Trump IMTDonald Trump bød det nye år velkommen på en måde, som kun han kan: omgivet af sin sociale og politiske klan i overdådige omgivelser i sin eksklusive Mar-a-Lago klub i Florida og desuden i selskab med en repræsentativ forsamling af alle dele af det amerikanske samfund - lige fra filmstjerner til milliardærer.

”Det bliver et fantastisk 2018”, forsikrede Trump sine gæster, da han trådte ind i den prægtige balsal i Mar-a-Lago, ledsaget af førstedame Melanias frosne smil og den mannequin, der skal gå for at være hans søn, Barron, og forudsagde, at aktiemarkedet vil fortsætte med at stige og virksomheder vil flytte til USA med ”enorm fart”.

Alt dette var sød musik for hans velhavende gæster, der savler over udsigten til de fede profitter og skattesænkninger, som deres helt så generøst har lovet dem. Det var i sandhed et uforglemmeligt øjeblik, som en scene taget ud af The Godfather.

Året 2017

Før vi byder det nye år velkommen, må vi dog først begrave det forgange år efter en grundig obduktion. ”Jeg tror, at i år højst sandsynligt vil være det år med størst politisk risici siden afslutningen på Anden Verdenskrig,” udtalte Brian Klaas, ansat på studiet for komparativ politik ved London School of Economics, i et interview af CNBC i januar sidste år.

Han tog ikke meget fejl. Tænk bare på de chok, som vi har set de sidste 12 måneder. I det år, der lige er gået, så vi endnu en række politiske jordskælv. Og på trods af Det Hvide Hus’ nyeste beboers selvsikre hoveren, er det usandsynligt, at 2018 vil blive nemmere for verdenskapitalismen.

Trotskij beskrev engang teori som fordelen ved fremsyn frem for overraskelse. Men år 2017 har indeholdt en hel del overraskelser, ikke mindst for de såkaldte borgerlige eksperter. For 12 måneder siden ville de færreste have forudset, at de britiske Konservative ville klare sig så dårligt i et parlamentsvalg, som de gik ind til med en føring på 20 procentpoint foran Labour, og at den ”uvælgelige” Jeremy Corbyn ville slutte året af med at være den mest populære politiker i Storbritannien.

Hvem ville have troet, at lederne af den catalonske kamp for uafhængighed ved årets slutning ville føre valgkamp fra et spansk fængsel, og at præsidenten for den catalonske regering ville være i politisk eksil i Bruxelles?

Hvem ville have troet, at de to største partier i Frankrig ikke engang ville være gået videre til anden runde i præsidentvalget? Og hvem ville have troet, at Republikanerne i USA ville tabe et valg i Alabama, som ellers var en sikker højborg for den konservative, religiøse højrefløj?

Hvem ville have troet, at Mugabe ville blive kasseret efter årtiers diktatur, og at Jacob Zuma ville miste kontrollen over ANC?

Dette er blot nogle få af de politiske jordskælv, der har rystet verden de sidste 12 måneder. De er af stor betydning i sig selv. Men fra et marxistisk perspektiv er de symptomer på en generel krise i verdenskapitalismen, der kommer til udtryk i politisk ustabilitet over alt, inklusiv den mest magtfulde kapitalistiske nation: USA.

Borgerskabets pessimisme

Kapitalens seriøse strateger kommer ofte frem til de samme konklusioner som marxisterne, dog selvfølgelig fra deres eget klassestandpunkt. Det rosenrøde billede, som hr. Trump tegner, er der ingen borgerlige analytikere, der deler – snarere tværtimod.

The Eurasia Group, en respekteret konsulentvirksomhed, der rådgiver kapitalisterne om mulige risici på verdensplan, har for nyligt udgivet dens årlige vurdering af geopolitiske risici, hvor der advares om, at verden er på vej mod en krise og en tilstand af ”geopolitisk depression”, og at Donald Trumps på præsidentposten i sig selv medvirker til at øge ustabilitet. Der foregår ved at accelerere splittelser nationalt og internationalt og ved at optrævle den globale orden, som det har taget flere årtier at opbygge.

