“I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år i det sædvanlige søvnige liv” - Lenin.

Efter revolutionen i februar 1917 var det tid at gøre status. Hvad havde man opnået? Man havde styrtet zaren, javel. Men hvad med håbene om frihed, fred, brød og jord? I stedet for frihed så man tilbagevenden til zartidens vilkårlighed. Bønderne blev stillet for retten, hvis de overtog godsejernes jord. Der genindførtes dødsstraf for soldater ved fronten. I stedet for fred så man en fortsættelse af krigen. Brødet måtte arbejderne kigge i vejviseren efter. Hungersnøden vendte tilbage i 1917. Samtidig med at de russiske kapitalister scorede en fed profit på krigsmateriel, herskede der en uhørt elendighed blandt folket. Inflationen eksploderede, flere blev fyret, og der var ingen varer i butikkerne.

Og så var der jorden. Den beholdt godsejerne. Bøndernes kongresser vedtog gang på gang resolutioner om, at godsejernes ejendomsret til jorden var uretfærdig og måtte anses for røveri. Regeringen kom med fine hensigtserklæringer. Men alt, de gjorde var at trække sagen i langdrag, naturligvis med håb om at bøndernes krav ville blive glemt før eller siden.

 Mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som støttede regeringen, havde altså valgt side. For krigen, for godsejerne, mod bønderne, mod arbejderne. Også i Bolsjevikpartiet var der dele af ledelsen – bl.a. Stalin og Kamenev – der mente, at revolutionen var borgerlig, og at man ikke skulle kæmpe for, at arbejderne tog magten sammen med de fattige bønder. De stod for en linje med samarbejde med regeringen, så da Lenin kom tilbage fra eksil i april, måtte han kæmpe for at bevæbne partiet med det korrekte revolutionære perspektiv.

Opstand i juni og juli
Den nye offensiv mod tyskerne kostede mange menneskeliv. For at vise det russiske folks opbakning til det nye regime og krigen, arrangerede mensjevikkerne og de socialrevolutionære demonstration 18. juni. Demonstrationen blev fyldt med hundrede tusinder af arbejdere, deriblandt bolsjevikkerne. Men til arrangørernes store fortrydelse støttede arbejderne ikke deres paroler. Arbejderne gik på gaden med paroler som “ned med de ti kapitalistministre”, “ned med offensiven” og “al magt til sovjetterne”. Dette var en stor skuffelse for de reformistiske ledere. Episoden viste med al tænkelig tydelighed, hvor langt disse ledere var fra arbejderne.

Arbejderne i Petrograd var opsatte på at gå videre og lave en opstand. Anarkisterne opfordrede til dette, og 3. juli gik de i demonstration imod den provisoriske regering. Bolsjevikkerne mente, at man skulle holde sig tilbage fra en opstand i Petrograd, fordi det var for tidligt, og resten af Rusland endnu ikke var med. Men anarkisterne (og nogle provokatører fra fascistiske bander) opmuntrede arbejdernes revolutionære stemning og forsøgte at organisere en opstand. Bolsjevikkerne gik, trods deres modstand mod planerne om en tidlig opstand, med i demonstrationen og forsøgte at holde orden på gemytterne, så det ikke endte med en dødsdømt opstand. Delinger af hæren deltog i demonstrationen. Faktisk var der i Petrograd kun én eneste deling af hæren, der var loyal over for regeringen. Den angreb demonstrationen, men blev jaget på flugt.

Regeringen indkaldte i denne situation soldater fra fronten til at nedkæmpe oprøret. Efter nedkæmpelsen kørte hæren og fascistiske bander rundt for at forfølge arbejdere. Lenin måtte gå under jorden, og bolsjevikkernes blad blev forbudt. Trotskij, som var vendt hjem til Rusland fra Amerika 17. maj 1917, og som med det samme tilsluttede sig bolsjevikkerne, protesterede mod, at der ikke var arrestordrer mod ham, da han fuldt ud støttede Lenins position. Myndighederne indså deres fejl og arresterede ham.

