Gå til del 1 | del 3 | del 4 | del 5 | del 6 | del 7
”Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland…”
Erik Scavenius, udenrigsminister for det Radikale Venstre, 8. juli 1940
Leder af samarbejdsregeringen Thorvald Stauning (S)Arbejderne samlede sig udenfor fagforeningskontoret og ventede på, at de åbnede. Det var usædvanligt koldt den vinter. Det var hård frost, og der lå is på søerne. Tågen fra arbejdernes ånde stod da også omkring dem. De var pjaltede i tøjet og magre i ansigterne. De var de arbejdsløse, de overflødige, proletariats reserve armé. Mange havde ikke haft fast arbejde i årevis, og nu med tyskerne i landet var alt blevet dyrere. Ikke engang de, der havde et arbejde, kunne få det til at hænge sammen, da lønnen hele tiden faldt. De forsamlede den morgen var dybt afhængige af den stats- og fagforeningsstøtte, man kunne få som arbejdsløs, og de stod i kø for at hente den. Omsider åbnede kontoret, og arbejderne kunne komme ind i varmen.
Blandt de forsamlede arbejdere var der dog en del, som ikke var kommet for at hæve støtten. Det kunne de ikke mere. De havde trukket tiden så længe som muligt og havde prøvet alle udveje, men de havde ikke andet valg end at kaste håndklædet i ringen. For som kommunen, fagforeningen og socialdemokratiet sagde, så ville man ikke støtte ”dovne” arbejdere, der gik rundt med hænderne i lommen. Der var jo masser af arbejde at få. Det var dog ikke i Danmark, næ det krævede bare en lille tur til Tyskland i nogle måneder. Hvis man savnede motivation for at tage af sted, så skulle kommunen, fagforeningen og socialdemokratiet nok levere den. Arbejdere, der nægtede at tage til Tyskland, fik frataget støtten, og dermed blev deres familier kastet ud i sult.
De arbejdere, der var forsamlet den morgen på fagforeningskontoret, var kommet for at melde sig ”frivilligt” til at arbejde i den tyske krigsindustri.
Samarbejdsregeringen
”Alle opfordres til at undlade enhver modstand og udvise ro og orden.”
Opråb til det danske folk fra regeringen, 9. april 1940
Danmark var besat. Den tyske hær havde det totale herredømme. Det var et faktum. Regeringen opgav da også hurtigt al modstand. Regeringen bestod af Socialdemokratiet og det Radikale Venstre med den store socialdemokratiske ”landsfader” Thorvald Stauning som statsminister. Den 9. april indtrådt den borgerlige opposition, det Konservative Folkeparti og Venstre i regeringen. Politikerne havde dannet samarbejdsregeringen, hvis formål, med deres egne ord, var at gøre den tyske besættelse så blid som mulig. Samarbejdsregeringen og samarbejdspolitikken med Nazityskland skulle komme til at definere de første år af besættelsen. Igennem kompromiser og indrømmelser prøvede politikerne at sikre den danske kapitalistklasse og de socialdemokratiske organisationers overlevelse, overfor et stærkt stigende pres fra den tyske besættelsesmagt om at tilpasse sig dens interesser og visioner om et nyt germansk Europa.
Samarbejdsregeringen blev dog hjulpet af, at de tyske nazister ønskede, at Danmark skulle være et mønsterprotektorat, hvor man brugte et minimum af ressourcer til at administrer det besatte territorium. Dette betød, at det danske statsapparat i høj grad forblev intakt. Politiet forsatte som før, selv hæren var stadig intakt og bevæbnet, dog pålagt en del begrænsninger fra tyskernes side. Ligeledes var alle faglige og politiske organisationer urørte. Selv Danmarks Kommunistiske Parti (se del 3.) kunne til at starte med forsætte som før.
Danmark stod i en unik militær og politisk situation, hvor store dele af samfundet kunne forsætte som før besættelsen. Dette stod især i kontrast til Polen, som var ophørt med at eksistere som land, og Norge som nu var skueplads for blodige kampe mellem tre imperialistiske magter. Dog ændrede det ikke ved, at Danmark stod i en ny virkelighed, hvor landet var underlagt en de mest forbryderiske regimer i verdenshistorien. Den brede befolkning var i chok og i en tid lammet af passivitet og depression.
