Den 22. juni 1941 sendte Hitler sin vældige armeer ind over Sovjetunionens grænser. I August nåede en hærafdeling på 500.000 mand frem til Leningrad og lagde en jernring om den store by. I ni hundrede dage var Leningrad indesluttet. Hitlers mål var klart: Leningrads millionbefolkning skulle sultes ihjel. Den røde hær og magteliten omkring Stalin var lammet. Der var kun en ting, der kunne redde Leningrad fra dommedag og det var byens befolkning med de stærke revolutionære traditioner fra 1905 og 1917.

Den 14. juli 1941 grænsen mellem Estland og Sovjetunionen ved floden Luga. Den sovjetiske frontlinje er brudt sammen under de gentagende angreb fra tyske kampvogne og fly. Den 2. Milits-division er på vild flugt tilbage mod Leningrad. Situationen er et kaotisk voldshelvede. Den 2. Milits-division består af frivillige arbejder, studenter og ungkommunister, som uden militærtræning og tilstrækkelig bevæbning er blevet sat til at holde fronten mod den veltrænede og overlegne tyske krigsmaskine.Pilene indikerer (venstre mod højre): 1) Lugafloden som udgjorde ét frontafsnit, 2) Forstaden Ligovo, som bogstaveligt talt blev jævnet med jorden og 3) Isvejen over den frosne sø Ladoga, der blev en afgørende livline til byen

Mange af militsfolkene er sårede, dødeligt udmattede og har mistet deres våben i tilbagetrækningen. Solen brænder ubønhørligt ned på de slagne russere, hvor de mange mennesker på vandring har rejst enorme støvskyer, som sætter sig i halsen og skaber en brændende tørst. Det tyske artilleri skyder konstant i det fjerne og nedslagene starter spontane brænde i de kornmarker, som tilbagetrækningen bevæger sig igennem. Luften er fuld af støv, røg og skrig fra de sårede. Solens stråler bliver kun kort afbrudt, når lavtflyvende tyske jagerfly passerer over de flygtende kolonner af milits-divisionen. Luften er gennemskåret af lyden af rumlen og raslen fra tyske kampvogne, der kommer nærmere.

Ud af en smal markvej kommer en jeep kørende i modsat retning end de flygtende militsfolk. I den jeep sidder den tresårige Vorosjilov, som er øverstkommanderende for den sovjetiske nordfront. Vorosjilov har gennem størstedelen af sit liv været en store tilhænger af Stalin og han var en utroligt inkompetent militærorganisator. Han var da også udpeget til posten som øverstkommanderende grundet sin loyalitet overfor Stalin, men Vorosjilov har også været medlem af kommunistpartiet siden 1905 og han er krigsveteran fra den russiske borgerkrig (1917-1922). Vigtigst af alt er Vorosjilov klar over, hvem de flygtende militsmænd er. De er veteranerne og sønnerne af den store bolsjevistiske revolution i 1917. De er borgere i Leningrad, som på daværende tidspunkt er den befolkning, der har de største revolutionære traditioner i verden.

Vorosjilov standser jeepen og stiger ud. Han tager sin pistol ud og skyder et par gange i luften for at tiltrække sig opmærksomheden fra de flygtende mænd omkring ham. Flere og flere folk samles omkring ham. Han stiller sig op på jeepens kølerhjelm og brøler ud til de forsamlede militssoldater:

”Kammerater af den røde hær! Til kamp for Lenins by! Til kamp for Den proletariske revolutions vugge!”

Med disse ord starter Vorosjilov et modangreb mod tyskerne med pistolen i hånden efterfulgt af milits-divisionen. Den 2. milits-division bliver næsten fuldstændigt udslettet i angrebet, men de standser den tyske offensiv. Tyskerne kan først angribe igen den 8. August. Den forsinkelse som 2 milits-division købte i blod, giver borgerne i Leningrad værdifuld tid til at udbygge forsvaret i forstæderne, hvilket er det, der frelser byen fra den totale tilintetgørelse.

