Den cubanske forfatter Leonardo Padura besøgte 20-22. september Danmark, i anledning af at hans bog Manden, der elskede hunde, netop er blevet udgivet på dansk. Du kan læse en anmeldelse af bogen her, men vi kan her afsløre, at bogen varmt kan anbefales; det er en fantastisk roman, som det er svært at lægge fra sig trods sine mere end 700 sider.



Bogen er en elegant sammenfletning af 3 skæbner. Den ene skæbne tilhører Leon Trotskij, der sammen med Lenin var leder af den russiske revolution i 1917. Den anden skæbne tilhører manden, der myrdede Trotskij med en isøkse i 1940, Ramon Mercader, der blev rekrutteret til opgaven under den spanske borgerkrig som medlem af kommunistpartiet. Den sidste skæbne tilhører bogens fortæller, den cubanske forfatter Ivan.

Romanen fortæller samtidig historien om 1930’erne, om kampen mellem marxisme og stalinisme, mellem socialisme og fascisme. Samtidig giver romanen gennem bogens fortæller, et sjældent og meget ærligt indblik i livet på Cuba de sidste 3 årtier.

Vi mødte Leonardo Padura, en mand i halvtredserne, en grå formiddag på Vesterbro og lagde naturligt ud med at spørge ind til inspirationen til bogen.

Padura forklarer, at bogen mere er et resultat af en besættelse end inspiration. De første kim til bogen blev lagt i 1989, da han besøgte Trotskijs hus i Coyoacan i Mexico, hvor Trotskij levede de sidste år af sit liv, indtil han blev myrdet. Padura oplevede en stærk følelse i huset; for ham lignede det et fængsel eller en borg. På det tidspunkt var der meget lidt information til rådighed om Trotskij på Cuba. Padura fortæller, at han dengang studerede på universitetet på Cuba og at den politiske linje vedrørende Trotskij var den samme her som i Sovjetunionen. En mere eller mindre benægtelse af Trotskijs eksistens og hvis hans eksistens blev anerkendt, blev han portrætteret som en forræder af arbejderklassen. Den situation gjorde Padura mere interesseret i Trotskijs liv og arbejde som revolutionær. Padura kan huske, at dette var en interessant tid - kun en måned efter han besøg i huset i Coyoacan faldt Berlinmuren, men på det tidspunkt kunne ingen forestille sig, hvor hurtigt muren ville falde og verden ændre sig.

Den anden kim til at skrive bogen blev lagt da Padura to-tre år senere for første gang hørte om Ramon Mercader. Padura opdagede, at Trotskijs morder havde levet de sidste fire år af sit liv på Cuba fra 1974 indtil sin død i 1978. Han levede på Cuba i hemmelighed. Selv personer, der kendte Mercader da han levede på Cuba og besøgte ham i Havana, vidste ikke, at manden Ramon Lopez eller Jaime Lopez (hans pseudonymer) i virkeligheden var Trotskijs morder.

Det var disse to ting, kombineret med åbningen af arkiverne i Moskva i 1990’erne og de efterfølgende udgivelser om den virkelige situation i Sovjetunionen gennem 70 år, der lagde grunden til, at Padura begyndte at skrive romanen. På det tidspunkt skrev Padura sine berømte kriminalromaner om detektiven Mario Conde og senere den mere historiske roman La novela de mi vida, der gav ham redskaberne til at kunne skrive denne omfattende historiske roman, der dækker en vigtig del af det 20. århundredes historie. I 2005 begyndte Padura seriøst at studere for at kunne skrive romanen, han læste en masse, ledte efter information osv. To år senere begyndte han at skrive, en proces der tog tre år.
 
Vi spurgte Padura om hvorfor han havde besluttet sig for at skrive om Trotskij.

Padura forklarer: ”Min ide var, at mordet på Trotskij havde en særlig betydning, en poetisk eller metaforisk betydning i udviklingen af det 20. århundrede, fordi det skete på et tidspunkt, hvor Trotskij er mindre vigtig og Stalin beslutter sig for, at han alligevel har brug for at myrde ham. Symbolsk betyder det for mig enden på det 20. århundredes store utopi og det med den følelse jeg forsøgte at skrive romanen.”

Hvordan kan det være at du besluttede dig for at tage til Coyoacan, hvis næsten ingen cubanere kendte til Trotskij?

