Kobane står for fald. Enhedslisten herhjemme har bl.a. gennemført en indsamling til våben til de trængte kurdere. Det støtter vi op om! Islamisk Stat skal nedkæmpes, ikke ved at give illusioner til imperialistisk intervention (som Enhedslistens fejlagtige støtte til udsendelse af Hercules-flyet, som på ingen måde har bragt våben til de venstreorienterede kurdere), men ved international solidaritet mellem det kurdiske folk og den danske og internationale arbejderklasse.

Islamisk Stats styrker omringer den belejrede by Kobane på den tyrkisk-syriske grænse. Tusinder af skrækslagne kurdere er flygtet til Tyrkiet i et desperat forsøg på at bringe forsyninger og forstærkninger, men er blokeret af den tyrkiske hær, der forhindrer forstærkninger, våben og forsyninger i at krydse grænsen. Mens resten af verden ser til, trues folket i Kobane af ubeskriveligt blodbad.

ankara-kobane-protestProtesterende kurdere demonstrerer, besætter og laver aktioner over hele Europa. I Tyrkiet selv har vrede protester ført til blodige sammenstød med politiet, der har efterladt mindst 12 døde. I Diyarbakir blev to mænd dræbt, da islamiske grupper åbnede ild mod demonstranterne, mens en demonstrant i Istanbul blev dræbt af en tåregasgranat affyret af politiet. Ind til nu er tyve mennesker blevet slået ihjel. Kurderne kræver, at den amerikansk ledede koalition optrapper luftangrebene mod Islamisk Stats positioner og at det tyrkiske militær åbner grænsen for at tillade forstærkninger, forsyninger og ammunition at komme igennem til Kobane og deres kammerater i Syrien. Men det er et forgæves håb.

diyarbakir-kobane-protestProtest i DiyarbakirTyrkiske tropper har svaret ved brutalt at lukke grænsen og fyre tåregas og gummikugler mod både tyrkiske kurdere, der forsøger at krydse ind i Syrien og syriske flygtninge, der flygter i retning af Tyrkiet. Det kan ikke overraske dem, der forstår den tyrkiske regerings motivation. Tyrkiets hemmelige samarbejde med Islamisk Stat er et etableret faktum. Erdogan er meget glad for at se YPG (folkets beskyttelsesenhed) blive knust af Islamisk Stat og hvis Kobanes befolkning massakreres i processen er det bare ærgerligt. Det vil være en lektion for alle kurdere, der nægter at acceptere Tyrkiet som deres herre.

Den tyrkiske regering, de tidligere mestre i ottomansk hykleri, protesterede, at de med glæde ville åbne grænsen, hvis de syriske kurdere var fornuftige og accepterede Ankaras betingelser: opgiv jeres selvstyrende kantoner, gå med i den frie Syriske hær og tillad Tyrkiet at etablere en ”bufferzone” i det nordlige Syrien (Vest Kurdistan). Den frække kynisme i disse krav afslører Tyrkiets virkelige intentioner. Erdogan ønsker at knuse kurdisk autonomi i det vestlige Kurdistan, som blev gjort mulig af tilbagetrækningen af Assads hær fra norden i juli 2012.

kobaniAt appellere til Tyrkiet om at intervenere for at redde de syriske kurdere er som at appellere til en ræv om at gå ind i hønsehuset for at redde kyllingerne. Erdogan vil ikke hjælpe YPG militserne i Kobane, fordi de er venstreorienterede og er forbundet med PKK i Tyrkiet. Han har gjort det klart, at han foretrækker at se en udvidet Islamisk Stat frem for et konsolideret Kurdistan. Den tyrkiske præsident har udtalt, at han anser Islamisk Stat og PKK som basalt set det samme. Derfor er det tyrkiske parlaments tvetydige beslutning om at give den tyrkiske hær tilladelse til at angribe ”terrorister” i Syrien rettet ikke så meget mod Islamisk Stat som mod de syriske kurdere!

I stedet for at appellere til Tyrkiet og dets imperialistiske støtter om at hjælpe kurderne, bør vi kræve, at kurderne får de nødvendige midler til at hjælpe sig selv. For i sidste ende er de eneste, der er interesseret i kampen for den kurdiske sag, kurderne selv.

