Da Suharto trådte tilbage, ramte det verden som et jordskælv. I 32 år havde denne grusomme tyran styret Indonesien med hård hånd, siden han kom til magten ved at slå millioner af mennesker ihjel. Nu er han væk som et blad blæst bort af vinden. Studenternes og arbejdernes storslåede massebevægelse har vundet en stor sejr. Til det allersidste klamrede Suharto sig til magten og truede med et blodbad, hvis masserne blev ved med at trodse ham. Men i sandhedens øjeblik styrtede hele undertrykkelsessystemet fuldstændig sammen som et korthus, da det kom til at stå over for en folkelig opstand. Dette er begyndelsen på en revolution. Det er som i 1931, hvor det spanske monarki blev afsat, og republikken blev udråbt. Det blev starten på en revolutionær bølge. Indonesien er nu på vej samme vej.


Begivenhederne i Indonesien har sendt chokbølger igennem hele den internationale kapitalisme. Netop da tingene så ud til at gå godt for kapitalisterne, satte krisen i Asien en stopper for det hele. Nu er den økonomiske krise begyndt at vise sig på det sociale og politiske område. Pressen prøver som sædvanlig at dække over den virkelige situation ved at få det til at ligne rent kaos og anarki. Men når de diskuterer bag lukkede døre, så er kapitalens strateger udmærket klar over, at det, der sker i Indonesien ikke bare er optøjer. Det er begyndelsen på en revolution. Det er af højeste vigtighed, at alle bevidste arbejdere er klar over, hvad der sker i dette asiatiske nøgleland.


Til en vis grad kan kapitalisterne kun takke sig selv for de seneste hændelser. I årtier har de udbyttet økonomierne i Asien, Afrika og Latinamerika, og tvunget dem til at åbne op for store multinationale virksomheder og imperialismen, sænke deres told, sælge deres industrier og offentlige foretagender for latterlige summer. Priserne på de råmaterialer, de hovedsageligt har eksporteret, er skubbet helt ned, og priserne på de varer og maskiner, som de køber af den udviklede verden, er konstant blevet forøget. Den deraf følgende enorme gældssætning af de ex-koloniale lande har nået astronomiske proportioner, og de vil aldrig kunne betale deres gæld af. Den skyhøje rente, de må betale, er altødelæggende for deres økonomier. Og kapitalismens internationale politimænd, IMF og Verdensbanken, overvåger dem nøje for at kontrollere, at hver en cent nu også bliver betalt - under trussel om smertelige sanktioner. På den måde har verdensimperialismen sat to tredjedele af verdens befolkning på madrationer.


Kapitalisternes dumhed er ligeså stor som deres grådighed. De troede, at dette glade eventyr med kæmpe fortjenester ville fortsætte for evigt. De havde fundet de vises sten med formlen, der kunne forvandle almindeligt metal til guld. At dette guld var udvundet af millioner af fattige og undertrykte menneskers blod, sved og tårer var fuldstændigt ligegyldigt for dem. Disse blodsugere var kun interesserede i at maksimere profitten og minimere udgifterne - og så til helvede med konsekvenserne. Men dette skånselsløse pres på folk i Asien, Afrika og Latinamerika har gennem årtier ført til en ophobning af uløselige modsætninger. Og nu er regnskabets time ved at være der.


Begivenhederne i Indonesien har overrasket dem. De prøver at berolige sig selv med, at "det bare er optøjer." Det får en til at tænke på kongen af Frankrig, som i 1789 spurgte en af sine hoffolk, om det var optøjer, han kunne høre udenfor, og han fik svaret: "Nej, herre, - det er en revolution." En sådan stupiditet er typisk for en klasse, hvis undergang er nær, og som nægter at se deres systems fallit i øjnene. Der har været uroligheder i Zimbabwe og Tanzania, som blev fremprovokeret af IMFs hensynsløshed. Det var allerede en advarsel om, at massernes tålmodighed er ved at være opbrugt. Men begivenhederne i Indonesien er kvalitativt anderledes. Det er ikke kun optøjer, men begyndelsen på en revolution, som vil komme til at udspille sig over en periode på måneder og år, og som vil ryste Asien og hele verden.


På en enkelt nat har verden fundet ud af, at Suharto er en blodig diktator, som har slagtet millioner af mennesker. Imperialisterne opfordrer til fred og demokrati. Men dette er bare en hyklerisk farce. Vesten har hele tiden vidst, hvordan Suharto var, og alligevel bakkede de ham ubetinget op. I 1965 da han kom til magten med millioner af kommunisters død på samvittigheden, kiggede Vesten offentligt den anden vej, men i privaten billigede kapitalisterne slagterierne og deltog aktivt i dem. CIA gav den indonesiske hær navne og adresser på alle kendte kommunister og sympatisører, der derefter blev myrdet. I over 3 årtier har Wall Street og City of London finansieret denne massemorder uden nogen som helst samvittighedskvaler. De vestlige regeringer - hvilket inkluderer den nuværende Labourregering i London – har forsat med at sælge våben og politiudstyr til Jakarta. Selvom amerikansk militærstøtte til Indonesien har været forbudt siden 1992, har Pentagon deltaget i fælles træning med indonesiske eliteenheder under et Fælles Kombineret Udvekslings- og Træningsprogram (JCET: Joint Combined Exchange and Training program). Siden 1993 har det amerikanske militær afviklet 41 JCET træningsprogrammer med det indonesiske militær til en pris på $3,4 mio. Hvad betød det, så længe pengene bare blev ved med at komme hjem? Tyskerne siger: "penge lugter ikke." Suharto sikrede stabiliteten, og stabilitet er som bekendt den første betingelse for seriøs indtjening. Mordene på over en million mænd, kvinder og børn var bare en lille detalje, der kunne retfærdiggøres med økonomiske årsager. Det genoprettede "ro og orden," skønt det er ro og orden af den type, man kan opleve på en kirkegård. Tingene så ud til at gå fint for pengemændene i London og New York. Indtil nu.


Banditkapitalisme


Eksplosionen i Indonesien er ikke noget, der er kommet ud af den blå luft. Det er ikke engang et resultat af den seneste lavkonjunktur i Asien, selvom den afgjort har virket som en kraftig katalysator. Det er resultatet af årtiers ophobning af uløselige modsætninger. Indonesien blev, ligesom alle de andre tigerøkonomier, holdt frem som et strålende eksempel på, hvad kapitalismen kunne gøre for tidligere tilbagestående lande. Faktum er af den kæmpe indførsel af udenlandsk kapital ikke løste nogen af de fundamentale problemer i det indonesiske samfund, men forværrede dem i stedet. Hvad det gjorde, var at styrke arbejderklassen, den eneste kraft der egentlig kan vise en vej ud af blindgyden og give samfundet en grundig og progressiv forvandling.


I lighed med alle de andre kapitalister i de ex-koloniale lande er de indonesiske kapitalister rådne og korrupte hele vejen igennem. De har vist sig fuldstændigt ude af stand til at forvandle det indonesiske samfund i progressiv retning. Efter et halvt århundrede med såkaldt uafhængighed har det ikke løst ét eneste af de basale problemer – hverken jordspørgsmålet, det nationale problem, modernisering eller demokrati, og man har ikke engang opnået ægte uafhængighed. De indonesiske kapitalister er kommet for sent ind på historiens scene til at kunne spille en progressiv rolle. Så svage og degenererede som de er, kan de kun spille rollen som lokal kontordreng for de udenlandske imperialister. Det klareste udtryk for dette er den måde, Suharto-familien og deres venner har udplyndret landet på - de ejer og kontrollerer et stort stykke af økonomien. På trods af landets store naturressourcer er Indonesien (verdens fjerde folkerigeste land) blevet tvunget til tiggerstaven og ydmygende afhængighed af velgørenhed fra IMF. Dette er slutresultatet af et halvt århundrede med kapitalistisk "uafhængighed" i Indonesien.


Suharto-familien har regeret Indonesien som et kongeligt dynasti, eller snarere som en bande røverkonger, i 32 år. De ejer størstedelen af økonomien, og de plyndrer den uden at holde sig tilbage og giver dermed udtrykket "hold det inden for familien" en helt ny mening. Præsident Suharto og hans seks børn har en anslået nettoformue på $40 mia., hvilket er groft sagt det samme som landets BNP. Deres indflydelse når næsten alt i det indonesiske samfund: de kontrollerer alt fra olie og elektricitet til fly, biler, vejafgifter og medierne. Igit Harjojudanto, Suhartos ældste søn, ejer sammen med Bambang stort set hele den petrokemiske sektor. Bambang Trihatmodjo, den mellemste søn, kontrollerede Andromedabanken (25% af aktierne), ejede PT Bimanatara Citrakoncernen, som var på Jakartas fondsbørs, og i sin fritid er han kasserer i det regerende Golkar-parti. Han ejer også aktier i tankskibsselskabet Osprey Maritime og er medejer af 75% af det petrokemiske anlæg Chandra Asri. Den berygtede Hutomo (Tommy) Mandala Putra ejer Utama-banken sammen med Siti Hutami, leder det nationale bilprojekt på Timor, og PT Timor Putra Nasional. Han har også opbygget og kontrollerer PT Humpuss Intermoda Transportasi. Yderligere kontrollerede han et handelsmonopol på kryddernelliker (nu nedlagt) og ejer Goro-firmaet. Det var sønnerne. Men døtrene har heller ikke gjort det så dårligt. Siti Hardijanti Rukmana (Tutut), præsidentens ældste datter, kontrollerer PT Citra Marga Nusaphala Persado, som styrer vejafgifterne, hun ejer Yama-banken, er viceformand for Golkar-partiet og er socialminister. Hun opbyggede Citra Lamtoro Gung-koncernen, og sammen med Sigit ejer hun 30% af aktier i Bank Central Asia. Siti Hediat Harijadi Prabowo, den mellemste datter, kontrollerer en 8% aktie andel i Industri-banken. Siti Hutami Endang Andyningsih, den yngste datter, er kun medejer af Utama-banken sammen med Hutomo.


