Køb pjecen den Russiske Revolution herMagtovertagelsen

Den provisoriske regering lancerede umiddelbart før åbningen af sovjetkongressen, at den ville sende to-tredjedele af Sankt Petersborg-garnisonen til fronten, hvilket medførte en bølge af vrede i barakkerne, både over at skulle sendes til fronten som kanonføde, og fordi det viste, at regeringen forberedte at gå i offensiven mod det røde Sankt Petersborg. Revolutionen havde ret til at forsvare sig selv, noget som alle arbejdere og soldater kunne forstå, og det tvang selv de reformistiske ledere i semiopposition til regeringen. Bolsjevikkerne anførte agitationen imod forslaget, og krævede opsættelsen af Sankt Petersborgs Militære Revolutionskomité, et officielt militærorgan, tilknyttet Sankt Petersborg-sovjetten, og da bolsjevikkerne havde flertallet her, var den reelt under bolsjevikkernes kontrol, og blev ledt af Trotskij. Den Militære Revolutionskomité opnåede enorm magt, og blev revolutionens frontlinje. Mange soldater i Sankt Petersborg adlød kun Revolutionskomitéen.
Ingen våben kunne nu flyttes uden komitéens tilladelse, og da Trotskij, som leder af komitëen, beordrede konfiskeringen af 5.000 rifler, skabte det panik blandt borgerskabet. Revolutionens forberedelse foregik lige under borgerskabets næser.
Den røde garde i Sankt Petersborg var dog meget lille sammenlignet med borgerskabets styrker. At revolutionen alligevel kunne vinde, skyldtes det arbejde, som bolsjevikkerne havde gjort de foregående ni måneder med at vinde masserne politisk. I en revolution er det ikke de militære styrkeforhold, der afgører udfaldet. I så fald ville det være umuligt for arbejderklassen at tage magten fra det borgerlige statsapparat. I en revolution afgøres styrkeforholdet af klassernes styrkeforhold, der igen afhænger af forskellige faktorer som organisering, politisk ledelse og så videre.

Bolsjevikkerne lavede systematisk propagandaarbejde blandt soldaterne for at vinde dem over på revolutionens side.

Den amerikanske journalist John Reed, der i bogen Ti dage der rystede verden giver sin øjenvidneberetning fra den russiske revolution, beskriver en sådan diskussion i en kaserne. En situation der blev gentaget i alle kaserne, fabrikker og lignende. Vi har medtaget hans beskrivelse i hele sin længde for at give et billede af revolutionen, som den udspillede sig med mennesker af kød og blod.

En officer kommer hen til John Reed, og forklarer, at pansertropperne er ved at skifte sind – det vil sige gå imod bolsjevikkerne.

”’Pansertropperne...’” Det lød virkelig som om, noget alvorligt var i gære. Pansertropperne havde nøglen til situationen, den der kontrollerede pansertropperne, kontrollerede byen.
’Kommissærerne fra Frelse-komiteen og bydumaen har været henne og talt for dem. De holder møde nu for at tage stilling ...’
’Tage stilling til hvad? Hvilken side de vil slås på?’
’Nej, nej. Det er ikke den måde, det skal gøres på. De vil aldrig slås mod bolsjevikkerne. De vil stemme for at holde sig neutrale - og så vil officerseleverne og kosakkerne ...’

Døren til den store Mihajlovskij rideskole gabede som et stort sort hul. To skildvagter prøvede at standse os, men vi fejede hastigt forbi dem, uden at ænse deres vrede karakteristik af os. Indenfor var der kun en enkelt buelampe, der lyste svagt, højt oppe under loftet i den enorme hal, hvis højtsiddende pilastre og rækker af vinduer svandt bort i dunkelheden. Omkring os sås parkerede panservogne, der lignede uklart tegnede uhyrer. En af dem stod for sig selv i midten af hallen, under buelampen, og omkring den var der samlet totusind soldater i lyse khaki-uniformer, de forsvandt næsten i den kejserlige bygnings umådelighed. En halv snes mænd, officerer, formænd for soldaterkomiteer og talere stod tæt klemt sammen på vognens tag, og fra tårnet midtpå talte en soldat. Det var Hanjunov, der havde været præsident for den forgangne sommers landskongres af pansertropper. Han var en velbygget, smuk mand i læderkappe med løjtnantsepauletter og talte dygtigt for neutralitet.

’Det er forfærdende,’ sagde han, ’hvis russere skal dræbe deres russiske brødre. Der må ikke komme borgerkrig mellem soldater, der har stået skulder ved skulder mod tsaren og besejret fjenden i slag, der vil mindes i historien! Hvad har vi soldater at gøre med spektaklerne mellem de politiske partier? Jeg vil ikke have jer til at tro, at den provisoriske regering var en demokratisk regering, vi ønsker ingen koalition med bourgeoisiet, - nej. Men vi må have en regering af det forenede demokrati, eller Rusland er fortabt! Med en sådan regering vil der ikke være nogen anledning til borgerkrig og til broderdrab!’

