CorbynSiden Corbyn i 2015 kom på stemmesedlen i formandsvalget i Labour, har han været en fortsat større torn i øjet på det britiske borgerskab. Vi talte med Josh Holroyd fra den britiske sektion af IMT om Corbyns lynhurtige tur fra Labour-outsider til Labour-leder.

”Valget af Jeremy Corbyn repræsenterer et fundamentalt skift i situationen. Det er ikke første gang, at en fra venstrefløjen har stillet op som formand for Labour; i 2010 stillede to fra venstrefløjen op, og de fik ikke et nært så godt resultat. Det vi har set er, at al den frustration og vrede, der har ophobet sig i det britiske samfund siden 2010, hvor de konservative har siddet på regeringsmagten og gennemført hård nedskæringspolitik – og reelt over endnu længere tid – er blevet koncentreret omkring Corbyn”.

Til formandsvalget i Labour i 2015 var Corbyn en ”dark horse”-kandidat. Altså en mere eller mindre ukendt kandidat, som man ikke troede, havde en reel chance for at vinde. Det var kun med nød og næppe, at Corbyn overhovedet kunne stille op. For at stille op skal man nomineres af mindst 35 af Labours parlamentarikere; Corbyn, sneg sig lige over grænsen med 36 nomineringer. Mange af disse nomineringer kom fra parlamentarikere fra Labours højrefløj, de såkaldte ”Blairites”, som ikke støttede Corbyn, men som ville have en ”god debat”, og forventede, at han ville tabe stort.

Men højrefløjsparlamentarikerne havde fejlvurderet situationen, og Corbyn vandt en jordskredssejr med næsten 60% af stemmerne.

Josh HolroydJosh Holroyd er med i den britiske sektion af IMT, Socialist Appeal”Partiet ændrede reglerne, så man kunne melde sig ind som sympatisør, altså ikke et fuldt medlem af partiet, og for bare £3 (ca. 25 kr.) kunne man få lov til at stemme i formandsvalget. Grunden til, at de gjorde det – husk at ledelsen er meget højreorienteret – var, at de troede, at den britiske offentlighed var mere højreorienteret end Jeremy Corbyn. De tænkte derfor, at hvis de åbnede partiet op for sympatisører, ville mere højreorienterede folk komme ind, og stemme på de højreorienterede kandidater. I stedet skete det modsatte. Flertallet af partimedlemmer stemte på ham, og der var også mange unge mennesker, som aldrig før havde været interesseret i Labour, som strømmede ind i partiet, og forandrede det.”

Så snart Corbyn blev leder af Labour, forsøgte Labour-bureaukratiet og de højreorienterede Labour-parlamentarikere at slippe af med ham. De borgerlige medier skrev, at han aldrig ville kunne vinde et valg, og tidligere premierminister Tony Blair beskrev Corbyn, som kandidaten der ville føre til de Konservatives sejr.

Blairisterne i Labour troede ikke, at Corbyn havde nogen chance for at vinde det næste valg og havde travlt med at slippe af med ham. De var bekymrede, fordi der bag Corbyn stod hundredtusindvis af folk – mest unge – som ville ændre samfundet, og hvis Corbyns støtter blev involverede i politik, ville det være en trussel mod blairisternes egen politiske karriere.

De skyede ingen midler og anklagede bl.a. Corbyn for sexisme og antisemitisme. Begge anklager var grundløse. Under Brexit-valgkampen stod Labour for at blive i EU. Corbyn, som historisk har været EU-skeptiker stod i spidsen for Labours valgkamp under parolen ”Remain and Reform” – bliv i EU og reformer det. Da ”Leave”-siden vandt afstemningen, gav Labours højrefløj Jeremy Corbyn skylden, og startede det, som på venstrefløjen blev kaldt ”the chicken coup” – kyllingekuppet.

Labours højrefløj sidder stadig på partiapparatet ikke mindst parlamentsgruppen. Labours parlamentsmedlemmer stemte for et mistillidsvotum med 172 stemmer mod 40, hvilket førte til endnu et formandsvalg. I forsøget på at vinde ændrede Labour-bureaukratiet reglerne for medlemskab igen, og fratog alle nye medlemmer fra samme år deres stemmeret, medmindre de betalte £25 (ca. 200 kr.) mere, end de allerede havde betalt. Samtidig blev der kørt en massiv eksklusionskampagne i lokalafdelingerne, hvor kendte Corbyn støtter, og medlemmer af Momentum-kampagnen, der støtter Corbyn, blev smidt ud af partiet. Alligevel vandt Corbyn igen, denne gang med et endnu større mandat.

Josh Holroyd beskrev forløbet sådan: ”Blairisternes opførsel kan opsummeres som forsøg på at sabotere [Corbyn] ved hver eneste lejlighed, og bruge denne sabotage og demoralisering til at vælte Corbyn i et kup.”

