Feudalismens krise
I hele denne periode blev millioner af mænd og kvinder, fødte, levede og døde under dette spirituelle diktatur. De kunne ikke engang forstå, hvad der blev sagt i kirkerne, fordi det blev sagt på latin. Og alligevel; uden for kirken, skinnede solen, fuglene sang, mænd og kvinder elskede, musik og dans fortsatte og i sidste ende får du en ændring i samfundets klasseindhold med en meget dybdegående kunstneriske konsekvenser.

Så i feudalismens senere stadie, i den sene middelalder, måske fra det 13. århundrede og fremefter, trådte samfundet ind i en dybdegående krise. Og når et samfund træder ind i en sådan krise, kan det vare længe. Processen går ikke i en lige linje, der kan være op- og nedture, men indenfor den generelle nedgang.

I perioder som disse, føler folk at samfundet er i krise, ikke kun på grund af økonomien, jeg vil tilmed sige ikke hovedsagligt pga. økonomien. Der en generel opfattelse af kollaps, krise i moralen, krise i familien, krise i kirken, krise i troen, krise i videnskaben, krise i kunsten. Og sådan var det i senmiddelalderen. Kolossale forandringer fandt sted midt i generel lidelse, kollaps, krige, epidemier, hungersnød. Mange folk troede at verdens ende var nær, og faktisk var den nær. Ikke for verden som sådan, men for feudalismen, feudalsystemets kollaps. Ideen om verdens ende blev i kunsten udtrykt af de fantastisk originale malerier af Breugel den Ældre og frem for alle andre Hyeronimus Bosch som du kan finde på Prado Museumet i Madrid.

Bosch
Borgerskabets fremkomst
Selvfølgelig var det afgørende spørgsmålet her opstigningen den nye revolutionære klasse, der udfordrede det gamle samfund, det sociale orden, det tro og det religion. Byborgerskabet vandt bid for bid en plads for dem selv i det feudale samfund. På samme måde som den moderne arbejderklasse, gennem arbejderbevægelsens organisationer, skaber en plads for sig selv i samfundet.

Borgerskabet skabte byerne der var uafhængige enheder, ikke baseret på landbrug og gamle feudale forhold, men på butikker, handel, penge og pengeudlåning. De udviklede en ny livsstil og der opstod samtidig gradvist nye smage og kunstneriske opfattelser og frem for alt en ny religion, protestantismen.

Har du nogensinde tænkt på, hvad den grundlæggende doktrinære forskel er på katolicisme og protestantisme? De fleste folk kan ikke svare på dette spørgsmål. Men det er meget simpelt. Den kato! lske religion prædiker frelse gennem arbejde, men protestantisme prædiker frelse gennem tro. Sagt meget groft, men på en måde som bringer forskellens klassenatur frem – tro er meget billigt, det koster ingen penge, hvori arbejde har tilbøjelighed til at være dyrt. Hvad er klassebetydningen af dette? Det går lige i hjertet på forskellen mellem borgerskabet og det feudale aristokrati.

Under feudalismen – et system baseret på langbrug, var der ingen brug for innovation, der var ingen grund til at investere i informationsteknologi eller noget lignende (tilmed hvis man antager at det var tilgængeligt). Grunden til at feudalherrerne havde en masse livegenarbejde, som virkeligt var slavearbejde, bundet til jorden, selvom om de formelt var frie. Og hvis du har meget billig arbejdskraft, behøver du ikke maskiner for at øge produktiviteten. Så hvorfor bekymre sig om at være nyskabende? Der var en lignende situation i s! lavesamfundet. Selvom Alexandrias grækere havde udviklet en dampmaskine, som faktisk virkede, forblev den et legetøj og en mærkværdighed uden praktisk brug.

Men hvis der ingen grund var til at geninvestere, så opstår spørgsmålet om hvad den herskende klasse, så gør med overskuddet? Selvfølgelig kan det altid gives væk, og nogle af dem gjorde det faktisk. Nogle af disse folk var ret generøse – de havde råd til at være det. Eller man kan bruge det hele på pragende tøj og smykker og den slags – hvilket det meste af aristokratiet og deres koner gjorde. Eller du kan give det til kirken. Så hvis du levede et meget slemt liv, de fleste af dem gjorde det, kunne præsten bede for din sjæl de næste 500 år, så du ville blive garanteret en førsteklasses billet til himmerrige.

