Billede: Geoff Livingston, FlickrUdgivet på engelsk på marxist.com d. 30. jul 2021

Dette dokument blev vedtaget af delegerede på den Internationale Marxistiske Tendens’ verdenskongres 2021. Det viser vores overordnede analyse af de hovedprocesser, som udfolder sig i international politik på et tidspunkt, der er markeret af hidtil uset krise og tumult. I en situation hvor der er dynamit indbygget i verdensøkonomiens fundament, og hvor COVID-19-pandemien stadig kaster en skygge over den globale situation, fører alle veje til en intensivering af klassekampen.

“I det hele taget har krisen gravet løs som den gode gamle muldvarp, den er.” (Marx i brev til Engels, 22. februar 1858)

Sådan er perspektiver

Det foreliggende dokument som bør læses sammen med det, vi fremsatte i september 2020, vil være noget anderledes end de verdensperspektivdokumenter, som vi har udgivet før i tiden.

I tidligere perioder da tingene bevægede sig i et roligere tempo, var det muligt at undersøge mange forskellige lande, i hvert fald i skitseform. Men nu er begivenhedernes fart accelereret til et punkt, hvor man skulle bruge en hel bog for at behandle det hele. Formålet med et perspektiv er ikke at producere et katalog over revolutionære begivenheder, men at undersøge de fundamentale underliggende processer.

Som Hegel forklarede i Introduktion til Historiens Filosofi: ”Det er faktisk ønsket om rationel indsigt, og ikke ambitionen om blot at samle en bunke erhvervelser, som i alle tilfælde bør have forrang i elevens sind i studiet af videnskab.”

Vi behandler her generelle processer og kan kun se på et par lande, som tjener til tydeligst at illustrere disse processer på dette stadie. Andre lande vil selvfølgelig blive behandlet i separate artikler.

Dramatiske begivenheder

Året 2021 begyndte med dramatiske begivenheder. Verdenskapitalismens krise skaber bølger, der spredes fra ét land og kontinent til et andet. Overalt er der det samme billede af kaos, økonomisk forstyrrelse og klassepolarisering.

Det nye år var dårligt begyndt, før en gruppe højreorienterede stormede den amerikanske Capitol-bygning i Washington på opfordring af den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump – hvilket fik den vestlige imperialismes center til at ligne en fejlslået stat.

Disse begivenheder, sammen med de langt større Black Lives Matter-demonstrationer sidste sommer, viser hvor dyb polariseringen i det amerikanske samfund er blevet.

Derudover viste store demonstrationer i Indien, Columbia, Chile, Belarus/Hviderusland og Rusland den samme proces: Massernes vrede vokser, og den herskende klasse er ude af stand til at regere på den traditionelle måde.

En global krise uden lige

Dette verdensperspektiv er ulig noget andet, vi har behandlet før i tiden. Det er blevet enormt kompliceret af pandemien, der hænger som en sort sky over hele verden og dømmer millioner af mennesker til elendighed, lidelse og død.

Pandemien raser stadig ude af kontrol. I skrivende stund har der været over 100 millioner tilfælde verden over og næsten tre millioner dødsfald. Disse tal er usete uden for en verdenskrig. Og de fortsætter med at stige ubønhørligt.

Den forfærdelige plage har haft en altødelæggende effekt i fattige lande verden over og har også haft en alvorlig effekt på nogle af de rigeste lande.

I USA er der 30 millioner tilfælde af smittede, og antallet af døde er steget til over en halv million. Og Storbritannien er blandt lande med det højeste antal døde per indbygger: over 4 millioner tilfælde og godt over 100.000 dødsfald.

Den nuværende krise er derfor ikke ligesom en almindelig økonomisk krise. Dette drejer sig bogstaveligt talt om liv eller død for millioner af mennesker. Mange af disse dødsfald kunne være undgået gennem ordentlige foranstaltninger fra starten af.

Kapitalismen kan ikke løse problemet

Kapitalismen kan ikke løse problemet: Den er selv problemet.

Pandemien har afsløret de enorme skæl som adskiller rige og fattige. Den har afsløret de dybe brudlinjer, der deler samfundet. Skællet mellem dem der er dømt til at blive syge og dø, og dem der ikke er.

Den har afsløret kapitalismens spild, dens kaos og ineffektivitet, og forbereder klassekamp i alle verdens lande.

Borgerlige politikere kan godt lide at bruge militæranalogier til at beskrive den nuværende situation. De siger, at vi er i krig mod en usynlig fjende, denne forfærdelige virus. De konkluderer, at alle klasser og partier skal forene sig bag den siddende regering. Men en gabende afgrund adskiller ord fra handling.

Argumentet for en planøkonomi og international planlægning er uomtvisteligt. Krisen er verdensomspændende. Virussen ænser ikke grænsekontrol. Situationen kræver et internationalt svar, udvekslingen af al videnskabelig kundskab og mobilisering af alle ressourcer på planeten for at koordinere en virkelig global handlingsplan.

Fra et rent rationelt synspunkt ville den bedste politik være at forøge vaccineproduktionen så hurtigt som muligt, men profitmotivet forhindrer dette i at ske. Billede: Lisa Ferdinando.

I stedet har vi det ganske usle spektakel med skænderiet mellem Storbritannien og EU over knappe vacciner, mens nogle af de fattigste lande basalt set bliver nægtet adgang til vacciner overhovedet.

Men hvorfor er der vaccineknaphed? Problemerne med vaccineproduktion – for at nævne bare ét eksempel – er en afspejling af modsætningen mellem samfundets presserende behov og markedsøkonomiens mekanismer.

Hvis vi virkelig var i krig med virussen, ville regeringerne mobilisere alle deres ressourcer til dette ene formål. Fra et rent rationelt synspunkt ville den bedste politik være at forøge vaccineproduktionen så hurtigt som muligt.

Kapaciteten må udvides, hvilket kun kan gøres ved at oprette nye fabrikker. Men de store private vaccineproducenter har ingen interesse i at ekspandere produktionen massivt, fordi de ville være finansielt dårligere stillet, hvis de gjorde det.

Hvis de forøgede produktionskapaciteten, så hele verden var forsynet inden for seks måneder, ville de nybyggede faciliteter stå tomme umiddelbart bagefter. Så ville profitter være langt mindre sammenlignet med det nuværende scenarie, hvor eksisterende fabrikker producerer på højeste kapacitet i årevis fremadrettet.

Endnu en forhindring for masseproduktionen af vacciner er de store medicinvirksomheders afvisning af at opgive ophavsrettighederne over ”deres egne” vacciner (som i de fleste tilfælde er blevet udviklet med massive mængder statslig understøttelse), så andre virksomheder kunne producere dem billigt.

Medicinske virksomheder tjener milliarder i profitter, men problemer med både produktion og udbud betyder mangel alle steder. I mellemtiden er millioner af liv i fare.

Arbejderes liv i fare

I deres hast efter at få produktionen (og derfor profitter) i gang igen tyer politikere og kapitalister til at skyde genvej. Arbejdere bliver sendt tilbage til overfyldte arbejdspladser uden den nødvendige beskyttelse. Dette svarer til at udstede en dødsdom over mange af disse arbejdere og deres familier.

Alle de borgerlige politikeres håb var baseret på de nye vacciner. Men udrulningen af vaccinerne har været klodset, og den manglende evne til at kontrollere virusspredningen – hvilket øger risikoen for, at nye vaccineresistente varianter udvikles – har alvorlige implikationer ikke blot for menneskers liv og helbred, men også for økonomien.

Økonomisk krise

Den nuværende økonomisk krise er den alvorligste i 300 år ifølge Bank of England. I 2020 gik 225 millioner jobs tabt verden over, fire gange mere end i 2009.

De såkaldte fremvoksende økonomier bliver trukket ned med resten. Indien, Brasilien, Rusland og Tyrkiet er alle i krise. Sydkoreas økonomi skrumpede sidste år for første gang i 22 år. Det var på trods af statsstøtte svarende til omkring 283 milliarder dollars. I Sydafrika nåede arbejdsløsheden op på 32,5 procent, og BNP svandt ind med 7,2 procent i 2020. Dette er en større sammentrækning end i 1931 under den store depression, og dette på trods af at der er blevet brugt, hvad der svarer til 10 procent af BNP på en finansiel stimuluspakke.

Krisen kaster millioner ud i endnu dybere fattigdom. I januar 2021 estimerede Verdensbanken, at 90 millioner mennesker vil blive kastet ud i ekstrem fattigdom. The Economist skrev den 26. september 2020: ”De Forenede Nationer ser endnu mere dystert på det. De definerer folk som fattige, hvis de ikke har adgang til ting som rent vand, elektricitet, nok mad og skoler til deres børn. I samarbejde med forskere fra Oxford University beregner de, at pandemien kunne kaste 490 millioner i 70 lande ud i fattigdom, hvilket ville vende om på næsten et årtis fremskridt.”

De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram (WFP) formulerer det på denne måde: ”I over 79 lande med WFP-operationel tilstedeværelse og hvor data er tilgængeligt, estimeres op til 270 millioner mennesker til at være i akut madusikkerhed eller i høj risiko for dette i 2021, en hidtil uset stigning på 82 procent fra før-pandemiske tal.”

Borgerlige kommentatorer har beskrevet denne krise som det værste i 300 år, større end Den Store Depression. 255 millioner mennesker verden over har mistet deres arbejde. Billede: Fair use

Dette alene giver en idé om krisens globale skala.

Udover pandemiens effekter vil den globale økologiske krise sandsynligvis forværre situationen og forøge fattigdom og fødevareusikkerhed. Kapitalistisk udbytning af miljøet truer med at skubbe essentielle økosystemer til kanten af afgrunden. Vi har set en stigning i konflikter over knappe vandressourcer og miljømæssig ødelæggelse, der uundgåeligt vil føre til social ustabilitet og massiv klimamigration.

Den generelle ustabilitet verden over hænger organisk sammen med den voksende fattigdom. Den er både årsag og virkning. Det er den mest fundamentale underliggende årsag til mange af de krige og borgerkrige, der foregår. Etiopien er blot ét eksempel på dette.

Etiopien blev præsenteret som et forbillede. I perioden fra 2004 til 2014 voksende landets økonomi med 11 procent om året, og det blev endda set som et land, man kunne investere i. Nu er det blevet kastet ud i kaos med udbrud af kampe i Tigray-provinsen, hvor 3 millioner mennesker mangler fødevarenødhjælp.

Dette er ikke et isoleret tilfælde. Rækken af lande der er påvirket af krige i den seneste periode, er meget lang, og kataloget over menneskelige lidelse er forfærdende:

Afghanistan: to millioner dødsfald; Yemen, 100.000 dødsfald; de mexicanske narkokrige har forsaget over 250.000 dræbte; krigen mod kurderne i Tyrkiet, 45.000 dødsfald; Somalia, 500.000 dødsfald; Irak, mindst én million dødsfald; Sydsudan, omkring 400.000 dødsfald.

I Syrien estimerer FN antallet af dødsfald til 400.000, men dette virker for lavt. Det virkelige antal finder vi måske aldrig ud af, men det er helt sikkert over i hvert fald 600.000. I de forfærdelige borgerkrige i Congo er det sandsynligt, at over fire millioner mennesker er døde. Men også dér kender ingen det virkelige antal. For nyligt havde vi konflikten i Nagorno-Karabakh.

Og således fortsætter listen. Sådanne ting anses ikke længere for passende til avisforsiderne. Men de udtrykker meget tydeligt, hvad Lenin engang sagde: Kapitalismen er rædsel uden ende. Kapitalismens fortsatte eksistens truer med at skabe barbariske forhold i ét land efter et andet.

En krise i regimet

Fra et marxistisk synspunkt er det at studere økonomien ikke et abstrakt akademisk spørgsmål. Den har en gennemgribende effekt på udviklingen af alle klassers bevidsthed.

Overalt hvor vi nu kigger, er der krise – ikke blot en økonomisk krise, men en krise i regimet. Der er tydelige indikationer på, at krisen er så alvorlig, så dyb, at den herskende klasse i stigende grad mister kontrollen med de traditionelle instrumenter, som de i før i tiden brugte til at styre samfundet.

Som resultat af dette finder den herskende klasse sig i stigende grad ude af stand til at styre begivenhederne. Dette er særligt tydeligt i USA’s tilfælde. Men det gælder også mange andre lande. Det er nok at nævne navne som Trump, Boris Johnson og Bolsonaro for at understrege denne pointe.

USA

USA optager nu en central plads i verdensperspektivet. I lang tid virkede perspektivet om revolution i den rigeste og mægtigste nation på jorden som en meget fjern udsigt. Men USA blev ramt meget hårdt af den verdensøkonomiske krise, og nu er alt blevet vendt på hovedet.

68 millioner amerikanere anmodede om arbejdsløshedsunderstøttelse under pandemien, og som altid er det de fattigste og mest udsatte, især ikke-hvide mennesker, der lider mest. Arbejdsløshedens plage vejer tungest på ungdommens skuldre. 25 procent af alle under 25 år er blevet kastet ud i arbejdsløshed. Deres fremtid er pludseligt blevet taget fra dem. Den amerikanske drøm er blevet et amerikansk mareridt.

Denne dramatiske forandring har tvunget mange folk, unge som gamle, til at genoverveje holdninger, som de tidligere anså for at være fredhellige, og til at sætte spørgsmålstegn ved selve beskaffenheden af det samfund, som de lever i. Den hurtige fremgang for Bernie Sanders på den ene side af det politiske spektrum og Donald Trump på den anden satte gang i alarmklokkerne hos den herskende klasse. Det var ikke meningen, at sådan noget skulle ske!

Foruroliget over den fare som denne situation udgjorde, var den herskende klasse tvunget til at tage nødforanstaltninger i brug. Lad os huske på, at ifølge de borgerlige økonomers officielle dogmer skulle staten ikke spille nogen rolle i det økonomiske liv.

Men stillet over for en faretruende katastrofe blev den herskende klasse tvunget til at kaste alle de accepterede økonomiske teorier i skraldespanden. Den selvsamme stat, som ifølge frimarkedsteori skulle spille en lille eller ingen rolle i det økonomiske liv, er nu blevet den eneste ting, der opretholder det kapitalistiske system.

I alle lande, begyndende med USA, er den såkaldte frie markedsøkonomi i virkeligheden på respirator som en coronapatient. De fleste af de penge som staten gav ud, røg direkte i de riges lommer. Men den herskende klasse frygtede de politiske konsekvenser af endnu en redningspakke til virksomhederne. Derfor gav de tilskud til næsten alle indbyggere og forøgede arbejdsløshedsunderstøttelsen massivt. Dette afbødede krisens slag på de fattigste lag. På et tidspunkt vil disse støtteordninger blive beskåret eller trukket helt tilbage.

Vi har paradokset med den mest forfærdelige fattigdom i det rigeste land i verden, der eksisterer side om side med den mest obskøne rigdom og luksus. I oktober 2020 havde over hver femte amerikanske husholdning ikke nok pålidelige pengemængder til madindkøb. Foodbanks udbredes.