Dette er ren og skær banditkapitalisme, hvor alt i dette kæmpestore og potentielt rige land systematisk bliver udsuget af Suharto-kliken og den udenlandske imperialisme. Den boblende utilfredshed og harme imod denne tingenes tilstand rammer alle klasser, ikke kun arbejdere og bønder, men også en stort antal af småborgere og studerende, hvilket skaber en potentielt meget eksplosiv situation. I nogen tid var dette skjult af den økonomiske vækst, som fik det til at se ud, som om der var bedre tider forude. Men krisen i Asien fik hurtigt gjort en ende på disse drømme. Fra den ene dag til den anden blev den indonesiske økonomi kastet ud i dyb krise. Rupiahen faldt til 11.000 for en dollar. Økonomiens sammenbrud blotlagde hurtigt regimets fallit.


Det, der er sket i Indonesien, må ses i sammenhæng med den generelle krise i Asien, som har ramt Indonesien særligt hårdt. Krisen i Asien har haft en altødelæggende virkning på job, lønninger og levestandard. Mange arbejdere, der er blevet fyret, står nu over for voldsomme prisstigninger på basale fornødenheder. Talsmanden for Indonesiske Kvinders Forbund for Retfærdighed (APIK), Sriwiyanti, siger, at mange arbejdsgivere bruger den økonomiske krise som undskyldning for at fyre folk:


"Der er ingen tvivl om, at krisen har fået mange firmaer til at gå helt eller delvist fallit, men der er også mange firmaer, som ikke er blevet så hårdt ramt, men som alligevel benytter lejligheden til at fyre ansatte i effektivitetens navn." (Jakarta Post, 5/5/98)


"Prisstigningerne kommer lige efter, at millioner af arbejdere er blevet fyret p.g.a. sammenbruddet i økonomien og devalueringen af rupiahen. Der er voksende uro over hele landet, for Suhartoregeringen er holdt op med at holde prisen på basale fornødenheder på et fornuftigt niveau, noget som er blevet pålagt dem af IMF som gengæld for deres økonomiske hjælpepakke." (Sydney Morning Herald, 7/5/98)


da rupiahen faldt fra sit niveau på ca. 2.400 mod dollaren sidste juli, gav det startskuddet til Indonesiens dybeste krise, siden Suharto tog magten i midten af 60’erne. Inflation og arbejdsløshed stiger eksplosivt, de fleste firmaer er reelt gået fallit, og handelen er stort set gået i stå. Stigningen i benzinpriserne var del af IMF-reformaftalen, men det ville helt klart forårsage store problemer i et land, der er afhængig af transport mellem 17.500 øer spredt over 5.000 kilometer langs ækvator. Indonesernes indkomst pr. person, målt i dollars, er allerede faldet med 60% i løbet af de sidste 6 måneder. Stadig flere indonesere er ude af stand til at få fat i basale fornødenheder, fordi priserne stiger så voldsomt. Priserne på almindelige fødevarer og madolie er steget med 20%. Hamstring har gjort, at visse fødevarer er blevet mangelvarer, deriblandt ris. Regeringen er blevet tvunget til at meddele, at de vil importere yderligere 500.000 tons ris for at imødegå panik-indkøbene.


Det er ikke helt sandt, at IMFs tiltag var skyld i eksplosionen. De var bare den gnist, der fik krudttønden til at springe i luften. Som Hegel engang sagde, så udtrykker nødvendigheden sig gennem tilfældigheder. Med eller uden IMF ville situationen eksplodere. Grundlaget for det er blevet opbygget gennem hele den forløbne periode. Prisstigningerne på mad, olie og andre fornødenheder var dråben. Da rupiahen faldt til 10.000 mod dollaren, benyttede IMF lejligheden til at aftvinge Suhartoregeringen flere indrømmelser. Suharto var desperat efter at genoprette stabiliteten omkring valutaen, så han var tvunget til acceptere endnu strengere krav. Den nye aftale mellem IMF og Suharto betyder stramninger på to fronter. For det første må regimet ikke længere holde elektricitets- og oliepriserne kunstigt nede. Stigningen i energipriserne vil sikre høj inflation i en lang periode. I gennemsnit er benzinpriserne steget med 47% og elektricitetspriserne med 60%. Suhartos og IMFs officielle skøn er, at inflationen vil være på 20% om året i den nærmeste fremtid, men i praksis vil det være meget mere. Det meste af denne byrde vil blive båret af de fattigste i samfundet. Højere brændstofpriser vil især ramme de 50 millioner fattige, der lever i Java. Efter at Javas skove og dermed al brændsel er blevet ødelagt, er folk afhængige af andre former for brændsel til at lave mad og koge drikkevand.


Mandag den fjerde maj bukkede den indonesiske regering under for IMFs pres og meddelte, at priserne på offentlig transport ville stige, blot få timer efter, at de havde meddelt prisstigninger på brændstof og elektricitet. I gennemsnit steg priserne på busser, toge og skibe med 65,61%. Den højeste stigning var på 100,72% - den gjaldt økonomiklasse togbilletter, og økonomiklasse intercitybusser steg med 50%. Billetter til almindelige busser og minibusser, som almindelige mennesker bruger dagligt, steg med hhv. 66,67% og 50% - fra 300 rupiaher til 500 for busser, og fra 400 til 600 for minibusser. Billetter til dieseldrevne toge steg med 72,96%, mens skibsbilletter steg med 53,33%.


Mine- og energiminister Kuntoro Mangkusubroto indrømmer, at folk vil få svært ved at klare prisstigningerne, men siger, at det var den bedste af de forskellige "hårde og bitre" muligheder. Den ledende oppositionspolitiker Megawati Sukarnoputri kritiserede regeringen for stigningerne og sagde, at det viste, at regeringen havde mistet forbindelsen til folket. Hvor rigtig denne iagttagelse var, blev demonstreret kort efter. Det "hårde og bitre" valg udløste en pludselig og spontan eksplosion, som hverken regeringen eller dens udenlandske støtter, eller de borgerlige oppositionsledere, havde forudset. Volden brød ud, lige så snart folk hørte om stigningerne på brændstof og transport:


" 'Alle er utilfredse med prisstigningerne,' sagde Yayah Syamsiah, en 40-årig nudelsælger fra Jakarta, der har seks børn. 'Hvem lytter til os? De almindelige mennesker græder.' " (Associated Press, 5/5/98)


Da bevægelsen først var kommet i gang, spredte den sig hurtigt til hele Indonesien. I Nordsumatras hovedstad, Medan, brød urolighederne ud mandag den fjerde maj, få timer efter at regeringen havde annonceret prisstigningerne. 170 butikker blev smadret, plyndret eller brændt i Medan, og 38 biler og 21 motorcykler blev også brændt af, rapporterede politiet i området. Regimets reaktion var magtanvendelse.


Hvor tåbelige kapitalens strateger er , og hvor ligeglade de er med massernes lidelser, blev klart demonstreret i de kommentarer, som IMFs administrerende direktør Michel Camdessus kom med, da han talte i Melbourne, Australien, da optøjerne allerede var brudt ud. Han udtrykte "dyb bekymring" over optøjerne i Indonesien, men sagde, at den virkelige årsag til uroen ikke var prisstigningerne, men de dybereliggende problemer i håndteringen af økonomien, som havde ført til krisen til at begynde med. Han insisterede på, at 71%-stigningen på brændstofpriser, som havde ført til optøjerne, var "aldeles nødvendige for landets økonomiske fremtid," og han opfordrede Jakarta til at gå videre med det strenge økonomiske IMF-program. Han sagde, at brændstofprisstigningen var en del af Indonesiens aftale med IMF, og han beskrev IMFs politik som medicin, der til at begynde med øgede smerterne, men som ville føre til en mere afbalanceret økonomi.


En anti-kinesisk bevægelse?


En af de ting ved optøjerne, som der er blevet fokuseret på i pressen, er angrebene på kinesiske butiksindehavere. Dette er ikke noget nyt fænomen i Indonesien, hvor det er kinesere - der kun udgør 3% af Indonesiens 202 millioner indbyggere - der dominerer handelssektoren og kontrollerer 80% af de 163 firmaer, der er noteret på Jakartas børs. De er i lang tid blevet udsat for diskrimination, som af og til har ført til vold, også fordi mange kinesiske forretningsfolk var fremtrædende Suhartostøtter. For massen af arbejdsløse og sultne byboere var det umuligt at modstå fristelsen til at plyndre butikkerne – stort set alle ejet af kinesere – og skaffe sig mad og andre varer på den måde. Tragisk nok var det de små kinesiske butiksejere, det gik ud over, og ikke de store forretningsfolk.


"Det var kineserne, der led mest," skrev Sunday Times, "De små butiksejere i China Town måtte betale for generationer af racemæssige modsætninger og den nuværende alliance mellem Suharto-familien og de ekstremt rige kinesiske forretningsfolk. Og de er et oplagt mål for masserne, der har været frataget politiske rettigheder i tre årtier med Suhartos "nye orden"-regime."