Dette er grunden til at middelalderkirken havde råd til at bygge enorme katedraler, for penge de fik fra aristokratiet. Faktisk si! ger biblen intet om at kirken er en bygning. Et sted siger Jesus: ”Hvorend to eller tre af jer er samlet i mit navn, dér er jeg”. Det er det ordet kirke betyder på latin: ecclesia betyder en forsamling, overhovedet ikke en bygning.

shakespeare
Så da en mand ved navn Luther kom og oversætte Biblen til tysk – rigtig god tysk faktisk, som lagde grunden til det moderne litterære sprog – og folk begyndte at læse biblen, var det begyndelsen på en revolution. Protestanterne prøvede at basere sig på biblen og intet andet. Dette var guds ord, direkte åbenbaret til mennesket. ”Hvis vi har tro, hvis vi tror på Jesus Kristus gennem biblen vil vi blive frelst”, sagde de. Og det var på det tidspunkt et meget revolutionært budskab.

Det var et frontalangreb på kirken, det spirituelle diktatur; dette kolossale bureaukrati som var meget undertrykkende og ubrugel! igt og korrupt i ethvert tænkeligt henseende; det hadefulde præsteskab som udskrev skatter uden grund. Lad os huske, at vi taler om det som Marx kaldte for akkumulationen af den primitive kapitals periode. Borgerskabet ønskede at gemme deres penge for at investere dem.

To århundreder senere, var de amerikanske revolutionæres slogan “Ingen skatteudskrivning uden repræsentation” mens de liberale i det 19. århundrede kræver ”Billig regering!”. Men borgerskabets første slogan var ”Billig religion!” Vi behøver ikke alle disse kirker, præster, biskopper og Paver – det var hovedideen. Og denne havde selvfølgelig sit egnet æstetiske kunstneriske udtryk..

Den borgerlige revolution
Englands puritanere bar meget simplet sort tøj. Det var i sig selv et revolutionært udfald mod de rige, imod al pralet, imod præstigefuld beklædning, imod smukkerne, imod korruption. Det havde en klar revolutionær bibetydning. Kapitalismen, modsat feudalismen eller slavesamfundet, prædiker for første gang i historien om menneskets rettigheder, individets rettigheder. Individualisme og kapitalisme er virkelig uadskillelige. Og det har en vigtig konsekvens for kunsten, fordi den for første gang i menneskets historie, fordi al eller næsten all tidligere kunst var anonym kunst.

Her ser vi fremkomsten af store kunstnere – folk som for os er kendt som individer. Startende i det 14. og 15. århundrede. I Norditalien og senere i Holland har vi begyndelse på en fantastisk periode i menneskets historien, som vi kalder renæssancen. Hvad er der nyt ved denne kunst? Med Flandern har du folk som Van E! yck brødrene, Huber og Jan van Eyck som malede religiøse motiver på en hidtil ukendt måde. De var religiøse, men hele indholdet i disse malerier var forskellig fra tidligere kunst.

Hvis du ser på den flamske kunst ser du rigtige mænd og kvinder, mennesket er kommet tilbage i kunsten. I filosofien ser vi det sammen med humanismen storhed, som udtrykker den samme borgerlige ide om individets rettigheder. Dette blev repræsenteret af folk som Erasmus og Sir Thomas More. De nye tankeskoler var frem alt et produkt at Italien, hvor kunsten havde nået dens højdepunkt siden Grækenland. Det var et direkte udtryk for borgerskab fremkomst.

Denne revolutionære opfattelse af mennesket som individ, finder et vidunderligt udtryk i folk som Botticellis værker. Venus’s Fødsel er et maleriets største højdepunkter. Dette smukke maleri har intet at gøe med middelalderen eller kristendom. Det! er et fuldstændigt hedensk motiv – kærlighedens gudinde, Afrodite født ud af bølgerne. I centrum er den kvindelige krop, en nøgen krop – et motiv som var bandlyst af den middelalderlige kirke, som så kroppen som ond, og kvinden som kilde til arvesynden. Her, som modsætning, har vi en strålende fejring af menneskekroppen. Den menneskelige essens, livet selv, borer sig vej til forgrunden, som det gjorde i det gamle Grækenland.

