Læs første del og tredje del.

Hvordan man bekæmper arbejdsløshed

Under opsvinget, da der blev tjent fantastiske profitter, oplevede størstedelen af arbejdende mennesker ikke en stigning i reallønnen. De blev underkastet et stigende pres for stadigt højere produktivitet og længere arbejdstid. Men nu, hvor krisen begynder at bide, bliver de ikke blot truet med drastiske nedskæringer i levestandarden og forholdene, men også med tab af deres arbejdspladser. Lukning af fabrikker og stigende arbejdsløshed er på dagsordenen. Det signalerer til gengæld en uddybning af krisen og en yderligere nedgang i folks levestandard. På verdensplan står millioner over for faren for at blive kastet ned i et hul af fattigdom.

I ti år blev den spanske økonomi præsenteret som en motor for jobskabelse i euroområdet. Nu er de arbejdsløses rækker vokset med mere end 800.000 i løbet af det sidste år. Kollapset i byggeopsvinget, der har varet et årti, har presset Spaniens arbejdsløshed op på 11,3 procent, det højeste i EU. ”Det vil blive værre; det er kun begyndt,” sagde Daniele Antonucci, en økonom fra Merill Lynch International i London. Han regner med, at Spaniens arbejdsløshed vil stige til 13 procent næste år mens den europæiske arbejdsløshed vil ved udgangen af 2008 vokse til 8,1 procent fra 7,5 procent. I virkeligheden er arbejdsløsheden langt værre, men regeringerne benytter sig af alle mulige kneb for at reducere den. Den samme situation eksisterer, i større eller mindre grad, i alle lande.

Arbejderne må forsvare deres levestandard, hvis de ikke kan øge eller forbedre den. Arbejdsløshed truer samfundet med opløsning. Arbejderklassen kan ikke tillade udvikling af kronisk massearbejdsløshed. Retten til arbejde er en grundlæggende rettighed. Hvilket slags samfund fordømmer millioner af raske mænd og kvinder til et liv med tvungen inaktivitet mens der er brug for deres arbejde og evner til at tilfredsstille befolkningens behov? Har vi brug for flere skoler og hospitaler? Har vi brug for gode veje og huse? Har infrastrukturen og transportsystemerne ikke brug for reparation og forbedring?

Svaret på disse spørgsmål er klart for alle. Men svaret fra den herskende klasse er altid det samme: vi har ikke råd til disse ting. Nu ved alle, at dette svar er forkert. Vi ved, at regeringerne kan fremskaffe usædvanligt store summer når det tjener interesserne hos den rige minoritet, der ejer og kontrollerer bankerne og industrien. Det er kun når det arbejdende flertal efterspørger, at der bliver taget sig af deres behov, at pengeskabet er tomt.

Hvad beviser dette? Det beviser, at i systemet, vi lever under, er de fås profit vigtigere end de manges behov. Det beviser, at hele produktionssystemet er baseret på en ting, og kun en ting: profitmotivet, eller rettere sagt grådighed. Når arbejderne strejker, hænger pressen (der også bliver ejet af en håndfuld milliardærer) dem ud som ”grådige”. Men deres ”grådighed” er kun en kamp for at få tingene til at hænge sammen: at betale husleje eller termin, at betale regningerne for fødevarer og brændstof, som stiger i pris hver måned, at tage sig af deres børn og familier.

På den anden side er grådigheden hos bankerne og kapitalisterne en grådighed efter at akkumulere enorme formuer fra andres arbejde (for de producerer ingenting selv). Med disse penge spenderer de penge på kunstværker, ikke for fornøjelsens skyld, men som endnu et investeringsobjekt, på ødsel livsstil og ekstravagance, eller på yderligere spekulation der altid ender i økonomisk kollaps og elendighed – ikke for dem selv men for flertallet, hvis produktive arbejde samfundet hviler på.

Tidligere hævdede arbejdsgiverne, at ny teknologi ville lette arbejdernes byrde, men det modsatte har været tilfældet. EU har for nylig vedtaget en lov, der øger den maksimale arbejdsuge til 60 timer! Det er i det første årti i det 21. århundrede, hvor den moderne videnskab og teknologis mirakuløse fremskridt har skabt flere arbejds-besparende anordninger end i al tidligere historie. Hvilken mening er der i dette? Hvilken mening er der i at have et stort antal arbejdsløse, der bliver betalt for intet at foretage sig, mens andre arbejdere på arbejdspladserne bliver tvunget til at arbejde mange timer med tvungent overarbejde?

