Foto: Daniel AntalDenne artikel blev skrevet i 2009 i anledning af 20året for murens fald.

For tyve år siden, da Berlinmuren styrtede sammen, var borgerskabet i Vesten euforisk, og jublede over “kommunismens fald”. Tyve år senere, hvor kapitalismen er gået ind i den mest alvorlige krise siden 1929, ser tingene meget anderledes ud. Nu stemmer et flertal i det tidligere Østtyskland på venstrefløjen og ser tilbage på det positive i planøkonomien. Efter at have afvist stalinismen har de nu fået en smag af kapitalismen, og konklusionen er, at socialisme er bedre end kapitalisme.

2009 er et år med mange mærkedage, herunder mordet på Luxemburg og Liebknecht, grundlæggelsen af Kommunistisk Internationale og den asturiske kommune. Ingen af disse mærkedage kan findes i de borgerlige medier. Men der er ét jubilæum, de ikke glemmer: 9. november 1989 da grænsen, der adskilte Vesten fra Østtyskland, blev åbnet.

Berlinmurens fald er gået over i historien som et synonym for “kommunismens” sammenbrud. De sidste 20 år siden disse betydningsfulde begivenheder har vi været vidne til en hidtil uset ideologisk offensiv mod de marxistiske ideer på verdensplan. Det holdes op som afgørende bevis på kommunismen, socialismen og marxismens død. Det blev endda præsenteret som historiens afslutning. Men siden da har historiens hjul drejet flere gange.

Argumentet om, at fra nu var det kapitalistiske system menneskehedens eneste alternativ, er blevet afsløret som hult. Sandheden er en helt anden. På 20 års jubilæet for stalinismens kollaps befinder kapitalismen sig i sin dybeste krise siden depressionen. Millioner står over for en fremtid med arbejdsløshed, fattigdom, nedskæringer og besparelser.

Den arrige anti-kommunistiske kampagne er blevet intensiveret i denne periode. Årsagen er ikke svær at forstå. Den verdensomspændende kapitalistiske krise giver anledning til en generel sætten spørgsmålstegn ved “markedsøkonomien”. Der er en fornyet interesse for marxistiske ideer, hvilket alarmerer borgerskabet. Den nye smæde kampagne afspejler frygt.

Karikatur af socialismen

Hvad der fejlede i Rusland og Østeuropa var på ingen måde hverken kommunisme eller socialisme, som det blev forstået af Marx eller Lenin, men en bureaukratisk og totalitær karikatur. Lenin forklarede, at bevægelsen i retning af socialisme kræver proletariatets demokratiske kontrol med industrien, samfundet og staten. Ægte socialisme er uforenelig med, at en privilegeret bureaukratisk elite, som uundgåeligt ledsages af kolossal korruption, nepotisme, spild, inkompetent ledelse og kaos, regerer.

De nationaliserede planøkonomier i Sovjetunionen og Østeuropa opnåede forbløffende resultater inden for industri, videnskab, sundhed og uddannelse. Men som Trotskij forudsagde så tidligt som 1936, underminerede det bureaukratiske regime i sidste ende den nationaliserede planøkonomi og banede vejen for dens sammenbrud og kapitalismens tilbagevenden.

I 1980’erne havde USSR flere forskere end USA, Japan, Storbritannien og Tyskland tilsammen og var alligevel ikke i stand til at opnå de samme resultater som Vesten. Indenfor de vitale områder produktivitet og levestandard haltede Sovjetunionen efter Vesten. Den væsentligste årsag var den kolossale byrde, som bureaukratiet pålagde den sovjetiske økonomi – de millioner af grådige og korrupte embedsmænd, der styrede Sovjetunionen uden arbejderklassens kontrol.

Bureaukratiets kvælende regime første i sidste ende til et kraftigt fald i vækstraten i Sovjetunionen. Resultatet var, at Sovjetunionen sakkede bagud i forhold Vesten. Omkostningerne ved at opretholde de høje militærudgifter og omkostningerne til at fastholde grebet om Østeuropa lagde yderligere pres på den sovjetiske økonomi. Fremkomsten af en ny sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i 1985 var tegn til et kæmpe skift i situationen.

Gorbatjov repræsenterede den fløj af det sovjetiske bureaukrati, der stod for en reform fra toppen for at bevare selve regimet. Imidlertid forværredes situationen yderligere under Gorbatjov. Dette førte uundgåeligt til en krise, som havde en øjeblikkelig virkning i Østeuropa, hvor stalinismens krise blev forværret af det nationale spørgsmål.

