stalinLæs første del af artiklen her

Stalinismen i Vesteuropa

Resultatet af krigen og den nationale befrielseskamp, massernes generelle foragt, det kapitalistiske systems råddenskab, der har skabt to verdenskrige, sejren over fascismen samt Ruslands sejr i krigen, har alt sammen uundgåeligt ført til en kraftfuld revolutionær bølge i Vesteuropa. Tragedien er, at hvor den revolutionære bølge efter Første Verdenskrig blev standset af reformismen, var det stalinismen, der reddede den vesteuropæiske kapitalisme efter Anden Verdenskrig.

Især i Frankrig og Italien blev kommunistpartierne den dominerende kraft i arbejderklassen, og med deres kontrol over fagforeningerne og andre af arbejdernes masseorganisationer, med et mægtigt apparat og maskineri, var de stalinistiske partier langt stærkere organisatorisk end bolsjevismen nogensinde havde været inden den russiske revolution. Muligheden for fredeligt, eller næsten fredeligt, at tage magten, var indbygget i situationen. Men på grund af stalinismens diplomatiske situation i verden og frygten for masserne forrådte de den første revolutionære bølge i de koalitioner af folkefronter, de dannede. Med denne store hjælp fra stalinismen, socialdemokratiets sædvanlige rolle og takket været hjælp fra den mægtige amerikanske imperialisme, var den forfaldne kapitalisme i Vesteuropa i stand til at komme sig. Med Marshallhjælpen og den moderne produktions helbredende evner har den skrantende kapitalisme været i stand til at genopbygge sig selv og produktionsmaskineriet. I denne situation, efter den første revolutionære bølge er døet ud, har stalinisterne – for at hjælpe det sovjetiske bureaukrati i den åbne kamp imod den amerikanske imperialisme – begivet sig ud i en række uansvarlige foretagender uden andet virkeligt perspektiv end at svække Vesteuropa til gavn for bureaukratiet.

Bølgen af uansvarlige strejker, uden et klart perspektiv om en kamp for magten, har udmattet og frustreret arbejderklassen. Denne politik har hjulpet borgerskabet til, efter de er kommet sig oven på de revolutionære chok, at genetablere deres statsapparat, om end deres fasthed er langt mere tilsyneladende end virkelig. De vesteuropæiske regimers krise vises bedst af situationen i Frankrig og Italien.

I disse lande er socialdemokratiets krise den klareste afspejling af dette. På trods af, at stalinisterne ikke har taget magten, har arbejderklassen skabt en splittelse i Italiens socialistparti og en kronisk krise i SFIO i Frankrig.1 Arbejdernes opbakning svinder, og på trods af stalinisternes forbrydelser i den seneste periode, vedbliver stalinisterne at være arbejderklassens vigtigste parti. Dette skyldes netop mangelen på et massebaseret revolutionært alternativ.

Der er blevet gjort indhug i stalinismens rustning med arbejdernes erfaring, herunder Titos bevægelse, men der er endnu ikke blevet rettet et afgørende slag imod stalinismens kræfter. Som valgene i Frankrig og Italien viser, nyder de stadig opbakning fra arbejderklassens grundlæggende lag. Med en økonomisk krise kan stalinismen komme sig og endda få støtte fra yderligere lag af arbejderne og småborgerskabet, som de ikke har påvirket tidligere. Den vigtigste del af arbejderne i disse lande har stadig mange illusioner til stalinismen som revolutionær kraft; illusioner der er blevet styrket af stalinisternes ”venstreorienterede” linje i de sidste få år. Det vil være nødvendigt med en lang proces med desillusionering førend arbejderklassen kommer til at forstå stalinismens virkelige natur.

Det er teoretisk muligt, at stalinisterne – under særlige forhold – endda kan komme til magten i disse lande. Hvis de gør det, kan de ikke fastholde magten i en længere periode, og under alle omstændigheder vil de komme i konflikt med Moskvas bureaukrati. Uanset om de kommer i konflikt med Moskva hurtigt eller ej, vil der omgående indtræde en proces med differentiering fra top til bund i Kommunistpartiet. Uanset resultatet af de sprækker, der vil åbne sig i kommunistpartiet, vil det være usandsynligt, at stalinisterne kan blive ved magten i en længere periode.

Spanien

Den nuværende epokes krampagtige karakter, og umuligheden af en længerevarende stabilisering af kapitalismen, bliver ikke blot afsløret af imperialismens svaghed og den nationale vækkelse i Asien, men også af det skrøbelige fundament under det økonomiske opsving og den relative ro i Vesteuropa. Det spanske spørgsmål rejser sig endnu en gang som et nøglespørgsmål for Europa og verdens arbejderbevægelses skæbne.

Det er tolv år siden, at de spanske arbejdere var viklet ind i en skrækkelig borgerkrig på grund af arbejderbevægelsens – især stalinisternes – fejltagelser og forbrydelser.

Nu har regimets forfald og korruption nået et sådant omfang, at arbejderne allerede er begyndt at vågne op. Det fascistiske militærstyre har langt fra løst nogle af den svage og tilbagestående spanske økonomi, men derimod forværret dem enormt. Regimet minder i sin ineffektivitet, ørkesløshed, råddenskab og grundlag med alliance med kirken, godsejerne, hæren og fabrikanterne mere om Chiangs klike end en europæisk regering. Ligesom tsarstyret er det ophørt med at have nogen massebasis i befolkningen.

