MogE beskretVi befinder os i en af de mest turbulente perioder i verdenshistorien. Der er ustabilitet på alle niveauer; socialt, politisk, økonomisk, kulturelt.

Den nuværende krise er ikke blot en krise i økonomien men en grundlæggende krise i kapitalismen som samfundssystem. En krise, der også viser sig indenfor alle samfundsvidenskaberne, der ikke er i stand til at forklare det, der finder sted for øjnene af os. Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps lovede borgerskabets teoretikere os fred, harmoni og evig fremgang. I stedet står vi i den dybeste krise siden depressionen i 1930’erne, der foregår brutale krige i Afghanistan, Irak og utallige andre steder på kloden og antallet af folk i verden der sulter, er nu nået over 1 milliard!

Alle, der forsøger at forstå verden og finde løsninger på problemerne, efterlades uden svar. De borgerlige ideologer og eksperter kan ikke svare på noget. Marx og Engels forklarede i det Kommunistiske Manifest, at ”En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer”. Har man ikke en bevidst filosofi, så overtager man automatisk den herskende klasses ideer. Kapitalisterne fører et ideologisk felttog mod arbejderklassen. De har professorer, eksperter osv. til at forsvare deres interesser. Og i skolerne, fjernsynet og aviserne bombarderes vi konstant med deres ideologi; at kapitalismen er det eneste rigtige system, at det handler om at ”arbejde sig op” og ”enhver er sin egen lykkes smed”.

Marxismen er arbejderklassens og alle undertryktes videnskab. Kun ved at forstå samfundet, kan man ændre det. Enhver, der ønsker at forandre verden, må studere de marxistiske ideer, og tilegne sig en bevidst filosofi som modsætning til den herskende klasses filosofi.

Marxismen som videnskab

De marxistiske ideer er ikke dumpet ned fra himmelen. Marxismen er en videnskab, fordi det er en undersøgelse af de materielle forhold og uspringer fra et nøje studie af den materielle virkelighed.

Før Marx og Engels var der folk, der kaldte sig socialister, men de var, hvad Marx og Engels kaldte, utopiske socialister. Utopiske fordi de ikke tog udgangspunkt i samfundets modstridende kræfter funderet på materielle forhold, men i stedet mente, at kampen om socialisme handlede om ”den gode ide”.

Marx og Engels var de første, der forklarede, at samfundets grundlag er, hvordan vi sørger for at få mad på bordet, tag over hovedet og tøj på kroppen. Menneskehedens historie er, forklarede de, en klassekampens historie.

Da mennesket begyndte at kunne producere mere end nok til lige at overleve, opstod ulighed og dermed klasser og staten. At et lille mindretal kunne fritages fra den daglige kamp for overlevelse, og i stedet hellige sig studiet af filosofi, fysik, matematik osv. var et kæmpe fremskridt. Efterhånden som teknikken og videnskaben udvikledes, ændrede mennesket også måden, som det producerede sine livsfornødenheder på. Det betød, at klasserne også ændrede sig over slavesamfund, til feudalsamfund og nu kapitalismen.

Kapitalismen betød kæmpe fremskridt indenfor teknik og produktionen. Enhver kapitalist er på grund af konkurrencen konstant tvunget til at producere hurtigere, bedre og billigere end de andre. Det har udviklet produktionsmidlerne i en sådan grad, at vi nu er nået et niveau, hvor vi kan producere nok til, at ingen behøver at lide nød. Produktionen har nået hidtil usete højder og er, med Marx’ ord, blevet samfundsmæssig, forstået på den måde, at produktionen kræver hele samfundets involvering; bare tænk på hvor mange forskellige arbejdere, fra hvor mange forskellige steder, der har været inde over at producere enkeltdelene til for eksempel en computer. Det betyder samtidig, at mængden af produkter er vokset enormt.

På den måde har kapitalismen lagt grunden til et samfund, hvor ingen behøver at lide nød, hvor menneskeheden med Engels’ ord kan gå fra ”nødvendighedens rige ind i frihedens rige”, det vil sige et socialistisk samfund.

