Af marxister opfattes den kinesiske revolution i 1949 som den næstvigtigste begivenhed i verdenshistorien. På trods af maoismens fejltagelser, ændrede den kinesiske revolution det kinesiske samfund radikalt ved at afskaffe kapitalismen og smide storbønderne på porten. Derudover gjorde revolutionen op med den imperialistiske dominans i området.
Maos oprindelige perspektiv var idéen om 100-års kapitalisme, en teori som lå helt i overensstemmelse med den stalinistiske to-stadie teori. Argumentationen var, at det nationale borgerskab skulle føre samfundet frem på kapitalistisk vis, ligesom i England og Frankrig. Derefter, når produktivkræfterne var udviklet tilstrækkeligt, skulle man overgå til socialisme.
Hvad Mao og stalinisterne ikke forstod var, at da Frankrig og England gennemlevede den borgerlige revolution, eksisterede der ingen imperialistiske magter andre steder i verdenen, ingen udviklede økonomier. Som Trotskij forklarer i teorien om den permanente revolution; borgerskabet i et tilbagestående land er så tæt forbundet med feudalismen eller resterne af den, og er under så stor indflydelse fra imperialisterne på den anden side, at det er ude af stand til at gennemføre sin historiske rolle.
Folkefront
Mao erfarede da også snart at folkefrontspolitikken, samarbejdet med de borgerlige, ikke kunne finde sted. Der var ganske enkelt ikke noget borgerskab at samarbejde med. Så snart de kinesiske stalinister begyndte at ekspropriere godsejerne, (en opgave, som de borgerlige revolutioner i Europa havde taget sig af), samlede alle de kinesiske kapitalister sig imod revolutionen. Det endte med, at den borgerlige leder Chiang Kai Chek flygtede sammen med borgerskabet til Taiwan. Mao stod nu med statsmagten i sine hænder.
Lige fra starten af, udviklede den kinesiske revolution sig markant anderledes end den russiske revolution i oktober/november 1917. I 1917 havde Lenin og bolsjevikkerne baseret sig på industriarbejderklassen, hvor Mao i 1949 baserede sig på bonde og landproletariatet. Selvom de fundamentale betingelser for arbejderdemokrati manglede lige fra starten, der var for eksempel ingen sovjetter som i Rusland, støttede marxisterne revolutionen fordi den befriede produktivkræfterne fra kapitalismen og feudalismens begrænsninger, og gav mulighed for en markant fremgang i økonomien, som ellers ikke havde været mulig.
Oktoberrevolutionen i Rusland er den hidtil eneste revolution, som byggede på industriarbejderklassen og arbejderdemokrati, og den eneste, som på sit første stadium havde karakter af en sund arbejderstat.
På grund af nedslagtningen af den tyske revolution i 1919 og nederlaget i 1923, forblev revolutionen isoleret i Europas mest tilbagestående land, hvor man stadig brugte den middelalderlige træplov, et land hvor analfabetisme og fattigdom var udbredt. Det var den objektive basis for fremkomsten af et bureaukrati, der kunne tage magten, da arbejderne blev trætte og ikke længere kunne overkomme at deltage i samfundslivet. Den kinesiske revolution startede, hvor den russiske sluttede, fra starten af eksisterede der et stalinistisk bureaukrati. Det var bureaukratiet, som stod bag nationaliseringerne, og ikke arbejderne som gennem sovjetter, demokratisk planlægning og arbejderkontrol fik magt over økonomien.
Økonomisk vækst
På trods af bureaukratiet udviklede Kinas økonomi sig hastigt, takket være den planlagte økonomi. Vækstraterne i Kina var meget højere end i de omkringliggende lande.
Trotskij forklarede i sin bog Revolutionen Forrådt, at på et vist tidspunkt i udviklingen vil bureaukratiet gå fra at være en relativ lænke, til at blive en absolut lænke på udviklingen af produktionsmidlerne.
