Hele det politiske system er gået i selvsving efter to mænd blev dræbt og 6 sårede på tragisk vis i sidste måneds attentatforsøg på Lars Vilks på Krudttønden. Endnu engang kæmper partierne for at overgå hinanden i, hvem der kan komme med de mest rabiate begrænsninger af demokratiet som for eksempel udrejseforbud til visse områder i verden og vanvittige overvågningsmuligheder og nye beføjelser til PET. Terrorisme og "radikalisme" skal bekæmpes, koste hvad det vil!

Fra helte til skurke til helte og tilbage

Men det er som om slipsefolket på borgen og i mediehusene har problemer med hukommelsen, og fuldstændig mangler en forståelse for, at enhver handling har konsekvenser; går man i krig, skaber man flygtninge, bomber man civile, skaber man grobund for terror.

Politikerne foretager den ene 180 graders vendinger efter den anden, hvor venner bliver til fjender, der bliver til venner igen i et spil om magt og interesser (ikke mindst amerikanske). Ingen årsager eller forklaringer skal findes, som Helle Thorning udtrykte det efter angrebet på Charlie Hebdo, i stedet skal der udråbes syndebukke, og hele grupper lægges for had. Det er svært ikke at få en dårlig smag i munden.

For bare et år siden blev krigerne fra Syrien ikke kaldt terrorister men "oprørere", frihedskæmpere eller oppositionsfolk, der kæmpede imod Assads diktatur. I dag er de pludselig blevet terrorister, landsforrædere og fascister (og kritikken af Assad er selvfølgelig nedtonet).
Så længe ISIS kun halshuggede folk i Syrien, blev de og de andre islamistiske grupper, der var i gang med at kvæle den Syriske revolution indefra, portrætteret som frihedskæmpere. Millioner af dollars blev pumpet i dem af vestlige regeringer, og den danske regering var endda villig til at gå i krig på deres side imod den Syriske regering.

DR2 gik så langt som, at producere det tætteste man kan komme på en reklame for at tage til Syrien, da de bragte den kvalmende dokumentar "Fra bandekrig til jihad". Her blev de danske mediers tidligere ærkeskurk "Store A" pludselig præsenteret som angrende kriminel, der lagde alt det på hylden for at tage ned og kæmpe imod uret og diktatur (I Syrien var han medlem af Al Qaeda sympatisører i Ahrar al-Sham). Abderrozak Benarabe (Store A) var i øvrigt kriminel og et kendt ansigt fra samme område, som den unge mand der stod angrebet på Krudttønden sidste måned.

Selv i dag, hvor barbariet i Syrien bliver stillet til åben skue for alles øjne, fortsættes den samme politik. Hvem er disse "moderate" grupper, som Danmark, USA og andre vestlige lande støtter? Det er i hvert fald ikke de demokratiske syrisk-kurdiske grupper, der for det meste må kæmpe alene med gamle rustne våben og med begrænsede forsyninger - nej det er andre Islamister af forskellige afstøbninger!

Dene ene gruppe, den såkaldte Syriske Revolutionsfront, udgøres af en stor del Islamistiske grupper, der indtil fornylig hed Islamisk Front. Den anden gruppe, der modtager direkte støtte fra Vesten, er HAZM en islamistisk gruppe, der angiveligt er tættere på det Muslimske Broderskab. Selv Jabhat Al-Nusra, Al Qaeda's officielle gren i Syrien bliver i dag omtalt i danske medier som en respektabel formation. Ja den "demokratiske" israelske stat støtter den endda mere eller mindre officielt og tager sig af dens sårede på deres hospitaler. Derudover er der selvfølgelig også det åbne samarbejde med Hezbollah og Shia-militserne i Irak, der hærger og udøver sekterisk vold alle steder, de kommer til.

Hvem er terroristerne?

I årtier er Mellemøsten blevet bombet, hærget og raseret - i demokratiets navn! Millioner af mennesker er dræbt, såret eller forvist. Irak-krigen alene har kostet hundred tusinder af liv og ødelagt endnu flere. Det første besættelsen gjorde, var at ødelægge al infrastruktur. Derfor er elektricitet, vand og sanitet - de mest basale grundsten for et moderne samfund - luksusgoder for de få. For ikke at tale om adgang til sundhedsvæsen og uddannelse.

Over en million irakere er døde på grund af den krig, som Danmark har været med i. 22 procent af alle irakiske børn er fejlernærede. Selv Islamisk Stat med al dets barbari og brutalitet kommer ikke i nærheden af have forårsaget samme omfang af terror og ødelæggelse, som krigene i Afghanistan og Irak har skabt. Økonomien er helt smadret, og et helt lag af unge har intet at se frem til.