Der er en frihed i dette maleri, måden hvorpå huden og bølgerne beskrives, men også vinden, udtrykt i den måde det fint vævede stof bevæger sig. Dette er et revolutionær udsagn – en fuldstændig negation af den gamle stivhed, det gamle religiøse mystiske vrøvl. Det gamle mørke er blevet forvist fuldstændigt. Her er alt lys. Intet er fast, alting bevæger sig, danser og griner. Her ophører kunsten endelig med at være umenneskelig og bliver ægte menneskelig kunst.

Det afspejler en fundamental ændring i menneskets opfattelse af universet og vores plads i det. Det er det samme dristige udsyn som ledte videnskab ind i en ny alder med undersøgelser og eksperimenteren, og i politikken førte det direkte til en revolutionær konflikt mellem det avancerende borgerskab og den katolske reaktion. Særligt i Holland, hvor borgerskabet førte en he! roisk revolutionær kamp imod Spaniens reaktionære magt, som man kan sammenligne med den amerikanske imperialisme nutildags.

vermeer
Hollands oprør
Det spanske Hollands oprør var ligesom vietnamkrigen og den russiske revolution, blandet sammen i én. Det var en meget grum krig, en revolutionær krig hvori den spanske konge med nogle undtagelser dømte hele den hollandske befolkning til døden. Det var på et tidspunkt, hvor det var en forbrydelse straffet med døden at have en bibel i sit hus. Enhver der blev fundet som kætter, det vil sige enhver der ikke var enig med den katolske kirke, ville blive ristet i live, men hvis du gik fuldstændigt til tilståelse og angrede og undsage protestantismen, så ville den Hellige Moder Kirke vise nåde. Mændede blev halshugget og kvinderne begravet levende.

Efter en lang kamp lykkedes det, det hollandske borgerskab at bryde fri fra Spanien. Det åbnede op for en blomstrerende handel og velstand og også kunst og kultur. Denne nederlandske kunst havde visse særheder. Mange af ! disse hollandske masterværker udånder en stemning af ro og stilhed. Hvad betyder det? Det har rødder i den tidligere periode. Efter en voldsom kamp imod Spanien, ville det hollandske borgerskab, disse robuste og velstående kømænd, have et pusterum, en periode med ro til at nyde den nye fred, stilhed og ro. Det er det billede de fleste af disse viderebringer; et perfekt ordnet og stabilt samfund.

Det er også første gang i historien, at kunst virkelig beskriver det almindelige liv, den almindelige borgerlige hverdag. Vi ser kvinder som børster deres hår, spiller på spinetten, læser et brev – som i et maleri af Vermeer, en af de støreste repræsentatnter i den skole. Den meget almindelige karakter af disse scener opfyldte et helt særligt psykologisk behov. Forresten kommer økonomien og klassekampen selv her til syne.

En ny form for malerier blev til: det stille liv. Det består! sædvanligvis af borde fulde af ret dejlige frugter, fasaner, krukker med vin og æbler og anden lukseriøst frugt. Frugten er så smuk, at du ærligt får lyst til at række din hånd ud og tage en af disse æbler og spise det. Det er beskeden fra den velstående hollandske handelsmænd som siger ”Her er jeg! Jeg er kommet frem. Se hvad jeg har råd til. Se hvad jeg har i mit køkken.!” Selv malerierne af blomster har et økonomisk grundlag, fordi dette er perioden med den første økonomiske spekulationskrise, den hollandske tulipanskandale, hvor alle ville have blomster og blomster var mange penge værd.

Penge og kunst

Grundlaget for denne nye kunst er, at der er en ny forbrugende klasse, de velstående hadelsmænd med et stort hus og mange vægge, som skal dækkes. Der var malerier ovralt, der var malerier i butikker, på kroer, på puber. Her blev kunst ikke set som et stort mysterie i betydningen ”kunst for kunsts’ sk! yld”. Det blev set som en handelsvare, ligesom alle andre. Vermeer malede mange malerier af hans fødeby Delft. En Delft-bager ejede faktisk to af Vermeer’ malerier, som nu er millioner af pund værd. Og grunden til at bageren havde disse to malerier er, at de betalte brødregningen: Vermeer havde ikke råd til at købe brød. Han døde i fattigdom, som mange andre kunstere, og storkapitalen tjener millioner på deres malerier.

