ukraine1Billeder: Sashsa Maksymenko og streetwrks.com

De dramatiske begivenheder i Ukraine har ført til Janukovitjs fald. Men dette er i virkeligheden ikke enden på dramaet, men kun den mulige ende på dets anden akt. I sandhedens øjeblik var ingen parate til at sætte deres liv på spil for at forsvare et regime, der var fuldstændig rådnet op indefra til et punkt, hvor et energisk skub var nok til at få det til at falde til jorden. Magten faldt i oppositionens hænder, som et overmodent æble falder fra et træ. Spørgsmålet er: hvad vil de bruge den til?

Midt i vilde jubelscener stemte Ukraines parlament lørdag for at afsætte præsident Janukovitj og afholde præsidentvalg d. 25. maj. Men det ukrainske folk har set al dette før. Det er som genafspilningen af en dårlig film, man allerede har set og som ingen har et ønske om at se igen. Nu, som i 2004-05, er et korrupt regime blevet væltet. Nu som dengang taler folk begejstret om en ny begyndelse for Ukraine, om frihed, retfærdighed og demokrati. "Vi vandt!" Disse ord er på alles læber. Men hvem præcis har vundet? Det er spørgsmålet nu – præcis som det var dengang.

De sidste tyve år i Ukraine viser, at Sovjetunionens opløsning og etableringen af "national uafhængighed" på kapitalistisk grundlag intet har løst for det ukrainske folk. Tværtimod, to årtier efter etableringen af formel selvstændighed, er et potentielt rigt og velstående land blevet kastet ned i en afgrund af lidelse og økonomisk kollaps.

Bag den demagogiske løgn om "uafhængighed" ligger det kriminelle, degenererede og reaktionære oligarkis styre, et korrupt og undertrykkende mafia-regime, der er endnu værre, end det der sidder på den russiske arbejderklasses ryg. At falde i unåde er endnu mere bittert for ukrainerne, der har bevaret minderne om en ældgammel og engang glorværdig fortid.

Ukrainsk historie

Ukraines historiske skæbne er blevet formet af geografien. Med et område på 603.628 kvadratkilometer er det det største europæiske land. Alligevel er det fanget mellem øst og vest. Med den magtfulde russiske føderation mod øst og nordøst, Hviderusland mod nordvest, Polen, Slovakiet og Ungarn mod vest, Rumænien og Moldova til sydvest og Sortehavet og det Azovske hav til henholdsvis syd og sydøst. Selve navnet Ukraine betegner et grænseland.

Det ukrainske sprog er en del af den østslaviske lingvistiske familie, der også inkluderer hviderussisk og russisk. Den ukrainske nationale bevidsthed er blevet rundet af en bevidsthed om en lang og rig historie. I middelalderen var Kiev et stort handels- og kulturelt centrum, mens Moskva var en ubetydelig landsby. Det var faktisk det anerkendte centrum for østslavisk kultur og den historiske hovedstad for de gamle Russere. Kiev var centrum for et blomstrende kulturelt liv, smuk kunst, fin litteratur, poesi og musik. Men denne lovende begyndelse blev fejet til side af den mongolske invasion og kom sig aldrig helt.

Den østslaviske verdens tyngdepunkt flyttede sig til Muscovy. En kosakrepublik der blomstrede i et århundrede i den tidlige moderne periode, men Ukraine forblev splittet mellem Rusland og Polen. Det blev en slags bufferstat afhængig af sin storebroder i nord, der så på det med foragt som "lille Rusland". Det nittende århundrede blev vidne til begyndelsen på en ukrainsk kulturel genopblomstring med forfattere som Taras Shevchenko og Panteleimon Kulish. I 1918 blev Ukraine udråbt som selvstændigt, i kølvandet på Oktoberrevolutionen, men i praksis var det kun et dække for den tyske militærstøvles styre. Det har altid været tilfældet med Ukraine, hvor "selvstændighed" altid har vist sig at ende ud i blot at være et figenblad for udenlandsk dominans i en eller anden form. Det faktum er ikke væsentlig ændret i vores tid.

Efter en kort borgerkrig, hvor den røde hær besejrede de hvide og deres ukrainske nationalistiske allierede, blev Ukraine inkorporeret i Sovjetunionen som en autonom Sovjetrepublik. Lenin insisterede altid på behovet for at behandle alle nationaliteter med respekt og advarede mod at krænke deres nationale følelser. Men Stalin og det storrussiske bureaukrati trådte ukrainerne og andre nationaliteter under fode.

De ukrainske bønder oplevede en katastrofe som resultat af tvangskollektiviseringerne, hvor millioner omkom af sult, mens yderligere millioner blev sendt i eksil i Sibirien og andre fjerne regioner, hvorfra mange aldrig vendte tilbage. I 1930erne under Stalins blodige udrensninger blev det ukrainske kommunistparti decimeret, sammen med mange ledende ukrainske intellektuelle, der blev beskyldt for "borgerlig nationalisme".

Alle stalinismens forbrydelser ødelagde Lenins internationalistiske politik på det nationale spørgsmål, underminerede solidaritetsfølelsen mellem de sovjetiske folk og svækkede Sovjetunionen fatalt overfor Hitlers aggression. I anden verdenskrig led det ukrainske folk nye og endnu mere forfærdelige mareridt under den tyske besættelse.

Oligarkiets styre

I Sovjetunionen var ukrainerne under det central Moskvabureaukratis kontrol. Men som i alle andre republikker var der et nationalistisk ukrainsk bureaukrati, dannet i dets storebroder i Moskvas billede. Kollapset af det stalinistiske bureaukratiske system førte derfor hurtigt til en opsplitning af sovjetunionen i dets bestanddele.

Under dække af at kæmpe for "national selvstændighed" drog de grådige og korrupte bureaukrater fordel af det herskende kaos og forvirring til at udplyndre den nationaliserede økonomi og omdanne sig selv til private kapitalister.

Disse oligarker har nydt gavn af korruptionen og det politiske kaos i Ukraine de sidste to årtier. En lille håndfuld røverbaroner nyder obskøn rigdom fra den ejendom, de har stjålet fra folket gennem såkaldte privatiseringer. Omkring en håndfuld oligarker i Ukraine har koncentreret umådelig rigdom hos sig siden sovjetunionens kollaps.