Alle befolkningens lag, alle de sociale klasser, føler regimets krise og begynder at søge efter en udvej. Fascisme kan, når den først er etableret, kun opretholde sig selv gennem massernes atomisering, sløvhed, apati og ligegyldighed. Gensynet med arbejdernes solidaritet, initiativ og handling kan være begyndelsen på dens undergang. På den måde markerer strejkerne i Barcelona og Baskerlandet begyndelsen på en ny spansk revolution. Revolutionens proces, der blev afbrudt i 1939 af den fascistiske hæls indgriben, begynder på ny. Det fascistiske styre er dødsdømt. Det eneste spørgsmål er, i hvilket tempo dets undergang vil foregå.

Begyndelsen til enden for Mussolini blev markeret af de italienske arbejderes strejker – han faldt få måneder senere. Begivenhederne i Spanien er, ligesom begivenhederne i Italien, et svar til de skeptikere, der kun så regimets monolitiske styrke og klogt prædikede umuligheden af, at det kunne omstyrtes af kræfter internt i landet. Italien var ikke et overbevisende eksempel for dem, fordi regimet led nederlag i krigen, som de udledte årsagen til det fascistiske systems kollaps af.

Franco-regimets krise i fredstid leverer en knusende tilbagevisning af denne udialektiske tankemåde. Den samme form for social ”filosofi” bøjer sig i afmagt foran den totalitære stalinisme.

I det lange løb vil de russiske arbejdere lamme det stalinistiske regime til en langt mere ynkelig og hjælpeløs tilstand end de kommende dødskramper, der vil ramme Francos styre. Det almægtige bureaukrati (som afslører sit kaste-herredømme som et med permanent krise og uendelige udrensninger og undertrykkelse) vil i afgørelsens time kollapse i magtesløshed under arbejdernes slag. Formentlig vil dets kollaps begynde med strejker på samme måde som Spanien og Italien.

Som teorien har slået fast på baggrund af historisk erfaring, så viser betingelserne for revolution sig nu under den vågnende spanske arbejderklasses slag. Den dødsdømte herskende klasse er begyndt at blive splittet i toppen under pres og social utilfredshed fra neden.

De ønsker at give nogle reformer og indrømmelser til arbejderne og bønderne, som kan bevare regimes basis intakt. Sådan var det også i det dødsdømte tsarstyre. Men ethvert forsøg på at standse bevægelsen fra neden ved at genoprette det gamle monarki eller lignende manøvrer vil blot fremskynde den bevægelse, de så inderligt frygter.

De ubærlige sociale spændinger afspejler sig i forsøgene hos de, der nyder størst gavn af regimet: godsejerne, kirken, hæren og fabrikanterne, på at undvige den hævn, de frygter, at regimets omstyrtelse vil bringe fra massernes side. Men disse konspirationer kan, hvad enten de lykkes eller ej, kun give energi til den kommende revolutionære bølge.

Den herskende klasse søger en flugtvej. De fleste lag af middelklassen – fra top til bund – vakler eller udtrykker endda åbent sympati for arbejdernes kamp. Regimet kan ikke finde et grundlag for støtte her.

På det seneste har arbejdernes fantastiske strejker under så ugunstige forhold endnu en gang afsløret den evne til selvopofrelse, udholdenhed og kamp, som de heroiske spanske arbejdere udviste i så rigt mål i de revolutionære kampe i årene 1931-37.

Ja! Betingelserne for revolution er til stede! I 1936 udviste de spanske arbejdere – på trods af arbejdernes lederes sabotage – deres ønske om socialistisk revolution gennem handling og aktiviteter. Uden det ugunstige internationale miljø og Hitler og Mussolinis intervention, på trods af arbejdernes lederes kriminelle politik, ville det selv i 1936 formentlig have været muligt for arbejderne at besejre Franco. Uden hjælp udefra, uden de mauriske tropper og ”ikke-interventionen” fra det stalinistiske Rusland og de kapitalistiske ”demokratier” i de tidlige, afgørende stadier, ville det have været vanskeligt, hvis ikke umuligt, for Franco at sejre.

Den spanske herskende klasses degeneration er gået endnu videre under Francos styre. Massernes ønske om socialistisk forandring er blevet intensiveret. De vil ikke længe lade sig spise af med overfladiske ændringer og reformer. Især da det kun er grundlæggende social omvæltning, der blot kan begynde at løse den spanske nations problemer.

Samtidig vil Spansk Marokko – i stedet for at være en kilde til Francos stormtropper – sandsynligvis blive påvirket af oprør, når først en massebevægelse begynder på det spanske fastland. Det internationale borgerskab vil finde det umuligt at blande sig direkte. Hvis Storbritannien finder det svært at gennemføre væbnet intervention imod Persien (Iran), vil det være umuligt med Spanien.

Interventionen af amerikanske dollars vil formentlig ikke opnå mere lovende resultater end den ildevarslende hjælp til den dødsdømte kinesiske klike i Stillehavet.