Den danske arbejderklasse havde vokset sig stærk i årene op til krigen og indtog en mere og mere dominerende plads i samfundet. Deres repræsentanter var det socialdemokratiske parti og fagbevægelse. Denne bevægelse havde i løbet af årene op til krigen tilkæmpet sig en række socialreformer og rettigheder, som den danske kapitalistklasse havde betalt for, for at sikre sig deres magtposition. Men med den tyske besættelse frembød der sig nu mulighed for at genvinde det tabte og yderligere at tvinge arbejderklassen i knæ. Med tyske bajonetter på hvert gadehjørne så toppen i erhvervslivet, de borgerlige partier og en række højreradikale organisationer sit snit til at gå i offensiven, og målet var den totale undertrykkelse af den danske arbejderklasse. I en sådan situation havde arbejderklassen, om noget, brug for sine organisationer, men toppen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen kastede dem for ulvene. Socialdemokratiets ledelse spillede en proaktiv rolle i at undertrykke den danske arbejderklasse under krigen og smadre deres forhold. Det der var blevet tilkæmpet blev ofret af det danske socialdemokrati i klassesamarbejdspolitikkens navn. Et forræderi der dårligt tåler sammenligning i arbejderbevægelsens historie.
Vejen til forræderiet
”Vi har opgivet nogle principper, men reddet landet.”
Thorvald Stauning, Socialdemokratisk statsminister, 30. januar 1933
Efter den første verdenskrig (1914-1918) og de derefter følgende revolutioner (Rusland 1917, Tyskland 1918 m.fl.) var det danske socialdemokrati gået fra at ville reformer den danske stat i socialistisk retning til reelt at forsvare det kapitalistiske system og status quo med alle midler.
Den tyske revolutions endelige nederlag i 1923 og derfra degenereringen af Tredje Internationale, åbnede igen en situation for de europæiske socialdemokratier, inklusiv det danske. De kunne få en ny chance. Efter de revolutionære bevægelsers nederlag i Europa, lod den danske kapitalistklassen den socialdemokratiske bevægelse få en dominerende position i det borgerlige samfund og stat. Formålet var at holde arbejderklassen i ro. Håbet var, at den socialdemokratiske ledelse i parti og fagbevægelse ville kunne kontrollere arbejderklassen, hvilket også lykkedes i høj grad indtil sommeren 1943.
I løbet af 1920erne og 30erne blev den socialdemokratiske ledelse en del af det gode selskab i Danmark. De socialdemokratiske ledere holdt hånden under kapitalistklassen og prøvede efter bedste evne at sikre den forøgede profitter af deres produktion. Arbejderklassen accepterede denne ordning for en tid, da kapitalistklasse var med til at finansiere socialpolitiske programmer og en stigende realløn for arbejderklassen. Man købte sig fred.
Den socialdemokratiske ledelse nærmede sig mere og mere den danske elite. Dette betød dog ikke, at socialdemokratiet var blevet et borgerligt parti. Partiet havde stadig sin arbejderbasis, som kun blev større med den kapitalistiske udvikling i Danmark. På trods af det åbenlyse klassesamarbejde var størstedelen af den danske arbejderklasse loyale overfor socialdemokratiet. Det var deres traditionelle organisation. Socialdemokratiets ledelse havde gået en balancegang mellem at sikre kapitalistklassens profit og samtidig holde arbejderklassen i ro igennem reformer, men da overklassen og dens kumpaner greb besættelsen, som en anledning til at overfalde arbejderklassen, svingede socialdemokratiets ledelse over og stillede sig klart på kapitalismens side.