The Eurasia Group udtrykker bekymring for, at de liberale (dvs. borgerlige) demokratier lider af ”et legitimitetsunderskud af et omfang ikke set siden Anden Verdenskrig”, at lederne er virkelighedsfjerne, og at dette politiske sammenbrud skaber en tilstand, hvor enhver større hændelse kan få en altødelæggende effekt på den globale økonomi og verdensmarkedet.

donaldtrumpselectionalarmedthebourgeoisieimageflickrgageskidmoreDonald Trumps sejr alarmerede borgerskabet / image: Flickr, Gage SkidmoreRapporten starter med en sætning, der kan tolkes som et svar på hr. Trumps strålende gennemgang af økonomien (bortset fra at den må være skrevet før hans nytårsfest): "Ja, markederne stiger stærkt, og det går ikke dårligt for økonomien, men borgerne er splittede. Regeringerne regerer ikke specielt meget. Og den globale orden er under opløsning.”

Og rapportens konklusion kunne ikke være længere fra Trumps: ”I de 20 år siden vi stiftede The Eurasia Group har det globale miljø haft sine op- og nedture. Men hvis vi skulle pege på ét år, hvor man ville kunne forvente en stor uforudset krise - den geopolitiske ækvivalent til den finansielle nedsmeltning i 2008 - ville det være 2018.”

Trump-faktoren

Året 2017 begyndte med Donald Trumps overtagelse af magten den 20. januar. Det i sig selv var et politisk chok af enorme dimensioner. Det er selvfølgelig ikke korrekt at tilskrive alle verdens onder til en mand. Hvis det var tilfældet, ville løsningen på den nuværende krise være simpel: slip af med Trump og erstat ham med en mere ”ansvarlig” (dvs. Demokratisk) præsident. Men der er ingen grund til at tro, at situationen ville være bedre under Hillary Clinton eller nogen af de andre helte fra det politiske ”centrum”.

Forsøget på at forklare større historiske processer gennem individer er en trivialisering af historien, der ikke holder til selv den mest overfladiske granskning. Marxismen søger drivkraften bag menneskets historie i de dybere processer, der udfolder sig langt under overfladen og udgør det grundlag, på hvilket,, menneskelige aktører spiller deres roller. Men denne simple analyse, der i sidste ende er afgørende, er dog på ingen måde udtømmende.

Donald Trumpan elephant in a China shop Image WhiteHouseDonald Trump: ''en elefant i en glasbutik'' / Image: White HouseHvis forsøget på at forklare historien igennem individuelle hovedpersoner er for forsimplet til, at man kan tage det alvorligt, er forsøget på at benægte den rolle, som individer spiller i historien, lige så forsimplet og forkert. Marx forklarer, at mænd og kvinder skaber deres egen historie, selvom de ikke agerer fuldstændig frit, da de er begrænset af objektive faktorer, der er udenfor deres kontrol og endda skjulte for dem. Gennem deres handlinger kan individer have en stor effekt på forholdene, og påvirke begivenhedernes udfald den ene eller anden vej.

Donald Trump er et interessant eksempel på dette fænomen. Den herskende klasse i USA var ikke glade for Trump. Den er stadig utilfreds med ham, og prøver på at komme af med ham. Der er flere årsager til dette. I over 100 år var USA’s politiske liv baseret på to fundamentale støttepiller: Republikanerne og Demokraterne. Systemets stabilitet afhang af denne balance.

Trump er multi-milliardær; men han er også egocentriker og en behændig demagog. Paradoksalt nok appellerede Trump specifikt til de fattigste dele af befolkningen. Han talte meget om arbejderklassen, hvilket er næsten uhørt i amerikanske valgkampe. Det var selvfølgelig alt sammen løgn; men når han talte om de lukkede fabrikker og miner, tændte han et håb hos de mest desperate mennesker. Dette vækkede genklang hos millioner af amerikanere, der er trætte af det system, der har dømt dem til fattigdom og arbejdsløshed.

I virkeligheden er Trump bare endnu en repræsentant for storkapitalen. Faktisk er han kapitalismens sande grove og grimme ansigt, mens det såkaldte centrum er kapitalismen, der forsøger at skjule sin essens bag en smilende maske. Trump har smidt masken, og det er grunden til, at borgerskabet hader ham.

Borgerskabet spekulerede på, om det ville kunne kontrollere denne enspænder-milliardær, hvis sejr det ikke ønskede, men var ude af stand til at forhindre. Det behøvede ikke spekulere længe.

