Tilstedeværelsen af nationer, nationalstater og nationalbevidsthed er et karakteristisk træk ved den kapitalistiske epoke. Før kapitalismens fremkomst var der ikke en ægte nationalbevidsthed i den moderne betydning. Feudalsamfundet var domineret af partikuralisme, hvor folk identificerede sig selv som medlemmer af landsbyer, byer, egne, regioner og fyrstendømmer. Den kapitalistiske udvikling, en økonomisk revolution, frembragte hjemmemarkedet og assimilationen af folk i nationer. Samlingen af produktivkræfterne i en nationalstat var en progressiv historisk opgave for borgerskabet. På denne materielle basis, i perioden specielt fra 1789 og fremefter i Europa, de borgerlige nationale demokratiske revolutioners epoke, ser vi fremkomsten af nationer og nationalbevidsthed.
“For at sikre vareproduktionens fuldstændige sejr”, skriver Lenin, “må borgerskabet erobre hjemmemarkedet, og der må være politisk forenede territorier hvor befolkningen taler ét sprog… Deri er den økonomiske grund for nationalbevægelser…
”Enhver nationalbevægelse kæmper for skabelsen af nationalstater, under hvilke forudsætninger den moderne kapitalisme bedst er tilfredsstillet.” (The Right of Nations to Self-Determination, Progress Publishers, s. 8-9)
Derfor er nationen en historisk udviklet størrelse, som opstod under tilstande såsom krig, invasion, omvæltning og opløsning af de gamle grænser og fremkomsten af nye. Fra et marxistisk standpunkt opstod nationalstaten overordnet set fra et udviklet fællesskab af sprog, territorier, økonomi og kultur. Der er dog, grundet i loven om ujævn og kombineret udvikling, undtagelser til denne regel, hvor nationalstater bliver sammensat af forskellige nationaliteter (som i England) og forskellige sprog (som i Belgien). Nationer kan blive skabt hvor ingen eksisterede før. De sidst 100 år er fyldt med sådanne eksempler, navnlig kan Balkan og Mellemøsten nævnes.
På basis af kapitalismen og dens jagt på markeder, magt og interesseområder dominerede større magter mindre magter. I imperialismens epoke, tog denne tendens til national undertrykkelse en ekstrem form, koblet med undertrykkelse af nationale minoriteter indenfor staten. Som Lenin forklarede i hans bog ”Imperialisme, kapitalismen højeste stadie”:
”Kapitalismen er blevet til et verdenssystem af kolonial undertrykkelse og hvor en lille håndfuld ”udviklede” lande finansielt strangulerer den overfældende majoritet af verdens befolkning”.
En kolossal bremse
Kapitalismen har snarere end at opløse det nationale spørgsmål, forværret problemerne verden over i takt med sit forfald. De produktivkræfter kapitalismen har skabt er nu vokset udover de nationale markeder. Sammen med den private ejendomsret, er den nationale stat blevet en kolossal bremse for videre udvikling af samfundet. Som en konsekvens har nationalismen stukket sit hoved frem i den nuværende epoke, med eksplosive følger, fra Europa til Balkan, fra det Indiske subkontinent til Mellemøsten. Den koloniale revolution bragte national frihed i forgrunden, hvilket har rejst millioner, lige fra Afrika til Asien.
Genfremkomsten af det nationale spørgsmål viser kapitalismens dybe blindgyde på verdensplan og lederne af arbejderorganisationernes svigt i at tilbyde en vej ud. Der kan ikke længere være en løsning af det nationale spørgsmål på en kapitalistisk basis.
Lenin tog tråden op fra Marx og brugte det nationale spørgsmål op som en måde at bevæbne det revolutionære sociale demokrati i Rusland og forene de undertrykte nationaliteter under arbejderklassens banner. Som svar på national undertrykkelse, fremsatte de russiske marxister (i det russiske Socialdemokratis berømte paragraf 9) kravet om nationernes ret til selvbestemmelse – hvilket er fuldstændig separation som stater.