Ulighed og polarisering

Størrelsen på uligheden har slået alle rekorder. Afstanden mellem rig og fattig er blevet omdannet til en uoverstigelig kløft. I 2020 voksede verdens milliardærers rigdom med 3,9 billioner dollars. Nasdaq 100-indekset er 40 procent højere end før pandemien. Registreret global egenkapital var fra februar 2021 steget med en værdi på 24 billioner dollars siden marts 2020.

Den gennemsnitlige administrerende direktør i en S&P 500-virksomhed tjener 357 gange så meget som den gennemsnitlige arbejder uden en lederstilling. Forholdet var omkring 20 i midt-1960’erne. Og det var stadig på 28 i slutningen af Ronald Reagans regeringsperiode i 1989.

For at nævne bare ét eksempel tjener Jeff Bezos nu flere penge per sekund, end den typiske amerikanske arbejder tjener på en uge. Dette tager Amerika tilbage til tiderne med de kapitalistiske røverbaroner, som Theodore Roosevelt fordømte før første verdenskrig.

Og dette har en effekt. Al demagogien om ’nationens bedste’, at ’vi må forene os for at bekæmpe virussen’, ’vi er alle i samme båd’, står afsløret som det værste hykleri.

Masserne er forberedte på at ofre sig under visse omstændigheder. Det er sandt, at folk i krigstider er klar til at forene sig for at bekæmpe en fælles fjende. De er i hvert fald midlertidigt klar til at acceptere lavere levestandarder og også til en vis grad restriktioner på demokratiske rettigheder.

Men den kløft, der adskiller dem, der har, fra dem, der intet har, fordyber den sociale og politiske polarisering og skaber en eksplosiv stemning i samfundet. Den underminerer alle forsøgene på at skabe en følelse af national enhed og national solidaritet, som er den herskende klasses primære forsvarslinje.

Den amerikanske centralbanks statistikker viser, at de rigeste ti procent i USA havde en nettoformue på 80,7 billioner dollars i slutningen af 2020. Det vil sige 375 procent af BNP og er langt over historiske niveauer.

En beskatning på fem procent på formuerne ville give 4 billioner dollars, eller en femtedel af BNP. Det ville betale for alle pandemiens omkostninger. Men de rige røverbaroner har ingen intention om at dele deres bytte. De fleste af dem (inklusive Donald J. Trump) udviser en tydelig modvilje til at betale noget som helst i skat for slet ikke at tale om fem procent.

Den eneste løsning ville være at ekspropriere bankfolkene og kapitalisterne. Denne idé vil uundgåeligt få mere og mere støtte og feje de tilbageværende fordomme mod socialisme og kommunisme væk, selv blandt de lag af arbejdere, der er blevet narret af Trumps demagogi.

Dette skaber allerede bekymring blandt kapitalens seriøse strateger. Mary Callaghan Erdoes, lederen af JP Morgans aktiv- og rigdomsbestyrelse, drog den uundgåelige konklusion: ”Der kommer en meget høj risiko for ekstremisme ud af det her. Vi bliver nødt til at finde en måde at tilpasse os på, ellers er vi i en meget farlig situation.”

Angrebet på Capitol

Angrebet på Capitol den 6. januar var et tydeligt tegn på, at det som USA står over for, ikke er en regeringskrise, men en krise i selve regimet.

Disse begivenheder var hverken et kup eller en opstand, men afslørede med åbenlyshed den rå vrede, der eksisterer i samfundets dyb, og også fremvæksten af dybe brud indenfor staten. Hvad de i sidste ende indikerer, er, at polariseringen i samfundet har nået et kritisk punkt. Det borgerlige demokratis institutioner bliver testet til det yderste.

2021 blev skudt i gang med dramatiske begivenheder. Stormen på kongressen, i hjertet af verdens mægtigste imperialistiske magt, fik USA til at ligne en fejlslagen stat. Billede: Blink O’Fanaye, Flickr

Der er et brændende had mod de rige og magtfulde, bankfolkene, Wall Street og Washington-etablissementet generelt (”sumpen”). Dette had blev behændigt kanaliseret af højrefløjsdemagogen Donald Trump.

Naturligvis er Trump selv blot den mest snedige og grådige alligator i sumpen. Han plejer blot sine egne interesser. Men ved at gøre dette skader han alvorligt interesserne hos den herskende klasse i sin helhed. Han har leget med ilden og fremmanet kræfter, som hverken han eller nogen anden kan kontrollere.

I ord og handling ødelagde Trump de borgerlige institutioners legitimitet og skabte enorm ustabilitet. Det er derfor, at den herskende klasse og dens politiske repræsentanter overalt er forfærdede over hans opførsel.

Rigsretssagen

Demokraterne forsøgte at få sat Trump for en rigsretssag og beskyldte ham for at organisere en opstand. Men forudsigeligt nok formåede de ikke at få Senatet til at dømme ham, hvilket ville have afskåret ham muligheden for i fremtiden at stille op til et offentligt embede.

De fleste republikanske senatorer ville med glæde have gjort dette. De hader og frygter Trump. Og de vidste ganske udmærket, hvem der stod bag begivenhederne den 6. januar. Den republikanske senatsleder, Mitch McConnell, kom med en forbandende afgørelse mod den tidligere præsident, efter han stemte for at frikende ham.

I virkeligheden var han og de andre republikanske senatorer rædselsslagne for reaktionen fra Trumps vrede følgere, hvis de tog det skæbnesvangre skridt. De besluttede sig for, at stilfærdighed er modets bedre side, og stemte ikke-skyldig, mens de holdt sig for næsen.

Men hvis dette var et forsøg på en opstand, var det meget dårligt. Snarere end en opstand lignede den optøjer på stor skala. Hoben af vrede Trump-støtter stormede ind i Capitol med åbenlys tilladelse fra i hvert fald nogle af vagterne. Men da de med lethed havde fået fat i det amerikanske borgerlige demokratis allerhelligste, havde de ikke den fjerneste idé om, hvad de skulle gøre med det.

Den uorganiserede og lederløse hob gik formålsløst rundt og ødelagde alt, som de ikke kunne lide, og råbte blodtørstige trusler mod demokraten Nancy Pelosi, den republikanske vicepræsident, Mike Pence, og Mitch McConnell, som de anklagede for at forråde Trump. I mellemtiden var ’oprørernes’ øverstkommanderende belejligvis forsvundet.

Hvis historien gentager sig selv først som tragedie og så som farce, så var dette den reneste form for farce. I sidste ende blev ingen hængt eller sendt til guillotinen. Efter at være blevet trætte af så meget råberi, gik ’oprørerne’ stille hjem eller forføjede sig til det nærmeste værtshus for at drikke sig fulde og prale om deres modige udåd og efterlod ikke noget mere truende end en bunke affald og såret selvtillid.

Ikke desto mindre satte det en farlig præcedens fra den herskende klasses synspunkt. Ray Dalio, stifteren af verdens største hedgefond, Bridgewater Associates, havde dette at sige: ”Vi er på grænsen til en forfærdelig borgerkrig. USA er på vendepunktet, hvor det kunne gå fra håndterbare interne spændinger til revolution.” Stormen på Capitol var en alvorlig advarsel til den herskende klasse. Og dette vil uden tvivl have konsekvenser. På trods af en haglbyge af fjendtlighed fra medierne mente 45 procent af registrerede republikanere, at den var retfærdiggjort.

Men dette må sammenlignes med det langt mere betydningsfulde faktum, at 54 procent af alle amerikanere mente, at nedbrændingen af Minneapolis’ politistation var retfærdiggjort. Og 10 procent af hele befolkningen deltog i Black Lives Matter-demonstrationerne – 20.000 gange flere end dem der stormede Capitol. Alt dette viser den hurtige vækst af social og politisk polarisering i USA.

De spontane opstande der fejede over USA fra kyst til kyst efter mordet på George Floyd og de hidtil usete begivenheder, der fulgte præsidentvalgene, markerede et vendepunkt i hele situationen.

Forandringer i bevidsthed

De stupide liberale og reformister forstår naturligvis intet af det, der foregår. De ser kun på begivenhedernes overflade uden at forstå de dybere strømninger, der flyder hastigt under overfladen, og tilskynder bølgerne.

De råber konstant op om fascisme, som de kalder alt det, de ikke kan lide eller frygter. De ved absolut intet om fascismens virkelige beskaffenhed. Det siger sig selv. Men ved konstant at snakke om ”faren under demokratiet” (hvormed de mener formelt borgerligt demokrati) sår de forvirring og gøder jorden for klassesamarbejde under ”det mindste ondes” flag. Deres støtte til Joe Biden i USA er et meget tydeligt eksempel på dette.

Hvad vi må tage hensyn til, er, at Trumps base har en meget heterogen og modsætningsfyldt karakter. Den indeholder en borgerlig fløj, som Trump selv anfører, og et stort antal reaktionære småborgere, religiøse fanatikere og åbent fascistiske elementer.

Men vi må huske, at Trump fik 74 millioner stemmer ved det sidste valg, og mange af disse var arbejderklassefolk, der tidligere stemte på Obama, men er desillusionerede med Demokraterne. Når de bliver interviewet, siger de: ”Washington er ligeglade med os! Vi er det glemte folk!”

De to store partier i USA er begge i dyb krise. Billede: Socialist Revolution

Der er voldsomme sving til venstre og også til højre. Men naturen afskyr et vakuum, og på grund af reformisternes fuldstændige bankerot, inklusive venstrereformisterne, er denne stemning af vrede og frustration blevet kapitaliseret af højrefløjsdemagoger, såkaldte populister. I USA har vi fænomenet med trumpisme. I Brasilien så vi Bolsonaros fremmarch.

Men højrefløjsdemagogernes tiltrækning fordufter, når de kommer i kontakt med regeringsførelsens virkelighed, som tilfældet med Bolsonaro demonstrerer til fulde. Det er sandt, at Trump havde støtte fra millioner, men han er ikke desto mindre blevet fjernet.

Det er interessant at bemærke, at tæt på dagen for angrebet på Capitol, sagde senatoren fra Missouri, Josh Hawley: ”Republikanere i Washington kommer til at få meget svært ved at forstå dette… Men fremtiden er tydelig: Vi skal være et arbejderklasseparti, ikke et Wall Street-parti.” (The Guardian)

Lenin sagde, at historien kender alle mulige finurlige transformationer. Marxister skal være i stand til at skelne det, der er progressivt, fra det, der er reaktionært. Vi må forstå, at med alle disse begivenheder har vi i kimform udkastet til revolutionære udviklinger i USA i fremtiden.

Selvfølgelig har denne reaktionære republikanske senator ingen intention om at organisere et ægte arbejderklasseparti i USA, og sådan et parti vil ikke opstå ud af en højreudbrydergruppe fra Republikanerne. Men krampetrækningerne i det gamle topartisystem er uden tvivl forvarslet på noget helt nyt: et tredje partis fremkomst, som vil udfordre både Republikanerne og Demokraterne.

Sådan et parti vil i starten have en ekstrem forvirret og heterogen karakter. Men det antikapitalistiske element må før eller senere dominere. Det er der, hvor den virkelige trussel mod systemet ligger. Når masserne begynder at intervenere direkte i politik, når de beslutter sig for, at tiden er inde til at tage deres skæbne i deres egne hænder, det er i sig selv et symptom på forestående revolutionære udviklinger.

Kapitalens seriøse strateger forstår de farlige implikationer i den nuværende turbulens langt bedre end det letpåvirkelige og paniske småborgerskab. Den 30. december 2020 udgav Financial Times en meget interessant artikel, som var underskrevet af redaktionen.

Den malede et meget anderledes billede af processen, og hvor den bevægede sig hen, og konklusionerne der blev draget af alt dette, var meget foruroligende fra et borgerligt synspunkt:

”Grupper der bliver ladt tilbage af økonomisk forandring, konkluderer i stigende grad, at dem der bestemmer, er ligeglade med deres knibe – eller værre, har manipuleret økonomien til egen vinding mod dem i margenerne.

”Langsomt men sikkert sætter det kapitalisme og demokrati i modstrid til hinanden. Siden den globale finanskrise har følelsen af forræderi næret et politisk tilbageslag mod globaliseringen og det liberale demokratis institutioner.

”Højrefløjspopulisme kan trives på dette tilbageslag, mens den efterlader kapitalistiske markeder intakte.

”Men eftersom den ikke kan overholde sine løfter til de økonomisk frustrerede, er det blot et spørgsmål om tid, før høtyvene kommer frem mod selve kapitalismen og mod dem, der nyder godt af den.”

Denne artikel viser en perfekt forståelse af klassekampens dynamikker. Selv sproget er bemærkelsesværdigt. Bevæbnet med høtyve antyder en analogi til den franske revolution eller bondeopstanden i 1381, hvor bønderne tog London.

Forfatterne til disse linjer forstår udmærket, at en bølge i retning af såkaldt højrefløjspopulisme blot kan være det første stadie før en revolutionær eksplosion. Voldsomme sving i den offentlige mening til højre kan meget vel være forberedelsen til endnu voldsommere sving til venstre hos de utilfredse masser, der leder efter en vej ud af krisen.

Dette er en yderst indsigtsfuld forudsigelse af, hvordan begivenhederne vil udvikle sig i den kommende periode. Og ikke kun i USA. Denne enorme omskiftelighed kan observeres i mange lande, hvis ikke i alle lande. Under overfladen udvikler der sig en stemning af vrede, bitterhed og had mod den etablerede orden.

Midtens kollaps

Det borgerlige demokratis institutioner er baseret på antagelsen om, at afstanden mellem rige og fattige kan blive skjult og holdt inden for håndterbare grænser. Men det er ikke længere tilfældet.

Den voksende vækst i ulighed imellem klasserne har skabt et nyt omfang af social polarisering, som vi ikke har set i årtier. Den tester det borgerlige demokratis traditionelle mekanismer til deres yderste grænser og ud over grænserne.

Modsætningen mellem rig og fattig bliver mere intens dag for dag. Den giver et ustoppeligt skub til de centrifugale kræfter, der driver klasserne fra hinanden. Netop det er årsagen til den såkaldte politiske midtes sammenbrud.

Dette skaber en voksende bekymring i den herskende klasse, som kan mærke magten glide ud af sine hænder. Etablissementets partier overalt bliver af masserne forbundet med nedskæringer og angreb på levestandarder.

Der er en vred stemning i samfundet. Denne stemning udtrykker sig i form af et kollaps i tilliden til de officielle institutioner, partierne, regeringerne, de politiske ledere, bankfolkene, de rige, politiet, retssystemet, eksisterende love, traditioner og det eksisterende systems religion og moral. Folk tror ikke længere på, hvad de får at vide af aviserne og i tv’et. De sammenligner den enorme forskel på, hvad der bliver sagt, og hvad der sker, og de opdager, at de bliver fodret med løgne.

Dette har ikke altid været tilfældet. Før i tiden gik de fleste folk ikke særligt meget op i politik. Det gælder også arbejdere. Samtaler på arbejdspladserne var som regel om fodbold, film og tv-programmer. Politik blev sjældent nævnt, måske undtagelsesvis under et valg.