USA’s 45. præsident havde travlt med at efterlade sig aftryk. Han førte kampagne med løftet om at ”gøre tingene anderledes”. Han har holdt sit ord.

Det er lykkedes ham at øge alle globale splittelser: mellem USA og Kina, mellem USA og Europa og mellem USA, Canada og Mexico. Han har intensiveret konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og han har skabt en voldsom krigerisk atmosfære over for Nordkorea, der har forvandlet Sydkorea og Japan til mål for ”Raket-manden” i Pyongyangs atomarsenal.

Trumps udenrigspolitiske eventyr er uden tvivl uden fortilfælde i verdensdiplomatiets historie. Han er ikke bare som en hund i et spil kegler, men nærmere en elefant. Hans uafbrudte strøm af vanvittige tweets agerer baggrundsmusik til hans kakofoni af stødende, selvmodsigende og ofte uforståelige udenrigspolitiske dumheder. De har chokeret og forfærdet store dele af etablissementet hjemme og ude.

”America First” doktrinen er blot en ny version af den gamle isolationspolitik, der altid har været en del af amerikansk politisk tradition. Men USA’s tætteste allierede er bekymrede for, at når han lover, at ”make America great again”, bliver det på deres bekostning. Og de tager ikke fejl. Hvis der før var hårfine sprækker i den såkaldte vestlige alliance, har disse nu åbnet sig til en gabende kløft.

Eurasia Groups præsident, Ian Bremmer, og formand, Cliff Kupchan, advarer nu om, at USA’s globale magt ”kører på pumperne”, og at Trumps filosofi om forskansning og enegang sår forvirring hos både allierede og fjender. Eurasia Group udtaler, at ”’America First’ og den politik, der flyder herfra, har undermineret den amerikansk-ledede globale orden og dens grænser, mens intet andet land eller gruppe af lande er interesserede i at genopbygge den…, hvilket øger den globale risiko signifikant.” Det er en rimelig opsummering af situationen.

Radikalisering i USA

Dette er ret bemærkelsesværdige præstationer på bare 12 måneder i Det Hvide Hus. Trumps frembrud på den globale scene ville i sig selv være grund til alvorlig bekymring i det amerikanske etablissement. Men der er en anden grund til, at den herskende klasse ikke er entusiastisk omkring Donald Trump. Grundlæggende mekanik fortæller os, at for hver handling er der en lige og modsat reaktion. Brudfladerne i det amerikansk samfund og politik var der i forvejen. De blev ikke skabt af hr. Trump. Men gennem hans ord og handlinger har han forstærket de store splittelser i det amerikanske samfund og fremprovokeret en mærkbar øget radikalisering.

Trumps ankomst til Det Hvide Hus blev startskuddet til en hidtil uset bølge af massedemonstrationer på tværs af landet. Kvindemarcherne repræsenterede højst sandsynligt den største protestdag i USA’s historie. Mellem 3,3 millioner og 4,6 millioner mennesker demonstrerede i Los Angeles, Washington D.C., New York, Chicago, Seattle og andre amerikanske byer. Det var et forvarsel på, hvad vi har i vente.

The Womens March following Trumps election was the biggest singleday protest in US history Image public domainKvindemarchen efter Trumps valgsejr var den største enkeltstående protest i USAs historie / Image: public domainÅret endte med et rystende republikansk nederlag i Alabama: et konservativt og yderst republikansk mandat, som Trump havde vundet med en margen på 30 procent i præsidentvalget. Det var endnu et politisk jordskælv og et, der ikke var forudset af ”eksperterne” eller meningsmålingerne.

Det er for tidligt at sige, hvor længe Trump kan holde sig på magten. Hans vigtigste støtte findes i Demokraternes bankerot og forsinkelsen af en betydelig bevægelse i arbejderklassen. Den nuværende administration kan måske fortsætte på trods af den hidtil usete åbne splittelse i den herskende klasse. Hvornår har vi før set en åben konflikt mellem en amerikansk præsident og medierne, FBI, CIA og hele den amerikanske efterretningstjeneste?

