Del syv af syv i serien: ‘Besættelse og klassekamp’ dækkende perioden 5. maj 1945 til 24. oktober 1947.

Gå til: del 1 | del 2 | del 3 | del 4 | del 5 | del 6

”Krigens afslutning åbner op for et nyt stadie i den militære, diplomatiske, økonomiske og politiske udvikling af verden. Sovjetunionens overvældende økonomiske og militære dominans i øst, og den amerikansk imperialismes med hendes britiske satellit i vest, har omsider reduceret tysk og japansk imperialisme til støv. I kølvandet på de sejrrige ‘allierede’ hære har ‘de Tre Stores’ udenrigsministre og rådgivere mødtes og diskuteret og er kommet frem til hemmelige diplomatiske aftaler om at opdele Europa og verden i indflydelsessfærer og udbytningszoner.

Satellitstaterne er inviteret til at deltage i De Forende Nationer, men kun for at skabe en facade og lægge vægt bag de beslutninger, som bag scenen er nået gennem hårde forhandlinger mellem de Tre Store. Men disse militære og diplomatiske aftaler overskygges af frygten for proletarisk revolution i Tyskland og Europa generelt; og ikke kun i Europa, men også i de koloniale områder i Øst. Det kardinalproblem, som igen og igen insisterende kræver en løsning, er hurtigt blevet hovedbeskæftigelsen for de tre stormagter. Ja kardinalpunktet i alliancen, som er det, der nu holder ‘de Tre Store’ sammen og vil gøre det i fremtiden, er frygten for revolution og optagethed af planer for at udskyde eller undertrykke de uundgåelige revolutionære opstande i Tyskland og Europa, som vil søge at ødelægge den gamle kapitalistiske orden.”
Ted Grant, britisk revolutionær, september 1945

Anden Verdenskrig var ikke en krig mellem ”gode” og ”onde” nationer. Det var en krig mellem imperialistiske stormagter, hvis herskende klasser i forsvaret af deres egne interesser, ikke skyede brutalitet og millioner af døde. Anden Verdenskrig betød, at de mindre europæiske imperialistiske landes magt blev svækket, mens USA og Sovjet kom ud af krigen styrket.

De herskende klassers magt blev dog, som krigen og dens brutalitet skred frem, truet af den europæiske arbejderklasse, som uden ledere og organisationer gjorde oprør mod krigen og de herskende klasser. En udvikling man så overalt i Europa, fra Frankrig til de østeuropæiske lande. En revolutionær bølge der også fandt stærk genklang i Danmark, hvor den danske arbejderklasse var stærkt radikaliseret efter dens sejre i de to massebevægelser i 1943 og 1944.

Sovjetunionen, og dermed kommunistpartierne, vandt enorm autoritet blandt de europæiske arbejdere efter næsten egenhændigt at have besejret Nazityskland. Men Kommunistpartierne spillede en aktiv rolle i at afspore de revolutionære bevægelser af demokratiske kanaler. Det betød, at Socialdemokratierne, som ellers var blevet voldsomt svækket af deres rolle under krigen, igen blev hevet frem, og stod i spidsen for en demokratisk kontrarevolution. Det stalinistiske bureaukrati frygtede stadig, at en socialistisk revolution i Vesten ville true deres privilegier og satsede i stedet på den ”fredelige sameksistens” med de imperialistiske stormagter (se del 3). Det blev dog ikke til fredelig sameksistens men en kold krig, der varede til Berlinmurens fald. Forræderiet fra kommunisterne og den følgende socialdemokratiske kontrarevolution i demokratisk form var også den afslutning, som besættelsestiden fik i Danmark, men først efter mere end et års klassekamp.