Padura: ”Næsten ingen cubanere kendte, eller kender, til Trotskij. I de nationale biblioteker i de tider var der kun 3 bøger om Trotskij; anden del af My Life [Trotskijs selvbiografi – red] på fransk og 2 bøger, udgivet i Sovjetunionen af Progress Publishers, en med titlen Trotskij forræderen og den anden Trotskij renegaten, begge skrevet af et hold af forfattere (akademikere) i Sovjetunionen. For normale mennesker, og mere end normale mennesker, også universitetsstuderende som mig selv – jeg studerede sprogvidenskab – eksisterede Trotskij ikke og information om ham eksisterede ikke.”

Vi er derfor nysgerrige efter at vide, hvorfor Padura så alligevel besluttede sig for at skrive om Trotskij i en bog rettet mod cubanere som publikum?

Padura forklarer: ”Denne bog er skrevet specifikt med de cubanske læsere in mente, fordi i Europa og USA kender mange til Trotskij, eller måske ikke så mange mennesker, men de har muligheden for at få kendskab til ham. Men på Cuba er det umuligt at få kendskab og ikke bare til Trotskij men også til forholdet mellem Trotskij og Stalin, der på mange måder forklarer situationen i Sovjetunionen og den stalinistiske politik, årsagerne til barbariseringen af denne utopi. På Cuba som et socialistisk land, mener jeg, at det er nødvendigt at reflektere over, hvad der skete i Sovjetunionen og på Cuba, som nu på Cuba for eksempel hvor den nye regering forsøger at ændre mange ting fra denne arv.”

Hvordan er bogen blevet modtaget – han den skabt nogen debat på Cuba?

Padura: ”Den første udgave udkom i Spanien. De sidste 15 år har jeg hørt til et spansk forlag og mine bøger er først udkommet i Spanien og senere med særlig licens på Cuba. Manden, der elskede hunde blev præsenteret sidste år på Havanas bogmesse i februar, men den blev kun udgivet i et lille oplag, kun 4000 eksemplarer, hvoraf måske halvdelen ikke er på markedet. Men mange folk havde allerede fået fat i den spanske eller mexicanske udgave; senere har mange flere fået fat i bogen og har skrevet eller ringet til mig eller er kommet hen til mig på gaden for at tale om bogen. Påfaldende nok var der ingen nyheder i medierne om bogens præsentation på dagen for dens præsentation på messen. Også bagefter var aviserne helt tavse, selvom bogen lancering var det mest spændene møde på bogmessen og rummet var fuldstændig proppet og flere var gået forgæves og ikke kunne komme ind. For en uge siden vandt bogen den nationale kritikerpris på Cuba.
Det er den cubanske modsætning: for 20 år siden kunne jeg måske slet ikke have tænkt på at skrive denne bog, for 10 år siden kunne jeg skrive den, men den ville ikke være blevet udgivet på Cuba, nu kan den blive udgivet, og selvom der er tavshed omkring den, kan den vinde priser.”

Manden der elskede hunde handler ikke bare om Trotskij og Mercader, men beskriver også meget ærligt livet på Cuba i tre årtier. Vi spurgte Padura, om han vil fortælle om de ’5 grå år’ i 1970’erne, som han beskriver i romanen.