På trods af hr. Trumps selvsikre forudsigelser vil vi i 2018 se mange flere af den slags rystelser. Det er i bund og grund en afspejling af den ustabilitet, der er et fundamentalt kendetegn ved den nuværende periode med verdenskapitalistisk krise.

Frankrig og Storbritannien

For marxister er betydningen af disse politiske rystelser ikke svær at fortolke. Kapitalismens krise kommer til udtryk i generel ustabilitet - økonomisk, socialt og politisk. 10 år efter det finansielle kollaps i 2008 er borgerskabet stadig ikke i nærheden af at løse den økonomiske krise. Alle regeringers forsøg på at genoprette den økonomiske ligevægt har kun resulteret i ødelæggelsen af den sociale og politiske ligevægt.

Det ser vi i det ene land efter det andet. Både Trump og Bernie Sanders, selvom de er vidt forskellige, er udtryk for det samme fænomen. Det samme er Jeremy Corbyn, Mélenchon i Frankrig, Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. Alle disse fænomener er afspejlinger af den generelle utilfredshed, vrede og frustration, der ulmer under samfundets overflade. Det vækker alvorlig bekymring hos borgerskabet og deres strateger.

Fremmarchen af en ”i stigende grad giftig anti-establishment følelse” underminerer tiltroen til politiske institutioner i de demokratiske lande såvel som til medierne og valgsystemet i USA. Svækkelse af disse institutioner kan føre til ustabilitet, autoritære strømninger, uforudsigelig politik og konflikt.

The bourgeois pinned their hopes on centre candidate Emmanuel Macron Image Kremlin ruBorgerskabet satte deres lid til 'centrumkandidaten', Emmanuel Macron / Image: Kremlin ruDet, som vi ser i USA og resten af verden, er et kollaps af det politiske centrum. Det er den lille gruppe af ikke repræsentative eliter, der har magten, naturligvis ikke begejstrede for. De antager korrekt, at den stigende polarisering mod venstre og højre er en trussel mod deres interesser.

Derfor var de forståeligt nok henrykte i maj, da en forholdsvis ukendt ”centrum”-kandidat, Emmanuel Macron, slog Marine Le Pen i kampen om at blive Frankrigs yngste præsident. Ingen af de traditionelle partier nåede med til anden valgrunde. Det lagde medierne ikke skjul på. De påstod, at Macron havde vundet absolut flertal. Det er ikke sandt. Det absolutte flertal var de 70 procent af befolkningen, der ikke stemte på ham. Medierne gjorde heller ikke opmærksom på, at den mest populære politiker i Frankrig faktisk var venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon.

I virkeligheden er det politiske centrum fiktion. Samfundet oplever en større og større splittelse mellem på den ene side en lille gruppe af mennesker, der har magten over systemet, og på den anden det overvejende flertal, der bliver fattigere og er i åbent oprør mod systemet. ”At vinde midten” var en af Tony Blairs ideer (stifteren af ”New Labour” og britisk premierminister fra 1997 til 2007).

Leftwing JeanLuc Mélenchon was the most popular politician in France Image public domainVenstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon var den mest populære politiker i Frankrig / Image: public domainIdeen er barnligt simpel: at forsøge at nå til enighed på tværs af partier baseret på forskellige klasser. Men der er bare et lille problem. Det er umuligt at nå til enighed, fordi disse klassers interesser er fuldstændig modstridende og faktisk uforenelige. Denne modsætning kan midlertidigt skjules i tider med økonomisk opsving, men bliver umulig at ignorere i situationer, som den vi står i nu, hvor kapitalismen er i dyb krise.

Brexitafstemningen i juni 2016 var Storbritanniens spring ud i mørket. Det var endnu et politisk jordskælv, hvis resultater vi først begynder at mærke nu. I et desperat forsøg på at styrke Storbritanniens svage forhandlingsposition i foråret udskrev Theresa May lynvalg. Denne beslutning blev taget ud fra formodningen (som alle og enhver delte) om, at de konservative umuligt kunne tabe.

 Meningsmålingerne gav de konservative en føring på 20 procentpoint foran Labour. Der var konsensus i medierne om, at under venstreorienterede Jeremy Corbyns ledelse ville Labour aldrig kunne vinde et valg. Lad os ikke glemme, at Labours højrefløj, som har et enormt flertal i Labours parlamentsgruppe, har forsøgt at skaffe sig af med Corbyn på alle tænkelige måder de sidste to år med mediernes opbakning. De organiserede en hidtil uset smædekampagne mod Labour formanden.

