Hvis og når coronakrisen er overstået, står verdens arbejdere og unge stadig over for en endnu større trussel: klimakrisen. Verdens politikere har haft årtier til at håndtere denne, men har kun udvist handlingslammelse og hykleri. Alligevel er det krav, der nu er forrest i klimabevægelsen, en »genforhandling« af klimaloven. Det er på høje tid, at vi dropper vores appeller til »klimalove«, »genforhandlinger« og »grønne afgifter«, men faktisk tager tingene i vores egne hænder og kollektivt tager resolut fat på at løse problemerne.
Regeringen har så småt fået bugt med coronapandemien, og det har betydet, at alle de ophobede frustrationer fra de mange måneder hjemme foran computerskærmen nu er begyndt at udtrykke sig i en lang række demonstrationer: imod Israels angreb på palæstinenserne, imod regeringens vanvittige racistiske politik, til støtte for sygeplejerskernes strejke og klimaet.
Regeringens klimalov har vist sig fuldstændig tandløs og uambitiøs, og i sidste ende er dens “løsning” at skubbe problemerne længere ud i fremtiden i håb om, at der er blevet opfundet en eller anden maskine, der på nærmest magisk vis kan løse klimakrisen. Derfor er det “nye” hovedkrav fra klimabevægelsens ledende organisationer – en genforhandling af klimaloven – så meget desto værre. Kravet vil på den ene eller anden måde kun være skadende for bevægelsen, men det vil vi vende tilbage til senere i artiklen.
For først og fremmest er det vigtigt at slå fast, som vi har gjort igen og igen, at klimakamp er klassekamp.
Blot 100 virksomheder står for 71 procent af alle globale CO2-udledninger1, og ét medlem af verdens rigeste ene procent producerer 175 gange mere CO2-udledning end én fra de nederste ti procent2.
Men ikke alene ligger ansvaret for problemerne fuldstændig på den herskende klasses skuldre. Konsekvenserne bliver det kun verdens fattige og arbejdere, der kommer til at mærke. Mens verdens rigeste mennesker allerede er i fuld gang med at købe såkaldte »dommedagsbunkere«3, hvordan skal fattige arbejdere og bønder fra områder, der oplever en stigende grad af oversvømmelser, ørkendannelse, skovbrande og tørker, gardere sig mod disse trusler?
Men det er ikke kun de fattigste dele af den internationale arbejderklasse, der vil blive ramt af klimaforandringerne. Selv i et land som Danmark, hvor arbejderklassen er rigere end i udviklingslandene, er det åbenlyst, hvordan klimaforandringerne vil påvirke arbejderklassen. Kan den gennemsnitlige arbejder for eksempel bare flytte fra sit hjem og købe et nyt, når vandstandsstigning ødelægger det gamle?
Radikalisering – og afradikalisering
De fleste, især unge, er ganske klar over klimaproblematikkens presserende alvor, og mange begyndte især i 2017-2019 at drage netop den konklusion, at det var selve kapitalismen, der var årsagen til problemet. Det afspejlede sig især i de store demonstrationer i denne periode, hvor hovedparolerne lød i retning af »systemforandring, ikke klimaforandring« og »planet før profit«.
Retorikkens radikalisme og mængden af unge, der gik på gaden i millionstore demonstrationer verden over, skræmte den herskende klasse og dens politiske repræsentanter nok til at indse, at der måtte gøres noget ved denne bevægelse, der havde potentialet til at udvikle sig i retning af en revolutionær bevægelse, der ønskede et opgør med det kapitalistiske systems rovdrift på natur og mennesker.
Den herskende klasses løsning var simpel: dels at sikre, at bevægelsens ledelse i højere grad bestod af småborgerlige NGO’er og aktivistiske elementer, og dels at dreje konflikten væk fra gadebilledet og ind i det borgerlige samfunds institutioner: folketinget, domstolene, borgerrepræsentationen osv. Og det virkede. Bevægelsens paroler ændrede sig pludselig fra systemforandring til klimalov, ikke mindst fordi lederskabet blev overtaget af småborgerlige NGO’er.
