DSC 0437 550pxTorsdag aften den 3. april 2014 lagde studenterhuset lokaler til et noget usædvanligt møde i Marxistiske Studerende.

Mødets titel: ”Til forsvar for Lenin” virkede åbenbart som en rød klud i ansigtet på den samlede unge højrefløj i København og omegn, der dukkede talstærkt op. Omkring 50-60 højreorienterede og omkring 15 venstreorienterede deltog i et af de største møder i Marxistiske Studerende i den seneste tid. På trods af højrefløjens forsøg på det modsatte, formåede de ikke at sabotere mødet og dets formål: at forklare og forsvare Lenin, hans ideer og den russiske revolution, som han stod i spidsen for.

Allerede i ugerne op til mødet gik en skønsom blanding af liberale, konservative o.l. i aktion på mødets event-side på Facebook, med beskyldninger om folkemord, diktatur osv. Så det var tydeligt, at der var lagt i kakkelovnen til en heftig debat.

Dirrigentbord 550pxMødet blev indledt af redaktør på Socialistisk Standpunkt, Marie Frederiksen. Hun gik imod både de borgerliges fordrejninger og bagvaskelser af Lenin og hans ideer, men også stalinisternes fordrejninger fra den modsatte side. Lenin var leder af bolsjevikpartiet, det eneste parti der succesfuldt har ledt arbejderklassen til sejr og påbegyndt arbejdet med en socialistisk omdannelse af samfundet. Det er det eksempel, der har gjort ham til en af de mest forhadte figurer for samfundets top både i 1917 og i dag.

Der er ingen tvivl om, at tiden efter oktoberrevolutionen var barsk. Revolutionen, der udsprang midt i og ud af første verdenskrigs forfærdelige barbari, rejste kravene ”fred, brød og jord”. Sovjetregeringen, med bolsjevikkerne i spidsen, startede øjeblikkeligt efter oktoberrevolutionen opfyldelsen af disse krav. De klasser der fik frataget magten, havde dog ikke til sinds at opgive deres magt og privilegier uden kamp. Revolutionen blev mødt af borgerkrig og invasion fra 21 udenlandske hære. De kontrarevolutionære styrker, De Hvide, viste med al tydelig, hvad alternativet var, hvis kontrarevolutionen vandt, fx i Finland hvor de myrdede 40.000 arbejdere ud af en befolkning på 3 mio., da den demokratisk valgte socialdemokratiske regering ikke formåede at kæmpe imod de Hvides hære. Det er på den baggrund, man må forstå bolsjevikkernes handlen.

En borgerkrig er forfærdelig og fyldt med vold. Men bolsjevikkerne med Lenin i spidsen svarede blot igen på de Hvides kontrarevolutionæres forsøg på at omstyrte revolutionen med vold og indsætte et fascistisk styre. Bolsjevikkernes strategi var at holde ud, til den russiske revolution havde antændt en revolutionær bølge i de udviklede kapitalistiske lande. Og den russiske revolution blev virkelig gnisten der antændte en revolutionær bølge. Desværre led revolutionerne i bl.a. Tyskland nederlag, ikke mindst på grund af Socialdemokratiets forræderi. Det efterlod den russiske revolution isoleret i et ekstremt tilbagestående land. Det var baggrunden for degenereringen af revolutionen, som Stalin blev spydspids for.

De borgerlige forsøger at sætte lighedstegn mellem oktoberrevolutionen, Lenin og Stalin med det formål at afskrække arbejdere og unge fra ethvert forsøg på revolution: se bare hvordan det ender! Men Stalin udgør ikke fortsættelsen af Lenins politik. Tværtimod er de to adskilt af en flod af blod: Hele den gamle garde fra bolsjevikpartiet i 1917 blev udryddet af Stalin.

Selvom de borgerlige ofte praler af deres påståede realisme, så var virkeligheden slet ikke med i de unge højreorienteredes overvejelser på mødet i går aftes. Et af deres hovedkneb var at sammenstille en abstrakt forestilling om demokrati med den konkrete situation under den russiske borgerkrig. Eksempler på ekstrem vold fra såkaldt demokratiske landes side i fx anden verdenskrig (”i den gode sags tjeneste”) hvor hundredetusindvis af civile blev myrdet i Englands brandbombninger af Dresden og ikke mindst USA's atombomber over Japan, blev affejet som fuldstændig irrelevante.

På selve mødet blev det dog helt klart, hvad der lå bag disse herrers mere eller mindre hysteriske beskyldninger om folkemord: spørgsmålet om revolution og ikke mindst den private ejendomsret. Det var dette spørgsmål, der skabte den største forargelse fra højrefløjens side, da en af deres repræsentanter spurgte hvorvidt, marxisterne mente, at det var demokratisk, at flertallet kunne beslutte at fratage folk deres private ejendom fx et ur. Marie Frederiksen svarede, at vi naturligvis ikke ønskede at tage folks private ejendele fra dem som ure, bil, bolig (og tandbørster), eller noget andet af det, der er tjent ved eget arbejde.