Til trods for at kapitalismen i starten udviklede produktionsmidlerne, er systemet nu blevet en lænke på produktionen. Der eksisterer fuldstændig anarki i økonomien, patenter og konkurrence betyder, at teknologiske opfindelser holdes hemmelige, nye maskiner betyder i dag øget arbejdsløshed i stedet for lavere arbejdstid osv. Ikke mindst er kriserne et indbygget tilbagevendende fænomen, hvor vi har den absurde situation, at kriserne opstår ikke af mangel, men af overproduktion; ikke fordi folk ikke har brug for varerne, men fordi de ikke har råd til at købe dem. Mens mere end 1 milliard sulter, fyres millioner og atter millioner.

Kapitalismen har samtidig skabt sine egne banemænd, arbejderklassen. Den klasse der udgør det store flertal, som rystes sammen af produktionen, og som kun kan opnå fremskridt ved at stå sammen. Det er arbejderklassen, der skaber værdierne, men under kapitalismen er det de enkelte kapitalister, der tilegner sig en god del af disse værdier, fordi de ejer fabrikkerne, maskinerne, bankerne osv. En socialistisk revolution går i bund og grund ud på at fratage kapitalisterne deres private ejerskab over produktionsmidlerne, og i stedet lade dem, der skaber værdierne, arbejderklassen, demokratisk bestemme hvad og hvordan der skal produceres.

De utopiske socialister før Marx og Engels kunne ikke være andet end utopister, da kapitalismen ikke var tilstrækkelig udviklet. Det blev Marx og Engels’ opgave at forklare kapitalismens udvikling og dermed sætte de socialistiske ideer på videnskabelig grund.

Marxismens tre kilder og bestanddele

Lenin forklarer i sin artikel ”Marxismens tre kilder og bestanddele”, at marxismen består af tre dele: marxistisk filosofi også kaldet dialektisk materialisme, historisk materialisme og økonomi.

De marxistiske teoretikere, primært Marx, Engels, Lenin og Trotskij har skrevet om de mest forskelligartede emner. Nogle fakta er muligvis forældede; vi er heldigvis nået længere indenfor naturvidenskaben, arkæologien osv. i de sidste 150 år. Men læser man for eksempel Det kommunistiske manifest, må man forbløffes over, hvor godt det passer på i dag. Faktisk beskriver det langt mere det

nuværende samfund end kapitalismen på Marx og Engels’ tid.

”Marx’ lære er almægtig, fordi den er rigtig. Den er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom.” (Lenin, Marxismens tre kilder og bestanddele)

Dialektikken er læren om udvikling. Den dialektiske materialisme tager fat på den materielle verden og ser den i sin udvikling, sin konstante forandring gennem modsætninger. Den historiske materialisme overfører denne erkendelse af naturen til det menneskelige samfunds historie. Marx forklarede, hvordan den historiske udvikling følger dialektikkens love og ikke bare er rent kaos eller Guds vilje. Klassekampen er grundlaget for og drivkraften i den historiske udvikling. Med produktivkræfternes vækst opstår der ud af én form for samfundsliv en anden og højere form for samfund.

Den marxistiske økonomi forklarer, hvordan de økonomiske strukturer i det kapitalistiske samfund fungerer. Hvordan kapitalisterne køber arbejdernes evne til at arbejde, dvs. deres arbejdskraft. Arbejderen tilfører gennem sit arbejde ny værdi til varerne, det som Marx kaldte merværdi. Kapitalisterne tilegner sig denne merværdi, og det er grundlaget for en udvidelse af deres kapital. Modsætningen mellem kapital og arbejde er kapitalismens grundlæggende modsætning.

Engels forklarer bl.a. i Anti-Dühring, hvordan menneskets tilegnelse af viden foregår som en opadstigende spiral, der aldrig slutter. Vores viden i dag bygger på al den tidligere viden. Marxismen kan ikke erstatte et studie af de enkelte grene af videnskaben af fysik, af historien, af biologien osv.