Padura: ” Ivans karakter – Ivan er ikke en mand: Ivan er syntesen af en generation, hvori jeg har lagt mange af min generations illusioner, desillusioner, nederlag og frygt. Det er en mand, der repræsenterer alle de problemer, som vi har gennemlevet på Cuba i min generation. Generationen der voksede op under revolutionen, studerede under revolutionen, gik i krig under revolutionen og som i 1990’erne opdagede, at de intet havde tilbage. I Ivans kontekst var situationen i 1970’erne meget vigtig. Det var disse år, der var tidspunktet, hvor Cuba gennemgik forandringen fra ’den tropiske revolution’ til den ’socialistiske sovjetiske revolution’. Det var perioden med institutionaliseringen af landet. I årene mellem 1971, hvor den første kongres for kultur og uddannelse blev holdt og 1975, tidspunktet for partiets første kongres, antog den sociale og kulturelle politik på Cuba det højeste niveau af ortodoksi og intolerance, en total manglende evne til at tolerere og indrømme forskelle. På den tid blev mange kunstnere, især kunstnere men også andre offentlige figurer som lærere og professorer, der var homoseksuelle, havde religiøse tilbøjeligheder eller ikke var ”hårde nok revolutionære” isoleret fra det offentlige liv. Mange folk indenfor teaterverdenen, forfattere, malere, filmskabere og professorer blev isoleret og ingen vidste i hvor lang tid. Hele årtiet i 1970’erne var meget hårdt for disse personer. På det tidspunkt gik jeg på universitetet og studerede sprogvidenskab. Som studerende var vi meget uskyldige, men vi følte vægten fra denne sociale og kulturelle situation i Cuba. Det fremprovokerede store forandringer i litteraturen, filmene osv., fordi institutionerne ønskede at introducere ”Socialistisk Realisme” i kulturen og det var en stor katastrofe; nu eksisterer alle disse kunstværker ikke mere og de vigtigste forfattere fra denne periode er helt glemt. Min generation, der dengang var 23-25 år gamle, begyndte at ændre det i 1980’erne og foretog vigtige ændringer i skabelsen af kultur, og i 1990’erne var der en ny genoplivning af kulturen på Cuba. 1990’erne var et tidspunkt med stor krise, fordi Sovjetunionen forsvandt og med det forsvandt papiret, elektriciteten, busserne osv. og det cubanske samfund gik praktisk talt i stå. Økonomien var på sit laveste niveau men denne forfærdelige situation, hvor folket måtte kæmpe for at skaffe mad hver dag, var et tidspunkt med stor kunstnerisk skabelse – et tidspunkt, hvor filmen ’Chokolade og Jordbær’ blev lavet om intolerance og homoseksuelles liv på Cuba. Mange filmskabere og forfattere fra min generation gennemgik en stor forandring, der indtil nu, med en ny generation af cubanske kunstnere, er de virkelige kunstværker fra cubanske kunstnere.”

Hvad med den yngre generation og kunst?

Padura: ”Den nye generation er forskellige fra os i mange henseender, men de har en vigtig forskel: i vores tid troede vi på noget, vi havde tvivl, men vi troede på noget. Den yngre generation tvivler ikke, fordi de ikke tror på noget. De er fuldstændig kætterske, de har mistet tilliden, de forsøger at udgive og skabe ting udenfor Cuba, at tjene penge.
 
Hvordan er situationen nu på Cuba? På den ene side udgives bogen og på den anden side så vi dig forklare på en præsentation af bogen i London, se præsentationen her, at der er folk i høje positioner i medierne og samfundet, der måske ikke er så glade for bogen?

Padura forklarer, at disse folk ikke siger noget om bogen, for dem eksisterer den ikke. ”Men den eksisterer for læserne, for verden, for normale mennesker på Cuba. Bogen er udgivet på flere sprog, har vundet to internationale priser og en på Cuba og jeg tror, at den politiske kultur har ændret sig nok til at indrømme, at denne slags bøger eksisterer og ikke gøre det til et problem. Det er klogt, for hvis de gjorde et problem ud af bogen og det faktum, at jeg lever på Cuba, arbejder der osv. kunne det blive værre end bogen i sig selv. Og på Cuba er der nok problemer økonomisk og socialt, vi har ikke brug for at skabe et nyt. På sin vis tror jeg, at det bedste regeringen kunne bruge udgivelsen af denne her slags bog på Cuba til, er som propaganda for behovet for forandringer.”

Vi spørger Padura, om han kan uddybe sine kommentarer fra begyndelsen af interviewet om, at det er vigtigt at kende ikke bare Leon Trotskijs historie, men også Sovjetunionens historie. Hvad han mener, det er vigtigt, at cubanerne kender og lærer fra denne historie?


Padura: ”Det er en meget kompleks bog, fordi historien er historien om en af de vigtigste processer i det 20. århundrede. Muligheden for at skabe et nyt samfund med den størst mulige lighed og arbejderdemokrati, hvor folket regerer sig selv, var en af menneskehedens store drømme. Denne proces blev besejret, fordi Stalin var skaberen af ’den virkeliggjorte socialisme’; Lenin havde ikke tid til at skabe den, sammen med Trotskij fremsatte han det nye samfunds filosofiske pointer. Men i praksis var det Stalin, der skabte den virkeliggjorte socialisme.”

