Aktiemarkederne i USA og Europa gik opad igen i løbet af august. Efter at de nåede et lavpunkt den 24. juli, var de en måned senere steget med omkring 20%. Det virker, som om der er en fornyet optimisme om, at kapitalismen alligevel ikke vil komme i krise, men vil komme sig stille og roligt over de næste 18 måneder.


Hvorfor denne nye optimisme? Ja, det kan ikke være sommervejret i Europa, der gør det, for der har vi set regn og oversvømmelser som aldrig før! Det er rigtigt, at meget af USA har haft godt vejr, men kapitalens repræsentanter kommer også med mere seriøse argumenter.


For det første påstår Bush-regeringen at have gjort noget imod svindlerne i det amerikanske erhvervsliv. Efter skandalerne i Enron, WorldCom og Tyco, og efter meget snak, gik den amerikanske regering ind for nye love, der skulle sætte skik på firmaernes regnskabsføring. Det er sådan et tilfælde, hvor man virkelig kan sige, at stalddøren blev lukket, efter at hestene er stukket af.


Mens "insiderne", som de kaldes, solgte deres aktier, før aktiepriserne kollapsede, så blev almindelige amerikanere med meget af deres pensionsopsparing investeret i aktier hårdt ramt. De amerikanske husstandes nettorigdom (inklusiv aktier, obligationer og ejendom) er faldet med over 20% de sidste to år, efter at verdens aktiemarkeder begyndte at gå nedad i marts 2000. Mange hårdtarbejdende amerikanere (som arbejder mest pr. år i OECD-landene) overvejer nu at udskyde deres velfortjente tilbagetrækning og arbejde et par år mere for at kompensere for tabene i deres pensioner. Så de er godt sure og krævede, at der blev gjort noget imod svindlerne og regnskabsjonglørerne, som styrer USA's store virksomheder.


Men den grusomme ironi er, at en af disse insidere er præsidenten selv. Da Bush var guvernør i Texas, sad han i bestyrelsen for Harkin Energy (tidligere Bush Exploration). Få måneder før firmaets aktier styrtdykkede, solgte han tusinder af aktier og fik en pæn profit. Det ser ud til, at han vidste på forhånd, at firmaet ville blive nødt til at offentliggøre dårlige profitresultater. Men selvfølgelig er han blevet frifundet i en undersøgelse.


Men der er ingen grund til bekymring mere, for præsidenten og kongressen har taget fat, og nu kommer der ikke flere skandaler! Og faktisk underskrev næsten alle topcheferne i de største 1.000 firmaer den 14. august erklæringer om, at deres regnskaber var helt i orden. Aktiemarkederne åndede lettet op og steg igen.


Den anden store grund til den nye optimisme er den voksende tiltro til, at den amerikanske nationalbank under ledelse af Alan Greenspan vil sænke renten til et rekordlavt niveau og på den måde genoplive økonomien. Flere amerikanske banker forudser store sænkninger inden årets udgang. Investorerne kunne godt lide disse nyheder, og aktierne steg igen.


Men al denne optimisme er sommerfjollerier. Under al overfladen ligger der stadig de ubehagelige realiteter i form af økonomiske tal for USA, Europa og Japan, som ikke har ændret sig. Verdensøkonomien er stadig på vej nedad. Tag f.eks. USA. I juli og august var alle nye økonomiske tal værre end de foregående. Der gøres meget ud af at sige, at den amerikanske forbruger, dvs. den almindelige amerikanske familie, skal fortsætte med at forbruge. Det er nærmest blevet ens patriotiske pligt at låne flere penge eller bruge mere af sin opsparing, så man kan holde økonomien i gang. Og amerikanske bilfirmaer bliver ved med at tilbyde finansiering uden renter, hvis man køber nye biler.


På trods af at aktiemarkederne er steget, så falder forbrugertilliden stadig. Det såkaldte Conference Board's juli-indeks over forbrugertillid faldt fra 106,4 til 97,1 – hvilket er det laveste niveau siden februar. Forbrugernes forventninger til fremtiden blev endnu mere pessimistiske. Det indeks, der måler dem, faldt fra 107,2 til 95,7. Samtidig falder salget i butikkerne. Indekser, der måler tilliden blandt producenterne, står også svagere, og produktionen falder i retning af kriseniveauer efter en begrænset bedring i begyndelsen af året.