Uro i Østeuropa

I 1989 spredte der sig en oprørsbølge fra hovedstad til hovedstad, der væltede det ene stalinistiske regime efter det andet. I Rumænien blev Ceausescu væltet af en revolution og skudt. En vigtig faktor i de folkelige opstandes succes var krisen i Rusland. Moskva havde før sendt den røde hær ind for at knuse opstande; i Østtyskland (1953), i Ungarn (1956) og Tjekkoslovakiet (1968). Men Gorbatjov forstod, at det ikke længere var muligt.

Massestrejkerne i Polen i første del af 1980’erne var et tidligt udtryk for regimets blindgyde. Hvis denne storslåede bevægelse havde været ledt af virkelige marxister, kunne den have banet vejen for en politisk revolution, ikke bare i Polen men i hele Østeuropa. Men i mangel af en sådan ledelse blev bevægelsen afsporet af kontrarevolutionære elementer som Lech Walesa.

Til at starte med forsøgte de polske stalinister, at holde bevægelsen nede gennem undertrykkelse, men i sidste ende blev de nødt til at lovliggøre Solidaritet og give dem lov til at deltage i parlamentsvalget 4. juni 1989. Hvad, der fulgte, var et politisk jordskælv. Solidaritets kandidater vandt alle de pladser, som de havde fået lov at stille op til. Dette havde en dybtgående effekt i nabolandene.

I Ungarn var Janos Kadar – som et forvarsel om hvad der senere kom – allerede blevet fjernet som generalsekretær for Kommunistpartiet det foregående år, i 1988, og regimet havde vedtaget en “demokratipakke” der også inkluderede valg. Tjekkoslovakiet blev meget snart også påvirket, og 20. november 1989 steg antallet af demonstranter, der samledes i Prag fra 200.000 den foregående dag til en halv million. En to-timers generalstrejke blev afholdt den 27. november.

Disse dramatiske begivenheder markerede et vigtigt vendepunkt i historien. I næsten et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig havde stalinisterne styret Østeuropa med jernnæve. Det var monstrøse et-parti stater bakket op af et stærkt undertrykkelsesapparat, med hæren, politiet og det hemmelige politi, og informanter i hver boligblok, skole eller fabriksværksted. Det virkede som en umulighed, at folkelige opstande nogensinde skulle kunne sejre imod den totalitære stat og dens hemmelige politis magt. Men i sandhedens øjeblik viste disse tilsyneladende uovervindelige regimer sig at være giganter på lerfødder.

Østtyskland

Af alle regimerne i Østeuropa var DDR den mest industrielt og teknologisk udviklede. Levestandarden var god, dog ikke så høj som i Vesttyskland . Der var fuld beskæftigelse, og alle havde adgang til billige boliger, gratis medicin og uddannelse af høj standard.

Men den totalitære et-partistat med dens allestedsnærværende hemmelige politi (det berygtede Stasi) med sin hær af informanter, korrupte embedsmænd og privilegier til eliten var en kilde til utilfredshed. Før opførelsen af Berlinmuren i 1961 havde omkring 2,5 millioner østtyskere emigreret til Vesttyskland, mange over grænsen mellem Øst- og Vestberlin. For at stoppe denne blødning byggede regimet Berlinmuren.

Muren og andre fæstningsværker langs den 860-mile (1.380 kilometer) lange grænse delt af Øst- og Vesttyskland formåede at bremse udvandringen. Det bidrog sandsynligvis til at øge den økonomiske vækst i DDR. Men det forårsagede lidelse og trængsler for de familier, der var delt, og det var en propagandagave til Vesten, som præsenterede det som endnu et eksempel på “kommunistisk tyranni”.

Ved udgangen af 1980’erne var situationen i DDR eksplosiv. Den gamle stalinist Erich Honecker var uforsonlig modstander af reform. Hans regime forbød endda “undergravende” publikationer fra Sovjetunionen. Den 6. oktober og 7. oktober besøgte Gorbatjov Østtyskland for at markere 40-årsdagen for DDR, og han lagde pres på den østtyske ledelse for at acceptere reformer. Han er citeret for at sige: ” Wer zu spät kommt, den bestraft das Leben ” (Han, der kommer for sent, straffes af livet).

