Marx’ Teser om Feuerbach udsprang fra en kritik af den tyske filosof Feuerbachs tanker. | Foto: In Defence of Marxism
Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed, dvs. dens virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål. (Marx, anden tese om Feuerbach).
Spørgsmålet om erkendelse har i århundreder haft en central plads i filosofien. Men dette såkaldte spørgsmål opstår kun, når den menneskelige erkendelse bliver anset som noget
a) adskilt fra en fysisk krop, og
b) adskilt fra den materielle verden.
Hvad vi har her, er en ensidig forståelse af bevidsthed, som præsenteres som en barriere, der angiveligt udelukker os fra den “ydre” verden. Men i virkeligheden er vi en del af denne verden og ikke adskilt fra den, og bevidstheden adskiller os ikke, men forbinder os med den. Siden tidernes morgen var menneskets forhold til den fysiske verden ikke ren tankevirksomhed, men en aktiv relation.
Vi tænker ikke kun med vores hjerne, men med hele vores krop. Tænkning må forstås ikke som en isoleret aktivitet (“ånden i maskinen”), men som del af hele den menneskelige erfaring, af menneskelig sanselig aktivitet og interaktion med verden og med andre mennesker. Tænkning må forstås som del af denne komplekse proces af vedvarende interaktion, ikke som en isoleret aktivitet, der på mekanisk vis står ved siden af.
Materialisme afviser forestillingen om at sindet, bevidstheden, sjælen osv. er adskilt fra materien. Tænkning er blot hjernens måde at eksistere på, og den menneskelige hjerne er, ligesom selve livet, kun materie organiseret på bestemt vis. Sindet er summen af alle hjernens og nervesystemets aktiviteter. Men helheden er, på dialektisk vis, større end summen af de enkelte dele.
Denne materialistiske opfattelse svarer nøje til videnskabens konklusioner, som gradvist afdækker, hvordan hjernen virker, og afslører dens hemmeligheder. I modsætning hertil insisterer idealisterne på at præsentere bevidstheden som et “mysterium”, som noget vi ikke kan forstå. Dermed vender vores gamle ven sjælen triumferende tilbage i selskab med det Allerhelligste, engle, djævelen og alt det øvrige hokuspokus, som videnskaben for længst burde have dømt til opbevaring på et museum.
Descartes og dualisme
Skjult bag den filosofiske idealismes respektable facade gemmer sig religion og overtro. Idealisme er i sidste ende altid religion. Den evige sjæl, der er fanget i den snuskede, uperfekte og kortlivede materielle krop, længes efter at blive udfriet ved dødens indtræden, så den kan svæve op til himmeriget (hvis vi er heldige).
På denne måde blev materie betragtet som en andenrangsborger; en lurvet bonde, som måtte vige tilbage for hans majestæt, den evige sjæl. Denne idé er mindst lige så gammel som Platon og Pythagoras, som begge anså den fysiske verden for at være en ringe efterligning af den perfekte idé, der eksisterede, før der overhovedet var tænkt på verden.
Forestillingen om at sjælen eksisterede uafhængigt af kroppen blev ført ind i den moderne tid af den kendte franske filosof Descartes (1596-1650). Han skabte forvirring om spørgsmålet dengang, og det har været indhyllet i forvirring lige siden. Han introducerede forestillingen om dualisme, som påstår, at tanker (bevidstheden) er noget adskilt fra materien. Her anses sindet som noget, der er til stede i vores krop, men som samtidig er grundlæggende anderledes end kroppen. Det uoverkommelig problem med dualisme er, at hvis sindet er helt anderledes end den fysiske krop, hvordan kan de to så interagere?
Fejlen er at betragte bevidstheden som en “ting”, en selvstændig entitet, adskilt fra menneskets sanseaktivitet. Moderne videnskab har endegyldigt forvist forestillingen om bevidstheden som en uafhængig “ting”. Vi ved nu, hvad Descartes ikke gjorde om naturens virke, molekylernes verden, atomer og subatomare partikler, de elektriske impulser, der styrer hjernens aktiviteter. I stedet for sjælens mystik, begynder vi at tilegne os en videnskabelig forståelse af, hvordan den menneskelige krop og hjerne fungerer.