Deres forsøg slog fejl. Men de forberedte sig endnu engang på at få ham ud, så snart Labours nederlag, som de inderligt ønskede sig og var sikre på, blev erklæret. Men til alles overraskelse førte Labour valgkamp på et venstrefløjsprogram og stormede frem. De konservative mistede deres parlamentariske flertal, og den angiveligt uvælgelige Jeremy Corbyn blev den mest populære politiker i Storbritannien.

Leftwinger Jeremy Corbyn robbed the Tories of their parliamentary majority Image Flickr Garry KnightVenstrefløjskandidat Jeremy Corbyn fratog de konservative deres parlamentariske flertal / Image: Flickr Garry KnightFor ikke så lang tid siden var Storbritannien et af de mest stabile lande i Europa. Nu er det et af de mest ustabile. Brexit-resultatet og uroen i Skotland var begge symptomer på dyb utilfredshed, der eksisterede, men ikke havde fået et udtryk. I personen Jeremy Corbyn har denne masseutilfredshed fundet en politisk udtryksform, der repræsenterer et skarpt sving til venstre. Den åbner op for store muligheder for den britiske Marxistisk Tendens, der var de eneste, der forstod dette fænomen, som alle de pseudo-trotskistiske sekter har benægtet i årtier.

Catalonien

Krisen over Catalonien afspejler den spanske kapitalismes blindgyde og konsekvenserne af stalinismens og reformismens forræderi, som førte til den monstrøse 1978-forfatning. Forræderiet gjorde det muligt for den rådne herskende klasse i Spanien at bevare vigtige dele fra det gamle Franco-regime, om end skjult bag en ”demokratisk” facade.

Nu 40 år senere vender fortidens spøgelser tilbage. Den catalanske befolkning har oplevet det spanske demokratis virkelige tilstand, da slag fra politiets knipler regnede ned over hovederne på ubevæbnede og forsvarsløse borgere - mænd som kvinder, unge som gamle -, hvis eneste ”forbrydelse” var ønsket om at stemme om deres lands fremtid.

Bevægelsens ledere gjorde deres ypperste for at overbevise Rajoys højreorienterede regering i Madrid om, at de ikke for alvor havde til hensigt at kræve selvstændighed. De proklamerede et frit Catalonien, men erklærede samtidig, at ”det ikke ville blive implementeret”. De agerede som generaler, der mobiliserer en hær til kamp, provokerer fjenden til handling, og derefter vifter med det hvide flag. En mere sikker måde at demoralisere tropperne kan man næppe forstille sig.

Men hvis de catalanske ledere havde regnet med, at denne manøvre kunne redde dem fra deres fjenders vrede, tog de grueligt fejl. Svaghed inviterer til aggression. Madrids styrker arresterede de ledende skikkelser fra uafhængighedsbevægelsen, der endte bag tremmer anklaget for at planlægge oprør. Madrid ophævede derudover den autonome catalanske regerings beføjelser og indførte direkte styre for at smadre uafhængighedsbevægelsen. Den catalanske præsident Carles Puigdemont flygtede i eksil til Belgien.

De catalanske borgerlige nationalister havde en naiv forestilling om, at de ville få støtte fra EU, men fik snart knust denne illusion. Bruxelles og Berlin informerede dem på den mest entydige måde om, at en uafhængig catalansk stat ikke ville blive anerkendt af Europa. Så meget for de europæiske lederes demokratiske sindelag!

Carles Puigdemont is in exile in Brussels Image Puigdemont acompanyat de càrrecs electes de CiUCarles Puigdemont er i exil i Bruselles / Image: Puigdemont acompanyat de càrrecs electes de CiUHvis det regerende Partido Popular (PP) troede, at det kunne løse problemet ved at gøre brug af rå magt, tog det imidlertid fejl. Som Marx har forklaret, har revolutionen behov for kontrarevolutionens pisk. Lørdag den 21. oktober gik 450.000 på gaden i Barcelona, mens titusinder samledes i andre byer rundt om i Catalonien, for at kræve frihed for de fængslede ledere.