Det kontrarevolutionære Islamisk Stats bander er ikke bare kurdernes fjende. De er arbejderklassen og alle progressive elementers fjende. Under reaktionens sorte flag er de fast besluttede på at udrydde alle spor af demokrati, uddannelse og kultur. Den internationale arbejderklasse har en pligt til at komme de styrker, der bekæmper disse kontrarevolutionære monstre, til hjælp.

Men det betyder ikke, at vi må støtte imperialisterne og NATOs handlinger. Imperialisternes indstilling driver af hykleri. De er selv ansvarlige for at bevæbne, opmuntre og finansiere de reaktionære jihadistiske bander i deres forsøg på at vælte Assad regimet. Den frastødende manøvre har givet bagslag – en fuldstændig forudsigelig udvikling. Som troldmandens lærling har imperialisterne fremtryllet skræmmende kræfter, de ikke kan kontrollere. Nu står de overfor et dilemma.

En gal hund kan bide den hånd, der fodrer den, og det ville ikke være første gang. Lad os huske på at Al-Qaeda og Bin laden var bevæbnet, støttet og finansieret af CIA i deres kamp imod ”kommunismen” i Afghanistan. Så længe de dræbte russere, blev de set som ”frihedskæmpere”, men da de begyndte at dræbe amerikanere, blev de terrorister. Nu må folkene i Washington finde en vej til at besejre Islamisk Stat, men de ved ikke hvordan. Det amerikanske og britiske folk er trætte af udenlandske militære eventyr og politikerne må konstant se sig over skulderen for at undersøge den offentlige menings tilstand.

rojava1De har alle insisteret på, at “der ikke vil komme tropper på landjorden” (med hvilket de mener amerikanske eller britiske tropper). Det vil alt sammen blive ordnet med ”kirurgiske luftangreb”, der, siger de, ikke vil dræbe uskyldige civile. Men alle ved, at luftangreb alene ikke kan vinde hverken denne eller nogen andre krige. Det er præcis tropper på landjorden, der er nødvendige. Det eneste spørgsmål er: hvis tropper? YPG og PKK kæmperne har vist, at de er disciplinerede, modige kæmpere imod Islamisk Stat. Men der er en hage. De er venstreorienterede og har stærke bånd til PKK i Tyrkiet, som Ankara (og Washington og EU) ser som en ”terrororganisation”.

Men mens amerikanerne og europæerne ikke ville være imod at bruge YPG/PKK som brikker i deres kamp mod Islamisk Stat, er de ikke villige til at fornærme Tyrkiet, et medlem af NATO, for et par tusinde kurdere i Kobanes skyld. Imens opretholder Erdogan venlige relationer med Islamisk Stat, der fortsætter med at modtage generøse forsyninger af våben og penge fra Saudi Arabien og andre rige Golfstater, selvom de i teorien er en del af den amerikansk ledede koalition der skal bekæmpe Islamisk Stat.

Det er tydeligt for selv den mest blinde af de blinde, at den tyrkiske regering saboterer ethvert forsøg på at hjælpe befolkningen i Kobane, mens det såkaldt “internationale samfund” ser den anden vej, og ignorerer Tyrkiet, Saudi Arabien og andre “allieredes” rolle i at støtte Islamisk Stat. Den virkelige betydning af den angivelige tyrkiske aftale om at bekæmpe terrorisme i Syrien er at gøde grunden for en tyrkisk overtagelse af syrisk territorium i knusningen af YPG.

PKK lederne lod sig narre af den såkaldte tyrkisk-kurdiske fredsproces, der ikke var andet end en farce helt fra begyndelsen. Til gengæld for tomme løfter i 2013 erklærede PKK lederne en ensidig våbenhvile og trak de fleste af deres kæmpere tilbage fra Tyrkiet. Men PKKs leder Abdullah Öcalan forbliver i tyrkisk fængsel og intet er opnået udover et par få kosmetiske reformer, der ikke ændrer noget fundamentalt.

Det var ekstremt naivt af Öcalan og PKK lederne at forestille sig, at man kunne stole på, at Erdogan ville handle i god tro. Denne kyniske borgerlige politiker har udviklet fortræffelige forbindelser med de kurdiske ledere i Irak for at bemægtige sig olien og i realiteten gøre den kurdiske enklave i det nordlige Irak til en marionetstat for Tyrkiet. Men hans indstilling til kurderne i Tyrkiet og Syrien forbliver uforsonlig.