Som med så meget andet så vi, hvad der sker, når der mangler en konsekvent revolutionær ledelse. De unges spontane bevægelse var en radikal bevægelse, der korrekt havde indset, at det var selve det kapitalistiske system, der var årsagen til klimaforandringerne, og som var villige til at smadre dette system og erstatte det med et, der kunne sikre fremtidige generationer en beboelig planet.
Men der var ingen organisationer til at udtrykke denne radikale stemning. Ikke nok med at de store venstreorienterede partiers reformistiske ledere ikke formåede at omsætte denne vrede til reelle forandringer, så deltog de aktivt i demoraliseringen og afledningen af bevægelsen, fordi de selv er filtret ind i dette system, der er selve årsagen til problemet, med tusind tråde. Endnu en gang viste Trotskij sig at have ret, da han skrev, at menneskehedens historiske krise kan reduceres til den revolutionære ledelses krise.
Det intetsigende krav om en klimalov blev den juridiske og parlamentariske løsning, som på magisk vis skulle gøre dansk kapitalisme grøn og efterlade alle bestående ejendomsforhold og magtrelationer intakte.
Bevægelsens tilstand
Kort efter dens vedtagelse har klimaloven bekræftet vores advarsel: Den er ikke det papir værd, den er skrevet på, hvilket blev åbenlyst selv for NGO’erne.
Men hvilke krav er det, disse ledende organisationer fremsætter, og hvilke kampmetoder foreslår de så nu? Den 22. maj og igen den 2. juni indkaldte Den Grønne Studenterbevægelse til demonstration, hvor hovedkravet var genforhandling af klimaloven. Den selvsamme klimalov, de var med til at gøre til klimabevægelsens hovedkrav op til og efter valget i 2019. Resultatet blev det såkaldte »grønneste valg nogensinde«, og regeringen, der vandt valget, blev støttet af to af Folketingets grønneste partier.
Den klimalov, der blev vedtaget, er ikke andet end varm luft, som vi har pointeret i tidligere artikler, hvilket ledelsen trods alt er opmærksomme på. Men spørgsmålet er, præcis hvordan en genforhandling skulle føre noget som helst nyt med sig? Hvad har fundamentalt ændret sig, siden kravet om klimalov blev fremsat? Svaret er intet. Politikerne i hele verden har kendt til klimaproblematikken i årtier og har haft utallige møder, hensigtserklæringer, aftaler og love til at løse den, og der er intet sket! Kravet om genforhandling er i bedste tilfælde spild af tid og i værste tilfælde en kæmpe bremse på bevægelsen.
Et lignende krav fremsættes af Klimabevægelsen i Danmark, hvis hovedfokus netop nu er, hvordan kommunalvalget »kan gøres grønt«. Efter vi netop har haft »det grønneste folketingsvalg nogensinde«.
Det er tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at denne appel til politikere og de borgerlige institutioner som Folketinget og kommunalvalget ikke vil bære nogen frugt med sig overhovedet. I sidste ende eksisterer de borgerlige institutioner netop kun for at varetage borgerskabets interesser, og borgerskabets altoverskyggende interesse er jagten efter profit. Foranstaltninger, der vil reducere udledninger, vil kun æde ind i de store virksomheders profitter, og derfor vil borgerskabets repræsentanter, politikerne på Christiansborg, aldrig kunne tilbyde en reel løsning på klimaproblematikken – for en sådan løsning ville involvere at gribe ind i den private ejendomsret.
På den anden side ser vi samtidig en gradvis tilbagevenden til de småborgerlige ”kampmetoder” og paroler, der tidligere har domineret især miljøbevægelsen. Opfordringer til at blive veganer, køre med offentlig transport, undgå flyvning og købe genbrug. Dette blev for eksempel udtrykt i Fridays For Futures demonstration den 24. april, hvor hovedparolen var en CO2-afgift. Selvom en del af diskussionen nu går på at pålægge især landbruget afgifterne, er der intet til hinder for, at landbruget blot smider prisstigningen tilbage til arbejderklassen, som det eksempelvis er sket med afgiften på plastikprodukter, der har ført til, at de fleste virksomheder blot har hævet prisen på disse produkter og dermed smidt regningen for almindelige menneskers fødder.