På det tidspunkt var det østtyske folk blevet åbent oprørsk. Oppositionsbevægelser begyndte at spire op som paddehatte. Disse omfattede Neues Forum (Nyt Forum), Demokratischer Aufbruch (Den Demokratiske Opvågning), og Demokratie Jetzt (Demokrati Nu). Den største oppositionsbevægelse blev skabt gennem gudstjenesterne i en protestantisk kirke, Leipzigs Nikolaikirche , tysk for Sankt Nikolajs kirke, hvor borgerne hver mandag efter gudstjeneste samles udenfor og krævede forandringer i Østtyskland. Men disse bevægelser var forvirrede og politisk naive.

En bølge af massedemonstrationer fejede nu over de østtyske byer og opnåede især styrke i Leipzig. Hundredtusindvis af mennesker sluttede sig til demonstrationerne. Regimet gik i krise, der førte til at den hårdkogte stalinistiske leder, Erich Honecker, blev fjernet og hele kabinettet fratrådte. Under pres fra massebevægelsen opfordrede den nye partileder, Egon Krenz, til demokratiske valg. Men de reformer, som regimet foreslog, var for lidt og for sent.

De “kommunistiske” ledere overvejede at bruge magt, men ændrede mening (med lidt æggen fra Gorbatjov). Begivenhederne løb løbsk og ud af kontrol. I de følgende dage kunne man næsten tale om anarki: Butikker holdt åbent alle timer, et DDR pas tjente som gratis billet til offentlig transport. Med en tilskuers ord: “Generelt var der flere undtagelser end regler i disse dage.” Magten lå i gaderne, men der var ingen til at samle den op.

Stillet over for masseopstand kollapsede den tilsyneladende almægtige østtyske stat som et korthus. Den 9. november 1989, efter flere ugers masseuro, meddelte den østtyske regering, at alle DDR-borgere kunne besøge Vesttyskland og Vestberlin. Det var signalet til et nyt udbrud fra masserne. Spontant, kravlede skarer af østtyskere op og krydsede Muren med følgeskab fra vesttyskerne på den anden side.

Kontrarevolution

Berlinmuren var et symbol og et samlingspunkt for alt forhadt ved det østtyske regime. Nedrivning af muren begyndte spontant. I løbet af de næste par uger blev dele af muren hugget fra. Senere blev industrielt udstyr brugt til at fjerne næsten hele resten. Der var en festlig stemning, en stemning af eufori, mere som et karneval end en revolution. Men det gælder alle tidlige stadier af enhver stor revolution, helt tilbage til 1789.

I november 1989 var befolkningen i DDR overvældet af følelser – en følelse af befrielse, sammen med en generel følelse af opstemthed. Det var som om, en hel nation oplevede en generel beruselse, og derfor var åben for forslag og pludselige indskydelser. Det havde vist sig langt lettere at vælte det gamle regime, end nogen havde turdet forestille sig. Men da først det var væltet, hvad skulle så sættes i stedet? Masserne, der havde væltet det gamle regime, vidste udmærket godt, hvad de ikke ønskede, men havde ikke en klar ide om, hvad de ønskede i stedet , og ingen tilbød en vej ud.

Alle de objektive betingelser for en politisk revolution var nu til stede. Befolkningens store flertal ønskede ikke en genoprettelse af kapitalismen. De ønskede socialisme, men med demokratiske rettigheder, uden Stasi, uden korrupte bureaukrater og uden en diktatorisk et-parti-stat. Hvis en ægte marxistisk ledelse havde eksisteret, kunne det have ført til en politisk revolution og etablering af arbejderdemokrati.

Men Berlinmurens fald resulterede ikke i en politisk revolution, men kontrarevolution i form af forening med Vesttyskland. Dette krav spillede ikke en fremtrædende rolle i begyndelsen af demonstrationerne. Men da der ikke fandtes et klart program fra ledelsens side, blev det introduceret og kom efterhånde n til at indtage en central rolle.

De fleste af oppositionens ledere havde intet klart program, politik eller perspektiv, ud over et vagt ønske om demokrati og borgerrettigheder. Ligesom naturen, afskyr politik et vakuum. Tilstedeværelsen af en stærk og velstående kapitalistiske stat som nabo spillede derfor en afgørende rolle i at udfylde det tomrum.