Før invasionen var der, i modsætning til hvad Anders Fogh påstod, ingen Al Qaeda eller sekterisk vold i Irak. Men invasionsstyrkerne opbyggede en stat, der baserede sig på religiøs og sekterisk tilhørsforhold. Alle valg og poster blev opdelt på sekterisk vis, således at alle partier blev presset ind i en sekterisk position, om de ville det eller ej. Sekterisme blev skrevet ind i grundloven og sekteriske grupper, især Shia-militserne, blev brugt til at undertrykke modstanden mod besættelsen. Det er disse forhold, der skaber råmaterialet for reaktion - det er dette, som reaktionære grupper som Islamisk Stat og Al Qaeda nærer sig ved.

Imperialismens rolle

Det er den mest sørgelige myte, at islamisk fundamentalisme og vestlig imperialisme er fjender. Uden milliarder af dollars fra Vesten ville islamisk fundamentalisme aldrig have kunne spille den rolle, den spiller idag. På alle afgørende tidspunkter blev disse grupper opbygget af Vesten.

I Egypten i 50'erne og 60’erne fik amerikanerne øje på politisk islam som et effektivt redskab imod kommunistiske og venstreorienterede nationalistiske bevægelser. Udenrigsminister John Foster Dulles opfordrede det Saudiske regime til at føre “hellig krig” mod kommunismen i regionen. Derudover så amerikanerne det Muslimske Broderskab som et effektivt våben i kampen mod arabisk venstreorienteret nationalisme. De inviterede lederen, Said Ramadan, til USA og beskrev ham således i en intern rapport:

“Jeg følte, at Ramadan var en politisk reaktionær, en Falangist, eller fascisttype mere end en religiøs reaktionær, som det var tilfældet med de tre sheiker, som deltog”

Og videre,

“Ramadan lader til at være en fascist, interesseret i at organisere individer for [at tage] magt[en]”

Dette viser tydeligt imperialismens virkelige interesser i Mellemøsten. Efter mødet hjalp amerikanerne islamisterne, deriblandt det Muslimske Broderskab, med at opsætte et netværk i Europa og resten af Mellemøsten og opretholdt dem, efter at de blev forbudt i Egypten.

statsminister lars løkke rasmussen på besøg hos mudjahidinerne i afghanistan i slutningen af 1980 erneDette blev et vigtigt led i amerikanernes interventioner i Mellemøsten og bredere ud. I Pakistan støttede de Jama’at e Islami imod den Pakistanske revolution i 1968, der blev ledet af den venstreorienterede Zulfiqar Ali Bhutto. Derfra opbyggede man i Afghanistan i 80'erne forgængerne for Taleban bevægelsen rettet mod Saur-revolutionen og Sovjetunionens indflydelse. Foruden træning og våben hjalp man dem med at opbygge et yderst profitabelt netværk for heroinhandel. Et af Saur-revolutionens første tiltag var blandt andet at forbyde kvindehandel og afskrive al gæld for fattige bønder - alt dette blev tilbagerullet ved Talebans sejr. Vores helt egen Lars Løkke besøgte i øvrigt disse frihedskæmpere/terrorister.

Under besættelsen af Irak støttede Bush regeringen sig på den ene side på Shiamuslimske militser til at stabilisere landet samt på ekstremistiske Sunni-grupper i Syrien, Libanon og Irak for at dæmme op for Irans stigende indflydelse i området.

En fordømmende artikel i The Newyorker i 2007 skrev:

“For at underminere Iran, der hovedsageligt er shiitisk, har Bush-regeringen besluttet de facto at omlagt sine prioriteter i Mellemøsten. I Libanon har administrationen samarbejdet med Saudi-Arabiens regering, der er sunnimuslimer, i hemmelige operationer med det formål at svække den shiitiske organisation Hizbollah, der er støttet af Iran. USA har også taget del i hemmelige operationer rettet mod Iran og dets allierede Syrien. Et biprodukt af disse aktiviteter har været at styrke ekstremistiske sunnimuslimske grupper, der er fjendtlige overfor USA og sympatiske overfor Al Qaeda.”

Det biprodukt var dog ikke mere fjendtligt, end at imperialismen kunne bruge dem i Syrien nogle år senere imod den Syriske revolution. Fra starten pumpede imperialisterne og deres allierede milliarder af dollars i islamistiske grupper for at presse revolutionen ud på et sekterisk sidespor. Hovedformålet var først og fremmest at intervenere i den arabiske revolution, der var uden for Vestens kontrol, men da revolutionen blev knust, blev revolutionen til en borgerkrig pr. stedfortræder mellem regionens magter for at forsvare deres egne snævre interesser.