Og som det mest afgørende, så viser tallene for det reelle bruttonationalprodukt i USA i andet kvartal af i år en stigning på kun 1,1%, og de tidligere kvartaler er blevet revideret nedad, hvilket bekræfter, at den amerikanske økonomi i 2001 virkelig kom i krise og kun oplevede en lille bedring i første kvartal i år. Investeringerne faldt for syvende kvartal i træk. Imens faldt stigningen i forbruget, og gik kun frem med 1,9%, efter at det steg med 3,1% i første kvartal. Det var kun regeringens forbrug, der steg meget. Og selvfølgelig fortsætter boomet inden for fast ejendom, når renten er så lav, ligesom det gør i England, Australien og mange andre OECD-lande.


Og den anden gyselige realitet, som den amerikanske kapitalisme må se i øjnene, er, at profitterne ikke er i bedring. De største 500 virksomheder rapporterede for nylig deres indtjening i andet kvartal. Lad os være venlige og sige, at vi tror på, at regnskaberne afspejler den virkelige tilstand i profitabiliteten (klart!) Men selv hvis vi siger det, så steg profitten kun 1% sammenlignet med samme tid sidste år, hvor de virkelig var dårlige.


Den sande historie er, at med mindre de amerikanske firmaer begynder på endnu en runde af kæmpe fyringer (og i de sidste to år er over to millioner amerikanske jobs gået tabt), så får de ikke profitterne op, og så begynder de ikke at investere igen. Men hvis de fyrer en masse arbejdere igen, så kan alle de arbejdsløse ikke købe så mange varer i butikkerne, og dem, der stadig har et job, vil være nervøse for at miste deres arbejde, så de vil ikke forbruge så meget og spare op i stedet. Resultatet vil blive økonomisk krise. Sådan er det kapitalistiske dilemma, når profitten styrer produktionen.


Og det ser ikke bedre ud i Europa. De fleste europæiske lande har offentliggjort deres økonomiske væksttal for andet kvartal af 2002. Men der var bare ikke nogen, eller kun meget lidt, vækst! Tyskland steg 0,3%, og Italien 0,1%. England var bedst – med 0,7%. Og med haltende produktion og salg i Europas butikker ser udsigten for andet halvår trist ud.


Hvad angår Japan, så er det den samme gamle historie. Den nationale produktion falder med 0,5-1,0% om året. Deflation er stadig på dagsordenen med faldende priser. Selv servicesektoren falder, og arbejdsløsheden er på et højdepunkt i efterkrigstiden. Regeringen er lammet og ved ikke, hvad den skal gøre efter 12 års krise. Det offentliges gæld bliver bare ved med at stige.


Og der er masser af klipper i verdensøkonomiens hav, som kan få endnu et par kapitalistiske skibe til at synke i de næste par måneder. Det økonomiske og politiske kaos i Argentina fortsætter uden nogen ende i syne. Og selvom IMF har postet penge i Tyrkiet, bliver de tyrkiske kapitalistiske politikere ved med at ævle og kævle, med risiko for at sende denne USA's vigtige allierede i den såkaldte terrorkrig ud i økonomisk depression. Og i Brasilien skal der snart være præsidentvalg, og det er sandsynligt, at regeringens kandidat taber massivt. Det er nu sandsynligt, at præsidenten i det største land i Latinamerika bliver Arbejderpartiets leder Lula eller Arbejderfrontens leder Ciro Gomes. Det er ikke en rar tanke for kapitalistiske investorer, og de hiver deres penge ud af Brasilien, som gjaldt det livet selv.


Og så er der Irak. Bush-regeringen forbereder et angreb for at fjerne Saddam Hussein, sikkert engang til vinter, ligegyldigt hvad de europæiske regeringer eller FN siger. Men hvis det sker, vil det sende oliepriserne opad, selv hvis krigen går godt for USA, og det kan skade verdensøkonomien alvorligt, hvis Bush's eventyr går galt.


Og så er der to bobler, der endnu ikke er sprunget i verdenskapitalismen. Den første er den stærke amerikanske dollar. Den er blevet lidt svækket det sidste års tid, men der er masser af plads til et større fald. Udlændinge har for 9 billioner dollars aktiver i USA, mens USA har et månedligt handelsunderskud på 37 milliarder dollars. Disse udenlandske investorer står over for endnu større tab end deres amerikanske modstykker. For oven i tabene på aktiemarkederne har de valutatab for yderligere 10-15%. Når de begynder at sælge stort, vil køberne forsvinde, og dollaren vil falde langt mere, end de fleste forventer.