Revolutionens kontinuitet, der blev brudt i 1939, gør det rimeligt at forvente en tilbagevenden til et nyt 1936, men under meget bedre betingelser nationalt og internationalt. Men 1936 betyder arbejdernes kamp for magten. En kamp, hvor arbejderne vil lære hurtigt under gunstige betingelser, og hvor fortidens bitre erfaringer vil have hærdet og styrket arbejderne. Kun den stalinistiske kontrarevolution reddede den spanske kapitalisme. Men de kunne kun udfylde denne rolle (når vi ser bort fra den politik, der blev ført af POUM, anarkisterne og socialistpartiets venstrefløj) på grund af Ruslands indflydelse og Ruslands forsyninger af våben og andre vitale ting. Den stalinistiske og borgerlige kontrarevolution lykkedes (på trods af fraværet af et marxistisk revolutionært parti) alene på grund af de ovennævnte betingelser.

I dag er betingelserne endnu mere ufordelagtige for dem. Borgerskabet vil under en ny 1931-36 opstand have lige så lidt indflydelse og være begivenhedernes legetøj som i 1936. Stalinisterne vil i revolutionen – på trods af deres utilgivelige forbrydelser og forræderi – formentlig igen blive en mægtig kraft, men på ingen måde en afgørende faktor. Alle de venstreorienterede partier og organisationer vil igen komme frem som massekræfter: CNT, UGT, POUM og Socialistpartiet.2

Under disse betingelser vil muligheden for en hurtig skabelse af et revolutionært masseparti være til stede. Men det er ikke teoretisk udelukket, at de spanske arbejderes pres, med massernes uundgåelige initiativ, kan presse CNT, POUM og Socialistpartiets venstrefløj i retning af at tage magten i deres egne hænder. Under disse forhold kan vi i Spanien komme til at se en ny version af Pariserkommunen.

En spansk kommune ville på sin side være af afgørende betydning på verdensplan. Det kunne være begyndelsen på en omgruppering i arbejderbevægelsen. I Vesteuropa er Cucchis og Magnanis udsplitning3, en splittelse i Frankrig samt skabelsen af et titoistisk kommunistparti i Tyskland symptomer på en krise i stalinismen. Indtil nu har de, på grund af at der praktisk talt ikke eksisterer en revolutionær marxistisk strømning, hovedsageligt bestået af en blanding af progressive og reaktionære elementer. I Frankrig har det været den kolde krig og den åbenlyse afsløring af kommunistpartiet som et redskab for Kremls udenrigspolitik, der har leveret dette resultat.

På grund af, at de ikke har draget klare internationalistiske og socialistiske konklusioner – men i stedet holdt fast i en politik med union sacree – har de været dømt til sterilitet og har efterladt de stalinistiske styrker næsten intakte.

Men en kommune i Spanien vil have helt anderledes resultater. Det vil splitte kommunistpartierne i Vesteuropa fra top til bund. Det vil skabe uro og differentiering i Socialdemokratiet i Vesttyskland, Labour i England samt andre socialistpartier i Vesteuropa.

Det vil indlede et nyt kapitel for arbejderbevægelsen på et nyt fundament. Det vil være begyndelsen på enden for stalinismen i den vesteuropæiske arbejderbevægelse. Det vil være begyndelsen på enden for stalinismen i Østeuropa, Rusland og Asien. Det vil indlede kapitalismens kollaps i Vesten. På dette grundlag kan det, efter nogle års forvirring, føre til genopbyggelse af verdens arbejderbevægelse på marxistisk grundlag.

Storbritannien og USA

I både England og USA er stalinismen stadig en svag kraft, der endnu ikke er trængt igennem til masserne. I Storbritannien skyldes det i høj grad både historiske og moralske faktorer. Den britiske kapitalismes enorme rigdom, sammen med den herskende klasses evne til på den ene side bedrag, og på den anden side til at trække sig tilbage og indgå kompromis i farlige tider har tidligere givet britisk kapitalisme en stærk position. Selv om den britiske imperialismes dominerende position nu er fortid, og landet er blevet presset tilbage i rækken af underordnede magter, er der blevet ophobet tilstrækkelig rigdom (sammen med hjælp fra USA) til at de britiske kapitalister i en vis grad kan leve af deres fedtlag.

Samtidig har kapitalismens krise på verdensplan, stalinismens fremgang i Asien og Europa, tabet af tillid til den herskende klasse, den gamle tradition for herredømme, behovet for et dristigt program, hvis Storbritannien skal klare sig, samt radikaliseringen af arbejderklassen alt sammen ført til en situation, hvor Labour-regeringen i sin første valgperiode har gennemført et radikalt program med reformer og nationalisering af de industrigrene, som er blevet ruineret af den britiske imperialisme. Alt dette har gjort, at den afgørende del af arbejderbevægelsen, og frem for alt den organiserede arbejderklasse, massivt står bag Labour-regeringen. Denne regering er blevet tvunget til at indføre en periode med kontrareformer på grund af den kolde krigs omkostninger og den tiltagende byrde fra oprustningen, hvoraf størstedelen er blevet lagt på arbejdernes og middelklassens skuldre. Imens dele af middelklassen og de tilbagestående arbejderes støtte kan være svundet bort, står kernen af arbejderklassen stadig bag Labours ledelse.

