kurdereEfter en telefonsamtale med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan sidste søndag, udtalte Donald Trump prompte at de var blevet enige om en tilbagetrækning af amerikanske tropper fra de kurdiske områder i det nordlige Syrien og han har givet grønt lys for en tyrkisk indtrængen. Onsdag aften begyndte invasionen.

Ifølge rapporterne startede offensiven med luftangreb og artilleribombardementer af byerne Ras Al Ayn, Tal Abyad, Ayn Issa og Mishrafa, men den er senere udvidet til andre mål. Det er også blevet rapporteret, at den næste fase er gået i gang, med tyrkiske troppers indtrængen i syriske områder sammen med lejesoldater fra syriske islamistiske grupper.

De kurdiske YPG-styrker som har kontrolleret området er fast besluttet på at sætte sig bitter til modstand. Men det kan ikke benægtes, at de kommer til at stå i en meget ufordelagtig position mod den tyrkiske hær, som er den næststørste hær i NATO.

Artilleribombardementet har allerede resulteret i dusinvis af døde. Hvis Kurderne ikke formår at stå imod angrebet, er der ingen tvivl om, at de invaderende styrker ikke vil vise nogen nåde. Ligesom da de invaderede Afrin sidste år, vil de islamistiske fanatikere, der fungerer som tyrkiske stødtropper, voldtage, brænde og dræbe overalt hvor de kommer frem. Tusinder vil blive slået ihjel og mænd og kvinder i titusindvis vil blive drevet fra deres hjem.

Offensiven kan kun lade sig gøre på grund af et overraskende træk fra den amerikanske præsident Donald Trump, som efter et telefonopkald med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan søndag, lovede at trække amerikanske tropper ud af området.

Hvad vil Erdoğan have?

Erdoğan påbegyndte straks offensiven for at skabe det han for nylig kaldte for sin ”fredskorridor”. Denne plan, som han også fremlagde for den sidste Generalforsamling i FN, omfatter en tyrkisk invasion af en 30 mil (ca. 48 km) eller op til 100 mil (ca. 160 km) bred stribe af det nordlige Syrien, det område der på nuværende tidspunkt er befolket af Syriens kurdere, som Tyrkiet ville kontrollere gennem sine proxystyrker i den Syriske Nationalhær: et nyt navn for en styrke, der består af islamistiske lejesoldater, der tidligere var en del af den såkaldte Free Syrian Army. Her ville omkring 2 millioner af de 3.6 millioner syriske flygtninge, som nu bor i Tyrkiet, blive genbosat.

Der er selvfølgelig ikke noget fredeligt ved Erdoğans invasion, som, hvis den bliver ført ud i livet til sit endemål, vil koste tusinder af liv og fordrive millioner af almindelige kurdere, der lever i området. I virkeligheden forsøger Erdoğan at omlægge den etniske sammensætning i området for at installere et arabisk-baseret protektorat, der skal fungere som en ”buffer” mod kurderne. Det ville også give ham mere kontrol over området ved at opildne til national, etnisk strid mellem arabere og kurdere.

Da han kom til magten, støttede Erdoğan sig faktisk til kurderne mod det traditionelle tyrkiske kemalistiske borgerskab. Han kritiserede den nationale undertrykkelse af kurderne, og åbnede forhandlinger med lederen af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), Abdullah Ocalan. Men det ændrede sig hurtigt da det PKK-forbundne Demokratiske Folkeparti (HDP) kom ind i parlamentet med 13,1 procent af stemmerne i 2015, og på den måde blev omdrejningspunktet for en stigende klassekamp og anti-Erdoğan-stemning i Tyrkiet.