Under et opsving tvinger arbejdsgiverne arbejderne til at arbejde mange timers overtid for at presse det sidste gram merværdi ud af deres arbejde. Men når recessionen begynder og de ikke længere har et marked til deres varer, da tøver de ikke med at lukke deres fabrikker, som var de tændstikæsker, og kaste arbejderne på gaden mens de udbytter resten til det yderste. Kapitalismen står i en sådan blindgyde, at arbejdsløshed ikke længere vil have en ”konjunkturel” karakter, men i højere grad vil være organisk eller ”strukturel”. En mand eller kvinde, som er over 40 eller 50 kan muligvis aldrig mere få arbejde i deres levetid, samtidig med at mange velkvalificerede folk, der mister deres arbejde, vil blive tvunget til at tage ufaglærte og lavtlønnede job for at overleve.

US_unemployment

Dette er galehus-økonomi! Fra et kapitalistisk synspunkt er det ganske logisk. Men vi afviser kapitalismens vanvittige logik! Imod arbejdsløshedens svøbe fremsætter vi parolen om offentlige arbejder og fordeling af arbejdet uden lønnedgang. Samfundet har brug for skoler, hospitaler, veje og huse. De arbejdsløse må sættes i arbejde under et stort program for offentlige arbejder!

Fagforeningerne må sikre, at de arbejdsløse bliver tæt forbundet til arbejderne, bundet sammen af solidaritet og gensidigt ansvar. Det er nødvendigt at fordele det arbejde, der er til rådighed, uden lønnedgang! Al arbejde til rådighed må fordeles mellem arbejdsstyrken i sammenhæng med, hvordan arbejdsugen fastlægges. Hver arbejders gennemsnitlige løn skal være den samme som under den gamle arbejdsuge. Lønninger skal garanteres en streng minimumsgrænse og følge prisernes bevægelse. Det er det eneste program, der kan beskytte arbejderne i en tid med økonomisk krise.

Når de tjener store profitter vogter besidderne nidkært over deres forretningshemmeligheder. Nu, hvor der er krise, vil de pege på regnskaberne som ”bevis” for, at de ikke har råd til at imødekomme arbejdernes krav. Det er især tilfældet med mindre kapitalister. Men hvorvidt vores krav er ”realistiske” eller ej fra arbejdsgivernes synspunkt er ikke det væsentlige. Vi har pligt til at beskytte arbejderklassens vitale interesser og beskytte den imod krisens værste følger. Arbejdsgiverne vil beklage sig over, at dette vil sænke deres profitter og have en negativ påvirkning på deres vilje til at investere. Men hvilket incitament har flertallet af befolkningen under et system baseret på privat profit? Hvis flertallets vitale interesser ikke kan forenes med det nuværende systems krav, da må systemet fare ad helvede til!

Er det virkeligt logisk, at millioner af menneskers liv og skæbne bliver bestemt af markedskræfternes blinde spil? Er det retfærdigt, at planetens økonomiske liv bliver bestemt, som var det et kæmpemæssigt kasino? Kan det retfærdiggøres, at profitbegæret er den eneste kraft, der bestemmer, hvorvidt mænd og kvinder har job eller tag over hovedet? De som ejer produktionsmidlerne og kontrollerer vore skæbner vil svare bekræftende på dette, fordi det er i deres interesse at gøre det. Men flertallet i samfundet, som er uskyldige ofre for dette kannibalistiske system, vil være af en ganske anden mening.

Ved at kæmpe for at forsvare sig selv imod forsøgene på at få dem til at betale for krisen vil arbejderne komme til at forstå behovet for en grundlæggende ændring i samfundet. Det eneste svar på lukning af fabrikker er fabriksbesættelser: ”en lukket fabrik er en besat fabrik!” Det er den eneste effektive parole i kampen imod lukninger. Fabriksbesættelser må nødvendigvis føre til arbejderkontrol. Ved hjælp af arbejderkontrol vil arbejderne opnå erfaring i bogføring og administration af virksomheden, hvilket vil sætte dem i stand til senere at drive hele samfundet.

Dette har været erfaringen fra de mest fremskredne arbejdskampe i de senere år, navnlig i Latinamerika. I Brasilien (CIPLA, Interfibras, Flasko og andre fabrikker), Argentina (Brukman, Zanon og mange andre) og Venezuela, hvor det kæmpemæssige olieselskab PDVSA blev genstartet og drevet af arbejderne i månedsvis under arbejdsgivernes lockout i 2002-2003, og hvor en bevægelse af besatte fabrikker udviklede sig omkring Inveval i 2005 og vinder styrke.

I alle disse tilfælde, og i mange flere, er det lykkedes for arbejderne imod alle odds at drive fabrikkerne under deres egen kontrol og ledelse. Men arbejderkontrol kan ikke være et mål i sig selv. Det stiller spørgsmålet om ejerskabet. Det stiller spørgsmålet: hvem er herre i huset? Enten vil arbejderkontrol føre til nationalisering, ellers vil det kun være en forbigående episode. Den eneste virkelige løsning på arbejdsløshed er en socialistisk planlagt økonomi baseret på nationalisering af bankerne og storindustrien under arbejdernes demokratiske kontrol og ledelse.