Dette førte i Sovjetunionen til at bureaukratiet faldt med et brag i 1989-91, økonomien blev kastet tilbage, produktivkræfterne blev ødelagtm og bureaukratiet havde fuldstændigt mistet kontrollen med processen. Alt dette blev der fulgt nøje med i fra det kinesiske bureaukratis side, specielt fra den prokapitalistiske Deng-fløj, opkaldt efter Deng Xiaoping. Det kinesiske bureaukrati ville med alle midler undgå at lide samme skæbne som sovjetbureaukratiet.
Efter Maos død (1976) begyndte bureaukratiet i 70’erne at snakke om at komme ind på verdensmarkedet. Deng avde indset at man umuligt kunne stå uden for verdenshandelen. Det var en implicit indrømmelse af, at den stalinistiske ”teori om socialisme i et land” var bankerot. Intet land, uanset hvor mægtigt det er, kan isolere sig fra verdensøkonomien.
”Markedssocialisme”
Rødderne til udviklingen mod kapitalisme, som vi har set indtil i dag, starter da Deng i 1978 bliver leder af det kinesiske kommunist parti, og med debatten i partiet omkring begreber som ”markedssocialisme”, dvs. at lade markedskræfterne styre dele af økonomien fra private hænder. Deng sagde, at den centraliserede planlægning skulle forblive den dominerende form, men at man skulle samarbejde med udenlandske kapitalister i såkaldte ”joint venture” selskaber – et samarbejde mellem staten og private investorer.
Deng sagde, at Mao efterlod økonomien i et stort rod, og at det bl.a. var grunden til de nye reformer. Dette er dog ikke helt sandheden.
Hvad der virkelig var ved at ske var, at i takt med økonomiens udvikling, viste det kinesiske bureaukrati sine begrænsninger. Ligesom i Sovjetunionen var der mangel på koordination mellem de forskellige sektorer, ubalance i investeringerne, overproduktion af nogle varer, underproduktion af andre, korruption, forkludring og kaos i stor skala.
Alle disse problemer kunne løses med ægte arbejderkontrol, fabrikskomitéer og sovjetter. Dette ville bureaukratiet selvfølgelig ikke gå med til, da de dermed ville miste deres privilegier. Af denne årsag var en politisk revolution (for at afsætte bureaukratiet og indføre demokratisk kontrol over planøkonomien) nødvendig på vejen mod et fungerende socialistisk styre i Kina.
Dengs nye politik førte til oprettelsen af fire nye ’frie produktionszoner’ placeret på østkysten, hvor udenlandske virksomheder kunne investere. Dette medførte dog ikke den forventede succes, mest pga. de mange restriktioner. Derfor lempede man reglerne betragteligt i 1983, hvor man bl.a. tillod hele udenlandske firmaer at investere i zonerne – nu skulle de ikke længere samarbejde med staten.
Sideløbende med de ”frie produktionszoner” skete der en række forberedelser til en privatiseringsproces ude på landet. Staten udlejede det tidligere kollektiviserede land til forskellige familier. Dette førte til at nogle af familierne berigede sig mere end andre. Med dette fik de også flere privilegier, bl.a. kunne det udlejede land gå i arv, hvilket er et vigtigt element i en kapitalistisk økonomi. De øgede forskelle på landet førte til at flere var tvunget til at flytte til byerne, som derved virkede som billig arbejdskraft som basis for udviklingen af kapitalismen i byerne.
I 1983 indførte den kinesiske stat yderligere elementer af markedsøkonomi ved at indføre et kontraktsystem, som gav de statsejede virksomheder lov til at ansætte folk i en begrænset tidsperiode. Retten til at hyre og ikke mindst til at fyre folk medførte arbejdsløshed, hvilket også er et vigtigt element i kapitalismen. Med arbejdsløsheden og reformerne på landet fulgte en større social ustabilitet.
Dette fik bureaukratiet til at blive nervøse for situationen, og de satte dermed farten på processen ned, dog aldrig for at stoppe den helt eller gå tilbage. Da situationen efterhånden blev stabil igen fortsatte de den samme kurs som tidligere.
At sænke farten på processen brugte bureaukratiet op til flere gange når det gik for stærkt, men efter hver forsinkelse førte bureaukratiet processen videre igen. Fortsættes i næste nr. 32.
