Billede: Wafa Wikimedia Commons

Netanyahu er i færd med at tage sin krig til et nyt niveau. Han er på vej ned ad en sti, som han ved, at han ikke kan forlade, hvis han vil blive siddende på magten. Ikke desto mindre truer hans handlinger med at destabilisere hele Mellemøsten og øger risikoen for en omfattende krig.

Revolution spøger også i kulissen hos alle regimerne i regionen, efterhånden som massernes vrede bliver større og større. En massiv bombning af Rafah, og en efterfølgende landinvasion, kan vise sig at blive et vendepunkt i situationen.

Timingen for den planlagte invasion er betydningsfuld. Der har angiveligt været fremskridt i forhandlingerne om en form for våbenhvile. Med Netanyahus politiske liv på spil (sammen med hans frihed i betragtning af de mange korruptionssager der kører mod ham) er det i hans interesse at ødelægge enhver fredelig løsning. Så meget for zionisternes beskyldninger om, at Hamas alene er ansvarlig for unødigt at trække krigen i langdrag ved at “nægte at overgive sig”!

I Rafah, hvor der normalt bor omkring 250.000 mennesker, er der i øjeblikket fortrængt 1,5 millioner palæstinensere under utålelige forhold. Masserne i Rafah har ikke noget sikkert sted at tage hen. Netanyahu udstillede sit totale had til palæstinenserne, ved at foreslå, at de kunne tage tilbage nordpå: “Der er masser af områder dér”. Ja, masser af sønderbombede områder, masser af murbrokker.

Enhver, der bevæger sig nordpå, skal rejse gennem en aktiv krigszone kun for at nå til ødelagte bygninger, ingen infrastruktur, ingen vand eller strøm, og den daglige trussel om at blive dræbt af ueksploderede bomber og miner.

Der er tale om et humanitært mareridt af hidtil usete proportioner. Mindst 30.000 palæstinensere er blevet dræbt siden den 7. oktober, og over 68.146 er blevet såret. Hvis IDF igangsætter sin invasion af Rafah, er der risiko for, at yderligere titusinder vil blive dræbt.

Imperialisternes nervøsitet stiger

Den israelske sikkerhedsminister Ben-Gvir kalder palæstinensiske kvinder og børn for “hemmelige terrorister". Billede: שי קנדלר Wikimedia Commons

De vestlige imperialister bekymrer sig over udsigten til flere forfærdelige scener fra Gaza, som allerede ses af millioner af arbejdere i Mellemøsten og af milliarder af mennesker hele verden over.

Men deres bekymring skyldes ikke humanistiske overvejelser. I løbet af de sidste fire måneder har de set passivt til, mens 30.000 palæstinensere er blevet dræbt af det israelske militær, og de har nægtet at opfordre til våbenhvile, mens de endda har leveret våben til den israelske regering.

Nej, deres bekymringer handler ikke om palæstinensernes liv. De bekymrer sig derimod om en yderligere destabilisering af regionen, herunder den reelle risiko for at nogle af nabolandenes regimer bryder sammen.

Det faktum, at vestlige medier nu rapporterer mere om almindelige palæstinenseres lidelser og afslører det israelske militærs brutale opførsel, er et tegn på, at de forsøger at lægge pres på Netanyahu for at få ham til at acceptere en midlertidig våbenhvile. Problemet er, at Netanyahu har sin egen dagsorden.

De zionistiske medier i Israel kvæler enhver dækning af de reelle konsekvenser af landets bombardementer af Gaza. De forsøger at få almindelige israelere til at se hele den palæstinensiske befolkning som en trussel mod deres sikkerhed. En del af målet er at dehumanisere palæstinenserne, så IDF kan slagte dem som dyr.

For nylig omtalte den israelske sikkerhedsminister Ben-Gvir palæstinensiske kvinder og børn som “hemmelige terrorister” og fortsatte: “Vi kan ikke tillade, at kvinder og børn kommer tæt på grænsen ... enhver, der kommer tæt på, skal have en kugle [i hovedet].”

Stemningen internt i Israel

Der er en reel frygt blandt almindelige israelske jøder for muligheden af et nyt holocaust. Netanyahu har en interesse i at opretholde denne stemning af frygt. Faktisk fremstilles araberne af zionisterne som moderne nazister, der ønsker at udrydde jøderne. Det er den skræmmekampagne, der gør det muligt for Netanyahu at overleve politisk, selv om at alle meningsmålinger viser, at han ville tabe et valg massivt, hvis det snart blev udskrevet.

Stemningen i Israel er derfor meget anderledes end i andre lande i Mellemøsten. I de omkringliggende arabiske lande bliver de daglige blodsudgydelser fra Gaza transmitteret hver dag. Den udbredte vrede og afsky og den naturlige solidaritet med palæstinenserne er det logiske resultat. Det er to meget forskellige verdener.

Mens de borgerlige medier i Vesten harmes over brugen af udtrykket “folkemord”, erklærer mange på højrefløjen i Israel, at det faktisk er deres mål. I de seneste årtier har det israelske samfund bevæget sig støt mod højre. Dét, der blev opfattet som “venstrefløjen”, blev miskrediteret i øjnene på almindelige jøder i Israel.

