Den seneste tid har været præget af store begivenheder i hele verden. Latinamerika er langt fra nogen undtagelse. Fra nord til syd er området præget af uro og store rystelser.

Urolighederne i Argentina i december sidste år sendte hele verden et signal om kapitalismens enorme ustabilitet, om hvor påvirket de forskellige landes økonomier er af hinanden.

Kuppet i Venezuela beviste ikke bare, at borgerskabet må have have kontrol over statsapparatet, men også at de er parate til at sætte demokratiet ud af kraft til fordel for denne interesse. Dødspatruljerne i Colombia vidner om borgerskabets “moral” i en presset situation – mord og undertrykkelse er midler, de flittigt bruger for at opretholde kapitalismen i Colombia.

Latinamerika var førhen hjemland for masser af indianere. Det var præget af en flot natur med masser af regnskov og rent drikkevand. I dag er indianerne døde, regnskoven fældes (en fodboldbane i sekundet) og drikkevandet er forurenet af industrien, specielt olieledningerne har ført til kæmpe forurening.

Under kapitalismen tvinges kapitalisterne, pga. konkurrencen, til konstant at producere deres varer billigere og billigere. Det gør, at de har en utrolig stor interesse i at få billige råvarer og billig arbejdskraft. Begge dele er at finde i Latinamerika. Derfor er USA så interesseret i at styre kontinentet – ligesom de vil styre resten af verden, så tingene udvikler sig i deres favør.

Imperialismens rolle

USA’s interesse har de udtrykt flere gange gennem historien. Mange steder er USA gået ind og støttet borgerskabet i forskellige latinamerikanske lande, når USA’s interesser og adgangen til markedet var truet. I Chile støttede de Pinochets militærkup mod den demokratisk valgte socialist Allende, fordi kobberminerne blev nationaliseret, og de ikke kunne tillade en udvikling i retning af en arbejderstat. I Venezuela hjalp de med i det mislykkedes forsøg på at vælte Chavez, pga. hans oliepolitik og faren for, at masserne skulle presse ham endnu længere mod venstre.

USA er involveret i ufattelig mange udemokratiske foretagender i Latinamerika, der ene og alene skal sikre den herskende klasses interesser, nemlig: billige råvarer, billig arbejdskraft og nye markeder.

Den amerikanske imperialisme, og den nationale kapitalisme i de forskellige lande, har ikke medført andet end elendighed og dårlige forhold for den latinamerikanske arbejderklasse. Arbejdsløsheden er utrolig høj i Latinamerika – flere steder over 20%. Det er forkasteligt at se på arbejdsløsheden, og så samtidig tænke på, hvor meget hele kontinentet trænger til at blive bygget op og udviklet. Der er så meget, der skal gøres, så mange ting der skal laves og opbygges, men som der ikke er profit i, hvorfor det så heller ikke bliver lavet pga. kapitalismens “logik”.

Den verdensomspændende økonomiske krise rammer i høj grad også Latinamerika. Investorerne svigter, mens inflationen og arbejdsløsheden stiger.

Mange i de latinamerikanske lande har været arbejdsløse i lang tid. Der findes ingen ordentlige understøttelsesordninger i de fleste lande i Latinamerika, folk er dømt til fattigdom, hvis de ikke kan få et arbejde. Det fører til mange sociale problemer, mange er på druk, mange børn bliver gadebørn og prøver at tjene til dagen ved at pudse sko – samtidig holder de sulten væk ved at sniffe lim.

Kapitalismen har ansvaret

Alle disse problemer er skabt af kapitalismen. Det er kapitalisternes jagt på profit, billig arbejdskraft og råvarer samt markeder, der gør, at det virker umuligt at løse de store problemer. Arbejderne kan ikke lønnes ordentlig i den tredje verden, hvis kapitalisterne skal holde deres profitter oppe, og samtidig kunne sælge forholdsvis billigt til befolkningerne i den vestlige verden. Når en af kapitalismens indbyggede kriser tager til, bliver de problemer, Latinamerika har kæmpet med i mange år under kapitalismen, blot forværret.