Nu er alt forandret. Masserne begynder at have interesse for politik, fordi de begynder at opdage, at dette har en direkte indflydelse på deres liv og deres familiers liv. Dette er i sig selv et udtryk for en bevægelse i retning af revolution.

Før i tiden, hvis folk overhovedet besværede sig med at stemme til valg, stemte de som regel på det samme parti, som deres forældre og bedsteforældre havde stemt på. Men nu er valg blevet ekstremt uforudsigelige. Stemningen i vælgerkorpset kendetegnet ved vrede, mistro og omskiftelighed, og svinger voldsomt fra venstre til højre og fra højre til venstre.

Perspektiverne for Biden-administrationen

Kapitalens strateger anerkender de kolossale farer i denne polarisering og bestræber sig desperat på at genopbygge ”midten”. Men objektivt set er der intet virkeligt grundlag for dette. De griber efter et strå i form af Joe Biden.

Wall Street har nu sat sin lid til Biden-administrationen og hans vaccinationskampagne. Men Biden står nu med ansvaret for en dyb økonomisk og politisk krise i en splittet og kriseramt nation.

Han bliver presset af etablissementet til at øge statsinterventionen i økonomien, og han har ikke spildt tiden i forhold til at afsløre sine planer om en 1,9 billioner dollars stor stimuluspakke til den amerikanske økonomi. Hvis vi lægger pakken på 900 milliarder dollars, som Kongressen tidligere er gået med til, og de 3 billioner dollars i hjælp som blev vedtaget i starten af pandemien sammen, så bliver dette alt sammen til et bjerg af gæld. Den herskende klasse forsøger desperat at genskabe den politiske stabilitet.

Professor ved Harvard University Kenneth Rogoff formulerede det på denne måde: ”Jeg er meget sympatisk indstillet over for, hvad Biden laver… Ja, der er en risiko for, at vi får økonomisk ustabilitet længere nede ad vejen, men lige nu har vi politisk ustabilitet.” Alt dette forbereder en enorm krise længere nede af vejen.

I mellemtiden tror millioner af misfornøjede borgere ikke engang på, at Biden vandt valget. Alt hvad han gør, vil være forkert for dem. På den anden side vil hans mange støtters overdrevne håb fordampe som en dråbe vand på en varm kogeplade, så snart den første lettelse over Trumps afsked har lagt sig. Og selvom han uundgåeligt vil nyde sine hvedebrødsdage i et stykke tid, vil massiv desillusionering følge og gøde jorden for nye omvæltninger, turbulens og ustabilitet.

Latinamerika

Latinamerika er en af de regioner i verden, der er hårdest ramt af COVID-19 fra et offentligt sundhedsmæssigt synspunkt, men også fra den økonomiske krises synspunkt.

Regionens BNP faldt med omkring 7,7 procent i 2020, det største kollaps i 120 år. Dette kommer i kølvandet på et årti med stagnation, med 0,3 procent årlig gennemsnitlig vækst i 2014-2019. Regionen forventes ikke at genoprette dens BNP fra før kriseniveau før 2024. Niveauet af ekstreme fattigdom er tilbage til, hvad det var i 1990.

Dette skabte allerede social og politisk turbulens, før pandemien begyndte. I Latinamerika blev opstandene i 2019 (Ecuador, Chile), som var del af en verdensomspændende tendens (Algeriet, Sudan, Irak, Libanon…), midlertidigt sat på pause af pandemiens udbrud, som fejede over kontinentet med altødelæggende konsekvenser.

Brasilien havde et af verdens højeste dødstal, og Peru blev også hårdt ramt. I Ecuador blev ligkisterne stablet foran overfyldte lighuse, og nogle steder blev lig efterladt på gaden.

Mest størstedelen af venstrefløjen i Brasilien troede at Bolsonaros valgsejr ville indlede et stærkt reaktionært regime, så har begivenhederne i stedet vist hvor svagt hans greb om magten faktisk er. Billede: In defence of Marxism

Men i anden halvdel af 2020 så vi en tilbagevenden til masseopstandsbevægelser. I september 2020 var der en eksplosion af harme i Colombia over et politimord, der resulterede i, at 40 politistationer blev brændt ned. I Peru væltede massebevægelser to regeringer. Og protesterne i Guatemala ledte til nedbrændingen af parlamentsbygningen. Dette fortsatte ind i 2021 og med vigtige politiske konsekvenser. I Colombia genopstod bevægelsen med en mægtig landsdækkende strejkebevægelse, der har reduceret Duque-regeringens støtte til et minimum. I Peru havde vi det uventede valg af Pedro Castillo, lærer og fagforeningsmand, i præsidentvalget. På samme måde så vi højrefløjens valgnederlag i Chile og succesen hos kandidater med forbindelser til opstanden i 2019, samt til Kommunistpartiet og Frente Amplio, i valgene til den grundlovgivende forsamling, borgmestre og regionale guvernører.

I Brasilien hvor venstrefløjen og sekterikerne råbte meget op om ”fascismens” påståede sejr, kollapser Bolsonaros støtte. Parolen som vores brasilianske kammerater oprindeligt startede, ”Fora Bolsonaro” (Ud med Bolsonaro!), som blev afvist som utopisk af venstrefløjen, har nu opnået generel opbakning.

Den ”stærke mand” Bolsonaro er så svag, at han endda har været ude af stand til at starte sit eget parti. Selvom han desperat har forsøgt at gøre dette, har han indtil videre mislykket miserabelt i bare at få tilstrækkeligt med underskrifter til at registrere det.

Problemet er ikke Bolsonaros styrke, men venstrefløjens svaghed. PT (Partido dos Trabalhadores, Arbejderpartiet) som engang nød arbejdernes overvældende støtte, har tabt massivt i de sidste valg. Også her er det ikke et spørgsmål om objektive besværligheder, men den subjektive faktors svaghed.

De revolutionære og opstandslignende begivenheder som har fundet sted i forskellige latinamerikanske lande og ”progressive” lederes vej til magten med støtte fra arbejdere og bønder (AMLO i Mexico, Arce i Bolivia, Castillo i Peru osv.), tjener som en afkræftelse til alle dem (inklusive sekterikere), der argumenterede for, at der var en ”konservativ bølge” i Latinamerika. Kapitalismen er meget svagere her end i de udviklede kapitalistiske lande, pandemiens indvirkninger har været altødelæggende i forhold til sundhed og økonomi, og masserne bliver styrket i de imponerende kampe, som vi har set for nylig. Af alle disse årsager er det meget sandsynligt, at Latinamerika bliver en af scenerne for de forestående revolutionære begivenheder.

Cuba

Cuba står i mellemtiden over for en stor økonomisk krise, som pandemien har sluppet løs, og som Trumps sanktioner og økonomiske foranstaltninger har forværret. Sanktioner og økonomiske foranstaltninger som Biden har videreført. Øens økonomi oplevede et fald på 11 procent i 2020.

Dette har fået ledelsen til at implementere en række kapitalistiske markedsforanstaltninger, som er blevet diskuteret i ti år, men aldrig fuldstændigt implementeret, inklusive valutaforening, markedsrelationer mellem statssektorvirksomheder, nedlukning af statssektorvirksomheder som ikke er ”profitable”, ophævelsen af subsidieordning på prisen på de vigtigste fødevareprodukter osv.

Disse foranstaltninger har allerede haft en effekt i at øge uligheden yderligere og har skabt utilfredshed. Det er et vendepunkt i processen mod kapitalistisk restoration.

Disse økonomiske faktorer er det objektive fundament for demonstrationerne den 11. juli. Disse var de største demonstrationer i Cuba siden 1994’s ”maleconazo”, og de kom på et tidspunkt med dyb økonomisk krise og med en regering, som ikke har den samme autoritet, som Fidel Castro havde den gang.

Bevægelsen bestod dels af oprigtig protest over den mangel og den nød, som arbejderklassefolk lider under. Men den bestod også af en konstant propagandakampagne på de sociale medier og provokationer i gaderne fra åbent kontrarevolutionære elementer, som har stået på i månedsvis.

Demonstranterne, der talte 2.000 i Havana, bestod af forskellige lag: fattige folk fra arbejderklasseområder, der er hårdt ramt af den økonomiske krise og de foranstaltninger, som bureaukratiet har foretaget; lumpne og kriminelle elementer; småborgerlige prokapitalistiske elementer der er vokset i løbet af de sidste 10 år med markedsreformer; kunstnere, intellektuelle og unge der er bekymret over censur og demokratiske rettigheder på abstrakt plan.

Det må forklares tydeligt, at demonstrationerne fandt sted under parolerne ”Hjemland og Liv” (”Patria y vida”), ”Ned med diktaturet” og ”Ned med kommunisme”, som har en tydelig kontrarevolutionær karakter. Problemerne og nøden er virkelige og ægte; der er forvirrede elementer, der deltager; men midt i al forvirringen er det de kontrarevolutionære elementer, der dominerer disse demonstrationer. Disse er organiserede, motiverede og har tydelige mål. Det er derfor nødvendigt at modsætte sig dem og forsvare revolutionen. Hvis de der promoverer disse demonstrationer sammen med deres mentorer i Washington, skulle opnå deres mål – omvæltningen af regeringen – ville dette uundgåeligt accelerere processen med kapitalistisk restoration og trække Cuba tilbage til landets tidligere status som en de facto koloni for amerikansk imperialisme. De økonomiske og sundhedsmæssige problemer som den cubanske arbejderklasse står over for, ville ikke blive løst, men tværtimod blive forværret. Man behøver blot at se til Bolsonaros Brasilien eller nabolandet Haiti for at se et bevis på dette. Den cubanske revolutions nederlag ville have en negativ indvirkning på bevidstheden hos arbejdere på hele kontinentet og i hele verden.

I den kamp der åbner sig, går den Internationale Marxistisk Tendens ubetinget ind for et forsvar af den cubanske revolution. Det første vi må sige, er, at vi er fuldstændig imod den amerikanske imperialismes blokade, og vi fører kampagne imod den. Men vores ubetingede forsvar for revolutionen betyder ikke, at vi er ukritiske. Vi må tydeligt forklare, at bureaukratiets metoder i høj grad er ansvarlige for at have skabt den nuværende situation. Bureaukratisk planlægning fører til dårlig administration, ineffektivitet, spild og ligegyldighed. Bureaukratisk tvang og vilkårlighed fører til fremmedgørelse af ungdommen. Prokapitalistiske foranstaltninger fører til social differentiering og fattigdom.

Udbredt skepsis mod ledelsen er fremvokset hos mange arbejdere og unge, der anser dem selv for at være revolutionære. Vi må forklare, at den eneste effektive måde at forsvare revolutionen på er ved at overdrage magten til arbejderklassen. Vores model for et arbejderdemokrati må findes i Pariserkommunen og som beskrevet af Lenin i Staten og Revolutionen. Vi går ind for den mest udbredte og frieste politiske diskussion blandt revolutionære. Statsmedierne burde være åbne for enhver afskygning af revolutionære holdninger. På alle arbejdspladser burde arbejderne selv have den fulde magt til at omorganisere produktionen for at gøre den mere effektiv. Derudover skal bureaukratiets privilegier (særlige butikker, fortrinsvis adgang til basale produkter) ophæves. Alle embedsmænd burde vælges og kunne tilbagekaldes på ethvert tidspunkt.

Den cubanske revolutions skæbne vil i sidste ende blive afgjort i den internationale klassekamps arena. Cubanske revolutionære burde optage en socialistisk, revolutionær, internationalistisk position modsat én, der er baseret på geopolitik og diplomati. Vi står for arbejderdemokrati og international socialisme.

Europa

Den reale BNP faldt med 7 procent i EU-medlemsstater i 2020. Dette var den største nedgang i Europa siden anden verdenskrig. Officielle tal viser, at 13,2 millioner er arbejdsløse, men hvis man ikke tæller orlovsordninger med, er det virkelige arbejdsløshedstal tættere på 12,6 procent (omkring 20 millioner). Yderligere 30 millioner mangler fra de officielle tal og er beskrevet som ’skjult arbejdsløshed’.

EU-kommissionen forkludrerede COVID-19-vaccineudrulningen, hvilket har resulteret i stor mangel overalt i Europa. Danmark fik i starten kun 40.000, mens landet forventede 300.000. Holland fik i starten ingen.

Vaccineprogrammets fiasko er en opfølgning på katastrofen fra sidste år med mangel på værnemidler. Da Italien stod over for det værste i krisen, var europæisk solidaritet fuldstændig glemt. Det var hver mand for sig selv. Vaccineprogrammet var et forsøg på at genetablere solidaritet indenfor den Europæiske Union, men det slog fejl.

For at gøre ondt værre har eskaleringen af restriktive foranstaltninger (nedlukninger osv.) foretaget af 21 eurozonenationer for at takle coronaviruspandemien bremset økonomisk aktivitet betydeligt, så blokken gennemgik en dobbelt recession.

Hvor eurozoneøkonomien oplevede et pludseligt, dybt chok sidste forår, da pandemien først ramte, varer den nye stigning i smitte længere og skaber en langsommere, men langt mere ødelæggende nedgang i økonomisk aktivitet.

Rejse, handel, restauration, erhvervslivstillid og forbrug er alt sammen blevet ramt i 2021’s første uger. Dette truer med at producere en forsinket bølge af bankerotter, medmindre regeringerne og centralbankerne fortsætter med at støtte foranstaltninger, der holder hånden under økonomien.

Som resultat heraf forventer økonomer, at en estimeret sammentrækning af output i eurozonen på mellem 1,8 og 2,3 procent i 2020’s sidste tre måneder vil blive fulgt af endnu et fald 2021’s første kvartal i mange af blokkens store økonomier, inklusive Tyskland og Italien. Det kunne efterlade eurozonen i sin anden recession, defineret som to kvartaler med negativ vækst i træk, på mindre end to år.

Efter Brexit og Trump, som aldrig besværede sig med at forklæde sit had til alt europæisk, føler det europæiske borgerskab, at det ikke længere kan stole på sin traditionelle allierede. Emmanuel Macrons latterlige forsøg på at indynde sig selv med Trump var en spektakulær fiasko.

Trump gjorde det meget tydeligt, at han så Europa som en hovedfjende, hvorimod Rusland blot var en ”konkurrent”. Han fulgte sine ord med handlinger. Hans protektionistiske politikker var rettet lige så meget mod Europa som mod Kina. Og han fastholdt denne krigeriske attitude helt til sin administrations sidste dage. Nytårsaften annoncerede USA en ny stigning i EU-tariffer på flydele og vine fra Frankrig og Tyskland.

Biden ønsker at reparere forholdet til Europa. Han har på ny viet USA til multilateralisme, inklusive at gå med i WHO og Parisaftalen igen. Han har også støttet en ny direktørgeneral til WTO. Holdningen til den iranske atomaftale har også ændret sig. Alle disse er glædelige skridt for europæerne, som er desperate for et kursskifte fra det Hvide Hus. Trump har kaldt denne strategi for ”America Last”.

Alligevel er der konflikter mellem de to sider, der er langt sværere at løse. Europæerne er ikke overbevist om USA’s strategi over for Kina. De er også ivrige efter at udnytte den amerikanske handelskrig med Kina til deres egne formål. Den nye investeringsaftale som Kina og EU har indgået i Trumps præsidentperiodes sidste uger, blev af mange set som en fornærmelse mod Joe Biden, som den nye præsident var tvunget til at sluge.