Socialdemokratiet gik ind i samarbejdsregeringen med den begrundelse at bevare arbejderklassens organisationer, partiet og fagbevægelsen, men reelt førte det til åbenlyst klasseforræderi. I virkeligheden tænkte de nok mest på at bevare den socialdemokratiske ledelses magt i samfundet. Argumentet om at samarbejde med besættelsesmagten ville beskytte arbejderklassens organisationer og samfundet generelt, holdt ikke i byretten, da samarbejdspolitikken jo understøttede den tyske nazisme og hjalp den tyske krigsmaskine, og hvis Tyskland gik sejrrigt ud af krigen, kunne der ikke være tvivl om, at arbejderklassens organisationer ville blive opløst med vold i Danmark. Det var det, der var sket i Tyskland, og alle andre steder, hvor nazisoldaterne satte deres fødder.
Tyskerne ønskede et godt samarbejde med de danske politikere, da de holdt den danske arbejderklasse i ro, og tyskerne dermed sparede mange ressourcer på ikke at skulle administrere Danmark selv. De fik desuden deres vilje i alle vigtige spørgsmål.
Først accepterede den danske arbejderklasse angrebene, men besættelsen trak ud. Tiden gik, og det blev mere og mere tydeligt, at mens den socialdemokratiske ledelse talte om at forsvare arbejderklassen og dens organisationer, var det arbejderklassen, der måtte betale prisen. Dette fik ved krigens slutning en stor del af den socialdemokratiske arbejderbase til at betræde den revolutionære sti.
Forræderiet: Kriselovkomplekset
”Kapitalisterne har allerede inddrevet ’ofre’ i ’nationens interesse” fra jernbanearbejderne og lokomotivførerne. Dyrekøbte fagforeningsrettigheder i industrien er forsvundet som dug for solen. ’Ofre’ har allerede ført til en lavere levestandard. Dette er kun begyndelsen. Flere angreb på andre dele af arbejderklassen vil komme. Her kan det bemærkes, at jernbane-ejerne, industribosserne og våbenfabrikaterne er der ingen, der beder om at ofre noget.”
Ted Grant, Britisk revolutionær, 1. september 1939
Ved krigsudbruddet i 1939 blev dansk kapitalisme kastet ud i krise. Prisen på råstoffer steg, og en række importrestriktioner blev implementeret af de vigtigste nationale handelspartnere. Dansk økonomi viste klare tegn på stagnation. Mellem krigsudbruddet og besættelsen faldt produktionen med 10 til 14%, og arbejdsløsheden voksede fra 17 til 26%.
Det var dog fagbevægelsen, som reagerede hurtigst på den økonomiske krise. Den forudså massive prisstigninger for arbejderklassen, og under overenskomstforhandlingerne i oktober 1939 fik de presset kapitalisterne til at gå med til en automatisk dyrtidsregulering. Kapitalisterne havde ikke styrken eller lysten til at udfordre arbejderklassen i oktober 1939, men det havde de efter den tyske besættelse.
Den 1. maj 1940 nægtede arbejdsgiverne at udbetale den lovbefalede dyrtidsportion, som skulle betales den første. Med en fascistisk hær i landet følte de sig sikre nok i sadelen til en storstilet offensiv mod arbejderklassen. Kapitalistklassens allierede i samarbejdsregeringen var dog heller ikke længe om at følge trop. I stedet for at kalde til en modaktion ophævede den socialdemokratiske ledede samarbejdsregering arbejdsgivernes angreb til lov.
Den 31. maj kom kriselovkomplekset, og det var et angreb af proportioner. Dyrtidsregulering blev fuldstændigt ophævet fra marts 1941. I en tid med knaphed og rationering af basale fødevarer, hvor priserne steg konstant, betød det en forarmelse af en stor del af arbejderklassen. Yderligere var vinteren 1940-1941 usædvanlig hård, hvilket betød, at priserne på brændsel steg til et niveau, hvor arbejderklassen ikke var i stand til at betale for noget så simpelt som varme.
Kriselovkomplekset indeholdt også sociale nedskæringer. Ledige arbejdere blev stavnsbundet til deres hjemkommuner, som det var forbudt at flytte fra. Her skulle de tage det arbejde, som kommunen tilbød, men til latterlige lave lønninger. Disse lønninger var selvfølgelig langt under de officielle overenskomster. Reallønnen for arbejderklassen faldt med 20 % ved besættelsens start.