Vi kræver:
  1. Nej til arbejdsløshed! Arbejde eller fuld understøttelse til alle!
  2. Ned med forretningshemmeligheder! Åbn regnskaberne! Lad arbejderne få adgang til information om al bedrageriet, spekulationen, skattehullerne, de lyssky handler og overdrevne profitter og bonusser. Lad folk se, hvorledes de er blevet ført bag lyset, og hvem der er er ansvarlig for det nuværende rod!
  3. Nej til lukning af fabrikker! En fabrik, der lukker, er en besat fabrik!
  4. Nationalisering under arbejdernes kontrol og drift for fabrikker, der truer med lukning!
  5. For et vidtrækkende program for offentlige arbejder: for et byggeprogram med alment boligbyggeri til at betale, skoler, hospitaler og veje, for at give arbejde til de arbejdsløse.
  6. For umiddelbar indførelse af en 32-timers arbejdsuge uden lønnedgang!
  7. For en socialistisk planlagt økonomi, hvor arbejdsløshed vil blive afskaffet og samfundet på sit banner vil skrive: ALMEN RET TIL ARBEJDE!
Kæmp for at forsvare levestandarderne!
Mens bankcheferne og arbejdsgiverne har tjent utrolige profitter, er flertallets lønninger i reelle termer enten stagneret eller gået ned. Kløften mellem rig og fattig har aldrig været større, end den er i dag. Rekordprofitter er blevet fulgt af rekord-ulighed. The Economist (som ikke ligefrem er et venstreorienteret blad) skrev: ”Den eneste virkeligt kontinuerlige tendens gennem de seneste 25 år har været koncentration af indkomsten hos den absolutte top.” (The Economist 17. juni 2006.) En lillebitte minoritet er blevet svinsk rig mens arbejdernes andel af den nationale indkomst konstant er blevet reduceret, og de fattigste lag synker ned i en stadig større fattigdom. Orkanen Katrina afslørede for hele verden, at der eksisterer en underklasse af fattige, som lever under tredjeverdens-forhold, i det rigeste land i verden.

I USA står millioner over for truslen om at miste deres arbejdspladser og hjem, alt imens profitmageriet pågår hurtigt. Samtidig med, at Bush bekendtgjorde sin redningsplan for 700 mia. dollars, meldte de amerikanske forsyningsselskaber om en rekordstor stigning i antallet af kunder, der ikke kan betale deres gas- og elregninger. Den største stigning i afbrydelser af strømmen var i staterne Michigan (22 procent) og New York (17 procent), selv om der også var stigninger i Pennsylvania, Florida og Californien.

Arbejderne i USA producerer 30 procent mere nu end for ti år siden. Alligevel er lønningerne dårligt nok steget. Den sociale struktur bliver i stigende grad forvredet. Der er en enorm stigning i spændinger i samfundet, selv i det rigeste land i verden. Det baner vejen for en endnu større eksplosion i klassekampen. Det er ikke kun tilfældet i USA. Over hele verden blev opsvinget fulgt af stor arbejdsløshed. Reformer og indrømmelser blev taget tilbage selv på opsvingets højdepunkt. Men kapitalismens krise betyder ikke kun, at den herskende klasse ikke kan tolerere nye reformer. De kan ikke endgang tillade den fortsatte tilstedeværelse af de reformer og indrømmelser, som arbejderne har vundet tidligere.

Arbejdende mennesker har ikke opnået nogen egentlig fordel af opsvinget, men bliver nu præsenteret for regningen for recessionen. Overalt er der angreb på levestandarderne. For at forsvare arbejdsgiverne og bankernes profitter skal lønningerne reduceres, arbejdstiden og arbejdspresset skal øges, og udgifterne til skoler, boliger og hospitaler skæres ned. Det betyder, at selv de halvciviliserede leveforhold, som vi har opnået tidligere, er truet. Under de nuværende forhold kan ingen betydelig reform opnås uden alvorlig kamp. Ideen om, at det er muligt at opnå dette gennem aftaler med arbejdsgiverne og bankerne er helt igennem forkert.

Ideen om ”national enhed” for at bekæmpe krisen er et groft bedrag af folket. Hvilke fælles interesser kan der være mellem millioner af arbejdende mennesker og de superrige udbyttere? Alene fællesskabet mellem hesten og rytteren, der sætter sine sporer ind i hestens sider. Lederne af socialistpartierne, arbejderpartierne og venstrefløjspartierne, der stemmer for ”krisepakker”, som indebærer enorme kautioner til bankcheferne og nedskæringer til samfundets flertal, forråder interesserne hos de folk, der har valgt dem. De faglige ledere, der hævder, at i en krise ”må vi alle stå sammen” og forestiller sig, at det er muligt at sikre indrømmelser gennem at moderere lønkravene og gå med til forhold, som arbejdsgiverne pålægger, vil opnå præcis det modsatte af hvad de har til hensigt. Svaghed indbyder til aggression! For hvert skridt tilbage, vi tager, vil arbejdsgiverne forlange tre mere. Ad klassesamarbejdets og den såkaldte nye realismes vej venter kun nye nederlag, fabrikslukninger og nedgang i levestandarden.