Der er flere længerevarende konflikter, der skal løses: Airbus-Boeing-statsstøttekonflikten har ulmet i årtier uden nogen løsning i sigte. Nord Stream 2-olieledningen skaber også et massivt brud mellem USA og Tyskland, da USA insisterer på, at ledningen vil styrke Ruslands indflydelse i Europa. Den nyfundne hengivenhed mellem Biden og europæerne vil blive sat på prøve i de kommende måneder, da begge blokke forsøger at genoplive deres eksport i den postpandemiske krise.

Tyskland har været Europas anker, en stabilitetens ø i ofte stormfulde vande. Angela Merkel blev set som et par sikre hænder ved roret i Europas vigtigste land. Men med pandemien kom nye problemer.

Europa oplevede allerede voksende spændinger mellem medlemslandene efter krisen i 2008. Brexit var et vendepunkt i denne dynamik, det samme var pandemikrisen og den nationalisme, der herskede, når det kom til at håndtere sundhedskrisen. Den dybe globale krise vil lægge et enormt pres i denne retning: EU må konkurrere med andre imperialistiske blokke samtidig med, at de forskellige nationer der udgør EU, vil konkurrere med hinanden for at eksportere deres egne kriser.

Pandemien har endnu en gang udstillet Europas indre modsætninger. I Tyskland, som tidligere blev anset som en bastion for stabilitet, vokser den politiske ustabilitet. Billede: EU2017EE, Flickr

De tyske kapitalister har anerkendt, at de blev nødt til at ændre deres metoder for at forsøge at bremse de stigende centrifugale tendenser i EU. Denne tendens blev yderligere styrket, da pandemien ramte. Sidste efterår var Tyskland tvunget til at underskrive et lån på 750 milliarder euro til den europæiske genoprettelsesfond for at holde EU sammen. Denne substantielle pakke vil give et midlertidigt pusterum i EU, men det er kun et engangstilskud. Opfordringer til at gå videre i denne retning er blevet blokeret af Tyskland. I sidste ende er ingen af problemerne blevet løst.

Merkel er blevet nødt til at forlænge Tysklands nedlukning. Hendes koalition slås om langsomme vaccinationsrater og utilstrækkelige forsyninger. Den nationale stemning er skiftet fra selvrosende til mut. Financial Times kommenterede, at ”det politiske landskab til valget til september ser mere fragmenteret og flygtigt ud.”

I Frankrig er Macron-regeringen nu totalt miskrediteret med en 60 procents misbilligelse: den højeste siden gilets jaunes-demonstrationerne. Den officielle arbejdsløshedsrate er 9 procent, men i virkeligheden er den langt højere.

Den ’store nationale debat’ gjorde intet for at genoprette offentlig støtte til regeringen, og det gjorde fyringen af premierministeren Éduoard Phillipe heller ikke. Og Macrons gentagende forsøg på at opføre sig som en ”stor statsmand” på internationalt plan vækker kun latter på alle niveauer.

Storbritannien

For ikke så længe siden var Storbritannien nok det mest stabile land i Europa. Nu er det blevet det nok mest ustabile.

Den nuværende krise har på brutal vis afsløret britisk kapitalismes svaghed. UK’s økonomi faldt med 9,9 procent i 2020; dobbelt så meget som Tyskland og tre gange så meget som USA. Nu hvor landet står over for pandemiens virkninger og Brexit-katastrofen, er en yderligere recession uundgåelig.

Brexit var en ren vanvidshandling fra det Konservative Parti, som nu er røget ud af den herskende klasses kontrol. Regeringen bliver ledt af en cirkusklovn, der på den anden side bliver styret af demente reaktionære chauvinister.

På trods af at de vandt en afgørende sejr i valget i december 2019, er det Konservative Parti i stigende grad blevet miskrediteret særligt på grund af dets fejlhåndtering af pandemien med flere døde end noget andet land i Europa. Dødstallet (som åbenlyst er underdrevet i de officielle tal) er blandt det højeste i noget land i forhold til indbyggertallets størrelse. Alligevel modsatte de konservative sig forsat at indføre de nødvendige foranstaltninger, indtil de blev tvunget til det af situationens alvor.

Disse folk er ikke interesseret i befolkningens liv og helbred. De er også ligeglade med det nationale sundhedsvæsens (NHS) ynkværdige forfatning, som de har bragt det i gennem årtier med nedskæringer. De er kun motiveret af én ting: profit.

De konservative ønsker at holde produktionen i gang under alle omstændigheder. Det er derfor, de var fast besluttede på at genåbne skolerne. Det førte i starten af januar til en massedemonstration og et online lærermøde med 400.000 deltagere. Deres trussel om strejke tvang regeringen til at lukke skolerne.

Men på trods af regeringens upopularitet halter Labour-partiet og dets højrefløjsledelse stadig bag de konservative. Der er ingen reel opposition fra Labour.

Corbyns og McDonnells fratræden efter Labours nederlag i december 2019 var et alvorligt slag mod venstrefløjen og en gave til højrefløjen. Venstrefløjen havde alle muligheder for at omdanne Labour-partiet. De havde den fulde opbakning fra de menige medlemmer. Dette ville have betydet at udføre en gennemgribende udrensning af højrefløjen i Labours parlamentsgruppe og bureaukratiet. Men de afholdt sig fra dette og nægtede at støtte parolen om et omvalg af parlamentsmedlemmer, som marxisterne talte for, og som havde bred støtte blandt de menige medlemmer.

I sidste instans er venstrefløjen bange for at tage kampen til dens endelige konklusion, som ville betyde et fuldstændigt brud med højrefløjen. Men højrefløjen viser ikke sådan en venlighed over for venstrefløjen. Ansporet af deres svaghed har de udført en udrensning af venstrefløjen – inklusive suspenderingen af selveste Corbyn. Denne svaghed er ikke blot et moralsk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål. Det er et organisk kendetegn på venstrereformisme.

Toppen af britisk erhvervsliv bestemmer nu i Labour. Keir Starmer taler ikke som oppositionsleder, men som et underdanigt medlem af Johnsons kabinet. Han venter på, at Johnson skrider til handling, før han siger ”også mig”.

Men nu er højrefløjen gået for langt. Gennem sine handlinger tvinger højrefløjen venstrefløjen til at slå igen. Scenen er sat for en kamp i Labour-partiet.

Hvad end der sker, vil den marxistiske tendens vinde terræn, og mange nye døre vil blive åbnet for os. Politikkens kunst er at gribe enhver mulighed, som opstår.

Italien

Italien er stadig det svageste led i den europæiske kapitalismes kæde. Landets kroniske sygdom er blevet afsløret af den nuværende krise. Ude af stand til at konkurrere med de mere magtfulde økonomier som Tyskland, sakker landet længere og længere bagud og synker endnu dybere ned i gæld.

Landets banksystem svæver konstant på kanten af kollaps, som kunne trække det resterende Europa med sig ned. EU er tvunget til at støtte det af denne årsag, mens den bander og svovler for sig selv.

Særligt de tyske bankfolk er i højere grad blevet utålmodige og krævede indtil for nyligt vedtagelsen af alvorlige foranstaltninger til at skære offentlige udgifter og angribe levestandarder. Altså skubbede de Italien mod afgrunden. Piben fik en lidt anden lyd, eftersom pandemien har tvunget dem alle til at vende sig mod staten efter hjælp. Så snart pandemien er ovre, vil de vende tilbage til nedskæringer for fuld styrke.

For at navigere gennem den nuværende krise kræver den italienske herskende klasse en stærk regering. Men det er ikke muligt med en stærk regering i Italien. Det politiske regime er bundråddent. Manglen på tiltro til politikerne kommer til udtryk gennem en permanent regeringskrise. Den ene ustabile koalition følger den anden, mens intet ændrer sig på bunden. Masserne er desperate, og deres søgen efter en udvej bliver udtrykt gennem voldsomme udsving til højre og venstre.

Krisen er blevet voldsomt forværret af pandemien, som ramte Italien tidligere og hårdere end noget andet sted. I skrivende stund er dødstallet fra COVID-19 tæt på 100.000.

Den herskende klasse håbede på at opretholde centrumvenstre-koalitionen så længe som muligt for at afværge en social eksplosion. Men det blev usandsynligt, efter de politiske muligheder en efter en blev udtømt. Renzis parti, Italia Viva, kunne mærke ilden under fødderne, og trak dets tre ministre ud af Contes koalition på grund af COVID-19-pandemiske fejltrin, hvilket førte til et regeringskollaps og åbningen af døren til dannelsen af Draghi-regeringen.

Republikkens præsident trådte til, og i stedet for at indkalde til tidlige valg inviterede han Draghi, den europæiske centralbanks eksguvernør, til at danne regering. Her har vi endnu et eksempel på en ”teknokrat”, der bliver påtvunget landet som statsminister uden at være valgt af nogen.

”Centrumvenstres” bankerot gav en mulighed til yder-højreformationer som Italiens Brødre-partiet. De har holdt sig ude af den koalition, der støtter Draghi, for det første fordi der ikke er behov for dem, for det andet fordi de håber at vinde frem på bekostning af Liga, som nu er i regering.

Men før eller siden vil de parlamentariske spil blive erstattet af åben kamp mellem klasserne. Ingen stabilitet er mulig baseret på det nuværende system. I Italien er der intet arbejdermasseparti. Men massernes stemning bliver vredere og mere utålmodig for hver dag, der går. Arbejdernes militante handlinger i pandemiens første måned var en advarsel om, hvad der var på vej.

Regeringernes gentagende fiaskoer leder uundgåeligt til en eksplosion i klassekampen. I sidste ende vil tingene ikke blive løst i parlamentet, og dagen hvor tyngdepunktet vil skifte fra et miskrediteret parlament til fabrikkerne og gaderne, nærmer sig med hastige skridt.

Rusland

Den samme turbulens og omskiftelighed kan ses overalt. I Rusland blev Aleksej Navalnyjs tilbagevenden og arrestation starten på en bølge af demonstrationer over hele landet. Der var demonstrationer på 40.000 mennesker i Moskva, 10.000 i Petersborg og flere tusinder i over 110 andre byer inklusive Vladivostok og Khabarovsk.

Disse demonstrationer var endnu ikke på den samme massive skala, som vi så i Belarus, da millioner gik på gaden for at vælte Lukasjenko. Men disse var store demonstrationer i russisk målestok. De var meget heterogene i deres sammensætning med mange middelklassefolk, intellektuelle, liberale – men også et voksende antal arbejdere, især unge arbejdere.

Politiet reagerede med repression. Der fandt gadekampe sted i mange byer. Folk brød gennem barrikader, og omkring 40 betjente kom til skade. Adskillige tusinde mennesker blev tilbageholdt.

Hvad betyder det her? Demonstrationerne var delvist en refleksion af indignationen over Navalnyjs arrestation. Men spørgsmålet om Navalnyj er kun ét element i denne situation og ikke nødvendigvis det vigtigste.

Aleksej Navalnyj bliver af de vestlige medier portrætteret som en heltemodig forsvarer af demokratiet. I virkeligheden er han en ambitiøs opportunist med en tvivlsom politisk fortid. I retrospekt vil han blive set som en tilfældig skikkelse.

Men tilfældige skikkelser kan også spille en rolle i historien på visse tidspunkter. Præcis som i kemien hvor der er behov for en katalysator for at skabe en særlig reaktion, så er der i den revolutionære proces også brug for et referencepunkt, som kan agere som en detonator, der antænder massernes akkumulerede utilfredshed. Denne katalysators præcise beskaffenhed er irrelevant. I dette tilfælde var det arrestationen af Navalnyj. Men det kunne have været én ud af en række faktorer.

Faldende levestandarder

Det primære er ikke det tilfælde, som nødvendigheden udtrykker sig igennem, men selve nødvendigheden. Den virkelige årsag til disse oprør var befolkningens akkumulerede vrede over faldende levestandarder, økonomisk krise og krænkelserne fra et korrupt og repressivt regime.

Alt indikerer, at Putins støtte er faldende. På et tidspunkt gav meningsmålingerne ham altid over 70 procent støtte. I tiden omkring annekteringen af Krim steg denne til over 80 procent. Men nu svæver den omkring 63 procent, og på sit laveste punkt var den kun lige over 50 procent. Disse tal må have skabt en del røre i Kreml.

Før i tiden kunne Putin prale af en vis succes på det økonomiske område, men ikke længere. Mellem 2013 og 2018, før pandemien, var den årlige økonomiske vækst på 0,7 procent, altså basalt set var den stagneret. Ved udgangen af 2020 var der en negativ vækst på omkring 5 procent. Arbejdsløsheden vokser hurtigt, og mange familier mister deres hjem.

For en tid, især efter annekteringen af Krim, hvor der er en russisk majoritetsbefolkning, spillede Putin nationalistkortet. Det øgede hans popularitet, men chauvinismens berusende dampe er nu stort set fordampet, og Putins opsparede tillid blev alvorligt skadet af hans pensionsreform.

Der er voksende utilfredshed over den herskende elites monstrøse korruption og luksuriøse livsstil. To dage efter sin arrestation udgav Navalnyj en video, som blev set af millioner, og som afslørede Putins personlige korruption gennem et stort palæ, som han havde fået bygget ved Sortehavet. Alt dette opbygger en eksplosiv stemning.

Regimets fundament af støtter snævres hele tiden ind. Udover kliken af oligarker i Kreml, der er notorisk korrupt, består den primært af embedsfolk, hvis jobs og karrierer afhænger af chefen, et stort antal kumpaner som er afhængige af statskontrakter og erhvervsforbindelser til Kreml, og andre som er blevet rige på dens tjenester.

Sidst men ikke mindst beror han sig på sikkerhedsapparatet og hæren. Putinregimet er et borgerligt bonapartistisk regime. I sidste ende er bonapartisme hersken med sværdets magt. Putin er den ”stærke mand”, som står på toppen af staten, og balancerer mellem klasserne ved at præsentere sig selv som personificeringen af den russiske nation.

Men denne stærke mand har fødder af ler. I takt med at han udtømmer sin massebase, bliver han i stigende grad reduceret til at holde sig på magten gennem en blanding af svindel, skamløst valgfusk og utilsløret undertrykkelse.

Det siges, at Talleyrand engang skulle have sagt til Napoleon, at man kan gøre mange ting med bajonetter, men man kan ikke sidde på dem. Putin burde tænke lidt over dette kloge råd. Arrestation, fængsling og forgiftning af politiske modstandere er ikke et tegn på styrke men et tegn på frygt og svaghed.

Derudover er terror et våben, der kan bruges effektivt i nogen tid, men er underlagt det aftagende udbyttes lov. Før eller senere begynder folk at miste deres frygt. Det er det farligste øjeblik for et autoritært regime. De seneste demonstrationer er tegn på, at denne proces allerede er begyndt.

I virkeligheden er massernes midlertidige passivitet det eneste, der opretholder regimet. Det er umuligt at sige med sikkerhed, hvor længe den nuværende ustabile ligevægt kan vare ved. I øjeblikket har massiv undertrykkelse formået at bremse demonstrationerne. Men ingen af de underliggende problemer er blevet løst.