Desuden har arbejderklassens traditioner i Storbritannien, der har udviklet sig over en lang periode sammen med de dybtliggende traditioner for demokrati i arbejderbevægelsen på grund af den lange kamp for politiske og faglige rettigheder i forrige århundrede, været medvirkende til at holde arbejderne bort fra stalinismen. Desto mere åbenbare de stalinistiske metoder i Østeuropa og Rusland bliver – stalinisternes barbariske overgreb, mangelen på demokratiske rettigheder, slavearbejde, koncentrationslejre og hele stalinismens totalitære sammensætning, som kapitalisterne og den socialdemokratiske presse kynisk har genopdaget – desto mere er stalinisternes masseappel aftaget. Stalinisternes taktik i den kolde krig, som den herskende klasse og Labour-lederne behændigt har benyttet, har yderligere afskåret arbejderklassens store flertal fra kommunistpartiet.

Imidlertid har stalinisterne på trods af alle disse forhindringer været i stand til at fastholde et kæmpestort apparat, som på trods af sin svækkelse stadig har været i stand til at trænge ind i fagforeningerne og opnå visse nøglepositioner på grund af medlemmernes hengivne og selvopofrende arbejde.

Spørgsmålet om, hvorvidt stalinisterne vil have held til at tiltrække en vigtig del af den britiske arbejderklasse, vil afhænge af en række faktorer. Stalinismens fremgang i Europa vil utvivlsomt hjælpe dem til at vinde støtte i Storbritannien. Store kampe i Frankrig og Italien kunne skubbe masserne i retning af stalinisme. Under forhold med krise og nedgang, der vil følge efter oprustnings-opsvinget – hvis det ikke ender med krig – vil et vigtigt lag af arbejderne blive trukket i stalinistisk retning. Men spørgsmålet om, hvorvidt de bliver en dominerende tendens vil afhænge af efterdønningernes virkning i arbejderbevægelsen.

Begivenheder hjemme og i udlandet vil skubbe store dele af arbejderne i Labour og fagforeningerne til venstre. Den mest bevidste del vil søge efter en revolutionær vej, som adskiller sig fra stalinismens frastødende totalitarisme. Det er ikke udelukket, at størstedelen af Labour, herunder en vigtig del af ledelsen, vil blive skubbet langt i en revolutionær retning. Nye strømninger vil vokse frem i Labour; det er muligt, at højrefløjen vil blive isoleret og at begivenhedernes bølgegang for første gang vil åbne et rum for, at de marxistiske ideer kan trænge ind i et massivt omfang.

I denne situation vil der være muligheder for at vinde store dele, hvis ikke de vigtigste grupper i Labour, til det revolutionære socialistiske demokratis fane. De demokratiske traditioner i Storbritannien er en værdifuld arv, der kan bruges til at forberede en omdannelse fra kapitalistisk demokrati til sovjetdemokrati, en omdannelse gennem revolutionær kamp. Hvis det ikke lykkes for den revolutionære marxisme at vinde massernes ører, vil en drejning i retning af stalinisme være så godt som uundgåelig qua manglen på et andet alternativ. Imidlertid er mulighederne for de britiske massers revolutionære opvågnen enorm. Begivenhederne vil give vigtige lektier.

Stalinismen har i dag mindre tiltrækningskraft end tidligere. Førend de bliver ofre for stalinismens intriger vil masserne igen og igen forsøge at finde et alternativt udtryk i arbejderbevægelsen. Begivenhedernes forsinkelse og den lange udsættelse af udviklingen af en revolutionær massebevægelse i Storbritannien er en heldig historisk tilfældighed i den givne situation.

I USA har arbejderklassen ikke brudt politisk bort fra de gamle kapitalistiske partier. Tilbageståenheden skyldes en række forskellige historiske faktorer: USA’s rigdom, landets historiske friskhed, den kæmpemæssigt produktive økonomi, arbejdernes høje levestandard og så videre. Denne historiske tilbageståenhed kan ændres med et spring i den næste epoke. De amerikanske arbejderes kampvillighed, som det blev vist på den faglige front og i strejkerne, er et forvarsel om en lignende offensiv på den politiske front når den amerikanske kapitalismes fallit klart er blevet demonstreret. Den økonomiske katastrofe i 1929-33 var blot en generalprøve på den økonomiske storm, der vil feje over USA i den kommende epoke. Den største kapitalistiske magt af dem alle vil udvise den mest ynkelige hjælpeløshed, når den står over for systemets kollaps. Unde disse forhold kan der de amerikanske arbejdere vågne op og radikaliseres med høj hastighed. En bevægelse for uafhængig politik vil følge samme mønster som bevægelsen for faglig organisering, der fulgte verdenskrisen. Stalinismens svaghed som en femtekolonne for russisk totalitarisme er tydelig på nuværende tidspunkt.

Imidlertid er det muligt, at de selv i USA vil vokse under forhold med krise. Men flertallet af de amerikanske arbejdere vil først bevæge sig i retning af uafhængig politik. Der vil være mulighed for at skabe en revolutionær massetendens, der kan kæmpe imod reformisme, kapitalistisk politik samt stalinisme.

Skabelsen af et revolutionært masseparti i hvilket som helst vigtigt land i verden kan, selv uden erobring af magten, blive begyndelsen på enden for stalinismen på verdensplan: først i de lande, hvor de ikke har fuldstændig magt, dernæst i de lande, der er under totalitarismens jernhæl.