Både den viden vi har indoptaget og omarbejdet i vores nuværende viden, og den, vi har forkastet som fejlagtig, har bragt os tættere på en mere korrekt forståelse af virkeligheden. Det er en uendelig proces, fordi vi aldrig kan vide alt, der er at vide i hele verden.

”Enhver tankeafbildning af verdenssystemet er og forbliver faktisk begrænset, objektivt af den historiske situation og subjektivt af ophavsmandens legemlige og åndelige tilstand.” (Engels i Anti-Dühring)

Stalinismens forvanskning af marxismen

Når unge mennesker skal afskrækkes fra at blive socialister eller læse Marx’ tekster, får de smidt udviklingen i Sovjet i hovedet: ”Se hvad der skete i Sovjet, marxismen fører til diktatur”.

Den russiske revolution i 1917 var den største begivenhed i menneskehedens historie, hvor arbejderklassen for første gang tog magten og begyndte på opbyggelsen af et socialistisk samfund. Men revolutionen fandt sted i et meget tilbagestående land og blev isoleret. Revolutionens mest fremtrædende ledere, Lenin og Trotskij, gjorde det begge helt klart, at den eneste måde den unge sovjetmagt kunne overleve og udvikle sig til socialisme, var, hvis revolutionen spredte sig til de mere udviklede kapitalistiske lande. Det skete ikke. Den revolutionære bølge der fulgte den russiske revolution, bl.a. revolutionen i Tyskland i 1918/19 led nederlag. Nederlaget skyldtes især manglen på en revolutionær ledelse, og det efterlod den russiske revolution isoleret. Det er på den baggrund, man må forstå, hvordan bureaukratiet kunne vokse frem i Sovjet og med Stalin i spidsen tage magten. Stalins Sovjet havde intet at gøre med marxisme eller socialisme. Stalins bureaukratiske styre udgjorde en kontrarevolution i revolutionen.

Marxismens mål er et kommunistisk samfund, hvor alle ”yder efter evne og nyder efter behov”. Det kræver et samfund, hvor produktionen er så udviklet, at uligheden og klasserne er forsvundet, og hvor staten derfor også er døet bort.

Planøkonomien i Rusland skabte en enorm udvikling af teknologien, produktionen og leveforholdene og viste det enorme potentiale, der er i en planøkonomi. Men den russiske økonomi nåede aldrig op på siden af de mest udviklede kapitalistiske lande. Uligheden og staten voksede og der blev skabt et uhyrligt diktatur. Uden demokrati kunne planøkonomien ikke overleve, og til sidst kollapsede Sovjetunionen. Sovjet var aldrig socialistisk, men en degenereret arbejderstat.

Enhver herskende klike har brug for et ideologisk dække for sit forehavende. Det stalinistiske bureaukrati klædte sin kontrarevolution i marxistiske gevandter. Stalinismen destruerede sovjetdemokratiet, forfulgte og dræbte tusinder af mennesker i marxismens navn. Stalinismen reducerede marxismen til et livløst dogme, tilpasset bureaukratiets behov, hvor kritik og selvstændig tænkning blev anset for kontrarevolutionært og straffet derefter. Stalinisterne forfalskede historien, som det passede dem. Stalinismens forvanskning af marxismen har miskrediterede den i flere generationer.

Kamp imod reformismen

Men stalinismen var ikke alene om at isolere marxismen. Socialdemokratierne blev stiftet i slutningen af 1800’tallet. De startede som revolutionære partier, der byggede på de marxistiske ideer. Partierne blev født i en periode, hvor kapitalismen gik fremad, og det tillod kapitalisterne at give en række indrømmelser især til de øverste lag af arbejderklassen og deres repræsentanter i fagbevægelse og partier. På den baggrund opstod ideen om, at det var muligt at ændre samfundet gradvist. Gennem reformer kunne man skabe et socialistisk samfund. Med andre ord var en revolution ikke nødvendig.

De reformistiske ideer kom i problemer, da kapitalismen gik i krise. Lige pludselig var der ikke længere råd til reformer, tværtimod blev arbejdernes rettigheder angrebet. Men i efterkrigsopsvinget fik de reformistiske ideer en fornyet autoritet. På baggrund af arbejderklassens kamp opnåede arbejderklassen i de mest udviklede lande et semiciviliseret liv med pension, ferie o.l.