”På dette punkt har jeg dog også en venlig kritik til Corbyn. Jeg synes, at det ville have været et glimrende tidspunkt, at forsøge at indføre ændringer i partireglerne, især at indføre obligatorisk genvalg af parlamentarikere, og på den måde demokratisere partiet. Han havde mandatet til det, men han gjorde ikke rigtigt noget, han kørte på frihjul.”

Hvad Josh henviser til er, at når først et parlamentsmedlem er valgt som partiets kandidat, så kan de ikke udskiftes. Partiets medlemmer har derfor ingen demokratisk kontrol med hvem, der er dets kandidater, når først de er opstillet. Det er en af måderne højrefløjen stadig sidder sikkert på kontrollen over partiet.

I april udskrev den Konservative premierminister Theresa May parlamentsvalg med kun to måneders varsel. På daværende tidspunkt var de Konservative langt foran i meningsmålingerne. Theresa May sagde selv, at valget var blevet udskrevet for at sikre et bedre mandat til de Konservative til Brexit-forhandlinger. Med andre ord blev valget udskrevet, fordi de Konservative regnede med, at de ville vinde stort.

”Da valget blev udskrevet, tænkte jeg til at starte med, at Corbyn ikke ville klare sig så dårligt, som folk forventede. Men jeg forventede ikke, at han ville klare det så godt, som han gjorde - det vil jeg med glæde indrømme. Jeg troede, at Theresa May ville vinde et større flertal på op til 40-50 pladser. Heldigvis viste det sig, at jeg tog fejl.”

Tidligt i valgkampen blev et udkast til Labours politiske manifest lækket til pressen. Manifestet indeholdt et af de mest venstreorienterede programmer i Labours historie. Blandt andet ville Labour ophæve brugerbetalingen på universiteterne der de sidste år er steget til op mod 90.000 kr. om året. De ville nationalisere jernbanerne – der er blevet fuldstændig smadret gennem privatiseringer – og postvæsnet og sætte selskabsskatterne op. Hvis intentionen med lækket var at sabotere Corbyn, gav det enormt bagslag. Reaktionen fra vælgerne var stor opbakning, og Labour begyndte at indhente de Konservative i meningsmålingerne.

Efter næsten 10 år med nedskæringspolitik i Storbritannien, var der enorm støtte til en alternativ politisk linje. Corbyns politik repræsenterede et fundamentalt brud med den hidtidige politiske linje, som både de Konservative og Labour havde ført, og Corbyn fremstod selv som en afvisning af den velsoignerede, glatte politiker med fokusgruppetestede tandpastasmil.

De Konservative vandt en af moderne tids mest opsigtsvækkende pyrrhussejre. Fra at have en absolut majoritet i Underhuset med 330 pladser ud af 650, gik de 13 pladser ned til 317, og kunne ikke længere selv danne regering. I stedet måtte de gå i alliance med det højrepopulistiske DUP – Democratic Unionist Party – som blandt andet vil afskaffe ægteskaber for homoseksuelle og retten til abort.

Theresa Mays ønske om et stærkere mandat blev ikke opfyldt. Til gengæld står Corbyn stærkere end nogensinde. Anklagerne fra medierne og Labours højrefløj om, at han ikke kan vinde valg, er blevet endegyldigt tilbagevist, og det er ikke umuligt, at vi i 2022 får en Labour-regering i UK, enten en majoritetsregering, eller en minoritetsregering med støtte fra SNP – Scottish National Party.

Josh Holroyd er forsigtigt optimistisk i forhold til Corbyn og Labours fremtid: ”Jeg tror, at den polarisering og vrede, som vi allerede ser nu, vil være endnu større ved næste valg. Det er efter min mening meget sandsynligt, at der vil komme en Labour-regering. Den vil blive angrebet og saboteret fra alle sider af den herskende klasse og deres repræsentanter i Labour, hvilket kun vil forværre den politiske krise. Det er en situation, hvor revolutionære bevidst må intervenere. Det er fuldstændigt afgørende, at vi opbygger marxismens kræfter, så vi kan spille en aktiv og afgørende rolle i begivenhederne.”

Økonomisk er Storbritannien i store problemer og med Brexit i horisonten står Storbritannien svagere end mange andre lande over for kapitalismens fortsatte krise. Den nuværende regering er ekstremt svag og der er store muligheder for at Corbyn kan komme til magten ved næste valg. Det kan være den mest venstreorienterede Labour-regering i nyere tid og vil skabe en bølge af entusiasme. Det er dog på sin plads med en advarsel: Erfaringerne fra Grækenland og Tsipras’ regering viser, at det er nødvendigt at være forberedt på modstand fra den herskende klasse mod et program for reformer. Et sådant program må være en del af et program for socialisme og for mobilisering af arbejdere og unge.

Bevægelsen og entusiasmen omkring Corbyn er udtryk for at fundamentalt skift i den politiske situation, hvor hundredtusindvis af unge leder efter et alternativ til kapitalismens krise. Der åbner sig ekstremt interessante perspektiver for klassekampen og for marxisterne i Storbritannien.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information