Dette er anden del af en række artikler om arbejderbevægelsens baggrund. Socialistisk Standpunkt bringer dem som modsvar mod LOs nye historiebøger som fremlægger arbejderbevægelsens historie som fredelige forhandlinger mellem arbejdere og kapitalister. De har, sikkert med vilje, nedtonet de massive kampe som var (og er) arbejderbevægelsens styrke.
Internationalens start og slaget på fælleden
Den Internationale ArbejderAssociation (1. internationale) stiftet i London i 1864 vandt stor til slutning over hele verden. I Danmark var det en tidligere Løjtnant som arbejdede indenfor postvæsnet der fangede internationalens ideer først. Hans navn var Louis Pio. Allerede inden havde Internationalen haft kontakt til en gruppe i Danmark og det var sandsynligvis gennem denne gruppe at Louis Pio blev medlem af internationalen. Den 21. maj 1871 udkom ”Socialistiske Blade, nr. 1” og nr. 2 udkom d. 12. juni. Bladene var skrevet af Pio og fik i løbet af kort tid stor succes. Dette gjorde at internationalen tilhængere i Danmark den 21 juli samme år kunne starte ugeavisen Socialisten som i løbet af kort tid fik 2-3000 abonnenter (Berlingske havde til sammenligning 9000 abonnenter).
Pio skrev til Internationalen og Karl Marx i september og 15 oktober blev den danske sektion af internationalen officielt oprettet. Hele dagen igennem tilsluttede forskellige organiserede faggrupper sig internationalen. Derefter tog man på en rundrejse i landet med Poul Geleff og fik hurtigt oprettet afdelinger i de største byer. 7 måneder efter den danske sektion af internationalens oprettelse havde den mere end 6000 medlemer. Dette viser den stigende bevidsthed blandt arbejderne. 1871 var også det år de parisiske arbejdere rejste sig mod kapitalisterne i Frankrig og indførte Pariserkommunen. I 9 uger styrede arbejderne Paris indtil oprøret brutalt blev nedkæmpet. Ikke des do mindre forblev Pariserkommunen et eksempel til inspiration for arbejderne over hele europa.
28. september 1871 nedlagde 250 arbejdere på Burmeister og Wain arbejdet. Dette førte til et ekstranummer af Socialisten og et møde hvor overskuddet skulle gå til de strejkende.
Den 9. april 1872 nedlagde 402 murersvende i København arbejdet i kampen for en 10 timers arbejdsdag. Socialisten (som i samme måned begyndte at udkomme som dagblad) støttede denne kamp. 1 maj indkaldte internationale til et støttemøde for murerne og dagen efter indkaldte man til et folkemøde den 5. maj.
Internationalens fremgang blev ikke bare fulgt at arbejderne men også af kapitalisterne og politiet. Disse var nervøse for udbredelsen af de revolutionære ideer blandt de danske arbejdere. Politiet sendte spioner ind til internationalens møder som så rapporterede til politidirektøren der viderebragte oplysningerne til justitsministeren. Denne (A. F. Krieger) undlod dog at skride ind før op til folkemødet i fælledparken. Af frygt for en arbejderopstand ledt af den danske sektion af en revolutionær internationale forbød man mødet. Dagen inden folkemødet var der igen møde i Socialistens lokaler. Her talte Pio for at trodse forbuddet og gennemfører mødet. Han fremførte at betjentene og husarerne også var fra arbejderklassen. Få timer efter dette blev Pio og de to andre medlemmer af redaktionen Poul Geleff og Harald Brix arresteret og fængslet.
Da rygtet om dette blev spredt mødtes kredsformændene fra de forskellige fag i Socialistens lokaler der var bevogtet af politiet. Her blev de enige om at aflyse mødet.
Til trods for dette mødte ca. 20.000 arbejdere op på fælleden.
Men det samme gjorde 140 betjente, styrker fra infanteriet, artilleriet og 1500 garderhusarer. Disse prøvede at forhindre arbejderne i at komme frem til fælleden. Det resulterede i voldsomme kampe som siden er blevet kaldt slaget på fælleden. Husarerne red frem mod arbejderne og slog dem med den brede side af deres sabel. Arbejderne svarede igen med at kaste med brosten og snustobak mod hestene. 74 husarer og 23 betjente blev såret af stenkast og flere hundrede arbejdere. Til sidst lykkedes det staten at nedkæmpe Danmarks første større arbejderopstand og sætte arbejderbevægelsen midlertidigt tilbage.
Dette var ilddåben på internationalen og den danske arbejderbevægelse.