Opsvinget nåede dog sin afslutning i starten af 1970’erne. Kapitalismen havde ikke, som nogen påstod, overkommet sine modsætninger, men cyklussen med kriser og opsving vendte tilbage. Der var ikke længere råd til reformer, og arbejderklassens rettigheder, arbejdsforhold og velfærd kom under angreb. De reformistiske ledere for arbejderklassen udspillede sin historiske rolle, men fortsatte med at stå i spidsen for arbejderbevægelsen.

De nuværende ledere af arbejderbevægelsen forsvarer det kapitalistiske system og fortæller arbejderne, at vi må være ”realistiske”, at ”det er nødvendigt at skære ned for at bevare velfærden” osv. Kapitalismen er ikke længere i stand til at sikre fremgang for det store flertal. Kampen mod kapitalismen er også en kamp imod de reformistiske ideer i arbejderbevægelsen.

Hvad, det kommer an på, er at forandre verden

”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” (Marx, Teser om Feuerbach).

For marxister er det at forstå verden ikke målet i sig selv men blot forudsætningen for at kunne forandre den. Marxismen er ikke en teori adskilt fra verden, men en teori beregnet på direkte indgriben i verden omkring os, i klassekampen. Historien skabes af kamp mellem klasser. En kamp, der foregår, hvad enten vi vil det eller ej. Trotskij forklarer, at en revolution er, når masserne træder ind på historiens scene for at forandre deres skæbne.

Vi er igen trådt ind i en periode med revolutioner og kontrarevolutioner. Latinamerika er grebet af en revolutionær bølge, det arabiske forår, og enorme demonstrationer spreder sig fra land til land*. Overalt ser vi klassekampen bryde ud i lys lue.

Det karakteristiske ved de seneste års kampe har været det enorme tomrum af ideer. Stalinismen og reformismen har spillet fallit, og de ægte revolutionære ideer, marxismen, har endnu ikke opnået en styrke, der kan udfylde dette tomrum.

Marx forklarede, at ideer først bliver en materiel kraft, når de fanger massernes bevidsthed. Flere og flere arbejdere og unge søger efter ideer. Den økonomiske krise har for alvor fået tørsten efter marxistisk litteratur til at blusse op; salget af Marx’ mesterværk Kapitalen er for eksempel steget markant og i den udgives nu som manga-tegneserie også i Danmark.

Marxismens kritikere, selv indenfor arbejderbevægelsen, kalder marxismen for forældet. Hvad, der er forældet, er et samfund, hvor alle muligheder for at skabe et paradis på jord er til stede, men hvor alle rigdommene i stedet går til de få. Kapitalismen har spillet fallit. Det må erstattes af et socialistisk samfund. Det vil være første gang i historien, at mennesket ikke skal bruge størstedelen af sin energi på at skaffe brød på bordet. Det vil være et samfund, hvor menneskets virkelige potentiale kan frigøres. Det vil være et samfund med en enorm opblomstring i kulturen, videnskaben, kunsten.

Kapitalismen bryder ikke sammen af sig selv. Det kræver arbejderklassens bevidste indgriben. Arbejderklassen har gang på gang bevæget sig for at ændre samfundet. Men selv den mest stålsatte kampvilje og selv det største mod sikrer ikke sejren alene. Det afgørende element er en ledelse med en korrekt metode, strategi og taktik, som baserer sig på arbejderklassens generaliserede erfaringer, dvs. marxismen. Den kan ikke opfindes i kampens hede, men må opbygges allerede nu.

Det er opgaven for alle, der ønsker at ændre verden; at studere, at kæmpe og at organisere større og større lag af arbejderklassen.

”Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.” (Det Kommunistiske Manifest)

*Denne artikel er tidligere udgivet som forord til bogen ”Hvad er marxisme”, der kan købes på forlagetmarx.dk. Den eneste ændring i forhold til forordet er, at dette afsnit markeret med * er opdateret.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.