Der er fest i Tysklands hovedstad Berlin. Statsmænd og –kvinder flokkes og lykønsker hinanden med, at det nu er 20 år siden, at Berlinmuren faldt, og at de stalinistiske regimer i Østeuropa efterfølgende kollapsede.

01berlin_wall_1989
Midt i den værste krise i kapitalismen siden 1930’erne er det en kærkommen lejlighed for de borgerlige til at pege på, at der ikke findes et alternativ til kapitalismens rædsler. Budskabet fra festen i Berlin er klart: ”der findes ingen bedre verden end den nuværende bedste af alle verdener. Massearbejdsløshed er en naturlov. Profitjagt er ædelt og bør beundres. Bolignøden kan ikke afskaffes. Militær oprustning og krig er en nødvendighed. Faldende realløn for flertallet mens overklassen lever i uhyrlig luksus er den ypperste retfærdighed og lykke, menneskeheden kan opnå. Alle tanker om et anderledes system er kætteri og forbrydelse!”

Det er ikke en tilfældighed, at de borgerlige fremfører dette budskab så ihærdigt. Det er blevet tydeligt for millioner af mennesker over hele verden, at kapitalismen ikke fungerer, og mange er begyndt at se sig om efter et alternativ. Det gør, at det er af største nødvendighed for systemets fortalere at hamre borgerlig propaganda ind i folks hoveder. Den stort anlagte ideologiske kampagne, der har til hensigt at miskreditere socialismen, afspejler overklassens frygt for, at deres system kan lide samme skæbne som stalinismen.

Kapitalismen virker ikke
Man behøver ikke at være marxist for at se, at kapitalismen ikke fungerer. Selv borgerlige kommentatorer anerkender systemets fallit. For eksempel sagde Josef Ackermann, direktør for Deutsche Bank i Der Spiegel 18. marts 2008: ”Jeg er holdt op med at tro på markedets evne til at helbrede sig selv.”

Da den stalinistiske østblok kollapsede, var de borgerlige overalt euforiske. Nogle af deres ideologer, som Francis Fukyama, talte om ”historiens afslutning”. Men historien sluttede ikke. Tværtimod har de sidste tyve år vist, hvilke ”velsignelser”, den kapitalistiske ”markedsøkonomi” kan levere til menneskeheden: en tilbagevenden til massearbejdsløshed, konstante nedskæringer på den offentlige velfærd og konstante krige, hvor millioner af uskyldige er døde.

Stalinisme, ikke socialisme

De stalinistiske systemer i DDR, Sovjetunionen og de andre lande i østblokken havde intet at gøre med socialisme eller kommunisme. De var totalitære, diktatoriske regimer, hvor der ikke var fagforeningsfrihed, strejkeret, ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder. Lenin forklarede i sin bog ”Staten og revolutionen”, at demokrati er en absolut nødvendighed i en arbejderstat.

På trods af det stalinistiske bureaukratis forfærdelige forbrydelser (som endte med at få Sovjetunionen til at bryde sammen), sikrede den planlagte økonomi i Sovjetunionen og Østeuropa, at der var fuld beskæftigelse, at alle havde boliger, og at der generelt eksisterede en relativt god levestandard og et højt kulturelt niveau.

Sovjetunionens kollaps betød, at produktionen faldt med 60 procent mellem 1990 og 1997. Arbejdsløshed, der var forbudt i Sovjetunionen, blev en epidemi. Hjemløshed, der før var ukendt, blev hurtigt et stort fænomen. Alkoholismen, der fulgte med levestandardernes kollaps, nåede ukendte højder. Den russiske befolkning på 150 millioner forbruger nu mere vodka end den samlede sovjetiske befolkning på 280 millioner gjorde i slutningen af 1980’erne. Levealderen for russiske mænd er nu ifølge CIA fem år lavere end den var under planøkonomien. Kvindernes levealder er faldet halvandet år. Dødeligheden steg med 33 procent på fire år.