Det lød forstandigt - den store hal svarede med ekkoet af håndklap og tilråb.
En soldat klatrede op, hans ansigt var blegt og furet. ’Kammerater!’ råbte, han. ’Jeg kommer fra den rumænske front, for at indprente jer alle den ting, at der må sluttes fred! Fred med det samme! Hvem som helst, der kan give os fred, bolsjevikkerne eller en ny regering, dem vil vi følge. Fred! Vi ved fronten kan ikke kæmpe længere. Vi kan ikke kæmpe, hverken mod tyskere eller mod russere ..’
Dermed sprang han ned, og en uklar, forpint lyd udgik fra hele den bølgende masse, der blev grebet af noget, der lignede raseri, da den fø1gende taler, en mensjevikisk krigsfortsætter, forsøgte at sige, at krigen måtte fortsætte, indtil de allierede havde sejret.
’Du taler ligesom Kerenskij!’ skreg en barsk røst.

En duma-delegeret kom op, - for neutralitet. Hans ord lyttede de til, men utilpas mumlende, han føltes ikke som en af deres egne. Aldrig har jeg set mænd, der prøvede så hårdt at finde ud af sagen, at bestemme sig. De rørte sig ikke af pletten, de stod og stirrede med en vis frygtelig opslugthed af taleren, deres bryn trak sig sammen under tankeanstrengelsen, sveden stod dem på panden, kæmper af mænd med uskyldigt klare barneøjne og ansigter som krigere i heltesagn .. .
Nu var det en bolsjevik der talte, en af deres egne folk, voldsom, fyldt af had. De syntes ikke bedre om ham end om den anden. Det var ikke deres sindsstemning. I øjeblikket var de løftet ud over almindelige tankers almindelige løb, de tænkte i begreber som Rusland, socialisme, verden, som om det afhang af dem, om revolutionen skulle leve eller dø ..

Taler fulgte på taler, diskuterende under spændt stilhed, eller bifaldsbrøl, eller vredesudbrud: skal vi rykke ud eller lade være. Hanjunov vendte tilbage, overtalende og medfølende. Men var han ikke selv officer, og krigsfortsætter, hvor meget han end talte om fred.

Så kom en arbejdsmand fra Vasilij-øen, men ham hilste de med ordene: ’Kan du da give os fred, arbejdsmand?’ Nær ved os dannede nogle mænd, mange af dem officerer, en slags klakørkorps for at bakke fortalerne for neutralitet op. De blev ved at hyle: ”Hanjunov! Hanjunov!” og peb forarmende i fingrene, når en bolsjevik forsøgte at komme til orde.

Pludselig begyndte mændene og officererne på vognens tag at diskutere noget med iver og mange fagter. Tilhørerne begyndte at råbe for at få at vide, hvad der var løs, og hele den store masse svajede og drejede. En soldat, som en officer forsøgte at holde tilbage, vristede sig løs og løftede sin arm:

’Kammerater!’ råbte han. ’Kammerat Krylenko [I Bolsjevikpartiets ledelse, medlem af den militære revolutionskomite] er her og vil gerne tale til os.’ En eksplosion af hurraråb, piben og hyl mødte ham: ’Ja kom med ham! Kom med ham! Ned med ham’ og alt imens kravlede folkekommissæren for militære anliggender op på siden af vognen hjulpet af hænder ovenover og bagved, skubbet og halet alle vegne fra. Da han rettede sig op, ventede han et øjeblik og gik så frem over køleren, satte hænderne i hoften og så sig smilende om, - en lavstammet, firskåren mand, barhovedet, uden kendetegn på uniformen.

Klakørerne nær mig blev ved med en ildevarslende hujen: ’Hanjunov! Vi vil høre Hanjunov! Ned med ham! Hold kæft! Ned med forræderen!’ Hele rummet spruttede og sydede. Så begyndte forsamlingen at røre på sig, som en Lavine med retning mod os brød store mørkt udseende mænd sig vej igennem.
’Hvem er det, der forstyrrer vores møde?’ råbte de. ’Hvem er det, der står her og hujer?’