"De rigeste kinesere var selvfølgelig allerede flygtet. Der var en hob mennesker, der angreb Liem Sioe Liongs hus, en nudelsælger, der var blevet milliardær i cementbranchen. De gennemsøgte huset og satte ild til det. På muren udenfor var der en, der havde skrevet "Suharto-køter." Liem var ikke hjemme – han var flygtet til USA." (Sunday Times, 17/5/98)


Lige fra begyndelsen af har de vestlige medier prøvet at bruge disse ting til at vise et fuldstændigt fordrejet billede af, hvad der sker i Indonesien – lige som de gjorde tidligere i Albanien. Aviserne er fyldt med billeder af plyndringer og ildspåsættelser. Men rent faktisk afspejler selv disse optøjer en slags blind protest mod de rige og priviligerede – som f.eks. når folk skubbede biler ud af butikkerne og brændte dem, eller gik til angreb på bankerne. Eftersom Suharto-familien ejer alle aktierne i det selskab, der producerer "nationalbilen," var budskabet klart. The Guardians korrespondent observerede at: "Firmaer ejet af Suhartos børn, som har samlet enorme formuer, var de protesterendes hovedmål." (The Guardian, 6/5/98.) Og igen: "Det så ud til at Jakartas bander begyndte at nedlægge familieimperiet i går, da de angreb afdelinger af Indonesiens største private bank, Bank Central Asia, som er delvist ejet af Liem og to af Suhartos børn." (The Guardian, 15/5/98.) Det samme blev pointeret af The Sunday Times: "Suhartos ældste datter Siti Hardyanti Rukmana, eller ‘Tutut’, ejer de betalingsveje i Jakarta, som blev angrebet af de protesterende, og hun sidder i regeringen som socialminister. Tommy, Suhartos søn, har tjent en formue på bilsalg - hans firmas udstillingslokaler var hovedmål for volden, ligesom de banker som var forbundet med familien." (The Sunday Times, 17/5/98.) Stemningen blandt skinner igennem i følgende citat fra samme artikel: "Nede på gadeplan var situationen en anden - Agius, 24 år og arbejdsløs akademiker, var glad for optøjerne. "Suharto’erne har udplyndret vores land, og nu udplyndrer folket dem," sagde han." (The Sunday Times, 17/5/98.)


Det er ikke nødvendigt at forklare, at afbrænding af forretninger er meget langt fra at være en revolutionær handling, og snarere er udtryk for fortvivlelse og vrede blandt de mest nedtrådte lag, som forsøger at tage hævn for deres egen håbløse situation over samfundet som helhed. Selv middelklassen, som bliver offer for de klasseløse elementers raseri, forstår dette - f.eks. var der en hotelejer, hvis hotel blev brændt ned, der kommenterede: "Hvad havde du forventet? Folk sulter." Disse elementer er utvivlsomt tilstede. Pjalteproletariatet, "det passivt rådnende afskum", som Marx kaldte dem, forsøger altid at udnytte enhver urolighed til egne formål, laver optøjer og kaos. Det er meget sandsynligt, at regimets provokatører bevidst har ophidset disse elementer mod kineserne for at lede opmærksomheden væk fra de rige. Men det vil ikke lykkes.


Under alle omstændigheder er det fuldstændigt forkert - og i virkeligheden ren og skær bagvaskelse - at identificere revolutionen med simple optøjer. Der er elementer af dette i enhver revolution, eftersom en revolution per definition ryster fuldstændig op i samfundet og vækker ikke bare arbejderklassen, men også de fattigste, mest nedtrådte og desperate elementer. Dette element er dog kun en biting og slet ikke essensen af bevægelsen. At optøjerne og plyndringerne var fuldstændig adskilt fra de politiske demonstrationer, var klart selv for myndighederne: Den militære øverstbefalende i Deli Serdang, oberstløjtnant B. Sinuhaji, fortalte The Jakarta Post, at optøjerne var separatistisk motiverede.


""Dette er optøjer. Det har ikke noget at gøre med politik eller demonstrationer," sagde han." (Kompas 8/5/98)


Vi kan i parentes tilføje, at der er elementer af reaktion blandet op i enhver revolution, inklusive den Russiske revolution, hvor De Sorte Hundreders pjalteproletarbander, omhyggeligt dirigeret af Zarens politi, blev sendt mod jøderne. Dette ændrede ikke det mindste ved den Russiske revolutions natur. Når først proletariatet tager fast kontrol over bevægelsen, bliver disse elementer snart skubbet i baggrunden, efterhånden som selv pjalteproletariatet slutter op om arbejdernes revolutionære bevægelse.


Revolutionen begynder


Bevægelsen begyndte blandt studenterne. Det er der intet usædvanligt ved. Selvom studenterne og intelligentsiaen ikke kan spille nogen selvstændig rolle i samfundet, så fungerer de alligevel som et ekstremt følsomt barometer, der meget præcis afspejler den stemning som er ved at blive bygget op i samfundet. Den russiske revolution begyndte som intelligentsiaens revolutionære bevægelse så tidligt som 1860’erne og 70’erne. Som Trotskij pointerede i 1930, begyndte den spanske revolution i 1930’erne også som en studenterbevægelse:


"Studenternes energiske demonstrationer er blot den yngre generation af borgerskabet, og i særdeleshed småborgerskabet, der forsøger at finde en løsning på den ustabilitet, som landet faldt i efter dets såkaldte frigørelse fra Primo de Riveras diktatur, hvis grundliggende elementer dog stadigvæk er fuldstændigt bevarede. Når kapitalisterne bevidst og stædigt nægter at løse de problemer, som skabes af det borgerlige samfunds krise, og arbejderklassen endnu ikke er parat til at påtage sig denne opgave, så er det ofte studenterne, som kommer frem. Under den første russiske revolution (1905) så vi dette fænomen mere end én gang, og vi har altid været opmærksomme på dets symptomatiske vigtighed. Den slags revolutionær eller halvrevolutionær aktivitet betyder, at det kapitalistiske samfund er i dyb krise. Når småborgerskabets ungdom mærker, at der er eksplosiv bevægelse på vej blandt masserne, forsøger de på deres egen måde at finde en vej ud af samfundets blindgyde og sætte skub i den politiske udvikling.


"Borgerskabet ser på studenterbevægelsen halvt bifaldende , halvt modvillige. Hvis ungdommen kan tilføje det monarkiske bureaukrati et par slag, så er det ikke så slemt, så længe "børnene" ikke går for langt og opildner de arbejdende masser.


"Ved at bakke studenterbevægelsen op har de spanske arbejdere vist et fuldstændig korrekt revolutionært instinkt. De må naturligvis handle under deres eget banner og under ledelse af deres egen proletariske organisation. Det er de spanske kommunister, som må garantere denne proces, og til det formål er en korrekt politik uundværlig. Det er derfor, at udgivelsen af jeres avis sker på et tidspunkt, der er usædvanligt vigtigt og kritisk for hele krisens udvikling; for at være mere præcis, falder det sammen med det tidspunkt, hvor den revolutionære krise bliver forvandlet til en revolution."(Trotskij, The Spanish Revolution (1931-39), s. 58-9)


Også i Indonesien føler studenterne, at de repræsenterer en generel stemning af utilfredshed og modstand i samfundet, og det gør dem endnu stærkere.


"Der er mange mennesker, der ikke åbent kan sige det, som studenterne siger," skriver The Guardian, "de er stadigvæk bange. Men de støtter dem. De er glade for, at studenterne siger det, de ikke selv kan."(Ikrar Musabhakti fra Indonesiens Videnskabelige Institut - i The Guardian, 13/5/98)


Studenternes protester spredte sig hurtigt til store del af Indonesien, selv om general Wiranto, Indonesiens øverste hærchef, om torsdagen udstedte en kraftig advarsel imod det, og politiet oprustede stærkt. Et af de vigtigste elementer i hele situationen er studenternes frygtløshed, deres vilje til at stå ansigt til ansigt med tæv, fængsling og døden i kampen for retfærdighed. Når først masserne mister deres frygt, er regimet dødsdømt. Uden en hær, uden organisering, endda uden et klart program eller perspektiv, var disse unge mennesker parate til at konfrontere det bevæbnede politi og tropper og endda kæmpe imod. Utallige efterretninger bevidner, hvordan demonstranterne begynder at besvare statens vold med sten og molotovcocktails, og at politiet ikke er sluppet af sted ustraffet, viser følgende uddrag:


"Bølgen af studenteraktioner landet over førte til et antal af sammenstød med sikkerhedsstyrkerne. Der var kvæstelser på begge sider, antallet at tilskadekomne studenter var højere end de foregående dage, mange skyldtes knipler, gummikugler, stenkast og tæv.


"Det værste sammenstød fandt sted ved Sudirman Universitetet, Purwokerto, Central Java, hvor 65 studenter blev såret - 28 af dem blev kørt på hospitalet. De fleste havde hjernerystelser og andre hovedskader forårsaget af gummikugler og knippelslag. Otte var meget hårdt kvæstede. En kontrolpost, som de studerende havde opført, reporterede, at 9 studenter var meldt savnet.


"Sammenstødet skete, da studenter fredeligt begyndte at marchere mod den bygning, hvor de lokale myndigheder har til huse, og prøvede at bryde en sikkerhedsbarrikade. Sikkerhedsfolkene brugte knipler, men studenterne gjorde modstand. Udover at slå løs med kniplerne, kastede sikkerhedsfolkene også tåregas. Universitetets rektor, professor Rubianto Misman, beklagede efterfølgende hændelsen.


"I Solo, i Centraljava, blev der smidt byger af sten og molotovcocktails, hvilket førte til sårede i begge lejre. 11 studenter blev såret, og to blev med hast kørt til hospitalet. Blandt sikkerhedsstyrkerne var der 43 sårede. Sammenstødet opstod, da tusind studenter forsøgte at forlade universitetets område ved at mase sig gennem tropperne, der holdt området omringet, men de blev tvunget tilbage. Sten og molotovcocktails fløj igennem luften. Der blev brugt tåregas for at sprede studenterne. 13 studenter faldt om med vejrtrækningsproblemer. Studenterne forsøgte at skubbe sig vej ud til gaderne.