Den tyske invasion

Da invasionen af Sovjetunionen starter har Anden Verdenskrig snart raset i tre år. Stalin og hans bureaukratisk magtklike bliver fuldstændigt taget på sengen. De var blevet lullet i søvn af Hitler og Stalins ikke-angrebspagt fra 1939. Ydermere havde Stalins udrensninger i slutningen af trediverne forvandlet den før så mægtige røde hær til en bureaukratisk og inkompetent samling af amatører. Russerne lider ufattelige høje tab i starten af invasionen: 1.500 sovjetiske fly bliver tilintetgjort på jorden, tusindvis af kampvogne bliver sat ud af spillet og næste to millioner sovjetiske soldater bliver taget til fange. Det er kun på grund af den sovjetiske planøkonomi, at man er i stand til at erstatte tabene i lyntempo og sidenhen fuldstændigt udkonkurrere den tyske krigsproduktion og dermed sikre sig sejren over nazismen i Europa.

Ved nyheden om invasionen får Stalin et nervesammenbrud. Dette lammer fuldstændigt bureaukratiet i Moskva i en uges tid, da ingen tør tag beslutninger uden Stalins samtykke. Det er reelt op til de menige sovjetiske soldater og civilbefolkningen at redde Sovjetunionen fra undergangen.

De tyske generaler med Adolf Hitler i spidsen havde døbt invasionen af Sovjet for operation Barbarossa. Den tyske hær er inddelt i tre hærgrupper: Hærgruppe Syd hvis mål var at indtage Ukraine, Hærgruppe Midte (den største af de tre) hvis mål var at indtage Moskva, og ikke mindst Hærgruppe Nord hvis mål var Leningrad. De tre hærgrupper blev efterfulgt af SS soldater, hvis formål var først at skyde alle de kommunister de kunne opdrive og derefter at udrydde den jødiske befolkning.

Hitler, hvis udtalte mål var at udrydde kommunismen og jødedommen (hvilket i nazismen bliver set som to sider af samme sag), havde udtænkt en helt særlig skæbne for Leningrad. Byens millionbefolkning skulle udryddes og alle bygninger skulle destrueres. Byen skulle forvandles til en mose, som det var i fordums tid.

Leningrad var den socialistiske revolutions vugge, som havde vist i praksis, at arbejderklassen kan tage magten over deres eget liv og kæmpe for en bedre verden. Revolution i 1917 hvor befolkningen i Leningrad (på daværende tidspunkt var byens navn Petrograd. Se faktaboks) havde været en enorm drivkraft i revolutionen. Sidenhen havde byen været en stor inspirationskilde for en række revolutioner i Europa. Hitler, som havde startet sin politiske karriere med at angive kommunister i München i 1919 under den tysk revolution (1918-1923), anså da også byen som et af de primære mål for invasionen. Hitler var af den overbevisning, at for at stoppe fremtidige revolutioner skulle Leningrad gøres til et blodigt skræmmeeksempel. 

Leningrad mobiliserer

Da nyheden om invasionen når Leningrad, udsender myndighederne en officiel opfordring til at melde sig frivilligt til at forsvare byen. I de efterfølgende dage bliver myndighederne fuldstændigt overvældet af antallet af frivillige. Over 200.000 arbejdere og studerende melder sig frivilligt. Det er faktisk for mange og en tredjedel bliver sendt hjem.

Mange af de frivillige arbejdere kommer fra Kirov-fabrikkerne i udkanten af Leningrad. Kirov fabrikkerne hed før Stalins magtovertagelse Putilov fabrikkerne. Putilov var en revolutionær højborg i 1905 og 1917 og mange af de ældre arbejdere er veteraner fra de førnævnte revolutioner. Det kan godt være, at fabrikkerne har skifte navn, men traditionerne er ikke glemt og endnu en gang drager arbejderne ud af fabrikkerne for at forsvare deres familier, deres by og Sovjetunionen.