Virkningen af nerveceller er både elektrisk og kemisk. I enderne af hver nervecelle er der specialiserede regioner, de synaptiske terminaler, som indeholder et stort antal små membranafgrænsede blærer, der rummer signalstoffer. Disse kemikalier overfører nerveimpulser fra en nervecelle til en anden. Efter en elektrisk nerveimpuls har rejst langs en neuron, når den terminalen og stimulerer frigivelsen af signalstoffet fra deres blærer.
Signalstoffet rejser hen over synapsen (knudepunktet mellem de tilstødende neuroner) og stimulerer produktionen af en elektrisk ladning, som fører nerveimpulsen videre. Denne proces gentages igen og igen, indtil en muskel bevæges eller afspændes, eller et sanseindtryk noteres i hjernen. Disse elektrokemiske processer kan betragtes som nervesystemets “sprog”, hvorved information transmitteres fra en del af kroppen til en anden. Denne videnskabelige forklaring gør straks op med det mystisk-idealistiske syn på tanken og bevidstheden som noget mystisk og uforklarligt, noget adskilt fra naturens normale virkemåde og andre kropslige funktioner.
Hånden og hjernen
Det idealistiske syn på bevidsthed og sprog er i modstrid med den menneskelige evolutions kendsgerninger. Det idealistiske syn er abstrakt og vilkårligt. Det er også ahistorisk. De tidlige menneskers (og proto-menneskers) forhold til det fysiske miljø blev bestemt af behovet for at finde mad og undgå rovdyrs opmærksomhed. Den oprejste holdning (fremkaldt af forandringer i miljøet gennem klimaforandring) frigjorde hænderne, som derefter kunne bruges til manuelt arbejde.
Bevidstheden opstår som produkt af hjernens og centralnervesystemets udvikling. Denne udvikling er til gengæld tæt forbundet med menneskets praktiske aktivitet, det vil sige arbejde. Mennesker forandrer deres miljø gennem fysisk arbejde og forandrer dermed også sig selv. Denne proces er foregået over millioner af år og har sine rødder i evolutionens tidligere stadier, især i overgangen fra hvirvelløse dyr til hvirveldyr, som fører til udviklingen af et centralnervesystem og til sidst en hjerne.
Forbindelsen mellem hånden og hjernen er veldokumenteret. Øget manuel fingerfærdighed og udviklingen af en mangfoldighed af manuelle aktiviteter førte til en hurtig vækst af hjernen og en styrket tænkeevne. Faktisk er der et dialektisk forhold mellem hjernens store størrelse, den oprejste kropsholdning og udviklingen af hånden til specifikke formål. Den menneskelige hånd er intet mindre end et vidunderligt produkt af evolutionen! Tommelfingerens modstilling til resten af hånden er den første tilpasning, der gør det muligt at fastholde og benytte genstande. Det er forudsætningen for al efterfølgende udvikling.
Friedrich Engels. Billede: Public domain
Aberne brugte deres hænder til at svinge sig i træerne. De brugte dem også til at holde fast i pinde og i nogle tilfælde endda som primitive værktøjer til ret sofistikerede operationer som at grave efter termitter. Da vores fjerne forfædre først antog den oprejste holdning, blev hænderne frie til at eksperimentere med et væld af nye aktiviteter. Med konstant øvelse blev hænderne stadig dygtigere og i stand til at udføre finere og mere komplekse aktiviteter, især benyttelsen af naturlige genstande som redskaber.
Det var hånden, der udviklede hjernen, ikke omvendt. Det samme kan observeres hos laverestående dyr. De filosoferer heller ikke over verden – de spiser den. På samme måde “kender” et spædbarn verden ved at putte den i munden. Ligeledes er sproget ikke et “værktøj”, som en hammer eller en skovl, der fremstilles og håndteres efter behag. Faktisk udvikler sproget sig sammen med bevidstheden, som et produkt af socialt samkvem og kollektiv produktion. Sproget er ikke “skabt”, men opstår spontant over en længere periode som produkt af kollektiv menneskelig aktivitet og socialt liv.
