8330800 3x2 940x627I de seneste år har vi set den mere ekstreme højrefløj vinde frem som Trump i USA, Le Pen i Frankrig og Frihedspartiet i Østrig. Det får nogen på venstrefløjen til at fremmane et skræmmebillede af, at fascismen står for døren. Det er naturligt, at højrefløjens fremgang skaber bekymring og vrede; men det hjælper ikke at råbe fascismen kommer som drengen, der råbte ulven kommer. Ikke alt, der er reaktionært og højreorienteret, er fascistisk. For at kunne kæmpe mod et fænomen er det nødvendigt at vide, hvad det er, og hvad det ikke er.

De højrepopulistiske partiers racistiske retorik og politik er en gift, der udspys med det formål at splitte og angribe arbejderklassen. Deres fremgang følges af racistiske angreb på flygtninge og indvandrere. Men som partier minder de mere om de traditionelle borgerlige partier historisk set, bare lidt mere ekstremt racistiske, end de minder om fascistiske partier. Partierne har da også i en eller anden grad taget afstand og ekskluderet de mere åbenlyst nazistiske og fascistiske elementer, jo tættere de er kommet på magten. For det var den eneste måde de kunne beholde deres opbakning. De er skadelige og må bekæmpes; men de er ikke fascistiske.

Man kan meget kort opsummere fascismen således: et diktatur baseret på en massebevægelse blandt småborgerskabet. Fascismen anvender en anti-kapitalistisk retorik for at vinde en massebase, men forsvarer storkapitalens interesser, primært finanskapitalens. Fascismens funktion er at knuse arbejderklassens organisationer ved at udrydde de mest aktive lag fysisk og undertrykke ethvert tiltag til arbejdernes selvstændige organisering.

Fascismens fødsel

Navnet fascisme opstod i Italien i starten af 1920’erne. Vi har valgt her at koncentrere os om Italien og ikke Tyskland, som det ellers er det mest normale, når man skal diskutere fascisme. Det skyldes, at det var i Italien fascismen først kom til magten, og fascismens historie i Italien står mere klart og var mere koncentreret. Derudover er det ofte anti-semitismen, der fokuseres på i den tyske variant af fascisme, nazismen. Selvom det var et virkeligt frastødende element ved nazismen, er det ikke et kerne-element i fascisme i Italien. Her spillede anti-semitismen ikke rigtig nogen rolle.

Trotskij beskrev fascismen i Italien således:

"Den fascistiske bevægelse i Italien var en spontan bevægelse blandt store masser med nye ledere fra græsrødderne. Det er en plebejisk bevægelse i sin oprindelse, ledet og finansieret af storkapitalen. Den udsprang fra småborgerskabet, lumpenproletariatet, og endog til en vis grad fra de proletariske masser. Mussolini, en tidligere socialist, er en mand, der selv har arbejdet sig op, opstod ud af denne bevægelse."

Første Verdenskrig var et udtryk for et kapitalistisk system i forfald. Modsætningerne brød ud i åben konflikt. Men Første Verdenskrig løste ikke nogen af kapitalismens interne modsætninger. I kølvandet på Første Verdenskrig udbrød der i en lang række lande revolutionære bevægelser, som var arbejderklassens forsøg på at overkomme disse modsætninger. Alle andre steder end i Rusland led de forsøg nederlag. Fascismen var på den anden side kapitalens forsøg på at overkomme modsætningerne med magt.

Også i Italien blev Første Verdenskrig fulgt af et revolutionært opsving. I byerne strejkede arbejderne, en bevægelse, der kulminerede i 1920, hvor en halv million arbejdere var involveret i fabriksbesættelser. Fabriksbesættelserne rejste spørgsmålet om magten og de italienske arbejdere kunne have taget magten og fulgt de russiske arbejderes eksempel. De dannede fabrikskomiteer og forsvarsgrupper. På landet besatte bønderne jorden, og dannede røde ligaer, der fordelte jord og arbejde blandt landbefolkningen. Landarbejderne og bønderne kunne have være vundet over på revolutionens side. Socialistpartiet skubbede i stedet bønderne fra sig ved at true med, at socialisme ville betyde, at staten overtog al jord. Det spillede fascisterne på med parolen: ”jorden til dem der pløjer den”.