Kirov arbejderne kommer til at danne kernen i de syv folkemilits-divisioner, som bliver dannet i løbet af krigen. Milits-divisionerne lider meget høje tab, da flere af dem bliver fysisk udslette såsom den 2. milits-division. Disse syv divisioner er reelt dem, der redder Leningrad fra udslettelse, da de er de eneste, der kan indsættes hurtigt til at stabilisere fronten på trods af mangel på træning og bevæbning.

Blandt de 200.000 frivillige er også 15.000 kvinder, der bliver sat til at bygge forsvarsværker først ved Luga frontlinjen og efterfølgende i Leningrads forstæder. De udviser et stort mod, da de bliver hovedmålet for det tyske luftvåben, der bomber dem ubønhørligt med store tab til følge.

Befolkningen i Leningrad sætter et eksempel for offervilje i kampen mod fascismen for hele Sovjetunionen. Leningrad fronten bliver også det område, hvor de største og bedst organiserede partisangrupper befinder sig. De opererer i det tyske bagland og udførte gentagende angreb mod deres forsyningslinjer.

Stalin skal engang have udtalt, at i den røde hær kræver det mere mod at trække sig tilbage end at angribe og dette gjaldt også Leningrad. Stalin og bureaukratiet havde forvandlet Sovjetunionen til et frygteligt diktatur med paranoia, Gulag-lejre, udrensninger og massehenrettelser. Terrorregimet mod almindelig mennesker var også til stede på Leningrad fronten med henrettelse af desertører og mistænkte spioner samt tvangsudskrivning af arbejdskraft, men det ændrer ikke ved, at situationen ved Leningrad fronten var radikalt anderledes end andre kampzoner i Sovjetunionen. Sammenholdet og offerviljen i Leningrad under krigen er svær at finde paralleller til under krigen. På trods af ødelæggelsen, sulten og død overalt bevarede befolkningen i Leningrad håbet.

Til sammenligning: da de tyske tropper nærmede sig Leningrad faldt kriminaliteten og drukkenskab med 60 procent ifølge de officielle politirapporter. Da de tyske tropper nærmer sig Moskva i oktober 1941 var byen ved at ødelægge sig selv igennem bureaukratiets massehysteri og panik. Rygtet siger, at man ikke kunne se himlen over Moskva i en uge på grund af alle de papirer, som det hemmelige politi brændte, for de ikke skulle falde i tyskernes hænder. Det endte med, at man indsatte hæren for at slå urolighederne ned. Noget lignende fandt aldrig sted i Leningrad.

Stalin og Leningrad

At sige at Stalin havde et dårligt forhold til Leningrad som by var mildest talt en underdrivelse. Det er meget sigende, at efter Lenins død i 1924 satte Stalin ikke sine ben i Leningrad i ti år, selvom at Leningrad var Sovjetunions kulturelle og industrielle centrum. Stalin frygtede byen og dens revolutionære traditioner. I starten af 1920erne under det unge sovjetstyre havde Leningrad oplevet en videnskabelig og kulturel renæssance, men disse kunstnere og videnskabsfolk blev senere forfulgt hårdt under Stalins store udrensninger i slutningen af trediverne. Lige inden den tyske invasion begyndte de overlevende, at blive løsladt fra Gulaglejrene og de deltog siden i forsvaret af Leningrad. Herfra kan nævnes komponisten Dimitri Sjostakovitj, som skrev følgende i sin ansøgning til optagelse i milits-divisionerne:

”Indtil nu har jeg kun kendt fredens arbejde. Nu er jeg rede til at bære våben. Kun ved at kæmpe kan vi frelse menneskeheden fra ødelæggelse.”

