Den syvende juni var der valg i Indonesien, og det tog masserne som en mulighed for at vise deres modstand mod Habibie-Suhartoregimet og få det afsat. Selvom der var visse lag i studenterbevægelsen og blandt arbejderaktivisterne, der opfordrede til at boykotte valget, så havde disse folk ingen indflydelse på masserne. De kæmpe demonstrationer, som de såkaldte "reformpartier" havde indkaldt til især i hovedstaden Jakarta, tiltrak hundredetusinder af tilhængere. Ved en af demonstrationerne samlede Indonesiens Demokratiske Parti endda 1 million mennesker i bymidten. Optællingen er godt nok ikke færdig endnu, men alligevel står det helt klart: Golkar, det politiske instrument for de 30 års diktatur, har lidt et alvorligt nederlag ved valget. Under valgkampen blev Golkar-symboler smadret, og der var tilfælde af fysiske angreb på deres aktiviteter –alt sammen symptomer på det had, som især de fattige dele af befolkningen nærer til dette parti.
Den borgerlige opposition, det Indonesiske Demokratiske Kampparti (PDI-P), som ledes af Megawati Sukarnoputri, datter af Indonesiens første præsident; det Nationale Vækkelsesparti (PKB), under ledelse af Gus Dur; og det Nationale Mandatparti (PAN) ved Amien Rais, forventes tilsammen at få et overvældende flertal. Alene Megawati vil nok få omkring 40%. Golkar har stadig kontrol over staten på alle niveauer, og takket være det at få 20%. Det vil især gælde i de mere isolerede landsbyer og på de fjernereliggende øer uden for Java. Det gældende valgsystem giver disse øer større stemmemæssig vægt end Java og de store byer. Adskillige uafhængige observatører bekræfter, at Golkar-embedsmænd har stået bag omfattende valgfusk nogle steder. De "fem store," d.v.s. de fire ovenfornævnte partier og så det Forenede Udviklingsparti (PPP) – en levning fra Suhartoregimet – vil få omkring 90% af stemmerne. Der er 43 andre partier om de sidste 10%.
Det venstreorienterede Demokratiske Folkeparti (PRD), hvis aktivister spillede en meget vigtig rolle under Suhartos fald, og hvis vigtigste ledere stadig er i fængsel, får en meget lav procentdel.
Valg beregnet på at kanalisere folkets håb væk fra massekampen
Valget var helt klart en manøvre udtænkt af Habibieregeringen for at aflede opmærksomheden fra kravet om at få Suhartos marionetpræsident til at gå af og få Suharto stillet for retten, men masserne (de fattige i byerne, bønderne og arbejderne) så det som en chance for at udfordre regimet og få demokratiske forandringer igennem. Valget blev udskrevet af et illegitimt parlament, hvis medlemmer blev udpeget under Suhartostyret. Valgreglerne blev lavet, så de gav Golkar og hæren størst mulig chance for at bevare deres privilegier og muligvis endda komme til at kontrollere den nye regering og præsident.
Valget gælder kun 66% (462 mandater) af parlamentets medlemmer, som skal vælge den nye præsident til november. 38 ekstra mandater tilfalder militæret, og yderligere 200 mandater vil blive udfyldt af forskellige provinsforsamlinger og sociale organisationer, hvor Golkar stadig har kontrollen. Det vil sige, der er stadig muligheder for resterne af det gamle regime, endda for at Habibie kan blive ved magten efter november.
Dette vil især være muligt, hvis man tænker lidt på, hvordan den borgerlige opposition egentlig er skruet sammen. De tre største borgerlige partier, PDI-P, PKB og PAN, gik sammen i en formel koalition imod "status quo"-partierne før valget. For det første er der tale om den samme koalition, der forrådte studenterprotesterne i den anden uge i november 1998, hvor de underskrev den berømte Ciganjur-aftale, der anerkendte Habibieregeringens legitimitet og hans valgmanøvre - de afslog studenternes krav om, at de straks skulle danne en overgangsregering, og droppede kravet om øjeblikkelig ophævelse af hærens indflydelse på det politiske og sociale område. Det sidste disse mennesker ønsker, er at komme til magten på baggrund af en massebevægelse. Deres ønske om at distancere sig fra massekampen, som førte til Suhartos fald for et år siden, blev igen synligt, da lederne for disse partier nægtede at deltage i mindehøjtideligheden for de fire Trisakti-studenter, der blev myrdet af militæret.
