riget lilleOmkring 300-400 sygeplejersker på Rigshospitalet nedlagde arbejdet i én time mandag morgen den 6. september. Foto: Rasmus Jeppesen

Mette Frederiksens regeringsindgreb har ikke stoppet sygeplejerskestrejken, som lokalt fortsætter overenskomststridigt. De spontane arbejdsnedlæggelser kom i dag til København, hvor stemningen blandt de fremmødte sygeplejersker var ekstrem god.

Det var allerede sket i Aarhus, Horsens og Roskilde. Her til morgen spredte sygeplejerskernes “ulovlige” arbejdsnedlæggelser sig til Aalborg og til Danmarks største hospital, Rigshospitalet i København.

Flere hundrede sygeplejersker strømmede løbende ud ved hovedindgangen til Riget under klapsalver fra deres kollegaer. Jord- og betonarbejdere, murer- og stilladsarbejdere var ligeledes troppet op for at vise deres støtte, mens patienter stod på balkoner og klappede af sygeplejerskerne.

Ikke vigtig nok til bedre løn

Den fortsatte strejke er en protest mod det regeringsindgreb, som Mette Frederiksen netop har stået i spidsen for, der ikke gav sygeplejerskerne en øre mere i løn end den forligsskitse, som de har stemt ned to gange. 

Men på trods af regeringsindgrebet var stemningen ekstrem god foran Rigshospitalet her til morgen, hvor 300-400 sygeplejersker var mødt op. Gensynsglæden blandt kolleger fra forskellige afdelinger var nem at bemærke, og det var tydeligt, at sygeplejerskerne var glade for, at der var så mange, som var mødt op for at stå sammen og sige fra:

profil lilleSygeplejerske Anna Graff, der sammen flere hundreder af sine kollegaer nedlagde arbejdet. Foto: Rasmus Jeppesen.

- Peter Hummelgaard (den socialdemokratiske beskæftigelses- og ligestillingsminister, red.) havde lovet 1000 nye sygeplejersker. Men vi kan ikke engang få kolleger til de tusindvis af ledige stillinger, der er nu, sagde sygeplejerske Anna Graff. Hun var med ude foran Rigshospitalet her til morgen og arbejder på en børneafdeling på hospitalet.

Selvom politikerne bliver ved med at hylde sygeplejerskerne, så forbliver det bare ved ord:

- Det er et paradoks, at vores arbejde er vigtigt nok til, at regeringen vil gribe ind, men ikke vigtigt nok til at give os fair løn. Jeg er rigtig ærgerlig over det her indgreb. Det er tydeligt, at den danske model ikke er brugbar, mener Anna.

En kamp for godt sundhedsvæsen

En anden sygeplejerske fra afdelingen for plastikkirurgi og brandsårsbehandling, som gerne vil forblive anonym, er ligeledes frustreret over, hvordan regeringen har handlet:

- Det her indgreb er møghamrende tarveligt. Hvis regeringen vidste, at de alligevel vil ende med at gribe ind, hvorfor ventede de så 10 uger? spørger hun og fortsætter:

- Det her er en kamp for vores fag, som vi elsker, og for et godt offentlige sundhedsvæsen. Når kollegaer oplever dødsfald blandt patienter, som kunne have været undgået, hvis der havde været ordentlige ressourcer, så knækker de. De knækker, og de kommer ikke tilbage til faget. Vi råbte allerede op inden, men corona har virkelig tydeliggjort, at vi har brug for flere ressourcer.

Strejkerne fortsætter

Strejken her til morgen var planlagt til at vare en time og kl. 8:45 blev der råbt: “Vi ses igen i morgen!”. Det var til at fornemme, at de københavnske sygeplejersker var stolte af at være en del af det voksende fællesskab, som nægter at lade sig tryne af regeringen. Ligesom andre steder i landet er det planlagt, at arbejdsnedlæggelserne skal fortsætte på Rigshospitalet de næste dage.

Disse overenskomststridige strejker blandt sygeplejerskerne er historiske. De sender et virkelig kraftig signal: Det kan være, at vi har tabt slaget, men kampen for ordentlige løn- og arbejdsforhold er først lige begyndt.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.