Vesttyskland

Også Vesttyskland er et afgørende område, hvor stalinismen er relativt svag. De tyske massers erfaring med den barbariserede stalinistiske hær og erfaringen med Østtyskland har skubbet masserne tilbage til Socialdemokratiet på grund af manglen på et alternativ. Afskyen over for stalinismen har været så stor, at socialdemokratiet i modsætning til Italien er blevet den dominerende tendens blandt masserne. Imidlertid kan dette kun være tilfældet under perioden med økonomisk opsving, der bliver støttet af Marshallhjælpen og genopbygningen efter krigen. Socialdemokratiet er blevet tvunget til selv nu at indtage en radikal holdning. De tyske arbejderes bitre erfaring med monopolkapital, som finansierede nazisterne og ødelagde deres bevægelse og rettigheder, har efterladt et dybt indtryk hos de tyske arbejdere.

Denne erfaring bliver afspejlet i kampviljen hos fagbevægelsen, der har vundet lige rettigheder i bestyrelserne for kul- og stålindustrien i Ruhrdistriktet. Det blev tidligere afspejlet i strejkerne imod forsøgene på genoplivning af nazismen.

De tyske arbejdere har bakket op om Socialdemokratiet på grund af den voldsomme afstandstagen til den stalinistiske reaktion. Imidlertid kan en krise og massearbejdsløshed (på et niveau der svarer til det, der var inden Hitler) i Vesttyskland, mens der fortsat er fuld beskæftigelse i Østtyskland, utvivlsomt have en virkning på de tyske masser. Der vil være muligheder for, at stalinismen kan genvinde indflydelse. Men en langt vigtigere følge vil være den radikaliserende effekt, som sådan en situation vil have på Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der allerede går i en semi-centristisk retning. Der vil opstå revolutionære strømninger i Socialdemokratiet.

På den ene eller anden måde vil der blive skabt centristiske og andre venstreorienterede grupperinger i partiet. Enten vil en revolutionær tendens opnå flertal i Socialdemokratiet, eller også vil den gå til grunde. Der vil eksistere muligheder for at revolutionere de tyske masser imod på en ene side kapitalistisk demokrati og på den anden side stalinistisk totalitarisme: for et socialistisk rådsdemokrati, som den russiske revolution pegede på. Kun på denne måde kan det forhindres, at masserne kan falde i stalinismens hænder af ren og skær desperation.

Situationen i Rusland

Det mest bemærkelsesværdige fænomen, når man skal forsøge at revurdere den økonomiske, politiske og sociale virkelighed i Rusland, er, at den analyse, som Trotskij foretog, ikke behøver nogen fundamental ændring.

Den enorme fordel ved statsejendommen (som økonomisk overgangsform for det fremtidige samfund) har endnu engang vist sig i genopbygningen efter Anden Verdenskrig. På trods af, at Rusland var det mest ødelagte land, har genopbygningens hastighed i forholdt til produktivitetskapaciteten langt overgået den i Vesten. Takket været femårsplanernes bedrifter er landets genopbygning gået langt hurtigere end i 1920-29. Endnu engang har genopbygningen tempo tilsyneladende overgået bureaukraternes forventninger.

Ideen om, at de kollektive landbrug ville have en tendens til at bryde sammen, og at det på grundlag af en svækket Sovjetunion (i krigen) kunne være udgangspunkt for genindførsel af kapitalisme i Rusland, har på baggrund af den økonomiske udvikling vist sig at være forkert. Det er sandt, at produktionen af traktorer og andre landbrugsmaskiner faldt katastrofalt på grund af krigens behov for kampvogne og så videre, og at der i hvert fald overfladisk var tendenser, der støttede denne opfattelse. Men som det blev forudsagt gennem en mere sober vurdering er denne tendens hurtigt blevet vendt. Fremskridtet kan ikke presses tilbage så let. Efter genopbyngingen af industrien har landbruget nu taget nye skridt i retning af mere centralisering og en yderligere udvikling fra kollektiver til kæmpe-kollektiver. I en vis forstand er dette den første begyndelse på industrialisering af landbruget. Som det altid er tilfældet med stalinistiske metoder er der den modsætning, at det på den ene side er et klart fremskridt i landbrugets udvikling, idet at bøndernes spredte karakter bliver ophævet, og de bliver samlet i ”landbrugsbyer”, hvilket bliver gennemført med typisk bureaukratisk brutalitet. På den anden side er bureaukratiets mål med dette tiltag (bortset fra det økonomiske aspekt) at opnå større kontrol med bønderne ved brug af det stalinistiske apparats kendte metoder.

Krigen og efterkrigsperioden har vist, at Rusland er en stor europæisk industrimagt, der har et dynamisk økonomisk grundlag, der er blevet enormt forbedret gennem de fire femårsplaner. Ruslands 20 års industrielle ekspansion svarer i uddannelse og teknik til et helt århundredes ”normal” kapitalistisk udvikling.