Retsopgøret

 ”Der var musestille, alle stirrede næsten hypnotisk på sønnen og faderen. Man kunne tydeligt se, hvordan præsten knugede sin bundne, dødsdømte søn ind til sig, og det virkede, som om præstens skuldre sitrede, jeg er helt sikker på, at manden græd. Faderen hviskede et eller andet ind i sin søns øre, hvorefter han trak sig lidt tøvende tilbage, han gik et par skridt baglæns, ganske langsomt. Den dømte kiggede efter faderen, og mandens kridhvide ansigt med de sorte øjenhuler var fuldstændig fokuseret på den gamle præst. Så trak en af medhjælperne hurtigt den sorte hætte ned over fangens ansigt, og næsten i samme moment kom et af vidnerne ud af skyggen, det var nok rigspolitichefen [Begtrup-Hansen], og tog præsten om skuldrene og drejede denne rundt, så han havde ryggen mod henrettelsesstedet, herefter trak han forsigtigt manden med sig hen mod voldspartiets bevoksning, hvor der var helt mørkt. Det lød, som om de to mænd talte dæmpet sammen. I det samme faldt skuddene. I sekunderne efter opstod der en horribel scene. Den henrettede mand bevægede sig. Blodet nærmest fossede ud af ham, men han bevægede sig alligevel. Alle var som forstenede undtagen lægerne, der hurtigt løb hen til manden, der endnu hang i rebene. De konstaterede, at døden var indtruffet og fortalte, at der blot var tale om konvulsioner hos den afdøde. Lægerne forsøgte at virke overbevisende, Helweg-Larsen var død, men vi andre var noget rystede. (…) Jeg havde det ikke ret godt længere, jeg var dårlig, rystede over hele kroppen, havde fået kvalme og en dunkende hovedpine. Jeg besluttede på stedet, at jeg aldrig nogen sinde mere ville deltage i en henrettelse, hverken som vidne eller noget som helst andet.”

Mellerup, Politikommandør, 4. januar 1946

Modstandsbevægelsens repræsentanter i befrielsens regeringen krævede et vidtgående retsopgør med alle dem, der havde tjent og tjent penge på den tyske nazisme i Danmark. Problemet var bare, at det gjaldt alle politikerne i Folketinget og størstedelen af toppen af dansk erhvervsliv. Hele den danske elite havde været i tyskernes kram. Politikerne og de danske kapitalister lagde nu kraftigt afstand til deres tidligere handlinger. I stedet rettede de befolkningens vrede ind mod tidligere danske SS-soldater og forsøgte at oppiske en generel anti-tysk stemning. Politikkerne ønskede at aflede opmærksomheden.

De danske SS-soldater var uden tvivl en gruppe forbrydere og massemordere, men de var små fisk i forhold til dem, der virkelig havde tjent på besættelsen, som F.L. Smith, Højgaard og Mærsk, der slap med at betale bøder. Politikerne genindførte dødsstraffen og henrettede 46 personer, den sidste i 1950. De var ivrige efter at dække det arbejderblod, de havde på hænderne, med nyt blod fra danske nazisoldater. Hertil fik de stor hjælp af DKP, som deltog i den anti-tyske hetz.

Dog var masserne i Danmark udmærket klar over, at de store gik fri. Over hele landet i alle større byer var der spontane massedemonstrationer for et vidtgående retsopgør hele vejen op til toppen. Denne bevægelse forsatte godt ind i 1946. Der var en uhyre vrede og frustration over, at de virkeligt store forbrydere under besættelsen så tydeligt gik fri eller højst fik et rap over fingrene. Her kunne henrettelse af de værste af de danske Gestapo torturbødler ikke dæmpe vreden. Desværre gik meget af denne frustration ud over sagesløse kvinder, også kendt som tyskerpigerne. Kvinder hvis eneste forbrydelse var, at de havde været kærester med tyske soldater. Disse kvinder blev klippet skaldede og ydmyget offentligt, hvilket havde store personlige omkostninger for de enkelte kvinder. Disse offentlige ydmygelser startede i 1943 og kulminerede i befrielsessommeren 1945. Her spillede modstandsbevægelsen og DKP en ulækker rolle ved direkte at stå for disse aktioner eller at opfodre til dem. Politikerne var ikke et hak bedre. Det danske politi blev genetableret i midten af maj 1945 og de greb på ingen måde ind overfor ydmygelserne. Politikerne og politiets tankegang var nok, at det var bedre, at befolkningens vrede gik ud over disse kvinder end dem selv.

DKP og Socialdemokratiet

”Hvad Danmark har brug for i dag er ikke folkestrejker, men arbejdsro.”
Land og Folk, DKP’s avis, 11. februar 1946

De revolutionære bevægelser kørte på fuld kraft hen over Europa. Overalt var de gamle traditionelle reformistiske organisationer pressede. Inklusiv i Danmark. Socialdemokratiet begyndte i ordbrug nu at lægge sig kraftigt til venstre for ikke at miste sin arbejderbase til DKP. Socialdemokratiet gik nu ind for en socialistisk planøkonomi. Godt nok skulle den vedtages af et flertal i Folketinget, men man skulle helt tilbage 1920erne før, socialdemokraterne sidst havde vedkendt sig et sådan sprogbrug. Toppen af socialdemokratiet var dog ikke blevet revolutionære hen over natten. De ønskede først og fremmest at købe sig selv tid. Ordlyden blev lagt til venstre, mens man ventede på, at den revolutionære stemning havde lagt sig, og her skulle DKP blive et nyttigt redskab.

