Mens vi fejrer nytåret og siger farvel til 2002, så ser vi også tilbage på det forgangne år og laver planer for det næste. 2002 har været et turbulent og krisepræget år, der på den ene side viser sig ved den økonomiske stagnation og på den anden side ved den truende krig mod Irak.

Det har også været et turbulent år rent politisk. Bush-administrationen har oprettet det nye ministerium for "hjemlig sikkerhed", og den har også sørget for, at dette ministeriums ansatte ikke har ret til at organisere sig i fagforeninger. Regeringen har gennemført nye tiltag inden for undertrykkelse og overvågning, deriblandt den fortsatte hemmelige tilbageholdelse af borgere og vidtgående rammer for aflytning. Sidst men ikke mindst så vi i oktober Bush bruge Taft-Hartley-loven (der gør militær indgriben lovlig, hvis en strejke truer "nationens sikkerhed") mod havnearbejderne i fagforeningen ILWU på Vestkysten.

Imidlertid var en af årets mest afslørende begivenheder midtvejsvalget i november. Det republikanske parti indtog begge Kongressens kamre og tildelte demokraterne et svidende nederlag. Det, der skulle have været en sejr for demokraterne, blev det modsatte. I stedet for at tage arbejderklassens problemer op – den faldende økonomi, arbejdsløsheden og den dyre og uretfærdige krig – efterlignede demokraterne republikanernes program. Valgdeltagelsen blev kun 39%. Dette resultat er ikke overraskende. Hvis der er to partier med præcis det samme program, så vil vælgerne vælge det mest oprigtige parti. Hvorfor stemme på en "opposition", når det blot er et spejlbillede af det parti, der har magten? Demokraterne begik samme fejl i 2002, som de gjorde i 2000 – de viste sig totalt ude af stand til at fremføre et program og en kampagne, der fundamentalt var anderledes end deres republikanske "modstandere". Men dette kommer ikke som en overraskelse, for det demokratiske partis ledere og valgte repræsentanter kommer fra de samme sociale lag som republikanerne – navnlig erhvervslivet. Selv om demokraterne får økonomisk støtte fra det amerikanske LO, AFL-CIO, og deres millioner af medlemmer, så findes demokraternes egentlige base på direktionsgangene i den amerikanske storindustri.

I modsætning til perioden efter 2. verdenskrig, med relativ fremgang og økonomisk stabilitet, er det demokratiske parti ikke længere i stand eller villig til at udføre dets liberale løfter og beskytte velfærden, jobsikkerheden eller den sociale sikkerhed. Der er ikke flere "Great Society" eller "New Deal"-programmer på dagsordenen. Men hvorfor fortsætter lederne af USA's fagforeninger med at insistere på at støtte et parti, der gennem de seneste 20 år har stukket en kniv i ryggen på landets arbejdere ved hver given lejlighed? En del af svaret er indlysende – de klarer sig temmelig godt her i livet ved at balancere mellem de arbejdere, de burde repræsentere, og arbejdsgiverne, hvis virkelige interesser de ofte tjener.

Ved midtvejsvalget gav AFL-CIO over 35 millioner dollars til demokratiske kandidater, og det er ude over de penge, som individuelle fagforeninger har givet. De føderale og statsligt ansatte (AFSCME) gav alene ca. 16 millioner. Ud over økonomisk støtte har AFL-CIO og lokale fagforeninger stillet med tusindvis af frivillige til kampagnearbejde. Ikke desto mindre led demokraterne ikke blot nederlag, de førte ikke engang kampagne på "liberale" emner. Endnu en gang – for million'tene gang – gav fagforeningerne (i det mindste lederne) deres fulde opbakning til det demokratiske parti, blot for at svindlerne kunne snyde dem – igen.