Forræderiet: kastrering af fagbevægelsen
”Dette er en nedskæring af et omfang, som vi aldrig før har kendt. Det er samtidig det alvorligste attentat, der endnu er rettet på fagforeningerne som organisationer og på deres ret til at forsvare deres medlemmers faglige og økonomiske interesser.”
Aksel Larsen, formand DKP, 23. maj 1940
Samarbejdsregeringen ønskede, at uro på arbejdsmarkedet fuldstændigt skulle undgås, og dette betød, at de gamle forligsinstitutioner blev opløst. Siden 1934 havde disse indeholdt repræsentanter fra fagbevægelsen og erhvervslivet, og skulle mægle, når der opstod stridigheder på arbejdsmarkedet. Nu fik de en ny permanent ledelse bestående af en direktør, en højesteretsdommer og en professor. Disse repræsentanter fra borgerskabet blev valgt mod fagbevægelsen ønske, og de havde da også den totale kontrol og over forligsinstitutionen. Deres første handling var at forbyde alle strejker, der forgik på en større skala. Fagbevægelsens ledelse havde, under pres fra socialdemokratiet, frivilligt uden at spørge medlemmerne, accepteret arbejdsgiverne totale dominans.
Forræderiet: tvangsarbejde og udplyndring
”Vinteren i 1942 var uhørt streng, målte ned til -32 grader midt i januar. Jeg boede under kummerlige forhold og søgte derfor arbejde i brunkulslejerne ved Leipzig. Den 28. januar 1942 rejste jeg til Tyskland. Her bød arbejdsdagen på hårdt arbejde med at anlægge sveller og skinner til brunkulstog. Maden var elendig, kroppen blev underernæret.”
Thormod Andersen, arbejder, 1942
Danske arbejdsløse, sendt af samarbejdsregeringen og fagbevægelsen modtages i Tyskland.Som tidligere omtalt blev arbejdsløse arbejdere stavnsbundet til deres kommuner, men det var endnu værre for unge arbejdsløse i aldersgruppen 18-25 år. I løbet af 1930erne havde regeringen oprettet en række lejre for unge arbejdsløse. Lejrene var baseret på ”frivillighed” fra beboernes side, men alternativet var ingen økonomisk understøttelse overhovedet, samt at man i sine officielle identifikationspapirer blev stemplet som ”arbejdssky” af staten. Lejrene mindede da også mere om et fængsel end frivillige ungdomslejre. Arbejderne blev umyndiggjort ved indsættelsen, hvor de som minimum skulle internes for et halvt år af gangen. Det manuelle arbejde, der blev udført i lejrene, blev kun lønnet symbolsk, og der var da også både hegn og vagter til at holde øje med de ungdommelige ”arbejdssky” elementer.
Med den tyske besættelse blev dette system af ungdomslejre kraftigt udvidet. Fra 5-6000 indsatte før besættelsen til 12-16.000 i 1940. Inspirationen fra de tyske koncentrationslejre var da også tydelig for enhver.
Naziregimet i Tyskland havde også planer med den danske arbejderklasse. Nazisterne nærede en dybtfølt frygt for deres egen arbejderklasse. De kunne ikke glemme, at den første verdenskrig havde ført til revolution i det tyske rige, derfor gjorde de deres yderste for at opretholde en tålelig levestandard for de tyske arbejdere og middelklassen krigen igennem. Blandt andet mobiliserede Nazityskland først kvinderne til krigsindustrien fra midt 1943, noget alle andre krigsførende nationer gennemførte ved krigens start.
For at opretholde levestandarden for den tyske befolkning, men samtidig sikre en større krigsproduktion, begyndte nazisterne en bevidst total udplyndring af det besatte territorium, især Østeuropa blev hårdt ramt. Danmark fik dog ultrablid behandling i sammenligning med de andre besatte lande. Danmark var jo det samarbejdsvillige mønsterprotektorat, men udplyndret det blev man. Tyskerne ensrettede hele den danske nationale produktion efter deres behov, især landbrugs varer var efterspurgt.