Kornilovs kontrarevolution
Overklassen så undertrykkelsen af bolsjevikkerne som et signal til at ”genskabe ro og orden”. De reaktionære støtter af det gamle zarstyre havde længe organiseret sig i det skjulte. De ønskede, at ”en stærk mand” skulle komme og sætte arbejderne og soldaterne på plads. Denne stærke mand var General Kornilov. En kold og hensynsløs militærmand.

Planen var, at provokatører skulle udgive sig for at være bolsjevikker og lokke arbejderne til at gøre oprør. Kornilov skulle så ”befri” Petrograd med loyale styrker, der især bestod af kosakregimenter.

Lederne af bolsjevikkerne mødtes for at diskutere situationen. Konklusionen blev, at der skulle dannes en forsvarskomite af sovjetpartierne, som sammen skulle mobilisere regimenterne, der støttede revolutionen, for at forsvare Petrograd. Dette ændrede alt. Fra da af blev det tydeligt, at bolsjevikkerne var det eneste resolutte revolutionære parti. Tre dage efter vandt bolsjevikkerne flertal i Petrogradsovjetten.

General Kornilovs kup endte i en farce. Flere af de tropper, der skulle ankomme, kom ikke, da jernbanearbejderne saboterede jernbanerne. Flere tog med tropper, der støttede Kornilov, ankom på mystisk vis til de forkerte destinationer efter at jernbanearbejderne havde fiflet med sporskiftene. Telegrafisterne sørgede for, at Kornilovs ordrer ikke kom videre, samtidig med at de telegraferede alle hændelser til Petrogradsovjetten. Bolsjevikkerne sendte hundredvis af agitatorer ud til tropperne for at forklare dem, hvad de var ved at blive brugt til. Det førte til, at regiment efter regiment forlod deres poster. Regimentsofficerer vidste pludselig ikke, hvor deres soldater var henne.

Kornilovs kontrarevolution endte i et ydmygende nederlag. Dette skyldtes udelukkende Forsvarskomiteens enestående arbejde, og her har bolsjevikkerne en stor del af æren. Ved at foreslå en forsvarsalliance og gøre et enestående arbejde i at organisere forsvaret, overbeviste de et stort antal arbejdere og soldater om at de var den ledende kraft i revolutionen. Herefter fik sovjet efter sovjet flertal af Bolsjevikker.

Oktoberrevolutionen
Flere og flere af de betydningsfulde sovjetter støttede op om bolsjevikkerne. De fik flertal i blandt andet Petrograd og Moskva. Den 10. oktober fremsatte Lenin en resolution, der blev vedtaget af Bolsjevikpartiets ledelse. Nu skulle man forberede en væbnet opstand mod regimet. Kamenev og Zinovjev forlod partiet i protest mod beslutningen.

Begivenhederne gik nu slag i slag. Den 20. oktober begyndte de militære forberedelser til opstanden. I dagene herefter var der massemøder, hvor arbejderne sluttede op om bolsjevikkerne. 23. oktober gik de sidste to militære delinger i Petrograd over på sovjetternes side. 24. oktober forsøgte regeringschefen Kerenskij at få bolsjevikkerne arresteret. Men ordren blev ikke efterkommet. Ingen lyttede længere til ham. Den 7. november klokken to om morgenen starter revolutionen i Petrograd. Klokken 15 holdt Lenin en tale i Petrogradsovjetten, den første tale siden han blev tvunget i skjul i juli. Klokken 23 startede den anden alrussiske Sovjetkongres, som har flertal for at al magten skal overgå til sovjetterne. Revolutionen er en realitet.

Den russiske revolution viser, at socialisme og arbejdermagt er konkrete ting, der kan lade sig gøre. Også selv om ledelsen af arbejderbevægelsen i dag påstår det modsatte. En eneste succesfuld arbejderrevolution et sted i verden kan vise sig at gøre udslaget.