Samtidig gik PKK’s søsterparti, PYD (og dets militære fløj, YPG) frem og tog magten og grundlagde det, der i dag er kendt som Rojava, i det vakuum der opstod i det nordlige Syrien efter Bashar Assad blev tvunget til at trække sig tilbage på grund af en revolutionær bevægelse med rødder i det vestlige Syrien. De modige YPG-krigere, som kæmper for frigørelse fra national undertrykkelse, for et hjemland, og på baggrund af venstreorienterede og socialistiske ideer, blev hurtigt de mest effektive kæmpere mod Islamisk Stats (IS) krigere i Syrien. Det bragte dem i direkte konflikt med Erdoğan, som bevæbnede og støttede IS - og andre islamistiske grupper - for at forberede sine egne imperialistiske ambitioner i Syrien. Samtidig blev kurdernes de-facto uafhængighed i Rojava en vigtig ledestjerne for kurdere i Tyrkiet. På den måde blev fremkomsten af den kurdiske befrielsesbevægelse en eksistentiel trussel mod Erdoğan på alle måder. I mellemtiden, i takt med at den tyrkiske økonomi begyndte at gå i stå og hans popularitet langsomt begyndte at dale, blev Erdoğan i stigende grad afhængig af frådende nationalisme og anti-kurdiske følelser for at bibeholde sin magt. Det er grundlaget for Erdoğans fjendtlighed over for kurderne, og hans beslutsomhed i at eliminere deres region med selvstyre i det nordlige Syrien.

I det sidste lokalvalg så Erdoğan sit største tilbageslag i hans næsten 20 år ved magten, da han tabte valg i store byer som Istanbul og Ankara. Den tyrkiske økonomi er under alvorligt pres og Erdoğan taber terræn meget hurtigt i takt med at klassekampen intensiveres. I denne kontekst er spørgsmålet om syriske flygtninge blevet et centralt emne i Tyrkiet, hvor arbejdsgivere ofte bruger desperate syrere til at underbyde de tyrkiske arbejderes beskedne lønninger. Det er blevet udnyttet af oppositionen til at piske en fremmedfjendsk og hadsk stemning op med syrerne. Mange er vrede over, at Erdoğan har brugt milliarder på sin intervention i Syrien, mens levestandarden falder skarpt i Tyrkiet. Ved at dumpe syriske flygtninge i de kurdiske områder, kan han på en gang løse det økonomiske problem med at tage sig af dem, lukke munden på hans kritikere derhjemme og vinde en vigtig militær sejr i et imperialistisk foretagende, som indtil nu kun har ført til nederlag og ydmygelse. Hvis han formår at opretholde et protektorat i det nordlige Syrien, kan han bruge det til at oppiske nationalisme og samle de mest reaktionære lag omkring hans neo-ottomanske planer. Men i virkeligheden afslører det ikke Erdoğans styrke, men processen med hans svækkelse, som vi har bevidnet i de seneste år. Desperat for at afstive sin position, er han nødt til at tage risici som let kan give bagslag, præcist som alle hans ambitioner om at gribe ind i området har givet bagslag.

Trump og den amerikanske imperialismes krise

Efter hans erklæring om at tilbagetrække amerikanske tropper, udsendte Trump en byge af modstridende tweets og udtalelser, som virkede til at forsvare såvel som at undskylde for hans handlinger. Først forsvarede han sin beslutningen ved at erklære, at Tyrkiet er en vigtig handelspartner og NATO-medlem. Så sagde han, at han ville blive ved med at støtte kurderne, og at “hvis Tyrkiet gør noget jeg, i min store og enestående visdom, betragter som forbudt, vil jeg fuldstændig udslette og tilintetgøre Tyrkiets økonomi (jeg har gjort det før!).” Så gik han videre til at sige, at den amerikanske tilstedeværelse i Mellemøsten var den største fejltagelse i nationens historie, og at “Nu bringer vi langsomt og forsvarligt vores gode soldater og militær hjem. Vores fokus er på det STORE BILLEDE! USA ER BEDRE END NOGENSINDE FØR!”. I går virkede han til at forsvare sine handlinger fordi kurderne tilsyneladende ikke hjalp USA under Anden Verdenskrig.