Landbrugsprodukter var det vigtigste danske bidrag til den tyske krigsmaskine. Glem alt om våben, skibe eller frivillige soldater. Dansk landbrug dækkede 10-20% af Tysklands fødevarebehov krigen igennem. De danske landmænd holdt millioner af tyske soldater i felten og tjente styrtende. Under besættelsen var der da også en grund til, at de organisationer, der var tilknyttet partiet Venstre, var de mindst modstandsvillige overfor besættelsesmagten. Selv efter det blev tydeligt, at tyskerne ville tabe krigen.
Dansk landbrug og industri tjente enorme summer under krigen, men det var bare ikke tyskerne, der betalte. Dem, der betalte, var de danske skatteborger. Tyskerne havde en clearingkonto i den danske nationalbank, hvor den danske stat lagde ud for alle tyske køb i landet. De tyske nazister ville tilbagebetale gælden efter den ”endelige sejr”, men den blev som bekendt aldrig en realitet. Tyskernes forbrug voksede til 8 milliarder danske kroner ved krigens afslutning. Nationalbanken trykte pengene, og tyskerne brugte dem til at finansiere deres krigsindsats. Denne pengetrykning satte yderligere skub i inflationen og udhulede arbejdernes lønninger. De 8 milliarder kroner, svarende til 212 mia. kr. i 2015 priser, som tyskerne fik af de danske skatteborgere, er aldrig blevet betalt tilbage. Penge der gik primært til de danske kapitalister, som de puttede lige i foret.
Som krigen skred frem og blev en konflikt på international skala, havde naziregimet brug for flere og flere soldater. Disse blev udskrevet blandt den tyske arbejderklasse, men dermed tog man jo også hænder ud af den tyske krigsindustri. Problemet blev løst ved at skabe en hær af slavearbejdere, som skulle holde hjulene i gang i den tyske industri. Disse slavearméer bestod af russiske krigsfanger, de jødiske fanger i koncentrationslejrene og tvangsudskrevne udenlandske arbejdere. Nogen steder, såsom Holland og Frankrig, fik man de lokale nazister til at udskrive folk til tvangsarbejde og nogen stedet, som i Hviderusland, samlede bevæbnede soldater folk op på gaden, og satte dem på et tog til Tyskland under truslen om henrettelse.
Nazisterne havde også brug for dansk arbejdskraft, men i Danmark hjalp Socialdemokratiet og fagbevægelsen aktivt med at få folk af sted til den tyske krigsindustri. Som omtalt tidligere var arbejdsløsheden massiv, og folk fik frataget understøttelsen, hvis de nægtede at tage til Tyskland, så for mange var der intet andet valg end at tage ”frivilligt” af sted.
I alt rejste 127.000 (nogen dog flere gange) danskere til Tyskland under krigen. Yderligere rejste 11.755 til Norge og 8000-10.000 fik arbejde i Danmark ved opbyggelsen af tyske militærinstallationer. Den danske fagbevægelse lovede, at de danske arbejdere ville få fordelagtige betingelser i Tyskland, men dette var en lodret løgn. Danskerne blev behandlet lige så elendigt som andre udenlandske arbejdere.
De tyske arbejdspladsers tempo var morderisk, lønnen lav og føden elendig. Arbejdsulykkernes antal var uhyggeligt stort, og arbejdsugen var normalt på 60 timer om ugen. Hvis folk brokkede sig eller ville forlade arbejdspladsen før kontrakten udløb, blev de sendt til en ”forbedringslejr”, hvilket var et andet ord for KZ lejrene. Et stadig ukendt antal af danskere døde i disse ”forbedringslejre”, men de skal tælles i hundrede.
Mange tysklandsarbejdere blev skadet både fysisk og psykisk af deres ophold i Tyskland og modtog aldrig erstatning fra hverken den danske eller tyske stat. Lige efter krigens afslutning begyndte socialdemokratiet og fagbevægelsen en ulækker tilsviningskampagne af tysklandsarbejderne: de var jo taget ”frivilligt” af sted og havde dermed understøttet nazismen. De socialdemokratiske ledere vaskede deres hænder.