Den russiske økonomi er blevet fuldstændig forandret. Selv på områder med præcisionsarbejde, såsom jetfly, klarer de russiske produkter sig godt sammenlignet med de bedste produkter fra Storbritannien og USA. Under krigen viste den russiske teknik indenfor produktion af artilleri og kampvogne at være lige så god som Vestens. Med fuldførelsen af den nye femårsplan trådte Sovjetunionen uden tvivl frem som den største industrimagt, som Europa nogensinde har haft – langt større end det mægtige Tyskland. Imidlertid er det ikke den svækkede europæiske kapitalisme, som Sovjetunionen konkurrerer imod, men den enorme kolos på den anden side af Atlanterhavet; USA overgår ikke blot Rusland, men også hele Europas økonomi tilsammen.

Den russiske økonomi udvikler sig stadig i en modsætningsfyldt retning. Den mest moderne teknologi følges stadig af de mest primitive former for produktion (slavearbejde osv.). Dette viser sig ved, at produktionen per indbygger i Rusland stadig er ekstremt lav, langt lavere end i Vesteuropa.

Dermed udvikler det russiske samfunds økonomi sig smertefuldt og i modsætninger.

I deres udvidelse af deres base i Østeuropa gik bureaukratiet blindt og empirisk frem. Hvad angår bureaukratiet, så er afskaffelsen af kapitalismen og udvidelse af statsejendommen ikke på nogen måde dikteret af behovet for socialisme eller arbejderklassens interesser. Ligesom en herskende kaste eller klasse, er bureaukratiet kun interesseret i at fastholde og udvide sin egen magt, indkomst, privilegier og prestige. I begyndelsen plyndrede de på kortsigtet vis Østeuropa og berøvede landene deres maskineri og råmaterialer af hensyn til den russiske økonomis umiddelbare og presserende behov. Nu integrerer de Østeuropa for at udvikle det i den russiske økonomis og det russiske bureaukratis interesse. Dermed er den økonomiske basis blevet udvidet ud over den russiske stats egne, snævre grænser. Dette giver utvivlsomt en spore til udviklingen af den russiske økonomi på grund af arbejdsdelingen samt de industrielle ressourcer, arbejdskraft osv., som Østeuropa besidder. Samtidig hjælper det handelen mellem Rusland og dets satellitstater og den vestlige verden til gavn for bureaukratiet.

Ikke desto mindre udgør Østeuropa – med alle sine økonomiske ressourcer – en hjælpende, og ikke en fundamental, tilføjelse til den russiske økonomi. Østeuropa er stadig underordnet i forhold til Selve Ruslands politik og økonomi.

Bureaukratiet frygter for en ny konflikt på verdensplan. Efter Anden Verdenskrig har de bange anelser om et angreb fra verdenskapitalismen, men samtidig drager de fordel af den kapitalistiske verdens ekstreme svaghed og usikkerhed i de senere år ved at gå ind i dens udkanter – Korea, Indokina og so videre. Når den amerikanske modstand er hærdet, vil bureaukratiet forsøge at nå et kompromis. Begge sider er under de nuværende forhold bange for at gribe til våben på grund af de katastrofale konsekvenser, det vil betyde; truslen imod civilisationen, uundgåeligheden af en endeløs militær konflikt og den kamp, der ville komme til at stå mellem den eurasiatiske landmasse og den amerikanske landmasse; faren for politisk revolution i Rusland og Europa samt den sociale revolution i USA.

I takt med at den økonomiske basis er blevet udvidet, har det nye aristokrati hævet sig i endnu højere grad over masserne. Kløften mellem arbejderne og bureaukratiet har nået et uhørt niveau. Samtidig er der en tendens til, at behovet for industrialisering og et højere niveau indenfor uddannelse og teknologi fremtvinger en gradvis men langsom stigning i levestandarden. Der har utvivlsomt været en bedring i levestandarden i forhold til det skrækkelige niveau, den var faldet til ved krigens slutning. Ikke desto mindre lægger bureaukratiet – på grund af misforholdet mellem den russiske og amerikanske industri – stadig mest vægt på udvikling af sværindustrien. Produktionen af forbrugsvarer halter i sammenligning langt bagud. Indenfor sektorer som boliger, fødevarer og tøj minder Rusland som helhed stadig mere om Asien end den vestlige verden.

De ophobede modsætninger i Rusland tvinger bureaukratiet til at bruge verdenssituationen til at nedbringe mulighederne for opposition i Rusland. Dårligdommene i det russiske samfund bliver bortforklaret under dække af truslen om angreb fra vestlig imperialisme og frygten for genindførsel af kapitalisme gennem udenlandsk intervention. Den amerikanske imperialismes hvide marionetter (Kerenskij osv.)4 spiller, med deres program og politik om genindførsel af privat ejendomsret i tilfælde af en vestlig krigssejr, bolden til bureaukratiet, og denne trussel udgør et kraftfuldt middel, som masserne kan holdes nede med.