Da Stalin var kommet sig oven på sit nervesammenbrud efter nyheden om invasionen, begyndte han straks at blande sig i forsvaret af Leningrad. Han brød sig på ingen måde om folkemilits-divisionerne. I Leningrad blev normale mennesker bevæbnet i stor stil. Stalin frygtede, at de ville vende sig mod hans regime og han ville først have milits-divisionerne nedlagt, men grundet den militær situation var der ikke andre muligheder ind at bevæbne folket og Stalin måtte acceptere det.

Resten af 1941 blev Stalin ved med at hive ressourcer ud af Leningrad især fødevarer og industri. Det skulle vise sig blive katastrofalt, da den tyske hær lagde en jernring rundt om byen. Stalin gav ordre til at samtlige vigtige bygninger og infrastruktur skulle mineres med store mængder af sprængstof. Hvis tyskerne indtog byen skulle den jævnes med jorden og de overlevende forsvarere skulle marchere ud for at dø i kamp mod tyskerne. Hvis Hitler ikke ødelagde Leningrad, så skulle Stalin nok.

Jernringen sluttes

Den 8. august genoptog tyskerne offensiven og brød igennem det sovjetiske forsvar ved Luga. De nåede snart frem til Leningrads forstæder. Her følger en beskrivelse af de brutale kampe i forstadsbyen Ligovo af Bisjevskij, som var oberst i den røde hær:

”Sandheden var, at i Ligovo var der kun en eneste bygning, nemlig Klinovskij-huset, på russisk hånd. Og den havde skiftet ejer adskillige gange. Klokken 1.30 om morgenen den 18. september gik en lille styrke under kommando af Lavrenti Tsiganov og Nikolai Tikhomirov forsigtigt frem til huset fra en skyttegrav i nærheden. Lysraketter kastede et uhyggeligt grønligt skær over ruinerne. De øverste etager af Klinovskij-huset var delvist skudt i stykker, men soldaterne fandt en jerndør, der førte ned til kælderen. Denne var fuld af sovjetiske soldater. En ring af skudstillinger var etableret mod de tyske linjer. På et langt bord lå stabler af brød, tobak og ammunition. På en tykmavet ovn snurrede en tekedel. Ved ovnen sad en fjorten års dreng sammen med en hund og en gammel mand. De boede her. Mange af soldaterne i kælderen var arbejdere fra Kirov-fabrikkerne og de nordlige værfter. Om dagen arbejde de med produktion af de store KV-kampvogne, og om natten var de i skyttegravene og ved barrikaderne.(...) Mellem 3 og 4.30 satte tyskerne igen et angreb an mod Klinovskij-huset. Soldaterne stormede ud af fra kælderen og kæmpede fra de feltbefæstede stillinger. Kl. 6.30 blev det lyst. (…) Krigen var visselig nået frem til Leningrads porte. Tsiganov kiggede mod vest- til vejen til slotte i Peterhof. Han ville ikke tro sine egne øjne. Tyskere. De rykkede springvis frem: faldt ned, affyrede nogle skud, sprang op og løb frem... De kom nærmere og nærmere til Klinovskij-huset. Der var ingen artilleriforberedelse. Det var et pludseligt overraskelsesangreb. Hvor mange var der? Nu begyndte de tyske infanterister at kravle frem, men derefter sprang de op og forsatte i hurtigløb frem mod den russiske stilling. Tsiganov hørte deres råb.

Kast håndgranaterne! Skreg den sovjetiske chef.

Tsiganov fik kastet to håndgranater. Han nåede ikke at få kastet flere. En tysker kom pludselig til syne oven over ham. Tsiganov greb ham om halsen og kvalte ham langsomt. Nu var tyskerne brudt ind i den russiske forreste linje. Det var umuligt at bruge håndgranater, og det var også på for kort hold til, at man kunne skyde med geværer. Han trak sin bajonet og styrtede ind på en tysk officer med SS-tegnet i hjelmen. Han borede bajonetten igennem ham...”

