Det franske ord avantgarde betyder ”forkant”. Udtrykket at være på forkant med noget kan klinge negativt og give en illusion om, at avantgarden ser sig selv som bedre end de andre. Det er noget, som venstrefløjen tit er blevet kritiseret for. Men denne kritik er uberettiget, idet marxister forstår ordet anderledes. Det, der i marxistisk forstand menes med avantgarde, er blot den oplyste og den mest bevidste del af arbejderklassen.
Gennem historien har der været flere revolutionære bevægelser. En forskel, der har været afgørende for, hvordan det er endt med disse bevægelser, er, om der har været et i forvejen etableret parti eller ej, altså om der har været en organiseret avantgarde.
Vi kan for eksempel sammenligne den spanske borgerkrig (1936-39) med den russiske revolution (1917). I Rusland var Lenin i spidsen for bolsjevikpartiet. Lenin og bolsjevikkerne havde været til stede under revolutionen i Rusland 1905 og derfra og i årene under den dybe reaktion, der fulgte, havde de gjort vigtige erfaringer og vist deres værd. På den måde vandt de tilliden hos de brede masser, og derfor blev det muligt for dem at lede den næste russiske revolution. I Spanien derimod manglede der et stærkt etableret parti, som havde traditioner og kunne dele ud af sine erfaringer.
Så avantgarden er altså den del af arbejderklassen, der har organiseret sig i et revolutionært parti og har forberedt sig på at opstille et alternativ, når der kommer en revolutionær bevægelse. Man kan sige, at avantgarden er den del af arbejderklassen, der har et marxistisk teoretisk grundlag og aktivt arbejder imod det kapitalistiske system og for socialisme.
Om forholdet mellem partiet og ledelsen (avantgarden) og de brede masser, kan man sige, at det må være præget af et tillidsbånd. En tillid, som de brede masser har til avantgarden, og som avantgarden har gjort sig fortjent til ved, at den er blevet testet gennem erfaring. Et parti kan ikke bare komme pludseligt ind fra sidelinjen og forvente at vinde folkets tillid på et øjeblik. Tilliden skal naturligvis gå begge veje. Et parti uden tillid til arbejderklassen kan aldrig lede en revolution.
I dag gælder konklusionerne fra den spanske borgerkrig og den russiske revolution stadig: Det er nødvendigt at bygge et stærkt, organiseret og centraliseret parti, en avantgarde, med én fælles retning og et solidt teoretisk grundlag. Så vi sammen er parate til at opstille et klart alternativ til kapitalisme, når masserne bevæger sig.
