claus-jensen-3

Foto: Claus Jensen, formand for CO-industri (pressefoto).

Efter to ugers forhandling, der er foregået i fuldstændig stilhed, blev det søndag formiddag meddelt at der er indgået forlig om en 3årig overenskomst for industriens område. Et par timer senere begyndte DI og CO-Industri at tale aftalen op, nu skulle den sælges til medlemmerne. Siden da er der kørt hårdt på i medierne, hvor man har kunne høre særligt udvalgte tillidsrepræsentanter fortælle om forligets fortræffeligheder.

Mindstelønnen sikrer ikke reallønsstigning

De to punkter der har været særlig fokus på er stigningen på mindstelønnen, der (sammen med en stigning på bidraget til fritvalgs lønkontoen på én procent over de næste tre år) betegnes som en sikring af reallønnen, eller endda en lønfremgang! Hvad man glemmer at fortælle er, at på de fleste industrivirksomheder forhandles lønnen lokalt. Det vil sige at det er op til arbejderne på den enkelte arbejdsplads at forhandle lønnen hjem. At mindstelønnen stiger fra 108,70 til 113,65 over tre år er altså ikke nogen garanti for at reallønnen kan stige, da mindstelønnen stadig er så lav at de fleste industriarbejdere får en løn der er højere. En stor stigning af mindstelønnen ville have betydet et bedre udgangspunkt for lokalforhandlingerne. De seneste år har arbejdsgiverne brugt krisen som våben til at presse lønningerne. Med den lave mindsteløn vil det fortsat være en mulighed.

Er en uges ekstra kursus, når du er blevet fyret, en sejr?

Et andet punkt er ændringerne for uddannelse gennem Industriens Kompetence Udviklings Fond (IKUF), der betegnes som en styrkelse af vores ret til efteruddannelse, men reelt kun er justeringer. Den eneste reele ændring er retten til en uges ekstra udannelse i opsigelsesperioden med støtte fra IKUF, men det er alt for lidt og alt for sent. Når først man er blevet fyret er der brug for helt andre tiltag for at kunne komme videre. Kravet om et generelt løft i forhold til uddannelse er ikke blevet mødt, og burde i stedet have lydt på lettere adgang til uddannelse, også i forhold til bevilling gennem IKUF, samt en forlængelse af uddannelsesperioden ud over de to uger vi har ret til om året. For 1½ år siden var der megen fokus på at midlerne i IKUF ikke blev brugt som forventet, på det tidspunkt stod der 1,5 mia. kr. ubrugt i fonden. Desuden meldte AMU i går ud at der er sket en massiv tilbagegang på området, gennemsnitligt 40 procent færre kursister i 2013 i forhold til 2010.

Tillidsmanden kan tjekke vikarernes løn

En anden del af industrioverenskomsten er at tillidsfolk nu får ret til at få oplyst hvilke løn- og arbejdsforhold vikarer på den enkelte virksomhed har. Dette er selvfølgelig positivt. Men det ændre ikke ved at der er sket en mangedobling af vikaransatte i industrien, hvilket betyder at større og større dele af den danske industriproduktion udføres af arbejdere uden rettigheder som kan fyres fra dag til dag. På den måde fungere vikarerne ufrivilligt som en forhindring i at skabe fælles arbejdsforhold på arbejdspladserne og som en måde for arbejdsgiverne til at skade enheden blandt arbejderne. Formanden for 3F Aalborgs industrigruppe (som anbefaler et Nej) udtaler til Arbejderen:

"- Det udhuler vores overenskomster, også selvom vikardirektivet siger, at vikarerne skal have samme vilkår som de fastansatte. Der er ikke noget galt med vikarerne, men alligevel rykker de ved hele kulturen på en arbejdsplads. For hvorfor engagere sig, hvis man hele tiden står med det ene ben på vej væk igen."

Derfor var der stillet krav om at der skulle være begrænsninger på hvor mange vikaransatte der kan være på en arbejdsplads og hvor længe de kan være der før at de bliver fastansatte. Det nye overenskomstforslag løser ikke det problem. At en tillidsmand kan få at vide hvad en vikar får i løn, ændre ikke ved at arbejdsgiverne stadig kan erstatte ordinært ansatte med vikarer, og på den måde undergrave overenskomsten. Samtidig kaster den faglige top pænt ansvaret for at gøre noget ved problemet væk fra sig selv og over på den enkelte tillidsmand.

Kejserens nye klæder... eller: Det er en ommer!

Det er tydeligt at disse to punkter er udset til at skulle sælge aftalen til medlemmerne, og der bliver nu kørt hårdt på, fra fagtoppen og arbejdsgivernes side som skamroser et forlig der fortsat ikke vil forhindre arbejdsgivernes underminering af de danske industriarbejdere. En anden nyskabelse ved forslaget, retten til to timers betalt frihed ved opsigelse, således at man kan gå i A-kassen, viser kun hvor grotesk og ude af trit med medlemmerne de faglige ledere der er.

Det minder lidt om situationen i '98, hvor vi fik fri juleaftens dag, en ret langt størstedelen allerede havde og som derfor blev set som en provokation af arbejderne der derfor stemte Nej. Om det komme til at ske igen, er det umuligt at spå om. Arbejdsgiverne har bombarderet den danske arbejderklasse med massefyringer, lønnedgang, udflytning af arbejdspladser og ekstremt arbejdstempo. I den situation er det logisk og fornuftigt at arbejderne ikke gå ud i hovedløse strejker, fordi at enkelte isolerede kampe har meget dårlige odds imod arbejdsgiverne. Men dette kan netop også være grunden til at OK 2014 kunne ende med en konflikt. Ved at stemme nej til forliget, der ingenting giver, i en tid hvor behovet for værn mod fyringer og lønpres næppe har været større, kan vi sikre en fælles kamp mod arbejdsgiverne. Et ja betyder at vi skal kæmpe hver især, på hver vores arbejdsplads, et nej betyder en samlet kamp på alle arbejdspladser.

Decentral løn = Lønnedgang

At der er så stort ståhej om industrioverenskomsterne er sådan set helt hen i vejret. Størstedelen af kampen om ordentlig løn foregår nemlig ude på arbejdspladserne. Den såkaldte decentrale lønforhandling. Dette er ikke godt. Fagbevægelsen blev dannet fordi at arbejderne dengang drog konklusionen at kun ved at stå sammen på alle arbejdspladser og blandt alle fag var det muligt at føre en effektiv kamp mod arbejdsgiverne. At fagbevægelsen i dag lader medlemmerne selv om at forhandle lønnen hjem er opskriften på den defensive situation der eksisterer på arbejdspladserne i dag. Derfor må fagbevægelsen gå væk fra de decentrale lønforhandlinger og i stedet kæmpe for en fælles høj løn for alle arbejdere. Ingen arbejdere burde få en løn mindre en 180,- pr. time og alt vikararbejde burde erstattes af ordinære stillinger. Fagbevægelsen har styrken til at kæmpe det igennem. Men kun hvis den igen bliver en kamporganisation.

Stem NEJ til industriforliget!

For en kæmpende fagbevægelse – ingen begrænsninger på retten til at strejke!

Arbejderledere på arbejderløn – ingen privilegier til de faglige ledere!

Sammenhold gør stærk – nej til decentrale lønforhandlinger

Styrk solidariteten - dan landsdækkende tillidsmandsringe

(Lasse Bertelsen er næstformand i malerklubben i SBM og Kim Molbech er 3F- tillidsmand på DRS)

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.