Det skete i tråd med den generelle miskreditering af den såkaldte “venstrefløj” på globalt plan, hvor reformistiske, socialdemokratiske partier deltog i ødelæggelsen af de sociale reformer, som de selv havde indført i efterkrigstidens højkonjunktur. Det har ledt til den nuværende situation, hvor reformisterne i mange arbejderes øjne er blevet umulige at skelne fra de konservative, borgerlige partier. Under skiftende regeringer blev den forhenværende israelske velfærdsstat gradvist afmonteret, og massive ressourcer overført fra den offentlige sektor til nogle af landets rigeste investorer.

Det skabte en situation, hvor en betydelig del af befolkningen, især den fattigste, følte sig svigtet af de traditionelle politikere. Det er i dette politiske klima, at vi først så et sving mod Netanyahus parti, Likud. Senere var de højreekstreme elementer i stand til at konsolidere deres greb om en del af samfundet. Den samme proces, som førte til opkomsten af Trump, Bolsonaro, Boris Johnson og Le Pen, førte i Israel til Netanyahus fremkomst.

Dét, der imidlertid adskiller Israel, er den dybe kløft mellem jøder og palæstinensere, og at det ene folk benægter det andet et hjemland. Det forklarer også, hvorfor man i Israel nu taler om at genetablere israelske bosættelser i Gaza, hvilket præsenteres som den eneste måde at garantere “sikkerhed” på.

Det bringer os tilbage til situationen i Rafah i dag, hvor næsten tre fjerdedele Gazas befolkning er stuvet sammen. En del af Netanyahus strategi er tydeligvis at skubbe en betydelig del af befolkningen ud af Gazastriben. Det eneste sted, de kunne tage hen, ville være til Egypten. Netanyahus regering håber at gentage, hvad de opnåede i 1967 i Seksdageskrigen, hvor over 400.000 palæstinensere blev fordrevet fra Vestbredden og Golanhøjderne, hvilket banede vejen for etableringen af israelske bosættelser.

Det ville medføre en gradvis, langsigtet ændring af den etniske sammensætning i Gaza. Nogle palæstinensere ville blive fordrevet, mens antallet af bosættere ville stige systematisk. Det er helt i tråd med de langsigtede mål for det zionistiske projekt lige siden dets begyndelse.

På vej mod en større eskalering

Billede: Yairfridman2003 Wikimedia Commons

Denne omstændighed er en vigtig faktor, der driver den nuværende situation tættere og tættere på en større eskalering. Situationen er ved at blive så anspændt, at selv det egyptiske regime under Al-Sisi truer med, at hvis Israel fremprovokerer en humanitær katastrofe i Rafah, kan fredsaftalen fra 1979 mellem Israel og Egypten være i fare.

Al-Sisi-regimet er ikke en ven af det egyptiske folk, og heller ikke af palæstinenserne. Ikke desto mindre kan selv dette reaktionære regime mærke det pres, der er ved at opbygge sig i dybet af det egyptiske samfund. En ny arabisk revolution i stil med 2011 er under forberedelse, og palæstinensernes lidelser kan vise sig at være gnisten, der antænder den.

Det forklarer Al-Sisis aggressive retorik. Han har aldrig hjulpet palæstinenserne. Faktisk har han hjulpet Israel med at holde palæstinenserne i Gaza indespærret i et udendørs fængsel i årevis. Selv nu fungerer det egyptiske militær som Israels grænsevagter og holder palæstinenserne indespærret i Gaza.

Den israelske regering satser på et fortsat samarbejde med Egypten. Men der er ingen garanti for, at Al-Sisi vil være i stand til at fortsætte samarbejdet. Det er ikke, fordi han bekymrer sig om palæstinenserne, men fordi han har brug for at blive set af de egyptiske masser som én, der står op imod Israel, når de massakrerer palæstinensere lige på den anden side af grænsen.

Det forklarer også, hvorfor Egypten lægger pres på Hamas-lederne for at få dem til at acceptere en form for aftale, der kan lede til en våbenhvile. Problemet er, at zionisternes planer for Gaza efterlader meget lidt plads til sådanne manøvrer. Hvis flammerne ikke bliver slukket i Gaza, kan de sprede sig fra det ene regime til det næste i form af en bølge af masseopstande, der kan vælte mange af de reaktionære despoter i regionen.

Kapitalismens globale krise har skabt sociale og økonomiske forhold i hele regionen, som baner vejen for netop sådan et scenarie.

Det er det mareridt, som imperialisterne stirrer ind i, og de har ingen varig løsning. Grunden til det er, at de selv er hovedproblemet. De har selv skabt det nuværende kaos, og den eneste varige løsning er derfor at vælte dem alle.

Det bedste, vi som kommunister verden over kan gøre for det palæstinensiske folk, er at kæmpe i vores egne lande mod vores egne herskende klasser. Det kan kun opnås gennem revolutionær klassekamp overalt, hvilket kræver en revolutionær kommunistisk ledelse for at være succesfuld.

Vi er alle oprørte og vrede over de scener, vi ser i og omkring Rafah, oven på alle nedslagtningerne i Gaza By, Khan Younis og andre byer og landsbyer. Men vrede er ikke nok. Organisér dig, og kæmp sammen med kommunisterne for at afslutte dette mareridt.

Dette er en forkortet udgave af en artikel udgivet af vores Internationale (IMT), for at læse hele artiklen gå til Marxist.com