Nu er Erdogans smilende maske faldet og har afsløret den tyrkiske despotismes grusomme ansigt. Fredsforhandlingernes sammenbrud vil uundgåeligt betyde en genoptagelse af fjendtlighederne fra PKK. Öcalan har advaret om, at fredsprocessen vil afhænge af udfaldet i Kobane. Han har bedt Tyrkiet om at visse engagement i at forhindre byens fald. Men det er fjollet at forestille sig, at Erdogan vil imødekomme ham.

Tværtimod ønsker de tyrkiske ledere inderligt Kobanes fald og sejren til deres de facto allierede i Islamisk Stat. Massakren på civile og det deraf følgende kor af hyklerisk harme fra de vestlige hovedsæder vil give ham den perfekte undskyldning for at gøre, hvad han hele tiden har haft intention om: at sende den tyrkiske hær ind og overtage Kobane og det omkringliggende område og opsætte en såkaldt bufferzone under tyrkisk kontrol. Det ville svare til en tyrkisk invasion af syrisk territorium.

De hærdede hyklere i Washington, London, Paris og Berlin vil ikke beklage sig for meget over dette. De siger allerede, at ideen om en ”bufferzone” er ”værd at overveje”. Selvfølgelig vil det være et klart brud på Syriens nationale suverænitet. Men sådanne mindre spørgsmål forhindrede dem ikke i at invadere Irak eller Afghanistan, så det vil heller ikke genere dem nu. Ved at kaste et ben til Tyrkiet vil de have fået, hvad de ønsker: ”tyrkiske tropper på landjorden” i Syrien. Men disse tropper er ikke ment til at befri syrerne eller kurderne, men at nedtrampe alle spor af kurdisk autonomi. De vil blive placeret på nakken af det syriske folk, der vil finde sig selv fanget under et nyt tyrannis nåde.

Den aggressive politik fra Erdogan og hans klike i Syrien vil være årsagen til nye katastrofer, ikke bare for Syrien, men også for det tyrkiske folk. De voldelige demonstrationer i Tyrkiet er en advarsel om fremtiden. Som direkte resultat af Erdogans imperialistiske ambitioner og hans indblanding i Syrien, kan den blodige borgerkrig nemt brede sig ind i Tyrkiet. ”Fredsprocessens” sammenbrud og eksplosionen af kurdisk vrede over massakren på deres kurdiske brødre og søstre i Syrien vil finde udtryk i nye og blodige eksplosioner.

I skrivende stund balancerer Kobanes skæbne på en knivsæg. I ellevte time, da Islamisk Stats styrker allerede var gået ind i byen og under pres fra den offentlige verdensopinion, der ikke kunne forstå, hvorfor intet blev gjort for at hjælpe kurderne, har NATO gennemført et par få ineffektive luftangreb. Det har ikke stoppet Islamisk Stats fremrykning og har i realiteten kun en rent kosmetisk karakter. Den britiske udenrigsminister annoncerede, hvad der allerede var klart for alle, at ”luftangreb alene kan ikke forhindre Kobanes fald”. Kun intervention fra landtropper, siger de, kan besejre Islamisk Stat.

Spørgsmålet er: hvor skal disse landtropper komme fra? Tyrkiske kampvogne er stillet op langs grænsen, men bevæger sig ikke imod Islamisk Stats styrker, som de har lovet at bekæmpe. Men den tyrkiske regering har længe hjulpet Islamisk Stat med at udføre sit beskidte arbejde i Syrien. Ikke bare hjælper de Islamisk Stat gennem deres bevidste inaktivitet. De forhindrer aktivt afsendelsen af våben og forsyninger til de trængte forsvarere af Kobane, mens de tillader pro Islamisk Stat-jihadister frit at krydse ind i Syrien.

Som glubske gribbe, der venter på, at byttet dør, venter de tyrkiske ledere på, at byen falder, før de foretager deres træk. Med den tyrkiske regerings kyniske medvirken og NATOs bevidste inaktivitet, er reaktionens sorte flag allerede blevet hejst i byen. Hvis Islamisk Stats styrker formår at knuse de kurdiske kæmperes modige modstand, vil de udløse blodig hævn over befolkningen og ansvaret for dette må placeres sikkert på skuldrene af forbryderne i Ankara og deres støtter i det såkaldt ”internationale samfund”.

YPG kæmperne har kæmpet tappert, men de er ved at løbe tør for ammunition, mens Islamisk Stat har langt mere overlegne amerikansk-fabrikerede våben, inklusiv kampvogne og artilleri, erobret fra den irakiske hær. Imens er den tyrkiske regering og den amerikansk ledede koalition tilfredse med at stå på sidelinjen og tillade slagterne fra Islamisk Stat at udløse et blodbad i byen.