Den regelmæssige brug af værktøj og kollektivt arbejde må have nødvendiggjort en form for sprog, der udløste en hel række indbyrdes afhængige faktorer. Alle kropslige og mentale funktioner er tæt forbundne. Dialektisk bliver årsag til virkning og virkning til årsag. Den menneskelige hånd er tæt forbundet med øjet og hjernen, og en betydelig koordinering er nødvendig for at skabe selv det mest elementære stenredskab. Alle mennesker fremstiller og bruger redskaber, og den nødvendige forbindelse mellem hånden, øjet og hjernen til fremstilling af redskaber drev udviklingen af hjernen fremad over millioner af år. »Brugen af redskaber ser ud til at gå forud for den store vækst af hjernen i menneskeheden, og er forbundet med fossile mennesker af Australopithecus-typen.« (H.J. Fleure og M. Davies, A Natural History of Man in Britain, s. 47.)
Den bevidste fremstilling af elementære stenredskaber var uden tvivl drivkraften bag dannelsen af elementære begreber og dermed udviklingen af tænkning. Det havde utvivlsomt en effekt på hjernens indre struktur, som kom til udtryk i hjernens voksende størrelse. Disse forandringer, betragtet i deres helhed, repræsenterede det kvalitative spring, der adskilte menneskeheden fra alle andre former for levende væsner. Vores art blev derfor ikke formet af Gud som en særlig skabelseshandling, men er et produkt af evolutionen, hvor det afgørende element var manuelt arbejde. Som Engels forklarede for over hundrede år siden, var det således ikke hjernen, der udviklede menneskeheden, men hånden, der udviklede hjernen.
Marx’ revolution i filosofien
I sin tredje tese om Feuerbach, skrev Marx:
Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Owen.)
At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.
Disse få koncentrerede sætninger indeholder en filosofisk revolution. Den store tyske filosof Hegel var tæt på at opdage sandheden, men på trods af sit kolossale geni lykkedes det ham ikke at tage det afgørende spring fra teori til praksis, blændet som han var af sin idealistiske forforståelse. Hos Hegel forblev dialektikken tilsløret, dens dybe sandheder skjult i en masse abstrakte og svært tilgængelige ræsonnementer. Det krævede en med Marx’ geni at opdage den rationelle kerne, der lå gemt i siderne i Hegels Logik og anvende den på den virkelige, materielle verden.
Med Marx trådte filosofien endelig op fra den mørke og kvælende kælder, som den var indespærret i gennem århundreder af skolastisk tankegang og blinkende ud i dagens lys. Her forenes tanken omsider med aktivitet – ikke den lærdes ensidige, rent intellektuelle aktivitet, men virkelig, sansende menneskelig aktivitet. Den store tyske digter Goethe, skrev i et svar til den bibelske påstand »i begyndelsen var ordet,« at: »I begyndelsen var handlingen.«
Men virkelig menneskelig aktivitet (arbejde) er ikke isolerede atomers aktivitet. Det er nødvendigvis kollektivt i sin essens. Det er kombinationen af menneskers individuelle indsats, stræben, kreativitet, der giver anledning til alle civilisationens vidundere. Det er den konkrete realisering af, hvad gamle Hegel kaldte enheden af det partikulære og det universelle. Alligevel er denne nødvendige enhed hårdnakket blevet benægtet. Menneskehedens tanker og handlinger præsenteres ikke som en kollektiv aktivitet, men som isolerede individers arbejde.
Denne falske idé er på én gang en afspejling af borgerlige fordomme og et forsøg på at retfærdiggøre det borgerlige samfunds strukturer, moral og værdier; et samfund, hvor Egoet (“individet”) siges at regere suverænt. I virkeligheden er det store flertals individualitet knust og slavebundet af individualiteten hos en lillebitte håndfuld, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne og dermed nøglen til selve livet. Og for at sige den skinbarlige sandhed, så er selv denne minoritet underlagt kræfter, som de ikke kontrollerer.
