte til pjecen, og ofte gik de videre og udtrykte mere radikale krav. Især arbejderklassens tunge bataljoner i murernes og smedenes forbund var nogen af de mest radikaliserede. Det socialdemokratiske fagforeningsbureaukrati var presset voldsomt i defensiven. DKP havde nu reelt muligheden for at sætte sig på lederskabet af den danske fagbevægelse.
Opstanden
Barrikade på Nørrebro under Folkeopstanden. Bemærk hammer og segl over barrikaden.”Vor tur gennem byen var meget karakteristisk for tiden og situationen. Mor fortalte f.eks. om købmand Jensen, som delte varer ud: brød, mel, gær og konserves, så folk havde noget at stå imod med under belejringen. Når kvinderne sagde: – Det er meget godt, Jensen, men jeg kan ikke betale alle disse varer. Da havde hans svar typisk været: – Skulle De komme til penge engang, betaler De. Problemet nu er, om vi overlever dette her.
I vaskekældre og andre steder var spande, vaskebaljer, gryder og alt, hvad der overhovedet kunne rumme vand, fyldt op, for folk var virkeligt hårdt ramt, da tyskerne lukkede for vandet. Toiletterne blev jo sat ud af drift, men hvordan dette problem blev løst, husker jeg ikke. Men der blev ikke frådset ved at skylle ud de kostbare dråber.
Gassen blev lukket, og i gårdene var det som på en bedre lejrplads, hvor bål dukkede op.(…)
Hjælpsomheden og solidariteten var enestående. Alle var parate til at yde deres, man hørte ingen jammer, alle var klar over, at klynken hjalp ikke – kun ved at stå sammen kunne man vinde over uhyrerne. Der var en ubeskrivelig stemning, man var lettede og stolte over, at man endelig markerede sig over for tyskerne og den ganske verden. (…)
På vej vor vej tilbage hen under aften skulle vi igen passere Amagerbrogade, men gaderne var spærret af barrikader bestående af brosten, fliser og skraldebøtter. Alt brændbart, som man kunne skrabe sammen, var lystigt, flammende bål i den lyse sommeraften. Vi så folk smadre en nazistisk slagterforretning og smide alt indbo på gaden, stable det op i en barrikade og sætte ild til. På mig virkede det uorganiseret og, hvis man skal være mild i bedømmelsen, ret spontant.
(…) jeg følte hverken stolthed eller begejstring – kun bekymring. Ikke for min egen person, men for vor by og mine bysbørn. Men lad mig slå fast, at jeg var skræmt, for spørgsmålet var, hvor langt tyskerne ville gå? Det havde de gjort andre steder. Hvor ville dette ende? (…)
Men tyskerne var rådvilde. Det var nyt for dem at have en hel befolkning imod sig, tilsyneladende ubekymret og så helt våbenløs. Tyskerne skød mod alle åbenstående vinduer. Når en tysk patrulje rykkede frem, var gaderne mennesketomme for, så snart de igen var uden for skudvidde, at blive fyldt med folk. Passage af hovedgaderne var imidlertid farligt, for ofte fyrede tyskerne hele salver af i mavehøjde langs gaderne, så selv om folk var flere hundrede meter væk, blev mange ramt af disse vildfarne projektiler. Men hvad ingen anden tysk besat by opnåede, formåede København ved den hidtil største ikkevolds aktion.”
Aage Staffe, modstandsmand, juli 1944
En række af begivenheder faldt sammen i slutningen af juni 1944 og var med til at starte den københavnske folkeopstand. De allierede (England og USA) trådte omsider afgørende ind i krigen på det europæiske fastland med invasionen af Frankrig den 6. juni. Mere afgørende var, at den Røde hær startede en gigantisk offensiv den 22. juni, hvilket førte til, at en hel tysk armégruppe blev knust med tyske tab på op til 400.000 dræbte, sårede og tilfangetagne. Det tyske nederlag stod nu mejslet i sten.