Rinat Akhmetov har en anslået formue på 15,4 mia dollars og er nummer 47 på Forbes liste over milliardærer. Ukraines rigeste mand Akhmetov er den mest magtfulde af oligarkerne. Han ejer Shakhtar Donetsk fodboldklub og er den største spiller i mineindustrien i Donetsk i hjertet af det østlige Ukraine. I 2011 betalte han 136,4 mio. pund for en penthouse lejlighed på Hyde Park nr. 1 i London, den dyreste ejendom der nogensinde blev købt i England. Han er længe blevet anset for at være magten bag tronen og var instrumental i at sikre Janukovitjs opstigning til magten.

Viktor Pinchuk opbyggede også en kæmpe formue, mens hans svigerfar Leonid Kuchma var præsident. Janukovitjs søn Oleksandr, en tandlæge, har opbygget en kæmpe formuer over de sidste tre år, der ville kræve udtrækningen af et meget stort antal tænder. En ukendt 28-årig mand ved navn Sergej Kurchenko ser pludselig ud til at kontrollere aktiver for omkring 800 mio. dollars, men ingen ved hvorfra.

Disse og andre som dem er herskerne af Ukraine. De kontrollerer parlamentsmedlemmerne og de politiske partier, de ejer tv-stationer og har de politiske ledere i deres lommer. Sådanne mænd og deres familier lever i luksus, som på en planet langt fra deres landsmænd og kvinder. I den anden ekstrem lever millioner af ukrainere i ekstrem fattigdom, nogen på tiggeriets grænse, andre tvunget til at emigrere. Sådan er status efter to årtier med borgerlig "selvstændighed" i Ukraine.

Det er sådan tingene er i Ukraine nu til dags. Dem i toppen har deres snuder dybt begravet i fodertruget, mens andre på bunden synker dybere og dybere ned. Det har betydet en sydende utilfredsheds, vrede og frustration blandt brede lag af befolkningen. For ni år siden udtrykte folk deres utilfredshed i det, der blev kendt som Orangerevolutionen. [Se Marxists and the conflict in the Ukraine: Both sides are reactionary! Fight for workers' alternative, af Fred Weston, 24 November 2004].

I 2004-05 varede masseprotesterne i to måneder. Viktor Janukovitj var også præsident dengang. Han blev besejret af den pro-vestlige Viktor Jusjenko og hans daværende allierede Julia Timosjenko. Men det førte blot til en overførsel af magten fra en fraktion af oligarkiet til en anden. Intet har ændret sig bortset fra undertrykkernes ansigter.

På grundlag af massiv desillusionering tog Janukovitj hævn og blev valgt til præsident i 2010. Den uheldige Timosjenko endte bag tremmer, anklaget for "magtmisbrug" (misbrugte de ikke alle magten?). Igen, intet er forandret. Nu er ukrainerne tilbage på gaden. Endnu en regering er faldet. Og noget er forandret – men ikke nødvendigvis til det bedre.

Økonomisk kollaps

Den gnist, der antændte den seneste bølge af massedemonstrationer, var Janukovitj-regeringens beslutning om ikke at underskrive en vidtgående samarbejdsaftale med EU under pres fra Rusland. Men utilfredshedens rødder lå langt dybere.

I den seneste periode er den kroniske økonomiske krise i Ukraine gået ind i frit fald af skræmmende dimensioner. Den nationale valuta grynia er faldet til sit laveste officielle niveau overfor dollaren siden dens start for næsten 18 år siden. Efter et desperat forsøg fra den ukrainske centralbank på at holde valutaen stabil gennem en intervention på valutamarkederne var den til sidst tvunget til at devaluere valutaen og indføre kapitalkontrol inklusiv en grænse på private overførsler til udlandet og et forbud mod udenlandske valutakøb til oversøiske investeringer.

Dette forsøg på at holde gryniaen oppe ruinerede landets reserver. Ifølge officielle tal brugte centralbanken i januar alene 1,7 mia. dollars på at holde vekselkursen oppe, og efterlod en valutareserve på bare 17,8 mia. dollars. Det er mindre end, hvad Ukraine behøver til at dække to måneders import. Udenlandske investorer trækker sig ud.

Ukrainske embedsmænd skyder skylden for devalueringen på 10% på masseprotesterne siden november. Men gryniaens fald er den naturlige konsekvens af årevis med økonomisk nedgang, korruption, svindel og kaos, der udtrykkes i et gabende handels- og budgetunderskud, 18 måneders recession og en stigende udlandsgæld. Den ukrainske økonomi lider af en fatal kombination af alle de værste træk ved den gamle bureaukratiske stat og alle de værste træk ved en gangsterkapitalisme. Det ukrainske folk har bogstaveligt talt det værste fra alle verdener.

Et stort antal er blevet tvunget til at forlade Ukraine, især fra de mere landlige og vestlige dele af landet i søgen efter arbejde og penge til at forsørge deres familier. Ifølge Verdensbanken er Ukraine i top ti af modtagere af penge, der sendes hjem fra udlandet, med overførsler for 9,3 mia. dollars i 2013. De anslår at det totale antal ukrainere, der lever i udlandet, er tæt på fem millioner. I 2012 sendte de 7,5 mia. dollars hjem (4% af Ukraines BNP) gennem bankoverførsler.

Oligarkiet fortsætter med at udplyndre folket, især gennem sit greb om bankerne der tager ublu renter. "I Polen kan man få et lån for 7%, i Tyskland betaler man 3%," siger en businessmand fra Lviv Zenovij Berms. "I Ukraine vil det koste dig 25-30% at låne af banken." Mens oligarkerne kæmper om fordelingen af byttet, ruineres små virksomheder. Mellem 2010 og 2012 faldt antallet af virksomheder med 600.000 ifølge den ukrainske statslige statistiske komité.

Mange selvstændige og professionelle og ejere af små virksomheder gik med i protesterne på gaderne i hovedstaden og andre byer. De er i stigende grad desperate og trætte af den massive korruption og presset på deres virksomheder fra skatter, told og regeringsinspektører, der leder efter bestikkelse. Middelklassen, især i det traditionelt nationalistiske, ukrainsk-talende vest, kan nemt blive ofre for højreorienterede og nationalistiske demagoger.

EU og Ukraine

Som en druknende mand, der klynger sig til et halmstrå, så nogle folk i Ukraine samarbejdsaftalen med EU som en vej ud af krisen. Situationen i den ukrainske økonomi er så desperat, at mange har illusioner til, at tættere bånd til EU vil betyde, at de vil få levestandarder, som dem de har set i Tyskland. Det er naturligvis en håbløs illusion, som indbyggerne i Grækenland eller Spanien kan berette. Men i en håbløs situation lever man på illusioner, især fordi der ikke er noget andet at holde fast i.