Kapitalismen er ikke demokratisk
Alle kender til DDR-regimets forbrydelser og overgreb. Sjovt nok byder kapitalismen selv på sådanne overgreb og forbrydelser til overflod. Strejkende arbejdere i Danmark kan sagtens snakke med om manglende demokratiske rettigheder, når de bliver overfaldet, arresteret og tæsket af politiet. Deres forbrydelse: at kæmpe for ordentlige arbejdsforhold. De selv samme borgerlige politikere, der hyklerisk fordømmer stalinismens manglende demokrati har ingen skrupler over at forsvare et system, hvor de vigtigste beslutninger (arbejdspladser, boliger og så videre) bliver bestemt af en lille håndfuld ikke-valgte aktionærer og bankdirektører.

Maleri på et stykke af Berlinmuren, der stadig står som monument. Motivet forestiller Sovjetunionens leder Bresjnev og DDR-leder Honnecker
I dag er der ingen entusiasme over kapitalismen blandt folk på gulvet i det tidligere DDR. Mange var euforiske i 1989 og havde oprigtigt håbet, at markedsøkonomien ville give dem en bedre fremtid, hæve levestandarden og sikre almindelige mennesker demokratisk indflydelse på de forhold, de lever under. I stedet har de fået massearbejdsløshed og jobs til én euro (syv en halv kroner) i timen.

En østtysker ved navn Ralf Wulff, siger i en Reuters-artikel, at han var glad, da Berlinmuren faldt og det stalinistiske system blev afskaffet. Men euforien varede ikke længe, fortæller han: ”Det tog bare få uger for at indse, hvad en fri markedsøkonomi handler om. Det er omsiggribende materialisme og udbytning. Mennesker bliver fortabt. Vi havde ikke de materielle bekvemmeligheder, men kommunismen havde stadig en del, der fungerede.”

En 76-årig østtysk smed ved navn Hermann Haibel formulerer det således: ”Jeg troede, at kommunismen var noget lort, men kapitalismen er endnu værre. Det frie marked er brutalt. Kapitalisterne ønsker at presse mere, mere og mere. Jeg havde et ret godt liv før muren faldt. Ingen bekymrede sig om penge, for det betød ikke rigtig noget. Man havde et arbejde, selv hvis man egentlig ikke ønskede et arbejde. Den kommunistiske idé var slet ikke så dårlig.”

Utilfredshed
Efter, at DDR blev indlemmet i Vesttyskland, var der en flodbølge af fyringer. Velfungerende virksomheder lukkede på stribe. Hele lokalsamfund blev smadret. Arbejdsløsheden eksploderede. Det har affødt en bølge af frustrationer, depression og håbløshed i det tidligere Østtyskland.

En gruppe malere holder pause fra arbejdet i DDR. I dag er det vanskeligt overhovedet at få et arbejde.
På trods af, at alle er klar over, at DDR var en totalitær stat, er der mange, der ønsker sig tilbage. En meningsmåling i bladet Super Illus fra oktober 2008 viste, at 52 procent af folk i Østtyskland mener, at markedsøkonomien ikke fungerer, og at den er ”faldefærdig”. 43 procent foretrækker et ”socialistisk økonomisk system”, fordi det ”beskytter småfolk imod finansielle kriser og andre uretfærdigheder.” En meningsmåling i Det Spiegel viste, at 73 procent af østtyskerne mener, at Karl Marx’ kritik af kapitalismen stadig er gyldig.

Overalt i den tidligere østblok er der massiv utilfredshed med de forhold, som indførelse af kapitalisme har medført. Vi har ingen interesse i at forskønne eller forsvare stalinismen – det var de bureaukratiske diktatoriske systemer, der ødelagde planøkonomien og dermed bragte alle de sociale fremskridt i fare. Men samtidig er det klart, at det, der har erstattet stalinismen ikke er et fremskridt.

De borgerlige partier har aldrig formået at få flertal ved de valg, der har været i de dele af tyskland, der tidligere var DDR. Ved det seneste valg fik venstrefløjspartiet Die Linke over 30 procent af stemmerne. Det viser lidt af den frustration, som findes i samfundet.

Østtyskerne ønsker ikke stalinisme – en bureaukratisk og totalitær karikatur af socialisme – men de ønsker heller ikke kapitalisme. De ønsker socialisme. Det er netop dette, de borgerlige frygter.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.