I Libyen ser vi en lignende situation. Revolutionens svaghed i og med at den ikke havde en klar ledelse og program, samt at arbejderklassen ikke blev involveret i bevægelsen, betød at reaktionære grupper kunne få en fod indenfor. Her er det værd at nævne sagen om Abdelhakim Belhadj, der netop er blevet leder af Islamisk Stat i området. I slut firserne tog Belhajd til Afghanistan, og var med i Talebans amerikansk støttede kamp mod Sovjetunionen. I løbet af halvfemserne pendlede han mellem Afghanistan og Libyen, hvor han, støttet af CIA, kæmpede imod Gaddafi. Men efter 2001, hvor Gaddafi sluttede fred med Vesten, blev han en jaget mand og endte med at blive fanget af CIA og MI6, og udleveret til Libyen, hvor han sad indespærret og blev tortureret i 7 år. Da Gaddafis regime skulle væltes i 2011, blev han igen taget til nåde af Vesten og indsat som leder af Tripolis militære råd.

mccain graham ISISI 2011 tog den tidligere amerikanske præsidentkandidat, John McCain, til Libyen, hvor han mødtes med denne tidligere Talibaner og udtalte, “jeg har mødt disse modiger krigere, og de er ikke Al Qaeda. Tværtimod, de er Libyske patrioter der vil befri deres nation. Vi burde hjælpe dem.” I september 2012 tog McCain tilbage til Libyen.Denne gang tog han den amerikanske senator Lindsey Graham med sig og de tog et billede sammen.

Men i år er Belhadj faldet i unåde for tredje gang, efter at han er blevet leder for Islamisk Stat i Libyen. Hvor er de stolte demokratiske principper? For borgerskabet, om det bærer en turban eller jakkesæt, er der ingen principper - kun interesser. Når vestlig imperialisme og islamisk fundamentalisme har brug for hinanden, har de ingen problemer med at samarbejde, hvorefter de går tilbage til rollerne som hinandens loyale opposition.

Selv Hamas, der udgiver sig for at være forsvarer af det palæstinensiske folk, ville aldrig have være blevet hvad, det er i dag, uden støtte fra Israel, der prøvede bygge organisationen op og bruge den som modvægt til PLO. Til Wall Street Journal beskriver en tidligere israelsk embedsmand begivenhederne :

“I Gaza, [efter 1964 hvor Israel tog magten i Gaza og på Vestbredden] jagtede Israel medlemmer af Fatah og andre sekulære PLO fraktioner, men de opgav de hårde restriktioner, som de tidligere egyptiske herskere havde pålagt områdets islamistiske aktivister.(…) Det Muslimske Broderskab i Gaza, ledet af Sheikh Yassin, kunne sprede deres budskab åbent. Udover at igangsætte diverse velgørenhedsprojekter samlede Sheikh Yassin ind til at genoptrykke Sayyid Qutb’s skrifter. Sayyid Qutb var et egyptisk medlem af Broderskabet, der før han blev henrettet af den egyptiske præsident Nasser, opfordrede til global jihad. Han er nu en af de grundlæggende ideologer inden for politisk islam.”

“(...)[traditionelle islamiske præster] advarede imod, at Sheikh ikke havde nogen formel islamisk træning, og at han ultimativt set var mere interesseret i politik end tro. ‘De sagde, hold dig væk fra Yassin, han udgør en stor fare’.(...)”

“Istedet så den miliærtledede administration i Gaza positivt på den handicappede præst, der opstartede et bredt netværk af skoler, klinikker, biblioteker og børnehaver. Sheikh Yassin grundlagde en islamisk gruppe ved navn Mujama al-Islamiya, der var officielt anerkendt af Israel som en velgørenhedsorganisation og senere i 1979 som en forening. Israel støttede også grundlæggelsen af et islamisk universitet i Gaza, der idag bliver set som et arnested for radikalisering.”

Israelerne lod Hamas udvikle sig til helt oppe i halvfemserne. Selvom Israelerne ikke havde nogen illusioner til Hamas’ mål, var der intet, der forhindrede de to i at forme en de facto alliance imod PLO.

Det er bare nogle få af de mange eksempler, man kunne komme med, der alle viser det samme: Alle steder, hvor denne barbariske svulst dukker op, er den støttet og finansieret af imperialismes fangarme.