Mens arbejdsløsheden stiger ubønhørligt stiger leveomkostningerne også. Brændstof, gas, elektricitet, fødevarer – alt er steget mens lønnen er fastfrosset og profitterne hos de store virksomheder er steget voldsomt. I den sidste periode hævdede de borgerlige økonomer, at de havde ”tæmmet inflationen”. Hvor latterlige lyder disse argumenter ikke i dag! Familier, som i går levede af to lønninger, vil nu være nødt til at leve af en enkelt – eller ingen! Kampen for tilværelsen antager nu en stadigt hårdere betydning for millioner. Inflation og sparsommelighed er blot to sider af samme mønt. Ingen af dem kan tjene arbejderklassens interesser. Vi afviser fuldstændig alle forsøg på at lægge byrden for krisen, desorganiseringen af banksystemet og alle andre af krisens konsekvenser på almindelige arbejdende menneskers skuldre. Vi forlanger beskæftigelse og anstændige levevilkår for alle.

Den eneste løsning på de galopperende prisstigninger er dyrtidsregulering. Det betyder, at overenskomsterne bør sikre automatiske lønstigninger i forhold til prisstigningerne på forbrugsvarer. Bankcheferne og deres politiske repræsentanter siger til masserne: vi har ikke råd til højere lønninger, fordi det vil skabe inflation. Men alle ved, at det er lønningerne, der forsøger at følge med priserne og ikke omvendt. Svaret er dyrtidsregulering, hvormed lønningerne automatisk forbindes til stigninger i leveomkostningerne. Imidlertid er selv dette ikke tilstrækkeligt. De officielle tal for inflation bliver forfalsket for at undervurdere den virkelige inflation, og arbejderne bliver dernæst bedt om ikke at efterspørge lønstigninger, der overstiger dette forkerte tal. Det er derfor nødvendigt for fagforeningerne at udarbejde reelle tal for inflationen, baseret på prisen på basale fornødenheder (herunder husleje og andre udgifter til boligen) og konstant overvåge dette tal. Alle lønkrav bør baseres på dette.

Vi kræver:
  1. En løn og pension til alle, der er til at leve af!
  2. Dyrtidsregulering, der forbinder lønnen til stigninger i leveomkostningerne.
  3. Fagforeningerne, kooperativerne og forbrugsforeningerne må udarbejde en virkelig oversigt over leveomkostningerne i stedet for de ”officielle” tal, der ikke afspejler tingenes tilstand.
  4. Dan komiteer med arbejdere, husmødre, småhandlende og arbejdsløse for at kontrollere prisstigninger.
  5. Afskaffelse af al indirekte skat og indførelse af et stærkt progressivt system med direkte skat. Afskaf al skat på de fattige og lad de rige betale!
  6. Stop for at man skal købe sig fattig i brændstof, for drastisk reduktion af regningerne til brændstof! Det kan kun opnås gennem nationalisering af energiselskaberne, hvilket vil sætte os i stand til at indføre priskontrol på gas og el til forbrugerne. Ikke mere profitmageri på offentlighedens regning!
Fagforeningerne
I den nuværende periode har arbejderne mere end nogensinde brug for masseorganisationer, frem for alt fagforeninger. Fagforeningen er den basale enhed for organisering. Det vil ikke være muligt at kæmpe for at forsvare lønninger og levestandard uden stærke fagforeninger. Det er grunden til, at arbejdsgiverne og deres regeringer altid søger at underminere fagforeningerne og begrænse deres handlemuligheder gennem lovgivning, der rammer fagforeningerne.

Den lange periode med opsving har påvirket fagforeningernes ledere, som har taget politikken med klassesamarbejde og ”fagforeninger som serviceorganisationer” til sig på et tidspunkt, hvor grundlaget for sådanne ting er forsvundet. De højredrejede fagforeningsledere er den mest konservative kraft i samfundet. De fortæller arbejderne, at ”vi alle er i samme båd” og må gøre ofre for at løse krisen, at arbejdsgiverne ikke er fjenden og at klassekamp er ”gammeldags”.

De prædiker forhandling mellem lønarbejde og kapital, hvilket de anser for ”ny realisme”. I virkeligheden er det den værste form for utopisme. Det er umuligt at forene indbyrdes modstridende interesser. Under de nuværende forhold er den eneste vej til at opnå reformer og lønstigninger gennem kamp. Faktisk vil det være nødvendigt at kæmpe for at forsvare tidligere tiders forbedringer, som nu er truet. Det er i direkte modstrid til ledernes politik med klassesamarbejde, som afspejler fortiden og ikke nutiden eller fremtiden.