Socialisme er løsningen

Hvis man sultede, frøs eller var i krig i de gamle indianersamfund i Latinamerika, kunne man ikke stille det helt store op. Det var hele stammen, der led, og man kunne ikke gøre ret meget andet end at forsøge at gøre produktionen mere effektiv, hvis man ville have det bedre.

Nu er det anderledes, industrien er udviklet nok til at sørge for velfærd og overflod til alle. Det eneste, der sidder i vejen, er en minoritet, der ejer og styrer det hele, nemlig kapitalisterne og godsejerne. Den eneste måde at komme videre på er, at arbejderne sætter sig i spidsen for de andre undertrykte lag i samfundet, småbønderne og de fattige på landet og i byerne, og tager magten, sætter kapitalisternes profitdrifter ud af spil, danner deres egen arbejderstat og på demokratisk vis planlægger produktionen. Ikke bare i ét land – men i en sammenslutning af socialistiske arbejderstater i hele Latinamerika.

Det er den eneste måde, man kan få alle i arbejde på, og standse og forsøge at vende den forfærdelige sociale rutsjetur, som mange har taget, og skabe en fremtid for alle. Sejrer revolutionen først et sted i Latinamerika, vil den lægge bunden for flere revolutioner, et socialistisk Latinamerika og ikke mindst vil den vise et eksempel for arbejderklassen i hele verden.

Argentina

Op til jul sidste år skete der en række bemærkelsesværdige begivenheder i Argentina. Folket var i oprør, økonomien var i laser og politikerne var ude af stand til at gøre noget, hverken ved det ene eller det andet. Den ene præsident efter den anden kom i løbet af kort tid til uden at kunne gøre noget.

Argentina er et eksempel på hvor galt det kan gå under kapitalismen. Argentina havde optaget enormt meget gæld, og økonomien havde og har det stadigt meget dårligt. Den 19. december 2001 holdt daværende præsident, Fernando de la Rua, en tale på TV. Inden da havde økonomien været i problemer i længere tid, og Argentina fulgte af den grund IMF’s standardopskrift for økonomier med finansielle problemer. Det såkaldte frimarkedsprogram var slået helt fejl. Det havde lagt bunden for enorm utilfredshed i befolkningen, og efter præsidentens TV-tale strømmede Buenos Aires’ folk spontant ud på gaderne, mens de sang og larmede med potter og pander. Næste morgen samledes folk på Plaza de Mayo. Politiet begyndte at slå ned på fredelige demonstranter, og klokken fire nægtede folk at forlade pladsen. Nogle begyndte at plyndre butikker og McDonalds-restauranter, og smadrede ruderne på mange udenlandske banker.

Optøjerne og plyndringerne varede ved i to dage, ind til den 21., hvor præsident de la Rua gik af. Over 30 blev dræbt i løbet af optøjerne. Folk havde et fantastisk sammenhold, et utroligt mod og sidst, men ikke mindst, var de fulde af vrede over de konsekvenser, den kapitalistiske økonomi havde ført med sig. Der er et eksempel på en kvinde, der fortsatte med at protestere på Plaza de Mayo, selvom hun havde mistet storetåen, ved at en politihest var redet over hende.

Siden december har arbejderklassen, specielt arbejdsløshedsbevægelsen, protesteret voldsomt mod styret. Blokader af veje, store demonstrationer og andre protester har ført til grov vold fra politiets side. Samtidig har det også givet et signal om massernes utilfredshed. Men det er ikke nok at sende signaler, arbejderklassen må tage magten og sætte kapitalismen ud af spil, det er den eneste vej frem og den eneste løsning på problemerne i Argentina.