Den 9. september var Leningrad afskåret fra omverden og den tyske belejring begyndte. Men den 2. milits-divisions ofre den 14. juli havde ikke været forgæves. Leningrad var blevet gjort til én stor fæstning. Tyskerne kunne ikke trænge ind til centrum uden at lide ubærligt høje tab. Tyskerne kunne ikke tåle at lide så høje tab som indtagelsen af Leningrad ville medføre, da de nu begyndte at møde store vanskeligheder på de andre fronter i Sovjetunionen. Hitler besluttede, at Leningrad skulle sultes til overgivelse. Hvis civilbefolkningen prøvede at forlade byen, skulle de skydes. Den 900 dage lange belejring af Leningrad begyndte.

Belejring og sult

Leningrad var afskåret fra omverdenen. De tyske styrker stod syd og øst for byen og mod nord havde Tysklands allierede Finland afskåret byen. Byen blev beskudt af artilleri og bombet heftigt af det tyske flyvevåben gennem september måned 1941. Det var dog ikke den største trussel mod Leningrad for snart begyndte byen at løbe tør for fødevarer.

Stalin havde givet ordre til at trække store fødevarelagre ud af byen og desuden ramte det tyske luftvåben det sidste store fødevarelager i byen ved havnen som brændte ned til grunden. Først forsvandt hunde og katte fra gaden. Så forsvandt fuglene. Dernæst forsvandt rotterne og til sidst fik børnene forbud mod at gå på gaden, da rygter om kannibalisme spredte sig i byen.

Sult er en forfærdelig oplevelse her beskrevet af forfatteren Nikolai Tjukovskij:

”De første dage var de værste. Hvis man ikke havde andet at spise end en skive brød, led man frygteligt under sulten den første og også den anden dag. Men gradvis gik pinen over i stille fortvivlelse, et endeløst mismod, en svaghedstilstand, der udviklede sig med skræmmende hastighed. Det, man gjorde i går, kunne man ikke gøre i dag. Man fandt sig omgivet af hindringer, der var for vanskelige at overvinde. Trappen var for stejl til, at man kunne gå op af den. Brændet var for hårdt til at kløve, hylden sad for højt til, at man kunne nå den, og det var for besværligt at rense toilettet. Hver dag tiltog svagheden, men man blev ved med at kunne se lige skarpt. Man vidste, hvad der var ved at ske, men kunne ikke standse det. Man så, at ens krop forandredes – enten afmagredes man, eller også svulmede man op, men denne opsvulmen var kun luft og vand. Det man var mest bange for var ikke ens egen død. Det frygteligste var at se mennesker omkring døende.”

En kvinde trækker et lig, som er indhyllet i et lagen, på en slæde.Snart ramte den russiske vinter byen på fuld styrke. Gaderne blev fyldt af forfrosne lig af personer, der var bukket under for sulten og ingen havde kræfterne til at fjerne dem. Der var ingen strøm grundet de tyske bombeangreb og folk sad i deres mørke kolde boliger rundt om små ovne uden kræfter til at gå ud. Byen var stille, kold og fuld af død.

Det vurderes at omkring 1,4 million mennesker døde under belejringen af Leningrad. De fleste af sult. I januar 1942 døde næsten 100.000 personer. Dette sætter en uhyggelig verdensrekord i død og overgår fuldstændigt de to atombombers antal af ofre i Hiroshima og Nagasaki ved krigens slutning i Asien.

Vendepunktet

Dog begyndte udviklingen at vende. Som så ofte før var den russiske vinter en allieret i kampen mod fremmede invasioner. Man skabte en isvej for lastbiler hen over den frosne sø Ladoga i vintermånederne. Dette stabiliserede fødevareforsyningen. Is-vejen blev snart kendt som livets vej. Da sommeren kom igen, havde man udbygget jernbanenet til søen og skabt en flåde af skibe og fly til at forsyne byen og man i iværksatte en omfattende evakueringen af civilbefolkningen.