Ikke desto mindre fortsætter modsætningerne i det russiske samfund med at vise sig på trods af al undertrykkelsen. De seneste udrensninger, især i Østeuropa og de nationale republikker, er symptomatiske. Det seneste er afskedigelsen af hele centralkomiteen i Usbekistan og Aserbajdsjan samt udrensningerne i Ukraine. Det nationale spørgsmål vedbliver at være et permanent mavesår i det russiske samfund. Samtidig betyder proletariatets vækst på grund af den økonomiske fremgang og industrialiseringen af landbruget, at arbejderklassen er styrket. Bureaukratiet kan have held til midlertidigt og med hjælp fra MVD [det hemmelige politi, red.] at fastholde proletariatet i en tilstand af tvungen splittelse over for den uhyrlige stats evigt voksende magt. Men bonapartismen vedbliver at være et regime i permanent krise. Det ustabile styrkeforhold, kvælningen af al initiativ og kultur inden for rammerne af politistaten, den fuldstændige uniformering og mangel på demokrati vil alt sammen komme mere og mere i konflikt med selve økonomien. På trods af den økonomiske fremgang udgør bureaukratiets ineffektivitet og parasitiske natur en relativ lænke på den russiske økonomis udvikling. Uden denne forhindring, på et langt mere harmonisk grundlag, ville det være muligt med langt større økonomiske fremskridt.

Hvor længe bureaukratiet vil være ved magten kan imidlertid kun afgøres af begivenheder i ind- og udland. En revolution i Vesten vil have følgevirkninger i Østen. Imidlertid kan udviklingen i selve Rusland, selv uden revolution i Vesten, føre til bureaukratiets fald. De uendelige udrensninger viser muligheden for en omvæltning af bureaukratiet under massernes pres. Enhver begivenhed, såsom Stalins død, kan indlede en kamp mellem forskellige kliker i bureaukratiet (selv om det virker usandsynligt på nuværende tidspunkt), og dette kan bane vejen for massernes indtræden på den politiske scene.

I det lange løb vil massernes bevægelse fra neden påvirke den hierarkiske struktur i bureaukratiet. Utilfredshed i bunden skaber med tiden splittelser i toppen. Eksemplet med Spanien viser – uagtet dets anderledes sociale struktur – hvordan et totalitært regime pludselig kan rystes af massernes bevægelse. Når det først begynder, kan det nå et endnu større omfang i Rusland end i Spanien.

Tidshorisonten er usikker: år, muligvis årtier. Det vil blive afgjort af samspillet mellem de forskellige historiske faktorer.

Den totalitære stat vil uundgåeligt komme ind i en blindgyde. Bureaukratiets sidste time vil komme. Revolutionen vil ubønhørligt udvikle sig. Der vil være en tilbagevenden til arbejderdemokrati, men på et højere niveau. Imidlertid vil udviklingen finde sted i en anderledes national og international situation. Den russiske revolutions skæbne er mere end nogensinde før forbundet til verdensrevolutionens skæbne. En revolution i Rusland vil omgående fremprovokere revolution i Vesten og vice versa. Mulighederne vil blive mange i den næste historiske epoke. På baggrund af verdenskapitalismens forfald er en tilbagevenden til privatejendom i Rusland gennem interne midler ekstremt usandsynlig, hvis ikke umulig. Ekstern amerikansk intervention kan hjælpe en sådan tilbagevenden.

På trods af den stalinistiske skorpe over oktoberrevolutionens erobringer, hvoraf det alene er den økonomiske struktur, der fortsat eksisterer, er statsejendommen og planlægningens levedygtighed det skelet, som socialismens kød vil blive bygget over. På dette grundlag er stalinismen dødsdømt som en parasitisk misvækst, der vil blive fejet bort, og socialismen vil sejre i det lange løb.

Generelle konklusioner og perspektiver

Mulighederne på verdensplan, med verdens imperialisme og kapitalismes fortsatte forfald, er mange. Den kolde krig mellem øst og vest er i virkeligheden et udtryk for verdenskapitalismens blindgyde og umuligheden af, at borgerskabet kan finde en udvej. Foran os tegner der sig en lang periode med kamp mellem stalinisme og kapitalisme, og arbejderklassen imod begge. Krigshandlingerne i Korea og andre af verdens yderpunkter markerer på den ene side imperialismens svaghed, men på den anden side også de usandsynlige i, at amerikanerne og verdens imperialisme i de næste mange år vil forsøge at løse deres problemer med væbnede midler. På trods af den megen tale imod stalinismens ”aggression” og ”slaveri” som modsætning til den såkaldte ”frie verden” findes der endnu ikke de politiske forudsætninger for krig.

Arbejderklassen i Vesteuropa og den angelsaksiske verden er ikke blevet besejret eller kuet. En krig vil næsten uundgåeligt betyde, at Vesteuropa kollapser, og at formentlig hele Asien og Europa bliver forenet under Kremls herredømme. En endeløs krig mellem kontinenterne ville blive en krig, som ingen af siderne kan vinde. Det vil være en krig, der ville lægge hele verdensøkonomien i ruiner og formentlig betyde civilisationens kollaps. Det vil være en udmattelseskrig, som – ud fra et rent militært synspunkt – ville have mulighed for at fortsætte i årtier. En krig, hvori der ikke ville være nogle vindere, der ville fremprovokere revolutionære rystelser imod det indholdsløse og meningsløse slagteri, den ville indebære. Kun et nederlag til arbejderbevægelsen i Vesteuropa, Storbritannien og USA og en konsolidering af reaktionen over dens knogler, vil kunne skabe grundlag for, at imperialismen kan føre krig. Det er langt mere sandsynligt, at oprustningen vil ende i en finansiel og økonomisk katastrofe, om end krig naturligvis ikke er udelukket. Den vestlige verden er stadig den afgørende arena, der vil afgøre planetens skæbne.