De seneste demonstrationer foruroligede regimet, som kombinerer undertrykkelse med indrømmelser. De har annonceret en plan om at hjælpe de fattigste familier. Dette kan købe dem noget tid. Men den relativt lave pris på olie vil fortsætte med at skade den russiske økonomi, og de sanktioner som USA har påtvunget Rusland, vil vedblive og endda blive strammet.

Det ”Kommunistiske” Parti

I Rusland er den subjektive faktors rolle indlysende. Hvis KPRF var et ægte kommunistisk parti, ville det nu forberede sig på magtovertagelsen. Men Zjuganov-kliken har ingen interesse i at tage magten. De har en meget komfortabel aftale med Putin, som garanterer dem deres privilegier på den betingelse, at de ikke gør noget for at forstyrre hans greb om magten.

KPRF’s lederes holdning har skabt en stigende uro blandt partiets menige medlemmer. Der har været adskillige lokale og regionale oprør, som er blevet slået ned med udrensninger og ekskluderinger. Hele regionale organisationer er blevet ødelagt på denne måde. Zjuganov frygter muligheden for en voksende stemning af radikal opposition inde i partiet. Og sådan en stigning i opposition samt den stigende krise internt i Kommunistpartiet åbner muligheden for at styrke en ægte marxistisk indflydelse blandt de menige kommunister.

Putins regime er blevet rystet af masse demonstrationer imod en pensionsreform og senest imod politisk undertrykkelse. Toppen af det gamle kommunistparti støtter Putins regime, men et oprør ulmer internt i partiet. Billede: Matthias Berg, Flickr

Den nuværende ustabile våbenhvile kan vare ved i adskillige måneder eller flere år. Men forsinkelsen vil blot betyde, at modsætningerne vil fortsætte med at vokse og bane vejen for en langt større eksplosion i fremtiden. Det mest afgørende element i denne ligning er den russiske arbejderklasse, der endnu ikke har sagt det sidste ord.

Det er umuligt at forudse begivenhedernes fulde tidsplan. Rusland er endnu ikke i en prærevolutionær situation, men begivenhederne bevæger sig meget hurtigt. Vi må følge begivenhederne i landet.

Indien

I Indien har vi, hvad der svarer til en opstand blandt bønderne, der lavede en traktormarch for at forstyrre Republikdagsparaden i Delhi den 26. januar, hvor Modi blev fejret med en stor militærparade.

Disse begivenheder skal sættes i kontekst med kapitalismens globale krise. I landbrugssektorens benhårde konkurrence forsøger de store multinationale fødevarevirksomheder at presse de priser, som de små og middelstore bønder får for deres produkter til produktionsniveauet.

Kommercialiseringen af Indiens landbrug er ikke et nyt fænomen. Det har stået på i årevis, som vi så med den sidste Manmohan Singh-regering. Finanskapital er trådt ind i det indiske landbrug på stor skala og har tvunget bønder til at være mere og mere afhængige af lån til en intolerabel grad for at købe essentielle landbrugsressourcer, hvis priser er eksploderet.

Så snart de nye love blev introduceret, blev priserne, bønderne fik betalt, skåret med op til 50 procent, mens mad fra detailhandelens priser steg. Det er denne ubærlige situation, der har ført til den enorme bevægelse blandt de indiske bønder. Deres krav er, at de nye love bliver trukket tilbage. Men ingen af deres krav er blevet indfriet, og ingen af deres spørgsmål er blevet løst i forhandlingerne.

Hvad der startede tilbage i august 2020 som småskalademonstrationer i Punjab, da Modis landbrugslove blev offentliggjorte, eskalerede til en meget større bevægelse, der spredte sig til andre stater. I september 2020 opfordrede bondefagforeninger over hele Indien til en Bharat Bandh (en nationsomspændende nedlukning). Bevægelsen fortsatte med at eskalere, mens uendelige forhandlinger med regeringen ikke gav nogle håndgribelige resultater. Fem millioner deltog i demonstrationer over 20.000 steder i december 2020.

Indien er blevet rystet af en opstand blandt bønder, samt en række rekordstore generelstrejker som involverede hundreder af millioner arbejdere. Billede: PTI

Der kom et vigtigt vendepunkt i denne bevægelse med de dramatiske begivenheder den 26. januar, da hundredtusindvis af bønder marcherede ind i Delhi for at demonstrere for deres krav. Bønderne tvang sig igennem fra byens udkanter til byens historiske røde fort. Disse fattige mennesker udviste utroligt mod og kæmpede mod tungt bevæbnet politi, blev angrebet med piske og sparket og tævet til jorden.

På trods af alvorlig politiundertrykkelse stormede bønderne det røde fort og besatte dets vold. Det tog politiet meget besvær at drive dem ud. En demonstrant døde, og over 300 politibetjente blev såret. Dette ophidsede blot bønderne endnu mere og trak flere ind i bevægelsen fra andre stater i solidaritet.

Omfanget af denne kamp reflekterer også gæringen i hele samfundet, hvor endda hvad der blev anset for at være relativt konservative lag i landlige områder, skrider til handling, og bliver radikaliseret på baggrund af den økonomisk krise.

Det var ikke så længe siden, da Modi først vandt valgene, at de trætte venstreorienterede og eks-venstreorienterede jamrede over ”fascismens” fremvækst i Indien. Men vores tendens forstod, at Modi som præsident ville forberede forholdene til et tilbageslag af enorme proportioner. Vores perspektiver blev bekræftet af begivenhederne på en stor skala. Langt fra fascisme har vi klassepolarisering og intens klassekamp.

Stalinisternes rolle

Modi er tydeligvis blevet rystet af bøndernes opstand, som giver en vis idé om massernes ophobede raseri. Men bevægelsens svaghed i Indien skal findes i fagforeningernes ledelse, der ikke har formået at komme med et seriøst svar fra den magtfulde indiske arbejderklasse til støtte for bønderne.

Alt dette kommer efter år, hvor vi har set massiv mobilisering af det indiske proletariat med adskillige enorme 24-timers-generalstrejker, som har involveret op mod 200 millioner arbejdere – de største generalstrejker i den internationale arbejderklasses historie.

I september 2016 gik mellem 150 til 180 millioner offentlige arbejdere i en 24-timers-generalstrejke. I 2019 deltog omkring 220 millioner arbejdere i en generalstrejke, og igen i januar 2020 deltog 250 millioner arbejdere i en 24-timers-generalstrejke.

Disse fakta demonstrerer det indiske proletariats kolossale revolutionære potentiale. Arbejderne er klar til at kæmpe. Men stalinisternes politik var ikke at mobilisere masserne til en afgørende kamp mod Modi-regimet, men blot at læne sig op ad massebevægelsen for at få indrømmelser og opnå aftaler med Modi.

I praksis brugte de taktikken med én-dags-generalstrejker for at lade arbejderne komme af med nogle frustrationer, mens de ledte massebevægelsen ned ad harmløse kanaler. Det var den samme taktik, som fagforeningslederne brugte i Grækenland, hvor de indkaldte til en række én-dags-generalstrejker. Dette er et trick, der trætter arbejderne og omdanner generalstrejken til en meningsløs gestus, skaber illusionen om afgørende handling, mens den underminerer sådan handling i praksis.

Generalstrejkens parole

I Indien eksisterer alle forholdene for en total generalstrejke objektivt set. Kommunistpartierne og fagforeningerne kunne have spillet en vigtig rolle i dette, men de slæber fødderne. De kunne have væltet Modi-regeringen og gjort en ende på hans reaktionære politik. I stedet for kommer de med tomme udtalelser og laver ingen opfordringer til seriøs handling.

Dette understreger det presserende behov for at opbygge marxismens kræfter i Indien. Men vi må have en proportionssans. Vores organisation i Indien er stadig på et meget tidligt stadie. Det ville være en fatal fejl at have en overdreven idé om, hvad vi kan opnå.

Vores opgave er ikke at lede bevægelsen eller vinde masserne, men at arbejde tålmodigt for at vinde de bedste og mest revolutionære elementer, som er begyndt at blive utålmodige over ledelsens uendelige talen udenom og vaklen.

Vi må fremsætte passende overgangskrav, som svarer til situationens presserende behov og skubbe bevægelsen fremad, mens vi afslører ledelsens ubeslutsomme opførsel.

Bøndernes kamp har fået et ekko på fabrikkerne. Da fagforeningslederne kunne mærke jorden brænde under sig, begyndte de at tale om en fire-dages-generalstrejke. Vi ville støtte sådan et krav, men hvad der er behov for, er ikke ord, men handling!

Vi burde sige: Fint nok, lad os have en fire-dages-strejke, men mindre snak og mere handling! Kom med en dato! Start en kampagne i fabrikkerne. Indkald til massemøder, opret strejkekomiteer. Appellér til bønderne, kvinderne, de unge, de arbejdsløse og alle undertrykte lag i samfundet. Og forbind disse menige kamporganer på et bymæssigt, regionalt og nationalt plan. Med andre ord organisér sovjetter med det formål at overdrage magten til arbejderne og bønderne.

Så snart Indiens masser er organiseret til magtovertagelse, kan ingen kraft på jorden stoppe dem. En fire-dages-generalstrejke ville snart blive omdannet til en total generalstrejke på ubestemt tid. Men det fremsætter spørgsmålet om magt.

Det er det perspektiv, som vi tålmodigt må forklare til de indiske arbejdere og bønder. Således vil vores budskab, selvom vi er meget små, give genlyd hos de mest avancerede arbejdere og unge, der leder efter den revolutionære vej.

Vores opgave er at vinde det tilstrækkelige antal revolutionære kadrer, som vil gøre os i stand til at intervenere effektivt i de dramatiske begivenheder, som vil udspille sig i den kommende periode.

Myanmar

Militærkuppet i Myanmar er en bekræftelse af, at vi lever i en periode med ”skarpe vendinger og pludselige forandringer”. Kuppet kom bag på mange. Militæret havde optegnet en grundlov, der gav garanterede dem 25 procent af pladserne i parlamentet og kontrol over vigtige ministerier. De indsatte også en paragraf, der lod militæret træde til under en ”nødsituation”.

Men hvor var nødsituationen her? Militæret opfandt én ved urigtigt at påstå, at der var udbredt valgfusk under Aung San Suu Kyis og Nationalligaen For Demokratis jordskredsejr i november 2020.

Hvad der virkelig ligger bag kuppet, er den igangværende konflikt om hvem, der skal vinde på privatiseringsprogrammet, som startede i 1988. Lige siden da har militærofficerer haft travlt med at berige sig selv ved at opkøbe statsejede ejendomme til billige priser. På den anden side presser imperialisterne og især USA på for, at Myanmar åbner sit marked til de multinationale selskaber.

Problemet som imperialisterne står over for, er, at Kina er den dominerende eksterne magt i Myanmar. Den største andel af Myanmars eksport og import er med Kina. Således har vi her en kamp om indflydelsessfærer fundamentalt set mellem Kina og USA, hvor Aung San Suu Kyi er sidstnævntes agent.

Militærcheferne har omdannet sig til kapitalistiske oligarker og så NFD’s massive jordskredsejr som en mulig trussel mod deres interesser. Militæret er hadet af masserne, og officerskasten frygtede, at med så stor støtte kunne den nye regering begynde at sætte en stopper for deres magt og privilegier.

Militæret frygtede også massernes voksende selvsikkerhed efter valgene. De var før i tiden vandt til at regere landet med kommando og troede, at de kunne intervenere og diktere hvilken retning, landet skulle gå i. Men de tog ikke højde for, hvor stærk modstanden er mod militærstyret. Masserne har ikke glemt, hvordan det var under militærstyret, og de ser militærkasten som korrupt og pengegrisk.

Her har vi et eksempel på, hvad Marx kaldte for ”kontrarevolutionens pisk”. Kuppet ansporede masserne i stedet for at terrorisere og handlingslamme dem. Derfor er perspektivet for Myanmar intensiveret klassekamp, og ikke handlingslammelse og demoralisering.

Kina

Før i tiden var Kina en del af løsningen for verdenskapitalismen, nu er landet en stor del af problemet.

Kina var den eneste større økonomiske magt, der oplevede vækst i 2020. Den kinesiske stat intervenerede meget stærkt for at modvirke både pandemien og den økonomiske krise. Dette var effektivt fra et kapitalistisk synspunkt, men det kostede landet meget dyrt. Kinas gæld er eksploderet siden 2008, steg med 30 procent under pandemien og nåede 285 procent i 2020. Landet har nu overhalet mange af de avancerede kapitalistiske lande i gældsniveau.

Verdensbanken forudser en vækst på 8 procent i år. Sinde foråret sidste år har Kinas økonomi klaret sig bedre end resten af verdens. Men denne succes vil blive landets undergang, eftersom en stor del af dets vækst er eksportbaseret. Myndighederne i Beijing har i noget tid forsøgt at modificere den kinesiske økonomis strukturer fra dens store afhængighed af investering og eksport for at booste intern efterspørgsel. De har også forsøgt at udvikle industrier i ny teknologi såsom kunstig intelligens, 5G og solenergi, som har en højere arbejdsproduktivitet. De forsøger også at udvikle alternative handelsaftaler for at modsvare USA’s forsøg på at isolere Kina.

Ingen af disse foranstaltninger vil løse modsætningerne, der er under udvikling i den kinesiske økonomi. Faktisk er økonomien blevet endnu mere afhængig af eksport, siden pandemien begyndte. Derudover fortsætter gælden med at vokse på eksplosiv manér, konflikterne med nabolande og andre imperialistiske magter intensiveres, og vækstens ujævnhed fortsætter med kystområder, der bevæger sig langt hurtigere end indlandet. Alt dette vil forværre de allerede eksisterende sociale modsætninger.

Det er ikke tilfældigt, at Trump-administrationen i dens sidste dage anlagde en form for ”den brændte jords taktik” til Kina, men under Biden vil amerikansk politik mod Kina ikke ændre sig fundamentalt. Både Republikanerne og Demokraterne ser Kina som hovedtruslen mod USA på verdensskala.

Konflikten mellem USA og Kina truer med at skabe en endnu mere alvorlig handelskrig. Dette er den største trussel mod verdenskapitalismen, som eksisterer, fordi det var væksten i verdenshandel (såkaldt globalisering), der gav den nødvendige ilt til kapitalismen i den seneste periode.

Dette vil til gengæld have en effekt inde i Kina. En økonomisk krise ville udgøre en alvorlig trussel mod landets sociale stabilitet. Der har allerede været fabrikslukninger og arbejdsløshed, som forsøges at blive skjult, men eksisterer. Private virksomheder har flyttet deres problemer over på deres arbejdere med fyringer og angreb på lønninger. Lønudbetalinger er forsinket flere måneder, hvilket opbygger en kolossal vrede og harme.