Der skete en bemærkelsesværdig udvikling i Leningrad i løbet af belejringen. Befolkningen var udmærket klar over, at Stalin og ledelsen havde svigtet byen totalt. Det hemmelige politi stoppede med at gå på gaden og lige så stille forsvandt alle billeder af Stalin over hele byen. Leningrads borgere sad i deres kolde boliger og sultede, men for første gang kunne de tale friere. De begyndte at diskutere og debattere fremtiden. Det skulle være slut med den gamle ledelse, man ønskede forandring. Man ønskede ægte demokrati og rigtig socialisme. Disse tanker spredte sig snart til de menige i den røde hær og snart til hele Sovjetunionen. Det blev mere og mere udbredt i takt med at krigslykken vendte og at den røde hær tvang tyskerne på tilbagetog.

Belejringen brydes

Igennem året 1942 blev der kæmpet hårdt for at bryde belejringen. Den røde hær startede en modoffensiv i januar 1942 for at befri Leningrad. Den var dog dårligt forberedt og gennemført. Offensiven udviklede sig til et udmattelsesslag, som varede til maj måned, uden at der kom en afgørelse.

I løbet blev af vinteren blev der samlet store troppestyrker, hvis formål var at hæve belejringen. Den nye offensiv startede i januar 1943 og den 18. havde man brudt belejringen og åbnet en smal landkorridor, hvorfra forsyningerne flød ind og civile flød ud. Ved nyheden om at belejringen var hævet, udbrød der spontane jubelscener overalt i byen. Her beskrevet af journalisten Vsevolod Visjnevskij:

”Flagene blev hejst overalt i gaderne, røde flag. Unge piger dansede på fortovene. De talte med alle. De omfavnede soldaterne. Tankerne faldt på februarrevolutionens dage (1917 red.): det var de samme scener, som blev udspillet dengang...”

Hungervinteren krævede mange liv -men nogle fik lov at opleve vårsolens varmende strålerBelejringen var dog ikke fuldstændigt hævet. Endnu et år med kampe, bombardementer og ofre ventede, men den 27. januar 1944 skød tyskerne deres sidste granat mod Leningrad. Efterfølgende var et stort tilbagetog for tyskerne, der endte med deres totale overgivelse i Berlin 9. maj 1945 til den røde hær.

Stalins hævn

Det sovjetiske folk havde besejret Hitlers hære og knust nazismen, men den førte ikke til en revolution mod Stalins regime. Den stemning der havde floreret i Leningrad omkring ægte demokrati, ægte socialisme og nye tider blev slukket ved krigens afslutning. Det sovjetiske folk ønskede fred og var løbet tør for kræfter efter alle de tab og byrder, de måtte bære under krigen. De var udmattede. Stalin havde taget hele æren for sejren og blev hyldet over hele verden som manden, der knækkede Hitler og hans hære. Men Stalin havde ikke glemt Leningrad og dens befolkning.

Efter krigen var Leningrad den sidste storby i Sovjetunionen til at blive genopbygget. Stalin sørgede for, at midlerne blev holdt tilbage og kort før sin død i 1953, startede Stalin endnu en af sine store udrensninger. Denne gang var den dog kun rettet mod Leningrad og dens borgere. Han havde ikke glemt deres revolutionære potentiale.

Leningrads befolkning havde stået overfor dommedag. Den totale tilintetgørelse. Men igennem en utrolig offervilje, der var revolutionerne i 1905 og 1917 værdig havde de overlevet. På trods af Hitler. På trods af Stalin. Leningrad havde stirret døden i øjne og døden havde blinket først...

Litteratur:

Salisbury, H., 1969, 900 DAGE Bind 1. Fremad, Odense.

Salisbury, H., 1969, 900 DAGE Bind 2. Fremad, Odense.

Davies, N., 2009, Europa i Krig 1939-1945. Gads Forlag.