Opstandelsen opstod da hun fortsatte, at den ejendom, som var skabt af arbejderklassens arbejde, men som bliver taget af det lille mindretal der ejer virksomhederne, at den mener vi absolut, at det er demokratisk, at flertallet overtager og underlægger demokratisk kontrol.

I dag er der ingen demokratisk kontrol over økonomien. Demokratiet består i, at vi hver fjerde år, kan sætte et kryds på politikere, der alligevel ikke gør, som de har lovet. Som marxister kæmper vi, præcis som Lenin, for et samfund med demokratisk kontrol over økonomien, så vi kan bestemme hvad og hvordan der skal produceres.

Mødet viste med al tydelighed, at også i Danmark tilspidses situationen, selvom det måske på overfladen ser relativt roligt ud, øges radikaliseringen på begge fløje. At højrefløjen følte et behov for at komme og forsøge at forpurre Marxistiske Studerendes møde viser, hvor nervøse de er for det eksempel oktoberrevolutionen stadig udgør. Det system de forsvarer, kapitalismen, er i en blindgyde. Det er ikke i stand til at skabe fremgang, arbejdspladser og en fremtid for de nye generationer. 24.000 børn dør hver eneste dag af sult, mens der er rigeligt med fødevarer, i denne verden af ”kapitalismens paradis”. Det får arbejdere og unge verden over til at kæmpe imod og lede efter alternativer, et alternativ som kun de marxistiske ideer kan give. Historien om Lenin viste, at en revolution er mulig og hvordan redskabet (partiet) til at gennemføre en sådan kan skabes.

De to fløje på mødet i går vil stå på hver sin side af barrikaden i de kampe, der kommer i fremtiden. Marxistiske Studerende vil stå på samme side som det store flertal af arbejdere og unge, der er tvunget til at kæmpe for en anden verden. Højrefløjen vil stå på den anden side - på den side der forsvarer status quo - et system i forfald. De repræsenterer alt det, der er gammelt og reaktionært. En fra højrefløjen, højst sandsynligt en af de mange tilstedeværende fra Konservativ Ungdom (KU) sagde på mødet, ”at vi vel alle sammen kunne være enige om at vi var sat på denne jord af vor Fader, som Dronning Margrethes undersåtter”. Det viste med al ønskelig tydelighed, hvad det er højrefløjen forsvarer.

KU-druk 550Efter at have indtaget en god mængde øl under mødet (og sandsynligvis også før, for en dels vedkommende) afsluttede delegationen fra KU med højlydt fremførelse af KU-sangen, på bedste hooligan manér. Det er en sang fra KUs fascistiske fortid i 1930’erne, og som med al tydelighed afslørede det hykleriske i deres forsøg på at fremstå som demokratiets vogtere. Læg mærke til hvordan en KU'er forsøger at bremse ”koret”, inden de mere kontroversielle vers, som de alligevel kommer til at starte på. Heldigvis kunne Marxistiske Studerende fortsætte deres sang (kan høres 31 sekunder inde i videoen), så alle kunne få en påmindelse med hjem om hvad disse folk repræsenterer. Det lod dog ikke til at KU'erne var frygteligt begejstret for dette, i hvert fald havde de travlt med at komme ud af døren.

[se sangteksten nederst]

Selvom højrefløjen var i overvældende numerisk overtal på mødet, på grund af deres massive mobilisering blandt egne rækker (man må her huske at alene KU har over 1200 medlemmer), så vandt de ikke debatten! At Marxistiske Studerende ikke blev trumlet af den overvældende numeriske overmagt, viste med al tydelighed styrken af de marxistiske ideer. Men hele situationen viste også behovet for at de revolutionære organiserer sig fremadrettet, for der er ingen tvivl om, at højrefløjen gør det.

Vi afslutter denne rapport med KU-sangens tekst, som fremført på mødet. Læg især mærke til det sidste vers, som de PR-mindede af KU'erne forsøgte at stoppe deres kompagnoner fra at synge. I 30’erne heilede KU'erne ved de sidste strofer i hvert vers - det afholdt de sig dog fra i går.

Det var et herligt KU-møde,
der var stemning og humør - og humør.
Og vi tævede de røde,
som de sikkert ej er blevet tævet før.
Igennem luften sused' stole,
og vor sang har den parole:
Kampen er forbi - er forbi
Nu kommer Eriks politi.

På alle gadehjørner hænger
skilte, der sir' "kryds ved C" - kryds ved C
Og ingen socialister længere
er i hele gamle Dannevang at se.
De røde har vi helt bortjaget
- de ku' ikke tåle slaget.
Nu ligger der til sidst - der til sidst,
en enkelt smadret socialist.

Lad nu de røde få at mærke,
at du har været til ST fest - ST fest.
Lad dine sorte støvler sværte,
tag din stålhjelm på
og spænd din skrårem fast.
Vi ses i grønne uniformer,
stik imod de rødes normer,
en socialist er sød, ja han er sød,
men aller først når han er død.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.