I Danmark havde BOPA gennemført nogle af deres største og mest vellykkede sabotageaktioner under krigen, der kulminerede med en aktion mod den Mærsk-ejede våbenfabrik Riffelsyndikatet den 22. juni 1944. De nazistiske terrorgrupper svarede igen den 25. ved blandt andet at bombe glassalen i Tivoli. Bombningerne blev fulgt op af et udgangsforbud i København fra den 25. fra de tyske myndigheders side, der betød at man ikke måtte befinde sig på gaden mellem kl. 20 til kl. 5.00. Idéen var at vise den københavnske befolkning, at sabotagen havde dybtgående konsekvenser for civile og samtidigt at pacificere københavnerne i en urolig periode, nationalt såsom internationalt, hvor mange troede, at krigsafslutningen var lige om hjørnet. Udgangsforbuddet pacificerede dog ikke københavnerne – tværtimod; det blev den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Det blev smedende på B&W, der startede opstanden ved at gå tidligt hjem mandag den 26. juni med en erklæring om, at de skulle have tid til passe deres kolonihaver, før udgangsforbuddet trådte i kraft kl. 20. Gå-tidligt-hjem strejken spredte sig hurtigt. Omkring 40.000 arbejdere var i strejke i løbet af den første dag. Gadekampe startede om aften på Vesterbro og Nørrebro mellem københavnerne og danske nazister i uniformer. Som i august 1943 kom bevægelsen totalt bag på DKP og deres medlemmer rundt omkring på de københavnske arbejdspladser, men igen blev de presset frem af masserne og kom til at spille en ledende rolle på de enkelte arbejdspladser (se del 4).
Strejkerne og gadekampene var blot vokset i omfang om tirsdagen den 27. juni. Istedgade og Nørrebrogade var blevet centrum for urolighederne. Nazistisk-ejede forretninger og avisredaktioner blev plyndret og deres inventar brændt af på store bål, og overalt blev der rejst barrikader. Store menneskemængder forsamlede sig på gaderne, hvor der blandt andet blev afholdt fællesspisning, politiske diskussioner og afsunget Internationale. Stemningen var præget af solidaritet mellem københavnerne, hvor man nu havde beslutte sig for at kæmpe mod den tyske besættelsesmagt og se kampen til den bitre ende. Al den vrede, afmagt og frustration, der havde opbygget sig i løbet af de sidste fire år, eksploderede nu. Befolkningen havde magten i gaderne. Den til tider festlige stemningen blev kun afbrudt, når danske nazister kom kørende på motorcykler og skød mod alt og alle, der bevægede sig. Dansk politi blev nu indsat mod københavnerne, hvilket yderligere miskrediterede dem i befolkningens øjne, men det lykkedes ikke at nedkæmpe bevægelsen. Den voksede blot. Gadekampene blev kun mere og mere forbitrede, da begge sider havde deres første dræbte. I løbet af mandagen og tirsdagen blev 12 københavnere dræbt og 75 sårede.
Situationen blev kun værre om onsdagen, hvor regulære tyske soldater blev mere og mere involveret i kampene. Den tyske ledelse i Danmark, under den rigsfuldmægtige Werner Best, blev nu i tvivl om, hvad de skulle gøre. Bevægelsen var fuldstændig ude af kontrol, og tyskerne var internt uenige om, hvordan de skulle håndtere den. De besluttede først at give indrømmelser til københavnerne. Udgangsforbuddet blev indskrænket så det i stedet varede fra kl. 23 til kl. 5. Lige meget hjalp det. Strejkerne og overtrædelse af udgangsforbuddet forsatte de næste par dage.
Lørdag morgen den 30. juni henrettede besættelsesmagten otte modstandsfolk fra Hvidstensgruppen, som gengældelse for de dræbte tyskere under opstanden, men dette blev blot mere benzin på bålet. Nu gik hele København ind i en effektiv generalstrejke vendt mod besættelsesmagten.
Det fik tyskerne til at tage fløjlshandskerne af. Strammerne indenfor den tyske ledelse ville nedkæmpe København militært. Tyske krigsfly fløj lavt hen over byens tage. Tyske tropper med artilleri blev i stort antal flyttet til københavnsområdet i en belejringscirkel uden om byen. Forsyningen af vand, strøm og gas blev lukket ned af tyskerne i et forsøg på at udsulte befolkningen til overgivelse. Københavnerne blev tvunget til at lave deres mad over bål og hente vand fra søerne inde i byen. Igennem radio og plakater truede tyskerne København med total udslettelse, hvis ikke københavnerne stoppede opstanden med det samme. Københavns befolkning havde dog fuldstændigt mistet frygten for den tyske hær og forsatte opstanden, selvom der var 51 dræbte og over 300 sårede i løbet af fredag og lørdag.
