For kommunister repræsenterer den kinesiske revolution, den næststørste begivenhed i verdenshistorien efter oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Revolutionen, som sejrede over det kinesiske borgerlige diktatur den 31. januar 1949, gjorde ikke alene op med den imperialistiske dominans af landet, men skabte en enorm forbedring af leveforholdene for landets mange millioner bønder, arbejdere og fattige.
Den kinesiske revolution udgør i dag en kæmpe inspiration for arbejdere og undertrykte folk i hele verden. Revolutionens indflydelse strakte sig langt ud over Kinas grænser, og spillede en stor rolle for de selvstændighedsbevægelser og revolutioner i de koloniale lande, der fulgte i årtierne efter. Revolutionen i Kina viste, at det var muligt for et undertrykt folk at rejse sig og smide sine imperialistiske overherrer på porten.
Den kinesiske revolution er en begivenhed af enorm interesse for kommunister, både fordi den sejrede, men også fordi den måde som revolutionen blev gennemført, såede frøene for landets tilbagevenden til kapitalismen, som vi ser i dag. Udviklingen i Kina efter revolutionen vil blive et emne for en fremtidig artikel. I mellemtiden henviser vi til vores pjece Kinas lange march mod kapitalisme. Den foreliggende artikel vil begrænse sig til at beskæftige sig med selve revolutionen, der indeholder et skatkammer af lektioner for nutidens revolutionære.
Kina før revolutionen
For at forstå hvad der ledte til revolutionen, og hvordan den endte i en sejr i 1949, er det nødvendigt med en smule baggrundshistorie.
Ligesom stort set resten af Asien var Kina fra starten af 1800-tallet underlagt dominans fra udenlandske imperialistiske magter, især Storbritannien. Kina var inddelt i mindre områder, hvor lokale guvernører fra magtfulde familier regerede over landets millioner af fattige bønder med jernnæve. I toppen af systemet sad kejseren, selvom hans rolle var mere formel; i virkeligheden lå meget af magten hos de lokale guvernører og deres private hære. I bunden af samfundet var millioner af jordløse bønder, der levede under nærmest slavelignende forhold.
Det var især disse forarmede bønder, som den kinesiske arbejderklasse opstod fra. Efter første verdenskrig blev bønderne i stigende grad tvunget ind i de store fabrikker, der var begyndt at springe op, og som primært var ejet af britiske kapitalister. Men her var forholdene ikke meget bedre, end dem der herskede ude på landet. Arbejdsdagene var ofte over fjorten timer, arbejderne måtte sove i bygninger tæt på fabrikkerne, ofte med op til tyve arbejdere i samme værelse, der mindede mere om barakker end lejligheder.
Men som nævnt var størstedelen af fabrikkerne ejet af udenlandsk kapital. Denne imperialistiske dominans af Kina blev i høj grad støttet af kejseren. Derfor begyndte en antiimperialistisk stemning at brede sig blandt det spæde kinesiske borgerskab, der ønskede et opgør med de privilegier, som de udenlandske kapitalister var garanteret af kejseren.
Det var dette spæde borgerskab, især anført af intelligentsiaen, som stiftede det borgerlige liberale parti, Kuomintang. Partiet startede i 1911 en opstand, der senere ville blive kendt som “den første kinesiske revolution”. Det førte til kejserens fald, men i stedet for etableringen af et borgerligt demokrati, blev magten grebet af forskellige lokale krigsherrer. Det fortsatte blot den ekstreme udbytning af de kinesiske arbejdere og bønder i et land, der var fuldstændigt fragmenteret af en borgerkrig, hvor Kuomintang og partiets væbnede styrker kun kontrollerede et lille område i det sydlige Kina.
Kinas Kommunistiske Parti og Kuomintang
Arbejderklassens vækst i Kina medførte også naturligt arbejdernes stræben efter bedre forhold. I perioden op gennem første verdenskrig opstod de første kinesiske fagforeninger og spæde forsøg på at danne et arbejderparti.
Oktoberrevolutionen i Rusland 1917 hvor arbejderne og bønderne, anført af Lenin og Trotskij, tog magten, blev en enorm inspiration for arbejdere og undertrykte i hele verden, og det gav et enormt skub til udviklingen af et kommunistisk parti i Kina. I 1919 stiftede bolsjevikkerne den Tredje Internationale, som havde det eksplicitte formål at sprede den socialistiske revolution til resten af verden. På den stiftende kongres deltog også kinesiske delegerede, der i 1921 med støtte fra Tredje Internationale oprettede Kinas Kommunistiske Parti (KKP).