At den revolutionære bølge endte i nederlag, skyldtes alene deres ledere. Arbejdernes organisationer havde vokset sig stærke under indflydelse af radikaliseringen. Fagforeningerne var vokset eksplosivt under og efter krigen, og Socialistpartiets medlemstal var vokset fra 60.000 i 1918 til omkring 200.000 i 1920. Men lederne var reformistiske. De reducerede strejkerne og fabriksbesættelserne til et spørgsmål om at få arbejdsgiverne til at anerkende arbejdernes organisationer, medbestemmelse på fabrikkerne og lidt højere løn. Men arbejderklassen kan ikke være i kamp konstant uden et perspektiv for at optrappe kampen eller vinde den. Fagforeningerne og Socialistpartiet gav ikke bevægelsen nogen ledelse, og derfor endte den med at løbe ud i sandet. Det var et nederlag uden kamp, som er den værste form for nederlag, fordi det resulterer i demoralisering.

De reformistiske ledere lagde sig fladt ned på maven stående over for fascismens fare. En af fagforeningslederne, Matteotti, udtalte f.eks: ”Bliv hjemme: Lad være med at svare igen på provokationer. Selv stilhed, selv fejhed, er nogen gange heroisk.” Mens fascisterne fysisk angreb dem, appellerede reformisterne til staten og politiet om at gribe ind – den selv samme stat, der støttede fascisterne moralsk og økonomisk. Reformisterne gjorde intet for at organisere, at arbejderklassen kunne forsvare sig af frygt for at gøre sig upopulære i den offentlige mening. De gik endda så langt som til at indgå en fredsaftale med Mussolini. Aftalen gav Mussolinis fascister et pusterum til at reorganisere sig og forberede endnu hårdere angreb på arbejderklassen. Allerede efter et par måneder opsagde Mussolini aftalen.

Nederlaget førte til, at Socialistpartiet splittedes og til dannelsen af Kommunistpartiet i januar 1921. Men det unge Kommunistparti var for uerfarent til at kunne vende situationen. Det havde en sekterisk tilgang til alle andre tendenser end det egne, hvilken førte det til at afvise at deltage i de anti-fascistiske militser, arditi del popolo, som var blevet dannet. Også Socialistpartiet og fagforeningerne afviste naturligvis militserne. Militsernes medlemmer kom fra en lang række politiske tendenser, og de var parate til at kæmpe mod fascismen. Hvis de havde været ledet af en resolut revolutionær organisation, kunne det måske have ført til et andet udfald end fascismens sejr. Men det unge Kommunistparti afviste deltagelse med den begrundelse, at militserne ikke var kommunistiske.

Italien blev efter verdenskrigen kastet ud i en dyb økonomisk krise, og den revolutionære bevægelse havde ikke løst nogen af kapitalismens modsætninger. Især det italienske småborgerskab i byerne og på landet var ramt af krisen, for de var ruinerede og desperate. Det var dette ruinerede småborgerskab, der udgjorde fascismens sociale base.

I årene efter krigen opstod der forskellige bevæbnede fascistiske bander. De blev ofte ledet af godsejersønner. I banderne deltog borgerskabets sønner, ruinerede småborgere og ikke mindst de titusindvis af soldater, der var vendt hjem efter krigen. Kapitalisterne og de store jordejere lænede sig op af disse bevæbnede fascistiske bander til at angribe arbejderne i byen og på landet. De blev finansieret af storkapitalen, og banderne fik moralsk og materielt støtte fra staten, dvs. politiet og hæren. De fascistiske bander angreb arbejderdemonstrationer, tæskede aktive arbejdere, inklusive socialistiske parlamentsmedlemmer, og smadrede arbejderbevægelsens kontorer og satte ild til dem. Samtidig skabte de ”alternative” fagforeninger, som indgik aftaler med først de store jordejere og senere kapitalisterne om kun at give arbejde til medlemmer af de fascistiske fagforeninger. På den måde tvang de med sulten som redskab arbejderne ind i de fascistiske organisationer.