Småborgerligt lederskab
Denne blinde tiltro til de borgerlige institutioner, individuelle løsninger og det gode argument kommer i sidste ende fra ledernes småborgerlige baggrund, der kommer til udtryk både i forhold til strategi og overbevisning. Deres typiske logik går i retning af: »Klimaproblematikken er alvorlig og truer milliarder af menneskers eksistens. Årsagen til, at der ikke bliver gjort noget, er, at politikerne bare ikke er klar over dette. Derfor må vores fokus være at råbe dem op, så skal vi nok få dem overbevist.« Når så politikerne stadig ikke gør noget, må det være op til almindelige mennesker at påtage sig byrden, og »stoppe med at belaste planeten« med deres forbrug.
Problemet med begge disse tankegange er, som vi allerede har diskuteret, at de er fundamentalt forkerte. Der er blevet afholdt utallige klimatopmøder, hvor den ene regering efter den anden har erklæret sine hensigter om at reducere udledningerne. Disse topmøder ender ikke med at være andet end rygklappen blandt politikerne, efter de har underskrevet et tandløst stykke papir, der på ingen måde forpligter de forskellige regeringer til at tage de radikale skridt, der er krævet for at bremse udledningerne4.
På den anden side har vi også vist, at det ikke er gennemsnitlige menneskers individuelle forbrug, der skaber klimaproblemerne. Det er ikke den gennemsnitlige arbejderklassefamilie, der spiser et måltid med kød om dagen, og tager på en ferie med fly om året, der er skyld i klimaproblemerne. Selv på et individuelt forbrugsniveau er det overvejende overklassen, der står for udledningerne. Men problemerne ligger i virkeligheden i produktionen, fordi den kapitalistiske økonomi ikke eksisterer for at tilfredsstille sociale (eller klimamæssige) behov, men for at tjene profitter på et marked med anarkisk konkurrence.
Det småborgerlige lederskab af klimabevægelsen vender altså skytset den forkerte vej både i forhold til strategi og overbevisning. Der er ingen tvivl om, at klimakrisen stiller os over for et enormt problem. Men hvorfor skal vi så spilde tiden på at råbe politikere op, som er ligeglade med almindelige menneskers fremtid, og pege fingre ad hinanden, fordi vi køber de ”forkerte” produkter?
Hvilken vej for klimabevægelsen?
Ingen rettigheder er nogensinde blevet vundet ved at appellere til den herskende klasse. Demokratiet blev vundet gennem massiv protest fra Danmarks borgere og bønder, der næsten endte i en borgerkrig, og det samme gælder den højtbesungne velfærdsstat, der kun blev givet som en indrømmelse til arbejderklassen efter den revolutionære bevægelse, der opstod i forlængelse af Danmarks befrielse.
Men kapitalismen i dag er gået ind i sin organiske krise. Efterkrigsopsvinget er slut, og der er ikke længere råd til tiltag, der truer den herskende klasses profitter, hvorfor vi nu også kun ser nedskæringer på nedskæringer i velfærden.
Politikerne og kapitalistklassen har haft årtier til at løse det problem, som de selv har skabt. Det er på høje tid, at vi tager vores fremtid i egne hænder. Kun gennem massemobiliseringer, demonstrationer og strejker kan vi sikre os, at vi efterlader en planet, der fortsat vil være beboelig for arbejderklassen.
Skolestrejkerne og demonstrationerne er en start, men hvis vi vil opnå virkelig forandring, skal vi involvere arbejderklassen. I stedet for at udvande programmet for at gøre det ”spiseligt” for alle partier og samfundslag, må bevægelsen stille sig afgjort på arbejderklassens side og forbinde kravene om en grøn omstilling med sociale forbedringer for de brede masser. Begge dele kan kun opnås gennem en demokratisk planlægning af økonomien. Og dette vil kun kunne opnås ved at gøre op med den parasitiske kapitalistklasse, der driver rovdrift på både mennesker og natur; gennem en socialistisk revolution.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
Kilder
2. https://theconversation.com/emissions-inequality-there-is-a-gulf-between-global-rich-and-poor-113804
3. https://edition.cnn.com/style/article/doomsday-luxury-bunkers/index.html
4. https://www.oxfam.org/en/research/confronting-carbon-inequality