Den varslede lockout på SIK-området (svarer til SiD) i Grønland er afblæst indtil videre. Arbejdsgiverne havde ellers, som vi har beskrevet i en tidligere artikel, varslet lockout på området, fordi arbejderne krævede ekstra pauser og fuld betaling for pauserne.


I Grønland er arbejdstiden på 40 timer om ugen. Men arbejderne på de store fiskefabrikker er på arbejde ni timer om dagen for at få otte timers løn.


Lockouten var varslet til 2. april, men en landsretsdommer som mægler i forhandlingerne er nået frem til et overenskomstforslag, som SIK’s hovedbestyrelse har vedtaget med et spinkelt flertal. Problemet er blot, at man skal bruge lup for at få øje på forbedringerne i overenskomstforslaget. Der kommer en lønstigning på 4,5% i løbet af næste år, javist. Men dette er langt fra tilstrækkeligt. Spørgsmålet om pauser og arbejdstider bliver lagt ud til forhandlinger på den enkelte arbejdsplads, hvilket er en opsplitning af kampen og en pacificering af arbejdernes eneste våben - enhed.


Arbejderne havde på forhånd krævet en lønstigning på 13% og fuld dækning for alle pauser, som der i øvrigt skulle være flere af. En stor lønstigning er nødvendig, da lønnen i forvejen er latterlig lav. Sølle 66 kr. i timen, der så bliver sat op til 69, 45. Altså ikke engang 70 kr.!


Kampen kan vindes!

Ledelsen af SIK havde med vilje udskudt forhandlingerne for de privatansatte, til der var kommet et forhandlingsresultat for de offentlige overenskomster. Hvis man sammen, både offentligt og privatansatte, havde gået i generalstrejke ville det være et stort skridt fremad. Uden ét eneste samlebånd i drift, én eneste helikopter i luften, uden nogen som helst arbejdere på arbejdspladserne, ville samfundet gå i stå og kapitalisterne ville være tvunget i knæ.


Viljen til at føre kampen er til stede blandt mange grønlandske arbejdere. Arbejderne på mange mindre arbejdspladser har kollektivt meldt sig ind i SIK, velvidende at de kunne blive lockoutet. Dette vidner om solidaritet og styrke i arbejderklassen. Omvendt er kapitalisterne i vildrede, og et bestyrelsesmedlem fra arbejdsgiverforeningen (GA) har trukket sin virksomhed ud af GA.


Arbejderne står stærkere i Grønland, end de har gjort siden lukningerne af de store minedrifter. Alligevel vælger ledelsen for fagforeningen at anbefale en overenskomst, der langt fra dækker de kolossale mangler, som eksisterer.


Som vi tidligere har forklaret, er den eneste vej fremad stærke bånd mellem den danske og grønlandske arbejderbevægelse, en kampvillig ledelse og fælles kamp for et socialistisk program.