Den 20. juni var der generalstrejke i Spanien mod højreregeringens forsøg på forringelser, der bl.a. vil gøre det lettere for arbejdsgiverne at fyre arbejdere og begrænse arbejdsløshedsunderstøttelsen. Strejken blev en bragende succes. Den blev fulgt af mere end 90% af industriarbejderne, og den dækkede hele landet i alle dele af industrien. De fleste offentligt ansatte deltog også i strejken. På landet gik tusinder af jornaleros (daglejere) enstemmigt med i strejken.
Generalstrejken i Spanien - og generalstrejkerne i Italien og Grækenland for nylig – gør én gang for alle op med de teorier, der har været så populære i de sidste par år, og som siger, at arbejderklassen ikke længere spiller den samme rolle i samfundet, at arbejderne pga. udbredelsen af deltids og midlertidigt arbejde er blevet splittede, at det er umuligt at organisere de nye dele af klassen, og at man for at ændre samfundet må lede efter nogle andre, der kan gøre det. Vi ser nu, at den slags idéer var det rene vrøvl.
Medierne og regeringens talsmænd prøvede at fremstille strejken som en fiasko og de strejkende arbejdere som voldelige. Men de "voldelige blokader", som regeringen talte om i sin propaganda, var i virkeligheden sikkerhedsstyrker, der lavede blokader imod arbejderne til fordel for arbejdsgiverne. Den brutale undertrykkelse af tusinder af arbejdere og unge, politiblokaden imod UGT's (et fagforbund) centrale hovedkvarter i Madrid og politiangrebene imod adskillige arbejdere, der var tilstede der, arrestationen af næsten 100 fagligt aktive over hele landet – alt dette viser den nuværende regerings reaktionære karakter. Men på trods af alle regeringens bestræbelser havde strejken massiv opbakning. Over hele landet var der massive demonstrationer.
Hvis regeringen ikke trækker i land nu og tager dekretet om reform af arbejdsløshedsunderstøttelsen tilbage, er det de faglige lederes pligt at forberede en endnu stærkere bevægelse: en større og bredere strejke imod de borgerliges økonomiske politik, med perspektiv på at vælte denne regering, som kun tjener arbejdsgivernes og de multinationale firmaers interesser.