Mussolini til magten

Benito Mussolini taler i det centrale Italien den 24 oktober 1934 Benito Mussolini taler i det centrale Italien den 24. oktober 1934 Borgerskabet begyndte at overveje muligheden af at få fascisterne til magten. Det borgerlige demokrati i Italien befandt sig i en dyb krise med ustabile regeringer, der ofte gav efter for arbejdernes og bøndernes bevægelse. I fascismen så storkapitalen chancen for en stærk stat, der direkte kunne udføre kapitalisternes interesser. Både gennem en aggressiv udenrigspolitik, der kunne gøre op med det faktum, at Italien var kommet sent ind på historiens scene og havde meget få kolonier, og desuden var blevet snydt af deres allierede i verdenskrigen, der havde lovet dem kolonier. Krig var fascismens forsøg på at overkomme kapitalismens uløselige krise gennem ekspansion, men også ved at knuse arbejderklassens organisationer fuldstændig og på den måde tvinge profitterne op.

De liberale i regeringen lænede sig op af fascisterne i troen på, at de først kunne tæmme det italienske proletariat og derefter tæmme fascisterne selv. Men de forregnede sig, og det endte med at være fascisterne, der tæmmede både proletariatet og de liberale. Med hjælp fra de liberale og også Kongen kom Mussolini og fascisterne til magten i 1921 ad fredelig parlamentarisk vej. Det var Mussolinis foretrukne vej, selvom det var tydeligt, at han også var parat til at tage magten med vold. Før han kom til magten, var titusindvis bevæbnede fascister samlet omkring Rom, hvor de forberedte en fascistisk ”March mod Rom” for om nødvendigt at tage magten voldeligt. Det blev dog ikke nødvendigt, og i sidste ende blev fascisterne militser fragtet med toget til Rom, hvor de paraderede gennem gaderne uden at have været i kamp.

Da Mussolini var kommet til magten, måtte han træde varsomt og indføre sit diktatur skridt for skridt. I 1923 formåede han at få parlamentet til at vedtage en ny valg-lov. Den gav det parti, der fik flest stemmer 2/3 af alle pladser, hvis partiet fik mere end 25 % af de afgivne stemmer. De liberale var ikke bare med til at vedtage loven, men indgik på en fælles valgliste med fascisterne. Fascisterne endte med et absolut flertal på grund af den nye lov. Imens tog fascisterne magten lokalt med vold og optrappede generelt volden. I juni 1924 kritiserede et parlamentsmedlem fra Socialistpartiet fascisternes vold – kort efter blev han myrdet af fascisterne. Herfra gik det slag i slag: alle andre partier blev forbudt, arbejderbevægelsens organisationer opløst og frihedsrettigheder indskrænket. Gennem sin massebase oprettede den fascistiske stat et utroligt omfattende netværk af spioner, som er et kendetegn ved et fascistisk regime.

At fascismen kunne komme til magten skyldtes altså ikke så meget, at fascismen vandt, men nærmere, at arbejderklassen tabte uden kamp, fordi dens ledelse ikke var parat til at vise en vej frem. Det er en lektie for i dag, at den største fare er en arbejderbevægelse, der ikke er parat til at tage sin opgave seriøst og forberede sig på sin historiske opgave at lede arbejderklassen til sejr.

Bonapartisme

Kapitalisterne havde fået den stærke stat, som de havde ønsket sig, og angrebene på arbejdernes forhold begyndte. Lønnen kollapsede, og arbejdernes modstandskraft blev knust. Fascismen var blevet båret til magten af småborgerskabet, som fascisterne havde vundet over ved hjælp af en anti-kapitalistisk demagogi rettet mod storkapitalen og det bestående. Det var den eneste måde småborgerskabet, der hadede hele systemet, kunne mobiliseres. Men småborgerskabet måtte hurtigt sande, at fascismen i realiteten tjente storkapitalens interesser. Selvom Mussolini og Hitler havde en hvis selvstændighed fra kapitalisterne og tog skridt, der ikke altid var i overensstemmelse med deres direkte interesser, så var hovedsagen, at fascismen sikrede kapitalismens fortsatte eksistens, at de vedholdt kapitalisternes ret til at tjene profit.