Den vesttyske kansler Helmut Kohl var en aggressiv repræsentant for imperialismen. Han brugte den mest skamløse bestikkelse for at overtale det østtyske folk til at acceptere øjeblikkelig forening, og tilbød at ombytte deres Ostmarks for Deutschmarks på en én-til-én basis. Men hvad Kohl ikke fortalte folk i Østtyskland var, at foreningen ikke ville betyde, at de ville få vesttysk levestandard.

I juli 1990 blev den sidste hindring for den tyske genforening fjernet, da Gorbatjov gik med til at droppe de sovjetiske indvendinger mod et genforenet Tyskland inden for NATO til gengæld for omfattende tysk økonomisk bistand til Sovjetunionen. Foreningen blev formelt indgået den 3. oktober 1990.

Masserne bedraget

Befolkningen i DDR var blevet bedraget. De fik ikke at vide, at indførelsen af en markedsøkonomi ville betyde massearbejdsløshed, fabrikslukninger og ødelæggelse af store dele af DDR’s industrielle base eller en ge nerel stigning i priserne og demoralisering af en del af de unge, eller at de ville blive set ned på som andenrangsborgere i deres eget land. De blev ikke fortalt disse ting, men de har lært dem gennem bitter erfaring.

Genforeningen fremtvang et katastrofalt sammenbrud i det østtyske reelle BNP, med et fald på 15,6 procent i 1990 og 22,7 procent i 1991, hvilket sammenlagt giver en tilbagegang på en tredjedel. Millioner af arbejdspladser gik tabt. Mange østlige fabrikker blev købt af vestlige konkurrenter og lukket ned. Fra 1992 oplevede Østtyskland fire års opsving, men dette blev efterfulgt af stagnation.

Før Anden Verdenskrig lå det østtyske BNP per indbygger lidt over det tyske gennemsnit, og både dengang og under DDR var Østtyskland rigere end de andre østeuropæiske lande. Men 20 år efter genforeningen halter levestandarden i Østtyskland stadig efter Vesten. Arbejdsløsheden er det dobbelte af de vestlige niveauer, og lønningerne er væsentligt lavere.

I DDR var arbejdsløshed stort set ukendt. Men beskæftigelsen faldt med 3,3 millioner mellem 1989-1992. Det østtyske reelle BNP er stort set ikke steget over 1989-niveauet, og beskæftigelsen sygner hen på 60 procent af 1989-niveauet. I øjeblikket [2009] er arbejdsløsheden i Tyskland som helhed omkring 8%, men tallet for Østtyskland er 12,3%. Men nogle uofficielle skøn sætter det så højt som 20%, og blandt de unge endda til 50%.

Kvinder, der opnåede en høj grad af lighed i DDR ligesom i de andre lande i Østeuropa, har lidt mest. Det tyske Samfundsøkonomiske Panels data for midten af 1990’erne viser, at 15 proce nt af den østlige kvindelige befolkning og ti procent af den mandlige befolkning var arbejdsløse.

I juli 1990 lovede “enhedskansleren” Helmut Kohl: “Gennem fælles indsats vil vi snart gøre [de østtyske regioner] Mecklenburg-Vorpommern og Sachsen-Anhalt, Brandenburg, Sachsen og Thüringen til blomstrende landskaber.” Femten år senere indrømmede en rapport i BBC, at “tallene er dystre.” På trods af kapitaltilførsel på anslået 1.250 milliarder euro (£ 843bn, $ 1,550bn), var ledigheden i Øst stadig 18,6% procent i 2005 (før den nuværende krise) og i mange regioner er den mere end 25%.

Halle i Sachsen-Anhalt, der engang var et vigtigt centrum for den kemiske industri med mere end 315.000 mennesker, har mistet næsten en femtedel af sine borgere. Før murens fald i 1989, beskæftigede den “kemiske trekant” Leuna-Halle-Bitterfeld 100.000 mennesker, nu er der 10.000 jobs tilbage. Gera havde engang en stor tekstil- og forsvarsindustri og noget uran minedrift. De er forsvundet, og det samme er sket i de fleste andre statsejede industrier siden 1989.

BNP per indbygger i Øst blev forbedret fra 49 procent af det vestlige niveau i 1991 til 66 procent i 1995, siden da er sammenløbet ophørt med at gå fremad. Økonomien voksede med omkring 5,5 procent om året, men der blev ikke skabt mange nye arbejdspladser. Resultatet er, at Øst tømmes. Siden genforeningen er omkring 1,4 millioner mennesker flyttet til Vesten, de fleste af dem unge og veluddannede. Emigration og et brat fald i fertiliteten har betydet, at den østlige befolkning er faldet hvert år siden genforeningen.