"I Riua, på Sumatra, resulterede et sammenstød i 10 kvæstede studenter. Bilvinduer blev smadret, og 6 studenter blev arresteret, men de blev senere sluppet fri igen, da cirka 8 tusind studenter krævede deres løsladelse. Protesterne i Riau var de største i de seneste ti år. Da studenterne prøvede at marchere til guvernørens bopæl, blev de stoppet af soldater. Det lykkedes studenterne at bryde blokaderne to steder, men så snart de var indenfor 20 meters afstand fra bygningen, blev de angrebet af hundredvis af soldater. Da tre hunde blev sluppet løs på studenterne, blev de hurtigt spredt. Der blev brugt tåregas, og sikkerhedstropperne forfulgte studenterne med lange kæppe." (Kompas 8/5/98)


Ud fra disse rapporter står det klart at, a) studenterbevægelsen startede som fredelige demonstrationer, b) politiet forsøgte at spærre dem ind på universiteternes områder og forhindre dem i at komme ud og udvide kampen, c) studenterne stødte sammen med politiet, som brugte de mest voldelige metoder, d) politiets metoder skræmte ikke studenterne, men opildnede og radikaliserede bevægelsen, som ikke længere kunne stoppes og e) studenterne begyndte at bevæbne sig i selvforsvar, blive mere offensive og give ligeså meget igen, som de fik. Den detalje, at studenterne tvang deres tilfangetagne kammeraters løsladelse igennem, er i sig selv et bevis på bevægelsens styrke, som chokerede myndighederne og fik det statslige voldsapparat til at begynde at krakelere.


Studenterne udviste enormt mod og initiativ. I et område improviserede de endda deres egen "motoriserede hærafdeling:"


"Studenter fra dusinvis af videregående uddannelsesinstitutioner deltog i aktioner i Ujungpandang, på Sydsulawesi. Tusinder af studenter på motorcykler og andre køretøjer samledes på et torv midt i byen, men blev tvunget tilbage af sikkerhedstropper. De spredte sig i alle retninger og begyndte at samles rundt omkring i byen." (Kompas 8/5/98)


På mange måder har begivenhederne i Indonesien en nærmest uhyggelig lighed med den russiske revolution i 1905. Den samme rapport fastslår, at "lignende sammenstød udspillede sig på Gunadarma-universitetet, Kelapa Dua, Jakarta hvor hundreder af studerende fra forskellige universiteter holdt møder med fri taleret for alle. Der opstod ballade, da studerende fra Jayabaya-universitetet blev angrebet af tropper, mens de var på vej til Gunadarma-universitetet. The Legal Aid Institute rapporterede senere, at mindst 52 studerende var blevet såret. På Sahid-universitetet tog de studerende del i protesterne og gik med bannere. De blev tvunget til at vende tilbage til universitets område, hvor de holdt møder med fri taleret." Præcis den samme proces fandt sted i 1905, hvor de russiske studerende også holdt sådanne møder, hvor enhver kunne tale, og hvor arbejderne også deltog.


Bevægelsen spredte sig til hovedstaden Jakarta, hvor den sidste del af dramaet udspillede sig.


"Et sammenstød på det tekniske fakultet på Jayabaya-universitetet i Jakarta resulterede i, at 21 studerende blev såret, og de blev alle hurtigt kørt på hospitalet. To var blevet skudt i nakken og armen, mens andre var blevet udsat for knippelslag eller havde udslet efter tåregassen. En af studenterne fik fjernet to kugler fra kroppen. Rektor annoncerede, at der ikke ville være nogle forelæsninger fredag." (ibid.)


Splittelse i regimet


Som det sker ved alle revolutioner, begynder regimet at splittes under pres nedefra. Der er én gruppering, der taler for, at man bruger brutal vold for at smadre oppositionen, mens en anden går ind for kompromiser. Vendepunktet kom, da 6 studenter fra Teisakti-universitetet blev dræbt i Jakarta under en ellers fredelig demonstration d.12. maj, enten af politiet, som gik i panik, eller mere sandsynligt af provokatører betalt af hardlinerne i regeringen. Stemningen i politiet blev beskrevet af The Economist:


"Det var meningen, at sikkerhedsvagterne kun skulle have været udstyret med plastikkugler, løse skud og tåregas, men det virker som om, de mistede kontrollen over sig selv såvel som over de demonstrerende. Næste dag var der urostiftere, der tændte kæmpe bål midt i Jakartas forretningskvarter. Forskellige bander forsvarede sig mod motorcykelpolitiets angreb, og plyndrede samtidig butikker og supermarkeder. Yderligere 12 mennesker blev rapporteret døde, mange af dem fra en bar, som urostifterne havde sat ild til. Politiets optræden blev særdeles modbydelig, da de gik voldsomt til angreb på områdets almindelige beboere, som blot forsøgte at komme hjem gennem de stadigt mere farlige gader." (The Economist, 16/5/98.)


Ifølge The Economist var drabene ved Trisakti-universitetet "den dråbe, der fik de udbredte frustrationer til at udmøntes i direkte vrede over hele landet." Før dette var demonstrationerne hovedsageligt fredelige. En væsentlig ting er, at dette var et eliteuniversitet. Som The Economist (16/598) påpeger:


"Trisakti, universitetet hvor studenterne blev dræbt, var et universitet for den rige middelklasse. Mange var allerede holdt op med at støtte Suharto, men en del så ham stadig som det eneste, der forhindrede Indonesien i blive kastet ud i kaos. Det faktum, at deres egne børn nu blev dræbt har måske ændret dette."(The Economist, 16/5/98.)


De myrdede studenters begravelse endte i oppositionelle demonstrationer:


"I onsdags skabte studenterbegravelserne en meget følelsesladet stemning. Oppositionsledere som f.eks. Megawati Sukarnoputri (datter af Indonesiens første præsident Sukarno i 1966) holdt højtidelige taler. Men det mærkelige var, at blandt deltagerne i begravelsen var selveste den militære kommandant for Jakarta-området, generalmajor Sjatrie Sjamsoeddin, som fik en venlig modtagelse." (The Sunday Times, 17/5/98.)


Skræmt af det pludselige opsving i massebevægelsen prøvede Suharto at trække lidt i land, idet han med det samme afskaffede den upopulære benzin- og elektricitetsprisstigning, som var et krav, IMF havde stillet. Diktatoren ville have tid og tilbød derfor "reformer" - et træk, som ingen hoppede på. Den indflydelsesrige organisation Association of Indonesia Muslim Intellectuals (ICMI) sagde, at præsident Suhartos reformforslag var "vagt, for lidt og for sent på den." (Agence France Presse, 7/5/98.) Jakarta Post citerede 7/5 den tidligere minister Siswono Yudohusodo for at understrege nødvendigheden af øjeblikkelige politiske og økonomiske reformer - han sagde, at det nok ville blive nødvendigt med en regeringsrokade for at køle landets krise ned. Siswono, som også er forretningsmand, påpegede, at økonomiske reformer var strengt nødvendige.


"På visse områder er reformer en absolut nødvendighed, fordi forsinkelser af disse kan sætte gang i krav om drastiske ændringer, der kunne ende i en revolution," er han citeret for at have sagt. Disse ord er et uvurderligt vidnesbyrd om, hvordan en del af den herskende klasse tænker nu: Vi må øjeblikkeligt gå i gang med at reformere fra toppen, for at forhindre en revolution fra neden. Selv tidligere generaler har udtrykt den udbredte holdning, at regimet er fuldstændigt råddent:


" 'Systemet har fejlet. Enhver kan se, at det ikke virker. Vi har brug for et nyt Indonesien,' sagde en pensioneret løjtnant under en sammenkomst for tidligere faste støtter af Suharto, der som ældre er blevet uenige med ham. 'Vi har brugt alle vore rigdomme på udvikling, men faktum er, at utroligt mange mennesker stadig er fattige. Politisk set er vi også bankerot.' " (The Guardian, 13/5/98.) Revnerne i regimet afspejles klart i, at selv livslange støtter af Suharto nu vender ha ryggen - f.eks. formanden for parlamentet: "Det var et revolutionært brud med lang tids slaveagtig lydighed over for Suharto, da formanden for parlamentet, Harmoko, udtalte, at den aldrende selvhersker, som nu har siddet på magten i mere end 30 år, burde træde tilbage af hensyn til nationens integritet og enhed. (The Guardian, 19/5/98.) General Wiranto, Indonesiens militærchef, søgte, at stoppe protesterne ved at fortælle studenterne, at deres krav om politiske reformer var blevet hørt, og derfor var der ikke længere nogen grund til at demonstrere. Men hans appel blev ignoreret. Bevægelsen fortsatte med ny energi og nye kræfter, ligegyldigt hvad regimet tog af forholdsregler. Tilbuddet om indrømmelser kunne ikke stoppe oprøret, men opildnede det bare endnu mere. Det blev ganske korrekt opfattet som et tegn på svaghed.


Det der er helt usædvanligt, er ikke alene bevægelsens omfang, men også den utrolige hastighed, med hvilken folks bevidsthed er blevet forøget - det gik hurtigt fra en almindelig protest mod faldende levestandard til åben politisk protest. Studenternes holdning til regimet kan malende illustreres gennem følgende hændelse:


"500 studenter fra hovedstaden arrangerede en demonstration på seminariet i Østjakarta, hvor de brændte en Suhartofigur af og beskyldte ham for at være ansvarlig for den økonomiske krise i landet. Studenterne opførte en retssag, hvor en "ekstraordinær folkedomstol" anklagede Suharto for massemord og korruption gennem hans families mange firmaer."