I deres forsøg på at kastrere fagforeningerne og gøre dem til redskaber til at kontrollere arbejderne, gør den herskende klasse alt i deres magt for at korrumpere fagforeningernes top og binde dem til staten. Vi går imod alle sådanne forsøg og står for at styrke og demokratisere fagforeningerne på alle niveauer. Fagforeningerne må være uafhængige af staten og må kontrollere sine ledere og pålægge dem at kæmpe konsekvent for arbejdernes interesser.

De reformistiske fagforeningsledere, der nyder at tænke på sig selv som praktiske og realistiske, er i virkeligheden fuldstændig blinde og afstumpede. De har ikke den fjerneste ide om den katastrofe, kapitalismens krise forbereder. De forestiller sig, at det er muligt at klare sig igennem ved at acceptere nedskæringer og andre ting i håb om at alt vil blive godt til sidst. De klynger sig til de ”gode forhold” til kapitalisterne, som de forestiller sig, deres opførsel vil give dem. Tværtimod! Al historie viser, at svaghed indbyder til aggression. For hvert skridt, de tager tilbage, vil arbejdsgiverne forlange tre mere.

Selv når de bliver presset fra neden til at indkalde til strejker og generalstrejker, gør de alt i deres magt for at begrænse handlingerne til rene fagter, begrænset i tid og omfang. Når de bliver presset til at indkalde til massedemonstrationer forvandler de dem til shows og karneval med balloner og bands uden et offensivt klasseindhold. For lederne er det kun et tiltag til at lukke lidt damp ud. For de seriøse fagligt aktive er strejker og demonstrationer derimod midler til at få arbejderne til at forstå deres egen magt og bane vejen for grundlæggende forandringer i samfundet.

Selv i den foregående periode var der en understrøm af utilfredshed på grund af arbejdernes rettigheder og lovgivning, der ramte fagforeningerne. Det vil nu komme op til overfladen og finde sit udtryk i arbejderklassens masseorganisationer, først og fremmest fagforeningerne. Radikaliseringen blandt medlemmerne vil komme i konflikt med ledelsens konservatisme. Arbejderne vil kræve en komplet omdannelse af fagforeningerne fra top til bund, og de vil forøge at omdanne dem til ægte kamporganisationer.

Vi står for opbyggelsen af store, demokratiske og offensive fagforeninger, som vil være i stand til at organisere flertallet af arbejderklassen, uddanne og forberede dem praktisk, ikke blot til en radikal omdannelse af samfundet, men til faktisk at drive økonomien i et fremtidigt demokratisk socialistisk samfund.

Vi kræver:

  1. Fagforeningernes fuldstændige uafhængighed fra staten.
  2. Stop for tvungen voldgift, begrænsninger i strejkeretten samt andre tiltag, der begrænser fagforeningernes handlemuligheder.
  3. Demokratisér fagforeningerne og læg kontrollen i medlemmernes hænder!
  4. Afskaffelse af valg til poster for livstid! Valg af alle faglige funktionærer med ret til tilbagekaldelse.
  5. Imod bureaukrati og karrieremageri! Ingen funktionær bør modtage højere løn end en faglært arbejder. En oversigt over alle udgifter bør være tilgængelig for medlemmerne.
  6. Nej til klassesamarbejde! For et offensivt program for at mobilisere arbejderne til forsvar for arbejdspladser og levestandard.
  7. For enhed mellem fagforeningerne på grundlag af de ovennævnte krav.
  8. For at medlemmerne skal have kontrollen, herunder en styrkelse af tillidsmandskomiteer og dannelse af ad hoc strejkekomiteer under strejker og andre konflikter som et middel til at sikre størst mulig deltagelse fra det største antal arbejdere.
  9. For nationalisering af de afgørende dele af økonomien og oprettelse af arbejdspladsdemokrati, hvor fagforeningerne vil spille en nøglerolle i administrationen og kontrollen med hver arbejdsplads. Fagforeninger er ikke et mål i sig selv, men kun et middel til at opnå et mål, som er den socialistiske omdannelse af samfundet.

Ungdommen

Kapitalismens krise har især en negativ påvirkning på den unge generation, som repræsenterer nøglen til menneskehedens fremtid. Kapitalismens senile forfald truer med at underminere kulturen og demoralisere ungdommen. Hele lag af unge mennesker, der ikke ser nogen vej ud af blindgyden, bliver ofre for alkoholisme, stofmisbrug, småkriminalitet og vold. Når unge mennesker bliver myrdet for et par sko må vi spørge os selv, hvilket slags samfund vi lever i. Samfundet tilskynder unge mennesker til at stræbe efter at forbruge produkter, de ikke har råd til, og rejser derefter armene i rædsel over resultatet.