Selvfølgelig får man med kapitalismens fremkomst vigtige elementer af penge, grådighed, begærligheden efter at eje ting. I England var der en borgerlig revolution i det 17. åhr. Her ser vi det samme sammenstød mellem en ny religiøs og kunsterisk ide og feudal enevælde. Se bare på billederne af Kong Charles I, malet af den hollandske maler Van Dyke, mange af dem er i det nationale galleri. Det er flotte malerier med aristokratiske figurer overbelæsset med fine smykker og knipling! e. Deres fjender, puritanerne, er klædt i sort og levede simpelt. Her er to forskellige opfattelser af æstestik, to forskellige moraler, baseret på to antagonistiske klasser. En berømt hændelse illustrerer de to klassers forskellige mentalitet. Da den engelske revolutionære Oliver Cromwell skulle have lavet hans maleri. Han var en meget god borgerlig revolutionær, men ikke verdens smukkeste mand. Cromwell sagde til kunsteren: ”Mal mig som jeg er, vorter og det hele”.

En ny kunsterisk ide var kommet i omløb. Den engelske revolution frembragte nogle store forfattere, såsom John Milton, forfatteren af ”Paradise Lost” og Andrew Marvelle den gamle fantastiske puritanske poet. Men jeg har ikke tid til at gå i detaljer.

shakespeare
Det gamle styre og den franske revolution
Hvis man vender sig mod Frankrig, ser man endnu et sammenstød mellem to klasser og sammenstødet mellem to kultures udtrykt i kunst. Jeg gentager selvfølgelig, at det ville være en fejl, at prøve at etablere et direkte forhold. Og alligevel kan du nogle gange, på en besynderlig og forvirret måde skimte omridset af de sociale forhold udtrykt i kunsten. Ikke altid, men nogle gange. Nogle gange kan du tilmed se dette i en så usandsynlig ting som gardnerarbejde. Har du nogensinde været på Versailles i Frankrig? Måske så du de fantastiske haver? Hvad så du? Geometriske former, lige linjer.

Hvad afspejler denne ide? Den er også et udsagn. Frankrigs enevældige feudale monarki prøvede at kontrollere alt streng, selv naturen. Versailles haver udtrykker en ide om at vi kan kontrollere alt, vi kan tilmed kontrollere naturen, selv træerne, selv ! floderne, selv græsset må adlyde os. Det kunstneriske udtryk for denne ide er klassicismen, som prøver at skabe stive regler for drama, baseret på en fejllæsning af noget Aristoteles skrev. Drama skal foregå i løbet af 24 timer, på ét sted, og man må ikke blande tragedie og komedie. De grinede af Shakespeare, som de anså for at være en uvidende barbar, fordi han blande komedie og tragedie.

På tærskelen til revolutionen var den franske stat bankerot og jorden rystede under monarkiets fødder. Det var dog forventeligt at den herskende klasses kunst på dette tidspunkt skulle bære præg af en stor del eskapisme. Den uvirkelige verden vi ser i Wattau’s malerier er en troværdig afspejling af den drømme verden som den fordømte og dekadente herskende klasses faktisk levede i. Marie Antoinette fik en ”gård” opført på hendes gods hvor hun klædte sig u! d som hyrdinde. Imens, i den virkelige verden, led rigtige franske hyrder og hyrdinder last, som ikke vandt ekko i Marie Atoinettes kunstige verden.

Den samme mani med at skulle kontrollere alting, og også drømmenes verden, som brød fuldstændig sammen i 1789. Den franske revolution væltede alting omkuld. Og grundlaget for den franske revolution var blevet forberedt i forvejen af en ideologisk kamp, især på det filosofiske område. Revolutionen førte kampen over i kunst, som oprindeligt blev udtrykt i form af neo-classicismen, i malerier af David den store revolutionære kunster og senere i romantikken.

Du spørger måske, hvad er er forskellen mellem den gamle og den nye classicisme? Der er en forskel. Monarkiets classicisme var baseret på den dekadente kunst fra det romerske imperium, classicismen fra den franske revolution referede til den rormerske republik og havde en revolutionær karakter. Den blev opildnet af den heroiske og opofrende ånd for det fælles gode, patriotisme. De var de kvaliteter det revolutionære borgerskab havde brug for, for at kunne overvinde det gamle styre og holde på magten imod Europas forenede monarkiers magt.