"Under retsdramaet anklagede studenterne Suharto for at have myrdet så mange som 1,5 millioner mennesker på hans vej til magten i 1965-66, i Østtimor i 1975, i de såkaldte mystiske drab i 1983 og under Tanjung Priok-urolighederne i 1984. Studenterne erklærede Suharto skyldig og idømte ham dødsstraf." (Deutsche Presse-Agentur - 8/5 1998)


Diplomater i Jakarta sagde, at denne "domstol" markerede en usædvanlig tilspidsning af tonen i protesterne mod regeringen, hvor man ellers tidligere havde vist en vis respekt for den 76-årige leder. På samme måde havde masserne i Rusland før januar 1905 illusioner om "den lille fader," Zaren, men disse falske illusioner blev skudt sønder og sammen på den Blodige Søndag. På samme måde ændrede det fuldstændigt situationen, da politiet var så dumme at åbne ild mod studenterne. Al den ophobede vrede og hadet koncentreres nu mod Suharto som person. Vreden over de mord, der lige har fundet sted, bliver kædet sammen med erindringen om tidligere grusomheder, og skaber derved en eksplosiv cocktail. Dette udgør en dødelig trussel for kapitalismen og imperialismen.


Den indonesiske herskende klasse var delt i to dele. Den ene halvdel ville af med Suharto så hurtigt som muligt. Selv formanden for parlamentet - en af præsidentens gamle "kammesjukker" - bad ham træde tilbage. Men den anden halvdel var modstandere af et sådant træk, de frygtede, at det ville sætte gang i en bevægelse, som intet og ingen kunne kontrollere. De modsætningsfyldte udtalelser fra general Wiranto understregede blot de delte meninger og vaklen i den herskende klasse, og dette er de første tegn på en revolution. Den anden betingelse for revolution er, at småborgerne, de midterste lag i samfundet, vakler imellem status quo og revolution. Rent faktisk har den største del af middelklassen vendt ryggen til regimet eller kæmper ligefrem aktivt imod det, som studenterbevægelsen har vist.


Den tredje betingelse er, at arbejderklassen skal være parat til at kæmpe for en radikal ændring af samfundet. Vi vil i det følgende vise, at den indonesiske arbejderklasse allerede er trådt ind på kamppladsen.


Men den afgørende faktor, som mangler, er den subjektive faktor - et revolutionært parti og en ledelse, der har den nødvendige organisation, et program og et perspektiv, der kan samle bevægelsen og vise den vejen til at tage magten. Et sådant partis slagord er: Fabrikkerne til arbejderne! Jorden til bønderne! For en demokratisk og retfærdig løsning på det nationale problem! For sløjfning af al udlandsgæld og nationalisering af imperialisternes ejendom uden kompensation! For konfiskation af den korrupte Suhartoklikes og dens tilhængeres ejendom! For en revolutionær generalstrejke, der kan omstyrte regimet! For en øjeblikkelig dannelse af demokratisk valgte komitéer af arbejdere, bønder, soldater og studenter, som skal overtage styringen af industrien, staten og samfundet! Kun arbejdernes eget demokratiske styre kan rense det indonesiske samfund for al det ophobede snavs og korruptionen fra fortiden og påbegynde en bevægelse i retning af socialisme.


En sådan bevægelse kan kun sejre endeligt på internationalt grundlag - hvis godsejervældet og kapitalismen styrtes i resten af Asien og verden. Men det indonesiske proletariats sejr vil øjeblikkeligt ændre situationen i hele Asien. Malaysia, Thailand og Korea er alle i krise. En succesfuld arbejder- og bonderevolution i Indonesien vil føre til store revolutionære bevægelser i alle disse svage kapitalistiske regimer. Vejen vil ligge åben for en udvidelse af revolutionen til resten af Asien.


Arbejderklassens rolle


Det mest afgørende spørgsmål er arbejderklassens rolle. Som i Zarens Rusland for hundrede år siden har tilførslen af udenlandske investeringer betydet en styrkelse af arbejderklassen og lagt grunden for en stormfuld stigning i strejkebevægelsen. Industrien er blevet udvidet og har skabt enorme profitter for de udenlandske og indonesiske kapitalister, men har ikke ført til en forbedring af arbejdernes levestandard. Skellet mellem rig og fattig er blevet tydeliggjort ved, at der er fremkommet 20-30 enormt rige familier, som har kontrollen over gigantiske firmaer, som indoneserne kalder "konglomerater." De største af disse "konglomerater" er dem, som tilhører Suhartos børn og Suhartos nærmeste personlige og politiske tilhængere. Samtidig tjener typiske indonesiske arbejdere kun 2-3 $ om dagen, ofte på meget farlige fabrikker og arbejdspladser. På samme tid er de indonesiske bønder blevet pålagt højere og højere skatter og andre administrationsafgifter. Enhver protest fra arbejdere eller bønders side imod de lave lønninger eller korruptionen er blevet slået end af militæret.


De massive prisstigninger på brændstof, elektricitet og transport har sat en bølge af strejker i gang. Tusinder af arbejdere over hele Indonesien gik i strejke og krævede lønstigninger som følge af prisstigninger på brændstof, elektricitet og basale madvarer. Omkring 4.000 arbejdere gik i demonstration foran to keramikfabrikker i Tangerangområdet i Jakarta og krævede højere løn og mere gennemsigtige ansættelsesprocedurer. 1.500 arbejdere på en tømmerfabrik i Kerawang i Vestjava gik i strejke for højere løn onsdag, rapporterede dagbladet Pikirin Rakyat. "Vi er helt klare over, at ledelsen bliver ved med at få store profitter under den økonomiske krise, fordi vores produkter er rettet mod eksport," blev en arbejder citeret for at sige. "Mens vores løn er stadig den samme, mens vores daglige udgifter er steget helt enormt." (Agence France Presse, 7/5/98)


Igennem deres egen erfaring begyndte studenterne at drage revolutionære konklusioner, og indså, at det var nødvendigt at henvende sig til arbejderklassen. En indonesisk samfundsforsker, Ryass Rasyid, sagde, at studenterne og deres støtters krav var gået ud over det, Repræsentanternes Hus havde foreslået, og involverede nu præsidentens tilbagetrækning og indkaldelse af de 1.000 medlemmer af Nationens Rådgivende Forsamling (People’s Consultative Assembly) til et krisemøde. Han sagde, at studenterdemonstrationerne kun kunne stoppes af en militær styrke eller igennem omfattende politiske reformer, og til det føjede han en vigtig kommentar:


"Jeg har hørt, at studenterne prøver at få støtte fra arbejderne," sagde han. "Det er derfor meget presserende for regeringen at gøre noget for at imødekomme nogle af folkets krav." (Sydney Morning Herald, 5/7/98)


Lige fra begyndelsen viste arbejderne deres usvigelige revolutionære instinkt ved at støtte studenterne. Adskillige rapporter vidner om, at arbejderne deltog i studenternes demonstrationer:


"Det er ikke længere bare en studenterprotest, fordi nu involverer det almindelige mennesker," sagde en betjent ved navn Amrin Karim. "Der er tusindvis af vrede menneske, der prøver at brænde huse af. De brænder dæk og vælter biler." Mindst 20 betjente blev såret og 59 mennesker arresteret under mandagens uroligheder. (Associated Press, 5/5/98)


Og andetsteds:


"I byen Solo, i Centraljava, 650 kilometer sydøst for Jakarta, gik 5.000 universitets- og gymnasiestuderende sammen med arbejdere og stødte sammen med sikkerhedsstyrker i en kamp, der efterlod mindst 130 mennesker såret." (Deutsche Presse-Agentur, 5/8/98)


En artikel af Derwin Pereira i Straits Times den 3. maj pegede også på, at arbejdere deltog i studenternes protester:


"På møder over hele landet protesterede tusindvis af studenter i går mod præsident Suhartos beslutning om at stoppe alle store politiske reformer i de næste fem år.


Imens gik arbejdere sammen med dem for første gang på flere universiteter i hovedstaden for at vise solidaritet og for at vise studenterne, at de ikke var alene om at kræve forandringer i den "Nye Ordens" regime."


Og artiklen citerer en af arbejderne:


"Arbejder Abdul Kadir, 30, sagde at han og 300 andre fabriksarbejdere fra Tanggerang i Østjakarta gik med i demonstrationen foran det medicinske fakultet – de var blevet inviteret af universitetets studenterledere.


"Vores mål er at skabe en bevægelse, der er stor nok til at presse regeringen," sagde han.


"Vi er ikke glade for det, der sker i Indonesien. Regeringen undertrykker os i stedet for at hjælpe os. Der er flere og flere af os, der går med og støtter studenternes sag."


"Arbejdere, som bar røde tørklæder om armen for at skille sig ud fra studenterne, som havde gule jakker fra landets mest prominente universitet på, gik med de 3.000 studenter i et sommetider nærmest karnevalsagtigt demonstrationstog, hvor de sang sange og i kor råbte politiske slogans, der krævede Suhartos afgang." (Straits Times, 5/3/98)


At arbejderne deltog i studenternes protester, er af utrolig symptomatisk vigtighed. Kun den indonesiske arbejderklasses revolutionære bevægelse, forenet i kamp med studenter, bønder og undertrykte nationaliteter, kan gennemføre forandringer i samfundet. Den indonesiske arbejderklasse er meget stærk. Når først den er organiseret til at kæmpe under den socialistiske revolutions banner, vil den være en ustoppelig magt. Hvis der eksisterede et ægte kommunistisk parti, ville det rent faktisk allerede være i gang med at overtage magten. Det er kun manglen på den subjektive faktor, der forhindrer dette i at ske.


Det indonesiske kommunistparti (PRD) tiltrækker de mest revolutionære og modige elementer blandt arbejdere og unge. Deres heltemod og indsats i arbejdernes sag kan der ikke tvivles om. Men mod er ikke nok. Et seriøst revolutionært program og perspektiv er en absolut nødvendighed. Men PRDs ledelses program og politik sætter ikke arbejderklassens overtagelse af magten på dagsordenen, men satser i stedet på, at de såkaldte "progressive borgerlige" skal finde en udvej. Denne vej fører kun til nederlag og katastrofer. Lad os huske, at det var lige præcis denne politik, der førte til katastrofen i 1965-66. Det er nødvendigt at lære fortidens lektie, for ikke at komme til at gentage dem!