Margaret Thatcher, ypperstepræstinde for markedsøkonomien, sagde engang, at der ikke findes et samfund. Denne skadelige filosofi har haft de mest ødelæggende resultater siden den blev udført i praksis for 30 år siden. Den rå individualisme har bidraget stærkt til at skabe en stemning af egoisme, grådighed og ligegyldighed over for andres lidelser, der som en gift er sivet ind i samfundets krop. Det er markedsøkonomiens virkelige essens.

Den sande målestok for graden af civilisation i et samfund er, hvordan vi tager os af de gamle og unge. Ifølge denne målestok kan vi ikke hævde at være et civiliseret samfund, men snarere et samfund, der befinder sig på grænsen til barbari. Selv i perioden med opsving var der allerede symptomer på barbari i samfundet med en bølge af kriminalitet og vold samt spredningen af anti-social og nihilistisk stemning blandt et lag af unge mennesker. Men sådanne sindsstemninger er en trofast afspejling af kapitalismens moral.

De reaktionære protesterer højlydt over dette, men siden de ikke kan indrømme at sådanne ting er konsekvenser af det sociale system, de forsvarer, er de ikke i stand til at komme med en løsning. Deres eneste svar er at fylde fængslerne med unge mennesker, som lærer at blive ægte kriminelle i stedet for amatører. Og så går vi ind i en ond cirkel med social fremmedgørelse, stofmisbrug, nedværdigelser og kriminalitet.

Systemets ”svar” er at kriminalisere unge, at give dem skylden for de problemer, samfundet har skabt, at øge politiets repression, bygge flere fængsler og dele strengere straffe ud. I stedet for at løse problemet tjener sådanne tiltag kun til at gøre problemerne større og skabe en ond cirkel med kriminalitet og fremmedgørelse. Det er det logiske resultat af kapitalismen og markedsøkonomien, som behandler folk som ”produktionsfaktorer” og underordner alt under profitmotivet. Vores svar er, at ungdommen må organisere sig og hå med arbejderklassen i kampen imod kapitalismen og for socialisme!

CPE-protest_04_small

Kapitalismens krise betyder mere arbejdsløshed og yderligere forværring af infrastruktur, uddannelse, sundhedssystem og boliger. Forfaldet i civiliserede standarder medfører en risiko for yderligere social opløsning. Det vil betyde en stigning i kriminalitet, vandalisme, anti-social opførsel og vold.

Det er nødvendigt omgående at tage skridt til at forhindre nye lag af ungdommen i at synke ned i demoraliseringens morads. Kampen for socialisme betyder en kamp for kultur i sin bredeste forstand, at optænde forhåbningerne hos unge mennesker, give dem et mål i livet, der er mere end kampen for at overleve på et niveau, som næppe er højere end dyrene. Hvis man behandler folk som mennesker vil de opføre sig derefter.

Nedskæringer på uddannelser på alle niveauer, afskaffelse af stipendier og indførelse af studieafgifter og studielån betyder, at unge fra arbejderklassen er udelukket fra højere uddannelse. I stedet for at blive anstændigt oplært til at tjene samfundets behov og få adgang til kultur, bliver størstedelen af de unge mennesker fordømt til et liv med slavearbejde med lavtlønnede ufaglærte job. Samtidig får private virksomheder lov til at blande sig i uddannelserne, som i stigende grad bliver behandlet som endnu et marked for profit.

Vi kræver:
En anstændig uddannelse til alle unge. Et massivt program for byggeri af skoler og et virkeligt gratis uddannelsessystem på alle niveauer.
Omgående afskaffelse af studieafgifter og indførelse af en uddannelsesstøtte til at leve af for alle studerende på højere uddannelsestrin.
Jobgaranti for alle, der forlader skolen, med en løn til at leve af.
Stop for storkapitalens dominans og udnyttelse af uddannelsessystemet. Jag de private virksomheder ud af uddannelserne!
Tilbud om velforsynede ungdomsklubber, biblioteker, idrætscentre, biografer, svømmehaller og andre rekreative steder for unge.
Et program for boliger til at betale for studerende og unge par.

“Gennemførlighed”
Kapitalismens krise betyder, at bankerne og kapitalisterne alle vegne ønsker at placere hele krisens byrde på skuldrene af de mennesker, der mindst har råd til at betale: arbejderne, middelklassen, de arbejdsløse, de gamle og syge. Argumentet, der konstant gentages, er, at fordi der er en krise, har vi ikke råd til at forbedre eller endda opretholde levestandarden.

Argumentet om, at der ikke er nogen penge til at betale for reformer, er en grov løgn. Der er masser af penge til våben og til at betale for de kriminelle aggressionskrige i Irak og Afghanistan. Men der er ingen penge til skoler og hospitaler. Der er masser af penge til at støtte de rige, som vi så det med Bush’ lille gave på 700 milliarder dollars til bankerne. Men der er ingen penge til pensioner, hospitaler eller skoler.