De herskende kredse frygter muligheden for en social eksplosion som et resultat af den økonomiske krise og voksende i arbejdsløshed. Det er hovedårsagen til, at Xi Jinping var tvunget til at slå hårdt ned på Hongkong. Dette var ikke et udtryk for styrke, men for frygt og svaghed. Den kinesiske herskende klasse var rædselsslagen for, at sådan en slags bevægelse kunne sprede sig til fastlandet, og i fremtiden vil den uundgåeligt, så sikkert som nat følger dag.

Regimet har indtil videre formået at lægge låg på den sydende utilfredshed overalt i Kina. Men den kan bryde ud når som helst, og når det sker, vil det ikke længere være muligt at undertrykke den som i Hongkong. Selv dér mistede regimet kontrollen med begivenhederne i noget tid. Men når regimet står over for hundreder eller tusinder af Hongkong-tilfælde på det kinesiske fastland, vil det øjeblikkeligt finde sig selv frit svævende i luften.

Store begivenheder bliver forberedt i Kina. Og de vil udfolde sig, når ingen venter det, netop fordi det er et totalitært regime, hvor det meste af det, der sker, er skjult.

Ændret magtbalance

Hvad der fik USA ud af depressionen i 1930’erne, var ikke Roosevelts New Deal, men anden verdenskrig. Men den metode er nu udelukket. Den amerikanske imperialismes magt er faldet relativt til andre magter, og ligeledes er dens evne til at intervenere militært.

Behovet for at erobre markeder og kilder til råmaterialer tvinger Kina til være mere aggressiv på verdensmarkedet. Landet har fået adgangen til ressourcer rundt omkring i verden. For eksempel har det taget kontrollen med en havn og en lufthavn i Sri Lanka; etableret en militærbase i Djibouti; bygget jernbaner i Etiopien; fået kobber og kobolt i Congo; kobber i Zambia; olie i Angola og så videre. Det har også erklæret suverænitet i det Sydkinesiske Hav, som er den vigtigste rute for verdenshandelen.

Dette truer den amerikanske imperialismes interesser direkte. Alt dette betyder uundgåeligt større spændinger mellem Kina og USA. I tidligere perioder ville det uden tvivl have ført til krig. Men magtbalancen har nu fuldstændig ændret sig.

Trump var ikke i stand til at få Nordkorea til at droppe atomvåben. ”Den lille raketmand” løb om hjørner med ham. Så hvorfor erklærer USA ikke krig mod Nordkorea, som trods alt er et meget lille asiatisk land?

Før i tiden førte amerikanerne en krig i Korea, der endte uafgjort. Men i Vietnam blev de besejret for første gang efter et enormt dræn af blod og guld. Efter det blev de ydmyget i Irak, Afghanistan og Syrien.

Trump lod til at forberede et luftangreb på Iran, men trak sig i sidste øjeblik, da han frygtede konsekvenserne. Alt dette tjener at understrege det faktum, at krig ikke er et abstrakt spørgsmål, men et meget konkret ét.

USA var ikke i stand til at forsvare Ukraine eller Georgien mod Rusland, som har en meget magtfuld hær, der demonstrerede dens effektivitet i Syrien. USA var tvunget til at trække sig tilbage og efterlade Rusland og Iran som landets mestre. Amerikanerne sendte en håndfuld tropper til de baltiske stater for at ”beskytte” dem mod Rusland. Men Putin har ingen intention om at invadere disse små stater og kommer ikke til at ligge søvnløs over det.

Tilfældet med Kina er endnu tydeligere. Kina er i dag ikke længere et fattigt, underudviklet land, som det var i fortiden. Det er en økonomisk udviklet stat med en magtfuld hær, det har atomvåben og tilstrækkeligt med interkontinentale ballistiske missiler til at ramme en hvilken som helst amerikansk by, det skulle være.

Det faktum at Kina for nyligt satte en satellit i kredsløb om månen og sendte en mission til Mars, gjorde kun denne pointe meget åbenlys, som Washington har noteret. Derfor er der overhovedet intet spørgsmål om krig mellem USA og Kina eller mellem USA og Rusland for den sags skyld i den nærmeste fremtid.

En altomfavnende konflikt i stil med 1914-18 eller 1939-45 er udelukket på grund af den ændrede magtbalance. Under moderne forhold ville det betyde en atomkrig, som ville være katastrofal for hele verden.

Men det betyder ikke, at den næste periode bliver én med fred og ro. Tværtimod faktisk. Der vil altid være krige – små, men lokalt altødelæggende krige – især i Afrika og Mellemøsten. De amerikanske imperialister, sammen med de andre imperialistiske magter, har været involveret i lokale krige og støttet proxyhære for at føre krig mod deres konkurrenter, og dette vil også være tilfældet med Kina i fremtiden, men de er meget imod at risikere amerikanske soldaters liv i fremmede krige, som den amerikanske offentlige mening nu er uforsonligt imod.

Situationen kan kun ændre sig, hvis et bonapartistisk militærpolitiregime sejrer i USA. Men det kunne kun opnås efter en række afgørende nederlag for den amerikanske arbejderklasse, hvilket på ingen måde er vores perspektiv. Længe før det kunne opstå, ville arbejderklassen have haft mange muligheder for at tage magten. De såkaldte venstreorienteredes og sekternes konstante brægen om den påståede fascisme, som Trump repræsenterer, er den rene barnagtighed, som vi overhovedet ikke må tage hensyn til.

På nuværende tidspunkt bruger amerikansk imperialisme sine økonomiske muskler til at hævde sin globale dominans. Trump-administrationen brugte gentagende gange truslen om økonomiske sanktioner til at tyrannisere resten af verden til slavisk at følge Washingtons politikker i det udenrigspolitiske felt. Amerikansk imperialisme har gjort handel til et våben.

Efter ensidigt at have brudt aftalen med Iran, som var blevet sammensat med store anstrengelser af den sidste amerikanske administration og dens europæiske allierede, strammede Trump sanktionerne for at kvæle Irans økonomi og tvang så europæiske virksomheder og banker til at følge trop gennem truslen om at blive ekskluderet fra amerikanske markeder.

Før i tiden hvis briterne havde et problem med et halvkolonialt land som Persien, ville de sende en kanonbåd. Nu til dags sender amerikanske imperialisme et brev fra handelskammeret. Faktisk er følgerne af sidstnævnte langt mere ødelæggende end et par granater affyret fra et krigsskib.

Clausewitz sagde, at krig er politik med andre midler. Nu til dags burde vi tilføje, at handel er krig med andre midler.

”Voodooøkonomi”

Når den herskende klasse står til at miste alt, vil den ty til desperate foranstaltninger for at redde systemet. Det ser vi nu. I deres desperate søgen efter løsninger på krisen, kaster borgerskabet sig som en fuld mand fra den ene lygtepæl til den næste.

De har rodet rundt i historiens skraldespand og fisket keynesianismens gamle ideer frem. Borgerskabet er pludselig blevet beruset af dets nyfundne illusioner, som blot er gamle, miskrediterede teorier, som de tidligere foragteligt havde forkastet.

Ted Grant plejede at beskrive keynesianisme som voodooøkonomi. Det er en meget rimelig beskrivelse. Ideen om at borgerskabet kan undgå kriser eller komme ud af dem ved at indføre store summer offentlige penge, lyder attraktivt – især for venstrereformisterne der fritages fra at skulle kæmpe for at ændre samfundet. Men der er et lille problem.

Staten er ikke et magisk pengetræ. Ideen om at den kan være en kilde til ubegrænsede midler, er fuldstændig nonsens. Alligevel er dette nonsens blevet optaget af næsten alle regeringer. Det er i virkeligheden en politik affødt af desperation. Og den har ført til ophobningen af astronomisk gæld, som ikke før er blevet set undtagen i krigstid.

I øjeblikket bruger regeringer overalt penge, som var det vand. De taler om at bruge milliarder af dollars, pund eller euro, som om de brugte en smule byttepenge på en tændstikæske.

Som resultat er der en tikkende bombe af gæld, som er blevet bygget ind i økonomiens fundamenter. På længere sigt vil effekterne være mere ødelæggende end enhver terrorbombning. Dette er, hvad Alan Greenspan engang kaldte for ”markedets irrationelle begejstring”.

Et mere passende ord ville være ”vanvid”. Dette vanvid vil føre til et fald, der eufemistisk bliver kaldt for en ”markedskorrigering”.

Statens rolle i økonomien

Den 8. maj 2020 udgav Financial Times’ redaktion en udtalelse, hvori vi læser følgende:

”Bortset fra med en kommunistisk revolution er det svært at forestille sig, hvordan regeringer kunne have interveneret i private markeder – for arbejde, for kredit, for udvekslingen af varer og services – så hurtigt og dybtgående som i de to seneste måneder af nedlukningen.

Natten over har millioner af ansatte i den private sektor fået deres lønsedler fra offentlige budgetter, og centralbanker har oversvømmet de finansielle markeder med elektroniske penge.”

Men hvordan kan disse udtalelser være i overensstemmelse med det ofte gentagede mantra, der fortæller os, at staten ingen rolle har at spille i en ”fri markedsøkonomi” overhovedet? Financial Times giver et meget interessant svar:

(…) ”Men liberal demokratisk kapitalisme er ikke selvforsynende og skal beskyttes og opretholdes for at være spændstig.”

Kapitalismen har været ude af stand til at overleve uden et historisk stort niveau af statsstøtte. Billede: Trans Silica, Flickr

Med andre ord er det ”frie marked” overhovedet ikke frit. Under de nuværende forhold skal det læne sig op ad staten som en krykke. Det kan kun eksistere takket være massive og hidtil usete ydelser fra staten. IMF beregner, at den totale mængde økonomiske støtte i hele verden er på 14 billioner dollars, et svimlende beløb. Global statsgæld er nu nået 99 procent af BNP for første gang i historien.

Dette er en indrømmelse af bankerot – i ordets mest bogstavelige betydning. Det centrale problem i denne ligning kan opsummeres i ét ord: gæld. Den totale globale gæld (inklusive staters, husholdningers og virksomheders) nåede i slutningen af 2020 356 procent af BNP, 35 procentpoint højere end 2019, og nåede en rekord på 281 billioner dollars. Den er nu endnu højere og stadigt stigende. Dette er den største fare, som det kapitalistiske system står over for.

Japan brugte omkring 3 billioner dollars til at afbøde det økonomiske stød fra COVID-19 og øgede sin offentlige gæld, som allerede er 2,5 gange økonomiens størrelse. Problemet er særligt alvorligt i Kina, hvor den totale gæld er over 280 procent af BNP, som sætter Kina på samme niveau som de fleste avancerede kapitalistiske lande, og den stiger hurtigt i alle økonomiens sektorer.

Denne januar ringede Verdensbanken med alarmklokkerne over en ”fjerde gældsbølge”, som er særlig alvorlig uden for de avancerede kapitalistiske lande. De er alvorligt bekymrede om et finansielt nedbrud med langvarende konsekvenser.

Borgerskabet opfører sig som en uansvarlig gambler, der bruger store summer penge, som han ikke har. De lider under de samme vrangforestillinger og oplever den samme slags vanvittiggørende ekstase som den, man får af at bruge store summer penge i en selvsikker overbevisning om, at ens held aldrig vil slippe op… indtil det skæbnesvangre øjeblik kommer – som det altid gør – når gælden skal betales tilbage.

Før eller senere vil denne gæld indhente dem. Men på kort sigt er de ganske tilfredse med at fortsætte dette vanvid og printe store summer penge, som ikke har noget virkeligt dække, og oversvømme økonomien med en tårevældende mængde fiktiv kapital.

Men dette er ikke blot en ’gældskrise’, som nogle liberale og reformister argumenterer for. Det virkelige problem er kapitalismens krise – en krise med overproduktion, hvorpå denne enorme gæld er et symptom. Stor gæld er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Hvis der var stor økonomisk vækst på længere sigt som i efterkrigsperioden, kunne denne gæld blive håndteret og gradvist elimineret. Men sådan et perspektiv er udelukket. Det kapitalistiske system er ikke i en æra med økonomisk opsving, men én med stagnation og nedgang. Som resultat heraf vil gældsbyrden blive et større og større slæb på økonomien. Den eneste måde at reducere dette problem på er enten gennem nedskæringer; inflation, der så vil ende i et kollaps og en ny periode med nedskæringer; eller en direkte misligholdelse. Men begge disse muligheder ville føre til større ustabilitet og en skærpelse af klassekampen.

Er et opsving muligt?

Medrevet af denne eufori udgiver de artikler, der selvsikkert forudser en genopretning – ikke bare vækst, men et massivt opsving. I den borgerlige presses spalter kan man læse selvsikre forudsigelser om et opsving. Sådanne forudsigelser er i høj grad baseret på optimisme, men i ringe grad på fakta.

Den nuværende krise adskiller sig fra fortidens kriser på adskillige måder. Først og fremmest er den uløseligt forbundet med coronaviruspandemien, og ingen kan forudse med nogen grad af sikkerhed, hvor længe den vil vare.

Af alle disse årsager kan IMF’s og Verdensbankens forudsigelser ikke anses for andet end rent gætværk.

Men betyder dette, at et opsving kan udelukkes? Nej, det ville være en fejl at drage sådan en konklusion. Faktisk er en eller anden form for opsving uundgåeligt på et vist punkt. Det kapitalistiske system har altid bevæget sig i opsving og nedgange. Pandemien har forvrænget den økonomiske cyklus, men ikke ophævet den.

Lenin forklarede, at det kapitalistiske system altid kan komme ud af selv den dybeste krise. Det vil fortsætte med at eksistere, indtil det er væltet af arbejderklassen. Før eller senere vil det også finde en vej ud af denne krise. Men at sige dette er på samme tid at sige for meget og for lidt.

Spørgsmålet skal stilles konkret, baseret på hvad vi allerede ved. Den præcise egenart af disse opsving og recessioner kan variere en hel del. Og spørgsmålet der må stilles, er: Hvilken slags opsving taler vi om?

Vil det betyde begyndelsen på en langvarig periode med vækst og velstand? Eller vil det blot være en midlertidig pause mellem den ene krise og den næste? De mest optimistiske prognoser er baseret på eksistensen af (i hvert fald i de mest avancerede kapitalistiske økonomier) ”ophobet efterspørgsel”.

Under pandemien var folk ude af stand til at bruge penge på varer, restauranter, cafeer og barer eller udenlandsrejser. Pandemiens afslutning – påstår teorien – kan udløse disse ubrugte midler og derved skabe et skarpt opsving og genoprette tilliden i økonomien. Dette forhold, sammen med yderligere store indførelser af offentlige penge, kunne skabe et hurtigt opsving.

Opsving og klassekampen

Lad os et øjeblik indrømme, at sådan et scenarie ikke kan udelukkes på forhånd. Hvad ville konsekvenserne være? Fra vores synspunkt ville sådan en udvikling slet ikke være negativ. Pandemien og den efterfølgende stigning i arbejdsløshed kom som et chok for arbejderklassen og førte til en vis lammelse.

Den agerede afskrækkende i forhold til strejker og andre former for masseaktion og tillod regeringer at introducere antidemokratiske foranstaltninger under påskud af at ”bekæmpe COVID-19”.

Men selv et lille økonomisk opsving med fald i arbejdsløshed kombineret med effekten af en afslutning på pandemien ville genantænde den økonomiske kamp, da arbejdere vil bestræbe sig på at vinde alt det tilbage, som de mistede i den sidste periode.