Det var ikke fløjlshandsker klakørerne fik at føle, de røg til alle sider og nåede ikke at samle sig igen.
’Kammerater soldater!’ begyndte Krylenko, med en stemme hæs af udmattelse. ’Jeg kan ikke holde nogen god tale for jer, det er jeg ked af, men jeg har ikke været i seng de sidste fire nætter ... Jeg behøver ikke at fortælle jer, at jeg er soldat. Jeg behøver ikke at fortælle jer, at jeg vil have fred. Hvad jeg så kan sige er, at bolsjevikkernes parti, der har fået tilslutning i arbejdernes og bøndernes revolution, ved hjælp fra jer og fra alle de andre brave kammerater, som for bestandig har omstyrtet det blodtørstige bourgeoisis magt, har lovet at foreslå alle nationer fred, og det er allerede blevet gjort - i dag!’ Bifaldstumult.
’Nogen foreslår jer, at I skal stå neutrale mens officerseleverne og dødsbataljonerne, som aldrig er neutrale, skyder os ned ude på gaderne og henter Kerenskij tilbage til Sankt Petersborg - eller måske en anden fra den samme bande. Kaledin er på march fra Don. Kerenskij er på vej fra fronten. Kornilov er ved at rejse Tehinerne for at gøre kupforsøget fra august om. Alle de her mensjevikker og socialrevolutionære, som nu beder jer forhindre borgerkrig, den borgerkrig der har varet ved siden juli, og hvor de konstant har stået på bourgeoisiets side, ligesom de gør nu - hvordan har de kunnet holde sig ved magten, på anden måde end ved borgerkrig?

Hvordan kan jeg overtale jer, hvis I har bestemt jer? Spørgsmålet er meget simpelt. På den ene side står Kerenskij, Kaledin, Kornilov, mensjevikkerne, de socialrevolutionære, de konservative, dumaen, officererne ... De fortæller os, at deres hensigter er de bedste. På den anden side står arbejderne, soldaterne og matroserne, og de fattigste bønder. Regeringen er i deres hænder. I er herrer over den. Det store Rusland tilhører jer. Vil I levere det tilbage?’

Mens han talte, holdt han sig med åbenbar viljeanspændelse oprejst, og i talens løb brød efterhånden den dybe oprigtige følelse bag ordene frem gennem den trætte røst. Hen imod slutningen vaklede han, på nippet til at falde, hundrede hænder raktes op for at hjælpe ham ned, og hallens store dunkle rum sendte en brænding af lyd ned over ham.

Hanjunov forsøgte igen at tale, men blev overdøvet af råb: ’Afstemning! Afstemning!’ Til sidst gav han op og oplæste et resolutionsforslag: at pansertropperne skulle trække deres repræsentant tilbage fra den militære revolutionskomite og erklære sig neutrale i den nuværende borgerkrig. Alle ja-stemmer skulle stille sig op til højre, alle nej-stemmer til venstre.
Der blev et øjebliks tøven, en tavs afventen, og så begyndte skaren hurtigere og hurtigere og snublende over hinanden at strømme til venstre, hundreder af store soldater i kompakt masse stormede i det svage lys hen over cementgulvet .. .
Nær os strandede et halvt hundrede mand, stædige ja-stemmer, og da så taget højt oppe begyndte at ryste under chokket af sejrsbrølet, gjorde de omkring og marcherede hurtigt ud af bygningen - og nogle af dem ud af revolutionen .. .

Man må forestille sig, at denne kamp blev repeteret i hver eneste kaserne i byen, distriktet, ved fronten, i hele Rusland. Man må forestille sig de søvnløse Krylenko'er med et opmærksomt øje på regimenterne, på færde fra sted til sted, argumenterende, truende, indladende. Og så må man forestille sig det samme i hver eneste lokal fagforening, i fabrikkerne, i landsbyerne, på krigsskibene i den vidt spredte russiske flåde, og tænke på de hundredtusinder af russere med blikket stift hæftet på talerne ud over det vældige land, arbejdere, bønder, soldater, matroser, der forsøgte så ihærdigt at forstå og at træffe et valg, og som tænkte så intenst - og sluttelig bestemte sig så endrægtigt. Sådan var den russiske revolution...” (John Reed, Ti dage der rystede verden, kap. 6)

Ved agitationen, politiske argumenter blev soldaterne vundet over og revolutionen vundet uden store blodsudgydelser. Ni tiendedel af arbejdet var gjort før revolutionen.
Om natten til den 7. november havde bolsjevikkerne gennem revolutionskomitéen besat telegrafcentralen, den baltiske central samt en lang række andre strategisk vigtige steder. Senere blev også Vinterpaladset indtaget.

Sovjetkongressen

Under Sankt Petersborg-sovjettens ledelse var magten i arbejdernes hænderr – nu var det op til den al-russiske sovjetkongres at beslutte, om man ville tage den. Den anden al-russiske sovjetkongres indledte sit møde den 7. november.
Der var et klart flertal til bolsjevikpartiets og dets allierede blandt de venstresocialrevolutionære. Ud af 670 delegerede havde bolsjevikkerne 300, de socialrevolutionære 193, hvoraf mere end halvdelen tilhørte venstrefløjen og 82 var mensjevikker, heraf 14 internationalister.
Bolsjevikkernes forslag til præsidium for kongressen indeholdt 14 bolsjevikker, syv socialrevolutionære og fire mensjevikker, men både de socialrevolutionære og mensjevikkerne afslog at deltage i præsidiet. Den gamle sovjetledelse gik af, og i stedet overtog bolsjevikkerne mødets ledelse.