Følgerne af den franske revolution
Den franske revolution havde en kollosal betydning, ikke kun i Frankrig, men også på internationalt niveau. I England inspirede den franske revolution en hel række digtere, nogle af de største engelske digtere, Byron, Shelley, Wordsworth, Coleridge, Robert Burn i Skotland, William Blake, en ekstremt orginal forfatter og kunster som var så avanceret i hans egen tid, at han blev anset for at være sindsyg. Hvis jeg husker rigtigt endte han sine dage på et hjem for sindssyge. Og nu er han anset for at være en stor kunster og forfatter.

Alle disse store forfattere støttede enthusiatisk den franske revolution, selvom der var farer ved dette. Der var en forfærdelig undertrykkelse i Storbritannien. William Blake skrev, at hvis Jesus Kristus var i live i Storbritannien ville han blive sat i fængsel. William Wordsworth var tilstede da revolutionen fandt sted, han var i Frank! rig og hans store digt, The Prelude, skrev han følgende fantastiske linjer:

"Bliss t'was in that dawn to be alive, But to be young was very heaven.\"

["Helliget var det at være i live ved denne solopgang, men at være ung var meget himmeligt"]

Senere, da den revolutionære bølge faldt ned og den bonapartistiske reaktion fik magten, forlod Wordsworth og Coleridge sagen. Noget tilsvarende skete efter den russiske revolution blev undertrykt af den stalinistiske politiske kontrerevolution. Men ikke alle kapitulerede. Shelley var en fantastisk poet, som døde tragisk ung. Marx beundrede dybt Shelly, som forblev fuldstændig tro overfor sine revolutionære synspunkter, ligeså blev den store skotske digter Robert Burns.

Ikke kun i Storbritannien fandt prominente forfattere og kunstere inspiration i den franske revolution. I Tyskland bød Goethe og Schiller enthuasiastisk den franske revolution velkommen og inden for musik vaklede det største musiske geni i historien, Ludwig Van Beethoven, aldrig i hans støtte for den franske revolutions idealer. Dette galdt helt til enden af hans liv.

Du spørger måske, om det er muligt! at udtrykke ideen om revolution i musik? Og jeg svarer ja. Beethoven var en musisk revolutionær som fik sin inspiration fra revolution. Hvis du sammenligner en hvilken som helst af Beethovens symfonier med alt, der kom før, vil du øjeblikkeligt høre, at det er noget nyt. Og det er essensen af al stor kunst, at det må være noget nyt, noget som siger noget nyt til os.

Nogle af jer kinder historien om Beethovens tredje symfoni, som kaldes Eroica symfonien, det vil sige somfonien om en helt. Her er den franske revolutions ånd i musik. Du tvivler på det...du tror at det er noget jeg finder på? Men det er et meget veldokumenteret faktum! Beethoven troede at Napoleon var en fortsættelse af den franske revolution og han var ved at dedikere den tredje symfoni til Napoleon. Faktisk skulle den kaldes for Napoleon Symfonien.

Men imens han skrev den hørte han nyhederne om, at Napoleon havde kronet sigselv til kejser. Han greb sin pen og stregede Napoleons navn over fra partituret. Dette stykke papir findes stadig, og du kan det på et museum og du kan se, at han har streget det så voldsomt ud, at han lavede et hul i papiret. Han omdøbte symfonien til Eroica Symfonien – til mindet om en helt.

Mange af jer kan måske ikke lid! e klassisk musik. Det er ærgerligt. Men jeg inviterer jer til bare at lytte til de første to sekunder af den symfoni. Og det er en revolution i musik. Tidligere når folk – rige folk, selvfølgelig – gik til en symfonikoncert, satte de sig ned, faldt i søvn, og måske, gik de hjem nynnende nogle få behagelige toner. Det kan du ikke gøre med Beethoven og Eroica symfonien starter med to kraftige slag, ligesom en næve der hamrer på et bord eller en dør. Det er ikke musik, det er ikke toner. Det er et kald på opmærksomhed, eller snarere, et kald til at gå i krig.

Beethoven femte symfoni er bedre kendt, den starter med et meget berømt tema. Igen er det ikke rigtig en tone. Og Nicholas Harnancourt, den hollandske dirigent, har sagt: ”at det ikke er musik, det er politisk agitation. Han fortæller os; ’at denne verden er slem, denne verden er forkert, vi må ændre den. ! Lad os gå i gang!’”. Det er Harnancourt der taler, ikke mig. Og faktisk har den engelske dirigent John Elliot Gardener, fornyeligt opdaget, at Beethoven femte symfoni er baseret på revolutionære franske sange. Ja, musik kan udtrykke revolution og det udtrykker revolution.