Disse maniske udtalelser siger noget om Donald Trumps sindstilstand, men de afspejler også de interne splittelser i den amerikanske herskende klasse og den amerikanske imperialismes krise. Disse splittelser er allerede tidligere blevet afsløret under den syriske borgerkrig, hvor for eksempel de CIA-støttede islamistiske styrker og Pentagon-støttede kurdiske styrker stødte sammen omkring byerne i Azaz i 2016, og i mange andre tilfælde. Men denne konflikt var blevet begravet, og en “våbenhvile” mellem etablissementets to fløje var de-facto kommet på plads - så længe intet skete i Syrien. Men før eller senere måtte en beslutning tages: enten ville USA forskanse sig yderligere, med en større konflikt med Tyrkiet og et sandsynligt nederlag senere som prisen, eller det ville trække sig ud, med den omkostning at Rusland og Iran ville blive styrket. Der var aldrig en “rigtig” ting at gøre fra imperialisternes synspunkt. Ikke desto mindre er konflikten nu brudt ud igen.

Mens Trump har erklærede at amerikanerne ville trække sig ud af Syrien (dog uden at give en fast deadline for sådan en tilbagetrækning) rapporterede Washington Post at “i kulissen har embedsmænd fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet skyndt sig at berolige andre amerikanske allierede, som opererer i Syrien - primært Frankrig og Storbritannien - om, at kun en håndfuld amerikanske tropper blev flyttet, og omkring 1.000 troppers tilstedeværelse og mission i det nordlige Syrien ville forblive uændret.” Pentagon, der ønsker at bruge de kurdiske styrker som et bolværk mod spredningen af russisk og iransk indflydelse, har tydeligvis også saboteret tilbagetrækningen og trækker tingene i langdrag så meget som muligt.

Yderligere har politikere fra begge amerikanske partier i kongressen kritiseret Trump. Den højreorienterede republikaner Lindsey Graham er gået sammen med Demokraterne om et lovforslag om sanktioner mod Tyrkiets militær og endda Erdoğan selv. Andre høge som Marco Rubio og Adam Kinzinger har alle alvorligt kritiseret beslutningen. I den nuværende kontekst, med en forestående rigsretssag og næste års præsidentvalg, er disse republikaneres støtte kritisk for Trump. Fra disse folks synspunkt vil en tilbagetrækning fra Syrien være at indrømme nederlag til Rusland og Iran. Det ville også være en ydmygelse internationalt, og åbne amerikansk imperialisme op for angreb - både fra fjender, men også fra allierede, som ikke længere kan stole på at amerikanske imperialisme vil forblive ved deres side.

Og de har ret. Men som Trump også korrekt påpegede, har USA brugt milliarder af dollars, og tusinder af døde soldater, på krige i Mellemøsten, hvor de kæmpede for andre, så som de europæerne og Golf-herskerne. Kampagnen i Syrien er ikke anderledes. Han påpegede også, at USA holder titusinder af IS-fanger fængslet, som ellers ville flygte til Europa, men at europæiske kræfter kun deltager i den amerikanske indgriben i Syrien i et meget begrænset omfang. Nu vil de IS-fanger sandsynligvis gå fri og være Europas problem. I mellemtiden har alle disse krige efterladt den amerikanske herskende klasse med en offentlig gæld på flere milliarder og en dyb politisk og social krise. De amerikanske masser er trætte af krig, og Trump lovede at trække amerikanske tropper ud af Mellemøsten i sin valgkampagne, noget han er fast besluttet på at leve op til i opløbet til hans genvalg.

Trump kan ikke se, hvad han skal med kurderne, som besidder et goldt land med en underudviklet økonomi, og som ikke har stor international betydelse. På den anden side, kan han se hvordan en amerikansk tilstedeværelse i Syrien skubber Tyrkiet - en nøgleallieret i NATO, hvori USA har atomvåben og en luftbase - i armene på Rusland og Iran. I de sidste år har Erdoğan afveget sin vej fra den amerikanske imperialisme. Det var specielt tydeligt under fremkomsten af IS i Syrien og Irak. USA så organisationen som en trussel mod regionens stabilitet, mens Tyrkiet og andre amerikanske allierede i Golfen leverede våben og logistisk støtte til den, i et forsøg på at vælte Assad og løsne iransk indflydelse i Irak, hvorefter de troede de kunne stryge ind at installere venlige marionetregimer.