Kamenev fremlagde forslaget til dagsordenen; magtens organisering, Krig og fred, og den grundlovgivende forsamling.
Men med kanonernes torden i baggrunden fik mensjevikken Martov, med et råb om, at borgerkrigen var begyndt, gennemtrumfet, at første punkt måtte være spørgsmålet om ”en fredelig løsning på krisen”.
Han sagde, at der var brug for at ”skabe en statsmagt, der var anerkendt af hele demokratiet” og danne en regering med alle sovjetpartierne. Mensjevikkerne talte for at indlede forhandlinger med den provisoriske regering. Det overvældende flertal på kongressen stemte derimod for en sovjetregering. Alligevel var ledere af partierne, også flere ledende bolsjevikker, stadig ikke klar til at tage den fulde konsekvens af magtovertagelsen. Mensjevikkerne og højrefløjen hos de socialrevolutionære var direkte imod en sovjetregering og med de vaklende elementer i Bolsjevikpartiet, fik de vedtaget en resolution, foreslået af Martov, om at danne en koalitionsregering med de højreorienterede socialistiske ledere, som fik flertal på kongressen. Altså en afvisning af, at magten skulle overgå til sovjetterne og en fortsættelse af sagerne som hidtil blot med en ny regeringssammensætning.

Både Lenin og Trotskij var imod, fordi de højreorienterede socialister ikke ville anerkende sovjetregeringen, og sagen netop var, at der enten måtte være et borgerligt demokrati eller et arbejderdemokrati med en sovjetregering; begge dele kunne ikke eksistere side om side, det havde perioden fra februar til oktober vist med al tydelighed; nu var det tiden til, at den ene af de to magtformer vandt. En koalitionsregering med inddragelse af de højreorienterede socialister ville i praksis betyde en underkendelse af flertallet blandt masserne, der ønskede al magt til sovjetterne.

Umiddelbart efter vedtagelsen af udtalelsen blev det dog tydeligt, at mensjevikkerne intet lagde i deres eget forslag, da de øjeblikkeligt fordømte, at den provisoriske regering var blevet væltet, og udvandrede fra kongressen sammen med de socialrevolutionæres højrefløj. Spørgsmålet blev således løst i praksis.

Sovjetkongressen fortsatte med vedtagelsen af en resolution, der proklamerede den provisoriske regerings fald, og at: ”al magt i landet overgår til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter”. Derudover vedtog kongressen en række dekreter, der med det samme viste masserne i Rusland, at sovjetmagten ikke bare talte om forandring, men gennemførte den i praksis:

- Forslag til alle nationer om ”øjeblikkelig, demokratisk fred og øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter”
- Overgivelse af godsejernes, tsaren og klostrenes jord til bondekomitéerne
- Demokratisering af hæren
- Arbejderkontrol i produktionen
- Indkaldelse af den konstituerende forsamling.

Kongressen valgte også en ny ”regering”, kaldet Folkekommissærernes Råd, der bestod af blandt andre Lenin som rådets præsident og Trotskij som udenrigskommissær. Derudover blev den nye ledelse for sovjetterne valgt, bestående af 100 medlemmer, heraf 70 bolsjevikker. Resten af pladserne i regeringen blev reserveret til bønderne og de politiske grupper og partier, der var udvandret og som godkendte, at magten overgik til sovjetterne. Revolutionen var en realitet. Sovjetterne havde taget magten i Rusland.

Fra sovjetkongressen spredte revolutionen sig over de russiske stepper som en løbeild.
Endnu afhang hele situationen dog af, at bønderne, der udgjorde omkring 80 procent af den russiske befolkning, tilsluttede sig sovjetmagten. Den nye sovjetmagt havde ikke forsømt bønderne efter magtovertagelsen, men udstedt dekreter om overdragelsen af jorden til bønderne og havde indkaldt en national bondesovjetkongres over hovederne på den gamle ledelse af bondesovjetterne.

John Reed beskriver situationen på landet således: ”Gennem alle landsbyer løb en bølge af forandring, frembragt ikke blot af jorddekretets elektrificerende virkning, men også af tusinder af revolutionært sindede bondesoldater, der vendte hjem fra fronten. Specielt disse mænd hilste indkaldelsen af bondekongressen velkommen.” (Ti dage der rystede verden, kap. 12)

Trods forsøg på sabotage fra den gamle ledelse af bondesovjetterne, samledes cirka 400 delegerede den 23 november i Sankt Petersborg. Over halvdelen af de delegerede var venstresocialrevolutionære, bolsjevikkerne udgjorde omkring en femtedel og de konservative socialrevolutionære en fjerdedel, mens resten kun forenedes af deres opposition mod den gamle landsledelse. Da kongressen startede, var der et overvældende flertal af de delegerede, der ikke ville anerkende Folkekommissærernes Råd som den nye magt. Men efter mange dages kongres nåede Folkekommissærerne og bondekongressen frem til en aftale om anerkendelse af sovjetternes magt og sammensætningen af den fremtidige sovjetledelse. Aftalen blev mødt med ekstatisk begejstring af de delegerede. Fra da af stod arbejderne og bondemasserne sammen om forsvaret af revolutionen. (Ti dage der rystede verden, kap. 12)