De danske politikere fralægger sig ethvert ansvar for konsekvenserne af deres militære interventioner som hjælpestyrke til USA. Men sagen er jo netop, at hvis Vesten og dens allierede i Mellemøsten ikke havde myrdet hundretusinder i krige i Afghanistan, Pakistan, Irak, Libyen, Yemen, Palæstina osv. Hvis man ikke havde kanaliseret milliarder af dollars over i islamistiske organisationer, så ville islamisk fundamentalisme ikke eksistere i noget nær det omfang, det gør i dag. At de danske politikere, inklusiv toppen i arbejderbevægelsen, hverken kan eller vil se det, er ekstremt hyklerisk.

Islamisterne er ikke en tøddel bedre

På samme måde er det værd at understrege islamisternes tomme hykleri imod Vesten og højrefløjen. Jabhat al Nusra i Syrien har ingen problemer med at samarbejde med den israelske hær eller at modtage penge og våben fra CIA. Det samme gælder alverdens islamistiske organisationer i Pakistan, Afghanistan, Indonesien, Libyen osv. Disse fromme herrer, der lever efter alle guds forskrifter, har en finger med i alverdens kriminelle forretninger. Fra menneskehandel til narkosmuling, afpresning, mord og rufferi - hvis der er sorte penge i den muslimske verden, er islamisterne ikke langt væk.

Deres imamer hævder, at leve et simpelt liv, men de er bundet sammen med nogle af de rigeste mennesker i regionen. I millionbyen Karachi er hele underverdenen i hænderne på forskellige islamistiske organisationer. Den i Danmark velkendte organisation Hizb-ut-Tahrir har i mange år haft som mål at rekruttere højtstående officerer fra den Pakistanske hær - en af de mest korrupte militære maskiner i verden. De fleste af disse grupper fungerer mere som lejesoldater til rådighed for højstbydende. Det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke har egne interesser, men deres interesser har ingen lighed med folkets interesser.

På trods af al deres tomme snak om anti-imperialisme er det påfaldende, at islamisternes interesser altid falder sammen med imperialisternes, når det handler om at kvæle massernes selvstændige bevægelser. Strømmen af penge fra alverdens efterretningstjenester ind i disse organisationer er aldrig stoppet, selvom de har vendt sig imod deres oprindelige herrer.

På trods af deres storslåede sprog, er islamisternes radikalisme overfladisk og impotent. Deres program truer på ingen måde kapitalen, der tydeligvis heller ikke ser nogen fare i dem. Den verden, de tilbyder, er en verden bygget på “gode/guddommelige” idealer i modsætning til kapitalismens “ondskab”. Men de tilbyder intet reelt til masserne udover håbet om et bedre liv efter døden, men i livet på jorden tilbyder de intet.

Som plat og krone på samme mønt kan islamisterne og de vestlige magthavere ikke se hinanden i øjnene, den ene opererer i skyggen, mens den anden står åbent frem, men i sidste ende er islamisme og imperialisme to sider af samme sag. Begge bomber, myrder, plyndrer og udgør en fare for civilisationen i de områder, de hærger. Selvom de til tider kan komme i konflikt med hinanden, består forskellen mellem dem mest af alt i deres forskellige hovedbeklædning og størrelsen af deres våben. Islamisk fundamentalisme er og har altid været imperialismens skabninger og kontra-revolutionens åbne ansigt i kampen mod progressive og revolutionære bevægelser.

Politisk islamisme, som vi kender det idag, er som fascismen i 30’erne et udtryk for den herskende klasses desperate forsøg på at forsvare sit system. Den er et udtryk for enorm ustabilitet og permanent krise, som præger kapitalismen i Mellemøsten.

“Demokratiet”

I Vesten forsøger borgerskabet at opsplitte arbejderklassen på nationale skel. Mens de belejligt fejer deres egne handlinger ind under gulvtæppet, bruger de deres egne kreationer til at retfærdiggøre at omtale muslimer og andre grupper af emmigranter i et sprog, der er som taget ud af 30'ernes ultra nationalistiske vendinger imod jøder. Det såkaldte forsvar for ytringsfrihed bruges i dag af det officielle Danmark som et dække over retten til at håne og diskriminere en hel befolkningsgruppe baseret på deres religion.

