Som alle nok ved, er krigen mod Irak brudt ud. Danmark er officielt, dog endnu ikke i praksis, gået i krig. En krig, der har splittet det danske Folketing, der argumenterer frem og tilbage. Men det er især uden for Christiansborg, at der er røster imod krige – modstanden mod en krig har bredt sig ud over hele Danmark.

Argumenterne for krigen er bl.a. et demokratisk Irak, men der nævnes ikke meget om, at der både i England og Danmark er et folkeligt flertal mod en krig. Et flertal mod, at man bomber uskyldige civile irakere, der allerede har lidt i mange år under uafbrudte bombninger, økonomiske blokader og et diktatorisk styre.

Spontane protester

Mange vågnede i morges op til nyheden om, at krigen var brudt ud, og det fik flere steder spontane protester til at bryde ud. Bl.a. har trafikken flere steder i København været blokeret af elever imod krigen. Omkring 1000-2000 elever og studerende samlede sig spontant på Rådhuspladsen for at protestere. En protest, der gik vidt omkring, bl.a. forbi Christiansborg og den amerikanske ambassade. Protesten kulminerede her til aften i mange byer i Danmark. Ritzau skriver at der var omkring 10.000 samlet i hele landet, og omkring 3000 – 3500 i København. Dette må siges at være en klar underdrivelse. I København var Rådhuspladsen fuldstændig fyldt op, hvilket kræver over 15.000. Så store demonstrationer viser den enorme modstand, der er i den danske befolkning, en modstand som højst sandsynligt vil vokse, når rapporterne om døde irakere og soldater kommer frem i medierne.

Masseprotester er vejen frem

Onsdag blev nyhederne oversvømmet af nogle malingkastende aktivister, hvilket har skabt en heftig debat om demokrati og aktionsformer. Problemet med sådanne aktioner er ikke, at de går imod det såkaldte demokrati – regeringen har som sagt ikke flertal for krigsdeltagelsen blandt den danske befolkning. Problemet med aktioner som disse er først og fremmest, at de på ingen måde stopper krigen. Samtidig kan aktionsformer som denne, der kun kræver en lille gruppe aktivister, betyde, at en del af de mennesker, der er imod krigen, får den opfattelse, at deres aktive indsats ikke er nødvendig. Men alles indsats er nødvendig i denne sag, enkelte aktivisters ulydighed har aldrig stoppet en regering. Det eneste, der kan stoppe en krig, er massemobiliseringer.

En diktator erstattes af en anden

En anden sag, der har været fremme i medierne, er den tidligere irakiske hærchefs forsvinden fra Danmark. Rygterne siger, at denne irakiske hærchef er hjulpet til Saudi Arabien af det danske forsvars efterretningstjeneste (FET) og CIA. Om dette er sandt, vides indtil videre ikke. Denne hærchef skulle nu stå standby til at rykke ind i Irak, når Saddam falder, og overtage magten. Dette er en mand, som har været med til dræbe uskyldige mindretal i Irak, og som har forsøgt kup mod Saddam, og intet tyder på at han er mindre diktatorisk end den nuværende leder. Han er muligvis mere venligt stemt overfor Vesten, men det var Saddam også i starten, og det hjælper på ingen måde den irakiske befolkning. Hvis rygterne om FETs medvirken i denne sag er sande, viser det denne krigs fuldstændig reaktionære natur endnu tydeligere.

Krigen må stoppes

Fogh og hans støtter står isoleret både i Folketinget og EU, og det første mål for krigsmodstanden må være at stoppe dansk krigsdeltagelse. Den danske krigsdeltagelse kan virke en smule latterlig – en ubåd og en korvet. Hvordan dette på nogen måde skal gøre en forskel i Irak, kan man spørge sig selv om. Men det er selvfølgelig ikke latterligt – det er en krigsdeltagelse, der både kan være skyld i irakiske og danske dødsofre. Og en krigsdeltagelse, der klart viser regeringens hensigter, som følgesvend til Bush.

Hvis krigen skal stoppes, må modstanden vokse. I morgen (fredag) nedlægger mange elever og studerende undervisningen for at demonstrere, og samtidig opfordrer de dem, der arbejder, til at følge deres eksempel. Hvis krigen skal stoppes, er det sådanne masseaktioner, der skal til. Krigen kan kun stoppes, hvis anti-krigsbevægelsen kædes sammen med arbejderbevægelsen, hvis strejker tages i brug, og kampen mod krigen sættes sammen med kampen mod kapitalismen, som har skabt krigen!