På trods af de drabelige trusler tøvede den tyske ledelse med at indsætte hæren mod de civile i København. De stolede ikke på deres egne soldater. De tyske soldater i Danmark var i høj grad tredjerangs tropper. Det var gamle mænd og unge knægte. Der var rigtig mange, der led af forskellige former for skavanker, som gjorde, at de var totalt uegnede til fronttjeneste endsige bykamp mod en hel befolkning. Hertil skal man ikke glemme, at de fleste tyske menige soldater havde et positivt syn på den danske befolkning. De var jo udstationeret på det, tyskerne havde døbt flødeskumsfronten. Den danske befolkning talte i de fleste tilfælde tysk, modstandsbevægelsen angreb næsten aldrig regulære soldater, og så var fødevaresituationen bedre end i Tyskland. Det var sikrere, at være soldat i Danmark end i Tyskland, hvor de konstante bombeangreb fra de Allierede kostede flere tusinder livet. De tyske generaler var bange for, hvordan de menige soldater ville reagere, hvis de blev sat til at nedskyde normale mennesker. Arbejdere som dem selv. Især i en situationen hvor den tyske hær var involveret i hårde kampe på vestfronten i Frankrig og et totalt kollaps på Østfronten. Det tyske nederlag var kun et spørgsmål om tid. Den tyske ledelse var nervøs og tøvede med at give startskuddet til at drukne København i blod.
DKP’erne og de borgerlige i Frihedsrådet havde set til i vildrede, mens opstanden udfoldede sig for deres øjne . De havde ingen kontrol over bevægelsen, som udviklede sig spontant. De havde dog givet strenge ordre om, at de bevæbnede modstandsgrupper ikke måtte blande sig, og at de skulle holde lav profil. De ville ikke eskalere opstanden i mere voldelig retning, end det allerede var tilfældet. Modstandsbevægelsens ringe antal og dårlige bevæbning betød da også, at de var magtesløse over for det antal af tyske tropper, der belejrede København. Den folkelig bevægelse viste i praksis hvilken slags modstand, der var effektiv over for den tyske besættelse. Der var dog ingen, der politisk ledede bevægelsen, så da Frihedsrådet udsendte en illegal løbeseddel om lørdagen med en række minimumskrav til tyskerne, blev de hurtigt optaget som bevægelsens egne. Frihedsrådet opfordrede til, at strejkerne skulle forsættes, indtil udgangsforbuddet var totalt ophævet og det nazistiske Schalburgkorps blev smidt ud af byen.
Tyskerne ville dog ikke rette sig efter, hvad modstandsbevægelsens illegale ledelse ønskede. De henvendte sig til deres gamle allierede, nemlig samarbejdspolitikkerne. Med tyskernes støtte gik politikerne sammen med toppen af den socialdemokratiske fagbevægelse og lederne af erhvervsorganisationerne og udstedte et opråb, via radio, plakater og højttalervogne, til den københavnske befolkning om at stoppe strejkerne og opstanden søndag og mandag den 1. og 2. juli.
Der var dog ingen i København, der længere lyttede til samarbejdspolitikkerne. Plakaterne blev revet ned og højttalervogne blev mødt med stenkast. Politikerne havde ingen magt over den radikaliserede befolkning. Som svar på politikkernes opråb kom Frihedsrådet med deres eget, hvor de opfordrede til at forsætte strejken, indtil deres krav fra om lørdagen blev mødt. Frihedsrådet læste stemningen rigtig og fik sig forbundet med bevægelsen og sat sig i spidsen for den. Frihedsrådet havde nu en helt anden form for prestige og indflydelse i befolkningen end tidligere.
Opstanden forsatte tirsdag, men den tyske ledelse kastede håndklædet i ringen. Selvom de ikke indrømmede det åbent, gik de ind på Frihedsrådet minimuskrav. Udgangsforbuddet og belejringen blev hævet, og Schalburgkorpset forlod København. Frihedsrådet kunne proklamere sejren og bad Københavnerne om at genoptage arbejdet om onsdagen og langt de flest fulgte opfordringen.
