neoliberalisme”Neoliberalisme” er et begreb, der er meget oppe i tiden, og bruges især af venstrefløjen til at beskrive alt ondt i vores levetid. Begrebet bliver ofte reduceret til at betegne nedskæringer i velfærden. Men neoliberalisme er ikke bare en beskrivelse af nedskæringer og frimarkedsideologi. Den er kapitalismens ansigt i dag.

I realiteten er neoliberalismen ikke noget særligt. Den er liberalismen, dvs. kapitalismens ideologi, tilpasset kapitalismen, som den så ud efter efterkrigsopsvinget og opbyggelsen af velfærdsstater. Venstrefløjens fokus på at kritisere neoliberalismen, skyder derfor forbi målet: neoliberalismen er blot et udtryk for kapitalismen i den nuværende epoke, og en kritik af neoliberalismen kan ikke erstatte en generel kapitalismekritik.

Begrebet er blevet tillagt adskillige betydninger og størrelser. Men hvor kommer begrebet neoliberalisme fra?

Efterkrigstiden

Anden verdenskrig blev i Europa afsluttet, da den Røde Hær marcherede ind i Berlin. Sovjetunionens afgørende rolle i krigen var bredt kendt blandt arbejderklassen i hele den vestlige verden. Det fik arbejderne til at se landet i et positivt lys, og de præsenterede Sovjetunionens planøkonomi som et alternativ til kapitalismens ”frie marked”.

To verdenskrige havde vist kapitalismens fallit. Efter Anden Verdenskrigs afslutning befandt næsten hele Europa sig i en revolutionær tilstand. Denne, kombineret med et enormt økonomisk opsving efter krigen i hele Vesten, betød, at den herskende klasse havde råd og var nødt til at give indrømmelser over for den organiserede arbejderklasse. Disse kom til udtryk i, hvad vi i dag kalder for ”velfærdsstaten”: et kompromis mellem de to stridende klasser. Det store statslige apparat sørgede for at bibeholde kapitalismen, og samtidig omfordelte den en bid af kapitalisternes rigdom til gratis sygesikring, gratis skolegang og uddannelse samt understøttelse i forbindelse med arbejdsløshed.

Velfærdsstatens krise og neoliberalismens fremmarch

I 1970’erne sluttede efterkrigsopsvinget. Som med tidligere kriser efterlod den økonomerne i tvivl om det aktuelle kapitalistiske paradigme. Dette banede vejen for en gruppe filosoffer, økonomer og virksomhedsejere, der havde dannet en økonomisk tænketank kendt som Mont Pelerin Society. Den bliver i dag opfatte som de neoliberalistiske teoriers hovedforfattere.

Kort sagt er kernen i neoliberalisme en tro på, at økonomien består af isolerede enkeltindivider (milliarder er Robinson Crusoer), der altid vil træffe de mest rationelle beslutninger. Derfor er markedet ifølge neoliberalisterne i stand til at regulere sig selv uden hjælp fra et stort statsapparat. Tværtimod mener de, at al denne regulering er årsag til kriserne, fordi markedet så ikke er fleksibelt nok.

Politisk kommer neoliberalisme til udtryk i form af deregulering af markedet, privatisering af offentlige institutioner og virksomheder samt en stræben efter et åbent og globalt marked. Dette betød, at mange af de velfærdsstatslige ordninger, der var blevet indført, og som især tilgodeså arbejderklassen, blev og stadig bliver rullet tilbage.

Neoliberalismen blev institutionaliseret i alle vestlige lande gennem organisationer som EØF (Europæiske Økonomiske Fællesskab) og IMF (International Monetary Fund). Da Sovjetunionen brød sammen, var de neoliberale teoretikere ved at falde over hinanden i iver over at proklamere dette som det ultimative symbol på neoliberalismens effektivitet og sejr. De troede, at dette var ”historiens endeligt” og, at fra nu af ville der kun herske fred og harmoni overalt i verden.

Intet sted er den aggressive deregulering af markedet og privatisering af tidligere offentlige virksomheder mere synlig end i Storbritannien. I 1979 blev Margaret Thatcher valgt som Storbritanniens premierminister. Hendes politikker, der er kendt som thatcherisme, er dybt inspireret af neoliberalismen, hvilket også kom til udtryk, da disse politikkers hovedfokus var skattesænkning, deregulering og privatisering. Efter Thatcher gik af i 1990, fortsatte de Konservatives nye premierminister, John Major, med samme nedskæringspolitik. Hvis den britiske arbejderklasse havde håbet på, at den næste premierminister, Tony Blair, fra Labour – et parti, der havde ytret sin væmmelse ved Thatchers politikker – ville bringe velfærden tilbage, så blev den slemt skuffet. Blair fortsatte samme politik og gennemførte en del af de reformer, som de Konservative aldrig nåede.

Herhjemme føles det, som om vi forsøger at følge i briternes fodspor. Det var Anders Fogh Rasmussen, der i starten af sin karriere som statsminister talte om ”minimalstaten”. Siden har Løkke og hans regeringer kun været alt for glade for at samle faklen op og fortsætte i forbilledets fodspor. Ligesom med Labour i Storbritannien håbede mange arbejdere i Danmark på, at den Socialdemokratiske regering, der blev valgt i 2011, ville sætte en stopper for disse brutale angreb mod arbejderklassen. Men med det gamle arbejderpartis nedskæringspolitikker og skattelettelser til samfundets rigeste efterlod også denne regering skuffelse hos danske arbejdere.