Dette var specielt vigtigt for zarens Rusland, hvis imperium var et ”fængsel af nationaliteter”. Sammensætningen af imperiet var sådan at storrusserne, den herskende nationalitet, kun udgjorde 48% af det hele. Dem der var under russisk styre (polakker, litauere, estere, finner og letter, ukrainere osv.) var frataget deres rettigheder, og blev systematisk undertrykt af zar-systemet. Det gav det nationale spørgsmål i Rusland en eksplosiv kraft.
For at vinde de undertrykte nationaliteter stillede Lenin sig imod tvangsindlemninger af en nationalitet inden for grænserne af en generel stat. Herved var bolsjevikkerne dog ikke fortalere for separation. Derimod betød det bare at de følte sig forpligtet til at kæmpe uforsonligt mod enhver form national undertrykkelse. ”At anklage dem som støtter friheden til selvbestemmelse, dvs. friheden til at træde ud, for at opfordre til separation er ligeså tåbeligt og hyklerisk som at anklage dem som går ind for friheden til skilsmisse for at opfordre til ødelæggelse af familie båndene” sagde Lenin (Nationernes ret til selvbestemmelse, s. 83)
Kravet om retten til selvbestemmelse resulterede dog i et ophedet kontrovers indenfor det russiske parti, med modstand fra Rosa Luxemburg, Bukharin, Pyatakov og andre. Essensen af deres modstand var at under kapitalismen er selvbestemmelse en utopi, mens det under socialismen er reaktionært. Men dette er et fuldstændigt forfejlet argument, da det ignorer den socialistiske revolutions epoke og dennes opgaver. Det er klart at under imperialismens herredømme er eksistensen af små stabile stater umulig. Også under socialismen ville det nationale spørgsmål, i takt med statens progressive bortdøen, forsvinde. Ikke desto mindre må de aktive elementer, i den mellemliggende tid, uddannes og mobiliseres for at styrte kapitalismen og en korrekt dialektisk indgangsvinkel til det nationale spørgsmål vil lette denne opgave.
Arbejderklassens enhed
Frem for alt var sloganet om selvbestemmelse et magtfuldt våben i kampen for at underminere den borgerlige nationalisme og vinde undertrykte nationers arbejderes tillid. Muligheden for separation letter den frie samling af folkene. For at overbevise de politisk mere tilbagestående arbejdere, som havde nationalistiske fordomme, var det nødvendigt at lægge vægt at arbejderklassen ikke havde nogen interesse i at tvinge en national minoritet. På samme tid må vi argumentere for samlingen af arbejderklassen under ét banner, med uforsonlig modstand til giften fra smånationsmentaliteten og giften fra chauvinismen.
“Sekterikerne ignorer simpelthen” siger Trotskij ”at den nationale kamp, en af de mest labyrintiske og komplekse, men på samme tid ekstrem vigtige forme for klassekamp, ikke kan blive suspenderet med en reference til det fremtidige verdensrevolution.”Selvfølgelig kan kravet om nationers ret til selvbestemmelse ikke blive brugt som man vil, men må komme fra fakta og ikke ideelle normer. Det kunne kun blive anvendt for nationaliteter og ikke bare grupper, religiøse kaster og andre af den type minoriteter.
Frem for alt, så Lenin retten til selvbestemmelse som noget der var underordnet arbejderklassens interesser. ”Borgerskabet sætter altid deres nationale krav i front og gør dette på en kategorisk måde. For proletariat er disse krav derimod underordnet klassekampens interesser.” (Sammesteds, s. 21) Og igen, ”Samtidig med at det anerkender lighed og lige rettigheder for en nationalstat, værdsætter det mest af alt, og sætter alliancen mellem alle nationers proletarer forrest og vurderer alle nationale krave, enhver national separation, fra arbejdernes klassekampssynsvinkel.” Trods alt er retten til selvbestemmelse et borgerligt krav, ikke et socialistisk.
