Udgivelsen af bogen Reason in Revolt for syv år siden blev mødt af begejstring fra mange mennesker, ikke bare på venstrefløjen, men også blandt videnskabsfolk og andre interesserede i filosofi og de nyeste videnskabelige teorier, såsom kaos- og kompleksitetsteorierne, der i vidt omfang afspejler en dialektisk tilgang til naturen. (Reason in Revolt – Marxist Philosophy and Modern Science" af Alan Woods og Ted Grant udkom første gang i 1995 og kan bestilles via Socialistisk Standpunkt. En on-line-udgave kan læses på www.marxist.com)

De seneste opdagelser indenfor palæontologi, navnlig Stephen J. Goulds pionerværk (punctuated equilibria ~ "afbrudt ligevægt") har fundamentalt ændret den gamle opfattelse af evolution som en langsom, gradvis proces, upåvirket af pludselige katastrofer og spring. Gould selv har hyldet Engels, der i sit lille mesterværk "Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske" mesterligt foregreb de nyeste opdagelser inden for forskningen i menneskets oprindelse.

Siden Reason in Revolt først udkom, har der været en række andre vigtige opdagelser inden for naturvidenskaben – navnlig det menneskelige genom. Disse resultater har komplet fjernet grundlaget for den genetiske determinismes standpunkter, som vi kritiserede i Reason in Revolt. Resultaterne har også givet dødsstødet til skabelsesberetnings-tilhængerne, der vil udskifte darwinismen med første Mosebog. Resultaterne har hevet tæppet væk under fødderne på de racister, der har forsøgt at bruge genetikken til at fremme deres reaktionære pseudovidenskabelige "teorier".

Imidlertid var der en del af Reason in Revolt, som nogle havde svært ved at sluge – nemlig afsnittet om kosmologi, hvor vi argumenterede imod Big Bang-teorien. Standardmodellen for universets udvikling virkede så rodfæstet, at den virkede uangribelig. Det overvældende flertal accepterede den ukritisk. At drage denne teori i tvivl var næsten lige så utænkeligt, som hvis paven i Rom satte spørgsmålstegn ved den ubesmittede undfangelse.

Big Bang-teorien var et forsøg på at forklare universets historie på basis af bestemte observerede fænomener, særligt det faktum at vi kan se galakserne fjerne sig fra hinanden. På baggrund af dette tror de fleste astronomer, at disse stjernegrupper var tættere sammen i fortiden. Hvis vi ruller filmen tilbage, så ville al materie, tid og rum være udgået fra ét punkt i en kæmpemæssig eksplosion, der involverede kolossale mængder energi.

Ifølge den almindeligt accepterede kosmologiske model, den såkaldte "inflationsmodel", blev universet født under en øjeblikkelig skabelse af materie og energi. Det er den moderne variant af det gamle religiøse dogme – verdens skabelse ud af intet. Det såkaldte Big Bang påstås at være begyndelsen for rum, materie og tid. Siden universet har udvidet sig siden denne begivenhed, har materie og energi spredt sig i klumper. Denne spredning kunne potentielt fortsætte for evigt.

Denne model har opnået bred accept, fordi den forklarer adskillige vigtige kendetegn, vi kan se i universet – såsom hvorfor alting ser ens ud i alle retninger, og det faktum at rummet forekommer "fladt" (parallelle linier vil aldrig mødes, uanset hvor lange de er.)

"Inflationsideen er blevet enormt indflydelsesrig", skriver Robert P. Kirshner, astrofysiker på Harvard Universitet. "Ingen observationer beviser, at den er forkert". Men han tilføjer, "dette betyder selvfølgelig ikke, at den er rigtig". (National Geographic News, 25. april 2002)

Faktisk er der alvorlige problemer ved denne teori, som vi ridsede op i Reason in Revolt. For eksempel kan spørgsmål om, hvad der skete før Big Bang ikke rigtig stilles, da der ikke formodes at have været noget "før" – eftersom der ikke var nogen tid. På denne måde placeres der en absolut begrænsning på muligheden for vor forståelse af universet, og der lades en dør åben for alle slags mystiske ideer – som der er blevet øset ud af i store mængder de seneste år. Ikke desto mindre har inflationsteorien overlevet,siden den blev introduceret i slutningen af 1970'erne, alt imens kosmologer har forkastet konkurrerende idéer én efter én.

Imidlertid dukker der nye problemer ved den eksisterende teori op hele tiden. Senest i 1998, da studier af fjerne eksploderende stjerner viste, at universet udvidede sig med en accelererende hast. Dette var en stor overraskelse, da de fleste forskere troede, at universet enten ville udvide sig for evigt med samme hastighed, eller miste hastighed og trække sig sammen for til sidst at trække sig helt sammen i et "Big Crunch".