Men sådan et opsving ville være midlertidigt og ustabilt, fordi det ville være bygget på et meget kunstigt og svagt fundament. Det ville rumme midlerne til sin egen ødelæggelse. Og jo højere det stiger, des mere alvorligt vil faldet være.

Derudover vil det også være et ujævnt opsving med stor sandsynlighed for, at Kina vil gå hastigt frem på bekostning af, at USA og Europa sakker bagud. Dette vil yderligere forværre spændinger mellem Kina og USA, også mellem Kina og Europa og dermed føre til en yderligere intensivering af handelskrigen med en slåskamp om at sikre knappe markeder, hvilket vil underminere verdenshandelen og presse det økonomiske liv yderligere.

Dette er den største af alle trusler mod verdenskapitalismen. Lad os huske, at den store depression ikke blev skabt af aktiemarkedskrakket i 1929 men af de protektionistiske politikker, der fulgte det.

De ”brølende tyvere”

Når økonomerne forudser et skarpt opsving efter pandemien, drager de ofte en parallel med de ”brølende tyvere”. Men denne parallel er ekstrem usikker, og de konklusioner vi kan drage fra den, er ikke just opmuntrende fra et kapitalistisk synspunkt.

Det er sandt, at der var et opsving efter 1924, som havde en meget febrilsk karakter med massiv spekulation i aktiemarkedet, hvilket producerede enorme mængder fiktiv kapital. Men vi må ikke glemme, at det sluttede med krakket i 1929.

Det er meget muligt, at vi vil opleve en lignede situation. Med én vigtig forskel. De hidtidige usete mængder fiktiv kapital der nu produceres, er langt større end i de ”brølende tyvere” – faktisk langt større end på noget tidspunkt i historien i fredstid. Faldet, når det kommer – og det vil det – vil derfor være tilsvarende større.

Kapitalistiske økonomer håber på at krisen vil blive efterfulgt af et opsving, endog som de “brølende tyvere”. De burde mindes om, hvordan de brølende tyvere endte: med the Wall Street Crash og Den Store Depression. Billede: US National Archive

Borgerskabet har glemt én lille detalje. Penge skal repræsentere virkelige værdier, ellers er det bare små stykker papir – gældsbeviser der aldrig vil blive betalt tilbage. Traditionelt set var papirpenge bakket op af guld. Hver nation måtte have en beholdning af guld i bankbokse, og i teorien kunne enhver kræve værdien af pengesedler i guld.

Men i praksis var dette ikke muligt. Med tiden lærte folk at acceptere, at en dollar, et pund eller en euro var ”så god som guld”. Naturligvis kunne det være noget andet. Før guld var det sølv. Før det kunne det være nærmest alt. Det kunne være produktion. Men medmindre det er baseret på en eller anden slags materiel værdi, er det bare værdiløse stykker papir.

Da forbindelsen til guld blev brudt med ophævelsen af guldstandarden, kunne regeringer og centralbanker udstede så mange papirpenge, som de ønskede. Men ved at pumpe store mængder af hvad der virkelig er fiktiv kapital ud i økonomien, bliver relationen mellem mængden af penge i cirkulation og de varer og services, som de kan købe, forvrænget. I den amerikanske økonomi, målt med M2, er pengeudbuddet steget med forbløffende 4 billioner dollars i 2020. Dette er en stigning på 26 procent på ét år – den største årlige procentstigning siden 1943. Dette vil på et tidspunkt blive udtrykt i en eksplosion i inflation.

Dette faktum bliver nu bekvemt ignoreret af politikere, økonomer og centralbankfolk. De pointerer, at inflationsfrygten ikke er materialiseret indtil videre. Dette er ganske sandt, og det afspejler et voldsomt dyk i efterspørgsel – et symptom på krisens dybde. Da det ikke viser sig i forbrugspriser, har det inflatoriske tryk pustet spekulative bobler op i aktiepriser, i kryptovalutaer osv. Men denne situation kan ikke vare ved. Investorernes umiddelbare eufori vil siden vende sig til sin modsætning.

I perioden inden krisen i 2008 blev inflationen tæmmet af andre faktorer inklusive væksten i den globale handel, nye teknologier og søgen efter billig arbejdskraft i den såkaldte tredje verden. Disse elementer som har spillet en kraftfuld rolle i næsten 30 år, er i høj grad blevet udtømt i den seneste periode. Væksten i den globale handel har været meget faldende i adskillige år, og nye teknologier der tillod en betydningsfuld reduktion i produktionsomkostninger, har nået mætningspunktet.

Det er ikke et tilfælde, at alle statistikker om verdenshandel lader til at vise en tendens mod insourcing, altså en tilbagevenden til produktion i kapitalisternes egne hjemlande. Denne tendens har bekræftet sig selv spontant gennem multinationale selskabers strategiske valg, men er også blevet objektivt styrket af Trumps og andre imperialistiske regeringers protektionistiske politikker.

Efter krisen i 2007 så vi en kreditbaseret ekspansion inden for et nedskæringsregime, som havde en meget anderledes karakter end det i dag: Før i tiden gik penge til at genkapitalisere banker, forsikringsselskaber og virksomheder, som var på grænsen til at gå under, eller også gik de til børsen eller ejendomsspekulation, men uden at udvide grundlaget for masseforbrug.

I dag er situationen anderledes: Den kombinerede effekt af disse nye tendenser er en opskrift på inflation, og det stiller en række meget interessante spørgsmål, som også diskuteres i den herskende klasses øverste luftlag. Vigtigst af alt: Hvad vil der ske, når centralbankerne bliver nødt til sætte renten op og stoppe med at købe statsobligationer for at bremse en stigning i inflation?

Inflation er på paradoksal vis en form for kapitalistisk ”løsning” på gældskrisen, i den forstand at en stigende i inflation og priser vil devaluere gæld. Men det kommer med en enorm økonomisk og social regning. Og når først det har taget fat, bliver det meget vanskeligt at få kontrol over det igen. I 1970’erne forklarede Ted Grant, at borgerskabet, idet det var alarmeret over stigende inflation, red på ryggen af en tiger, og at problemet var, hvordan man steg ned fra den uden at blive spist.

I dag er sådanne forsøg på at omgå den alvorligste overproduktionskrise nogensinde med det, som Marx kaldte ”omløbstricks”, et meget farligt spil. Heri har vi for længst overgået Keynes: Keynesianismen opfordrer staten til at optage gæld ved at udstede obligationer; det der bliver foreslået i dag, er kvalitativt anderledes, altså at følge den moderne monetærteoris (MMT) vanvittige forslag og således printe penge uden begrænsninger.

Hvad der repræsenterer et virkeligt kvalitativt skift i det kapitalistiske system, er, at en fuldstændig irrationel teori som MMT befinder sig i en privilegeret position, at den betinger, hvis ikke bestemmer, de økonomiske beslutninger i verdens førende imperialistiske magt!

Dette spørgsmål gælder ikke kun USA. Tendensen er nu global. For nylig påstod Bank of Japans (BoJ) tidligere viceguvernør, Kikuo Iwata, at Japan måtte øge skatteudgifterne ved at øge den offentlige gæld finansieret af centralbanken. Dette forslag med ”helikopterpenge” bliver identificeret som løsningen på lav vækst og er baseret på ideen om, at efterspørgsel burde stimuleres ved blot at printe flere penge. Dette er præcis MMT’s påstande, som Draghi også roste i 2016, da han var præsident for den europæiske centralbank (ECB), selvom EU’s interne modsætninger ikke tillader de samme manøvremargener som i USA og Japan.

Selvom der ikke er nogen måde at vide på forhånd, hvordan krisen præcis vil udspille sig, vil de belastninger, som de store mængder akkumuleret gæld har skabt, på et tidspunkt føre til panik. Renterne vil blive nødt til at stige meget for at bekæmpe inflationen. Billig kredit, som har holdt systemet oven vande indtil nu, vil tørre ud natten over. Bankerne vil stoppe med at låne til små og mellemstore virksomheder, som vil gå bankerot.

Som i 1929 vil den økonomiske virkelighed hælde iskoldt vandt over investorernes ”irrationelle begejstring”. Så sikkert som nat følger dag, vil der blive panik på verdens børser. Investorer vil sælge deres aktier til et tab og dermed skabe et dybt og ustoppeligt fald.

Investorer ser allerede den kolossale gæld, som ophober sig i USA, og begynder at tvivle på, at dollaren virkelig er det værd, som de siger, den er værd. Senere vil der være et kapløb om at droppe dollaren, medmindre der bliver skredet til seriøs afhjælpende handling, og et dybt fald i dollarens værdi vil have en dominoeffekt på andre valutaer, som ender i et kaos på de internationale pengemarkeder.

Kapitalisterne vil søge sikker tilflugt i guld, sølv og platin. Dette vil være optakten til en dyb krise i den virkelige økonomi med investeringskollaps, kreditudtørring og den resulterende bølge af bankerotter, fabrikslukninger og arbejdsløshed.

Til sidst vil krisen ramme selve bankerne. Kollapset af blot én stor bank kan skabe en generel bankkrise. Dette var, hvad der skete den 11. maj 1931, da den østrigske Creditanstalt-bank annoncerede, at den havde mistet over halvdelen af sin kapital, som var et kriterie i østrigsk lov, der førte til, at en bank blev erklæret for fejlslåen.

Alt dette kan ske igen. De borgerlige økonomer forsøger at dæmpe nerverne med at gentage, at dette ikke kan ske, fordi vi har lært af historien. Men som Hegel påpegede: ”Hvad erfaring og historien lærer os, er, at mennesker og regeringer aldrig har lært noget af historien eller handlet baseret på principper, som er taget fra den.”

Men advarselsblinkene lyser allerede, og nogle af de mere klarttænkende økonomer kan se dette. Men på trods af alle advarsler har borgerskabet intet andet alternativ end at følge den sti, som de allerede har valgt.

Kapitalismen udviser nu alle symptomer på fremskredent senilt forfald. Vi kan konstatere med sikkerhed, at ethvert opsving ikke vil betyde en forbedring i systemets generelle helbred, men blot et cyklisk opsving, som forbereder en endnu dybere krise. Og en depression som er langt mere alvorlig end den i 1930’erne, er ved at blive forberedt. Dette vil være det uundgåelige resultat af den politik, som nu bliver ført. Det er det virkelige perspektiv, og de sociale og politiske konsekvenser vil være uberegnelige.

Sociale og politiske konsekvenser

For marxister er studiet af økonomien kun vigtigt for så vidt, at det udtrykker sig selv i massernes bevidsthed. Det scenarie som vi har tegnet, har tydelige lighedspunkter med 1930’erne, men der er også vigtige forskelle.

På det tidspunkt blev modsætningerne i samfundet løst på en relativt kort rum tid og kunne kun ende i enten sejr til den proletariske revolution eller reaktionen i form af fascisme eller bonapartisme. I dag er sådan en hurtig løsning udelukket af den ændrede magtbalance.

Arbejderklassen er i dag numerisk langt større end i 1930’erne. Dens særlige vægt i samfundet er meget større, mens reaktionens sociale reserver (bondestanden og andre små ejendomsbesiddere osv.) er blevet kraftigt reduceret.

Borgerskabet står over for den mest alvorlige krise i dets historie, men er ude af stand til hurtigt at bevæge sig i retning af reaktion. På den anden side bliver arbejderklassen trods sin objektive styrke konstant holdt tilbage af sine ledelse, som er endnu mere degenereret, end den var i 1930’erne.

Af alle disse årsager vil den nuværende krise blive trukket i langdrag. Den kan vare år eller endda årtier med op- og nedture på grund af manglen på den subjektive faktor. Men dette er kun den ene side af medaljen. Det faktum at den bliver langtrukket, betyder ikke, at den vil blive mindre turbulent. Tværtimod: Perspektivet er ét med skarpe og pludselige forandringer.

Krisens omfang ændrer bevidstheden hos millioner af mænd og kvinder verden over. Jo længere der går uden det finder et udtryk, des voldsommere vil eksplosionen være når det endelige sker. Billede: fair use

Bevidsthedens udvikling hos arbejderklassen kan ikke mekanisk reduceres til antallet af strejker og massedemonstrationer. Dette er en forkert idé, der kommer fra sekterikerne og ultravenstrefolk, som baserer sig selv udelukkende på meningsløs aktivisme og ikke formår at se den dybere radikaliseringsproces, der foregår stille under overfladen hele tiden. Dette er, hvad Trotskij kaldte den socialistiske revolutions molekylære proces.

Overfladiske empirister er kun i stand til at se begivenhedernes overflade, men de virkelige processer går fuldstændig deres opmærksomhed forbi. Som konsekvens heraf bliver de øjeblikkeligt kastet ud af kurs af midlertidige pauser i klassekampen. De bliver modløse, pessimistiske og fuldstændigt overraskede, når bevægelsen pludseligt bryder op til overfladen.

Kombinationen af pandemien og massearbejdsløshed har virket som en bremse på den økonomiske kamp. Der har været en skarp nedgang i antallet af strejker, da forholdene var ugunstige for massedemonstrationer, selvom de nogle gange fandt sted. Men manglen på massekampe betyder overhovedet ikke, at bevidsthedsudviklingen er stoppet. Tværtimod, faktisk.

Krisens dybde omdanner psykologien hos millioner af mænd og kvinder. Især er unge fuldstændig åbne over for revolutionære ideer. De skrigende modsætninger i samfundet, massernes frygtelige lidelse – alle disse ting skaber en kolossal opbygning af vrede og bitterhed, som i stilhed akkumuleres i samfundets dyb.

Arbejderklassen blev midlertidigt desorienteret ved pandemiens begyndelse, selvom der var en vigtig strejkebølge i Italien i marts og april 2020.

Ved at bruge pandemien som undskyldning har den herskende klasse lagt et enormt pres på arbejderne i over et år. Men dette har skabt en stemning af forbitrelse og had, som lægger fundamentet for en eksplosion i klassekampen.

Med faldet i smittetilfælde vil forholdene for en seriøs mobilisering af arbejderklassen på både økonomiske og politiske spørgsmål blive skabt.

Vi er ikke længere i 2008-2009, hvor arbejderne blev taget på sengen af krisen og for det meste uventet omstrukturering, som var med til midlertidigt at lamme arbejderbevægelsens initiativer.

Efter at have kommet sig oven på krisens første stød, genfinder arbejderne nu selvsikkerheden, og mener, at kamp kan føre til håndgribelige resultater, hvilket fører til en større villighed til at mobilisere sig til handling.

Den proces vil blive styrket med økonomiens genåbning samt de seneste erfaringer under pandemien, som har synliggjort arbejderklassens essentielle rolle i samfundet især i de sektorer, der aldrig blev lukket ned (sundhedssektoren, transport, handel, industri), men ikke desto mindre blev underlagt utåleligt pres og en nådesløs stigning i arbejdshastighed.