Valget den 21. december var et slag i ansigtet på den spanske regering. Selve valget skete under usædvanlige omstændigheder. Det var først og fremmest det faktum, at valget var udskrevet af den spanske regering efter, at den havde fyret den catalanske regering og opløst det catalanske parlament. 8 prominente catalanske kandidater fra pro-uafhængighedspartier var enten i fængsel eller eksil og var derfor ikke i stand til at deltage i valgkampen. De blev endog straffet af fængselsautoriteterne for at smugle meddelelser ud, som blev læst eller afspillet under valgmøder. Alt dette skete med brug af beføjelser stadfæstet i 1978-konstitutionens artikel 155.

Hundreds of thousands of Catalans took to the streets demanding independence Image fair useHundredetusinder af cataloniere gik på gaden for at kræve selvstændighed / Image: fair useAlt dette til trods var valgdeltagelsen på 81,94 procent den højeste, ikke blot for det catalanske parlament, men for valg til det spanske parlament i Catalonien og hele Spanien. Regeringspartiet i Spanien, PP, fik reduceret antallet af pladser til 3 i Catalonien, og pro-uafhængighedsblokken fik endnu engang et overvældende flertal i det catalanske parlament. Altså er vi i nøjagtig samme situation som før.

Men hvad end der sker de kommende måneder, vil intet blive det samme i hverken Catalonien eller Spanien. Kræfter er blevet sluppet løs, som vil rive det falske og hykleriske ”konsensus” i stykker. Det er den konsensus som snyder befolkningen fra et reelt demokratisk alternativ til det forhadte franko-diktatur. Rajoy og PP er de sande arvtagere til det regime, som tidligere undertrykte folket, og som det fortsætter med at undertrykke i dag.

Massebevægelserne i Catalonien er blot første symptom på et oprør mod netop dette diktatur. Den samme oprørsånd vil før eller senere komme til udtryk i hele landet.

Rigdom og fattigdom

Den stigende utilfredshed overalt er udtryk for ekstrem polarisering. Koncentrationen af kapital, forudså Marx for længe siden og er hårdnakket blevet afvist af økonomer og sociologer lige siden.

Men hvem kan nu benægte, at Marx havde ret? Koncentrationen af kapital har fundet sted som forudsagt. Færre end 200 gigantiske virksomheder har nu kontrol over verdenshandlen. Obskøn rigdom er samlet i hænderne på de få. I 2017 alene havde verdens milliardærer samlet set øget deres formue med en femtedel.

Ifølge den globale chef for Ultra High Net Worth division ved UBS, Josef Stadler, er ”Formueuligheden på sit højeste siden 1905”. Verdens rigeste ene procent ejer halvdelen af den samlede rigdom ifølge en ny rapport, som fremhæver den stadig større kløft mellem de superrige og alle andre.

En rapport fra Credit Suisse viser, at de rigeste mennesker i verden har forøget deres formues andel af den samlede formue fra 42 procent ved toppen af den økonomiske krise i 2008 til 50 procent i 2017 eller svarende til 140.000 milliarder dollars. I rapporten kan man læse:

”Den rigeste ene procents andel har været i stigning lige siden [krisen] og overgik niveauet fra år 2000 i 2013 og har nået nye højder hvert år herefter”. Banken fortæller, at ”global ulighed i formue har været høj og stigende i perioden efter krisen.”

Væksten i formuerne blandt de allerede ekstremt rige har skabt 2.3 millioner nye dollarmillionærer i løbet af det sidste år, hvilket bringer totalen op på 36 millioner. ”Antallet af millionærer, som faldt i 2008, er kommet sig hurtigt efter den økonomiske krise, og der er nu næsten tre gange så mange som i år 2000.”

Disse millionærer, som udgør 0.7 procent af verdens samlede voksne befolkning, sidder på 46 procent af verdens samlede formue, som nu er på svimlende $280.000 milliarder.

Det er den ene ende. I den anden ende er verdens 3.5 milliarder fattigste voksne, som hver har en formue på mindre end $10.000. Til sammen ejer disse mennesker, som udgør 70 procent af jordens samlede arbejdsdygtige befolkning, kun 2.7 procent af den globale formue. For millioner af mennesker er dette et spørgsmål om liv eller død.