I sidste uge har en artikel af Paul J. Steinhardt og hans kollega Neil Turok fra Cambridge Universitet, offentliggjort 25. april på det anerkendte tidsskrift Science's hjemmeside, udfordret den almindeligt anerkendte holdning seriøst. De to forskere har bragt en ny model frem for at forklare, hvordan kosmos er, og hvordan det kan udvikle sig. De argumenterer – som vi gjorde i Reason in Revolt – for, at universet ikke havde en begyndelse og ikke vil få en afslutning.

Steinhardt og Turok pointerer, at standardmodellen kommer til kort på adskillige punkter. Den kan ikke fortælle os, hvad der skete før Big Bang, eller forklare universets eventuelle skæbne. Vil det udvide sig for evigt, eller stoppe og trække sig sammen? Dette var nogle af de indsigelser, vi kom med i Reason in Revolt.

De foreslår, at universet går gennem en endeløs cyklus – af Big Bang's, udvidelse og sammentrækning – drevet af (en endnu uforklaret) "mørk energi". De mener, at det er nødvendigt at tage højde for nye opdagelser, der har overrasket det videnskabelige samfund – som observationen af, at alt i universet synes at fjerne sig fra hinanden med en accelererende hastighed. Denne tilsyneladende acceleration er siden blevet påvist at være rigtig. Standardmodellen forudså sandelig ikke sådan noget!

For at forklare dette påberåbte astronomerne sig den gamle idé om, at rummet indeholder en såkaldt mørk energi, der skubber galakserne fra hinanden. Steinhardt og Turok er nødt til at placere denne energi – et skalafelt, som de matematisk beskriver det – i centrum af deres nye model. De tror, at den mørke energi driver en aktivitetscyklus, der omfatter et Big Bang og en efterfølgende periode med udvidelse, der efterlader universet jævnt, tomt og fladt.

Den nye model tilbyder et strømlinet alternativ til standardmodellen. Den behandler ikke Big Bang som et skabelsesøjeblik, men som en overgang mellem to perioder i en endeløs proces af kosmologisk genfødsel. Ifølge den nye model bliver Big Bang fulgt af en periode med langsom udvidelse og gradvis ophobning af mørk energi. Når den mørke energi bliver dominerende, stimulerer den kosmisk acceleration. Den nuværende periode er tæt på overgangen mellem disse stadier, mener forfatterne.

For tiden, siger de, er universet i en ekspansiv fase, og den nuværende ekspansion vil fortsætte i billioner af år, før den når et kritisk punkt, hvor processen tager en ny drejning. Selvom der er masser af spørgsmål, der ikke er besvaret (særligt spørgsmålet om denne hypotetiske "mørke energi"), lader den nye model til at være en stor forbedring af den eksisterende, der påstår at Big Bang var begyndelsen for al tid, materie og energi – helt klart en mystisk og uvidenskabelig antagelse. Den nye teori gør op med idéen om, at universet har en begyndelse såvel som en slutning – det er derimod uendeligt både i tid og rum.

Steinhardt tilføjer: "I standardmodellen formodes det, at Big Bang faktisk er begyndelsen for rum og tid; at der var intethed, og pludselig ud af intetheden sprang rum, tid, materie, stråling og så videre".

Selvom standardmodellen har været svær at gendrive, var mange videnskabsfolk allerede blevet utilfredse med dens modsætninger og utilstrækkeligheder. Ifølge Steinhadt "forudser (den nye teori) alle karakteristika ved standardmodellen, blot med færre ingredienser". Faktisk kan adskillige af kosmos' karakteristika blive forklaret bedre af den cykliske model, inklusiv universets geometri, dets overordnede ensartethed, og især accelerationens eksistens. Rapportens forfattere har diskuteret deres idéer med andre forskere, og har modtaget positive, men "forsigtige", svar.

Den nye model er blot endnu et eksempel på den dialektiske lov om kvantitetens overgang til kvalitet. "Skalafeltet ændrer karakter over tid", sagde Paul Steinhardt til BBC. "Til sidst begynder feltet at bygge energi op indtil et punkt, hvor det pludselig bliver ustabilt og sprænges i materie og stråling, der fylder universet, og driver den nye ekspansionsperiode".

Vi har at gøre med utrolig store tidsperioder. En accelereret ekspansion foregår over billioner af år, og materie og energi bliver gradvist udstrakt over universet. Med tiden bliver materie, stråling og selv sorte huller så udstrakte, at de er udsvævet til næsten ingenting. De efterlader et massivt univers, der er så godt som tomt.