Forholdet mellem kunsteren og samfundet er dialektisk. Kunst må komme fra individet, det må komme fra hjeret, om du vil. Men der kan være tidspunkter, hvor interne modsætninger i en person kan falde sammen med store sociale modsætninger. Og at det kan genere stor kunst, som sagen var med Beethoven. Beethoven personlige liv var fuld af tragedie. Han begyndte at blive døv, da han var 28 år. Da han havde skrevet sin nine symfoni, hans store korsymfoni, var han fuldstændig døv.

Det var et liv fyldt af personlig smerte, som selvfølgelig blev afspejlet i hans musik. Men Beethoven var et geni, og hvor andre ville have været ødelagt af dette, blev Beethoven ikke bare ikke ødelagt, men han rejste sig over sin personlige situation og udtrykte i hans musik ikke et personligt problem, men alle de store modsætninger og dilemmer, som menneskeheden stod overfor.

Romantikken
Den herskende kunstneriske tendens i første halvdel af det 19. årh. var romantikken. Hvad betyder romantik? Og hvad repræsenterer det?

I 1789-93 har vi et enormt revolutionært spring i Frankrig, som medbragte et løfte om en bedre fremtid for hele den menneskelige race, baseret på frihed, lighed og broderskab. Det var højlydte slogans, som borgerskabet brugte for at vække masserne til kamp, men under den givne udvikling af produktivkræfterne, endte den franske revolution i en borgerlig revolution og kunne kun ende i en borgerlig revolution.

Med konsolideringen af borgerskabets hersken, forsvandt alle kunstnernes og de interlektuelles drømme, som var blevet vækket til live af revolution, i dagens kolde lys. Istedet for idealer om frihed, lighed og broderskab, havde de bankmandens, handelsmanden og pengeskaberens regime. Samfundet var domineret af borgerskabe! ts koldhjertede griskhed, som afspejles godt i Balzac’ romaner, som jeg har nævnt.

Som en reaktion på dette prøvede mange kunstnere og forfattere at fremsætte et revolutionært alternativ, om man vil. De havde en uforsonlig fjendtlighed overfor borgerskabet, mod pengenes hersken. Og selvfølgelig må kunst altid stræbe efter frihed. Ægte kunst må frit kunne udtrykke sig, og ikke påføres noget som kommer udefra, for sådan kunst er nødvendigvis dårlig kunst. Og derfor afviser kunsten statens kontrol, præcis som den afviser religionens diktur og kirkens. Og det afviser også markedets tyranni, som er en uforsonlig fjende af kunst og kreativitet.

I de første årtier af det 19. årh.- op til nederlaget i 1848-revolutionen – havde mange franske digtere og forfattere revolutionære instinkter. Delacroix, Gautier, Daumier, Baudelaire sympatiserede ! alle med revolutionen i 1848 og deltog i den. Og mens vi nu er ved emnet, så lad mig overraske jer lidt. En af dem som deltog aktivt i revolutionen i Tyskland var en ung kompotionist kaldt Richard Wagner. På det tidspunkt var han en personlig ven af anarkisten Bakunin, og han skrev en ret lang artikel kaldt ”Socialisme og kunst”, hvor han forklarer, at sand kunst og musik er uforeneligt med kapitalisme.

Ja, de fleste af de kreative kunstnere var på arbejderklassens side, på revolutionens side i 1848. Men småborgerskabet er en meget ustabil klasse. De interlektuelle er især ustabile. Da revolutionen blev overvundet, blev de nedtrykte, og tabte hurtigt al tro på arbejderklassen og vendte sig indad mod dem selv. Det er den historiske oprindelse til den såkaldte teori om ”kunst for kunstens skyld”, som jeg nævnte i begyndelsen.

Bevægelsen kaldt symbolisme, som basalt set blev skabt af Baudelaire – en fantas! tisk digter. Men han var en af dem, som tabte al tro på revolutionen efter 1848, og vendte ind i sig selv, og han skrev meget om sex og mysticisme, hvilket altid er tilfældet med intelligentsiaen efter ethvert nederlag for en revolution. Du finder det samme fænomen gentaget mange gange.