EU's tilbud om en handelsaftale var populær i det vestlige Ukraine, fordi der også var et løfte om at lette betingelserne for immigration. At åbenlyse årsager har bevægelsen vundet massiv støtte blandt immigrantarbejderne, der arbejder i Tyskland og i den vestlige del af landet. Eftersom mange indbyggere fra det vestlige Ukraine arbejder i EU, var det et meget fristende tilbud. I virkeligheden var det en kynisk manøvre for at trække Ukraine væk fra Rusland og tættere på EU og USA's indflydelsessfære.

I starten så det ud til, at Janukovitj var parat til at acceptere tilbuddet. Men så skiftede han pludselig mening. Bosserne fra sværindustrien i den østlige del af Ukraine, som kun kan sælge deres produkter til Rusland, protesterede over, at prisen for europæisk integration var for høj. De mere succesfulde bosser fra stålindustrien, med eksportmarkeder i EU og Asien fastholdt deres tavshed. Dette repræsenterede en splittelse indenfor oligarkiet. Et telefonopkald fra Kremlin var højst sandsynligt nok til at få Janukovitj til at tvivle.

Det er ikke svært at forstå denne 180 graders vending. Ukraine har en kæmpe og voksende gæld. Spørgsmålet er altid: hvem betaler? Vestlige embedsmænd er modvillige over at blive fanget i en budkrig med russerne over hjælp til Ukraine. Frau Merkel har store ambitioner, men hendes ambitioner gennemsyres af nærighed. Efter at have klemt livet ud af det græske folk og vundet ry som den fremmeste fortaler for benhård sparepolitik, kunne hun næppe kaste en stor sum skattepenge efter Janukovitj.

EU's tilbud var ekstremt nærigt. Indtil nu rapporteres det, at den europæiske pakke er på mindre end 1 mia. dollars. Det var næsten en fornærmelse. Hr. Janukovtj er en mand af ære og er derfor kun parat til at sælge sig selv for en meget høj pris. Dette var simpelthen ikke nok. På den anden side svingede hans ven Vladimir både en meget saftig gulerod og en meget stor pisk: 15 milliarder, hvis du accepterer og en afbrydelse af gas- og olieforsyningerne, hvis du ikke accepterer. Det var i virkeligheden en oplagt sag for den trængte ukrainske præsident.

Regeringens afvisning af at underskrive samarbejdsaftalen mellem EU og Ukraine kom som et chok. Det blev gnisten, der antændte en bølge af protester, der rystede regimet i sin grundvold.

Hvilken slags protester?

Det er marxisternes pligt at analyse bevægelsens natur, at bestemme dens klassenatur, at afsløre hvilke interesser, der ligger bag parolerne og skille det, der er progressivt, fra det der er reaktionært. Ikke alle massebevægelser har en revolutionær eller progressiv karakter. Og selv når folk formår at vælte en tyrannisk og undertrykkende regime gennem revolutionære midler, er det ikke på nogen måde sikkert, at det der erstatter det, vil være bedre. Resultaterne af mænd og kvinders handlinger kan vise sig at blive meget anderledes end intentionen.

ukraine2I november 2013 gik demonstranterne på gaden for at forsøge at tvinge præsidenten til at omgøre sin beslutning. I starten må demonstrationerne – der var fredelige – være blev set på med sympati fra mange almindelige ukrainere. Det overvældende flertal af det ukrainske folk er vrede over den jammerlige tilstand, som det potentielt velstående land er blevet reduceret til af sine herskere. Had til de korrupte oligarker er ikke mindre i den østlige del af landet end i vest. Både de, der taler ukrainsk og russisk, forbander de rige parasitter, der dræner nationens rigdomme og ophober dem i udenlandske banker, mens de lever livet som playboys i dyre hjem i London.

En masse af mennesker gik på gaden i Kiev. Denne gang ventede de ikke på, at byens administration åbnede sine døre frivilligt. I stedet stormede de bygningen, smadrede et par vinduer og besatte stueetagen. I hvad der lignede panik over demonstrationer, greb Janukovitj til repression. Men det blev dårligt håndteret. Uropolitiet pløjede sig igennem med knipler og underlagde folk brutale bank. Mindst fem blev dræbt. Men langt fra at afskrække demonstranterne gjorde den brutale vold dem i stedet rasende.

Præsidenten vekslede mellem at forsøge med magt at rydde demonstranterne og tilbyde indrømmelser. Men indrømmelserne var for små til at tilfredsstille demonstranterne og repressionen for svag til at kue dem. Indenfor få uger fejede protestene over hele Ukraine og voksede hurtigt til et frontalangreb på Janukovitj med demonstranterne, der krævede præsidenten og gruppen omkring hams afgang. Opstanden fortsatte gennem december og januar, voksede og blev i stigende grad voldelige. Regeringsbygninger over hele landet blev besat.

Det kunne se ud til, at det virkelige antal på Uafhængighedspladsen svinger mellem 2000 og 20.000. Stødtropperne blev rekrutteret blandt Dynamo Kievs foldboldtilhængere. De fleste indbyggere i Kiev forsøgte simpelthen bare at opretholde deres daglige rutiner. Udenlandske observatører har bemærket, at kun et relativt lille antal aktivister er involveret i kampene og at det "normale liv" fortsætter i resten af hovedstaden. Men dette tal giver dog ikke et virkeligt billede af omfanget af den potentielle modstand. Dens primære reserver skal findes blandt indbyggerne i det vestlige Ukraine.

Den såkaldte Euromaiden bevægelse i Kiev havde opbakning fra middelklassen: ikke bare intellektuelle men det traditionelle småborgerskab. Dets primære sociale base er de ruinerede små og mellemstore forretningsmænd (som er meget talrige i Ukraine) og også lumpenproletariatet – de deklasserede lag, der lever på kanten af samfundet: tiggerne, tyvene og andre demoraliserede elementer, der altid er parate til at gøre oprør, plyndre og hærge. De er oprørets hær, der altid kommer frem i midten af enhver massebevægelse af en vis størrelse og tjener til at skubbe den over kanten. Men arbejderklassen forblev hovedsageligt passiv.

Trods adskillige sammenstød med politiet der efterlod flere sårede, var den generelle stemning blandt demonstranternes ret fredelig til at begynde med.
Nogle er lovlige partier på det politiske spektrums højrefløj, såsom partiet Udar (Slaget), ledet af Vitali Klitschko, en tidligere sværvægtsbokseverdensmester, der i årevis har levet i Tysklands. Dette centrumhøjre parti, der er repræsenteret i parlamentet (Radaen), blev startet i Berlin omkring ideen om europæisk integration. Klitschko selv er Merkels marionet og følger slavisk diktaterne fra hans chefer i Berlin.