Han giver et eksempel på nogen af de problemer, der eksisterede i Sovjetunionen: ”Der er et territorium mellem Ukraine, det sydlige Polen og Rusland, kaldet ’Lille Rusland’, der er den del af Europa og måske verden med den mest frugtbare jord for at dyrke en bestemt hvedekornsort. I dette område skabte ’stalin-socialismen’ hungersnød og 10 millioner mennesker døde af sult her. Man må spørge, hvordan det kan være muligt at skabe et nyt samfund, hvis jorden er ufrugtbar i årevis på grund af de metoder, man har brugt i produktionen? Det er det samme på Cuba og i alle de socialistiske lande. På Cuba nu har vi ikke sukkerrør, vi har ikke kaffe, tobak, løg og hvad ellers. Økonomien er en katastrofe, så Cuba er afhængig af de læger, der arbejder i Venezuela og den olie Venezuela giver til gengæld til Cuba - og turisterne. Det er de to økonomiske aktiviteter: den service der sendes ud af Cuba og de turister der rejser ind på Cuba. Det er resultatet af den socialistiske økonomi på Cuba og den cubanske regering, Raul Castro, ikke Fidel, anerkender nu, at denne katastrofe er en del af systemet. Og endnu værre at dette system skaber korruption, den samme korruption, der i Sovjetunionen skabte den store mafia, og det kunne blive det samme på Cuba, hvis ikke det bliver kontrolleret. Jeg synes, at det, der skete i Sovjetunionen, viser, at systemet har et virkeligt problem, når en person lever med konstant angst, når han frygter at sige sandheden, fordi han frygter systemet. Det er ikke modellen for et nyt samfund med den højest mulige lighed, det er noget andet, men det er ikke det nye samfund. Mange folk i verden drømmer om, ønsker dette samfund med lighed, fordi den virkelige verden er ikke god for flertallet. I, i Danmark, har høj levestandard, men for folk i Afrika eller dele af Asien eller på Haiti, som er meget nær Cuba, eksisterer der total katastrofe. Men hvis det socialistiske system gentager de samme fejl, vil resultatet blive det samme. Af den grund tror jeg, at den nye utopi må genfinde systemets grundlag med de virkelige komponenter, som den slags samfund behøver; et virkeligt demokrati, virkelig magt til de folk der arbejder, ikke til bureaukratiet, som det skete i Sovjetunionen og mange andre socialistiske lande. Af den grund mener jeg, at denne bog har en vis aktualitet nu.”
DSC_0704.JPG%20mindre%20billede

Vi spørger Padura, hvad han mente, da han på mødet i London sagde noget i retning af, at det ikke så meget var kollapset i Sovjetunionen, men det der skete efter, der var den virkelige katastrofe. ”Mente du på grund af tilbagevenden til kapitalismen, økonomiens fuldstændige kollaps, eller...?”

Padura: ”Ja. Der var en nordamerikansk forfatter, der sagde, at USA i mange år frygtede kommunisterne og de troede, at de havde vundet kampen, men så gav Sovjetunionen USA den russiske mafia, der var værre end socialisterne. For Sovjetunionen og Rusland var det også værre.”

Hvad tror du, der kommer til at ske på Cuba nu?

Padura forklarer, at situationen er anderledes af mange årsager. ”Først og fremmest fordi Cuba ikke er et rigt land, som Sovjetunionen var. Cuba er rigt i den forstand, at vi kan leve udmærket af vores ressourcer, men Cuba har brug for en forandring af strukturerne, som Raul forsøger det nu.”

Nogen af de mest rørende dele af bogen omhandler den cubanske forfatter Ivan og hvordan han føler, at han drages ud af mørket, da han opdager, at der er en hel del af historien, som han ikke kendte til og også hvordan han mister troen på utopien. Det kan virke lidt mørkt, er der også noget lys, noget håb?

Padura: ”Min generation har gennemlevet en meget vanskelig situation på Cuba i mange år. Det var generationen, der kunne gå på specialskoler i landet, deltage i Angola krigen, og som i 90’erne, da krisen skabte en dramatisk situation, var nødt til at kæmpe hver dag for at brødføde deres børn. Disse børn er nu 18-22 år, og alle har forladt Cuba eller overvejer at rejse. Disse mennesker har intet hus, ingen bil, ikke engang en computer. For nylig mødte jeg en mand, der havde været Olympisk mester to gange, han havde ingen computer, ingen bil, intet hus. Jeg spurgte ham, om jeg kunne få hans e-mail adresse og han sagde, ’Hvad!? Jeg har ikke en e-mail, jeg har ikke engang en computer’. Denne generation mistede alt: sit arbejde, sine drømme, nu har Ivans generation store problemer, fordi det cubanske samfund forandrer sig og disse forandringer har brug for en stærk kraft, ungdommen, for at tæmme resultaterne. Min generation, der mest er en universitets generation, har ikke redskaberne til at leve i denne nye verden.