Disse borgerlige partier er mere bange for masserne i aktion end for status quo. Deri ligger den borgerlige oppositions sande kontrarevolutionære natur.
For det andet har alle de tre partier i denne "anti-status quo-koalition" oprettet tætte forbindelser til dem, de forgiver at bekæmpe.
PDI-P er gået sammen med en del generaler fra hæren og har forbindelser til "reformvenlige" elementer inde i Golkar (d.v.s. rotter, der er ved at forlade den synkende skude). Megawati afviser også al snak om en folkeafstemning om Østtimor. I diskussionerne om sammensætningen af den nye regering har PDI-P åbent foreslået at beholde nogle Golkar-folk på deres poster for at "sikre politisk kontinuitet." Gus Dur fra PKB besøgte for nylig Suharto i dennes villa for at konsultere den gamle diktator om Indonesiens politiske fremtid, og han har også fået gode forbindelser til hærens øverstbefalende, general Wiranto.
Det er hæren, der takket være sine 38 mandater i parlamentet og sin stort set intakte sociale og økonomiske magtstruktur har de gode kort på hånden. Amien Rais, den moderne muslimske intellektuelle og leder af PAN, er også gået i koalition med PPP, der åbenlyst er allieret med Golkar. Dette partis hovedaktivitet i de sidste to uger har været intense koalitionsforhandlinger. Det er det, der er essensen af denne overgangsperiode: omorganisering af magtstrukturen inden for de borgerlige rækker på en sådan måde, at styreformen ændres, men ikke selve systemets indhold.
Hvis de beholder Habibie ved magten, vil det selvfølgelig blive set som en provokation og sandsynligvis få studenterne – og andre - ud i aktion igen. En anden måde at sikre det gamle regimes kontinuitet ville være at udnævne general Wiranto til vicepræsident; så kunne Megawati blive præsident som en "garanti" for "reformasi" (reformbevægelsen).
Store håb om forandringer, som ingen regering på kapitalistisk grundlag kan indfri
Ligegyldigt hvilken koalition, der kommer til magten, så vil den hurtigt komme til at stå over for det, som nogle analytikere korrekt kalder en "forventningskrise." Valgkampen var relativt fredelig og rolig i forhold til, hvad de fleste havde regnet med. Hovedårsagen til dette er, at alle folks håb om forandringer blev kanaliseret ud i illusioner til valget. Valgkampen er blevet beskrevet som en "demokratiets fest," og det er ikke overdrevet. Der var oprigtig entusiasme for dette valg. De forskellige partiers larmende busser, biler og motorcykler var lige som glade karnevaller. Det var med til at afpolitisere valgkampen. Man skal imidlertid ikke lade sig narre af glæden og smilene på valgdagen: Forventningerne er meget høje. Men der er en anden side af denne sag.
De fattige i byerne, de unge, arbejderne og bønderne vil have forandringer med det samme. "Jeg giver den nye regering to måneder," sagde en gadehandler til os. Og de fattige kan virkelig ikke vente. Fejlernæring (mangel på A-vitamin) er udbredt blandt gravide og børn. De sociale forhold i Jakarta er dobbelt så slemme som i Bangladesh. Den voksende fejlernæring har en altødelæggende virkning på Indonesiens børn og unge, især dem, der er under tre år. Næsten 90% af et rask menneskes hjerneceller dannes i løbet af de første to leveår. Disse børn vil blive langsomme til at lære ting og lettere ofre for sygdom eller endda død.
En UNICEF-arbejder har forudsagt: "Vi mister en hel generation, hvis vi ikke kan gøre noget." Men hjælpeprogrammer ude på landet er ikke en varig løsning. Nogle folk, der arbejder for at organisere bønderne i Centraljava har fortalt os: "De lokale NGO’er har brugt millioner på at distribuere mad i landsbyerne, men nu er de løbet tør for penge og indser, at vi havde ret, da vi sagde, at problemet ville blive ved med at være der. Nu begynder bønderne at organisere sig og vil ikke vente på NGO’ernes hjælp." Og sidste år "blev konflikter mellem bønderne og staten om ejendoms- og brugsretten til jorden og naturressourcerne mere åbenlyse og omfattende, og de opstod sporadisk over hele landet," konkluderer en rapport fra Indonesian Legal Aid Foundation. Der er blevet registreret 553 af sådanne konflikter sidste år, omfattende mere end 1 million bønder.