Magten var nu i hænderne på sovjetterne, revolutionen var formelt afsluttet, men i virkeligheden var det først nu, at arbejdet med at omdanne Rusland og resten af , for alvor begyndte.
I alle landsbyer, ved hver en front og på hver en fabrik begyndte masserne at overtage styringen af landet.
Kapitalismen blev erstattet af det mest demokratiske styre, verden endnu havde set: sovjetterne. Her blev masserne repræsenteret direkte. For første gang blev økonomien organiseret efter det store flertals behov – og ikke efter et lille mindretals profitjagt.
Revolutionen var en realitet. Nu begyndte kampen for at omdanne samfundet.

Revolutionens degenerering

Som bekendt degenererede revolution under Stalin. Årsagerne til det skal, som forhåbentligt vist ovenfor, ikke findes i revolutionen, men i de forhold den unge arbejderstat befandt sig i efterfølgende.
Oktoberrevolutionen foregik relativt ublodigt, men herefter startede en voldsom borgerkrig. Borgerskabet og de højreorienterede socialister organiserede en hær, der bekæmpede sovjetmagten og bolsjevikkerne. Herefter invaderede 21 udenlandske hære landet. Økonomien og produktionen lå i ruiner, i hvad der i forvejen var et tilbagestående land.
Allerede før revolutionen gjorde Lenin og Trotskij det klart, at den russiske revolution ikke kunne stå alene; ”Der er kun to alternativer: enten kommer den russiske revolution til at skabe en revolutionær bevægelse i Europa, eller de europæiske magter vil ødelægge den russiske revolution!” (Trotskij på den anden al-russiske sovjetkongres, citeret i Ti dage der rystede verden)

Den russiske revolution startede en revolutionær bølge i de avancerede kapitalistiske lande, men alle andre steder end i Rusland led arbejderne nederlag, og det efterlod den russiske revolution isoleret.
Det var på den baggrund, at en bureaukratisk degenerering med Stalin i spidsen kunne finde sted. Stalins magtovertagelse skete ikke ved et kup, men gennem en levende proces. Årsagerne til at revolutionen degenererede skal ikke findes i psykologiske forklaringer om, at Stalin var ond eller lignende. Årsagerne skal findes i de materielle forhold, der eksisterede i Rusland med nød, elendighed, borgerkrig og isolation. Krigene, nøden og isolationen udmattede arbejderne, og gav fremkomst til et helt lag i landets ledelse, der blot ønskede ro og orden. Bureaukratiet så i Stalin manden, der kunne sikre dem fremgang og ”ro”.
Det stalinistiske bureaukrati fastholdt planøkonomien, som var grundlaget for deres privilegier, men de fjernede alle elementer af arbejderdemokrati, og indførte et uhyrligt diktatur. Som Trotskij forklarede, var det starten på enden for den russiske revolution. Trods de enorme fremskridt som planøkonomien udviste i begyndelsen, har en planøkonomi brug for demokrati, som det menneskelige legeme har brug for ilt. I sidste ende ville den sovjetiske økonomi stagnere, hvis ikke der blev gennemført en politisk revolution, og sovjetstyret ville falde, som vi så det ske ved murens fald.

Til dem der forsøger at bruge den russiske revolutions degenerering til at bevise, at socialistiske revolutioner er umulige, kan vi blot henvise til, at også de borgerlige revolutioner skulle gennem flere forsøg, før de fik skabt borgerlige stater, for eksempel degenererede den franske revolution under Bonaparte, men alligevel var den franske revolution langt fra forgæves, men ledestjernen for alle senere borgerlige revolutioner.
Degenereringen af den russiske revolution må ikke skygge for det faktum, at den russiske revolution var den største begivenhed i verdenshistorien, at den viste, at arbejderklassen kan tage magten og begynde skabelsen af et samfund uden nød og uden klasser.

Kup?

Koldkrigscentre og andre borgerlige historikere forsøger at bilde os ind, at Oktoberrevolutionen var et kup, udført af et lille mindretal. Det er løgn! Den russiske revolution var første gang, at massernes tog magten. I tidligere revolutioner, som for eksempel den franske, er masserne også blevet mobiliseret, men for mål om ”lighed” og ”frihed”, der endnu ikke kunne indfries for det store flertal, fordi produktionsmidlerne endnu ikke var udviklede nok.