Så er der Batykivshchina ("Fædreland" på ukrainsk). Det er Julia Timesjenkos parti, der sammen med Viktor Timoesjenko spillede en ledende rolle i "Orangerevolutionen" i 2004, men som var i fængsel indtil hende løsladelse den anden dag. EU krævede hende løsladt som en del af en aftale med Janukovitj, men det blev afvist. Hun blev erstattet som leder af Batykivshchina af Arsenij Jatsenjuk.

Vesten er åbenbart glade for Jatsenjuk. Han taler engelsk rimelig godt og er parat til at gentage alle de fraser, der behager vestlige ører. De notoriske telefonsamtaler med den amerikanske assisterende udenrigsminister Victoria Nuland og den amerikanske ambassadør i Ukraine Geoffrey Pyatt indikerer, at lederen af Batkivshchyna var den mand, som Washington holdt på, mens den mindre erfarne Klitschko ser ud til at være Merkels favorit...

Ingen af de moderate oppositionspartier ser ud til at nyde demonstranterne fulde tillid.

Fascisme i Ukraine

Det er den ukrainske oppositions respektable ansigter, dem der foretrækkes af Washington og Berlin. Men bag de lovlige højreorienterede partier ligger langt mere truende kræfter på lur. Det komisk navngivne Svoboda ("Frihed") parti ledet af Oleg Tyagnybok, er et ultrahøjreorienteret, neonazistisk parti, der forsøger at fremstå som en "moderat" variant af fascisme. I modsætning til de "ekstreme" fascistiske og åbent nazistiske elementer, der også er til stede i betydeligt antal. Blandt de sidste er "højresektoren" (UNA-UNSO) ledet af Dmitrij Jaros.

Tilstedeværelsen af nationalistiske ekstremister blandt demonstranterne var tydelig: den ekstreme højrefløj og nationalistiske partier og direkte fascister fremviste åbenlyst nazistiske tegn fra krigsårene. BBC News rapporterede: "På gaderne i Kiev instruerer unge fra det yderste højre i sorte elefanthuer frivillige i at modstå uropolitiet og organiserer sikkerhedsskiftehold på den barrikaderede Uafhængighedsplads". Nazistiske grupper er fremkommet som giftige paddehatte efter en tordenstorm: "Ukraines patrioter", "den Hvide hammer" og "Trefork", en bevægelse der følger den ukrainske krigstids fascist Stepan Banderas ideer.

De er ekstreme nazister, hvis had til Rusland når et punkt, hvor de som et nøgleelement i deres ideologi er fortalere for krig med Rusland. Da Hitler angreb Sovjetunionen i 1941, var et lille mindretal af ukrainerne parate til at samarbejde med nazisterne, især den ovenfor nævnte ukrainske nationalistiske bevægelse ledt af Stepan Bandera. Han forsøgte at vinde tysk støtte til sit uafhængige Ukraine. Den åbent fascistiske og racistiske program var meget tydelig og eksplicit. I underafdelingen "minoritetspolitik" af Banderas organisation, organisationen for ukrainske nationalister kan vi læse følgende:

"Moskalis (russere), polakker, jøder er fjendtlige overfor os og må udryddes i denne kamp, især dem der ville gå imod vores regime: deporter dem til deres egne lande, vigtigst: ødelæg deres intelligentsia, der måske besidder magtpositioner... Jøder må isoleres, fjernes fra regeringspositioner for at undgå sabotage, dem det anses for nødvendige, må kun arbejde under en opsynsmand... jødisk assimilering er ikke mulig."

Disse ord blev omsat til handling. I slutningen af 1942 udførte OUN-B en kampagne med etnisk udrensning af Volhynia og i starten af 1944 begyndte disse kampagner også at omfatte det østlige Galicien. Det anslås, at næsten 70.000 polakker, hovedsageligt kvinder og børn sammen med ubevæbnede mænd, blev slagtet i løbet af forårs- og sommerkampagnen i 1943 i Volhynia af OUN-Bandera, der bærer hovedansvaret for massakren.

Nazisterne brugte banderisterne til at erobre Ukraine men knuste dem senere. Naturligvis! For Hitler kunne der kun være en herrerace, og alle de slaviske folk (inklusiv ukrainerne) var for ham en underlegen race, der kun var egnet til at tjene deres ariske herrer. Nazisterne behandlede ukrainerne som slaver og deres land som en gigantisk brødkurv til at tilfredsstile Tysklands behov for landbrugsprodukter. Mareridtet endte endelig, da den røde hær befriede Ukraine fra fascistisk barbari.

I dag forsøger nogen at benægte den historiske sandhed og endda gøre den fascistiske kriminelle Bandera til en slag national helt. I 2010 tildelte den såkaldte demokrat og vestens darling Viktor Jusjenko posthumt Bandera titlen som Helt af Ukraine. Denne skammelig pris blev fordømt af russiske, polske og jødiske organisationer og blev officielt annulleret i januar 2011. Nu bæres Banderas portræt skamløst rundt på Uafhængighedspladsen, en sigende kommentar om naturen af i hvert fald en betydelig del af de aktivister, der stræber efter magten i Ukraine.

Disse "aktivisters" reaktionære natur blev understreget af ødelæggelsen af Lenin monumentet i Kiev og de brutale tæsk til venstrefløjs- og faglige aktivister. I begyndelsen indtog QSPA (Sammenslutningen af frie fagforeninger i Ukraine) en position med ukritisk støtte til Maiden protesterne. Her var der intet spor af venstreorienteret eller kommunist indhold overhovedet. Men da Miroshnichenko, et parlamentsmedlem fra det ekstremt højreorienterede parti "Svoboda" modtog en løbeseddel erklærede han øjeblikkeligt, at de var "venstrefløjsaktivister" og det blev annonceret fra talerstolen, at de skulle smides ud.

Fagforeningsaktivister blev angrebet og en af dem fik sit ansigt smadret. Denne kontrarevolutionære vold bliver aldrig vist på de vestlige tv-skærme, der udelukkende koncentrerer sig om volden (der også er unægtelig) fra statsstyrkerne.

Fascistiske partier og demagoger trives i en situation med socialt og økonomisk kaos, der har drevet store dele af småborgerskabet til vanvid. Disse desperate elementer, drevet af lige dele følelser af foragt overfor arbejderklassen og en altfortærende misundelse overfor de rige, er nogen gange i stand til handlinger af desperat mod, men har intet klart program eller perspektiv udover deres brændende had til autoriteter og et ønske om at rive det system fra hinanden, som de ser, som kilden til alle deres problemer. Nogen folk kan nemt manipuleres af fascistisk demagogi, der fortæller dem, at de i virkeligheden er en overlegen race, der kæmper for en nobel sag, der er den Ukrainske nations frelse fra jødiske oligarker, kommunister og russere.