Kapitalens kupforsøg
”’når et folk er kommet så vidt, at der ikke er noget dets sønner vil dø for, må folket gå til grunde”. Og heri har han (Adolf Hitler) ret, som i så meget andet.” [Første del er et citat fra Mein Kampf]
A. P. Møller, skibsreder, februar 1942
De socialdemokratiske organisationer havde slagtet arbejderklassen for at sikre deres egen overlevelse, men dette var ikke nok for den danske kapitalistklasse. Det danske borgerskab var generelt ikke åbenlyse nazister, men de sympatiserede med en række punkter indenfor den nazistiske ideologi, specielt når det kom til undertrykkelsen af arbejderklassen som magtfaktor i samfundet. Yderligere, med den nazistiske besættelse, opstod muligheden for at regere det danske samfund uden det borgerlige demokrati.
I fredstid fortrak den danske kapitalistklasse det borgerlige demokrati, da det er en billigere måde at styre staten på i modsætning til diktaturer, der har voldsomme, men dyre, undertrykkelsesapparater. Kapitalens magtudøvelse er også mere indirekte og maskeret i et demokrati, hvor arbejderklassen har illusionen af medbestemmelse, som for eksempel igennem parlamentsvalg. At faglig og politisk organisering, samt ytringsfrihed er lovlige i et demokrati gør, at klassekampen har nogen forholdsvis sikre og kontrollerbare kanaler, hvor den kan få et udtryk, som ikke direkte truer den herskende klasse. Kapitalisterne kunne nok afgive nogle indrømmelser og reformer til de socialdemokratiske ledere, så de kunne holde deres bagland i ro, men dette skete kun så længe, at de virkelige afgørende beslutninger blev styret af en snæver magtelite bestående af de vigtigste repræsentanter fra dansk kapitalisme.
Den tyske besættelse betød dog en helt ny situation. Med et af verdens største undertrykkelsesapparater i ryggen opstod muligheden for kapitalisterne at likvidere arbejderklassens organisationer og ophøre med at indgå studehandler med toppen af det socialdemokratiske parti og fagbevægelse. Det ville betyde at det borgerlige demokrati ophørte med at give mening.
Flere af dansk kapitalisme virkelige tunge drenge samlede sig bag disse deciderede fascistiske mål og forberedte et stormløb mod det borgerlige demokrati. Disse kapitalister blev kendt som Højgårdskredsen. Forsamlingen bestod af følgende storkapitalister: Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt, K. Højgård fra entreprenørfirmaet Højgård og Schultz, Per Kampmann fra ingeniørfirmaet Kampsax, Niels Høst fra shipping firmaet DFDS, Prins Axel fra shipping firmaet ØK og skibsreder A.P. Møller.
Højgårdskredsen kom til at tjene fedt på den tyske besættelse. De blev alle storleverandør til den tyske krigsmaskine. Alt fra fødevarer, skibe og våben flød i rigelige mængder fra disse danske firmaer til de tyske nazisters blodplettede hænder. Især F.L. Schmidt havde nogen gode år under besættelsen. Firmaet stod for at bygge den enorme forsvarslinje af bunkers, der ligger langs hele Jyllands kyst, og som stadig kan ses den dag i dag.
Allerede kort efter 9. april begyndte Højgårdskredsen sit stormløb mod samarbejdsregeringen og demokratiet. Igennem de medier, de kontrollerede, henholdsvis Jyllandsposten og Berlingske Tidende, lagde de pres på Folketinget for at opløse sig selv, og for at Kongen skulle udnævne et fagministerium bestående af folk fra Højgårdskredsen. Kapitalisterne kunne også regne med støtte fra deres lakajer i samarbejdsregeringen nemlig ministrene fra Venstre og Konservative.
Socialdemokratiet følte sig presset, men prøvede at lave et kompromis med storkapitalen. Dette førte til at direktør Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt, kendt for sine åbenlyse nazisympatier, den 6. juli 1940 blev optaget i regeringen som trafikminister og statsadvokaten Harald Petersen som justitsminister, men dette var ikke nok for storkapitalen.