Den russiske revolution var første gang i historien at det store flertal - arbejderne og de fattige bønder - tog magten. Siden klassesamfundets opståen har det været forbeholdt et lille mindretal at have magten og privilegierne. Produktionsmidlerne er nu så udviklede, at det for første gang er muligt at afskaffe nød og savn, alle kan få hvad de har behov for og mere til. Allerede fra første dag begynder den socialistiske revolution at afskaffe ulighed og dermed på længere sigt klasserne. Det kræver selvfølgelig, at det materielle grundlag er tilstede for afskaffelsen af nøden og uligheden – det er de på verdensplan nu, det var de ikke i isolerede Rusland efter 1917.

Det kræver blot et minimalt kendskab til den russiske revolution at tilbagevise de borgerliges løgne om et kup. Hele bolsjevikkernes strategi fra februar til oktober var at vinde masserne over politisk. Det var gennem propaganda, at de vandt flertallet i sovjetterne – et langt mere demokratisk organ end for eksempel et parlament, hvor der kun er valg hver fjerde eller femte år, og som ingen magt har over økonomien. Borgerskabet i Rusland fik efter februar chancen for at bevise, at de kunne løse massernes problemer, og fejlede. Herefter fik reformisterne magten serveret på et sølvfad, og også de fejlede. De satte forsvaret af borgerskabet over massernes krav og ønsker. Det var dem, der udvandrede fra sovjetkongressen og dermed viste, at de ikke ønskede at opfylde flertallets ønske, klart udtrykt i kravet om al magt til sovjetterne. Selve opstanden blev forberedt i al åbenhed under den revolutionære militær komités ledelse.
”Men”, vil nogle indvende, ”det var meget få, der deltog i selve opstanden”. Det er korrekt, at de brede masser ikke var involverede i selve besættelsen af telegrafcentralen, stormen på Vinterpaladset og lignende. Men netop det faktum, at magtovertagelsen kunne foregå så fredeligt, viser revolutionens brede opbakning – masserne var på ingen måde parate til at forsvare det gamle styre. I en krig er det også kun en lille del af befolkningen, der er i militæret og ud af soldaterne er det på et givet tidspunkt kun en lille del af soldaterne, der rent faktisk kæmper. Det er almindeligt kendt, at en hær med opbakning i befolkning har langt større chance for at vinde end ikke.

En anden indvending der ofte fremsættes mod revolutionens demokratiske natur, er bolsjevikkernes opløsning af den grundlovgivende forsamling en måneds tid efter Oktoberrevolutionen. Et af kravene i revolutionen, også fra bolsjevikkernes side, havde været indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling. Men da denne blev indkaldt, havde sovjetterne allerede taget magten – de var en overlegen statsform, og den eneste vej til at opfylde massernes krav om fred, brød og jord. Bolsjevikkerne afholdte alligevel valgene til den grundlovgivende forsamling i håb om at bruge valgene til at mobilisere bønderne politisk. Men der var flere problemer i den grundlovgivende forsamling. For det første kan bønderne og de fattige masser ikke bruge demokrati til noget som abstrakt begreb, kun hvis det giver dem jord og brød. Og det havde Februarrevolutionen netop vist, at kun sovjetterne kunne. Derudover var det yderst problematisk, at valglisterne var optegnet før Oktoberrevolutionen, og splittelsen blandt de socialrevolutionære, der netop gik på støtten til sovjetmagten eller ej, derfor ikke blev afspejlet i valget. De socialrevolutionære var bøndernes parti og splittelsen i de venstresocialrevolutionære, der støttede bolsjevikkerne, og de højresocialrevolutionære, der bekæmpede dem af al magt, var den afgørende klasseskillelinje. Valgene til den grundlovgivende forsamling gav derfor flertal til partier, der var imod sovjetterne magtovertagelse, uden at det afspejlede det reelle billede blandt arbejderne og de fattige bønder. Da det blev klart for bolsjevikkerne, opløste de den grundlovgivende forsamling til fordel for sovjetterne. Ingen var parate til at forsvare den grundlovgivende forsamling, og selv de højreorienterede partier på daværende tidspunkt anerkendte, at den ikke afspejlede de reelle styrkeforhold. (Ted Grant, Russia: From revolution to counterrevolution)

”Jamen”, siger de borgerlige historikere triumferende, ”Lenin og bolsjevikkerne havde jo parolen; proletariatets diktatur!”
Men hvad betyder det? Marx fremsatte parolen om proletariatets diktatur som en modsætning til, hvad han anså som det nuværende,borgerskabets, diktatur, altså at mindretallets diktatur skulle afløses af flertallets diktatur, altså det borgerlige demokratisk afskaffelse til fordel for arbejderdemokrati. Som det første skridt på vejen til en afskaffelse af klasser, stat, nød og undertrykkelse overhovedet.

