Pierre Broués død har frataget revolutionær marxisme en af dens mest fantastiske repræsentanter. Pierre viede hele sit liv til de undertrykte og udbydttedes sag, og til forsvar for de revolutionære marxistiske ideer.
Som et ungt medlem af det franske Kommunistparti deltog han i den væbnede modstand mod den nazistiske besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig. I 1943 drog Stalin den logiske konklusion af den reaktionære teori om ”socialisme i et land” og beordrede Tredje (Kommunistiske) Internationale opløst. Frastødt af den nationalistiske og reformistiske politik, som de kommunistiske partier tog til sig under pres fra det stalinistiske regime i Moskva, vendte Pierre Broué sig mod Fjerde Internationale, som var blevet stiftet i 1938 af den tidligere Venstropposition i den Kommunistiske Internationale, på basis af den ægte marxismes teori og program.
Gennem anden halvdel af det tyvende århundrede gjorde Pierre Broué, som blev en dygtig forfatter og historiker, mere end nogen anden i Frankrig for at genfinde og forklare de virkelige traditioner og ideer fra marxismen, som stalinisterne havde forsøgt at begrave under et bjerg af sladder og forfalskninger. Anskaffelsen, oversættelsen og udgivelsen af Trotskijs værker, var i sig selv en bedrift af enorm betydning. Derudover kom Pierre Broués skrifter om den Kommunistiske Internationales historie og hans monumentale biografi over Leon Trotskij, som er en uvuderlig arv for marxister i dag.
Jeg mødte første gang Pierre Broué i august 2003. På det tidspunkt boede Trotskijs barnebarn, Esteban Volkov, i mit hjem i Paris i omtrent ti dage på sin vej hjem fra vores internationale konference i Barcelona. For Esteban var det utænkeligt at være i Frankrig uden at besøge sin livslange ven Pierre Broué, og vi tog sammen afsted til Grenoble, hvor vi mødte Pierre i hans lille lejlighed i byens udkant.
Det første møde var et meget mindeværdigt øjeblik for mig. Pierre havde været meget syg i den forudgående periode, og han var forståeligt nok ikke på toppen, hvad angår personlig præsentation. Men han var en person, der gjorde stort indtryk. Han var en flot, høj og elegant mand, som gav et indtryk af anstændighed, integritet og intellektuelt mod.
Indtil relativt kort tid før dette møde havde Pierre meget lidt førstehåndsviden om Ted Grants og Alan Woods’ værker. Da han foretog research om den russiske venstreoppositions heroiske kamp mod det stalinistiske diktatur, blev en oversættelse af en artikel af Alan Woods, offentliggjort på La Riposte, bragt til hans kendskab. Dette var en artikel om Valery Sabline, som forklarede den virkelige historie bag filmen ”Røde Oktober”. Denne artikel fik Pierre til at læse andre artikler på www.marxist.com, så da vi mødtes i Grenoble, havde han allerede en klar idé om, hvilke ideer, vi står for.
Pierre var fuld af lovord over for vores internationale tendens. Han var enig med os på alle grundlæggende spørgsmål, sagde han, og han ville arbejde sammen med os. Det blev aftalt, at han skulle møde Alan Woods så hurtigt som muligt. Uheldigvis blev Pierre endnu mere syg de næste dage. Jeg besøgte ham igen med min kone og kammerat i september, men mødet med Alan Woods kunne ikke finde sted før 9. Oktober 2003.
Dette møde med Alan var den virkelige begyndelse på vores forbund med Pierre Broué. Pierre var i sin hospitalsseng på en afsidesliggende klinik i de smukke bjergegne uden for Grenoble. Han tog ideer alvorligt og formulerede sine egne med præcision, både på fransk og engelsk. Han var meget entusiastisk omkring vores ”Leon Trotskij projekt” for udgivelse af Trotskijs største værker på forskellige sprog, og sagde omgående ja til at skrive et forord til den første bog i serien, selvbiografien Mit liv. Alan optog et kort interview med ham, hvor Pierre sendte en varm hilsen til Ted Grant, som dengang var i sit 90ende år. Siden da har Pierre anset sig selv som medlem af vores internationale tendens. Hans blad, Le Marxisme Aujourd’hui offentliggjorde en række tekster fra www.marxist.com. Og vi var for vores del stolte af hans politiske støtte, samarbejde og venskab.
Jeg besøgte ham sidste gang i april i år. Hans tilstand var betragtelig bedre. Han var livlig og åndfuld, trak bøger ned fra reolen og gennembladede avisklip for at forklare sine ideer på det ene eller andet punkt. Hans livslange ven og samarbejdspartner, Jean-Pierre Juy, var også til stede, og ligeledes var Jérôme Métellus fra La Riposte.
Jean-Pierre skrev venligt til mig kort efter Pierres død. Han fortalte mig, at Pierre døde fredeligt på hospitalet, uden smerte. Dette er et forfærdeligt tab, men Pierre Broué vil leve videre i hjerterne hos de, der kendte og elskede ham, og frem for alt i ånden hos den nulevende generation af revolutionære, som nu må bære hans værk videre og bygge støtte for marxismens ideer. Der kan ikke være en mere passende hyldest til denne bemærkelsesværdige mands minde. Socialismens triumf vil også blive hans sejr.