Det nazistiske kupforsøg
”Nu er det tid!”
Frits Clausen, formand for D.N.S.A.P, 18. maj 1940
Officielt havde Højgårdskredsen aldrig nogen kontakt med de danske nazister, men påfaldende nok forsøgt begge grupper samtidig at kuppe regeringsmagten i november 1940. Den danske ekstreme højrefløj havde igennem 1930erne levet en skyggetilværelse. Der fandtes et utal af semi-fascistiske og nazistiske organisationer, der var meget små, og som brugte det mest af deres eksistens på at bekæmpe hinanden, i alt 29 forskellige organisationer. Den største af disse organisationer var D.N.S.A.P. eller i folkemunde de danske nazister. Partiet var en tro kopi af det tyske, men det blev aldrig en massebevægelse som det tyske forbillede.
Ved besættelsens begyndelse begyndt partiet dog at opleve medlemsfremgang, der toppede med lige under 20.000 i starten af 1943, hvorefter det blev kraftigt decimeret hen mod krigens afslutning. Der var tale om en blandet gruppe af folk, der meldte sig under fanerne. Småhandlende der ville pleje og udvide deres handelsforbindelser i Tyskland, også kendt som værnemagerne. En gruppe af arbejdere og småbønder, som havde mistet tilliden til systemet og især Socialdemokratiet, men den største gruppe var helt klart forhenværende KU’er (Konservativ Ungdom), som mente, at de Konservative var blevet for blødsødne, og nu ønskede den ægte vare.
Hovedformålet med den tyske besættelse af Danmark den 9. april var angrebet på Norge (se del 1.). Her havde den tyske hær øjeblikkeligt indsat det ubetydelige norske naziparti ved magten. Nu håbede de danske nazister, at noget lignende ville ske i Danmark. De fik da også opbakning fra dele af det tyske diplomati, samt opbakning fra gamle danske adelige familier såsom Sehested og Knuthenborg.
Dette fik nazisterne til at gå aktion nogenlunde samtidigt med Højgårdskredsen. De bombarderede det offentlige rum med annoncer, pjecer og plakater betalt med tyske penge. Samtidigt begyndte de hen over sommeren og efteråret 1940 at demonstrere i en række provinsbyer over hele landet. De var ofte iført uniformer, bevæbnede med skarptslebne spader, mens de marcherede i kolonner. Disse demonstrationer endte ofte med slagsmål mellem nazisterne og politiet eller civilbefolkningen eller begge dele. Parolen under disse demonstrationer var altid, at nazipartiet skulle tage magten med tyskernes hjælp. Det hele skulle kulminere i november måned, da man samlede så mange nazister som muligt i København, med målet om at tage magten.
Den danske arbejderklasse vågner
Nazisterne marcherede taktfast igennem gaderne, godt beskyttet af det danske politi på begge sider. De nåede frem til Rådhuspladsen, hvor de stillede op i kolonner og geled. De var samlet nogle tusinde fra hele landet. Der blev holdt brandtaler om demokratiets forfald, om at kommunisterne ville ødelægge den vestlige kultur, og om at jøderne ville forpeste den danske race. Talerne blev altid besvaret med udstrakt hilsen og et ”sieg heil”. Nazisterne var mødt talstærkt frem fra hele landet. De havde aldrig været så mange samlet på et sted, og de fleste af dem var overbevidst om, at den tyske hær snart ville overlade dem magten i Danmark, men der opstod hurtigt uro i rækkerne.