"På dette tidspunkt i processen er de materielle partikler så langt fra hinanden – og på vej væk fra hinanden så hurtigt – at de ikke kan interagere og effektivt bliver spredt i forskellige universer. Steinhardt og Turok kalder denne vakuumlignende fase "the Big Crunch". Vakuumet får mørk energi til at materialisere sig i konkret materie og stråling i et nyt Big Bang, og genstarter ekspansionscyklussen". (National Geographic News, 25. april 2002)

Denne model sætter en stopper for al nonsens om skabelsen af universet ud fra ingenting:

"Hvad vi foreslår i denne nye model er, at Big Bang ikke er tidernes begyndelse, men derimod blot det seneste i en uendelig serie af cyklusser, hvor universet har gennemgået perioder med opvarmning, ekspansion, afkøling, stagnation, udtømning og atter ekspansion". (BBC-indslag)

Det billede af universet, der præsenteres her, er fuldstændig foreneligt med den dialektiske materialismes teorier, der siger, at universet er uendeligt, evigt og i evig forandring. Dette udelukker overhovedet ikke muligheden af et Big Bang. Faktisk har vi allerede argumenteret for, at der formentlig har været mange Big Bang's. Men hvad det helt sikkert slår fast, er at materie (eller energi, der er præcis den samme ting) under ingen omstændigheder kan skabes ud af intet (som Big Bang-teorien antyder) eller forsvinde ud i intet.

Det er selvfølgelig utrolig svært at løse de problemer, der er forbundet med et uendeligt univers. Den kosmologiske forfatter Marcus Chown indrømmer, at det vil blive ekstremt svært endegyldigt at bevise hvilken som helst model for universet. Han er forfriskende ærlig omkring de involverede problemer: "Kosmologiens historie er en historie om os, der tager fuldstændig fejl", fortalte han BBC. "Jeg mener, at kosmologi er den sværeste af alle videnskaber; vi sidder på denne lille planet i midten af det enorme univers, vi kan ikke tage nogen steder hen og lave nogen eksperimenter – alt, vi kan gøre, er at samle det lys op, som tilfældigvis falder ned på os, og udlede noget om universet af det".

På trods af dette fortsætter forskere med at gennemtrænge universets og naturens hemmeligheder, én efter én. Hele videnskabens historie er historien om menneskehedens fremskridt fra uvidenhed til visdom, fra fejl til sandhed. Dette er i sig selv en dialektisk proces, hvor hver generation når frem til en teori, der forklarer mange ting. Men ved et bestemt punkt bliver små uregelmæssigheder, der strider mod den eksisterende model, fundet. Dette leder med tiden til forkastelse af den gamle model og en ny model, der selv med tiden bliver overhalet.

På denne måde trænger den menneskelige kundskab dybere og dybere ned i universets hemmeligheder. Og denne proces er evindelig. Den dag vil aldrig komme, hvor menneskeheden vil kunne sige: "Vi forstår nu alting". Universet er uendeligt, og ligeledes er den menneskelige forståelsesproces, der uundgåeligt går gennem en hel serie af fejl, eller mere korrekt, delvise sandheder.

Den nye teori må selvfølgelig demonstreres gennem observation. Der er måder, hvorpå dette kan gøres. For eksempel ville gravitationsbølger, et fænomen forudsagt af relativitetsteorien, tage forskellig form i de to modeller. Det vil ikke være muligt med langbølgede gravitationsbølger i et cyklisk univers, mens de ville findes i et inflationsunivers.

Altså kan målinger af gravitationsbølger og egenskaberne ved "mørk energi" forsyne os med måder, hvorved vi kan skelne mellem de to billeder observationsmæssigt. Forsøg er på vej for at måle og karakterisere gravitationsbølger, men det vil formentlig tage adskillige år at samle brugbar data. Planck-satellitten, der efter planen vil blive opsendt af det europæiske rumagentur omkring år 2008, kan måske hjælpe til en afklaring på spørgsmålet.

Det er for tidligt at sige, om det vil blive bekræftet i detaljer. Ikke desto mindre er det nu klart, at Big Bang-teoriens utilstrækkeligheder nu kommer for en dag, og der søges efter et alternativ. Uanset om den nye teori er korrekt i detaljer eller ej, så er den metoden som dens forfattere har brugt – en materialistisk og dialektisk metode – åbenlyst korrekt. Og, som de rigtigt skriver i Science: "The ultimate arbiter will be nature", "Naturen vil blive den ultimative dommer".

Alan Woods

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.