I en udtalelse fra d. 31/7/97 sagde PRD: "PRD, som forsvarer folkets suverænitet, som er et parti for de undertrykte, vil forsætte med at kæmpe med al sin styrke, kunnen, kraft og udholdenhed for at fortsætte kampen for social retfærdighed, fred og demokrati. Demokrati er broen, som kan føre til et mere civiliseret samfund, der afspejler folkets ønsker. PRD mener, at "folkets stemme er Guds stemme." Og midt i den nuværende undertrykkelse, hvor lederne for PRD bliver forfulgt af regimet, midt i regimets propaganda, midt i de udenlandske regeringers hykleri, vil PRD forsætte sin kamp."


PRD står for "nationalisering af Suhartofamiliens økonomiske aktiver, og af det, der tilhører hans slægtninge, venner og de multinationale virksomheder, som har samarbejdet med ham om at udnytte det indonesiske folk." Dette er fuldstændigt korrekt. Men for at sådan et krav kan blive ført ud i praksis, vil det først være nødvendigt at bryde med de borgerlige og lede arbejderklassen til at overtage magten. Eksproprieringen af imperialisterne og dem, som støttede Suharto betyder faktisk ekspropriering af alle større kapitalistiske interesser i Indonesien, et radikalt brud med kapitalismen. Dette vil aldrig blive accepteret af de såkaldte "progressive" borgerlige, som PRD er allieret med. For at få dette program ført ud i praksis, er det nødvendigt føre en selvstændig klassepolitik. De allierede, som proletariatet behøver, er allierede i kamp, ikke i ord. Det vil sige de fattige bønder, de fattige byboer og de studerende, ikke borgerlige karrierepolitikere, der ikke ønsker andet end at komme til tops på ryggen af arbejderne. Kampen for demokrati kan kun vindes ved at kæmpe kampen mod imperialismen og oligarkiet helt til ende. Dette betyder, at arbejderklassen må tage magten i egne hænder, ekspropriere godsejerne og kapitalisterne, og gennemføre den revolutionære omvæltning af samfundet.


De bedste af de studerende er allerede begyndt at drage de nødvendige konklusioner ud fra deres erfaringer fra kampen. I en reportage i The Australian Green Left Weekly (Nr. 318), citeres en af de studerende: "Akiko beskriver, hvordan situationen i Jakarta nu er sådan, at sloganet "demokrasi" på gaderne bliver byttet ud med opfordringer til "revolusi," og hun opfordrede os til at arbejde hårdt for at hjælpe med at ændre den indonesiske regering og få fangerne ud." Den revolutionære tendens blandt arbejderne og de studerende vil uundgåeligt vokse sig stærkere i takt med, at bevægelsen udvikler sig og vokser.


Kapitalisterne prøver at trøste sig selv med, at det endnu ikke har udviklet sig til en reel og altomfattende revolutionær kamp: "landsbyerne holder sig stadig i ro," o.s.v. Det er lige som, når en druknende mand klamrer sig til et græsstrå. Den revolutionære impuls vil uundgåeligt gå fra byerne og ud til landsbyerne. Der vil komme nye demonstrationer og optøjer, ikke kun blandt arbejdere, men også blandt bønderne. Soldaternes oprørske stemning vil vokse. Hvis der eksisterede et parti, der var parat til at fremføre arbejdernes magtovertagelse som eneste alternativ, ville det blive en del lettere, at vinde soldaterne over. Men, som revolutionen i Albanien viste, så kan hæren vindes over i kampens løb også uden et sådant parti, hvis bare masserne viser tilstrækkeligt med beslutsomhed og mod. I takt med at soldaterne får forståelse for, at masserne mener det alvorligt, for at dette netop ikke bare er optøjer, men et alvorligt forsøg på at ændre samfundet, så vil stemningen blandt dem i stigende grad ændres. I stedet for at banke og beskyde demonstranterne, vil de nøjes med at se på, smile og endda vinke til dem i støtte. Hvad de studerende angår, så har de vist et godt instinkt for taktik. De omgås soldaterne venligt og søger at vinde deres støtte. Situationen er meget bekymrende set ud fra generalstabens synspunkt. Der udsendes modstridende befalinger fra toppen. Suhartos svigersøn, lederen af kommandotropperne, forlangte, at der blev slået hårdt ned på uromagerne, mens andre generaler manede til fornuft og ro. På trods af dette var Suharto-støtterne parate til at bruge militær magt. Derfor blev de enheder, der havde været på talefod med de protesterende, rykket ud af det centrale af Jakarta d. 20. maj - aftenen før en planlagt massedemonstration, og så blev der sendt mere hærdede styrker ind i stedet for. The Sunday Times kommenterede:


"At disse enheder blev rokeret rundt, viser, at der er store uoverensstemmelser mellem forskellige fraktioner blandt de øverstkommanderende om, hvordan man skal forholde sig til de eskalerende protester mod styret.


"Der er nogle, der ved, at de vil gå ned sammen med Suharto-familien, nogle, der håber, at hæren kan lede en fredelig overgang, og så selvfølgelig nogle, der har ambitioner om at blive Suhartos efterfølger." (The Sunday Times, 17/5/98)


Den spanske avis El País rapporterede en hændelse, hvor der var en soldat, der havde skudt på demonstranterne, og så blev han tævet af de andre soldater og af officeren, som også havde undskyldt over for demonstranterne. Under sådanne forhold ville et enkelt stort sammenstød mellem demonstranter og hæren få hæren til at splitte midt over. Hvis masserne blev mobiliseret til at tage magten, ville hæren blive splittet ved den første virkelige prøvelse. Wiranto var klar over dette og overtrumfede den anden fløj. Det førte direkte til Suhartos fald.


Imperialisterne er lammet


IMFs ubønhørlige pres, der bruger Indonesiens udlandsgæld på 80 milliarder dollars som pisk, har fået Indonesien helt ned i knæ. Men nu hvor de står over for en truende revolution, har det vist sig, at imperialisterne er lammede og ude af stand til at gribe til handling. Financial Times beklagede sig over, at G8-landene efter deres sidste møde ikke engang krævede Suhartos afgang. For disse ærede herrer, der sidder på deres behagelige kontorer tusindvis af kilometer væk, er det et simpelt problem. Bare skaf Suharto af vejen, så skal alt nok blive godt. Desværre vil problemet ikke blive løst så enkelt. At fjerne Suharto er ikke enden på revolutionen, men kun begyndelsen. Det er derfor G8-lederne ikke krævede, at han skulle gå af. Deres rådgivere må uden tvivl have advaret dem om, at hvis Suharto blev fjernet, så ville det først rigtig åbne op for sluserne og fjerne den sidste barriere mellem dem og katastrofen. Dette dilemma er velkendt for folk, der kender til historiens gang: reform fra toppen af for at forhindre revolution fra bunden har oftest den modsatte virkning. Det ville være meget farligt at fjerne Suharto. Men ikke at fjerne ham ville være endnu mere farligt. Ligegyldigt hvad de gør, er det galt. Mens Washington offentligt råbte op om menneskerettigheder, støttede de i hemmelighed Suharto, som det bl.a. fremgik af forsvarsminister Cohens nylige besøg i Jakarta. Cohen sagde, at USA ville støtte Suharto politisk i denne periode. Han gjorde det klart, at "strukturel stabilitet" i Sydøstasien var en hovedprioritet for USA, og at Indonesien var en vigtig del af dette. Da han blev spurgt om Suhartos planer for at stille op til præsident igen, svarede han: "Jeg forsøgte ikke at finde frem til hans politiske ambitioner, men ud fra hvad jeg kunne se, så han meget stærk og sund ud. Det er langt fra de rygter, der har været på det sidste." Cohen bakkede disse kommentarer op med en mere konkret gestus: han lovede at arbejde for, at den amerikanske Kongres genindførte indonesisk deltagelse i Pentagons militære træningsprogram. Det var ellers blevet suspenderet, efter at visse medlemmer af Kongressen havde fært kampagne i forbindelse med Østtimor, krænkelser af arbejdsmarkedsrettigheder og hemmelig indonesisk støtte til Demokraternes kampagne til præsidentvalget.


Cohens møde med kommandøren for de væbnede styrker, Feisal Tanjung, fandt sted få dage efter, at Tanjung havde erklæret, at "de væbnede styrker vil ikke tøve et øjeblik med at skære enhver anti-regeringsgruppe i småstykker." Tanjung tilføjede, at hæren var rede til at imødegå enhver trussel mod sikkerheden op til Folkets Rådgivende Forsamlings (MPR) møde i marts. "Vi vil slå hårdt ned på alle grupper, fra højre- eller venstrefløjen, der vover at gå imod regeringen," sagde han til journalister. Han sagde, at efterretningstjenesten Bakin holdt et vågent øje med alle ekstreme grupper, der har planer om at forstyrre MPRs møder. Vesten vil gerne have, at det hele foregår på en sådan måde, at deres interesseområder opretholdes - d.v.s. at kapitalismen og imperialismen bevarer grebet om den indonesiske befolkning. Men deres manøvrer vil ikke løse nogen problemer. Selvom imperialisterne har enorm økonomisk og militær magt, er de splittede og ude af stand til at intervenere. Deres trusler er ganske tomme.


Uroen har midlertidigt lammet økonomien. For nyligt blev der skrevet i en rapport:


"Aktiviteten var meget lav i Medans havneby Belawan, hvor mange lastbiler holdt sig væk fra gaderne p.g.a. volden. Medan, der er Indonesien tredjestørste by, er handelsknudepunkt i et vigtigt palmeolie-, gummi- og kaffeproducerende område. Der er to millioner indbyggere, og det er Vestindonesiens største handelscentrum."


