Det syriske regime er kollapset. Bashar al-Assad er flygtet ud af landet. Hans hær er afvæbnet, og hans regering har kapituleret. Fængslerne er blevet stormet, og tusinder er blevet løsladt. Alt imens tusindvis af syrere er gået på gaden for at fejre det. 

Magttomrummet efter Assad er nu ved at blive udfyldt af lokale militser og krigsherrer, som har erobret forskellige områder i landet. Drusiske militser har overtaget kontrollen af Sweida og nærlæggende områder i det sydlige Syrien. Militser i Al-Tanf, som er støttet af USA, er ved at rykke ind i den centrale del af landet. Det er blevet rapporteret, at iranske militser har trukket sig tilbage fra Deir Ezzor og har overdraget kontrollen til kurdiske styrker fra Syrian Democratic Forces (SDF). Samtidig har russiske styrker, sammen med den tilbageværende del af Assads styrker, trukket sig tilbage til kystområdet i den vestlige del af landet.

På trods af snak om at det skal være en inkluderende overgangsregering, så er det islamisterne i Hayat Tahrir al-Sham (HTS), som er den dominerende magt i Syrien lige nu. Det, der startede som en afgrænset militær operation i oplandet til Aleppo, endte med optrevlingen af hele den syriske hær og stat. Til gruppens og deres støtter i Ankaras store forbavselse rendte det islamistiske angreb med lethed Syrien over ende.

Følelserne går højt i Mellemøsten lige nu. Mange jubler over Assads fald, mens andre er bekymret over de reaktionære islamisters tilbagevenden og udsigten til den yderligere ustabilitet, der står til at komme i kølvandet på Assads fald. Vores opgave som revolutionære kommunister er, for at citere Spinoza, hverken at grine eller græde, men at forstå.

Islamisterne, der har overtaget magten i landet, har kæmpet mod regimet i 14 år uden held. De er nu lykkedes med at vælte det på under 10 dage, hvilket var fuldstændig uventet. At det kunne ske, kræver en forklaring, herunder på hvilke kræfter der har været på spil i optrevlingen af Syrien.

Endnu engang om de syriske ‘oprørere’  

Det er svært ikke at tage sig til hovedet, når man læser den vestlige presses dækning af Syrien. Det er de samme medier, der anklager grupperinger som Hamas og Hizbollah for barbari og hylder Israels blodige regime som det eneste demokrati i Mellemøsten, som på den mest respektable og inspirerende måde kalder HTS og deres støtter for ‘oprørere’. 

Disse oprørere blev engang kaldt ‘moderate oprørere’ af Vesten. Vi har ofte spurgt “moderate i forhold til hvad?” men har aldrig fået noget svar. Det, der blev ment, var, at disse jihadistiske grupperinger skulle være mere moderate end galningene fra Islamisk Stat (IS), der raserede i Irak og Syrien mellem 2014 og 2019.

I realiteten trækker HTS rødder tilbage til både IS og det internationale islamistiske Al-Qaeda netværk. Den største forskel mellem HTS og IS er af en taktisk karakter, mens grupperne på et principielt plan er tilhængere af den samme reaktionære ideologi. HTS voksede frem af islamistiske grupperinger, der både var bevæbnet og finansieret af USA, Tyrkiet, Saudi Arabien og andre Golfstater, under den otte år lange borgerkrig, der startede i 2012. 

Efter at have knust al reel opposition blandt de islamistiske grupperinger, kom HTS og dens leder Abu Mohammad al-Jolani til magten i den nordvestlige provins Idlib. HTS endte med at blive isoleret til området af Assads styrker og hans allierede og kunne kun overleve takket være militær beskyttelse og økonomisk støtte fra Tyrkiet.

Men med Israels krig i Gaza og Libanon, som kræver en kæmpe del af Irans og Hizbollahs ressourcer, og med krigen i Ukraine, som tager Ruslands opmærksomhed, øjnede islamisterne muligheden for at erobre mere territorium. Den tyrkiske præsident Erdogan så det også som en mulighed for at udvide sin indflydelse i Syrien, hvilket igennem længere tid har været et af hans store mål.

Erdogan har altid haft som ambition at dominere Syrien og det nordlige Irak som del af et neo-osmannisk rige. Han er også fjendtlig overfor kurdiske PKK-allierede styrker, der kontrollerer det nordøstlige Syrien, og som modtager støtte fra USA, mens de samarbejder med Assad-regimet. Samtidig er Erdogan konfronteret med en økonomisk krise i hjemlandet og har forhåbninger om at sende millioner af syriske flygtninge hjem, som Assad-regimet ikke ville tage imod. Eftersom russerne og iranerne er travlt optaget andetsteds, så Erdogan sit snit og gav HTS grønt lys til at angribe.

CIA og Mossad vidste uden tvivl besked om forberedelserne til angrebet og støttede det enten stiltiende eller aktivt. En HTS-repræsentant fortalte til det israelske medie The Times of Israel, at “ingen ved om Iran og regimet ville have været svækket uden de seneste israelske angreb i Syrien, som har givet os muligheden for at vende tilbage og befri landet.” Uden den konstante militære og økonomiske krig mod Iran og deres allierede i regionen ville de sidste to ugers begivenheder ikke kunne have fundet sted.