D.N.S.A.P demonstration ved Den Lille Lurblæser, inden demonstrationen blev sprængt af de københavnske arbejdere, 17. november 1940.Uden om den politibeskyttede demonstration havde flere og flere københavnere samlet sig. Nazisterne blev hurtigt mindretallet. Det begyndte med råb som: ”forbandede nazisvin!” Så blev der spyttet og kastet ting efter de forsamlede nazister. Københavnerne hilste nazisternes sieg heil med arbejderhilsnen; den knyttede næve. Københavnerne begyndte at skubbe til politiet. Man ville forbi dem. Man ville have fat i nazisterne. Politiet blev mere og mere urolige. De kunne ikke holde de mange københavner tilbage og til sidst gik de i panik. Deres politikæder blev sprængt; københavnerne faldt over nazisterne, som øjeblikkeligt begyndte at løbe væk fra Rådhuspladsen i vild rædsel. Mange nazister blev slemt mishandlet, og det var kun fordi politiet indsatte forstærkninger, at det blev forhindret, at københavnere hængte nazister i lygtepælene. Københavnerne jagtede nazisterne rundt i byen det meste af den aften.
Det var den 17. november 1940. Arbejderklassen havde spontant forsamlet sig for at møde nazidemonstrationen og havde derefter sprængt den og jagtet alle nazister ud af byen. Det nazistiske kupforsøg i Danmark var blevet besejret, før det knapt nok var begyndt. Den danske arbejderklasse var vågnet op af sin politiske passivitet.
Få dage før havde Højgårdskredsen også lidt nederlag. Samarbejdsregeringen var under pres fra den tyske hær om at give flere indrømmelser, og dette havde Højgårdskredsen benyttet den 14. november til at appellere til kongen om at opløse regeringen og folketinget. Dette havde kongen dog nægtet. Kongen var tæt på Højgårdskredsen, men tyskerne ønskede ikke, at regeringen blev opløst og derfor skete det ikke. Det var dem, der bestemte melodien.
Berlin ønskede hverken, at Højgårdskredsen eller de danske nazister skulle forvalte Danmark for dem. Tyskerne støttede dem nok mere eller mindre åbenlyst, men begge var blot redskaber til at presse samarbejdsregeringen og arbejderbevægelsens til indrømmelser.
At sætte det norske naziparti til at lede Norge havde hurtigt vist sig at være en militær, økonomisk og politisk katastrofe. Det eksperiment ville man ikke gentage i Danmark. De skandinaviske nazipartier var uden folkelig opbakning, og deres ledelser var præget af inkompetente personer som ikke engang kunne lede deres egen organisationer.
Højgårdskredsen var heller ikke noget alternativ. At indsætte dem ville betyde en automatisk radikalisering af den danske arbejderklasse. Højgårdskredsen arbejdede ud fra deres snævre interesser, som ville betyde radikale angreb på deres egen arbejderklasse. Åbenlyse angreb fra dansk kapitalismes side ville presse arbejderne ud i kamp før end senere. Det ønskede tyskerne ikke. De ønskede ro og orden.
Sandheden var, at for tyskerne var den ideelle statsforvalter i Danmark det socialdemokratiske parti og fagbevægelse. De smadrede arbejderklassens forhold på fredeligste vis. Antallet af strejker var sunket til nær nul efter besættelsen og fagbevægelsen så passivt til, mens Socialdemokratiet ofrede de resultater, arbejderklassen havde brugt generationer på at opnå. Socialdemokratiets ledelse fortalte arbejderklassen, at de gjorde det for at redde nationen og deres organisationer, men reelt gjorde de tyskernes og dansk kapitalismes beskidte arbejde for dem uden at få noget til gengæld. De var nazismens og kapitalismens forlængede arm, da de kunne kvæle al modstand i arbejderklassen på fredelig vis. Noget de førnævnte kun kunne drømme om.
Den socialdemokratiske ledelse havde afsluttet den proces, de havde påbegyndt i 20erne og 30erne. De var smeltet sammen med det danske borgerskab og så alt revolutionært og socialistisk som den onde selv. Set fra den socialdemokratiske ledelses øjne havde de intet andet valg end at angribe arbejderklassen.
Socialdemokratiet var besættelsesmagten villige redskab og der var endnu flere angreb på arbejderklassen i vente. Besættelsen var knapt nok begyndt og i en tid stolede arbejderklassen på deres traditionelle organisationer og ledere, men den spontane mobilisering mod nazisterne den 17. november 1940 var kun en forsmag på, hvad der var i vente.