Finanskrisen og neoliberalismens fald

Med indgangen til det nye årtusinde var kapitalismen tilbage til sin normale aggressive tilstand, som den historisk altid havde set ud, altså lige bortset fra perioden med efterkrigsopsvinget. Med Sovjetunionens fald var der ej heller noget synligt alternativt til kapitalismen at hente for en demoraliseret venstrefløj. Arbejderklassen blev udsat for angreb efter angreb, der alle blev mærket som ”neoliberale”. Men den grumme sandhed er, at neoliberalisme ikke er en patologisk, ”ond” form for kapitalisme. Neoliberalismen er kapitalismens dødsrallen. Det er kamptrækninger fra et system, der har udspillet sin historiske rolle.

Det er interessant at sammenligne neoliberalismen med den traditionelle socialdemokratisme. Socialdemokraterne ønskede med velfærdsstaten at bygge et kapitalistisk samfund, der kunne værne om alle og fordele rigdommen. De ønskede investeringer i den offentlige sektor, der skulle skabe ”det gode samfund”. Modsat kan man opsummere neoliberalismens syn på ”det gode samfund” med Thatchers citat: ”Der findes ikke noget ”samfundet”. Der findes individuelle mænd og kvinder, og der findes familier.”

Man skal dog ikke tro, at neoliberalismen betød, at livet blev forværret for alle. Kapitalisterne levede kronede dage i neoliberalismens første to årtier med skattelettelser og opkøb af tidligere statslige virksomheder, der blev solgt for en slik. De levede i en fest af overflod og fråseri. Men som med alle fester kommer tømmermændene altid dagen efter, og det var også tilfældet i slutningen af 00’erne.

I 2007 ændrede denne virkelighed sig brat. Kredit havde i årene forinden tilladt økonomien at fortsætte med at vokse kunstigt; men da finansmarkedet kollapsede, var stater tvunget til at redde banker verden over. Desværre var det kun de allerrigeste i samfundet, der blev reddet fra et liv på gaden. Titusindvis af mennesker verden over, der ikke kunne betale deres gæld, blev hårdest ramt, og som et ekstra spark til den liggende finansierede staterne deres redningspakker til bankerne gennem yderligere nedskæringer på velfærdsydelser.

I dag, ti år senere, kan efterskælvene fra finanskrisen stadig mærkes, og der er en ny krise i horisonten, som nærmer sig med skræmmende fart. Dette er selv flere borgerlige økonomer enige i. De er dog ikke enige om, hvordan vi afværger den kommende krise ligesom de aldrig har været. Og svaret kan vi heller ikke søge hos de såkaldt ”venstreorienterede” partier.

Neoliberalisme og venstrefløjen

En af hovedårsagerne til neoliberalismens ekspansion var ikke bare, at det var den ideologi, der passede kapitalistklassen bedst i 1970’erne og frem. Skylden ligger i lige så høj grad på venstrefløjen. Med velfærdsstaten og den keynesianske økonomiske model havde den danske venstrefløj, især Socialdemokraterne og diverse fagforeninger, accepteret kapitalismen og for længst opgivet kampen for arbejderdemokrati og socialisme.

For den moderne venstrefløj er neoliberalismen et ideologiske paradigme, der er årsag til alt, hvad der er galt i verden i dag. Men hvad disse folk ikke forstår er, at neoliberalismen ikke var et kup udført af eliten, der skulle tjene til at underminere den ”perfekte” velfærdsstat, men derimod en logisk udvikling af kapitalismen. Venstrefløjen ser ofte velfærdsstaten som målet for samfundets udvikling og neoliberalismen som en ond ideologi, der skal bekæmpes. Men situationen er i virkeligheden vendt på hovedet. Velfærdsstaten var et produkt af en tid med overflod, og det er netop derfor vi ikke kan reetablere velfærdsstaten, hvis blot vi stemmer de rette politikere ind: velfærdsstaten opstod på baggrund af en ekstraordinær økonomisk virkelighed, som vi kun ville kunne vende tilbage til på én måde. Det er den samme måde, som den opstod i første omgang: en total destruktion af størstedelen af verdens industri, der dermed tillader massive investeringer. En situation, som de færreste nok ville foretrække fremfor neoliberalisme.

Velfærdsstaten kunne kun etableres på grund af efterkrigsopsvinget, der var betinget materielt af enorme produktive investeringer. De skulle genopbygge produktionsapparater i hele Europa, som krigen havde smadret, samt oprettelsen af nye markeder i Mellem- og Sydamerika, Mellemøsten og dele af Asien. Problemet er, at vi er løbet tør for markeder i dag. Kapitalismen omspænder hele vores klode med undtagelse af ubetydeligt få lande. Problemet er ikke, hvilken mærkat vi sætter på kapitalismen. Problemet er selve kapitalismen!

Moderne ”venstreorienterede” akademikere og politikere, snakker altid om ”kapitalisme med et venligt ansigt” som det ultimative mål. Dette er mere utopisk end socialisme nogensinde har været! Kapitalismen er et system, der fungerer ved at samle profit hos en minimal andel af befolkningen gennem udbytning af størstedelen. Der findes ikke nogen form for ”kapitalisme med et venligt ansigt”.

Kapitalismen har for længst udspillet sin rolle som en progressiv kraft, der skal hæve samfundet til nye højder. Det er på tide at erstatte dette levn, der har bragt os krise efter krise, uanset hvilken farve de har båret, og implementere det eneste system, der kan sikre demokratisk kontrol med produktionen, og derfor en produktion efter, hvad der er nødvendigt, ikke hvad der blot kan tjene penge til en lille, privilegeret elite.

Det er på tide at smadre det kapitalistiske system og indføre socialisme!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.