"I Malang i Østjava stødte studerende sammen med politiet i to omgange, og 49 betjente og 30 studerende blev såret. Der opstod håndgemæng, da de studerende fra Merdeka Universitetet og fra det Nationale Teknologiske Institut forsøgte at protestere ude på gaderne om lørdagen. Sikkerhedsstyrkerne brugte tåregas, vandkanoner og advarselsskud, mens de studerende kastede med sten og lignende." (Kompas, 8/5/98)


Imperialisterne ved godt, at spillet næsten er ude, så nu flygter de fra Indonesien som rotter fra en synkende skude:


"Blandt de første af de tusindvis af flygtende udlændinge var de finansfolk og børsmæglere, der på skødesløs vis havde uddelt enorme lån til korrupte indonesiske virksomheder og derved havde været med til at starte den nuværende krise og efterfølgende sociale kaos. Bureaukraterne fra IMF og Verdensbanken, hvis krav om nedskæringer og prisstigninger tændte op under befolkningens vrede, forlod hurtigt landet, da hovedstaden stod i flammer." (Sunday Times, 17/5/98)


De samme fine herrer i jakkesæt, der før pralede med, hvor meget de tjente i Asien, har nu meget travlt med at komme væk derfra. de udenlandske investorer er færdige med Indonesien:


" 'Det, der sker i Indonesien, er ikke bare økonomi,' sagde Walter Cheung, der er administrerende direktør for den canadiske Imperial Bank of Commerce. 'Jeg vil prøve at holde mig væk fra det land.' " (The Guardian, 7/5/98)


I tre årtier havde de det helt fint med Suhartos bloddryppende diktatur, fordi han sikrede dem den "stabilitet," de havde brug for til at udplyndre det indonesiske folk. Nu tager folket hævn. Der er ikke længere nogen stabilitet. Imperialisterne og deres nådesløse lokale banditter har kastet Indonesien ud i dyb krise. Den udenlandske kapital flygter og vil ikke vende tilbage, før "stabiliteten" bliver genoprettet under et eller andet nyt regime, på bekostning af arbejdere og bønder. Dette betyder, at det indonesiske folk står over for en lang periode med forfærdelige økonomiske problemer, arbejdsløshed og fattigdom, medmindre arbejderklassen tager magten og en gang for alle sætter en stopper for den udenlandske monopolkapital og dens lokale marionetters overherredømme. Hvis den indonesiske revolution skal lykkes, skal det være en ægte national revolution – d.v.s. en anti-imperialistisk revolution. Men i vore dage kan den nationale revolution kun gennemføres som en anti-kapitalistisk revolution, hvor bønderne og resten af det udbyttede folk forenes under arbejderklassens ledelse. Den nationalt-demokratiske revolutions opgaver fører direkte til den socialistiske revolution. Kapitalisterne kan ikke vise nogen vej frem. Hele Indonesiens historie siden anden verdenskrig er bevis på det.


Suhartos manøvrer


Da Suharto gik af under pres fra massebevægelsen, løste det ikke noget som helst i sig selv. For det første har han manøvreret rundt og indsat sin medsammensvorne vicepræsident Habibie som ny leder. Der er blevet udråbt en overgangsregering, som skal udskrive valg om seks måneder. Men seks måneder er lang tid under de nuværende forhold. Hele landet er kommet op at stå. Håbet er blevet vakt. Den forhadte diktators tilbagetræden vil skabe en følelse af magt i masserne. Samtidig vil den økonomiske krise blive værre, fordi den udenlandske kapital bliver trukket ud. Sammenbruddet i produktion og handel udgør en reel trussel om hungersnød. Indonesien står over for en truende katastrofe. Eksportører fra udlandet vil ikke sende mad, medmindre de får betaling i kontanter. "Indonesiens finanskrise bliver dybere og dybere, og finanssystemet er lammet. Flere diplomater har advaret om voksende problemer. Priserne på kød, ris og grøntsager i Jakarta er steget med yderligere 10% siden sidste uges optøjer – oven i de stigninger der er sket, siden krisen begyndte sidste år." (Financial Times, 20/5/98). Og de tilføjer: " 'Medmindre der bliver stilet sikkerhed fra institutioner i tredjelande, som f.eks. Hong Kong eller Singapore, bliver vi nødt til at indstille leveringerne,' siger mange thailandske riseksportører, der kræver betaling i kontanter." (Ibid.)


Dette betyder, at der snart vil være reel fare for sult og hungersnød i Indonesien. Imperialisterne, der har tappet den tredje verden for blod i mange år, kan åbne og lukke for leveringer helt uden at tænke på konsekvenserne. De vil have deres betaling og er kun interesserede i deres indtjening. Studenter og arbejdere må kræve, at der indføres streng rationering til rimelige priser - kontrolleret af arbejder-, bonde- og studenterråd. At forestille sig, at masserne vil affinde sig med at sætte deres mest presserende problemer til side og vente i seks måneder, det er simpelthen urealistisk. Der vil komme nye eksplosioner. Spørgsmålet om demokrati vil uundgåeligt blive forbundet med den økonomiske katastrofe og dem, der er ansvarlige for den. Det vil blive klart, at Suharto bare manøvrerer bag scenen for at beskytte sin families formuer og interesser, mens han stadig regerer gennem marionetten Habibie, der planlægger at blive ved magten indtil år 2003!


Nyheden om Suhartos tilbagetræden blev mødt med vild jubel. Studenter og andre oppositionelle dansede i gaderne. Sådanne scener har man set i begyndelsen af alle revolutioner. Det er et uundgåeligt stadie - med udbredt jubel og demokratiske illusioner - lige som i februar 1917 i Rusland eller 1931 i Spanien. Men efter de indledende festligheder begynder desillusioneringen, som forberedelse til det næste stadie, hvor masserne radikaliseres og hurtigt polariseres til højre og venstre. Da krisen er så dyb, som den er i Indonesien, vil den indledende glædesrus ikke vare længe. Studenterne er allerede aggressivt indstillet over for Habibie og stadig mere kritiske over for lederne af den borgerlige opposition, som forsøger at støtte op om ham.


Lederne af den borgerlige opposition har vist deres sande jeg ved straks at anerkende Habibie. Amien Rais var ved at falde over sine egne ben i sin iver efter at udråbe Habibies regering til "Indonesiens retmæssige regering." I virkeligheden ligger Habibies "retmæssighed" i, at han blev personligt udnævnt af diktatoren Suharto og blåstemplet af den tamme nationalforsamling. Den egentlige begrundelse for, at Suharto og co. vil anerkende Habibie, er, fordi de er bange for, at massernes bevægelser vil gå ud over det borgerlige systems grænser. Studenterne forlanger allerede, at Suharto og hans støtter bliver slæbt for retten. Tre af Indonesiens største studenterorganisationer har fordømt, at Habibie er blevet ny præsident: "Vi afviser Habibie som præsident, fordi han er en del af det samme gamle regime," siger Rama Pertama, formand for Studenternes Senat ved Indonesiens Universitet i Jakarta.


Generalerne har også bakket Habibie op. Så snart Habibie havde aflagt embedsløftet, erklærede general Wiranto, øverstbefalende over de væbnede styrker, at "militæret vil støtte den nye præsident og forhindre fortsatte uroligheder. Han lovede også at beskytte Suharto og hans dybt upopulære familie." (Financial Times, 22/5/98)


Wiranto og de andre militærchefer vil have "orden" – det vil sige, en bevarelse af det gamle undertrykkende styre under andre farver. Det er derfor de støtter Habibie som "konstituel" kandidat, og de truer med at anvende magt mod alle, der vover at gå imod ham. Wirantos trusler er imidlertid tomme. Det vil være umuligt at anvende hæren imod masserne på dette stadie - det blev tydeligt demonstreret ved de splittelser, der fandt sted i toppen før Suhartos fald. Dette viser, at reaktionen på dette stadie er lammet. Hvis der var en sand revolutionær ledelse, kunne arbejderne og studenterne tage magten fredeligt uden borgerkrig. Men hvis arbejderne ikke tager magten, vil general Wiranto være parat til at vade gennem floder af blod for at kvæle revolutionen.


Bag scenen vil Wiranto og de andre reaktionære generaler begynde at udtænke komplotter og sammensværgelser, som vil forårsage yderligere uro. Igen og igen vil arbejderne gå ud for at ændre samfundet. Bevægelsen vil udfolde sig med op- og nedgange over en periode på adskillige år, før den endelige løsning bliver fundet, enten på revolutionens eller på kontrarevolutionens vej. Der vil være tid til, at den ægte marxismes styrker kan opbygge den nødvendige massebasis ved tålmodigt at forklare, hvordan processen udvikler sig. Masserne vil lære gennem erfaringens hårde skole - en efter en vil de såkaldte "demokratiske" ledere blive afsløret, og den revolutionære fløj vil blive styrket.


Det er udelukket, at Habibie vil holde længe. Masserne desperate situation vil uafvendeligt resultere i nye revolutionære bevægelser. På trods af dem selv vil lederne for den borgerlige opposition blive skubbet ind i regeringen, hvor deres politiske fallit vil blive udstillet for alle, der har øjne at se med. Kapitalens strateger har forstået dette: "Der er ikke nogen indlysende person til posten", sagde Alan Dupont fra centret for sikkerheds- og forsvarsstudier ved Australian National University. "Vi kan meget vel komme til at se en national enhedsregering, som kan inkludere Amien Rais, Try Sutrisno og muligvis endda Ginajar", (Kartasasmita, økonomi-, finans- og industriminister). "Hvem det end bliver, må vedkommende have støtte fra de væbnede styrker." (Financial Times, 22/5/98)


Et revolutionært partis første krav ville være eksproprieringen af al Suhartofamiliens ejendom såvel som deres medløberes. I flere årtier har disse rige blodsugere udplyndret det indonesiske folk. At Suharto gik af, er ikke nok. Han skal aflevere de rigdomme, han har vundet på tvivlsom vis. De skal tilbage til folket. Suharto forsøgte at klamre sig til magten, netop fordi han frygtede, at han ville miste alle sine penge og al sin ejendom. Han snor sig for at opretholde sin families priviligerede stilling, mens han laver kosmetiske forandringer, der i realiteten ikke ændrer noget. Så snart dette går op for masserne, vil det give et yderligere skub til revolutionen og give den en endnu mere uforsonlig karakter.