Partiet voksede hastigt med en enorm støtte blandt Kinas millioner af arbejdere. I KKP’s tidlige periode støttede det op om det borgerlige nationalistiske Kuomintangs kamp mod imperialismen, men uden at give nogle indrømmelser til partiet på sociale spørgsmål såsom løn, arbejdsvilkår og rettigheder, som Kuomintang i stigende grad modsatte sig. De kinesiske kommunister fastholdte altså en selvstændig klasseposition.
Denne politik med at støtte borgerlige kræfter i kampen mod imperialisme, men aldrig afvige fra arbejdernes selvstændige klasseinteresser, såsom krav om bedre forhold, var bl.a. udformet af Lenin som den generelle linje for hele Tredje Internationale. Men med Lenins død i 1924 blev ledelsen af Tredje Internationale overtaget af Stalin og hans fraktion i Sovjetunionens Kommunistiske Parti, som fordrejede Lenins politik. Stalins fraktion først rådede og senere beordrede KKP til fuldstændigt og ukritisk at støtte Kuomintang på trods af partiets arbejderfjendske politik.
De kinesiske kommunister forsøgte at modsætte sig denne forfejlede politik og påpegede, at Kuomintang allerede havde vist sige ude af stand til at udføre den borgerlige revolutions opgaver, fordi partiet i stigende grad frygtede arbejderne mere end det ønskede at bekæmpe imperialisterne. Men partiet blev truet med udelukkelse fra Tredje Internationale, hvis ikke de fulgte kursen udstukket fra Moskva, og de gamle ledere af KKP blev erstattet af andre, som var blevet oplært i Moskva.
Denne politik fik fatale konsekvenser, som snart ville føre til en massakre på titusindvis af kinesiske kommunister.
Den anden kinesiske revolution
I juni 1925 brød en generalstrejke ud i de to vigtigste byer i Kina: Shanghai og Canton. Strejken fik arbejdere til at strømme ind i kommunistpartiet, der voksede til over 20.000 medlemmer i 1926; en tidobling i forhold til året før!
Strejken viste for alvor, hvem der reelt besad magten i samfundet. De kinesiske arbejdere oprettede strejkekomiteer, der langsomt overtog driften af de to byer og rundt om i landet oprettedes støttekomiteer, der så til Shanghai og Canton for inspiration.
Men det var naturligvis noget, som det kinesiske borgerskab ikke kunne acceptere. Kuomintangs stifter var død samme år, og partiet var gradvist blevet mere højredrejet og havde nu den ekstremt højreorienterede Chiang Kai-Shek ved roret. Strejken i Shanghai og Canton udstillede nu åbent, at den politiske alliance mellem kommunisterne og de borgerlige nationalister ikke kunne bestå.
Den 12. april 1927 massakrerede Chiang Kai-Sheks soldater tusindvis af kommunister og sympatisører i Shanghai med hjælp fra udenlandske styrker. Alle arbejderorganisationer og fagforeninger i Kinas største by blev fysisk udryddet og derefter ulovliggjorte. Den hvide terror spredte sig over hele landet, hvor titusindvis af kommunister blev myrdet. Først nu med blodsudgydelser faldt alliancen endelig fra hinanden, men kommunistpartiet var dødeligt svækket og måtte flygte fra alle landets større byer, hvor det havde haft sin sociale base i form af arbejderklassen. Dette fik en altafgørende betydning for revolutionens videre udvikling.
Chiang Kai-Sheks diktatur
Chiang Kai-shek. Billede: Store Norske Leksikon
Chiang Kai-Shek sad nu ubestrideligt på magten, men hvad der blev etableret var ikke et borgerligt demokrati, som stalinisterne ellers forventede, men i virkeligheden et borgerligt militærdiktatur. I løbet af de to årtier, hvor Kuomintang havde magten i landet, blev ingen af den borgerlige revolutions opgaver gennemført. De udpinte bønder fik ikke deres egen jord, et borgerligt parlament blev ikke etableret og vigtigst af alt blev Kina ikke vristet fri af imperialismens greb.
Hvis der reelt skulle tages et opgør med den imperialistiske dominans af landet, ville det netop kræve revolutionær massekamp. Men det kinesiske borgerskab stod meget svagt rent socialt i Kina. Borgerskabet var samtidig fuldstændig bevidst om, at hvis først de kinesiske arbejdere og bønder blev opildnet til kamp mod imperialismen, ville de ikke stoppe når først briterne var smidt på porten, men fortsætte kæmpe mod udbytningen fra “deres egne” kapitalister og jordejere. Det var præcis den proces, der havde fundet sted i Rusland i 1917, og det var det kinesiske borgerskab vel bekendt med.