Arbejderne på tekstilfabrikkerne i Solo i Centraljava har også talt lige ud af posen: "Reformerne er ikke nået ind på fabrikkerne. Her i Sritex er der 13.000 arbejdere, der gennemsnitligt arbejder 11-12 timer om dagen, syv dage om ugen. Vi tjener 155.000 rupiah om måneden (ca. 15 pund). Militæret har en deling permanent stationeret på fabrikken. Murene har pigtråd på toppen. Der er omkring 100 militærfolk i civil, der går rundt på gulvet og holder øje med, om der er nogen, der siger noget, de ikke burde, eller laver fagforeningsarbejde. Når vi går i aktion, bliver vi stadig tæsket af militæret. Vores fabrik er ejet af Suhartos svigersøn og datter. Det forklarer en hel del. For os betyder reformer ret til at strejke, til at organisere os, højere lønninger, at opbygge arbejdermagt og udfordre arbejdsgivernes privilegier." En anden arbejderaktivist siger: "Du ved, så længe kapitalismen eksisterer, vil den aldrig kunne løse vores problemer. Kapitalisterne vil altid udbytte arbejderne. Vi bliver også nødt til at kæmpe for at fjerne den undertrykkelse." Men arbejderne er blevet lammet af krisens enorme omfang. Selvom masser af dem støttede bevægelsen, der styrtede Suharto, så har arbejdsløsheden og de lave lønninger ikke skubbet dem i retning af uafhængig massebevægelse.
Sidste år blev 26% af arbejdsstyrken smidt ud af deres fabrikker, og mindstelønnen (som er gennemsnitslønnen) dækker kun to ugers mad og husleje. Så der er masser af arbejdere, der er tvunget til at have to eller tre job for at kunne overleve. Der er kvindelige arbejdere, der tvinges ud i prostitution for at overleve. Det er ingen tilfældighed, at antallet af strejker i 1998 var halvdelen af, hvad det var i 1997. Men arbejderne er stadig den afgørende sociale magt i det indonesiske samfund. "Arbejderne udgør halvdelen af landets befolkning," forklarer en fagforeningsaktivist fra Surakarta. "Der er 100 millioner af os. Vi er en bedre magt i kampen for demokrati, for vi vil føre den igennem til enden."
Sandsynligvis vil arbejderne komme til at bevæge sig igen i stor stil, når økonomien kommer lidt til sig slev, som i Sydkorea, hvor lavere arbejdsløshedstal og nye ordrer til firmaerne fik arbejderne i aktion. Forskellen er, at i Indonesien er den uafhængige og demokratiske arbejderbevægelse stadig meget svag , selv efter at der er blevet dannet en ny national fagforeningssammenslutning (FNPBI) på initiativ af arbejdergrupper i PRD. Men hvis sådan en sammenslutning skal komme i gang, må den samle alle de forskellige faggrupper omkring et fælles program, med krav, der søges opnået gennem handling. For tiden er det begrænset til PRD og omegn. Sammenlignet med Sydkorea er den indonesiske arbejderbevægelse meget uudviklet. Men en hvilken som helst koalitionsregering i Indonesien vil være ude af stand til at levere varen. Det vil få arbejdere, bønder og studenter til at drage nye politiske konklusioner og iværksætte nye organisatoriske initiativer. Studenterbevægelsen, som var ledende i kampen for Suhartos fald, mangler f.eks. i høj grad en korrekt strategi og en forenet ledelse. En ting, der er hårdt brug for i dag, er en landsdækkende socialistisk studenterorganisation, der er tilknyttet arbejderne og bøndernes kamp og dedikeret til at kæmpe mod kapitalismen. Tiden er moden for sådan et initiativ på de indonesiske universiteter og gymnasier.