I 2017 blev det anslået, at 83 millioner mennesker i 45 lande havde brug for nødhjælp i form af fødevarer – 70 procent flere end i 2015. I 2018 forventes det, at 76 millioner har akut brug for nødhjælp.

Houses destroyed near Sanaa Yemen by Saudi Arabia Image public domainHuse ødelagt af Saudi Arabien nær Sanaa, Yemen / Image: public domainYemen en særlig skandaløs sag. Som resultat af Saudi Arabiens og dets allieredes barbariske aggressionskrig har 17 millioner yemenitter ikke nok at spise. Over 3 millioner børn samt gravide eller ammende kvinder er underernærede. De hykleriske vestlige medier har i store træk ignoreret de grusomheder, der begås af de saudiske gangstere, som bevidst anvender sult som et krigsvåben.

Vigtigheden af den subjektive faktor

I de seneste år har Mellemøsten været billede på sort reaktion: krig, borgerkrig, blodsudgydelser, religiøs fanatisme, massakrer og kaos. Nøglen til situationen er at finde i tre lande: Egypten, Tyrkiet og Iran. Det er de lande, hvor proletariatet er stærkest og har revolutionære traditioner. Fra et overfladisk synspunkt ser det ud til, at reaktionen sidder tungt på magten. Men det er en grundlæggende forkert opfattelse.

De egyptiske masser gjorde alt, der stod i deres magt, for at forandre samfundet. Det var fraværet af en ledelse - og kun dette - som betød, at den storslåede bevægelse i 2011 endte i en blindgyde. Og eftersom naturen afskyr vakuum, blev dette tomrum udfyldt af Sisi og de andre reaktionære militærgeneraler. Konsekvensen har været, at de egyptiske arbejdere og bønder igen har måttet igennem reaktionens barske skole. Snarere før end siden vil de rejse sig igen. Sisi-diktaturet er bygget på kviksand, hvis fatale svaghed er økonomien. Det egyptiske folk har brug for brød, arbejde og boliger, hvilket generalerne er ude af stand til at sikre. Derfor er fremtidige eksplosioner uundgåelige.

I Tyrkiet sås massernes revolutionære potentiale i massebevægelsen i 2013. Den blev i sidste ende knust, og Erdogan formåede at aflede massernes opmærksomhed ved at spille på tyrkisk nationalisme og starte en brutal krig mod kurderne. Men nationalisme giver ikke millioner af underprivilegerede tyrkere brød på bordet. Før eller senere vil der komme en reaktion mod regimet. Og der er tegn på, at det allerede er begyndt. Derfor må vi følge situationen i Tyrkiet nøje over den næste periode, som en af nøglerne til Mellemøsten.

Det meste af verdens befolkning er unge. Og på verdensplan er mindst 60 procent af de unge mellem 15 og 24 år arbejdsløse. De unges ulmende utilfredshed blev antændt af den Arabiske revolution for få år siden.

Nu ser vi, at de samme fænomener gentages på gaderne i mange iranske byer. Som sædvanlig opstod denne bevægelse pludseligt uden varsel, ligesom en sten der kastes i en stille dam. Bevægelsen chokerede og overraskede de selvudnævnte eksperter, særligt de gamle, trætte kynikere på den såkaldte venstrefløj. Deres hovedbeskæftigelse er skepsis og en grundlæggende tro på, at der aldrig vil ske noget, og at masserne aldrig vil bevæge sig. Alle disse ”kloge” mennesker stod måbende tilbage, mens de iagttog bevægelsen, som ifølge dem ikke kunne ske.

iran demo 1Der har været store protester over hele Iran / Image: public domain“Men demonstrationerne er mindre end i 2009”, skynder skeptikerne sig at forsikre os om. Ja, mindre, men langt mere radikale, voldsomme, dristige og mindre forsigtige. Med lynets hast har demonstranterne krav udviklet sig fra økonomiske til politiske og fra at omhandle arbejdsløshed og høje leveomkostninger til krav om at omstyrte hele regiment. Demonstranterne rev plakater af den store leder Ayatollah Khamenei ned - noget som er utrolig farligt og praktisk talt uhørt i Iran. Der var endda rapporter om, at portrætter af den afdøde Ayatollah Khomeini selv var blevet angrebet.