Lenin udviklede denne idé konkret. Han opstillede i bogen Staten og Revolutionen, skrevet mellem februar og oktober 1917, fire principper for en arbejderstat, baseret på arbejderklassens erfaringer hidtil:

- Alle embedsmænd skal vælges og kunne afsættes til hver en tid
- Statsfunktioner skal gå på skift blandt alle, hvis alle er bureaukrater er ingen det
- Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder
- Ingen stående hær, men et væbnet folk

Og dette var bare startpunktet for en arbejderstat. I takt med at produktionsmidlerne blev udviklede, og nød og mangel kunne forsvinde, ville også staten og klasserne forsvinde.
Oktoberrevolutionen var det modsatte af et kup – det var første gang de brede masser tog magten.

Læren af revolutionen

Den vigtigste lære af den russiske revolution er nødvendigheden af et opbygge en revolutionær ledelse før revolutionen. Årsagen til at den russiske revolution kunne sejre i modsætning til for eksempel den tyske i 1918 var tilstedeværelsen af Bolsjevikpartiet i Rusland.
Ved revolutionens start bestod partiet blot af nogle tusind medlemmer, spredt ud over hele Rusland, med et kæmpe lag af de mest erfarne ledere i eksil i udlandet, i fængsel eller i Sibirien. Efter Februarrevolutionen var bolsjevikkerne stadig et lille mindretal, revolutionen skabte især fremgang til de reformistiske partier. Det er en helt naturlig proces. Masserne går ikke først til de mest radikale løsninger, men tester forskellige tendenser, startende med de mindst radikale.
Trotskij beskriver det således i forordet til History of the Russian Revolution

"Masserne går ind i en revolution, ikke med en forberedt plan for en social rekonstruktion men med en skarp følelse af, at de ikke længere kan holde det gamle regime ud. Kun en klasses ledende lag har et politisk program, og selv det må stadig testes af begivenhederne og godkendes af masserne. Revolutionens fundamentale politiske processer består derfor i en klasses gradvise forståelse af de problemer, der udspringer af den sociale krise – massernes aktive orientering gennem en metode med successive tilnærmelser. Den revolutionære proces’ forskellige stadier, som bekræftes af udskiftning af partierne, hvor de mere ekstreme altid efterfølger de mindre ekstreme, udtrykker det stigende pres fra masserne mod venstre – så længe bevægelsens drejning ikke løber ind i objektive forhindringer". (Trotskij, History of the Russian Revolution, Hvad er Marxisme)

Bolsjevikkerne styrke var deres program, idéerne. Det var, hvad Lenin i hele partiets historie havde insisteret på; opbyggelsen af kadrer, det vil sige revolutionære trænet i de marxistiske idéer og metode, der i bund og grund er arbejderklassens samlede erfaringer. En ledelse er helt afgørende i en revolutionær situation.

“Kun på baggrund af et studie af de politiske processer i masserne selv kan vi forstå den rolle, som partier og ledere, som vi mindst af alle er tilbøjelige til at ignorere, spiller. De udgør ikke et uafhængigt, men ikke desto mindre et meget vigtigt element i processen. Uden en organisation, der kan lede, ville massernes energi sprede sig som damp, der ikke er lukket inde i en dampmaskine. Men ikke desto mindre er det, der bevæger tingene ikke maskinen eller cylinderen, men dampen.” (Trotskij, History of the Russian Revolution, Hvad er Marxisme)

Hvert nyt stadie i revolutionen medførte en alvorlig krise i Bolsjevikpartiets ledelse. Det er ikke nemt at afgøre stemningen blandt masserne præcist, og der er et enormt pres fra fremmede klasser, særligt på toppen af arbejderklassens avantgarde.

Det var gennem et helt klart program kombineret med en fleksibel orientering til massernes organisationer, sovjetterne, at bolsjevikkerne vandt flertallet blandt de brede masser. Selv om de reformistiske partier havde flertal i sovjetterne helt op til Oktober, fremførte bolsjevikkerne hovedparolen: al magt til sovjetterne!

Forholdet mellem bolsjevikkerne og sovjetterne var dialektisk. Bolsjevikkerne vandt flertal blandt masserne ved at vinde flertallet i sovjetterne. De vandt netop flertallet ved at fokusere på sovjetterne som massernes organ og ikke bare på partiet. Og på den anden side havde sovjetterne ikke kunnet spille en revolutionær rolle uden, at bolsjevikkerne vandt flertallet for deres politik.
Bolsjevikkernes taktik efter april var baseret på det faktum, at de var i mindretal, og at opgaven derfor var at ”forklare tålmodigt” – at vinde masserne med argumenter. Hvilket ikke er at forveksle med en tilpasning til den laveste politiske fællesnævner, som man ser i de såkaldt socialistiske partier i dag, der flytter sig politisk samme vej som meningsmålingerne blæser. Tværtimod. Det store flertal af arbejderklassen lærer gennem erfaring. Bolsjevikkerne gik hvert et skridt side om side med masserne, og forklarede de konkrete begivenheder, og kædede dem sammen med nødvendigheden af, at arbejderklassen selv tog magten. Reformisterne udstillede i praksis deres uduelighed over for masserne, og banede dermed vejen for bolsjevikkerne.