Chauvinismens giftige dampe blandes med røgelsens berusende lugte og fanatiske præsters messen.
Hvad folket på gaden mindst af alt mistænker, er at bag dette tykke røgslør af pseudo-patriotisk demagogi, skjuler sig hånden hos præcis de privilegerede oligarker, hvem de angiveligt gør oprør mod, der stadig trækker i alle trådene. Og bag alle appeller om at genrejse Ukraines historiske storhed ligger en dødelig trussel om at ødelægge Ukraine som en samlet nation, at rive det fra hinanden og overgive de to blødende dele til tysk imperialisme på den ene side og den rovgriske klike i Kreml på den anden. Som altid vil de almindelige mennesker blive taberne.

EU og USA

Uagtet hvor meget EU ønsker at lokke Ukraine ind i sin interessesfære, har politikerne i Bruxelles og Berlin ingen interesse i at lade den voldelige opstand i landet ryge ud af kontrol og ende Gud ved hvor. Amerikanerne har råd til at være optimistiske, men den tyske kansler har nok problemer med at håndtere underskuddene i Grækenland og Spanien og er ikke entusiastiske omkring at betale regeringen i Kievs regninger. Hun ville heller ikke være særlig tilfreds ved udsigten til en strøm af flygtninge, der banker på hendes dør.

På den anden side har Tyskland et fremragende forhold til Rusland og dets præsident Vladimir Putin, der leverer store mængder af gas, der kan holde tyske hjem og fabrikker varme og veloplyste. Alarmeret over denne uventede udvikling, ringede Angela Merkel til Præsident Putin og bad ham om at desarmere krisen og presse på for en "konstruktiv dialog" mellem oppositionen og regeringen. Efter en telefonsamtale med Putin sagde hun, at "alle partier må acceptere deres ansvar for at stabilisere landet".

Den overdrevent fornuftige opførsel skabte tydeligvis en vis irritation i Washington, der forventede et mere robust svar på begivenhederne i Kiev. Det Hvide Hus pegede øjeblikkeligt på Moskva efter at lækkede optagelser fremkom, hvor deres top-diplomater diskuterede Ukraine. Konflikten og modsætningerne mellem imperialisterne har ofte en morsom side, som følgende episode illustrerer.

I et lydklip posted på youtube kan man høre den amerikanske assisterende udenrigsminister Victoria Nuland og den amerikanske ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt, i en telefonsamtale foreslå den perfekte opskrift på at løse problemerne i Ukraine (dvs. perfekt fra Washingtons synspunkt): Arseny Yatseniuk, en af lederne af oppositionen og tidligere udenrigsminister, skulle indgå i en ny regering i Kiev. Men Vitali Klitschko, en tidligere sværvægtsbokser, som er kendt som Merkels favorit, beskrives som uerfaren og nødt til "at lave sit politiske hjemmearbejde".

Nuland refererer til de to mænd som "Yats" og "Klitsch". De to stemmer begræder, hvordan EU af USA ses som "blødsødne" overfor Ukraine, hvilket det tydeligvis er. På et tidspunkt udbryder Nuland i frustration over EU og at det ikke går med amerikanerne i deres trussel om sanktioner mod Ukraines ledere, "Fuck EU". En talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium udtalte, at USA ikke havde nogen kommentarer vedrørende optagelsens ægthed, men sagde samtidig, at Nuland havde undskyldt til EUs repræsentanter for de rapporterede kommentarer.
Det er umuligt at finde hoved og hale i al dette. Hvis de pågældende stemmer ikke tilhørte de to amerikanske diplomater men to skuespillere eller andre tilfældige personer, hvorfor skulle så Nuland undskylde for noget? Men sådan er det borgerlige demokratis byzantinske raffinement.

For vores vedkommende er vi ikke den mindste i tvivl om, at den pågældende stemme tilhørte Nuland og at et så unladylike sprog med udsøgt klarhed udtrykker Washingtons virkelige indstilling til sine venner og allierede på den anden side af Atlanten.
Faktum er, at både Berlin og Washington ønsker at installere en marionetregering i Ukraine, selvom deres valg af marionet er forskellig. Merkel ønsker at undgå et totalt blodbad, der ville skabe en strøm af flygtninge til EU. Nu da EU føler, de har styrket deres greb om Ukraine taler de åbent om et "kompromis" – dvs. et kompromis der efterlader EU og amerikanerne med kontrollen og henviser Rusland til en ubetydelig position. Det er den virkelige betydning af en overgangsregeringskoalition, en "regering for national enhed". Men det er nemmere sagt end gjort.

Slutspil

Efter at have forkludret repressionen gik det ukrainske regime over til at forkludre indrømmelserne. Under to måneders opstand nægtede den ukrainske præsident at give oppositionens politikere nogen indrømmelser. Vendepunktet kom 20. februar, da det ukrainske parlament stemte for en våbenhvile. Efter et møde mellem Ukraine overhoveder og EU, erklærede Janukovitj, at han var parat til at afholde tidlige præsident- og parlamentsvalg, etablere en national enhedsregering og ændre grundloven.

Moskva krævede tre-vejs forhandlinger om fremtidige handels- og økonomiske relationer med Ukraine, en invitation som EU afslog. Fredag d. 21. februar satte præsidenten, da han kunne se sin støtte svinde, modvilligt sin underskrift på en kompromisaftale med oppositionslederne. Efter at have udelukket Rusland var aftalen på plads efter mægling fra de franske, tyske og polske udenrigsministre. Den tilbød en ny national enhedsregering, ændringer af grundloven for at give magten tilbage til parlamentet og tidlige valg til afholdelse i december. Den polske minister erklærede, at dette var den "bedste aftale, der kunne nås".

Men begivenhederne udviklede sig hurtigere end diplomatiets klodsede hjul. Det havde måske været nok til at tilfredsstille den moderate opposition og EU, men for demonstranternes ekstreme fløj var det kun et tegn på svaghed og et grønt lys til at fortsætte opstanden "indtil den endelige sejr". Demonstranterne sagde, at de ikke var villige til at vente til december på valg eller at acceptere mindre end den øjeblikkelige fjernelse af Janukovitj.