Fascismens opbakning blandt småborgerskabet svandt relativt hurtigt ind, da det indså regimets sande karakter. Yderligere rettede regimet et direkte angreb mod de mest radikale lag i sin egen base, da først magten var konsolideret. Det betød også, at Mussolinis diktatur og de andre senere fascistiske diktaturer efterhånden overgik til at være militære bonapartistiske diktaturer i stedet, dvs. diktaturer, der regerer alene gennem statsapparatets undertrykkelse og vold uden en reel social base i samfundet og derfor et langt svagere regime. At de fascistiske diktaturer kunne holde sig ved magten så relativt længe skyldtes, at de fuldstændig havde fået knust arbejdernes modstandskraft.

Hvilke konklusioner kan vi drage

Den russiske revolutionære Leon Trotskij skrev en del om fascisme, og han definerede fascisme således: ”Fascisme er den kemisk rene essens af imperialismens kultur."

Han uddyber:

"I det omfang at proletariatet på et givet stadie viser sig ude af stand til at erobre magten, begynder imperialismen at regulere det økonomiske liv med sine egne metoder. Det fascistiske parti, der bliver statsmagten, er den politiske mekanisme. Produktivkræfterne er i uforenelig modsætning, ikke kun til privatejendommen, men også med nationalstatens grænser. Imperialismen er selve udtrykket for denne modsigelse. Den imperialistiske kapitalisme søger at løse denne modsigelse gennem en udvidelse af grænserne, beslaglæggelse af nye territorier og så videre. Den totalitære stat, der underkaster alle aspekter af det økonomiske, politiske og kulturelle liv under finanskapitalen, er instrumentet til at skabe en supernationalistisk stat, et imperialistisk imperium, der skal herske over kontinenter, herskende over hele verden."

I dag befinder kapitalismen sig også i en blindgyde. Modsætningerne er nået samme uløselige niveau, som da fascismen kom til magten. Alligevel er det ikke fascisme, der står på dagsordenen umiddelbart.

Det skyldes flere faktorer. For det første er småborgerskabet, som er den sociale base for fascismen, kraftigt reduceret siden 1930’erne, ikke mindst på grund af industrialiseringen af landbruget. Således er bondeklassen, der var fascismens primære støttepille, nærmest forsvundet, og ifølge FN bor 86,9% af danskerne i byer i dag. Det samme gælder for 85,8% af franskmændene, 79,6% af briterne og 73,9% af tyskerne. Gennemsnittet i Europa som helhed er 72%.

Ligeledes fortsætter antallet af selvstændige erhvervsdrivende (inklusive bønder) med at falde. I 1990 var 11,7% af den danske arbejdsstyrke selvstændige, mens de i 2010 udgjorde kun 8,8% ifølge OECD. I Frankrig er tallet faldet fra 13% til 9%, og i Tyskland er ca. 12% selvstændige. Gennemsnittet i EU var i 2005 på 17,3%. Langt størstedelen af befolkningen i Europa er i dag lønarbejdere.

Borgerskabet brændte også fingrene med fascismen, og der skal mere til, før det igen tyer til den slags diktatur. Da først fascismen var kommet til magten, var det svært for borgerskabet at kontrollere den og ikke mindst bringe situationen tilbage til normalen uden at risikere at udløse en revolutionær bevægelse. Dermed være ikke sagt, at borgerskabet ikke kan bevæge sig i retning af mere udemokratiske og direkte diktatoriske regimer igen. Den økonomiske krise har undermineret den politiske og sociale stabilitet, og den politiske midte smuldrer. De politikere, der fører den fra kapitalisternes synspunkt nødvendige politik, bliver upopulære og mister opbakning. Tilliden til etablissementet forsvinder, og det er den proces, som højrepopulismen er et udtryk for.

Det betyder, at borgerskabet ikke længere kan forlade sig på demokratiet til at sikre forsvaret af dets interesser. Vi har allerede set eksempler på, at borgerskabets demokratiske sindelag kun gælder, så længe det passer det. Både Italien og Grækenland har været ledet af teknokrater udpeget fra EU de sidste år. Folkeafstemninger i Grækenland og senest Catalonien affejes rask væk. Næste skridt kan være forskellige former for parlamentariske bonapartistiske diktaturer, hvor demokratiet sættes ud af kraft gennem f.eks. dekreter eller lignende.