Venezuela

Den 12. april i år fandt et militærkup sted i Venezuela, men pga. uenigheder internt i hæren, og først og fremmest pga. massernes modstand, holdt kuppet ikke længere end 1½ døgn. Kuppet kan på mange måder sammenlignes med Pinochets militærkup i Chile i 1973. Det kom som reaktion på en demokratisk valgt venstreorienteret præsident, der gennemførte nogle nationaliseringer over for borgerskabet. Begge steder var både USA’s interesser og USA selv med i planlægningen af kuppet.

Allende (Præsident i Chile ’73) nationaliserede kobberminerne, derfor forsvandt amerikanske selskabers kilde til billig kobber. Chavez (præsident i Venezuela de sidste år) nationaliserede landets oliereserver og startede en ny oliepolitik, der ikke gavnede de rige amerikanske selskaber.

Begge steder svarede borgerskabet igen med et kup, direkte eller indirekte støttet af USA. Chavez er uden tvivl en ærlig mand, der ønsker at handle i sit lands og folks interesse. Hans hensigter er gode. Men gode hensigter er ikke nok, hverken i politik eller i livet generelt. Problemet er, at Chavez ikke er marxist, og at han har en tendens til at være inkonsekvent. Det kan blive fatalt i en situation, hvor styrkeforholdet er så ustabilt. Hvis Chavez var marxist, ville han appellere til masserne hen over hovedet på nationalforsamlingen. Oprettelse af aktionskomitéer på alle fabrikker, olieraffinaderier og kaserner er den eneste vej frem, hvis revolutionen skal forsvares, og de kontrarevolutionære styrker afvæbnes. Arbejderklassen må bevæbnes, så den kan forsvare sig mod nye kup. Kun beslutsom handling kan forhindre en ny krise, hvor kontrarevolutionen vil blive endnu mere voldelig og morderisk.

Colombia

Colombia har i mange år været præget af borgerkrig. Guerillastyrker på den ene side og paramilitære dødspatruljer støttet af USA på den anden side. Sidste år blev mere end 170 fagforeningsaktivister dræbt for deres faglige engagement – deriblandt tillidsmænd for arbejdere fra Coca Cola.

I august kom en ny og meget meget højreorienteret præsident til magten i Colombia. Hans navn er Alvaro Uribe og hans baggrund er utrolig sort. Hans far var narkobaron og blev myrdet i nogle interne narkoopgør i starten af 80’erne. Da han døde, tog sønnen over. Alvaro var langt bedre til at overleve mellem mafiabosser og andre skumlere. Alvaro blev guvernør for Antioquia-provinsen i ’95, og den blev under Alvaros ledelse et laboratorium for dødspatruljer. Dødspatruljer, der rykker ud til tjeneste for multinationale selskaber som de store bananselskaber eller Coca Cola. Disse dødspatruljer er senere blevet utrolig berygtede og terroriserer nu hele Colombia. Faglige aktive bliver skudt, hele arbejdspladser bliver truet til at melde sig ud af deres fagforening osv. Dødspatruljerne er borgerskabets fascistiske våben til at opretholde dets magt.

Trods løgne, mord og terror er der en utrolig stor modstand mod kapitalismen og regeringen i Colombia. Der er flere forskellige guerillagrupper, heriblandt FARC, der har Che Guevara som deres store forbillede. FARC fører også kamp på samme måde som Che, og kontrollerer store områder af landet. Hvad Che ikke forstod og FARC ikke forstår, er bare, at en guerillakrig baseret på bønderne i bjergene ikke kan føre til en sund arbejderstat og socialisme. FARC burde bruge deres engagement ved at arbejde fagligt på fabrikkerne og organisere, mobilisere og bevæbne arbejderklassen i byerne – det er den eneste vej til socialismen. Guerillakrig kan ikke føre til andet end et bureaukratisk styre, som i Cuba, når guerillahærens bureaukratiske regime overføres til samfundet som helhed, og arbejderklassen ikke har taget aktiv del i omformningen af samfundet.