Var det samme tilbud fremkommet to måneder tidligere, havde det måske formået at splitte oppositionen og afbryde protesterne. Men nu blev det helt korrekt set som et svaghedstegn. De radikale afviste med det samme den "falske" våbenhvile og optrappede deres angreb med i stigende grad voldelige optøjer i Kiev og storm på administrative bygninger over hele landet.

Sporadisk vold fortsatte, som om diplomatiet ikke eksisterede. I det vestlige Ukraine besatte demonstranter regeringsbygninger og nægtede at anerkende regeringen i Kiev. Optøjerne spredte sig hurtigt med rebeller, der greb magten i vestlige byer som Uzhgorod, Luchka og Lviv. Fra mange steder i Ukraine kom der rapporter om, at det lokale politi var gået over på folkets side og at autoriteterne kollapsede. Statsmagten smuldrede hurtigt. Truslen om åben borgerkrig rejste sig mere og mere truende for hver time.

En enhed på omkring 60 politifolk ankom fra byen Sokal i Lviv regionen i Ukraine. Politiet der gik over til Maiden sammen med præster og civile frivillige bevæbnet med rifler. Den øverstbefalende for Sokal politiet sagde fra talerstolen: "Vi har også våben, og vi ved, hvordan man bruger dem. Og hvis bare et skud affyres i retning af Maiden, vil vi svare igen."

Demonstranterne, der kunne fornemme det gamle regime var ved at smuldre, overtog kontrollen med præsidentens administrative bygninger. Der var ingen modstand. Politiet stoppede med at bevogte præsidenten bygninger og demonstranterne var i stand til at trænge ind i præsidentens luksuriøse landsted udenfor Kiev og glo på den grotesk prangende luksus betalt for med de milliarder stjålet fra folket af et glubsk og parasitisk oligarki.

Begivenhederne på gaderne bragte endelig en fundamental ændring i styrkeforholdet i parlamentet. Et forsøg på en kompromisaftale hamret ud med deltagelse fra EU formåede ikke at stoppe processen, der allerede havde nået et vendepunkt. Medlemmerne af Janukovitjs parti skiftede hurtigt side af frygt hvis ikke for deres liv, så i hvert fald for deres jobs og privilegier. Til sidst stemte parlamentet for at fjerne ham fra magten og afholde valg d. 25. maj.

Oppositionen havde nu grebet kontrollen over alle de vigtigste magtpunkter i Kiev. Parlamentsmedlemmer fra det tidligere regeringsparti var blevet tæsket, bombarderet med sten og intimideret til tavshed. En for en har oppositionen i parlamentet fyret alle hovedministrene fra den tidligere regering og lavet nye udpegninger på højeste niveau.

Tidligere premierminister Julia Timosjenko talte til mængden på Kievs Uafhængighedsplads, efter hun var blevet løsladt. Hun tilskyndede mellem grådkvalte udbrud oppositionens tilhængere til at fortsætte deres protester. "Indtil jobbet er gjort... har ingen ret til at gå," sagde hun, uden at sige hvad "jobbet" bestod af. USA og EU har entusiastisk modtaget Timosjenkos løsladelse og kaldt det "essentielt for et demokratisk Ukraine". Men mange i Ukraine deler ikke deres entusiasme. De husker, hvordan hun og andre ledere af den såkaldte Orangerevolution svigtede dem før. Det blev rapporteret at mange forlod pladsen i afsky, da hun dukkede op på scenen.

Konflikter i oligarkiet

Det nationale spørgsmål er altid fuldt af modsætninger og intet sted mere end i Ukraine. Selv før Oktoberrevolutionen blev det ukrainske sprog talt hovedsageligt i landsbyerne, mens russisk var det dominerende sprog i byerne. Siden sovjettiden har det østlige Ukraine været den ukrainske industris højborg, hjemlandet for de fleste ukrainske oligarker og vælgerbasen for præsident Viktor Janukovitj' parti for regionerne.

Der er nu en alvorlig fare for, at dette komplekse og skrøbelig land kan splitte op i sine bestanddele med katastrofale følger for folket i både det vestlige og østlige Ukraine. Allerede nu er der rapporter om, at herskerne på Krim er flygtet til Moskva for at bede om, at Krim kan slutte sig til Rusland, hvis kaosset i Ukraine fortsætter. Den russiske hær har en vigtig base på Krim, en halvø i Sortehavet, som Nikita Khrusjtjov overførte til Ukraine (rygter siger under indflydelse af Vodka). Rusland vil ikke tøve med at tage den tilbage, hvis den ser, at amerikanerne overtager Ukraine. Det vil yderligere skærpe de voksende spændinger mellem Rusland og Vesten.

I takt med at situationen på gaderne forværres, begynder der at opstå sprækker i det herskende oligarki. Akhmetov så sin formue vokse de sidste tre år under Janukovitj. Men så begyndte dele af oligarkiet at overveje om Janukovitj var blevet en belastning for deres interesser. På hjemmesiden for SCM gruppen, ejet af Akhmetov, kom der en udtalelse der opfordrede til mere dialog. Akhmetov var påpasselig med at opbygge relationer til oppositionen for at tillade for alle eventualiteter, siger Fesenko. "Oligarkerne opretholder gode relationer med oppositionen som en forsikringspolitik – det er som en investering i futures."

Oligarkerne havde også deres problemer med Janukovitj og "familien", de privilegerede forretningsmænd omkring præsidenten, der var blevet promoveret og givet adgang til saftige kontrakter siden 2010. Ukrainere på begge sider af øst-vest delingen har længe kendt til korruption i hjertet af regeringen. Men da demonstranterne trængte ind i Janukovitjs prægtige residens i Kievs udkant, blev de lamslåede over mængden af guld og marmor.

Der var tennisbaner, en underjordisk boksering, strudse, påfugle og ryper, en voliere og hvad der så ud til at være en zoo med hjorte og vildsvin. I virkeligheden var det ikke en zoo men bare præsidentens private kød-spisekammer. Skuet blev komplet med en flydende spisesal, smykket med vodkaflasker med præsidentens ansigt smilende fra etiketten. Folk siges at have sagt: "så det er her alle pengene gik til."

Denne pludselige fremvisning af ekstravagant rigdom har for alle afsløret den udstrækning som præsidenten og hans følge har beriget sig selv på bekostning af landet. Men ideen om at det kunne blive en samlende faktor, vil vise sig at være en illusion. Folk i det østlige Ukraine ved såvel som dem i vest, at hele den politiske klasse er korrupt. Men selvom de måske nok frastødes af synet af så åbenlys korruption, tror de ikke på, at dem, der vil træde i Janukovitjs sko, vil være et hak bedre.

