Mange medlemmer af Socialdemokratiet (SPD), fagligt aktive og unge generelt over hele landet drog et lettelsens suk, da det blev klart, at Stoiber – storkapitalens og andre reaktionære institutioners yndling – havde tabt. Indtil august troede næsten alle i landet, at Stoiber ville vinde, og at SPD ville få et stort nederlag, og mange aktive i partiet og fagforeningerne var uvillige til at gøre noget i valgkampen. Som i mange andre europæiske lande har fire års Schröder-styre ført til enorm skuffelse blandt almindelige arbejdere (se også artiklen Det kommende valg i Tyskland). Stoiber og Kristdemokraterne førte i meningsmålingerne, og der var rapporter om visse elementer fra det ministerielle bureaukrati i Berlin, der forlod den synkende skude og sluttede sig til Kristdemokraterne, men i de sidste par uger af valgkampen var der et drastisk sving tilbage til Socialdemokratiet og de Grønne. Truslen om en Stoiber-regering mobiliserede mange arbejdere og unge omkring SPD (og til dels de Grønne) for at sikre, at Stoiber ikke skulle vinde.
Stoibers strategi var at beklage sig over den høje arbejdsløshed i Tyskland (officielt 4 millioner) og de dårlige udsigter for økonomien (på randen af krise), lægge skylden på Schröder og fremstille sig selv som en, der ville kunne køre økonomien bedre og gøre noget ved arbejdsløsheden. Til forskel fra sin politiske "far" Franz Josef Strauss, som stillede op som kansler i 1980 og tabte, prøvede Stoiber at fremstille sig som alles ven og undgå polarisering og klare udtalelser for enhver pris. Men vinden begyndte at vende i august, da Schröder og hans vice-kansler og udenrigsminister Fischer (leder af de Grønne) pludselig erklærede, at under deres ledelse ville Tyskland ikke deltage i nogen militæraktion mod Irak. Denne udtalelse kom som et lyn fra en blå himmel, men var helt i overensstemmelse med, hvad de fleste tyskere mente – især i det tidligere Østtyskland – og den gjorde situationen meget pinlig for krigsmagerne i Stoibers lejr. Det tvang endda opportunisten Stoiber til at erklære, at under hans ledelse ville der heller ikke være støtte til et én-sidigt amerikansk angreb. Oversvømmelseskatastrofen i Østtyskland i august bragte miljøspørgsmålet tilbage på dagsordenen og skabte mere støtte til de Grønne og deres miljøvenlige image. Da det blev klart, at der var en voksende chance for genvalg til Schröder-regeringen, gik Kristdemokraterne i panik i den sidste uge op til valget. De prøvede at starte en racistisk anti-indvadringskampagne, og de angreb Schröders justitsminister, som skulle have sagt, at George W. Bush ligesom Hitler også førte krig for at aflede opmærksomheden fra indenrigspolitikken.
Men lad os se på nogle tal:
|
Stemmer i 2002 |
Procent |
Forskel i forhold til 1998 |
|
|
Stemmedeltagelse |
48.574.607 |
79,1 |
-1.372.480 |
|
SPD (Socialdemokratiet) |
18.484.560 |
38,5 |
- 1.696.709 |
|
CDU/CSU (Kristdemokraterne) |
18.475.696 |
38,5 |
+1.146.308 |
|
Grüne (de Grønne) |
4.108.314 |
8,6 |
+ 806.690 |
|
FDP (de Liberale) |
3.537.466 |
7,4 |
+ 456.511 |
|
PDS (tidligere Kommunistparti) |
1.915.797 |
4,0 |
- 599.657 |
- I 1998 førte SPD med omkring 2,8 millioner stemmer i forhold til Kristdemokraterne. I 2002 er forskellen faldet til kun 8.864 stemmer. En meget snæver sejr, og en advarsel!
- På den anden side skyldtes fremgangen for Kristdemokraterne (+1.146.308) næsten udelukkende et sving i Sydtyskland, hvor de traditionelle konservative højborge er. Alene i Bayern gik Stoibers parti frem med 987.000 stemmer. Her fik de 58,5% af stemmerne. Samtidig tabte de stemmer i nogle dele af Nord- og Østtyskland. De var kun det største parti i 4 ud af 16 delstater. Nationalt set tog SPD de direkte mandater i 171 valgkredse, mens CDU/CSU tog 125, PDS 2 (i Østberlin) og de Grønne 1 (i Berlin).