Opstanden havde været en kæmpe sejr, og nyheden spredte sig hurtigt til resten af verden, hvor det blev forsidestof i London og New York. Opstanden havde kostet 97 dræbte og 600 sårede, men en ubevæbnet opstand og strejkebevægelse havde presset det tyske militær i defensiven og tvunget dem til at give indrømmelser, hvilket var eneste gang under krigen, hvor sådan en begivenhed fandt sted. I Polen for eksempel gennemførte den borgerlige modstandsbevægelse en militær opstand i Warszawa mod tyskerne i august til oktober 1944. Opstanden blev druknet i blod, og byen blev jævnet med jorden. Opstanden i København havde været en spontan bevægelse baseret på arbejderklassen, hvor de havde brugt strejkevåbnet, og hvor hele byen havde samlet sig om kampen. I en politisk situationen hvor det tyske militær gik fra den ene katastrofe til den anden, og hvor den tyske generalstab ikke stolede på sine egne soldater, var kun et tilbagetog muligt for den tyske ledelse, hvis ikke bevægelsen skulle eskalerede yderligere og sprede sig til resten af landet og måske endda udover grænserne.
Folkeopstanden havde skabt rystelser hele vejen op til toppen af den tyske terrormaskinen. Adolf Hitler gav personligt ordre til, at henrettelserne af danske modstandsfolk skulle stoppes i en længere periode for ikke at provokere den danske befolkning yderligere.
Politiet opløses
Dansk politi interneres”Ud fra en sabotørs synsvinkel var det danske politi fjender, for de samarbejdede emsigt med de tyske bødler i overensstemmelse med samarbejdsregeringen, lige til de blev taget den 19. september 1944. Når vi havde sammenstød med dansk politi, måtte vi behandle dem som fjender. Ingen af dem kunne i sagens natur bære et skilt om halsen, hvorpå der stod: Jeg er en god dansker, jeg gør dig ikke noget. Selv den dag, de blev taget, skød de på os.”
Aage Staffe, modstandsmand 2001
Den 12. juli 1944 klokken 12 stoppede alt arbejde i København i 2 minutter. På Rådhuspladsen, hvor der var forsamlet flere tusinde mennesker, stod folk sammen i tavshed. Frihedsrådet havde igennem den illegale presse indkaldt til 2 minutters stilhed for de 97 dræbte under folkeopstanden, og den københavnske befolkning fulgte opfordringen i stor stil. Frihedsrådet kunne gå på vandet i de dage.
Det var ikke kun Frihedsrådet, der følte sig som vindere. Den københavnske og resten af den danske arbejderklasse kunne virkelig føle deres styrke. De havde vundet en sejr over den tyske krigsmaskine og det satte yderligere skub i radikaliseringen af den danske befolkning. Samarbejdspolitikkerne og toppen af fagbevægelsen var blevet fejet af banen og udgjorde ikke længere en bremse for bevægelsen. Årsdagen for Augusto-prøret (29. august 1944) blev markeret med en strejkebølge, der spredte sig fra Fyn til resten af landet inklusiv København. Frihedsrådet havde på ingen må kontrol over bevægelsen. De bakkede blot retorisk op.
Hele udviklingen siden Folkeopstanden havde rystet de officielle politikere, dansk kapitalisme og selvfølgelig den tyske besættelsesmagt. Elite-Danmark kunne ikke længere styre befolkningen, og de var blevet parkeret på et sidespor. Tværtimod havde kommunisterne og de borgerlige opkomlinge i Frihedsrådet en større stjerne blandt masserne end dem selv. Politikerne måtte komme radikaliseringen til livs. Da arbejdsmarkedets parter skulle forhandle overenskomst i august, pressede politikerne på for en kraftig lønfremgang. Det var vel at mærke de samme, som havde skåret lønningerne med 20 % i 1940 (se del 2). De danske kapitalister gik øjeblikkeligt med til indrømmelser, der ført til en lønfremgang på 2,5 %. Den største under hele krigen. Overklassen var virkelig begyndt at frygte arbejderklassen.