Deres frygt og mistillid til politikerne i Kiev opvejer til fulde enhver tilfredsstillelse, de måtte føle over hans fald i unåde. De kritiserer faktisk primært Janukovitj for at have fejlet i at slå hårdere ned på demonstranterne og tilladt en kaotisk situation at udvikle sig og fordi han flygtede i stedet for at stå imod. Her har vi to Ukrainer, der ikke bare taler to forskellige sprog, men med to helt forskellige tankesæt og to modstridende måder et forstå de samme begivenheder på. Dette er en meget farlig situation, drægtig med de mest seriøse konsekvenser for Ukraines fremtid.

Rusland og Ukraine

Amerikanske og EU diplomater stræber efter at trække Ukraine deres vej og øge deres indflydelse i Kiev. Men EU har netop lært en brugbar lektie: hvis man leger med ild, er der en stor risiko for, at man før eller senere brænder fingrene. Det fortsatte kaos i Ukraine truer den økonomiske og politiske stabilitet i EU selv.
EU, der er bekymret for implikationerne af den ukrainske krise, stræber nu efter et kompromis i Ukraine, der ville indebære opsætningen af en teknokratregering ledet af oppositionsfigurer, og ændringer af grundloven, der reducerer præsidentens magt.

Ideen om, at tættere bånd til EU ville være godt for det ukrainske folk, modsiges af fakta. EU har næppe tænkt sig at sende store summer penge til Ukraine, når man ser på dets egne finansielle problemer. Europæerne taler vagt om at give økonomisk hjælp til Ukraine "når demokratiet er genoprettet". Løfternes vaghed er bevis for deres uoprigtighed. Merkel er ikke parat til at sende penge til Grækenland. Hvorfor skulle hun være mere generøs overfor Ukraine?

Det europæiske borgerskab ser derfor nervøst til USA efter hjælp – under dække af IMF. En mulig redningspakke fra IMF ville indeholde hårde betingelser som dem, der blev pålagt Grækenland eller værre. Der ville komme brutale nedskæringer i det offentlige forbrug, øgede skatter og en reduktion af støtten. IMF kræver en betydelig stigning i energipriserne på 40 procent. Med andre ord ville det betyde endnu mere fattigdom og lidelse, end der allerede eksisterer nu. Derudover, hvad ville der være tilbage af ideen om ukrainsk national selvstændighed, når alle de vigtige økonomiske og sociale beslutninger blev taget af en klike bestående af europæiske og amerikanske bankfolk.

Præcis som EU og USA forsøger at trække Ukraine til Vesten, så udøver Rusland pres for at beholde sin nabo sikkert i sin egen lejr. Som en modvægt til EU stræber Putin efter at danne en form for eurasisk fællesmarked. Uden Ukraines tilstedeværelse ville det være dødfødt. Janukovtjs fald betyder på ingen måde, at Rusland opgivende bare ser til, at Ukraine driver ind i USA og EU's indflydelsessfære. Og det har meget magtfulde midler til at få sine synspunkter frem.

Moskva har gentagne gange beskyldt Vesten for at trække i trådene bag den ukrainske protestbevægelse – en beskyldning Washington og Bruxelles indigneret har afvist, selvom deres indblanding i Ukraines interne affærer ikke er mindre end Moskvas. Sergei Glaziev, præsident Putins rådgiver, beskyldte USA for at "bruge 20 mio. dollars om ugen" på at finansiere Ukraines opposition, inklusiv levering af våben. Allerede nu har Rusland tilbagekaldt sin ambassadør fra Kiev. Mere ildevarslende advarer de om, at de vil forsvare den russisk-talende del af Ukraines befolkning. Sidste gang lignende retorik blev anvendt, var da Rusland invaderede Georgien.

Mens en sådan udvikling ikke kan udelukkes, har Putin andre våben i sit arsenal. Forsyningen af billig russisk gas og russiske penge er den eneste ting, der forhindrer et totalt kollaps af Ukraines vaklende økonomi. Ideen om at Moskva skulle være villige til fortsat at garantere for regeringen i Kievs gæld, der åbenlyst er fjendtlig overfor Rusland, hører kun hjemme i et eventyr. Helt forudsigeligt har russerne allerede annonceret suspendering af deres støtte. De har advaret om, at enhver tilnærmelse til EU vil blive mødt med høje toldbarrierer imod ukrainsk eksport til Rusland. De kunne også indkræve deres udestående gæld. Det ville være nok til at sende den ukrainske økonomi – der allerede er i en meget dårlig tilstand – ud i frit fald med alvorlige konsekvenser.

Der er endnu en mulighed, der for hver dag bliver mere truende: fuldstændig kollaps af Ukraine som et samlet land. At tale om en ny begyndelse er overilet for at sige det mildt, langt fra at nå stabilitet, kunne situationen blive meget værre end nu. Brudlinjerne i det ukrainske samfund er uddybet til et punkt, hvor en opsplitning af landet ikke længere kan udelukkes. Det kan ikke opnås uden forfærdelig vold og blodsudgydelse.
Putin og hans rådgivere er allerede i gang med at overveje denne mulighed. Hvis alternativet er helt at tabe Ukraine, vil de måske foretrække at splitte den østlige del fra, som indeholder det meste af industrien, vigtige kuldepoter og rig landbrugsjord. En sådan udvikling ville ikke kunne opnås fredeligt og ville være en katastrofe for det ukrainske folk. Det ville rejse Jugoslavens skræmmende spøgelse endnu engang.

Hvad er løsningen?

I skrivende stund formodes Janukovitj, som er flygtet fra Kiev, at befinde sig i det østlige Ukraine. Den tidligere præsident har fordømt begivenhederne i Kiev som et kup og sagt, at han ikke vil træde tilbage. Det er den første indikation på, at intet er blevet afgørende løst. Hvorvidt Janukovitj er i stand til at overleve, er et åbent spørgsmål. På nuværende tidspunkt er det muligt, at Putin og oligarkiet anser ham for at være en belastning. Men det er klart, at den nye regering i Kievs autoritet ikke udstrækker sig til Donetsk. Den såkaldte nationale enhedsregering viser sig dermed i praksis at være en regering for national splittelse.

Janukovitjs Regionernes parti, er partiet for Østukraines ståloligarker med stærke band til Rusland. De er dybt afhængige af det russiske marked og er direkte imod tættere bånd til EU, hvilket ville ruinere dem. Det er også en magtfuld faktor for at arbejderne i den østlige del er imod vendingen til EU. Selvom de hader oligarkerne og ikke elsker hverken præsidenten eller hans parti, frygter de, at alternativet vil være endnu værre for dem.