Lenin forklarede også gentagende gange at et marxistisk program om det nationale spørgsmål i bund og grunde er af negativ art: mod national undertrykkelse, mod afskaffelse af nationalkultur, osv.
I dag reagerer forskellige sekterikere på det nationale spørgsmål ved altid at kræve selvbestemmelse, uden at tage hensyn til den konkrete situation eller dens konsekvenser. De ser selvbestemmelse som et universalmiddel, der altid under alle forhold er anvendelig. Sådanne ”leninister”, som bare snakker Lenin efter munden og ikke har nogen ide om hans metode, ender uvægerligt op i et skamfuldt rod. Det er derfor det er nødvendigt at udvikle den marxistisk teori og anvende den på de konkrete forhold og ikke bare, som papegøjer, gentage Lenin og Trotskijs udtryk.
Da det kom til Jugoslavien var de fortalere for opdelingen af landet, som forberedte vejen for de reaktionære krige og mareridtene der fulgte. De havde ikke nogen bekymringer om de blodige konsekvenser eller ”klassekampens interesse”. Deres kapitulation til den småborgerlige nationalisme gjorde dem til cheerleaders for etnisk udrensning og et chauvinistisk vanvid. Snarere end ”uafhængighed” for Kroatien, Slovenien, Kosovo eller Bosnien og balkaniseringen af regionen, var den eneste vej frem for folkene på Balkan et socialistisk forbund. Der var ikke et enkelt atom af progressivt indhold i opsplittelse af det tidligere Jugoslavien. Nok engang blev små folks skæbne udnyttet af de imperialistiske magter til deres egen fordel.
Dette viser den fundamentale forskel mellem leninisme og småborgerlig nationalisme. Lenin støttede udelukkende retten til selvbestemmelse fra en klassekampssynsvinkel, for arbejderklassens enhed.
Selv det gamle før-krigs Socialdemokrati på Balkan fremsatte sloganet om et demokratisk Balkan forbund som en vej ud af det galehus, der var blevet skabt af de separate nationale småstater. Selv ordet ”balkanisering” blev synonym med sammensuriumet af indbyrdes stridende stater.
I dag kan dette forbund ikke blive virkeliggjort på et kapitalistisk basis og derfor fremsætter vi kravet om et socialistisk Balkan forbund som en løsning på folkene fra denne halvøs problemer. Et sådan forbund, vil som med det tidligere Jugoslavien bestå af autonome republikker indenfor en fælles grænse. Dette ville overvinde ”balkaniseringen” af regionen. Dem som argumenterer for en Balkan ”konføderation” (socialistisk eller ej) forstærker simpelthen den reaktionære ”balkanisering” ved en løs alliance af separate uafhængige Balkan stater. I stridigheder om dette spørgsmål før 1. verdenskrig, argumenterede internationalister imod en sådan konføderation og for et Balkan forbund, som senere til dels blev realiseret under Tito, da det jugoslaviske forbund blev skabt.
I mellemøsten kan der ikke komme en løsning på det “palæstinensiske problem” under kapitalismen. Selvom marxisterne modsatte sig opdelingen af Palæstina i 1948 og fordrivelse af palæstinensere, eksister Israel i dag og der er folk som lever der. Spørgsmålet er nu hvordan man garantere palæstinenserne et hjemland og sætter en stopper for deres nationale undertrykkelse.
For marxister er sagen klar. Der kan aldrig komme en løsning på problemet uden en fundamental ændring af samfundet. Selvom palæstinenserne får deres eget lille selvstyrende område vil det være underlagt den kapitalistiske logik og deres desperate situation vil ikke ændres grundlæggende. Derfor er løsningen ikke et selvstændigt Israel eller Palæstina, men derimod at arbejderne og bønderne i regionen fører en fælles kamp for fjerne de folk der profiterer på situationen ud. Først og fremmest de israelske kapitalister men også den korrupte palæstinensiske ledelse. Kun sådan vil man kunne begynde det kæmpe arbejde det er at oprette en fælles socialistisk stat med fuld autonomi for alle.