For marxister kan hverken pessimisme eller uberettiget optimisme spille en rolle i en analyse af begivenhederne. Den første nødvendighed er at forstå betydningen af de historiske kræfters samspil, der har ført til den nuværende situation.

Omstyrtelsen af stalinismen i de områder, hvor den hersker, vil sandsynligvis blive en lang proces. Det er sandt, at stalinismen er et regime i permanent krise. Heri er de socialistiske elementer i form af den statslige økonomi i permanent modsætning til det bonapartistiske statsapparat og den privilegerede kaste, det tjener. På denne måde minder det stalinistiske regime i Rusland – i endnu højere grad end den borgerlige bonapartisme – om cæsarismen i det gamle Rom i perioden med imperiets forfald. Heri minder den meget om fascismen. I det lange løb er det bonapartistiske selvherskerdømmes regime uforenligt med den økonomiske basis, som blev skabt af oktoberrevolutionen. Det er kilden til de permanente rystelser og de endeløse ofringer af embedsfolk på Kremls umættelige alter. Stalinismens sejre kan kun være en forberedelse til dens fald. Men det gælder kun på længere sigt. Stalinismen er uden tvivl blevet styrket i en midlertidig periode.

Historien s udvikling har vist nuancer i overgangen fra én slags økonomi til en anden. Foran os har vi en dyrebar lektion i den kendsgerning, at selv de største historiske genier ikke kan lave en færdig plan for forandringen fra en type samfund til et andet. Det er kun de generelle lovmæssigheder, der kan udarbejdes på forhånd. Inden overgangen fra slavesamfund til feudalisme var der en lang periode med cæsarisme i det gamle Rom; i overgangen fra feudalisme til kapitalisme så vi også et regime med enevældigt monarki. I de tidlige perioder med borgerlig dominans var der en lang periode med militariserede diktaturer. Men førend den kapitalistiske produktions fulde potentiale kunne realiseres var der nye revolutioner for politisk demokrati. Det var en absolut nødvendighed for, at produktivkræfterne kunne blomstre fuldt ud, selv på kapitalistisk basis. Uden demokrati ville den moderne civilisations udvikling have været forkrøblet og begrænset.

På grund af stalinismen er revolutionen i Vesten blevet udsat. På grund af revolutionens udvikling i et tilbagestående land, og at den ikke er blevet udvidet til fremskredne lande i Vesten, var en periode med bonapartisme historisk set uundgåelig. Dette har til gengæld udløst nye historiske kræfter.

Bureaukratiet, der voksede ud af tilbageståenheden og proletariatets nederlag, er – så snart det har etableret sit herredømme – ikke klar til at opgive sin position selv om dets midlertidige rolle er blevet udtømt.

Derfor foregår overgangen fra kapitalisme til socialisme i dele af Asien, Østeuropa og Rusland i former, der ikke kunne forudsiges af hverken Marx eller Lenin. Imidlertid kan opgaven med at befri arbejderklassen kun løses af arbejderklassen selv. Bureaukratiet har sine egne mål, hensigter og interesser (især en materiel interesse i statslig dominans), og ligesom de bonapartistiske kliker i begyndelsen på borgerskabets periode kan de kun fjernes med magt. Samtidig er det nødvendigt at afskaffe staten og alle former for bureaukrati, hvis produktivkræfterne skal udvikle sig fuldt ud og hvis samfundet skal overgå til socialisme. For at produktivkræfterne skal udvikle sig fuldt ud, langt mere end under kapitalismen (som i en vis grad er reguleret gennem markedet og dermed automatisk bliver kontrolleret og udviklet), kræver socialismen – og i lige så høj grad overgangen til socialisme – massernes direkte deltagelse og demokratiske kontrol med planlægningen af produktionen.

Uden demokrati hæmmer og bremser bureaukratiske udskejelser produktivkræfternes harmoniske udvikling. Ligesom det bureaukratiske enevælde blev omstyrtet og gav plads til en højere form for borgerligt styre vil proletarisk bonapartisme – stalinisme – uundgåeligt vige pladsen for arbejderdemokrati. I de områder, hvor stalinismen er blevet udvidet til i form af proletarisk bonapartisme, vil proletariatet være nødt til at betale med en ny politisk revolution førend overgangen til socialisme virkelig kan begynde. Stalinismen kan i en kortere eller længere periode kun være en midlertidig forhindring i arbejderklassens udvikling i retning af socialisme.

Stalinismens selvsikre kampråb er for tiden: ”Alle veje fører til kommunismen”. De har mere ret, end de tror. En sund proletarisk revolution i et stort, vestligt land, eller en uundgåelig politisk revolution imod stalinismen, hvis den udvider sit herredømme, vil bane vejen for, at dødsklokkerne vil ringe over stalinismen.


Noter:

1. I 1947 splittede højrefløjens mindretal ud af Italiens Socialistparti og dannede PSDI i protest imod Socialistpartiets tætte forhold til Kommunistpartiet. SFIO var det franske socialistparti.

2. CNT var den syndikalistiske fagforening, UGT den socialistiske fagforening.

3. Cucchi og Magnani var fremtrædende medlemmer af Italiens Kommunistparti

4. De hvide var de kontrarevolutionære styrker efter revolutionen

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.