Fremmedgørelse og det borgerlige samfund
Karl Marx. Billede: Public domain
Margaret Thatcher ytrede engang de berømte ord: »samfundet eksisterer ikke«. Men da Aristoteles sagde, at mennesket er et politisk væsen, mente han: Mennesket er et socialt dyr. Nøglen til al menneskelig udvikling (inklusiv tanke og tale) er social aktivitet, og det har sine rødder i kollektivt arbejde. Hegel sagde, at værdien af en persons karakter er værdien af deres forbindelser. En person, der er strandet på en øde ø eller holdt i mange års isolation, ville opleve deres evne til at tænke og kommunikere blive alvorligt svækket.
Kapitalismen har en tendens til at isolere, atomisere og fremmedgøre mennesker, som er oplært med at se sig selv som “individer”, det vil sige som isolerede atomer. Det forhold afspejler borgerskabets og småborgerskabets sociale virkelighed, eftersom de konstant konkurrerer mod hinanden. Det afspejles ligeledes i politik, religion og filosofi. Borgerskabet førte sin første store kamp mod feudalismen i religionskrigene i det 16. og 17. århundrede, hvor protestanterne gjorde krav på ethvert individs ret til at tilbede Gud på sin egen måde.
Borgerlig individualisme var en progressiv kraft i perioden med kapitalismens opstigning, hvor bourgeoisiet stadig var i stand til at udvikle produktivkræfterne og horisonten for den menneskelige civilisation og kultur. Men det har fortaget sig i historiens tåge. I kapitalismens forfaldsperiode er individualisme blevet til ren egoisme og umenneskelighed. Det avler ligegyldighed overfor andres lidelse og ansporer barbariske holdninger og adfærd, der truer med at underminere selve grundlaget for kultur og civilisation.
Vi kan alle godt lide at tro, at vi er “frie” til at gøre, hvad vi ønsker. Men det er ikke tilfældet. Som den tyske filosof Leibniz engang kommenterede, så ville en magnetnål, hvis den kunne tænke, uden tvivl forestille sig, at den pegede mod nord af egen fri vilje. I det 19. århundrede kæmpede Darwin for at bevise, at mennesket ikke er den Almægtiges særlige skabninger, men at mennesket havde udviklet sig fra dyreverdenen. I det 20. århundrede demonstrerede Freud, at mange af vores handlinger er ubevidste, og at “fri vilje” i virkeligheden er en illusion.
Mænd og kvinder har imidlertid til alle tider forsøgt at benægte disse kendsgerninger og forsøgt at hæve menneskets plads i verden op til en særlig, privilegeret status. Selve forestillingen om, at vi ikke er frie individer, og vores handlinger er bestemt af kræfter, vi hverken kan forstå eller kontrollere, er grundlæggende set uacceptabel for os. Men som Hegel forklarede, så opnås sand frihed ikke gennem fornægtelse af nødvendighed, men derimod gennem forståelsen af nødvendighed.
Bevidsthed er bestemt af det fysiske miljø. Hvis Albert Einstein var blevet født i en bondehytte i en indisk landsby, ville hans medfødte intellekt måske have gjort ham til en ekspert i at plante ris, men er der nogen, der tror, at han ville have opdaget relativitetsteorien? Trotskij spurgte engang: »Hvor mange Aristoteles’er vogter svin? Hvor mange svinehyrder sidder på troner?«
Hele borgerskabets livssyn er egoistisk. Men det er meget anderledes med arbejderklassen. Marx forklarer, at uden organisering er arbejderklassen kun råmateriale til udbytning. Arbejderne er tvunget til at samarbejde gennem en kol-ektiv arbejdsindsats i produktionsprocessen, hvor produktionsmåden er social og ikke individuel. En bonde kan sige: Jeg har dyrket dét kålhoved. Men ingen arbejder på en bilfabrik kan sige: Jeg har lavet dén bil.
Arbejderens bevidsthed er derfor naturligt kollektiv. Arbejderklassens kampmetoder er ligeledes af kollektiv karakter: strejken, generalstrejken, massemødet og massedemonstrationer. Individualisme er kendetegnende for en strejkebryder, der sætter sine egne egoistiske interesser over sine arbejdskammeraters. Derfor roser den borgerlige presse altid skruebrækkernes “mod”, der angiveligt forsvarer “individets frihed”.
