Fra nr. 35 af avisen Socialistisk Standpunkt. Tegn abonnement
Så har vi været igennem endnu en award-sæson i filmens verden.
Filmselskaberne har fejret sig selv, og har brugt milliarder af reklamekroner. Filmåret har endnu en gang været præget af, om ikke samfundskritiske, så samfundsdebaterende film (Blood Diamond, The Last King of Scotland og Letters from Iwo Jima).
At kendisser som Leonardo DeCaprio, George Clooney, Client Eastwood m.fl. pludselig beskæftiger sig med politiske emner, og de store profitorienterede filmselskaber producerer sådanne film, er uden tvivl en afspejling af intensiveringen i den globale klassekamp, som giver sig udslag i alle sociale klassers bevidsthed.
For mig personligt har mange af de store Oscar film dog også haft en underliggendde håbløshed til fælles. Tydeligst kommer det frem i Babel, som vandt Golden Globe for bedste film. Filmen beskriver på flot malerisk vis menneskelig tragedie på flere kontinenter. I henhold til titlen (babelstårnet) har mange set manglende kommunikation, som ophavet til disser tragedier. Dybere graves der ikke. Letters from Iwo Jima viser også, med visse referencer til nutiden, hvad fanatisk patriotrisme, her i form af den japanske facisme, kan føre til af rædsler. Det bliver ved denne konstatering. Der er intet fremadrettet perspektiv.
Men lad os omskrive Marx: ”Kunsterne har fortolket verden, men det som det handler om, er at forandre den”. Kunst behøver ikke være partipolitisk. Det kan ikke kræves af kunst, at den logisk ræsonerer og fremsætter klare paroler. Det er derimod politikkens opgave. Men kunst uden et egentlig fremadrettet budskab, og som bare konstaterer, kan aldrig blive stor kunst.
Kunst som en vare
I sin oprindelige forhistoriske form var kunsten tæt knyttet med produktionen. Poesien bliv skabt, fordi at det muliggjorde viderebringelse af viden og lærdom. De græske væser var ikke bare kunstværker, de var i udgangspunktet også rigtige fødevarebeholdere. I dag er kunst blevet taget ud af hverdagen, og er blevet noget fremmedartet for de fleste almindelige arbejdende mennesker og unge.
Rigtig kunst er i dag mindretallets privilegie. Det kunst resten af os må nøjes med, er derimod blevet kommercialiseret. Kunst er blevet en vare som alt andet. Film er bogstavelig talt blevet en milliardindustri. Alene de 10 største film havde i 2006 i USA biografintægter på over 2 mia. dollars (se tabel).
Intet er godt nok for arbejderklassen
Der er få gengangere på listen over de mest indtjendende (og derfor mest sete film) og listen over Oscar-nomineringer. De mest sete film har én afgørende ting fælles, som til dels adskiller dem fra Oscar-filmene: de kan mest af alt udelukkende beskrives som underholdning - ikke som kunst. God underholding helt bestemt, men ikke mere.
Alan Woods modbeviser i hans dybegående artikel ”Kunst og klassekampen” på fornem vis den ellers udbredte påstand om, at ”arbejdere ikke er interesseret i kultur”. Gang på gang ser man, hvordan at kunsten blomstrer i revolutionære perioder, og hvordan almindelige mennesker viser interesse for kunst og kultur, og forskellige kunsteriske ideer diskuteres på livet løs på hvert eneste gadehjørne.
Efter en hård arbejdsdag derimod har man normalt ikke overskud til at sætte sig ind i store kunsteriske ideer. Samtidig passer en standardiseret film med et skud action, lidte dåselatter og nogle speciel effects passer også perfekt ind i filmselskabernes endeløse profitjagt.
I disse overenskomsttider må man, hvor vigtig økonomi end er, huske på at socialister ikke bare kæmper for flere brødkrummer, men også arbejdernes ret til kunst og kunsterisk udfoldelse. At det på den anden side hænger direkte sammen med økonomiske spørgsmål, ses åbenlyst af, at fri kunst er en umulighed under det nuværende arbejdspres. Klassekamp er kulturkamp, og parolen må være den 30-timers arbejdsuges øjeblikkelige indførelse.