Argumentet om “gennemførlighed” falder derfor til jorden. Om en given reform er “gennemførlig” eller ej afhænger af, hvorvidt den er i en given klasses interesse eller ej. I sidste ende afhænger dens gennemførlighed (med andre ord, hvorvidt den vil blive udført i praksis) af klassekampen og den virkelige magtbalance. Når den herskende klasse står overfor truslen om at tabe alt, vil den altid være forberedt på at give indrømmelser, som den “har råd til”. Det blev vist i Frankrig i maj 1968, da den franske herskende klasse gav enorme indrømmelser med lønstigninger og vigtige forbedringer af forholdene og arbejdstiden for at stoppe generalstrejken og få arbejderne til at forlade de fabrikker, de havde besat.

Krisens begyndelse kan måske medføre et chok til at starte med, men det vil hurtigt blive til vrede, når folk indser, at de bliver bedt om at betale prisen for krisen. Der vil komme pludselige skift i bevidstheden, der kan ændres i løbet af 24 timer. En stor bevægelse i bare et vigtigt land kan provokere en hurtig ændring i hele situationen, som det skete i 1968. Den eneste grund til, at dette endnu ikke er sket, er, at ledelsen for arbejdernes masseorganisationer halter efter begivenhederne og ikke formår at præsentere et reelt alternativ. Men der er allerede tegn på et skift.

I den seneste periode har der været generalstrejker og massedemonstrationer over hele Europa. I Grækenland har der været ni generalstrejker siden det højreorienterede parti Nyt Demokrati fik magten i 2004. I løbet af de første seks måneder af 2008 så Belgien en bølge af overenskomststridige strejker, der mindede om 1970’erne. Bevægelsen spredte sig spontant fra den ene sektor til den anden. I marts 2008 blev Berlins Transport Firma (BVG) lammet af en lang og offensiv strejke blandt lokomotivførerne og vedligeholdelses- og administrationsarbejderne. Efter et år med indrømmelser og opblødning af kravene fra fagforeningernes side sagde arbejderne, at de havde fået nok. Tusinder af studerende gik på gaden i Spanien onsdag den 22. oktober for at protestere imod planerne om at privatisere universitetsuddannelserne og også i modstand mod enhver plan om at lade arbejderne betale for den kapitalistiske krise gennem nedskæringer i uddannelse, sundhed og andre offentlige serviceydelser.

I Italien mobiliserer de studerende. Hundreder af tusinder af skoleelever og universitetsstuderende mobiliserer sammen med lærere, professorer og forældre over hele Italien imod Berlusconis forsøg på at privatisere uddannelserne yderligere. Dette har ført til besættelser af skoler og universiteter. Svaret fra regeringen har været at true med at bruge bevæbnet politi imod de studerende. Lørdag den 11. oktober demonstrerede 300.000 arbejdere og unge i Rom i en demonstration indkaldt af Rifondazione Comunista.

Alt dette viser, at arbejderne ikke vil sætte sig ned med armene over kors mens deres levestandard ødelægges. Scenen er sat til et stort opsving i klassekampen. Arbejderne er ikke interesserede i profitsystemets logik. Vores pligt er at forsvare vores klasses interesser, at beskytte levestandarderne og højne arbejdernes forhold til niveauer, der nærmer sig en civiliseret levestandard. Hvis der er penge til bankcheferne, så er der også penge til at finansiere den slags reformer, som vi har brug for, for at gøre samfundet til et egnet sted at leve!

Forsvar de demokratiske rettigheder!
I over et halvt århundrede har arbejderne i Vesteuropa og Nordamerika troet, at demokratiet var sikret for evigt. Men dette er en illusion. Demokrati er en meget skrøbelig konstruktion, der kun er mulig i rige lande, hvor den herskende klasse kan give visse indrømmelser til masserne for at dæmpe klassekampen. Men når forholdene ændrer sig, kan den herskende klasse i de “demokratiske” lande gå over til diktatur med samme lethed som en person, der skifter fra en togkupé til en anden.

Under forhold med øget klassekamp vil den herskende klasse begynde at bevæge sig i retning af reaktion. De vil beklage sig over, at der er for mange strejker og demonstrationer og kræve “orden”. For nylig blev Cossiga, kristendemokratisk indenrigsminister i Italien i 1970’erne, senere præsident for republikken og nu senator på livstid, spurgt, hvad der skulle gøres ved de studerendes demonstrationer. Han svarede:

“Lad dem fortsætte et stykke tid. Træk politiet væk fra gaderne og campusområderne, infiltrér bevægelsen med provokatører, der er parate til alt, og lad demonstranterne være i omkring ti dage, hvor de smadrer butikker, brænder biler og vender op og ned på byerne. Efter det, efter at have opnået befolkningens støtte – og have sikret sig, at larmen fra ambulancernes sirener er højere end dem fra politiet og carabinieri – bør ordensmagten nådesløst angribe de studerende og sende dem på hospitalet. Lad være med at arrestere dem, da dommerne bare vil løslade dem med det samme; bare tæsk dem, også professorerne der anstifter bevægelsen.”