Jeg vil give et eksempel fra min egen personlige erfaring. Jeg var i Portugal unde revolutionen i 1975. På det tidspunkt var der en enorm bevægelse i arbejderklassen efter 50 års facistisk diktatur. Du gik gennem gaderne i Lissabon og du så grupper på hundreder af mennesker som ophedet diskuterede politik, og bog- og aviskioskerne var fyldt af værker af Marx, Lenin, Trotskij og Mao Tse Tung. Jeg vendte tilbage få år senere efter revolutionens nederlag, de venstreorienterede bøger var alle forsvundet, og i stedet var der pornografi, religiøse bøger, mystiske bøger.

Det er ret almind! eligt, at se vækst i en reaktionær kulturel trend efter en revolutions nederlag. Og når revolutionen vender tilbage til kamp under indvirkning af en dyb social krise, ser du den samme røre i intelligentsiaen. Men jeg er bange for at jeg må skære lidt i min fortælling. For vi må behandle kunstens plads i dag. Og også se, om der er en sammenhæng mellem kunst og klassekampen.

Kunst og klassekampen
Det er muligt at give flere svar på dette spørgsmål. Hvis du spurgte mig om vi skulle behandle al kunst fra den marxistisk teori og klassekampens standpunkt, så ville jeg sige at det ville være latterligt. Kunst er ikke nødvendigvis revolutionær og det er muligt at find ret stor kunst, som afspejler en ret konservativ eller reaktionær ide. Lad mig give bare et eksempel.

Da franske forfatter Honoré de Balzac som var Marx’s romanforfatter, var politisk set konservativ, og faktisk støttede han monarkiet. Men alligevel, som Marx pointerede, var så stor en forrfatter, så stor en realist, at du kunne lære mere fra hans romaner om Frankrigs historie i de første dele af det 19. åhr. og drage revolutionære konklusioner, end fra noget andet sted.

picasso
I det 20. åhr. Historie, har kunsten en gang imellem afspejlet revolutionære ideer. For eksempel en maler, som I måske ikke alle kan lide, Pablo Picasso, var ikke en politisk person, men en som voksede op i det frugtbare kulturelle jord i Spanien i begyndelsen af det sidste århundrede. Det var en tid, hvor Spanien var i røre. Picasso var ven af Federico Garcia Lorca, som havde venstrefløjssympatier. Lorca, sandsynligvis den største moderne spanske digter, blev myrdet af fascister i 1936.

I dette land [Spanien] var! der en hel række af kunstere, digtere og musikere, som blev påvirket af det generelle røre i samfundet, og som deltog i revolutionenen i 1931-1937, nogen af dem på militant vis. Jeg tænker især på Miguel Hernadez, en stor digter som kom fra den arbejende klasse, og endte sit liv i et facistisk fængsel.

Lad os for et øjeblik vende tilbage til den dumme middelklasse fordom, om at masserne ikke er interesseret i kultur. Op til et vis punkt tror jeg, at der er noget sandhed i dette. Eftersom at masserne mærker at borgerlig kultur er et monopol for den herskende klasse, er det ikke noget for os. Det er noget fremmed, det tilhører ikke almindelige mennesker. Ja, denne idé eksisterer. Og det fører nogle gange til en afvisning af kunst og kultur af almidnelige mennesker. Det er sandt, men det gælder også for politik. Normalt er masserne ikke interesserede i politik. Under normale forhold i et klassesamfu! nd overlader masserne det vigtige til nogen andre – den lokale guvenør, fagforeningen, medlemmet af parlamentet eller lignende.

Så når vi siger, at masserne ikke er interesseret i kultur, er det vi siger, at under normale forhold i klassesamfundet overlader masserne generelt set det at tænke til andre. Men essensen i en revolution, forklarer Trotskij, er præcis at massen af almindelige mænd og kvinder, begynder at deltage i politik. De begynder at ændre, de begynde at rejse sig selv op til et menneskes niveau, de opdager at de har interesser og behov, som de ikke var klar over før, at de har en bevidsthed, at de har en personlighed, at de har menneskelig værdighed, at de har en sjæl. Al dette kommer ud af en revolution.

Miguel Hernandez gik til fronten for at læse hans revolutionære poesi for de republikanske soldater i skyttegravene. Han blev mødt med enorm enthuasiasme overalt fra arbejdere og bønder. Interessen for kultur er til stede i massernes hjerter! og hjener, men den er undertrykt og ødelagt af dette barbariske og uretfærdige klassesamfund. Men den kommer frem under revolutioner. Og en ægte marxistisk tendens må forstå at vi må værdsætte dens betydning og hylde den.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.