Den russiske revolution er et fyrtårn for arbejderklassen og de fattige undertrykte masser over hele kloden. Den viser, at arbejderklassen kan tage magten og sikre, at idealerne om ”lighed” og ”frihed” ikke blot forbliver smukke idealer, men realiseres. Det er det, som borgerskabet, og med dem reformister over hele kloden, har imod den russiske revolution; at den lærer os, at socialisme ikke er en utopi langt ude i fremtiden, men noget som mennesker kan og vil stræbe for at opnå. Med en bevidst ledelse kan arbejderklassen tage magten.
Det er opgaven med at bygge denne ledelse, som enhver socialist må påbegynde seriøst nu; at studere arbejderklassens erfaringer, de marxistiske idéer og at bygge de kræfter, der i fremtiden kan lede arbejderklassen i Danmark og resten af verden.

Kapitalismen har nået en blindgyde, og kan ikke sikre fremgang for det store flertal i verden. Men samtidig er klassekampen igen på dagsordenen verden over fra Egypten til Wisconsin. En revolution gennemføres ikke med store forkromede tankesystemer. De russiske masser blev vundet til Bolsjevikpartiets program, fordi bolsjevikkerne var de eneste, der konsekvent kæmpede for kravene om ”BRØD, FRED OG JORD”.

I den næste periode vil kampen for socialisme blive sat på dagsordenen. Den russiske revolution var blot generalprøven for arbejderklassens kamp for et andet og bedre samfund.

Litteraturliste

Denne pjece er baseret på nedenstående værker. Listen består primært af revolutionære forfattere – et faktum som kunne medføre kritik fra såkaldt videnskabelige kredse.
For det første skal der til det siges: denne pjece er ikke en videnskabelig afhandling, men et forsøg på at opsummere erfaringerne fra en af de største, hvis ikke den største, begivenhed i menneskehedens historie, med det formål at øge arbejderklassens chance for i fremtiden at gå sejrrigt ud af en revolution. Derfor afviser vi absolut ethvert krav om, at man skulle kunne hæve sig over klassemodsætningerne, som kravet om ”objektivitet” ofte dækker over. Vi mener ikke, at noget historisk politisk værk kan stå over klasserne, slet ikke om et emne så afgørende for klassekampen som den russiske revolution. Alle værker om emnet er enten for eller imod revolutionen, for eller imod arbejderklassens kamp for befrielse.

“Den seriøse og kritiske læser vil ikke ønske en forræderisk upartiskhed, der tilbyder ham et krus forsoning med det reaktionære hads velplacerede gift i bunden, men en videnskabelig samvittighedsfuldhed, der for dets sympatier og antipatier – åbne og utilslørede – søger støtte i en ærlig undersøgelse af kendsgerningerne, bestemmelsen af deres virkelige sammenhænge, en fremvisning af deres bevægelses kausale love. Det er den eneste mulige historiske objektivisme, og derudover er det fuldt ud tilstrækkeligt, for det er verificeret og bekræftet, ikke af historikerens gode intentioner, som kun han selv kan garantere for, men af den historiske proces’ egne naturlige love, som han afslører.” (Trotskij, forordet til ”Den russiske revolutions historie”, Hvad er Marxisme)

Degenereringen af Oktoberrevolutionen med stalinismens fremkomst gik hånd i hånd med en udbredt historieforfalskning; billeder blev manipulerede, historiebøgerne omskrevet og så videre. Historieforfalskning har kun værdi for personer eller grupper, der har interesse i at tilsløre begivenhedernes gang: for bureaukratiet i Sovjet var det afgørende at tilsløre Oktoberrevolutionens virkelige historie og traditioner, for at fastholde magten og dermed deres privilegier. For enhver ægte revolutionær er det derimod fuldstændig afgørende at kende til begivenhedernes virkelige gang, ellers kan vi ikke drage nogen lektioner herfra. De nedenstående værker opfylder på en gang kravene en samvittighedsfuld faktuel fremstilling, men indtager samtidig arbejderklassens standpunkt i analysen af disse begivenheder.

- Bolshevism – the Road to Revolution. Forfatter: Alan Woods. Udgivet 1999 af Wellred Publications:Link
- Hvad er Marxisme. Forfattere: Marx, Engels, Lenin, Trotskij m.fl. Udgivet 2009 af Socialistisk Standpunkt
- History of the Russian Revolution volume 1-3, Forfatter: Leon Trotskij, udgivet 2007 af Wellred Publications, link
- Ti dage der rystede verden. forfatter: John Reed. Udgivet 2008 af Socialistisk Standpunkt, link
- Leninism under Lenin, Forfatter: Marcel Liebman, udgivet første gang 1973
- Russia from revolution to counterrevolution. Forfatter: ted Grant. Udgivet 1997 af Well Red Publications. link
Lessons of October. Forfatter Leon Trotsky, udgivet 1993 af Union books, link

Læs DEL 1 og DEL 2 af artikelserien