USAs udenrigsminister John Kerry har faktisk klart sagt, at det ikke er et strategisk mål for USA at forhindre, at Kobane falder til Islamisk Stat. Kerry fortalte journalister på en pressekonference sammen med den britiske udenrigsminister Philip Hammond:

“Hvor forfærdeligt det end er at se live, hvad der sker i Kobane… må man tage et skridt tilbage og forstå det strategiske mål.

Til trods for krisen i Kobane har de oprindelige mål for vores bestræbelser været kommandostrukturer og kontrolcentrene, infrastrukturen… vi forsøger at berøve dem (Islamisk Stat) deres overordnede evne til at gennemføre dette, ikke bare i Kobane, men over hele Syrien og ind i Irak.”

Over for den overhængende katastrofe må det kurdiske folk drage de nødvendige konklusioner. Det er frugtesløst at håbe, at den kurdiske nationale sag vil modtage nogen som helst hjælp fra imperialisterne, der altid har brugt kurderne til deres egne kyniske formål, og efter at have brugt dem, har kastet dem væk som beskidte klude. De bør ikke tiltros nogen tillid overhovedet.

Endnu mindre tillid må der tiltros på de såkaldte forhandlinger med den kriminelle tyrkiske herskende klike, der er specialiseret i mord, tortur og undertrykkelse af arbejderklassen og kurderne. Det kurdiske folk kan kun stole på sig selv i kampen for deres retfærdige krav. Og de eneste virkelige venner, de har i denne kamp, er de undertrykte masser af tyrkiske arbejdere og den internationale arbejderklasse.

Forudsætningen for opfyldelsen af kurdernes retfærdige nationale og demokratiske krav er dannelsen af en enhedsfront i kampen, sammen med den tyrkiske arbejderklasse, imod den fælles fjende. Det er ikke bare kurderne, der udnyttes og undertrykkes af Erdogan og hans bande. Massedemonstrationerne, der rystede regimet sidste sommer og som løbende er blevet gentaget siden, viser, at arbejderklassen stræber efter at vælte den korrupte og grådige herskende klike. I sidste ende er løsningen på det nationale spørgsmål i Tyrkiet direkte forbundet med perspektivet om omstyrtelsen af kapitalismen selv.

Den internationale arbejderbevægelse må stå sammen i forsvaret af de syriske kurdere, der står overfor en folkemordsmassakre. Der må afholdes demonstrationer til støtte for kurderne. På samme tid må al støtte både direkte og indirekte til den amerikansk ledede koalition afvises. Imperialisterne er ansvarlige for skabelsen af Islamisk Stat og andre jihadistiske monstre. De kan ikke blive tiltroet at føre en seriøs kamp imod dem og de vil aldrig handle for at forsvare hverken kurderne, det syriske folk, palæstinenserne eller nogen andre af Mellemøstens folks interesser.

Vi må systematisk afsløre den tyrkiske herskende klikes kriminelle og aggressive politik, der gennemfører en tvetydig politik med at bakke op om NATO imperialisterne og på samme tid konspirere med Islamisk Stat om at vinde sine egne selviske mål i Syrien. Der må lægges maksimalt pres på den tyrkiske regering for at åbne grænserne og tillade våben og forsyninger at nå den trængte by. Men vi må gå imod ethvert forslag om at opsætte en ”bufferzone”, der ikke er andet end et figenblad for at dække over en tyrkisk invasion af Syrien.

  • Verdens arbejdere, rejs jeres stemmer imod massakren på kurderne!
  • Bekæmp Tyrkiet og dets NATO-støtters kriminelle handlinger!
  • Arbejderbevægelsen må rejse penge til at støtte den kurdiske modstand i Syrien!
  • Bevæbn de kurdiske kæmpere i Rojava [de kurdiske områder i Syrien] så de kan bekæmpe den jihadiske kontrarevolution, tyrkisk aggression og imperialisme!
  • Fjern PKK fra terrorlisten i EU og USA!
  • For en retfærdig og demokratisk løsning på det kurdiske nationale problem!
  • Hands off Syrien og Irak!
  • Ned med imperialismen!
  • Arbejdere i alle lande foren jer!

London, 9. Oktober 2014

 

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.