Men, ude af stand til at indsætte væsentlige mængder af tropper til at bekæmpe IS, var amerikansk imperialisme nødt til at støtte sig op ad andre styrker. I Irak, for eksempel, var den nødt til at støtte sig til Irans netværk af militiaer. Men eftersom det skabte utilfredshed hos USA’s allierede i Golfen, begyndte den at støtte sig til de PKK-forbundne militiaer i Syrien som en modvægt til Iran og senere Rusland. Men det skabte vrede hos den tyrkiske herskende klasse, som ser en eksistentiel trussel i enhver potentiel kurdisk uafhængighed, og som også har store imperialistiske planer for det nordlige Syrien og Irak. Krisen der fulgte placerede USA og Tyrkiet i to modstående lejre i den syriske borgerkrig, og førte i sidste ende også Tyrkiet til at forme tættere bånd med Rusland og Iran. Trump tror at han, ved at trække sig ud af Syrien og droppe kurderne, kan genskabe en alliance med Erdoğan.

Den amerikanske kongres mener, at det er at indrømme nederlag - en indrømmelse til Rusland og Iran - og en ydmygelse internationalt. Og det har de ret i. Rusland og Assad-regimet, med Iran på sidelinjen, er klar til at træde ind, afvæbne kurderne og udvide deres indflydelse i Syrien. En indflydelse specielt russerne bruger til at blive en afgørende kraft i regionen på USA’s bekostning. Men det er ikke op til Trump. Trump accepterer blot virkeligheden - at amerikansk imperialisme står i en krise og har nået sin grænse. Dens økonomiske, politiske og sociale krise tillader den ikke at gribe ind militært, som den ønsker.

På samme tid er det selvfølgelig også klart at en aftale er blevet indgået af Trump og Erdoğan: en noget for noget, som vi kommer til at lære mere om i den kommende periode. Trump, som står ekstremt isoleret i den amerikanske herskende klasse, leder altid efter støttepunkter, som det han har hos den saudiarabiske kronprins Muhammad bin Salman, og hos Benjamin Netanyahu (selv om det ser ud til, at Netanyahu snart får stækket sine vinger)

Hykleri

Uanset hvad man måtte tro om Trump er han, af alle de borgerlige politikere, den som er mest ærlig om sine reaktionære mål og intentioner - og det er netop på grund af hans ærlighed, at borgerskabet hader ham så meget. Alle de vestlige politikeres snak om det kurdiske folks demokratiske rettigheder er intet andet end et dække for deres egen snævre egeninteresser. For kun få år siden blev de samme kurdiske styrker mærket som terrorister. Faktisk forbliver PKK, som er PYD’s søsterorganisation, stadig på den amerikanske såvel som på EU’s terrorliste.

De reaktionære saudiske herskere, sammen med deres egyptiske dukker, er gået ud mod den tyrkiske operation. Men som de fleste ved skyldes dette ikke Muhammad bin Salmans eller Abdelfattah al-Sisi's særlige interesse i kurdernes demokratiske rettigheder, men fordi saudierne så kurderne som en potentiel anti-iransk stedfortræder. De har, sammen med Israel, endda for nylig brugt kurdiske luftbaser til at angribe iransk-støttede militser i Irak. Saudierne ser endvidere Tyrkiet som en voksende konkurrent til overherredømme i regionen, især til at dominere de ​​sunnimuslimske områder. Selvfølgelig er Al-Sisi yderligere tvunget til at bekæmpe den tyrkiske imperialisme på grund af den støtte, den giver hans fjender i Det Muslimske Broderskab derhjemme.