Den anden store boble, der ikke er sprunget endnu, er ejendomssektoren. Amerikanske og engelske forbrugere er blevet ved med at forbruge, fordi de har stolet på deres huses stigende værdi. Men årlige stigninger på 10% i USA og 20% i England kan ikke vare ved. Der er allerede tegn på udmattelse i huspriserne i London og New York. Hvis husmarkedet begynder at halte, vil folk holde op med at forbruge så meget, hvilket vil hive økonomien længere nedad.


Alle disse ting viser klart, hvor lidt realitet der var i al snakken om en "ny økonomi" baseret på hi-tech, internet og deregulering af kontrollen med firmaerne. Den økonomiske vækst i denne periode med laissez-faire kapitalisme har været meget svagere end i perioden lige efter anden verdenskrig. I USA var den gennemsnitlige årlige vækst i BNP fra 1942 til 1966 på 4,5%. Fra 1975 til 1999 var den kun 3,2%. Den gennemsnitlige årlige vækst i industriproduktionen fra 1942 til 1966 var 5,3%. Fra 1975 til 1999 var den kun 3,4%. Samtidig er forbrugernes gæld steget fra 64% af den årlige disponible indkomst i 1966 til 97% i 1999.


Og dog fortsætter de amerikanske myndigheder og især Alan Greenspan med at sprede optimisme i hver en udtalelse. For nylig sagde Greenspan: "Krisens mildhed og kortvarighed er bevis på den betragtelige forbedring af økonomiens livskraft og fleksibilitet. Grundlaget er på plads for en tilbagevenden til langvarig stor vækst: ubalancerne i lagerbeholdningerne og i kapitalgoderne ser stort set ud til at være blevet arbejdet af, inflationen er ret lav, og vi regner med, at den bliver nede; og produktivitetsvæksten har været bemærkelsesværdig stærk, hvilket tyder på en betragtelig underliggende støtte for husstandenes og firmaernes forbrug så vel som en potentiel lindring af omkostnings- og prispres."


Men virkeligheden er meget mere sådan, som Morgan Stanleys cheføkonom Stephen Roach beskrev den: "Denne cyklus har ikke meget til fælles med det, vi har set i den umiddelbare fortid. Desværre har den meget til fælles med den opsving-krise-cyklus, der var før anden verdenskrig, og som blev udløst af spekulative bobler på finansmarkederne. Historien fortæller os, at de 19 økonomiske cyklusser, der var i fredstid fra 1854 til 1945, havde kriser med en gennemsnitlig varighed på 21 måneder – stort set det dobbelte af de 11 måneder, som kriser typisk har varet efter 1945. Rystelserne efter store bobler er lange og smertefulde. Hvorfor skulle den nuværende nedtur, som kommer efter alle boblers moder, være anderledes?"


Michael Roberts




Efterskrift om verdensøkonomien




Det perspektiv, der blev skitseret af vores økonomiske korrespondent Michael Roberts i ovenstående artikel, blev på dramatisk vis bekræftet inden for 24 timer efter, at den blev offentliggjort på engelsk. Endnu engang kom der voldsomme fald på de internationale aktiemarkeder.


Mere end 36 milliarder pund blev strøget af værdien af de engelske aktier i går, da FTSE 100-indekset endte næsten 4% eller 152 point lavere. På et tidspunkt var det under den psykologisk vigtige 4.000-grænse. Faldet i aktiepriserne truer med at sende adskillige kendte firmaer, bl.a. British Airways, ud af FTSE 100-indekset.


I Japan faldt Nikkei-indekset til det laveste niveau siden 1983. I New York faldt Dow Jones-indekset Industrial Average med mere end 350 point.


"Det amerikanske marked sætter dagsordenen, og Europa følger slavisk efter," sagde John Hatherley fra UK fund managers M&G. "Alt tyder på, at den amerikanske økonomi mister fart. Spørgsmålet er, om der er nok ammunition til at fyre markederne ind i en ny fremgang." (The Independent, 4. september, 2002)


Aktiehandlere sagde, at faldet var blevet udløst af "vedvarende økonomisk usikkerhed i USA og udsigten til, at England går med i et amerikansk angreb på Irak." Andre sagde, at den bedring, der havde fået FTSE 100 til at stige næsten en femtedel i august, nu ser ud til at være ovre.


De fleste økonomer er nu enige om, at USA står over for en såkaldt "dobbelt-dyk"-krise. Det bekræfter, hvad marxisterne har stået fast på hele tiden: den bedring, som skete tidligere på året, var kun et forspil til yderligere og endnu stejlere nedgang i verdensøkonomien. De nuværende fald på verdens aktiemarkeder er kun toppen af isbjerget.


Alan Woods

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.