Vi marxister forsvarer fuldt og fast ytringsfriheden, og er på ingen måde imod, at disse "liberale" "frihedselskende" herrer ytrer sig, men vi forbeholder os retten til at kritisere dem og kalde dem, hvad de er: charlataner, plattenslagere og demagoger. Marxister står altid i forreste række i forsvaret for demokrati og ytringsfrihed, men disse damer og herrers forsvar for ytringsfriheden er hul. Sålænge Yahya Hassan kritiserede kulturen hos mellemøstlige familier, var han højrefløjens darling, men når han udstiller højrefløjens ynkelige demagogi, truer Pia Kjærsgård med at fjerne hans politibeskyttelse. Tusinder af uskyldige mennesker er blevet dræbt i Mellemøsten og hele lande er besat og bekrigede - i ytringsfrihedens og demokratiets navn.

Som alle andre principper er demokratiet intet værd for borgerskabet, når det kommer til deres klasseinteresser. Deres taktik i dag er at splitte arbejderklassen og spille den ud mod hinanden. Til at gøre dette læner de sig op ad islamisterne. Konsekvensen af islamisternes terroraktioner og falske radikalisme er en styrkelse af højrefløjen og det borgerlige statsapparat i at fjerne demokratiske rettigheder og angribe sin egen arbejderklasse.

Islamisterne nyder også godt af dette forhold. I Vesten påstår de, at forsvare unge muslimer. De genkender og kritiserer højrefløjens racisme, og ligeså den racisme, der desværre også ofte findes på venstrefløjen. Men i stedet for at bekæmpe den er deres taktik at opildne den endnu mere. De lever af unge muslimers marginalisering og isolation og prøver at øge denne isolation så meget som muligt og fordybe denne falsk kløft mellem folk baseret på religion.

Men man må spørge sig selv, hvem har fattige og undertrykte muslimer mest til fælles med? Den muslimske oliemilliardær/diktator/kapitalist, der beder fem gange om dagen og overholder sin faste? Eller andre fattige og udbyttede mennesker i verden, uanset deres tro? Både islamisterne og det vestlige borgerskab gør alt for at gemme dette faktum af vejen, for dem er enhed på klassebasis den største trussel. Men for de fattige, de undertrykte og de udbyttede er det den eneste vej frem.

Desværre har venstrefløjen og arbejderbevægelsens svar på dette været mildest sagt kritisabelt. Langt de fleste udlændinge i Danmark er arbejdere, men i stedet for at integrere dem i arbejderbevægelsen, i stedet for åbent at afsløre højrefløjens virkelige interesser, er lederne af arbejderbevægelsen fulgt efter de borgerliges racistiske retorik og overbudspolitik. Det betyder, at mange vrede unge muslimer presses til at tage tilflugt hos islamistiske grupper der - på overfladen - kan tilbyde dem en mening med det hele og en plan for at kæmpe tilbage mod den uretfærdighed, de oplever.

Kapitalismens verdensomspændende krise udtrykker sig i ustabilitet på alle planer: Økonomisk, socialt, diplomatisk, militært, kulturelt, moralsk osv. Reaktionære bevægelser, som islamisk fundamentalisme eller europæisk højrenationalisme , er udtryk for denne krise og værktøjer, som den herskende klasse bruger til at forsvare systemet.

Men der er også en anden meget stærkere tendens. Kapitalismens totale blindgyde betyder, at flere og flere leder efter en revolutionær vej ud. Den arabiske revolution viste, at når først masserne bevæger sig på afgørende vis, kan de reaktionære kræfter ryddes af vejen uden problemer og religiøse, nationale og lignende skel bliver fejet til side. Den arabiske revolution er på ingen måde slut, da intet er løst - tvætimod. Mens revolutionen midlertidigt er i tilbagetog, er situationen for masserne den samme. Herskerne beriger sig som aldrig før, mens befolkningen ryger dybere ned i fattigdom og desperation. Kapitalisternes totale mangel på jordforbindelse vil kun øge hadet og vreden imod dem.

På samme måde bliver store bevægelser forberedt i Vesten. Allerede nu ser vi i Sydeuropa, hvor hurtig massernes levestandard kan blive presset ned på samme niveau som i Mellemøsten. Den samme process vil bevæge sig længere nordpå, som krisen bliver dybere, med de samme revolutionære konsekvenser til følge.

Terror, islamisk fundamentalisme osv. bekæmpes ikke ved hyklerisk hysteri og politisk talen-uden-om, men netop ved at forstå årsagerne til dette pilrådne system, der skaber krige, terror og fattigdom. Kampen mod racisme, højrefløjen og terror er en kamp for at forene arbejderklassen på tværs af nationalitet, religion, køn osv. i en fælles kamp for at smide dette pilrådne kapitalistiske system på porten. Det kan kun ske på et revolutionært socialistisk program, der både bekæmper den vestlige imperialisme samt dens skabninger som diktatur, fascisme og islamisk fundamentalistiske.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.