Tilsyneladende skal De Forenede Nationers Sikkerhedsråd også mødes i dag [10. oktober, red.] for at diskutere Syrien i dag på anmodning af de fem europæiske medlemmer: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien og Polen. Men hvad mere end ord vil disse damer og herrer bringe til bordet? Som Donald Trump har påpeget mange gange, hvis europæerne virkelig bekymrer sig, er de mere end velkomne til at øge deres militære tilstedeværelse i området og overtage det arbejde, som USA har udført. Men selvfølgelig vil EU-lederne hellere holde en sikker afstand fra krigene og blodudgydelsen, som de drager fordel af. Deres patetiske hykleri og impotens er måske den mest modbydeligste af alle. Det var bare i 2016, at EU gik med til at betale milliarder af euro til Erdoğan, til gengæld for at Tyrkiet blokerede for strømmen af ​​syriske flygtninge, som rejste fra Tyrkiet til EU. I dag advarede Erdoğan om, at hvis EU betegner hans operation som en invasion, ville han åbne vandveje og lade millioner af flygtninge komme ind på EU’s område.

Det kurdiske folks skæbne

De herskende klassers interesser, uanset hvor de er baseret, er diametralt imod interesserne for de fattige og undertrykte masser. Som altid er de 'små' nationer kun bønder i stormagternes skakspil. Når de er færdige med at bruge dem, har de ingen betænkeligheder ved at knuse dem eller tillade andre at gøre det. USA, EU, Rusland, Iran, Assad-regimet og endda Erdoğan har alle på et eller andet tidspunkt lovet kurderne en form for støtte. Men de har alle forrådt kurderne, så snart det passede deres interesser.

Dette er lektioner, som de kurdiske masser lærer på den sværest mulige måde. Men det ville være en endnu større fejl for de kurdiske ledere at fortsætte denne vej med at basere sig på støtte fra imperialistiske styrker. I de sidste par dage har de rakt ud til enhver større kapitalistisk magt mulig for støtte. Først rakte de ud til Rusland og Assad-regimet om støtte mod Tyrkiet. Naturligvis ville disse magter være mere end glade for at ”hjælpe” på betingelse af afvæbning af YPG, total nedtagning af alle de autonome strukturer og de demokratiske gevinster, som kurderne har opnået i Syrien. Det ville være en total overgivelse.

Samtidig har Ilham Ahmed, med-formand for Eksekutivrådet i Rojava, rejst til Europa, hvor hun afholdte en pressekonference i Europa-Parlamentet, der opfordrede EU til ikke at "opgive" kurderne og opfordre det til "at implementere en no-fly zone for at straffe Tyrkiet for overtrædelse af international lov". Men EU-lederne er ikke interesseret i kurdernes rettigheder eller noget som helst andet for den sags skyld, bortset fra deres eget borgerskabs interesser. Det var bare i 2015, at Tyrkiet indgik en beskidt aftale med EU for at holde flygtninge fra EU's grænser til gengæld for en enorm sum penge, og at den tyske forbundskansler Angela Merkel besøgte Tyrkiet og støttede Erdoğans valgkamp, ​​mens han gennemførte en blodig krig mod kurderne i Tyrkiet selv.

Det er ikke engang to år siden, at Tyrkiet invaderede Afrin-kantonen i Syrien, som blev holdt af PYD-styrker. Dengang sagde Pentagon ”vi betragter ikke [kurderne] som en del af vores ‘Besejr ISIS’-operationer, hvilket er, hvad vi gør der, og vi støtter dem ikke. Vi er overhovedet ikke involveret i dem." Pentagon tilføjede senere: "Vi håber, at operationen i Afrin vil ende hurtigt, og vi har sagt, at vi ved, at Tyrkiet gør alt for at begrænse civile tab. Vi er ikke i tvivl om indsatsen i den henseende.” Det vil sige, Pentagon håbede på en hurtig sejr for Tyrkiet! EU græd naturligvis krokodilletårer som sædvanligt, men den daværende britiske udenrigsminister Boris Johnson insisterede på, at “Tyrkiet har ret til at ville holde deres grænser er sikre.” I mellemtiden fortsatte Tyskland med at levere avancerede våben til Tyrkiet og Rusland, der havde en ”fredsbevarende” styrke i Afrin, og trak sig derefter hurtigt tilbage og åbnede det syriske luftrum for tyrkiske jetfly til at lade ødelæggelse regne ned over hovederne titusinder af uskyldige mennesker. Samtidig havde de dårligt udstyrede kurdiske styrker, der kæmpede modigt, ingen chance mod den tyrkiske militærmaskine i en direkte kamp. Den eneste løsning ville have været at opbygge en bevægelse i Tyrkiet og appellere til et klasse-instinktet hos de tyrkiske soldater, og forsøge at bryde den tyrkiske hær på klasselinjer, men det ser ud til at være en lukket bog for PYD- og PKK-lederne.