Overalt i Europa begyndte de kommunistiske og socialdemokratiske partier at føre forhandlinger om at fusionere de to retninger inden for den internationale arbejderbevægelse, men resultatet var vidt forskelligt alt efter om det drejede sig om lande kontrolleret af Sovjetunionen eller lande kontrolleret af Vestmagterne. I Østeuropa fusionerede de to partier, på det stalinistiske bureaukratis initiativ, som et led i en fuldstændig stalinistisk overtagelse af arbejderbevægelse og statsmagten. Med den Røde hær som garant for, at fusionen gik så gnidningsløst som muligt.

I landene kontrolleret af Vestmagterne, inklusiv Danmark, blev forløbet et andet. Kommunistpartierne var vokset voldsomt på bekostning af de socialdemokratiske reformistiske organisationer, men nu kom ordrerne fra Moskva om, at man skulle fusionere med de svækkede socialdemokratiske partier og fagbevægelser. Bureaukratiet i Moskva, de kommunistiske ledere, de socialdemokratiske ledere og kapitalistklassen i Vest ønskede alle at tæmme de revolutionære bevægelser og lede dem ind i kanaler, som man kunne kontrollere. De ønskede en demokratisk kontrarevolution. De europæiske masser ønskede enhed i arbejderbevægelsen, men også i stigende grad radikale løsninger.

Fusionsforhandlingerne blev fra både den stalinistiske og socialdemokratiske side brugt til at købe tid: de argumenterede for at det radikale opgør med nazismen og kapitalismen, som de europæiske masser ønskede, skulle udskydes, indtil fusionen af de to retninger var komplet. Lige så snart de kunne se, at bevægelserne havde toppet, brød forhandlingerne sammen. I Danmark indledte DKP og Socialdemokratiet fusionsforhandlinger d. 18. juni 1945 og afbrød dem igen d. 4. august, da bevægelsen i Danmark havde toppet.

Den revolutionære bevægelse

”Tillidsmændene for de i demonstrationen deltagende arbejdere har på eget initiativ (!) indkaldt til møde og udtaler: Vi genoptager arbejdet i morgen, torsdag, og afventer resultatet af regeringens tilsagn om at drøfte de fremsatte krav (!). (…) Vi beklager enkelte episoder, som fandt sted ved demonstrationens afslutning, og som det store flertal tager afstand fra. Københavnske tillidsmænd for ca. 150.000 arbejdere, forsamlet til møde på Blegdamsvej.”
DKP resolution, 4. juli 1945

I sommeren 1945 var den danske arbejderklasse stærkt radikaliseret og begyndte at drage revolutionære konklusioner. Det var en del af en revolutionær bølge, der gik hen over hele Europa den sommer. I løbet af 1945 og 1946 var der et utal af militante strejker og demonstrationer. Arbejderklassen havde høje forventninger til fremtiden.

I Danmark startede kampene som faglige konflikter, men de fik et mere og mere politisk præg. Demonstrationer med krav om at nazister og folk, der havde samarbejdet med dem, skulle
straffes, kunne mobilisere mange tusinde over hele landet. Dette blev i stigende grad vendt mod politikerne og samfundets absolutte elite, som havde været de værste til at samarbejde med tyskerne.

Bevægelsen var igen spontan og startede igen udenom DKP. Fra den danske arbejderklasse fremkom der mere og mere radikale krav. De rejste krav om at nationalisere de vigtigste dele af økonomien og at etablere bedriftsråd. Bevægelserne, som var startet med Augustoprøret i 1943 hen over Folkeopstanden i 1944, kulminerede nu med endnu en bevægelse i befrielsessommeren 1945.

Den danske arbejderklasse var så ophidset mod magthaverne, at både DKP og Socialdemokratiet optog kravet om bedriftsråd, selvom ingen af dem ønskede dem etableret i virkeligheden. Bedriftsråd kunne i kimform være forløberen til virkelige arbejderråd, der ville udfordre det borgerlige demokrati og lugte af en begyndende revolutionær situation i Danmark. Et rædselsscenarie for det reformistiske Socialdemokrati og det stalinistiske DKP.

Bevægelsen kulminerede den 4. juli 1945, hvor en kæmpe demonstration på over 100.000 havde forsamlet sig udenfor Christiansborg. DKP ledede uofficielt demonstrationen, men stemningen var elektrisk og militant, og Københavns arbejderklasse var mødt talstærkt op. Da regeringen afviste arbejdernes krav om bedriftsråd m.m., var det lige før, at Christiansborg blev stormet af folkemængden. Kun takket være tillidsmænd fra DKP blev dette forhindret.