Da Japan invaderede i 1931, rakte kommunistpartiet – på foranledning af Moskva – igen ud til Kuomintang for at indlede en fælles kamp mod japansk imperialisme, men i realiteten var det nærmest kun kommunisterne, der bekæmpede de invaderende styrker. Kuomintang var mere bekymret over de områder, som kommunisterne indtog, end dem, som japanerne besatte. Disse spændinger eksploderede i 1941, da Chiang Kai-Sheks tropper åbnede ild mod kommunistiske soldater, fordi de nægtede at overdrage to provinser, som de havde indtaget. Det blev enden på en alliance, der de facto aldrig havde eksisteret.
Efter afslutningen på anden verdenskrig rådede Stalin for tredje gang kommunistpartiet til at indlede en alliance med Kuomintang og danne en koalitionsregering til at lede landet. Mao, der var blevet valgt som formand og øverstkommanderende for KKP i 1943, var naturligt skeptisk, men gik med til det i august 1945.
Regeringen brød imidlertid hurtigt sammen allerede i november samme år. Chiang Kai-Shek og hans nye allierede i form af USA kunne aldrig tillade muligheden for en kommunistisk sejr i Kina. USA, den nye imperialistiske stormagt, ønskede et loyalt marionetregime på magten i Kina, i stil med det, som USA senere fik etableret i resten af sin ”interessesfære”: Cuba, Nicaragua, Chile og så videre.
Hvordan kommunisterne sejrede
Regeringens sammenbrud genstartede en borgerkrig i 1945. Kuomintangs styrker var støttet med millioner af dollars og krigsmateriel fra USA, hvorimod kommunisterne næsten intet fik fra Sovjetunionen og derfor primært måtte bruge japansk militært udstyr, som de havde taget fra japanske styrker i kamp. Desuden havde Chiang Kai-Shek omkring tre og en halv gange så mange soldater som kommunisterne. I teorien skulle det have været en let sejr for Kuomintangs diktatur.
Men kommunisternes mest effektive våben var ikke deres krudt og kugler. Det var deres politik. De lovede de jordløse bønder den ene ting, som Kuomintang ikke havde givet dem i snart tyve år: jord. Der hvor kommunisterne rykkede frem, eksproprierede de de store jordejere og omfordelte jorden til bønderne. Samtidig behandlede de tilfangetagne soldater langt bedre, end de blev i Kuomintangs hær. På den måde gik kommunisternes væbnede styrker fra omkring 300.000 soldater i starten af 1946 til omkring 5.430.000 i slutningen af borgerkrigen i 1949.
Meget anderledes så det ud dér, hvor Kuomintangs styrker vandt frem. Ligesom i 1927 startede de en hvid terror i områder under deres kontrol, der mindede befolkningen uhyggeligt meget om de japanske besættelsesstyrker: landsbyer blev brændt ned og soldater plyndrede, voldtog og dræbte enhver, hvorom der var den mindste mistanke om kommunistiske sympatier.
Udover at det naturligvis vendte langt størstedelen af den brede befolkning mod Chiang Kai-Shek og hans regime, havde det også en enorm demoraliserende effekt indenfor Kuomintangs egen hær. Størstedelen af hæren bestod af jordløse bønder, som så på med rædsel, mens deres overordnede beordrede dem til at udføre terror mod andre forarmede bønder. Ikke overraskende deserterede soldater ofte uden kamp til kommunisterne og forøgede dermed ikke blot deres styrke numerisk, men ofte også med det nyeste ubeskadigede militære isenkram fra USA.
I april 1948 annoncerede Mao den endelige modoffensiv mod Kuomintangs styrker. Kommunisterne stormede frem på alle fronter. I 1949 krydsede kommunisterne Yangtze-floden og var dermed faretruende tæt på hovedstaden Nanking. I desperation foreslog Chaing Kai-Shek, og hans allierede i Washington, Mao at oprette en ny koalitionsregering. Men selvom Stalin (igen) rådede Mao til at tage imod tilbuddet, afviste han det.
Til sidst så Chiang Kai-Shek og omkring to millioner nationalister – primært embedsfolk og kapitalister – ingen anden udvej end at flygte til Taiwan med hele den nationale skattekasse på omkring 300 millioner dollars. Borgerkrigen blev således de facto afsluttet den 31. januar 1949, da kommunisterne indtog Beijing.
”Folkerepublikken” Kina
Folkerepublikken Kina blev udråbt den 1. oktober 1949 af Mao. Selve navnet ”Folkerepublik” sagde i virkeligheden meget om Maos vision for den nye stat. For Mao var perspektivet nemlig ikke at udråbe en demokratisk arbejderstat, men snarere en stat, hvor han håbede at kunne herske i en slags koalition mellem kapitalister, arbejdere og bønder. Snarere end at se samfundet som bestående af klasser med indbyrdes uforenelige interesser, så Mao og kommunistpartiet det kinesiske folk som havende mere eller mindre sammenfaldende anti-imperialistiske interesser.