Der bliver spredt løgnehistorier om, at alle støtter reformerne. Nationen er "forenet." Selv Suharto "støtter reformerne," hvis bare han selv kan bestemme, hvad de skal gå ud på! Hvad angår valgene – hvilken tiltro kan man så have til dem, når den gamle statsmaskine stadig er intakt. Spørgsmålet er stadig: Hvem skal udskrive dem? Under hvilke forhold vil de blive afholdt. Det indonesiske folk kender efter 32 år Suhartoregimet for godt til at stole et øjeblik på deres løfter og "gode vilje." Så det handler ikke om valg med eller uden Suharto, men om Suhartoregimets fald og den revolutionære omstyrtelse af det korruptions- og undertrykkelsesapparat, som det hviler på. Den revolution, der nu udspiller sig for vores øjne, vil ikke blive en enkelthandling. Den vil udfolde sig over måneder og år - med ebbe og flod. Den vil udvikle sig i omfang og intensitet, når nye lag bliver trukket med ind og radikaliseret. Det er nødvendigt med en hovedrengøring, der kan støvsuge landet for alle, der har været involveret i dette gangsterregime. Dem, der har begået forbrydelser imod befolkningen, skal retsforfølges og straffes. Og frem for skal de rigdomme, der er blevet stjålet fra befolkningen, eksproprieres.


Sådanne tiltag kan ikke forventes fra den borgerlige opposition. I Vesten bliver Amien Rais, lederen af den muslimske Muhammadiyah-bevægelse, fremstillet som leder af den demokratiske opposition. Men faktisk har han kun stået frem som fjende af Suhartoregimet siden valget i maj 1997. Før dette var hans kritik indimellem ret skarp på enkeltområder, men den holdt sig altid inden for grænserne af "Hans Majestæts loyale opposition." Kun de sidste par måneder er han – med jorden rystende under sine fødder – begyndt at kræve Suhartos afgang. Selv da har han hele tiden fungeret som en bremse på bevægelsen, og gjort alt hvad han kunne for at undgå en afgørende konflikt, hældt koldt vand over massebevægelsen og beskyttet det gamle regime, som han grundlæggende er en del af. Kapitalisterne er lammede af frygt. Frygt for masserne, frygt for hæren, frygt for opstande, frygt for imperialismen – frygt for alting. De er rædselsslagne for at komme til magten – derfor deres krysteragtige støtte til Habibie. Og desværre er lederne af PRD bange for at bryde med de liberale borgerlige. Men på et vist tidspunkt vil masserne tage dem ved nakken og bringe dem til magten, hvor de vil blive testet.


Dette fremgik klart, da den såkaldte "muslimske oppositionsleder" Rais aflyste massedemonstrationerne d. 20. maj, selvom han havde talt stærkt imod regimet. Der er ingen tvivl om, at hvis den var blevet gennemført, så ville det have været den største demonstration i Indonesien historie. Stillet over for en bevægelse af den størrelsesorden ville regimet have været magtesløs. Revolutionen kunne være blevet gennemført fredeligt. Lederne af den borgerlige opposition prøver at skjule sig bag risikoen for vold og borgerkrig, men i virkeligheden er de lige så bange for massernes bevægelse, som den regerende klike er. Hvis bevægelsen skal føres igennem til enden, må man skubbe disse såkaldte "ledere" til side – deres eneste mål i livet er at bevare så meget som muligt af det gamle regime, mens de prøver at sikre sig selv gode stillinger på bekostning af masserne, som de påstår at tale på vegne af, og som de vil forråde ved først givne lejlighed. Enhver ærlig og reel demokrats første pligt er at afsløre disse falske ledere over for folket. Ingen halve løsninger og rådne kompromiser! Man må gå hele vejen! Derfor må arbejdere, bønder og studerende ikke stole ét sekund på de liberale borgerlige, men kun på sig selv, på deres egen kamp og på massernes revolutionære bevægelse.


Studenterne kræver, at Suharto bliver stillet for retten. Selvfølgelig! Dette monster har dræbt over en million mennesker. Det kan man ikke glemme. Tyrannen må betale for sine forfærdelige forbrydelser. Folket kræver hævn. Hvis ikke Suharto kommer væk i tide, vil han komme til at dele skæbne med Ceaucescu, som han på mange måder ligner. Hans regime er i den grad indsmurt i blod og har udplyndret masserne så meget, at det vil blive endog meget vanskeligt at berolige de vakte masser. Tiden er for længst løbet fra snak, løfter og taler. Masserne ser, hvordan deres levestandard styrtdykker, reallønningerne er blevet skåret ned til det halve i løbet af de sidste par måneder, samtidig med at priserne suser opad. Hvis imperialisterne var villige til at poste store pengesummer ind, ville situationen muligvis være en anden, men det er ganske udelukket. Der er alt for mange regimer med problemer til at man kan redde dem alle sammen ud på den måde. Vesten har ikke forsøgt at hjælpe diktatoren med penge, men har tværtimod truet ham og derved tvunget ham ud i krisen. De store vestlige firmaer tilbageholder deres investeringer, indtil det bliver klart, hvad den nye regering har tænkt sig. De vil have et klart bevis på, at de er villige til at gennemføre "reformer" – d.v.s. fortsætte IMFs politik med at lade arbejderne og bønderne bære alle krisens byrder.


DEN ASIATISKE REVOLUTION ER BEGYNDT!


Dette er begyndelsen på revolutionen, ikke bare i Indonesien, men i hele Asien og potentielt på verdensplan. Overalt intensiverer den økonomiske krise polariseringen mellem klasserne. I Korea prøvede kapitalisterne at lægge alle krisens byrder over på arbejderklassen, men de stødte på modstand. Det koreanske LO svarede igen ved at indkalde til massedemonstrationer og en national strejke. Fagforeningerne vil ikke have nogen fyringer og foreslår i stedet fastfrysning af lønningerne, dele-job og kortere arbejdstid uden løntab. "Alt dette," skriver The Economist, "er noget ganske andet end den modtagelse præsident Kim Dae Jung fik, da han lige var blevet valgt. Den gang var han umådelig populær, og ni ud af ti koreanere støttede ham. Nu står han over for et fjendtligt parlament og vrede arbejdere… D. 13. maj advarede præsident Kim de studerende om ikke at slutte sig til fagforeningernes protester." (The Economist, 16/5/98)


Dette er en advarsel til de indonesiske arbejdere om, hvad der sker, når man stoler på de "progressive" borgerlige. Med klassesamarbejde er der ingen vej frem. Det kan kun betyde flere nedskæringer, mere arbejdsløshed og sult og øget imperialistisk kontrol over Indonesien, Korea og de andre lande. Hele Asien syder nu af utilfredshed. Første maj så vi de største arbejderdemonstrationer i Japan i mange år – der var to millioner, der gik i demonstrationer og møder på over 1000 forskellige steder i landet, ifølge Kyodo News Service. Demonstranterne fordømte Hashimoto-regeringens politik. Arbejdsløsheden i Japan er den højeste (officielt 3,9%), siden man begyndte at føre regnskab med det i 1953.


Det er ikke nogen tilfældighed, at det var på netop dette tidspunkt, at Indien afprøvede sin første atombombe. Det skulle være en afledningsmanøvre, der kunne afspore den revolutionære udvikling i Indien. "Indien er en stor verdensmagt!" Det skulle være det budskab, der skulle få millioner af indere til at glemme deres elendighed og sult. Det vil midlertidigt få den tilsigtede virkning, mens masserne af småborgere danser rundt i gaderne og vifter med flag. Men det vil ikke vare længe, så vil chauvinismens tåger lette, og de indiske arbejdere og bønder vil vågne op igen og se livets bitre realiteter. I virkeligheden er alle betingelserne for en revolution tilstede i Indien - lige som i Indonesien. Det eneste, der mangler, er den subjektive faktor. Indiens såkaldte kommunistpartier spiller en skammelig rolle som vandsprøjter, der køler folket ned, i stedet for at forberede dem til revolutionen.


Det revolutionære potentiale er enormt. Men når den subjektive faktor mangler, er muligheden for nederlag også enorm. I de næste to, tre eller fire år vil spørgsmålet om magten blive stillet arbejderklassen gang på gang. Hvis der var bare så meget som en lille revolutionær kerne, kunne hele situationen ændre sig. Men da dette ikke findes, og PRD-ledelsen fører sådan en forfærdelig politik, kan den indonesiske revolution meget vel ende i nederlag igen. Revolutionen vil bevæge sig gennem forskellige stadier – nu er vi kun ved det første af disse. Om arbejderklassen kan sejre eller ej, afhænger af ledelsens evner. Studenterne og arbejderne har allerede udvist stort mod og initiativ. Hvis de var udstyret med det rette program og perspektiv, ville sejren være sikker. Men hvis den nødvendige ledelse ikke bliver bygget, kan der opstå kaos og endog elementer af barbari, som i Uganda og Somalia, og det kan føre til opdeling af Indonesien og til et endnu mere bloddryppende nyt diktatur. Men før den tid kommer, vil den indonesiske arbejderklasse få chancen for at tage magten – ikke én, men mange gange. Enten den største sejr eller det mest forfærdelige nederlag – det er de eneste muligheder for den indonesiske revolution.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.