Arbejderne har betalt en ekstrem høj pris i forhold til dødsfald og ofre i kampen mod COVID, og som konsekvens heraf er de ikke blot klar over den rolle, som de har i samfundet, men de vil også have, at dette bliver kompenseret ved at hæve deres lønninger og gennem forbedringer i deres arbejdsforhold. Dette er en afgørende faktor i udviklingen af klassebevidstheden.

Fagforeningsbureaukratierne er stadig en udfordring, og de bremser bevægelsen så meget, som de kan. Men de har ikke længere den samme autoritet, som tillod dem at styre arbejderne, som de havde før i tiden. De hviler på det bureaukratiske apparats styrke og den borgerlige stat, men den autoritet har aldrig været så lav, som den er lige nu.

Borgerskabet vil forsøge at bruge nye tvangs- og repressive foranstaltninger til at begrænse klassekampen; introducere nye antistrejkelove og begrænsninger på retten til at demonstrere overalt, men historien lærer os, at når først masserne begynder at bevæge sig, er der ingen lovgivning, der kan stoppe dem. Disse metoder kan forsinke processen, men de vil kun gøre den endnu mere eksplosiv i det lange løb.

I starten vil arbejdernes mobiliseringer primært have en økonomisk karakter. Men i processen vil de blive radikaliseret på grund af krisens dybde og de enorme frustrationer, der er akkumuleret over årene, og til sidst antage en politisk karakter. Et nyt ”maj ’68” eller ”varmt efterår” kommer på dagsordenen i det ene land efter det andet.

I denne kontekst vil inflationen langt fra at holde bevægelsen tilbage have en stimulerende effekt, som vi har set mange gange i historien. Det generaliserede pres på lønninger for det store flertal af arbejdere kombineret med den skandaløse overførsel af rigdom fra lønarbejde til kapital betyder, at væksten af inflation vil presse arbejderne til at forsvare deres købekraft.

Det er i denne langt mere gunstige jord, at marxisternes ideer vil blomstre. Fagforeningerne vil gå i krise, og den gamle rådne ledelse vil blive udfordret. Naturligvis må vi bibeholde en proportionssans. Vi er endnu ikke i en position, hvor vi er i stand til at udfordre reformisternes herredømme i fagbevægelsen. Men ved behændigt at bruge enhedsfronttaktikken kan vi gøre fremskridt i fagforeningerne. Det er nødvendigt at bekæmpe opportunismen, men også sekteriske og anarkosyndikalistiske afvigelser (som i den italienske Cobas-fagforening), som i denne krise er blevet afsløret som bankerotte.

Sekterisme og dumdristighed spiller en yderst negativ rolle i fagforeningerne, fører klassens fortrop ind i en blindgyde og adskiller dem fra massebevægelsen. Ved at kombinere principfasthed med fleksible taktikker kan vi demonstrere marxismens overlegenhed, gradvist hæve vores profil og begynde at vise os som en seriøs kraft i fagbevægelsen.

Jo længere dette fortsætter, jo mere voldelig og elemental vil eksplosionen blive, når den endelig kommer. Og den vil komme, så sikkert som nat følger dag. Som Marx skrev til Engels:

”I det hele taget har krisen gravet løs som den gode gamle muldvarp, den er.”

Fagforeningerne

Trotskij skrev engang, at teori er fremsynets overlegenhed over forbløffelse. Reformisterne og sekterikerne bliver altid forbløffede, når arbejderne begynder at bevæge sig efter en periode med umiddelbar stilstand.

I starten af 1968 havde mandelisterne og andre sekterikere fuldstændigt afskrevet den franske arbejderklasse. De sagde, at arbejderne var blevet borgerliggjorte og amerikaniserede. Én af disse herrer skrev, at der ingen mulighed var for en generalstrejke i noget europæisk land på det tidspunkt. Et par uger senere startede de franske arbejdere den største revolutionære generalstrejke i historien.

De var fuldstændigt vildledt af manglen på store bevægelser i den tidligere periode. Også i dag er mange af aktivisterne i fagforenings- og arbejderbevægelsen blevet desorienterede af tidligere begivenheder. De har mistet tiltroen til arbejdernes evne til at kæmpe og er blevet pessimistiske, skeptiske og kyniske. De er selv blevet en forhindring, som blokerer vejen til kamp. Det ville være fatalt for os at lade os blive ledt af deres sygelige og opgivende holdninger.

Som vi har forklaret, vil selv en relativ svag økonomisk genopblomstring blive signalet til en eksplosion i klassekampen, som vil ryste fagforeningerne i deres grundvold. De reformistiske fagforeningsledere er allerede ude på dybt vand. De afspejler fortiden, dagene hvor de havde et nemt liv og gode relationer til cheferne, der kunne give indrømmelser til arbejderne uden at æde ind i deres profitter.

Nu er tingene meget anderledes. Cheferne forsøger at lægge hele krisens byrde over på skuldrene af arbejderne, som befinder sig i en utålelig position, hvor endda deres liv og deres families liv bliver sat i fare.

Krisens dybde udelukker meningsfyldte og langvarende indrømmelser. Arbejderne bliver nødt til at kæmpe for hvert krav – ikke for at få indrømmelser, men for at beholde fortidens fortjenester.

Men selv der hvor de vinder, vil deres sejre blive udhulet af inflation, som vil genopstå som konsekvens af de enorme mængder fiktiv kapital, der er blevet sat i omløb. Hvad cheferne giver med højre hånd, tager de tilbage med venstre.

Dette betyder, at fagforeningerne vil blive presset af arbejderne, der vil kræve handling for at forsvare deres rettigheder, arbejdsforhold og levestandarder. Fagforeningslederne vil enten give efter for dette pres eller blive fjernet og erstattet med andre, der er klar til at kæmpe. Fagforeningerne vil blive omdannet i løbet af kampen.

I takt med at fortidens sejre bliver udhulet af nedskæringer og inflation, vil presset stige på fagforeningerne for at lede kampe for at forsvare arbejdernes forhold. Billede: wftucentral org

Når de bliver blokeret i de officielle fagforeninger og uden det umiddelbare perspektiv for en ændring i ledelsen, vil arbejdere i nogle tilfælde også udvikle deres egne græsrodsinitiativer. Fremkomsten af sådanne græsrodsorganisationer af arbejdere i kamp som Marea’erne i Spanien, Santé en Lutte, de tusind buschaufførers kollektiv i Belgien og hospitalskollektiverne i Frankrig osv. er et resultat af arbejdernes akkumulerede vrede, behovet for øjeblikkelig kollektiv handling og de officielle fagforeningers lederes passivitet.

Dialektikken fortæller os, at ting kan vende sig til sin modsætning, og vi skal være forberedt på dette. Selv de mest reaktionære og umiddelbart forstenede fagforeninger vil blive trukket ind i denne kamp. Denne proces er allerede begyndt i lande som Storbritannien. Én efter én dør de gamle højreorienterede ledere, går på pension eller bliver erstattet.

En ny generation af yngre klassekæmpere begynder at udfordre ledelsen. Banen er kridtet op til omdannelsen af fagforeningerne til kamporganisationer. Og vi marxister skal være forrest i denne kamp, som den socialistiske revolutions succes i sidste ende afhænger af.

Opgaven foran os

Året 2021 vil blive ulig noget andet, arbejderklassen er gået ind i en meget hård skole, der vil være mange nederlag og tilbageskridt, men i den skole vil arbejderne gå igennem de nødvendige lektioner.

Akkumulationen af spændinger over mange år kan føre til pludselige forandringer natten over og stille os over for meget alvorlige spørgsmål. Og vi skal være forberedte! I den kommende periode vil nye lag blive trukket ind i kampen. Det så vi i Frankrig med les gilets jaunes. Vi ser det nu i Indien med bøndernes bevægelse. I USA så vi massive demonstrationer efter mordet på George Floyd, som inkluderede et estimat på 26 millioner mennesker i 2.000 byer i alle 50 stater, Washington DC og Puerto Rico, som sendte Trump farende ned i sin bunker.

Hovedproblemet er ledelse. Vreden blandt masserne eksisterer, men kan ikke finde noget udtryk i de officielle organisationer. Fagforeningslederne forsøger at holde bevægelsen tilbage. Men med eller uden dem vil bevægelsen på en eller anden måde finde en måde at udtrykke sig på.

Masserne kan kun lære fra én ting, og det er erfaring. Som Lenin plejede at sige: ”Livet lærer fra sig.” Arbejderne lærer af deres erfaringer fra krisen. Men det er en langsom og smertefuld læringsproces. Det tager tid for masserne at drage de samme konklusioner, som vi har draget af teoretiske årsager for årevis siden.

Denne læringsproces ville gå meget hurtigere, hvis der eksisterede en revolutionær masseorganisation med nok medlemmer og nok autoritet til at blive lyttet til af arbejderne. Sådan et parti eksisterer potentielt blandt IMT’s medlemmer. Men på nuværende tidspunkt eksisterer det kun i kimform. Som gamle Hegel skrev: ”Når vi ønsker at se en eg med dens mægtige stamme, dens udstrakte grene og dens blademasse, stilles vi ikke tilfreds med i stedet at få et agern at se.”

Vi har taget store skridt fremad og forventer at tage endnu flere i fremtiden. Men vi må ærligt indrømme, at på nuværende tidspunkt har vi ikke det nødvendige antal medlemmer. Vi mangler nødvendige rødder i arbejderklassen og dens organisationer for at kunne gøre en substantiel forskel.

Men med de korrekte ideer og passende paroler kan vi nå de mest avancerede arbejdere og unge, og gennem dem kan vi senere nå større antal. Her og der kan vi være i en position, hvor vi leder særlige kampe. Men generelt må vi sigte efter små succeser, eftersom små succeser og sejre vil tjene som springbræt til større succeser i fremtiden.

Vores internationale har vist enorm modstandsdygtighed og dristighed, set besværlighederne i øjnene og fundet nye arbejdsmetoder. Som resultat af dette har vi oplevet store fremskridt i de sidste 12 måneder, mens andre grupper har oplevet kriser og brud og hurtigt falder ned i velfortjent glemsel.

Vi har langt færre konkurrenter end før i tiden. Sekterne falder fra hinanden, og stalinisterne, som før i tiden var en seriøs forhindring, er blot en skygge af deres tidligere selv. De holder stadig fast i nogle positioner i fagforeningerne, som de har nedarvet fra fortiden. Men de agerer uvægerligt som et ”venstre”-dække for bureaukratiets højrefløj. De vil snart blive fejet til side sammen med det, så snart arbejderne begynder at bevæge sig.

Hovedtendensen der vil dukke op i den næste periode, er venstrereformisterne, som ikke har noget klart politisk perspektiv. Mange af dem går ikke engang i ord ind for den socialistiske omdannelse af samfundet og vakler derfor konstant mellem presset fra borgerskabet og højrereformisterne og presset fra de menige medlemmer af arbejderklassen. Dette er et internationalt fænomen.

Men på trods af manglen på klare ideer (og delvist på grund af det) vil de uundgåeligt blive skubbet frem på baggrund af masseradikalisering. Da de er politisk ustabile og mangler en klar ideologi, vil de af og til komme med meget radikale og endda ”revolutionære” slogans. Men det vil kun være et spørgsmål om ord, og de kan svinge tilbage til højre lige så hurtigt, som de svinger til venstre. Vi vil give venstrefløjen kritisk støtte og hjælpe dem, hvornår end de bekæmper højrefløjen, men kritisere enhver tendens til tilbageskridt, indrømmelser og kapitulation.

Ét fælles karaktertræk ved alle vores politiske rivaler – inklusive venstrefløjen – er deres manglende evne til at vinde unge. Vores åbenlyse succes med at vinde de bedste unge gør skeptikerne rasende og indignerede. Først og fremmest forvirrer det dem. Hvordan kan IMT vinde så mange unge mennesker i den nuværende situation, når alt er så sort og håbløst? De ryster på hovedet i vantro og fortsætter med at klage over verdens triste tilstand.

Som Lenin pointerede: Den der har ungdommen, har fremtiden. Årsagen til vores succes er ikke svær at se. Unge er naturlige revolutionære. De forlanger en seriøs kamp mod kapitalismen og er utålmodige over for tilbageholdenhed og teoretisk forvirring.

Vores styrke er baseret på to ting: marxistisk teori og en fast orientering mod unge. Vi har bevist dette som en vindende kombination i praksis. Disse succeser giver os selvtillid og optimisme for fremtiden. Men vi må altid bibeholde en proportionssans. Vi er lige nu kun i begyndelsen af begyndelsen.

Krisen har vist at den største opgave for revolutionære i dag, er at bygge en revolutionær ledelse, der bevæbnet med marxismens ideer kan lede arbejderklassen til magten. Billede: Revolutionære Socialister

Der ligger langt større udfordringer foran os, som vil sætte os på prøve. Der er ikke plads til selvtilfredshed. Hvis vi spørger os selv, om vi er klar til at udnytte de store muligheder, der eksisterer, hvad er så svaret? Hvis vi er helt ærlige, burde vi svare nej. Nej, vi er ikke klar – ikke endnu i hvert fald. Men vi må se at blive klar, så snart som muligt. Og det betyder i sidste ende vækst.

Vi må altid starte med kvalitet, med at vinde den ene eller de to og uddanne og træne kadrer. Men så må vi omdanne kvalitet til kvantitet: bygge en større og mere effektiv organisation. Derefter bliver kvantitet til kvalitet. Med et hundrede kadrer kan man gøre ting, der er umulige med et dusin. Og tænk blot på, hvad vi kunne gøre i Storbritannien eller Pakistan eller Rusland med et tusind kadrer. Det er en kvalitativ forskel!

Kadrebygning skal gå hånd i hånd med vækst. Der er intet modsætningsforhold mellem dem. Organisationen skal tilpasse sig, som situationen ændrer sig. Og den må forandre sig, som situationen forandrer sig, blive mere professionel, mere disciplineret og mere moden.

Vi har de korrekte ideer, metoder og perspektiver. Men vi har brug for langt mere end dette. Vores mål er nu at omdanne dette til vækst og skabe en magtfuld revolutionær hær af kadrer, der er i stand til at lede arbejdere i kampen. Vi tager allerede imponerende skridt i denne retning.

I starten lod det til, at pandemien ville skabe uoverkommelige besværligheder for marxisterne. Den har bestemt knust alle de pseudo-marxistiske sekter, der baserede sig selv på meningsløs aktivisme. Men IMT har vind i sejlene og har vundet 1.000 nye medlemmer i løbet af sidste år. Og dette er kun begyndelsen.

Kammerater i internationalen! Vi er i et kapløb med tiden. Vores opgave kan siges simpelt: Det er at gøre arbejderklassens ubevidste (eller halvbevidste) vilje til at ændre samfundet bevidst.

Store begivenheder er under opsejling. For at leve op til de enorme opgaver, har vi brug for en intern revolution, som starter med en revolution i vores egen mentalitet. Vi kan ikke tænke på samme måde, som vi gjorde i fortiden. Alle spor af småcirkelmentalitet og rutine skal udryddes. Vi har brug for en professionel tilgang til partibygning. Der er intent vigtigere i vores liv. Og hvis vi fortsætter med at følge de korrekte ideer, taktikker og metoder, vil vi uden tvivl opnå det.

Enstemmigt vedtaget i juli 2021

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]