Følgende tekst blev skrevet af Lenin og Sinovjev i 1915, under den første verdenskrig. Den fremstiller – meget aktuelt – socialisters holdning til krig, og hvor de står i forhold til f.eks. anarkister og borgerlige pacifister.
Marxister er ikke til enhver tid imod enhver krig. Vi ser begivenheder i deres sammenhæng og analyserer dem ud fra det. Men som de to bolsjevikker også klart skriver, er vi imod enhver form for imperialistiske erobringstogter, der giver sig udtryk i krig.
Aktuel lige nu er krigen mod Irak – den er – ligesom Lenin beskrev første verdenskrig – en imperialistisk røverkrig. Den marxistiske analyses korrekthed kan bl.a. ses i dette citat fra teksten:
"Fra tidligere at have været progressiv er kapitalismen blevet reaktionær. Den har udviklet sine produktivkræfter i en sådan grad, at menneskeheden står ansigt til ansigt med, at alternativerne er at indføre socialisme eller at gennemleve år, ja årtier med væbnet kamp mellem "stormagterne" for den kunstige bevarelse af kapitalismen via midler som kolonier, monopoler, privilegier og national undertrykkelse af enhver art". Udover at udnyttelsen af de tidligere kolonier i dag kun opretholdes militært i "nødstilfælde", og ellers sikres gennem de verdensomspændende markedsmekanismer, har denne konklusion på teksten holdt stik!
Socialisters holdning til krig
Socialister har altid fordømt krige mellem nationer som barbariske og brutale. Vores holdning til krig er imidlertid fundamentalt forskellig fra borgerlige pacifisters (støtter og fortalere for fred) og anarkisternes. Vi adskiller os fra de første på den måde, at vi forstår den uundgåelige forbindelse mellem krig og klassekamp indenfor et land; vi forstår, at krige ikke kan afskaffes, medmindre klasserne afskaffes, og der indføres socialisme; vi adskiller os også på den måde, at vi anser borgerkrige, dvs. krige ført af en undertrykt klasse mod den undertrykkende, af slaver mod slaveejere, af livegne mod jordbesiddere, og af lønarbejdere mod bourgeoisiet som fuldt legitime, progressive og nødvendige. Vi marxister adskiller os både fra pacifisterne og anarkisterne, i og med at vi anser det for nødvendigt at undersøge hver krig historisk (ud fra Marx' dialektiske materialisme) og adskilt. Der har i den forudgående tid været adskillige krige, som trods alle deres rædsler, grusomheder, nød og lidelser, der nødvendigvis ledsager enhver krig, har været progressive, dvs. gavnede menneskehedens udvikling ved at bidrage til at smadre de mest afskyelige og reaktionære institutioner (f.eks. autokratiet og livegenskabet) og de mest barbariske despotier i Europa (det tyrkiske og det russiske). Det er grunden til at de historisk specifikke træk i den nuværende krig [første verdenskrig] må undersøges.
De historiske typer af krig i nyere tid
Den store franske revolution indvarslede en ny epoke i menneskehedens historie. Fra den tid og frem til Pariserkommunen, dvs. mellem 1789 og 1871, var der én type krig, som var af en borgerlig progressiv karakter, ført for national frigørelse. Med andre ord: Omstyrtelsen af absolutismen og feudalismen, undergravelsen af disse institutioner, og omstyrtelse af fremmedherredømme dannede hovedindholdet og den historiske betydning af den slags krige. Disse var derfor progressive; gennem sådanne måtte alle ærlige og revolutionære demokrater, såvel som socialister, altid ønske succes for det land (dvs. det bourgeoisi), som bidrog til omstyrtelsen eller undergravelsen af de mest forbandede fundamenter for feudalisme, absolutisme og undertrykkelse af andre nationer. F.eks. indeholdt de revolutionære krige, som blev ført af Frankrig et element af franskmændenes plyndring og erobring af fremmed territorium, men dette ændrer ikke det mindste ved den historiske betydning af disse krige, som ødelagde og rystede feudalismen og absolutismen i hele det gamle trællebesiddende Europa. I den fransk-preussiske krig plyndrede Tyskland Frankrig, men det ændrer ikke den fundamentale historiske betydning af denne krig, som befriede snesevis af millioner tyskere fra feudal opsplittethed og undertrykkelsen fra to despoter: Den russiske zar og Napoleon III.