Dette er en advarsel om, hvad vi kan forvente i den kommende periode med øget klassekamp i Italien og andre lande. I fremtiden vil det være muligt at de, på grund af de reformistiske lederes svaghed, vil formå at etablere en eller anden form for bonapartistisk (militær-politi) diktatur i det ene eller andet europæiske land. Men under moderne forhold vil et sådan regime være meget ustabilt og højst sandsynligt ikke holde længe.

Tidligere var der i Italien, Tyskland og Spanien en stor bondestand og et stort småborgerskab, der udgjorde en massebasis for reaktion. Dette er forsvundet. Tidligere var de fleste studerende fra rige familier og støttede fascisterne. Nu er de fleste studerende venstreorienterede. Reaktionens sociale reserver er rimelig begrænsede. De fascistiske organisationer er små, selvom de kan være ekstremt voldelige, hvilket afspejler svaghed, ikke styrke. Derudover har borgerskabet efter erfaringen med Hitler ingen til hensigt at overgive magten til gale hunde. De foretrækker at basere sig på “respektable” officerer og bruge fascistiske bøller som hjælpetropper.

CPE-protest_03_small

Allerede i den seneste periode er de demokratiske rettigheder kommet under angreb alle steder. Ved at bruge undskyldningen om anti-terrorlovgivning har den herskende klasse indført nye love for at begrænse de demokratiske rettigheder. Efter terrorangrebet 11. september hastede Bush the Homeland Security Act (HSA) igennem. Bush-administrationen forsøger at ødelægge grundlaget for det demokratiske styre, der blev etableret af den amerikanske revolution, og bevæge sig imod en form for styre, der er fri fra lovens begrænsninger. Lignende love er blevet vedtaget i England og andre lande.

Vi vil kæmpe for at forsvare alle de demokratiske rettigheder, der er blevet vundet af arbejderklassen tidligere. Frem for alt vil vi forsvare retten til at strejke og demonstrere og gå imod alle juridiske begrænsninger på fagforeninger. Enhver må have retten til at gå med i en fagforening og gå sammen med andre arbejdere for at forsvare sine rettigheder. Meget ofte modstiller kapitalismens forsvarere socialisme med demokrati. Men de samme folk, der vover at beskylde socialister for at være anti-demokratiske og fremstille sig selv som demokratiets forsvarere, har altid været de grummeste fjender af demokrati. De glemmer belejligt, at de demokratiske rettigheder, som vi har i dag, blev vundet af arbejderklassen i lange og bitre kampe imod de rige og mægtige, der konsekvent gik imod ethvert demokratisk krav.

Arbejderklassen er interesseret i demokrati fordi det giver os de bedste forhold for at udvikle kampen for socialisme. Men vi forstår, at under kapitalismen må demokratiet nødvendigvis have en begrænset, ensidig og falsk karakter. Til hvad nytte er pressens frihed, når alle de store aviser, magasiner og tv-stationer, mødesale og biografer er i hænderne på de rige? Så længe jorden, bankerne og de store monopoler forbliver i hænderne på nogle få, vil alle de virkelig vigtige beslutninger, der berører vores liv blive taget, ikke af parlamenterne og valgte regeringer men bag lukkede døre i bestyrelseslokalerne hos bankerne og de store virksomheder. Den nuværende krise har afsløret dette for alle.

Socialisme er demokratisk, ellers er den intet. Vi står for ægte demokrati, hvor folk tager styringen af industrien, samfundet og staten i egne hænder. Det ville være ægte demokrati, i modsætning til den karikatur vi har nu, hvor alle (mere eller mindre) kan sige, hvad de vil, så længe de vigtigste beslutninger, der berører vores liv, tages bag lukkede døre af små ikke-valgte grupper i bankerne og de store virksomheders bestyrelser.

Vi kræver:
  1. Øjeblikkelig afskaffelse af alle anti-fagforeningslove.
  2. Retten for alle arbejdere til at melde sig ind i en fagforening, strejke, blokere og demonstrere.
  3. Ytrings- og forsamlingsfrihed.
  4. Nej til begrænsninger af de demokratiske rettigheder under dække af såkaldte anti-terror love!
  5. Arbejdernes organisationer må afvise den falske ide om “national enhed” med de kapitalistiske regeringer og partier under dække af krisen. De sidstnævnte er ansvarlige for krisen og ønsker at lade arbejderklassen betale regningen.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.