Hvis protestbevægelsen havde været fokuseret på et direkte angreb mod korruption, uden nogen indblanding af ukrainsk nationalisme og pro-vestlige, antirussiske følelser kunne den have spredt sig til den industrielle arbejderklasse i det østlige Ukraine. Hele ligningen ville hurtigt være ændret. Men de russisktalende folk i Ukraine tog et blik på de fascistiske og banderistiske bannere på Uafhængighedspladsen og ødelæggelsen af statuen af Lenin og vendte sig naturligvis væk i afsky.

Bevægelsens største svaghed har været fraværet af en selvstændig bevægelse fra arbejderklassen. Der har været adskillige forsøg på at organisere en national strejke, men ingen af dem er lykkedes. Det overvældende flertal af arbejderklassen er bitre modstandere af oligarkiet og det korrupte politiske regime. Men de ser sig ikke repræsenteret af demonstranterne og har indtaget en passiv indstilling. Det er fraværet af proletariatets selvstændige bevægelse i Ukraine, der har drevet protesterne ind i en blindgyde.

Stemningen blandt arbejderne i øst er skeptisk. Når de får at vide, at Janukovitj er korrupt, trækker de på skuldrene og siger: "og hvem er ikke korrupte?" Denne skepsis er velfunderet. De har allerede haft erfaringen med "Orangerevolutionen" og husker, hvordan den endte. Der skete en omrokering i toppen. En bande af korrupte oligarker erstattede en anden, og masserne havde det lige så skidt som før – nej i virkeligheden værre, eftersom landet gled dybere ned i korruptionen og kaossets dynd.

På et kapitalistisk grundlag er udsigten for det ukrainske folk trøstesløs. Er der en anden vej, der kunne sikre Ukraines enhed og selvstændighed? Sådan en vej eksisterer faktisk. Der kan ikke være nogen tvivl om, at det store flertal af almindelige ukrainere er dødtrætte af situationen og ønsker at ende den. Men det første spørgsmål de vil stille er: men hvad er alternativet?

Der er ingen genveje eller nemme løsninger. Så længe politik i Ukraine er ensbetydende med intet andet end en konstant tovtrækning mellem forskellige fløje af det samme oligarki, vil ingen virkelig løsning være mulig. Arbejderklassen må ikke have nogen som helst tillid til nogen borgerlige politikere eller stat. Det vil kun føre til det ene forræderi efter det andet.

Det centrale problem er et problem med ledelse. Hvis kommunistpartiet var et ægte kommunistisk parti, ville der ikke være noget problem. Men det såkaldte kommunistparti har spillet en skammelig rolle. KPU har aldrig ført en kamp mod oligarkiet og har forladt enhver foregivende om at stå for socialisme. Det er derfor blevet dømt til irrelevans. I kampens hede vil arbejderklassen nå til en forståelse af behovet for et ægte kommunistparti – et parti der står for Lenin og Oktoberrevolutionens program: det eneste program, der kan tilbyde Ukraine og dets folk en fremtid.

Det eneste virkelige alternative til oligarkernes styre er et demokratisk socialistisk Ukraine, hvor jorden, bankerne og industrien ville være i arbejderklassens hænder og landets rigdom blive brugt til alles gavn. Sådan et program kunne skære på tværs af alle forskellene mellem øst og vest og forene hele det arbejdende folk imod de rige parasitter. Den første betingelse er den øjeblikkelige anholdelse af oligarkerne – dem alle sammen – og konfiskering af al deres rigdom og ejendom. Man kan få en lille ide om denne rigdom ved at se på billederne fra Janukovitjs private palads i Kiev. Byttet bør returneres til det ukrainske folk, fra hvem det blev stjålet. Det burde bruges til at finansiere genopbygningen af Ukraine på grundlag af en demokratisk planlagt socialistisk økonomi.

Det næste skridt er afvisningen af tilbagebetalingen af al gælden optaget af oligarkerne og deres politiske marionetter. Det ukrainske folk blev aldrig taget med på råd om de lyssky aftaler deres herskere indgik og må ikke acceptere noget ansvar for dem. De må ikke tillade udenlandske tyveknægte at suge en dråbe mere af deres blod! Den rigdom, som de ukrainske arbejdere har skabt, må blive i Ukraine og bruges til gavn for folket, som skabte den.

Bedre end nogen andre folk forstår ukrainerne, at de ikke kan stå alene. Den reaktionære-utopiske ide om "socialisme i et land" er, hvad der førte Rusland og Ukraine ind i den blindgyde, de nu befinder sig i. Ukraine må integrere sin økonomi med dets nabolande, men må gøre det på baggrund af ægte lighed, solidaritet og venskab, ikke ved at ét land tyranniserer og dominerer et andet.

Et sundt forhold mellem Ukraine og Rusland er absolut nødvendigt og meget naturligt. De to folk er forbundet gennem lange og historiske bånd. Problemet opstår, når ukrainerne føler, at de bliver domineret af deres mere magtfulde bror. Det var aldrig Lenins position. Bolsjevismen stod for ægte internationalisme. Sovjetunionen var i sine tidlige dage grundlagt på ideen om proletarisk internationalisme, venskab og absolut lighed. Det er nødvendigt at vende tilbage til disse principper.

Rusland er ligesom Ukraine styret af et privilegeret og korrupt oligarki, der forfølger sine egne grådige og egoistiske interesser. Hvis arbejderne i Ukraine tog magten, ville Putins regime ikke holde en uge. Programmet for socialistisk internationalisme – Lenins program – ville være et pejlemærke for alle det tidligere sovjetunionens folk om at bryde med det kapitalistiske slaveri og gå sammen i en virkelig fri og lige socialistisk føderation.

Når først arbejderklassen har kastet parasitterne af sig og taget kontrollen med produktionsmidlerne, er mulighederne ubegrænsede. Ved at slå ressourcerne fra alle disse lande sammen på basis af en harmonisk plan for produktionen, ville det være muligt at hæve levestandarden hurtigt. Under disse forhold ville det være folkene i EU og USA, der ville kaste misundelige blikke østpå og komme ud på gaderne for at kræve, at Europa skulle gå med i den socialistiske føderation!
Den første betingelse er, at arbejderne i Ukraine må tage magten selv. Så ville de kunne begynde at løse problemerne. De måtte appellere til de russiske arbejdere om at følge dem: i Lenins navn! I socialismens navn! I arbejderklassens navn! Det er den eneste vej frem.

London, 24 Februar 2014.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.