PRD, som på trods af et lavt stemmeantal fremstår som den vigtigste politiske kraft på venstrefløjen, er på gale veje, når det fører kampagne for en koalitionsregering bestående af de såkaldte "reformpartier" (PDI-P, PKB og PAN). Ved at gøre det optræder de som et venstredække for den borgerlige opposition. Denne "taktik" er inspireret af den strategi, der går ud på kunstigt at adskille et "demokratisk stadie" fra "den socialistiske revolution." Dette er ikke nogen leninistisk opfattelse – Lenin kæmpede altid imod reformisterne i bevægelsen, der ville lave koalitioner med de "demokratiske borgerlige" – denne politik er en stalinistisk vanskabning. Det kan selvfølgelig være i orden at foreslå fælles aktion i forbindelse med konkrete krav (selv hvis de kun er demokratiske) med de partier, der stadig har meget autoritet blandt de mest nedtrådte dele af befolkningen, f.eks. PDI-P. Men formålet med det må være at fjerne massernes illusioner til disse ledere og få masserne over til socialismens sag. Derimod er det en helt anden ting at opfordre folk til at stemme på "et af reformpartierne." "Hvis folk stemmer, behøver det ikke engang at være på en af os," siger Faisal Reza, der er leder af PRD (Jakarta Post, 17/5/99). Kampagnen for en koalitionsregering er af samme skuffe. Det indebærer en politisk blok med de borgerlige. Den eneste slags enhed, vi kan acceptere, er enhed i kamp, men PRD’s nuværende linje tjener ikke til at afsløre den borgerlige oppositions sande natur.
Som vi skrev sidste år i Den Koloniale Revolution - Resultater og fremtidsudsigter:
"På samme tid må hovedopgaven være at forklare, at de nationale kapitalister er fuldstændig ude af stand til at gennemføre disse krav. Arbejderne og ungdommen skal opdrages til uforsonlig modstand mod klassesamarbejde, til ikke at stole på selv den mest "radikale" borgerlige politiker i "oppositionen" og til at kæmpe for en uafhængig, proletarisk, revolutionær linje. Naturligvis vil det af praktiske grunde blive nødvendigt at lave midlertidige alliancer med ikke-proletariske kræfter, men som en hovedregel vil det blive med småborgere og bønder, ikke med de liberale borgerlige. For det andet så er betingelsen for enhver aftale, at man hele tiden bevarer det klare revolutionære program og den revolutionære politik. Bolsjevikkernes slogan var altid: "Marchér hver for sig og slå til sammen." Vi går aldrig med til programmatiske sammenslutninger, eller til at programmer eller bannere blandes sammen."
Reformasis demokratiske løfter - retssagen mod Suharto, afskaffelse af hærens dobbeltfunktion, stop for korruption og nepotisme, øgede demokratiske rettigheder, især retten til at strejke og organisere sig - vil ikke blive opfyldt i et kapitalistisk system i krise. Under valgkampen var der studenter og bønder i Medan, der protesterede mod store plantagers ulovlige inddragelse af jord – de blev beskudt, og nogle af dem døde. Militæret griber stadig ind i sociale konflikter overalt i landet.
Hvis man skal "genoprette tilliden," som PDI-P’s program lover forretningsverdenen, i en situation, hvor Indonesien nok er det svageste led i den sydøstasiatiske kapitalisme, så vil det betyde voldsomme angreb på arbejdere og bønders levestandard i de kommende måneder - efter ordrer fra IMF. En sådan situation vil sørge for, at hæren fortsat vil spille en fremtrædende rolle i indenrigspolitikken, når den skal forhindre uro.
Krisen har afsløret den indonesiske kapitalismes strukturelle svagheder. "Der er ikke rigtig nogen firmaer af verdensklasse, der er stor gæld, forfærdelige problemer med implicitte og eksplicitte garantier for investorer og en meget ustabil politisk situation. Alt dette gør Indonesien til det, vi ser i dag – den absolutte bagtrop," siger en regional økonom fra Singapore.
Efter valget har forhåbningerne været høje i forretningsverdenen. "I de sidste to uger er der gået en hel bølge af optimisme gennem Jakarta: der er en udbredt følelse af, at afslutningen på den politiske uro, som har forværret krisen, er inden for rækkevidde. Men den slags optimisme kan meget vel være overdrevet. Indonesien har brug for meget mere end, at volden bare holder op. Der er brug for, at valget d. 7. juni bliver set som legitimt - både af befolkningen, eliten og det internationale samfund - og der er brug for en ny præsident, der er kan og vil gennemføre en ændring fra banditkapitalisme til en velreguleret markedsøkonomi. Det kan ske, at ingen af disse betingelser bliver opfyldt," advarer det indonesisk-australske Business Council Newsletter (7/6/99).
De indonesiske arbejdere og unge vil komme til at stå over for enorme udfordringer i de næste par år. Kun dem, der er i stand til at forstå de borgerliges virkelige kontrarevolutionære natur og arbejderklassens afgørende revolutionære styrke, vil kunne sikre sejr for de nødvendige sociale forandringer. En del af de revolutionære unge er allerede begyndt at svare på denne udfordring.
