Den 16. april gik 13 millioner italienske arbejdere i generalstrejke mod Berlusconi-regeringens planer om at forringe arbejderbeskyttelseslovene i Italien ved at gøre det lettere for firmaer at fyre folk. Over to millioner deltog i demonstrationer over hele landet.

Der var demonstrationer i 21 byer over hele landet. Det var de største regionale faglige demonstrationer nogensinde i Italien. Der var 350.000 i Bologna, 300.000 i Rom, 200.000 i Milano, 400.000 i Firenze, 100.000 i Palermo på Sicilien, 30.000 i Ancona, og 30.000 i Potenza.

Generalstrejken var en kæmpe succes, der virkelig har styrket arbejdernes selvtillid og tro på, at det nytter at kæmpe. Det var ikke kun industrien, der mærkede strejken. Hotelarbejdere, statsansatte, bankarbejdere, transportarbejdere, lufthavnsarbejdere – alle var med. På hospitalerne i Rom deltog omkring 90% af de ansatte i strejken. Landet stod bogstaveligt talt stille.

Strejken er ikke et isoleret tilfælde. Den kom oven på den enorme demonstration i marts, der samlede næsten tre millioner i Roms gader imod regeringens angreb på arbejdernes rettigheder. Det var den største demonstration nogensinde i Italien. Der er et enormt pres under opbygning, der vil føre til en stor konfrontation mellem arbejderklassen og regeringen. Fagforeningslederne, især CGIL-forbundets leder Cofferati, er under kæmpe pres. Han er blevet skubbet til venstre og har nu stor støtte blandt italienske arbejdere, fordi han opfattes som den, der leder kampen. Dette er den samme leder, som indtil for nylig blev anset for at være "moderat", og som samarbejdede med den tidligere regering. Denne radikaliseringsproces i de store fagforeningssammenslutninger i Italien bekræfter, hvad marxisterne altid har stået fast på angående masseorganisationerne. Under pres fra arbejderklassen kan de blive radikaliseret, ligegyldigt hvad de så ellers har stået for førhen.

Regeringens holdning ser nu ud til at være rettet ind på en åben konfrontation med fagforeningerne. Den periode, vi er på vej ind i, er en periode med forhøjede spændinger mellem klasserne. For tiden rider især CGIL på en bølge af opbakning, men i den kommende periode vil alle arbejderklassens organisationer skulle stå deres prøve. Efter mange års nederlag og kompromis er den italienske arbejderklasse nu i offensiven. Den vil vise vejen for resten af Europa, og hele verden. Det, vi har set indtil nu, er kun begyndelsen!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.