Den tyske besættelsesmagt følte også, at kontrollen var ved at glide ud af deres hænder. De blev mere og mere nervøse for endnu en opstand i København, og denne gang med en militær dimension. Der rasede voldsom gadekampe i Warszawa lige foran den russiske frontlinje, og den 24. august havde arbejderklassen i Paris befriet byen. De allierede var brudt ud af deres lommer ved invasionskysten i Frankrig og jagtede nu den slagne tyske hær igennem landet mod den tyske grænse. I Paris havde en omfattende generalstrejke ført til, at byen var påbegyndt en væbnet opstand den 24. august og havde befriet sig selv, før de amerikanske soldater nåede frem. Under den franske opstand havde politiet spillet en vis rolle i opstanden (dog for at forhindre at de franske kommunister tog magten over byen). Dette gjorde, at tyskerne der frygtede endnu en opstand, også blev nervøse for, hvordan det danske politi ville reagere.
Det danske politi havde indtil da været besættelsesmagtens forlængede arm. De havde været et effektivt redskab til at bekæmpe modstandsbevægelsen og holde ro og orden. Opgaver der ellers ville have kostet den tyske værnemagt mange ressourcer. Politiet havde også stået i forreste kamplinje, når det gjaldt om at nedkæmpe befolkningen, såsom det var tilfældet under August-oprøret og folkeopstanden. Politiets opførsel under de to store folkelig bevægelser miskrediterede dem virkelig i befolkningens øjne. Arbejderklassen respekterede dem ikke og var stoppet med at være bange for dem, hvilket i høj grad svækkede politiet som et redskab for magthaverne. Dette var især blevet tydeligt under folkeopstanden. I takt med at politikerne havde mistet deres magt, og det gik dårligere og dårligere for tyskerne på slagmarken, fik det da også elementer inden for politiet til at begynde at støtte modstandsarbejdet i det skjulte. Politiet var blevet et ineffektivt redskab for tyskerne og i værste fald en bevæbnet styrke i deres bagland.
Den 15. september gik de danske arbejdere endnu en gang i generalstrejke. Begrundelsen var, at tyskerne var begyndt at transportere danske fanger til tyske koncentrationslejre.
Departementscheferne havde i samarbejdsånden fået anlagt en koncentrationslejr på dansk jord kaldet Frøslevlejren. De ønskede, at redde menneskeliv, især den borgerlige ungdom som i stigende grad blev indrullet i modstandsbevægelsen, og som i stor stil blev taget til fange ligeså hurtigt, som de blev aktive. Kommunisterne havde jo allerede på daværende tidspunkt siddet i KZ-lejre i et års tid (se del 4), men ikke desto mindre kom Frøslevlejren dog til redde mange menneskeliv udover borgerlige studenter. Den tyske ledelse i Danmark brød dog hurtigt deres aftale med departementscheferne og begyndte at deportere fanger fra Frøslev direkte til deres system af KZ-lejre i selve Tyskland. De tyske ledere i Danmark var under et stigende pres fra deres allerøverste top om at knægte Danmark igennem terror, og her måtte aftaler med departementscheferne vige.
Ved nyheden om, at 195 danskere, overvejende kommunister, var blevet sat på toget til Tyskland, gik landet i generalstrejke. Det begyndte at minde om det senarie, man havde set i Paris måneden før. Tyskerne besluttede at opløse politiet og sende dem til KZ-lejrene. Den 19. september satte tyskerne luftalarmerne over hele landet i gang. I den almene forvirring rykkede tyske soldater ud og anholdt alle de politibetjente, som de kunne få fat i. Det kom dog til en længerevarende ildkamp med politivagten på Amalienborg i København. Omkring 2.000 politifolk blev hurtigt sat på fragtskibe til Tyskland.
Da arbejderklassen indså, hvad der havde fundet sted, optog de øjeblikkeligt generalstrejken på fuld styrke. Ligesom at DKP var blevet reddet politisk af den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941 (se del 3), så blev det danske politi reddet politisk, i befolkningens øjne, af at tyskerne opløste dem den 19. september 1944. De politimænd, der ikke var blevet anholdt, havde intet andet valg end at indtræde i modstandsbevægelsen. Krigen nærmede sig sin afslutning, men der skulle flyde meget mere blod og spinnes flere politiske intriger, før Danmark blev befriet.