Pludselig blev Danmarks Radios sender stillet til rådighed for DKP’s ledelse, som indkaldte til møde for demonstrationen på Nørrebro. Demonstrationen var nu vokset til over 150.000. Arbejderne var kampberedte og krævede øjeblikkelig generalstrejke over hele landet. Generalstrejke rejser spørgsmålet om magten, men det ønskede DKP’s ledelse ikke.

Hen over hovedet på arbejderne opløste de demonstrationen og sendte arbejderne tilbage til deres arbejdspladser. Da arbejderne ikke havde andre ledere og organisationer at sætte i stedet for DKP, gjorde de, som der blev sagt. DKP afledte, hvad der kunne have udviklet sig til en revolutionær bevægelse. DKP henviste til, at de selv sad i regeringen og var i gang med at fusionere med Socialdemokratiet og derfor skulle have arbejdsro.

På trods af DKP’s åbenlyse forræderi i juli var arbejderklassen rykket langt til venstre og straffede Socialdemokratiet ved det første valg efter krigen i oktober 1945, hvor DKP fik 18. mandater. Socialdemokratiet gik fra 66 til 48 mandater. Arbejderklassens stemmer blev delt mellem DKP og Socialdemokratiet. Det betød, at Venstre kunne danne regering og igangsætte en demokratisk kontrarevolution mod arbejderklassen.

Faglige kampe og demonstrationer forsatte igennem 1945 og indtil sommeren 1946, men Venstre-regeringen smadrede med hjælp fra fagbevægelsen den ene faggruppe efter den anden. Hvad værre var, at hver gang en faglig konflikt kom ud af kontrol, blev DKP sendt ind for at få arbejderne til at kapitulere. DKP-toppen var blevet en del af kontrarevolutionen. Arbejderklassen blev desillusioneret af det åbenlyse forræderi fra DKP og Socialdemokratiet. Strejkebevægelsen ophørte fra efteråret 1946.

Arbejderklassen takkede DKP for deres indsats og gav dem kun 9 mandater ved valget den 24. oktober 1947. Den revolutionære bevægelse var slut for denne gang, og DKP begyndte sin politiske nedtur til vore dages tilværelse af minimal betydning. Socialdemokratiet kunne vende tilbage til deres klassesamarbejdspolitik, det eneste element af deres politik, hvor de aldrig er gået på kompromis.

Konklusioner

Besættelse af Danmark viste, hvad de danske kapitalister og de socialdemokratiske ledere var gjort af. Klasseinteresserne stod tydeligt frem. Det nationale ”sammenhold” handlede for dem om forsvaret af danske kapitalistiske interesser og deres egen magtposition. Men på trods af DKP’s fatale politik viste arbejderklassen igen og igen, at den var villig til at slås og arbejderne begyndte at drage revolutionære konklusioner på egen hånd, på trods af deres bundrådne ledere.

Besættelsen er historien om revolutionære bevægelser og disse bevægelsers nederlag. Her 70 år senere er der grund til at lære af erfaringerne fra de fem år og se mod fremtiden. Stalinisterne er ubetydelige i dag, og Socialdemokratiet har aldrig stået svagere. I dag er revolution endnu engang på dagsordenen i verden og Europa og arbejderklassen vil igen lede efter revolutionære alternativer, også i Danmark!

Gå til: del 1 | del 2 | del 3 | del 4 | del 5 | del 6

Litteratur:

Bundgård Christensen, Claus; Lund, Joachim; Wium Olesen, Niels & Sørensen, Jakob, 2015, Danmark besat: Krig og hverdag 1940-45. Informations Forlag, København.

Christiansen; Niels Finn, Lammers; Karl Christian og Nissen, Henrik S., 1988, Danmarks historie Bind 7. Gyldendal, Århus.

Grant, Ted, 2010, Trotskyism and the second world war 1938-1942. Wellred, London.

Kaarsted, Tage, 1991, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 13: Krise og krig. Gyldendalske Boghandel, København.

Lindeberg, Lars, 2005, I dette øjeblik: de så det ske – befrielsen maj 1945. Aschehoug, Viborg.
Mentze, Ernst, 1945, 5 AAR. Berlingske forlag, København.

Nielsen, Hans Jørn, 1977, Besættelse og Befrielse. Modtryk, Århus.

Nygaard, Bertel, 2006, Forsøg på et alternativ. Universitetsopgave.

Staffe, Aage, 2001, En smededreng går til modstand. Bogans Forlag, Holstebro.

Trommer, Aage, 1983, Scandinavia during the second world war. Universitetsforlaget, Oslo.