Det er en suveræn historisk ironi, at 20 år efter genforeningen forlader folk Østtyskland, ikke for at flygte fra Stasi men for at undslippe arbejdsløshed. Selvfølgelig har nogle klaret sig godt. BBC-rapporten siger: “borgerskabets gamle store huse, mange af dem fyldt med skudhuller fra Anden Verdenskrig indtil 1989, er blevet restaureret til deres gamle herlighed.”

Marxismen genoplivet

Ligesom mange andre østtyskere sagde Ralf Wulff, at han var glad over Berlinmurens fald og for at se kapitalismen erstatte kommunismen. Men euforien varede ikke længe. “Det tog kun et par uger for at indse, hvad den frie markedsøkonomi handlede om,” sagde Wulff. “Det er uhæmmet materialisme og udnyttelse. Mennesker farer vild. Vi havde ikke de materielle bekvemmeligheder, men kommunismen havde alligevel mange gode ting. “(Reuters rapport)

Hans-Juergen Schneider, en 49-årig uddannet ingeniør, har været arbejdsløs siden januar 2004. Han har sendt 286 jobansøgninger siden da, uden held. “Markedsøkonomien kan ikke løse vores problemer,” siger han, “big business snupper bare overskuddet uden at påtage sig noget ansvar.” Han er ikke alene. En meningsmåling fra Der Spiegel viste, at 73 procent af østtyskere mener, at Karl Marx’ kritik af kapitalismen stadig er gyldig.

En anden meningsmåling offentliggjort i oktober 2008 i tidsskriftet Super Illus viste, at 52 procent af befolkningen i det østlige Tyskland mener, at markedsøkonomien er “uduelig” og “udslidt”. 43 procent ville foretrække et socialistisk økonomisk system, fordi “det beskytter de små mennesker fra finansielle kriser og andre uretfærdigheder”. 55 procent afviste redningspakker til bankerne fra staten.

Blandt de unge (18-29 år), som aldrig har levet i DDR, eller kun gjorde det kortvarigt, ønsker 51 procent socialisme. Tallet for folk mellem 30 og 49 år er 35 procent. Men for dem over 50 år er det 46 procent. Disse resultater bekræftes i interviews med dusinvis af almindelige beboere i Øst. “Vi læste om ’kapitalismens rædsler’ i skolen. De havde virkelig ret. Karl Marx ramte den lige på kornet,” siger Thomas Pivitt, en 46-årig IT arbejder fra Østberlin. Kapitalen var en bestseller for udgiver Karl-Dietz Verlag, den solgte over 1.500 eksemplarer i 2008, en tredobling af antallet af solgte i 2007 og en 100-dobling siden 1990.

“Alle troede, at der aldrig igen ville komme efterspørgsel efter Kapitalen, ” fortalte administrerende direktør Jørn Schuetrumpf til Reuters. “Selv bankfolk og ledere læser nu Kapitalen i et forsøg på at forstå, hvad de har gjort os. Marx er afgjort ‘in’ lige nu,” sagde han.

Kapitalismens krise har overbevist mange tyskere, både Øst og Vest om, at systemet har svigtet. “Jeg troede, kommunismen var lort, men kapitalismen er endnu værre,” siger Hermann Haibel en 76-årig pensioneret smed. “Det frie marked er brutalt. Kapitalisten ønsker at presse mere, mere og mere ud,” sagde han. “Jeg havde et rimelig godt liv før Muren fald t,” tilføjede han. “Ingen bekymrede sig om penge, fordi penge ikke rigtig betød noget. Du havde et job, selv hvis du ikke ønskede et. Den kommunistiske idé var slet ikke så slem. “

“Jeg tror ikke, at kapitalismen er det rigtige system for os,” sagde Monika Weber, en 46-årig kontorassistent. “Fordelingen af rigdommen er urimelig. Vi ser det nu. De små mennesker som mig er nødt til at betale for dette finansielle rod gennem højere skatter på grund af grådige bankfolk. “

Det viser helt klart, at befolkningen i Østtyskland ikke ønsker kapitalismen, men socialisme – ikke den bureaukratiske totalitære karikatur af socialisme, som de havde før, men ægte demokratisk socialisme – Marx, Engels, Liebknecht og Luxemburgs socialisme.

London, Oktober 19, 2009