Imperialistisk indgriben

At islamisterne kaprede den syriske revolution i 2011, mens den var i sin begyndelse, reddede Assads regime. Da den syriske befolkning stod ansigt til ansigt med den islamistiske fundamentalismes rædsler, samlede de sig bag Assad, som var støttet af iransk-allierede militser og Ruslands luftvåben. Nu bliver de samme jihadistiske styrker mødt med passivitet eller bliver taget imod med åbne arme af store dele af befolkningen. Hvordan kan det være?

Syrien var indtil for nylig blandt de mest avancerede samfund i Mellemøsten. Gennem en besynderlig udvikling blev kapitalismen afskaffet i Syrien i 1970’erne, hvorefter landet formåede at opnå et højt niveau af industrialisering og modernisering samt et langt højere niveau af kultur og velfærd end sine nabolande.

Det var introduktionen til en markedsøkonomi i 1990’erne, der genintroducerede fattigdom og arbejdsløshed i landet. Sammen med den eksterne impuls fra den arabiske revolution var genintroduktionen af kapitalisme ultimativt set det socioøkonomiske grundlag for den syriske revolution i 2011.

Den jihadistiske opstand, som var drevet af Vesten, og den efterfølgende borgerkrig forværrede situationen dramatisk. Mere end en halv million mennesker blev dræbt, og mere end halvdelen af landets befolkning, som var på 21 millioner før krigen, måtte flygte fra deres hjem, enten til andre regioner eller til nabolande. En hel generation blev ødelagt og sendt på flugt. 

Syriens industri og vitale infrastrukturer blev decimeret, og landet blev opdelt i områder, som blev kontrolleret af forskellige imperialistiske magter, hvilket efterlod regimet afskåret fra tidligere landbrugsjord og oliefelter. En dyb økonomisk krise havde ødelæggende effekter for landet, hvis BNP blev halveret mellem 2010 og 2020.

Efterkrigstidens pres  

I det store hele tabte vestlig imperialisme borgerkrigen. Jihadisterne blev isoleret i det nordvestlige hjørne af landet og overlevede kun ved hjælp af tyrkisk imperialismes beskyttelse. USA vedligeholdt en svag militær tilstedeværelse i Al-Tanf i den sydlige del af landet og støttede de kurdiske styrker i den nordøstlige del. Men alle store byer og industriområder forblev under Assads kontrol.

Vesten, som så Syrien som en fjendtlig iransk støttet nation, indførte en række nådesløse sanktioner mod landet, med det formål at forhindre dets genopbygning. Udover våben, indbefattede sanktionerne import af energi, udvikling af infrastruktur og finansielle transaktioner — fundamentale hjørnesten i en økonomi. Siden marts 2022 har landet været det tredje mest sanktionerede regime i verden.

Samtidig ramte den ene katastrofe efter den anden Syrien, først i form af den libanesiske bankkrise — som var delvist forårsaget af amerikanske sanktioner — COVID-19 pandemien, katastrofale tørker og et forfærdeligt jordskælv i Aleppo i 2023.

En rapport fra Verdensbanken maler et barskt billede af situationen: 

"Syriens økonomiske situation blev fortsat forværret i 2023. Økonomisk aktivitet, estimeret i form af natlig lysudstråling, faldt med 1,2 procent i forhold til året inden, især langs Syriens vestlige grænser — delvist på grund af svækket handel. Data om natlige gasafbrænding viser et fald på 5,5 procent i forhold til sidste år i olieproduktionen — delvist på grund af skader på infrastrukturen, som var jordskælv- og konfliktrelaterede. På trods af et opsving i landbrugsproduktionen, på grund af forbedrede vejrforhold i 2023 (fra et nær-historisk lavpunkt i 2022), har konflikten ikke desto mindre ramt landbrugssektoren hårdt med den massive fordrivelse af landmænd og omfattende skader på infrastruktur og kunstvandingssystemer, der har ført til et fald i høstudbytte. Konfliktrelaterede forstyrrelser har også påvirket udenrigshandlen voldsomt. Et kollaps i industrien og landbrugets udbytte fik Syriens afhængighed af import til at stige. Afhængigheden af fødevareimport, som allerede var et problem før 2011, er også steget på grund af konflikten. I 2023 blev det syriske pund nedskrevet betydeligt med 141 procent imod den amerikanske dollar, alt imens forbrugerprisinflationen skønnes at være steget med 93 procent, forårsaget af regeringens nedskæringer på subsidier. Efterhånden som økonomien bremser op, fortsætter skatteindtægterne med at falde. Som modsvar på det har de offentlige myndigheder reduceret landets udgifter yderligere, med især store nedskæringer på kapitaludgifter, og fortsætter med at stramme op på subsidierne.”