Mænd og kvinder skaber deres egen historie ved at kæmpe for at ændre og omforme de forhold, der omgiver dem. Men ved at ændre de sociale forhold ændrer vi også os selv. Ideen om, at der eksisterer en eviggyldig og fast ting, som kaldes “menneskets natur”, er en dybt indlejret fordom, som dog ikke har noget grundlag i virkeligheden. Den såkaldte menneskets natur er blevet forandret mange gange i historien, og er stadig under forandring og vil ændre sig endnu mere i fremtiden.
Vi lever i en fremmedgjort, irrationel verden, som folk ikke kan forstå. I sådan en verden er rationel tænkning umoderne. I sådan en verden er det bedre slet ikke at tænke. Den idé afspejles perfekt i den moderne borgerlige filosofis tomhed, som i postmodernismens tomme floskler. Mænd og kvinder føler, at de har mistet kontrollen over deres liv, at de bliver fortrængt af mystiske og uforståelige kræfter uden for deres kontrol. Det menneskelige liv har fået frataget al dets værdi og menneskelighed og er i stedet kastet ud i brutalitet og vold, som ødelægger selve grundlaget for en civiliseret og rationel tilværelse. »Fornuft bliver til ufornuft,« som Hegel udtrykte det.
Den fremmedgørelse som er et altomfattende kendetegn ved livet i det moderne borgerlige samfund, kommer endda til udtryk i populærkulturen. Hvordan kan man ellers forklare den mærkelige moderne fascination af robotter, som ofte undslipper menneskets kontrol og overtager verden, som fremstillet i Terminator-filmene? Sådanne science fiction-værker fortæller os lidt eller intet om bevidsthedens væsen, hvad enten det er i mennesker eller robotter, men siger tværtimod meget om den fremmedgjorte verden, som vi mennesker beboer i det 21. århundrede.
I Terminator-filmens mareridtslignende verden har “ting” (maskiner, robotter) overtaget verden og slavebundet menneskeheden. Men det mareridt er allerede en realitet. I vores tidsalder er mennesker reduceret til ting, og ting (især penge) er hævet over mennesker. I oldtiden ofrede hedenske præster børn til guden Molok. I dag bliver millioner af børn hvert år ofret på kapitalens alter.
Den eneste måde vi kan afskaffe følelsen af fremmedgørelse er at afskaffe dens materielle grundlag. Den eneste måde vi kan afskaffe irrationel tænkning på er ved afskaffe det kapitalistiske samfunds irrationelle relationer mellem mennesker. Den eneste måde vi kan fjerne følelsen af, at vi har mistet kontrollen over vores liv og skæbne, er ved at vælte de modstridende produktionsforhold og etablere en rationel planøkonomi, hvor alle beslutninger tages demokratisk af frie mennesker.
I et rationelt samfund, det vil sige i et socialistisk planlagt samfund, vil tings herredømme over mennesket blive erstattet af frie menneskers administrering af ting. I stedet for at vi er maskinernes slaver, vil maskinerne være vores lydige slaver. Under kapitalismen tjener ethvert teknologisk fremskridt kun til at forlænge arbejdsdagen og øge arbejdernes underkastelse. Under socialismen vil mennesket arbejde mindre og leve livet mere i stedet for at knokle længere og længere for at producere en stadig voksende mængde merværdi.
Det sidste århundredes utrolige fremskridt inden for videnskab og teknologi har tilvejebragt alt, hvad der er nødvendigt for at omdanne planeten. Hvad videnskaben har afsløret om universets virkemåde, er langt mere fascinerende, spændende og smukt end alle religioners såkaldte “sandheder”. Ved at revolutionere vores livsbetingelser vil menneskeheden bane vejen for at forandre os selv, gøre en ende på vores arts forhistorie, så mennesker kan leve, handle og tænke som mennesker, ikke dyr, ikke slaver, men som frie mennesker.
Det fører os tilbage til Marx’ tredje tese om Feuerbach, hvor han skriver:
Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Owen.)
At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.
Det betyder ganske enkelt:
For at revolutionere tænkningen, er det er nødvendigt at revolutionere samfundet.