Men det vil være svage diktaturer, eftersom den vigtigste faktor i situationen er, at arbejderklassen endnu ikke har lidt nogle nævneværdige nederlag. Det er også den måske vægtigste grund til, at borgerskabet ikke bare sådan lige går over til fascisme: det er bange for den reaktion, der vil komme fra arbejderklassen, og bange for at starte en borgerkrig, som det risikerer at tabe. Fascismen i 20’erne og 30’erne kom først til magten efter massive nederlag for arbejderklassen.

Kampen mod fascisme

Hvad er lektionerne fra kampen mod fascismen?

En lektie er, at det ikke nytter noget at appellere til staten og de liberale, der hellere vil se fascisterne ved magten end at se arbejderne tage magten gennem en succesfuld revolution. Det er kun arbejderklassen selv, der kan tage kampen op gennem sine egne metoder. Ved at vise, at den er beslutsom og kan vise en vej ud af krisen, kan arbejderklassen vinde store dele af småborgerskabet over på revolutionens side.

Det kræver, at der opstilles et klart alternativ til kapitalismen. De steder, hvor der i dag fremstår et anti-establishment alternativ til venstre, reduceres højrepopulismens tiltrækningskraft. Efter Corbyn kom frem i Storbritannien, er UKIP f.eks. reduceret til nærmest ingenting. Alt tyder på, at havde Bernie Sanders været Trumps modkandidat, havde Trump ikke været præsident i dag.

Det betyder også en afvisning af ideen om at støtte det mindste onde, dvs. borgerlige politikere imod den ekstreme højrefløj som Macron i Frankrig eller Hillary Clinton i USA. Det mindste onde fører uundgåeligt til det større ondes sejr på et tidspunkt. At højrefløjen går frem skyldes, at systemet er i krise. Hvis venstrefløjen anbefaler systemets kandidat, bliver den selv en del af det system, som flere og flere leder efter et alternativ til. Macron, der var det ”mindste onde” i forhold til Le Pen, er f.eks. faldet hurtigere end nogen anden præsident i popularitet.

Vi må samtidig have en sans for proportioner. De fascister, der eksisterer i dag, er organiseret i ofte voldelige, men små, grupper. Dem må vi absolut bekæmpe og opsætte forsvar mod deres angreb. Men vi må ikke forveksle disse små grupper med faren for, at fascismen er ved at komme til magten. Hvis f.eks. Marine le Pen og Front Nationale var fascistiske, ville le Pens sejr i det franske præsidentvalg have betydet en trussel om at knuse arbejderklassens kampevne ved fysisk at udrydde dens organisationer. Hvis Le Pen var fascist, ville det have været den franske venstrefløjs umiddelbare opgave at forberede sig på at gå under jorden i tilfælde af hendes sejr.

Styrkeforholdet er langt fra på fascisternes side. I USA, hvor fascisterne opmuntret af Trumps sejr gik på gaden, var demonstrationerne mod Trumps racisme og kvindehad langt, langt større. Det er venstrefløjen, der har taget overhånd nu. Højrefløjen er ikke i stand til at mobilisere masserne. Da småborgerskabet blev vundet over på fascismens side, stod de i ekstrem desperation, der handlede om liv eller død. Dér er vi endnu ikke.

Den vigtigste lektion er behovet for at bygge et revolutionært parti. Kapitalismens krise, der i sidste ende kan føre til diktatur og fascisme, presser arbejderne til at kæmpe. I den situation er det fuldstændig afgørende, at der eksisterer en organisation, der kan føre arbejderne til sejr. Baggrunden for, at fascismen kunne sejre, var netop arbejderklassens nederlag, der skyldtes den vaklende, reformistiske ledelse for arbejderbevægelsen.

Et fascistisk diktatur er borgerskabets nødbremse, som den først trækker i, hvis det frygter for dets systems overlevelse, dvs. når arbejderklassen står over for at kunne tage magten. Det er umuligt at sige, at fascismen aldrig igen vil kunne komme til magten; men hvis vi bruger al vores energi på faren for fascisme, glemmer vi at fokusere på det, der rent faktisk kan forhindre et sådan scenarie: at arbejderne tager magten. Kampen mod fascisme er derfor først og fremmest en kamp for at opbygge et revolutionært masseparti, der kan stå i spidsen for en socialistisk revolution.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 35, december-januar 2017/18. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information