Gerald McEntee, formand for AFSCME og leder af AFL-CIO's politiske udvalg siden 1995, sagde i et interview med St. Louis Post-Dispatch, at "jeg tror, demokraterne er kommet for lidt frem på disse spørgsmål (økonomiske spørgsmål), og de burde være vedholdende i deres forsøg på at presse regeringen til at diskutere disse spørgsmål. De har holdt sig tilbage for længe." Enten er Mr. McEntee ekstremt naiv, eller også venter han på en belønning fra demokraternes nationale komité, når han skal pensioneres! Problemet er ikke, at demokraterne ikke er "kommet nok frem" med spørgsmål, der betyder noget for den arbejdende befolkning – de deler ganske enkelt ikke klasseinteresser med arbejderklassen! Blot fordi demokraterne fyldes med kontingentpenge fra arbejderklassen, ændrer det ikke det faktum, at dem, der kører det demokratiske parti, er prokapitalistiske eks-advokater og industrimagnater. Det er folk, der altid vil tjene deres virksomhedssponsorer, før de tænker på, hvad AFL-CIO's politiske udvalg beder dem om – for slet ikke at tale om medlemmernes ønsker!

Støtten til demokraterne fra ledelsen af AFL-CIO er ikke bare kontra-produktiv. Det er et komplet bedrag af medlemmerne. Den energi og de penge, der er i den eneste masseorganisation for arbejderklassen i USA, bliver solgt til de såkaldte "liberale" repræsentanter for kapitalistklassen. Dette er en situation, der er fuldstændig i modstrid med de amerikanske arbejderes interesser. Medlemmerne giver ikke blot hovedparten af deres vågne liv til arbejde for kapitalisterne. Derudover giver de, gennem deres ledere, deres politiske uafhængighed bort. Demokraterne har allerede vist tusindvis af gange, at de ikke kan betros at tjene arbejdernes interesser. De nægter at udføre blot en tiendedel af de små løfter, de afgiver!  Dette efterlader arbejderbevægelsen med én eneste mulighed: En komplet politisk uafhængighedserklæring. Og hvilket tidspunkt ville være bedre end nu?

Det demokratiske parti har bevist sin ubrugelighed for arbejderne. Det kan ikke gå imod Bush, tværtimod støtter det republikanerne i hvert eneste vigtige spørgsmål. For eksempel "krigen mod terror", invasionen af Irak, oprettelsen af "ministeriet for hjemlig sikkerhed" og så videre. Valgresultatet viser, at arbejderne ikke kan se en egentlig forskel på de to partier. 60% gad ikke engang at stemme. Demokraterne selv er i vildrede efter nederlaget, og selv formanden for AFL-CIO, John Sweeney, der normalt er deres største støtte, er blevet presset til at kritisere dem, om end på en blid måde.

Det eneste politiske alternativ for den amerikanske arbejderklasse og dens fagforeninger er klasseuafhængighed. At lægge vores skæbne i hænderne på kapitalisternes repræsentanter er en sikker opskrift på katastrofe. Kun et masseparti af arbejdere, baseret på fagforeningerne og bevæbnet med et socialistisk program, kan slå slaget for de amerikanske arbejderes interesser. Kun med et sådant parti kan processen med nedadgående lønninger, faldende levestandarder og færre rettigheder bringes til ophør.  Demokraterne vil aldrig være i stand til eller villige til at gøre sådanne ting – selv i Mr. Sweeneys vådeste drømme. Arbejderklassen er nødt til at forstå ikke blot sin økonomiske kraft, men også sin politiske magt. Den må være en klasse i sig selv og for sig selv. Når denne proces først er begyndt vil endeløse muligheder vise sig i horisonten.

Så mens vi fejrer starten af 2003, så lad arbejderbevægelsen og alle dem, der ønsker den det godt, foreslå nogle nytårsfortsætter:

Arbejdere – bryd med demokraterne!
For et masseparti af arbejdere, bevæbnet med et socialistisk program!
Fremad mod menneskehedens socialistiske fremtid!