Og selv efter disse erfaringer har de kurdiske ledere fortsat deres afhængighed af forskellige kapitalistiske magter. Der er selvfølgelig intet galt med en revolutionær bevægelse, der udnytter splittelser mellem imperialisterne. Men det er en fatal fejltagelse at basere sig på disse kræfter og invitere dem ind!

Faktisk har denne taktik aldrig givet den kurdiske bevægelse meget. På alle trin har de store skridt fremad for den kurdiske befrielsesbevægelse været på grundlag af massernes revolutionære og klassebaserede bevægelse og ikke samarbejde med imperialisterne. I Tyrkiet vandt bevægelsen terræn, da HDP stod på en helt al-tyrkisk platform (dvs. en platform som ikke begrænsede sig til de kurdiske områder) og baserede sig på radikal retorik og klassebaserede krav. For første gang siden 1980'erne begyndte blev der bygget bro over den kløft, som den herskende klasse havde skabt mellem de kurdiske og tyrkiske arbejdere - og det var det, der gjorde det til en potentiel eksistentiel trussel mod Erdoğan. Også i Syrien, som vi tidligere har sagt, var det hele den al-syriske revolution - som faktisk var stærkest i den vestlige del af landet - der skabte et magtvakuum, der gjorde det muligt for PYD at overtage.

Den kurdiske bevægelses appel, der baserer sig på demokratiske strukturer og et revolutionært udsyn, spredte sig langt ud over de kurdiske områder og inspirerede millioner af arbejdere, fattige og unge i Mellemøsten og længere væk. Men i stedet for at basere sig på dette revolutionære potentiale, forsøgte de kurdiske ledere at basere sig på manøvrer mellem den ene imperialistiske magt efter den anden. Og ved at gøre det, var de nødt til at give indrømmelse efter indrømmelse.

I Irak, hvor hundredtusindvis af unge så til PKK-bevægelsen og Rojava's rådsstruktur for en politisk reference, er det klart, at ledelsen af PKK lavede en de facto-aftale med Iran, hvilket betyder, at PKK ikke bruger ressourcer på at opbygge en masseorganisation i Iran (en ”forståelse”, der mere eller mindre også dækker Iran). I irakisk Kurdistan har PKK støttet reaktionære liberale og borgerlige organisationer i stedet for at kæmpe for et dristigt, uafhængigt program. Dets irakiske militsorganisation, YBS, har også modtaget midler og løn fra den irakiske centralregering. Det blev på mindst et tidspunkt talt med som et medlem af Folke Mobiliseringsenhederne: en iransk-domineret paraplyorganisation, hovedsageligt sammensat af reaktionære shia-baserede militser.

Også i Tyrkiet har HDP, der domineres af PKK i de kurdiske områder i Tyrkiet, de facto holdt magten i en hel række regioner og i store byer som Cizre, Silopi, Hakkari og Sirknak. Da Erdoğan begyndte sin krig mod kurderne i 2015, rejste masserne i området sig og var parat til at kæmpe til enden, men PKK-lederne, der havde masser af våben, ressourcer og erfaring fra krigen i Syrien, nægtede at bevæbne befolkningen eller bare at indkalde en generalstrejke - af frygt for at skubbe deres allierede, hovedsageligt USA, væk fra sig. De skubbede også HDP ind på en mere kurdisk nationalistisk linje, der kun spillede ind i Erdoğans spil om at oppiske nationalisme for at skære igennem den stigende klassekamp i Tyrkiet. I sidste ende førte Erdoğans krig til tvangsflytning af titusinder af tyrkiske kurdere på grund af krig og nedrivning af enorme områder, hvor hele byer og landsbyer blev blev jævnet med jorden. Dette var et markant nederlag for frigørelsesbevægelsen og førte til meget demoralisering blandt kurderne.