Men som vi har set, var dette ikke virkeligheden i Kina. Borgerskabet og de store jordejere havde baseret sig først på britisk og sidenhen amerikansk imperialisme i en blodig borgerkrig for at bekæmpe kommunisterne. Modsat havde det, som tillod Mao at vinde borgerkrigen, netop været den sociale revolution, som Folkets Befrielseshær gennemførte på landet.
Ikke desto mindre førte Mao i starten en klassesamarbejdspolitik efter Folkerepublikken blev udråbt. Retten til at strejke blev fjernet og regeringen lovede at “beskytte al kinesisk ejendom”.
Mao havde oprindeligt forestillet sig omkring 50 til 100 år med kapitalistisk udvikling i Kina, hvorefter man kunne tale om socialisme eller kommunisme. Men virkeligheden modsatte sig Maos plan. Han opdagede hurtigt, hvor korrupt og svagt det kinesiske borgerskab egentlig var. Det spillede ingen progressiv rolle og forsøgte i stedet at modarbejde det nye regime på trods af indrømmelserne. Mao så sig derfor nødsaget til at basere sig på arbejderklassen og de jordløse bønder og ekspropriere kapitalisterne og de store jordejere.
På den måde blev revolutionen og afskaffelsen af kapitalisme ikke gennemført af arbejderklassen selv, men på autoritær vis fra toppen af staten med KKP i spidsen. Demokrati var aldrig et element i Maos regering, som var bygget efter Stalins moden i Sovjetuninonen.
Men en planøkonomi kræver arbejdernes demokratiske deltagelse og kontrol for at kunne fungere, især i takt med at den udvikler sig. På den måde var der i den kinesiske planøkonomi fra starten indbygget frøene til dens destruktion.
Et enormt skridt frem
Ikke desto mindre var den kinesiske revolution og ekspropriationen af jordejerne og kapitalisterne et enormt skridt frem for de kinesiske masser.
Hvis den kinesiske revolution ikke var endt med kommunisternes sejr for 75 år siden, ville landet uden tvivl i dag stadig være en halv-koloni, der var domineret af amerikansk imperialisme i form af det militærdiktatur som Chiang Kai-Shek indførte. Alene det faktum at kommunisterne smed imperialisterne på porten og dermed gav et enormt stød til imperialismen i hele verden, er nok til, at den kinesiske revolution er en stor inspiration for os kommunister.
Men revolutionen førte også til enorme fremskridt for arbejderne og bønderne i Kina. Før revolutionen var den gennemsnitlige levealder for arbejdere og selvejende bønder omkring 35 år; for jordløse bønder, der måtte ”leje” jorden fra jordejerne, hvilket var omkring en tredjedel af befolkningen, var den omkring 33 år. Disse jordløse bønder levede i slavelignende forhold, og reelt slaveri, især i form af salg af kvinder og børn til de rige jordejere, var ikke et unormalt syn.
Efter eksproprieringen af kapitalismen i Kina og indførelsen af den første femårsplan i 1951 til 1956, steg den gennemsnitlige levealder fra 36 år i 1949 til 57 år i 1957; andelen af børn der gik i folkeskole steg med 50 procent; reallønnen for arbejdere steg med omkring 30 procent og arbejdsdagen blev sænket fra fjorten til otte timer. Et andet eksempel er kvinderettighederne: kvinder gik fra nærmest slavelignende forhold uden nogle formelle rettigheder overhovedet til en ligestillet status, hvor kvinder kunne bestride de samme poster som mænd, og der blev indført ret til abort og skilsmisse.
Men ligesom i Sovjetunionen kunne planøkonomien ikke overleve og udvikle sig ud over et vist stadie, så længe demokrati var fraværende og landet var isoleret. Kapitalismen endte derfor med at blive genindført.
Alle revolutionens sejre er under angreb med kapitalismens genindførelse i Kina. Arbejdsdagen er blevet forlænget, mange af kvindernes rettigheder er blevet tilbagerullet. Arbejdere oplever det ene angreb efter det andet på deres forhold dikteret af kapitalen.
Men som i alle andre kapitalistiske lande avler dette pres på arbejderne og bønderne også et modpres, som vi har set i form af stigende antal strejker og demonstrationer.
Den kinesiske arbejderklasse er så småt i gang med at vågne, og begynder at genopdage sine revolutionære traditioner helt tilbage fra 1920’erne. I dag er arbejderklassens vægt i det kinesiske samfund langt større end i 1949. Arbejderklassen er markant stærkere, og den dag, hvor det kinesiske proletariat for alvor bevæger sig, vil det sende rystelser gennem hele verden, der vil have samme revolutionære implikationer som i 1949.