[ADVARSEL hvis du ikke ønsker at få slutningen afsløret så spring de næste par linjer over]

Ivans slutning er symbolsk: det er ikke en person og hans hunds død, men enden på illusionerne, mulighederne. Jeg er personligt en meget heldig mand, fordi jeg som konsekvens af mit arbejde har mulighed for at rejse, at bygge et hus (med mange ofre), jeg vandt en pris i Spanien og kunne købe mig en bil – men jeg er min generations undtagelse. Mange af mine venner, der studerede på universiteterne, lever nu udenfor Cuba, andre lever på Cuba med mange vanskeligheder. Vi forsøger, Cuba som land forsøger, at forandre sig, men uden at spørge min generation, der var den mest opofrende generation. Vores forældre havde et valg og min fader valgte at leve på Cuba, vores generation havde i mange år ikke det valg, vi kunne end ikke vælge vores karriere på universitetet; jeg ville være journalist, men det var lukket, da jeg startede, så jeg måtte studere sprogvidenskab. Det viste sig at være heldigt for mig, men jeg valgte det ikke selv. Ikke engang valget af fremtid var muligt for os og nu forandrer fremtiden sig og ingen spørger os, om vi er enige eller ej. Det er de højeste lag i samfundet, der bestemmer. Enhver ved, at Cuba er en økonomisk katastrofe, men ingen spørger os, om vi er enige eller ej – det er vores generations virkelige drama. Da jeg var ved at færdiggøre bogen, gav jeg manuskriptet til nogle venner og nogen af dem sagde, at slutningen var meget trist og forfærdelig, og jeg spurgte dem: men er det ikke enden på vores generation? Og alle sammen sagde; ’jo, du har ret’. Det er, hvad bogens slutning betyder.”

Kunne du forklare noget mere om Mercader, eftersom mange mennesker, inklusiv os selv, ikke ved meget om ham?

Padura: ”På sin vis var Mercader et offer for sin tid, af sin situation. 1930’erne var et meget svært tidspunkt for venstrefløjen i verden – mere end nu – fordi antallet af muligheder var lukket: på den tid var du enten med Stalin eller med Hitler. Hvis du havde et andet standpunkt på venstrefløjen, sagde de, at du var kontrarevolutionær. Mange mennesker, der tilhørte de kommunistiske partier, troede kun på én ting: at Stalin var den højeste leder og at ordrerne fra Stalin var som pavens beslutninger for katolikkerne. Tredje internationale kontrollerede venstrefløjen på utrolig vis i hele verden. Mercader levede i denne atmosfære, hvor tilhørsforhold er mere end et kompromis; du er inde i det politiske net og de skal parere ordre hele tiden. Han havde en fanatikers elementer; hans moder var fanatiker og han var fanatiker. Men det spørgsmål jeg stillede mig selv mange gange, før jeg skrev bogen og efter, er: kan forbrydelsen retfærdiggøres selv for en stor ide, hvis en bedre fremtid for menneskeheden afhænger forbrydelsen? Mit svar er ’Nej’. Det er ikke det samme som i en krig, hvor man enten dræber eller bliver slået ihjel. Det er en situation med andre karakteristika; Trotskij blev myrdet på et tidspunkt, hvor han ikke udgjorde nogen stor opponent til Sovjetunionen, til Stalin. Det havde ingen retfærdiggørelse hverken historisk eller etisk. Mercader adlød Stalins beslutning og Stalin er den ansvarlige, og i den forstand er Mercader på sin vis Stalins offer, ligesom Trotskij og ligesom millioner af mennesker i verden.”

Med den bemærkning var den halvanden time, vi havde fået, til interviewet udløbet. Halvanden time, der ligesom Manden der elskede hunde, rejste en lang række relevante spørgsmål om Trotskij og Stalin, kampen for socialisme og Cuba. Vi er enige med Padura i, at denne bog er yderst aktuel, ikke bare på Cuba men over hele verden, og vi anbefaler den varmt til alle vores læsere.

Bogen kan meget snart købes på vores forlag: www.forlagetkompas.dk

Info: Bogen har vundet de fanske boghandleres pris Le prix Initiales for bedste udenlandske roman i 2011, den italianske V Premio letterario Francesco Gelmi di Caporiaco 2010 og kritikerprisen i Cuba.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.