Også i Syrien har flere indrømmelser fra bevægelsens ledere undergravet den. Som vi allerede har forklaret, troede lederne i Afrin, at Rusland ville beskytte dem, men Putin solgte dem ud uden at tøve. Han er ligeglad med de nationale mindretals rettigheder i Rusland, desto mere i Syrien. PYD-lederne gav også adskillige andre indrømmelser til amerikansk imperialisme, såsom at slå sig sammen med de reaktionære Shammar-stammestyrker og andre reaktionære grupper, som gjorde dem til en del af De Syriske Demokratiske Styrker (Rojava's vigtigste officielle militær) og udvandede Rojava-forfatningen ved flere lejligheder. Ledere, såsom Ilham Ahmed, har besøgt den amerikanske kongres, engageret sig med republikanske reaktionære som Paul Ryan, og har endda kontaktet Saudi-Arabien for samarbejde ved flere lejligheder. Dette er selvfølgelig ud over at begrænse PKK's revolutionære aktiviteter i Irak, i Tyrkiet og andre steder for ikke at træde deres allierede over tæerne. Alt dette tjener kun til at undergrave bevægelsens revolutionære autoritet i øjnene på masserne i Mellemøsten: de eneste reelle allierede af det kurdiske folk. Selv i juni sidste år blev de på anmodning af USA enige om at trække deres tunge artilleri tilbage fra grænseområderne med Tyrkiet og give mulighed for fælles amerikansk-tyrkiske patruljer i området! Men som en embedsmand fra Pentagon indrømmede: ”Vi har brugt betydelig tid og kræfter på at opbygge den sikre zone med den udtrykkelige idé, at det ville tilfredsstille tyrkerne og forhindre en indtrængen. Tyrkerne brugte det bare som en måde at gennemføre rekognoscering for deres operation. Det var helt vildledende fra deres side.” Kun en fjols ville blive overrasket over Erdoğans bedrag.

På sin højde kontrollerede PKK-bevægelsen et enorm landområde, der dækkede størstedelen af ​​den sydlige tyrkiske grænse. Fra Afrin, afbrudt af tyrkiske stedfortræder-styrker, som derefter fortsætter fra Manbij gennem det nordlige Syrien, det sydøstlige Tyrkiet og det nordlige Irak, hvor organisationen har kontrolleret større områder i Dohuk-regionen og Qandil-bjergene, der grænser op til Iran. Dette kunne have været platformen for en revolutionær kamp, ​​først og fremmest for den kurdiske befrielse (en opfordring, der ville have fået et enormt ekko i alle kurdiske områder) og videre til et oprør af alle de undertrykte folk i Syrien, Tyrkiet, Iran og Irak , hvor kurderne er baseret. Men som vi har set, ved hjælp af undskyldningerne om "vi er for travlt i Syrien" og "vi ønsker ikke at åbne for mange fronter" og basere sig på en idé om blot at kæmpe for "autonomi" (hvad det end betyder) inden for de eksisterende (kapitalistiske) stater har organisationen nægtet at gøre det. I virkeligheden dækker disse ting kun for ønsket fra PKK-lederne om at blive enige med borgerskabet. Men borgerskabets interesser er diametralt imod interesserne for de millioner af fattige og undertrykte kurdere. Ingen mængder af smarte manøvrer kan ændre det. De, der bliver narret, er ikke borgerskabet, men de kurdiske ledere, som troede, de havde fundet nøglen til anerkendelse ved hjælp af aftaler med kapitalisterne.