Så hvem er demonstranterne? De er overvejende unge, fattige og arbejdsløse og altså ikke de universitetsstuderende, som dominerede alle tidligere bevægelser. De var uorganiserede og hører ikke til nogen politiske grupper, og har heller ikke nogen ledende ideer udover én ting: et brændende ønske om forandring. Og netop dette er startpunktet for enhver revolution

Regimet blev rystet i sin grundvold. Det forstår, at denne bevægelse præcis på grund af dens klassekarakter potentielt udgør en langt større trussel end de millioner, der gik på gaden i Teheran i 2009. Regimets vaklen ser ved første øjekast uforståelig ud. I betragtning af demonstrationernes relativt begrænsede størrelse skulle man tro, at mullahernes magtfulde undertrykkelsesapparat var mere end nok til at lukke ned for protesterne.

Men alligevel har regimet, mens disse linjer skrives, endnu ikke iværksat en seriøs undertrykkelse. Hundene glammer, men de bider ikke. Hvorfor? Dertil er to centrale årsager. For det første er regimet splittet på midten og langt svagere end tidligere. For det andet forstår det, at der bag de demonstrerende unge er millioner af iranere, som er trætte af års tyngende fattigdom, arbejdsløshed og stigende fødevarepriser.

De har for længst mistet tiltroen til mullaherne, som foregiver at stå for moral og ærlighed, men som er lige så korrupte, som Shahens embedsmænd var før i tiden. Ethvert træk mod demonstranterne ville fremprovokere en reaktion, som ville sende millioner tilbage på gaderne; men denne gang ville det være arbejdere og ikke bare studerende og folk fra middelklassen.

Protester i Iran 2017Protesterne i Iran er mere frygtløse end i 2009 (dog mindre) men mangler organisation / Image: fair usPå nuværende tidspunkt er det svært at forudsige præcist, hvordan fremtiden for oprøret ser ud. Dets store svaghed er manglen på organisering. Uden en klar handlingsplan og en klar forståelse for strategi og taktik bortødsler bevægelsen måske sin energi i en række ukoordinerede aktioner, som let kan degenerere til rene optøjer. Det er, hvad regimet nervøst venter på. Endnu engang kommer vi tilbage til det centrale spørgsmål, nemlig det om revolutionær ledelse.

I 1938 skrev Leon Trotskij, at menneskehedens krise kunne reduceres til en krise i proletariatets ledelse. Der har været mange revolutionære bevægelser i den sidste tid: I Egypten, Tyrkiet, Iran, Grækenland. Men i alle tilfældene blev massernes bestræbelser forpurret af manglen på den subjektive faktor: Et revolutionært parti eller ledelse. Hvis der i Egypten havde eksisteret bare et lille revolutionært parti, da Mubarak blev væltet, ville situationen have set anderledes ud.

Det er værd at huske på, at i februar 1917 havde bolsjevikkerne kun 8.000 medlemmer i et enormt land med 150 millioner indbyggere, hvor det overvejende flertal var bønder. Ikke desto mindre var de på bare ni måneder blevet et stærkt parti i stand til at lede arbejderne og bønderne til at tage magten.

trotskiogleninI februar 1917 havde Bolshevikkerne kun 8.000 medlemmer, men i løbet af ni måneder blev de et mægtigt parti i stand til at lede arbejderne og bønderne til at tage magten / Image: public domainSom vi nu er trådt ind i det nye år, kan vi være sikre på, at nye revolutionære muligheder vil åbne sig i det ene land efter det andet. Iran viser, at skarpe og pludselige skift er indbygget i situationen. Vi må være forberedte på at gribe enhver mulighed for at sprede de marxistiske ideer, opbygge vores kræfter, forbinde os med masserne, startende med de forreste lag, og bygge marxismens styrker over alt.

Og til kujonerne, de frafaldne og skeptikerne, som afviser dette revolutionære perspektiv, kan vi kun trække på skuldrene og gentage Galileo Galileis trodsige ord: Eppur si muove [Og alligevel bevæger det sig].

Denne artikel blev oprindeligt bragt på In Defense of Marxism d. 5 Januar 2018. Alan Woods er redaktor og har skrevet flere bøger om marxisme.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 36, februar 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.