Forskellen mellem aggressive krige og defensive krige
Perioden 1789-1871 efterlod sig dybe mærker og revolutionære erfaringer. Der kunne ikke blive nogen udvikling af den proletariske kamp for socialisme forud for omstyrtelsen af feudalisme, absolutisme og fremmedherredømmet. Når socialister, idet vi snakker om krige i sådanne perioder, understreger legitimiteten af "defensive" krige, havde de altid disse mål for øje, nemlig revolution mod middelalderlige forhold og trældom. Ved defensiv krig har revolutionære altid forstået en "retfærdig" krig i denne særlige betydning (Wilhelm Liebknecht udtrykte sig engang præcis på denne måde). Det er kun på den måde, at socialister har anset krige "som forsvar for fædrelandet" eller "defensive" krige som legitime, progressive eller retfærdige. F.eks. hvis Marokko i morgen erklærer Frankrig krig, eller Indien mod Storbritannien, eller Persien eller Kina mod Rusland osv., ville det være en "retfærdig" og "defensiv" krig uden hensyn til, hvem som først angreb. Hvilken som helst socialist ville ønske den undertrykte, den afhængige og ulige stats sejr over undertrykkeren, den slaveejende, og røveriske "stormagt". Forestil dig nu, at en slaveejer, som ejer 100 slaver, fører krig mod en anden, som ejer 200 slaver for en mere retfærdig omfordeling af slaverne. Brug af ordet "defensiv" krig eller krig "til forsvar for fædrelandet" ville klart være historisk forkert i et sådant tilfælde, og ville i praksis være dyb bedrag af almindelige mennesker, filistre og uvidende fra de snu slaveholderes side. Det er på den måde, at folk bliver bedraget med "national ideologi", og at begrebet "forsvar for fædrelandet" bruges af nutidens imperialistiske borgerskaber i den aktuelle krig mellem slaveholdere med det formål at konsolidere slaveriet.
Den nuværende krig er en imperialistisk krig
Det er næsten universelt anerkendt, at denne krig er en imperialistisk krig. Imidlertid er dette ord blevet forvansket i de fleste tilfælde, eller bliver kun anvendt på den ene side, og ellers er der levnet smuthuller for den opfattelse, at denne krig alt i alt må være borgerlig progressiv, og af betydning for den nationale befrielsesbevægelse. Imperialismen er det højeste stade i kapitalismens udvikling, som man først nåede i det 20. århundrede. Kapitalismen finder nu, at de gamle nationalstater, uden hvis dannelse den ikke kunne have omstyrtet feudalismen, er for snævre for den. Kapitalismen har udviklet koncentrationen til en sådan grad, at hele industribrancher er kontrolleret af syndikater, truster og associationer af kapitalistiske multi-millionærer, og næsten hele kloden er blevet delt op mellem kapitalens "herremænd", enten i form af kolonier, eller ved at indvikle andre lande i tusinde tråde af finansiel udbytning. Frihandel og konkurrence er blevet erstattet af en stræben mod monopoler, erobring af territorier til investering af kapital og som kilder til råmaterialer og så videre. Fra at være nationernes befrier, som kapitalismen var i kampen mod feudalismen, er den på sit imperialistiske stade blevet til den største undertrykker af nationer. Fra tidligere at have været progressiv er kapitalismen blevet reaktionær. Den har udviklet sine produktivkræfter i en sådan grad, at menneskeheden står ansigt til ansigt med, at alternativerne er at indføre socialisme eller at gennemleve år, ja årtier med væbnet kamp mellem "stormagterne" for den kunstige bevarelse af kapitalismen via midler som kolonier, monopoler, privilegier og national undertrykkelse af enhver art.