For en revolutionær krig mod Erdoğans aggression

Men nu bliver de solgt ud sammen med resten af ​​det kurdiske folk: en helt forudsigelig begivenhed. Nu venter endnu en gang tragedie for kurderne, der er blevet testet så mange gange i de sidste 100 år. Den eneste måde at afværge det er ikke at holde pressekonferencer i EU's administrationsbygninger, men ved at vende tilbage til de kurdiske folks revolutionære traditioner og appellere til klassesolidariteten hos masserne i regionen og internationalt. Først og fremmest skal der indkaldes til en generalstrejke i de kurdiske områder i Tyrkiet sammen med bevæbningen af ​​folket og deres organisationer i arbejder- og lokalkvarteres-selvforsvarsudvalg. Krigen skal bringes til Tyrkiet, i en revolutionær form og på klassebasis - og ikke gennem kontraproduktive terrorangreb, der kun tjener til at styrke Erdoğans greb om det tyrkiske samfund. Dernæst er kurderne nødt til at bryde med den amerikanske imperialisme - som er hadet i hele regionen. Derefter skal de appellere til fagforeninger og arbejderklasseorganisationer i hele Tyrkiet om at deltage i deres strejke for at afslutte krigen, men også afgive en erklæring om at deltage i en bredere kamp mod Erdoğan-regimet for højere lønninger, job, sundhedsydelser, uddannelse og andre sociale og økonomiske krav. Dette vil helt sikkert finde et bredt ekko i Tyrkiet, hvor levestandarden hurtigt falder under påvirkning af d​​en økonomiske krise.

Der bør også appelleres og smugles ind i de tyrkiske militærkaserner og -lejre for en fælles kamp for fredelig sameksistens, hvorved Erdoğans reaktionære karakter og hans angreb mod de tyrkiske arbejdere og de fattige udfoldes. Det er klart, at Erdoğan er meget nervøs for at indsætte tyrkiske soldater i kamp, ​​af frygt for, at den generelle vrede og utilfredshed i det tyrkiske samfund også skulle afspejles i hæren. Det er grunden til, at alle de hidtidige kampe ser ud til at blive udført af jihadistiske lejesoldater. Dette genbekræfter, at Erdoğan er svag derhjemme, og at der er en vej ind i den tyrkiske hær, som kun kan besejres af kurderne, hvis den brydes på klasselinier. På en revolutionær basis, ansigt til ansigt med væbnet massemodstand i Syrien såvel som i Tyrkiet, ville hæren komme under et enormt pres, og betingelserne for klassebaserede mytteri ville blive skabt.

De samme handlinger må udføres i hele regionen, især i Irak, Iran og Syrien, hvor en opfordring til en samlet kamp mod de hadede regimer ville finde et bredt ekko. Der har allerede været radikale masseprotester mod regimet i Irak i den sidste uge. Også i Iran er masserne trætte af mullah-regimet.

Også strejker fra havnearbejdere i Europa mod forsendelser af våben til Saudi-Arabien viser, at der er potentiale for arbejderklasse solidaritetshandlinger i vesten. Fagforeningerne og arbejderklassepartierne bør straks begynde at organisere boykotter og strejker mod forsendelser af våben og ressourcer, der bruges som brændstof til den tyrkiske krigsmaskine.

Hvis disse handlinger bliver udført modigt og beslutsomt, kan kurderne vinde mod den tyrkiske hær. Men hvis de kurdiske ledere fortsat vender sig til imperialisterne og borgerskabet, er nederlag garanteret på den ene eller den anden måde. De kurdiske masser har vist gang på gang, at de er villige til at kæmpe indtil det sidste. Det er på tide at bringe denne kamp til sin konklusion ved at føre den mod de kapitalistiske regimer, der har undertrykt dem i de sidste 100 år.

Ned med den tyrkiske aggressionskrig mod Rojava!

Ned med imperialisterne, som alle er medskyldige i denne grusomhed!

Længe leve international arbejderklasse solidaritet, organiser boykot-strejker mod våbenforsendelser!

For en omdannelse af det imperialistiske angreb til en revolutionær befrielseskrig!

For en uafhængig socialistisk Kurdistan som en del af en socialistisk føderation i Mellemøsten!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.