- I vest var Kristdemokraterne og de Liberales samlede stemmer lidt foran den gamle og nye koalition (Socialdemokratiet og de Grønne), mens Kristdemokraterne led stort nederlag østpå (de fik 28,3%, og de Liberale fik 6,4%). Så østpå var der et klart flertal for venstrefløjen, dvs. de to traditionelle arbejderpartier (SPD 39,7% og PDS 16,9%) – og det var afgørende for Stoibers nederlag.
- Det er interessant, at Stoibers tomme propaganda om arbejdsløsheden ikke førte til øget opbakning, især i de områder i Nord- og Østtyskland, hvor arbejdsløsheden er et stort problem. Bortset fra syden og visse mindre undtagelser fortsatte de store industri- og arbejderområder med at være højborge for Socialdemokratiet. Dette understreger endnu engang den kendsgerning, at masserne igen og igen vil vende sig til deres traditionelle organisationer i deres søgen efter en udvej.
- PDS led et stort nederlag og blev reduceret til kun 2 mandater. De gik fra 5,1% til 4,0%. I vest havde de ikke meget at tabe, men polariseringen mellem Schröder og Stoiber og skuffelsen over PDS-politikere, der har haft magten i to delstater i Østtyskland, førte til store tab. De gik fra 21,6% til 16,9% i Østtyskland. Det ligner den samme proces, som sker for andre venstrepartier eller tidligere kommunistiske partier andre steder i Europa, hvor de har været ivrige efter at få poster i statsapparatet og er villige til at føre en reformistisk politik uden rigtige reformer. Med Schröders kovending på Irak-spørgsmålet var modstanden mod krig heller ikke længere PDS's monopol.
- Indtil for nylig påstod overfladiske analytikere, at Europa som en helhed var på vej mod højre. Sverige, Tyskland og muligivs Østrig senere på efteråret kan tyde på en anden tendens. Det er bemærkelsesværdigt, at det på trods af Schröder-regeringens dårlige præstationer ikke lykkedes CDU/CSU og FDP at vinde det flertal tilbage, som de havde i årtier op til 1998 (selv i 70'erne, hvor Socialdemokratiet og de Liberale var i koalition under Brandt og Schmidt). Samtidig opnåede de forskellige ekstreme højrefløjspartier og ny-fascistiske grupper kun ubetydelige resultater på landsplan: "Republikanerne" fik 1,3%, det åbent fascistiske NPD fik 0,4%, og PRO fik 0,8%. Selv i Hamburg, hvor PRO blev dannet af en dommer ved navn Schill for 2 år siden og fik næsten 20% i lokalvalgene sidste år (lidt i stil med Fortuyns parti i Holland), fik de denne gang kun 4,2%, da de tabte det meste af deres støtte fra sidste år.
SPD's snævre sejr i det tætte løb er der egentlig ikke nogen grund til at juble over. Mange arbejdere og unge stemte – modvilligt – på SPD for at stoppe Stoiber og give Schröder endnu en (og muligvis den sidste) chance. De faglige ledere var godt nok formelt set neutrale, men opfordrede også deres medlemmer til at forhindre en Stoiber-sejr, idet de korrekt argumenterede for, at Stoiber ville skrue uret langt tilbage på vigtige områder som arbejdsmarkedslovgivning og faglige rettigheder. Men ligesom i England under Blairs anden regeringsperiode vil de faglige ledere blive tvunget til at lægge pres på regeringen for at ændre kurs inden alt for længe.
SPD er overvejende et tamt og "blegt" parlamentarisk parti, og de Grønne fremstiller sig som et "moderne" og "progressivt" liberalt, borgerligt parti – så det er et kort pusterum, Schröders anden regering vil få efter valget. På baggrund af en alvorlig økonomisk krise og pessimisme, uanset hvem der sidder ved magten, vil der komme alle mulige konflikter, og arbejdere og unge vil i stigende grad blive utilfredse. Der er ikke plads til at manøvrere, når man prøver at gavne storkapitalen og gøre arbejderklassen tilfreds på samme tid. Erfaringen fra 1999 viser, hvor hurtigt en valgsejr kan smides væk; det var kun korruptionsskandalen omkring tidligere kansler Kohl og CDU, der reddede Schröder den gang.
Sammenbruddet på aktiemarkedet er godt i gang med at underminere idéerne om liberalisering, privatisering og "aktieejerkultur". Så når vi nu har slået Stoiber, kan arbejdere, unge og aktive i partiet og fagforeningerne ikke bare læne sig tilbage og vente. Vi må aktivt gribe ind og lægge pres på regeringen, så den gennemfører en ægte socialistisk politik. Og Schröder vil blive nødt til at bevise, at hans modstand mod George W. Bush's krig i Irak ikke bare var et valgkampsnummer.