Bag disse tal eksisterer et samfund, hvor grundlaget for et civiliseret liv er blevet ødelagt på mange punkter. Det stolte syriske folk er i høj grad blevet reduceret til at leve en ynkelig og ludfattig tilværelse. Mere end halvdelen er arbejdsløse og over 90 procent lever under fattigdomsgrænsen, da de har mindre end to dollars at leve for om dagen — hvilket er en stigning fra et ubetydeligt niveau i 2009. I følge en undersøgelse fra 2023 svarede 11 procent af familierne i Aleppo-området, at børn i deres husstand deltager i børnearbejde. Disse børn arbejder primært på grund af utilstrækkelige indkomster, som ikke kan dække familiernes behov.

Imperialismen har sat sit blodige fingeraftryk overalt i landet. Det har gjort livet ulideligt for millioner af mennesker i Syrien, ligesom mange andre steder i regionen.

Assads regime og dets støtter

Syrisk kapitalisme har ikke kunne tilbyde en udvej fra den nuværende blindgyde. Udbredt korruption og forfald inficerede den syriske stat, som kun var opretholdt af iransk og russisk militærstøtte. Soldater blev knap nok betalt, officerer regerede næsten enerådigt uden loyalitet overfor landet eller dets hær, og embedsmænd plyndrede uhindret statens ressourcer. Folk så tilbage på resultaterne efter et årti med borgerkrig og havde intet at fejre. Som vores syriske kammerater fortalte mig tidligere i dag: “Folk var desperate, og ingen var klar til at forsvare Assad.”

Islamisterne sejrede ikke takket være deres egen styrke, men nærmere på grund af Assad-regimets svaghed og råddenskab. Ligesom et råddent æble faldt det ved det mindste stød.

Begivenhederne illustrerer også, hvad resultatet bliver, når kampen mod imperialisme forbliver indenfor kapitalismens rammer. Amerikansk imperialismes forsøg på at undertvinge sig Syrien blev besejret, men den syriske kapitalistklasse viste, at den ikke kunne løse landets problemer. Tværtimod viste det sig mere profitabelt at plyndre og stjæle fra masserne end at udvikle samfundet og højne levestandarden. Det skyldes dog ikke regimets onde hensigter eller inkompetence — det er kapitalismens karakter i dens nuværende epoke.

Rusland og Iran, som har portrætteret sig selv som anti-imperialister og forsvarere af et sekulært Syrien, opgav uden kamp. De russiske styrker trak sig tilbage til kysten for at forsvare flådebaser og militære anlæg. Iranske militser trak sig tilbage til Irak. 

Det udstiller Ruslands begrænsninger som stormagt, som er spredt for tyndt til at kunne kæmpe på to fronter på samme tid — i Ukraine og Syrien. Iran har tydeligvis også fået et slag efter et år med konflikt med Israel og Vesten. I betragtning af den fjendtlige stemning i Syrien over for Assads regime ville et forsøg på at bevare kontrollen over Syrien med væbnet magt have risikeret, at både Rusland og Iran ville blive betragtet som besættelsesmagter.

I sidste ende viste det sig, at Lord Palmerstons gamle ordsprog er sandt: “Nationer har ingen permanente venner, ej heller permanente fjender, kun permanente interesser.” I Syrien forsvarede Iran og Rusland deres respektive kapitalistklassers interesser — ikke de syriske massers interesser eller de brede masser i Mellemøstens.

Kampen mod imperialismen

Nu er en ny kynisk strid begyndt om fordelingen af Syrien og regionen som helhed. Israels krige mod Gaza og Libanon, som er støttet af Vesten, har vendt op og ned på den skrøbelige balance, der netop var opstået i Mellemøsten. Det er umuligt at forudsige, hvilken retning de kræfter, som nu er sat i bevægelse, vil tage.

Tyrkiet er tydeligvis blevet styrket, hvorimod Iran og Rusland står svagere. Dette vil højst sandsynligt opildne anti-iranske kræfter i Irak og Libanon, som begge er meget ustabile lande. Der er også brændbart materiale i Jorden, Golfstaterne og Egypten, som bare venter på en gnist for at blive antændt.

Det er et vidnesbyrd om imperialisternes ekstreme kynisme, at de hellere vil trække hele regionen ned i barbari end at opgive deres dominans over den. Indtil denne reaktionære kraft er udryddet, vil den fortsætte med at sprede sin gift i hele Mellemøsten og videre ud i verden.

Masserne kan ikke stole på, at noget kapitalistisk regime forsvarer deres interesser i kampen mod imperialismen. Det er en dyrekøbt lektion, som de syriske masser kommer til at betale for i denne kommende periode. De kan kun regne med deres egen styrke og de millioner af arbejdere og fattige i regionen og i resten af verdenen. De lider alle under kapitalismens krise, som har vist sig at være en blindgyde for samfundet.

Kampen mod fattigdom og elendighed, og mod tilbageståenhed og imperialisme, kan kun lykkes som en kamp mod kapitalistklassen og dens system som helhed. Den syriske revolution og den mellemøstlige revolution vil enten triumfere som en socialistisk revolution ledet af arbejderne og bønderne, eller også vil den ikke triumfere.